Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005R0703

    Kommissionens forordning (EF) nr. 703/2005 af 4. maj 2005 om fastsættelse af udligningsstøtten for bananer, der blev produceret og markedsført i EF i 2004, og det faste forskud for 2005

    EUT L 118 af 5.5.2005, p. 12–13 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/12/2010

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2005/703/oj

    5.5.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 118/12


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 703/2005

    af 4. maj 2005

    om fastsættelse af udligningsstøtten for bananer, der blev produceret og markedsført i EF i 2004, og det faste forskud for 2005

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 af 13. februar 1993 om den fælles markedsordning for bananer (1), særlig artikel 12, stk. 6, første afsnit, og artikel 14, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 404/93 beregnes EF-producenternes udligningsstøtte ved eventuelt indkomsttab på grundlag af forskellen mellem den faste referenceindtægt og den gennemsnitlige produktionsindtægt for bananer, der produceres og markedsføres i EF i et givet år.

    (2)

    I artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1858/93 af 9. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 404/93 for så vidt angår reglerne om støtte til udligning af indkomsttab i forbindelse med markedsføring af bananer (2), er der fastsat en fast referenceindtægt på 64,03 EUR/100 kg netto for grønne bananer ab pakkehal.

    (3)

    For 2004 var den gennemsnitlige produktionsindtægt, der beregnes på grundlag af gennemsnittet af dels priserne for bananer, som markedsføres uden for produktionsområderne, justeret til prisen frit leveret første udskibningshavn, ulosset, dels salgspriserne på de lokale markeder for de bananer, der markedsføres i produktionsområderne, idet der tages hensyn til de i artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1858/93 fastsatte faste elementer, lavere end den faste referenceindtægt for 2004. Udligningsstøtten for 2004 bør derfor fastsættes.

    (4)

    I henhold til artikel 12, stk. 6, andet afsnit, i forordning (EØF) nr. 404/93 ydes der supplerende støtte til et eller flere produktionsområder, hvis den gennemsnitlige produktionsindtægt ligger betydeligt under EF-indtægtsgennemsnittet.

    (5)

    Den gennemsnitlige årsproduktionsindtægt ved markedsføring af bananer produceret på Martinique og Guadeloupe lå i 2004 betydeligt under EF-gennemsnittet. Der bør derfor ydes supplerende støtte til Martiniques og Guadeloupes produktionsområder. Dataene for 2004, der afslører meget vanskelige produktions- og afsætningsbetingelser, gør det nødvendigt at fastsætte en supplerende støtte, der dækker 75 % af forskellen mellem den gennemsnitlige EF-indtægt og den indtægt, der er opnået ved markedsføringen af produkterne fra disse to produktionsområder.

    (6)

    Det faste forskud og den dertilhørende sikkerhedsstillelse fastlægges ud fra den støtte, der er fastsat for det foregående år i henhold til artikel 4, stk. 2 og 3, i forordning (EØF) nr. 1858/93.

    (7)

    Det har hidtil ikke været muligt at fastsætte udligningsstøtten for 2004, fordi ikke alle nødvendige oplysninger forelå. Den resterende støtte for 2004 og forskuddet for bananer, der er markedsført i januar og februar 2005, bør betales senest to måneder efter, at denne forordning er trådt i kraft.

    (8)

    De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Bananer —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    1.   Den i artikel 12 i forordning (EØF) nr. 404/93 omhandlede udligningsstøtte for bananer henhørende under KN-kode ex 0803 med undtagelse af pisang, der blev produceret og markedsført i EF i frisk tilstand i 2004, fastsættes til 28,1 EUR/100 kg.

    2.   Den støtte, der er fastsat i stk. 1, forhøjes med 7,82 EUR/100 kg for bananer, der er produceret i regionen Martinique, og med 8,18 EUR/100 kg for bananer, der er produceret i regionen Guadeloupe.

    Artikel 2

    Forskuddet for bananer, der markedsføres fra januar til december 2005, er på 19,67 EUR/100 kg. Den dertilhørende sikkerhedsstillelse er på 9,84 EUR/100 kg.

    Artikel 3

    Uanset artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1858/93 udbetaler medlemsstaternes myndigheder den resterende udligningsstøtte for 2004 og forskuddet for bananer, der er markedsført i januar og februar 2005, senest to måneder efter nærværende forordnings ikrafttrædelse, efter at den i artikel 10 i forordning (EØF) nr. 1858/93 fastsatte kontrol er foretaget.

    Artikel 4

    Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. maj 2005.

    På Kommissionens vegne

    Mariann FISCHER BOEL

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 47 af 25.2.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 2587/2001 (EFT L 345 af 29.12.2001, s. 13).

    (2)  EFT L 170 af 13.7.1993, s. 5. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 471/2001 (EFT L 67 af 9.3.2001, s. 52).


    Top