Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0837

2003/837/EF: Rådets afgørelse af 24. november 2003 om afslutning af konsultationsproceduren med Den Centralafrikanske Republik og om vedtagelse af relevante foranstaltninger i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen

EUT L 319 af 4.12.2003, pp. 13–16 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2005

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/837/oj

32003D0837

2003/837/EF: Rådets afgørelse af 24. november 2003 om afslutning af konsultationsproceduren med Den Centralafrikanske Republik og om vedtagelse af relevante foranstaltninger i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen

EU-Tidende nr. L 319 af 04/12/2003 s. 0013 - 0016


Rådets afgørelse

af 24. november 2003

om afslutning af konsultationsproceduren med Den Centralafrikanske Republik og om vedtagelse af relevante foranstaltninger i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen

(2003/837/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til AVS-EF-partnerskabsaftalen, der blev undertegnet i Cotonou (Benin) den 23. juni 2000(1), i det følgende benævnt "Cotonou-aftalen",

under henvisning til Rådets afgørelse 2003/159/EF af 19. december 2002 om indgåelse af partnerskabsaftalen mellem staterne i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000(2), særlig artikel 3,

under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges, ved gennemførelse af AVS-EF-partnerskabsaftalen(3), særlig artikel 3,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) De væsentlige elementer, der er omhandlet i Cotonou-aftalens artikel 9, såsom respekten for de demokratiske principper og retsstatsprincippet, og som danner grundlaget for AVS-EF-partnerskabet, er blevet krænket som følge af det militære statskup den 15. marts 2003, der blev fordømt af Den Europæiske Union i dennes erklæring af 21. marts 2003.

(2) I overensstemmelse med artikel 96 i Cotonou-aftalen fandt der den 12. juni 2003 konsultationer sted med AVS-landene og Den Centralafrikanske Republik, og ved den lejlighed afgav de centralafrikanske myndigheder en række særlige tilsagn, der tog sigte på at få løst de af Den Europæiske Union påpegede problemer, og som skulle indfries i løbet af en periode på tre måneder, hvor der skulle føres en tilbundsgående dialog.

(3) Efter udløbet af denne periode finder Den Europæiske Union, at processen med genetablering af forfatningsmæssige tilstande stort set er i gang. Der hersker dog fortsat stor usikkerhed med hensyn til, hvor beslutsomme og præcise de centralafrikanske myndigheders politiske retningslinjer på dette område er, og hvorvidt nævnte myndigheder har tilstrækkelig kapacitet til at iværksætte dem.

(4) Der bør derfor træffes passende foranstaltninger i henhold til Cotonou-aftalens artikel 96 -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

De konsultationer, der er afholdt med Den Centralafrikanske Republik i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen, er afsluttet.

Artikel 2

De foranstaltninger, der er nærmere beskrevet i udkastet til brev i bilaget, vedtages som relevante foranstaltninger som omhandlet i Cotonou-aftalens artikel 96, stk. 2, litra c).

Artikel 3

Denne afgørelse har virkning fra dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes indtil den 30. juni 2005.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2003.

På Rådets vegne

G. Magri

Formand

(1) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

(2) EUT L 65 af 8.3.2003, s. 27.

(3) EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376.

BILAG

Til premierministeren, lederen af Den Centralafrikanske Republiks nationale overgangsregering

Hr. premierminister

Den Europæiske Union lægger særdeles megen vægt på bestemmelserne i artikel 9 i Cotonou-aftalen. Respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne, herunder respekten for de grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder og retsstaten, som AVS-EF-partnerskabet er baseret på, udgør de væsentlige elementer i nævnte aftale og er derfor grundlaget for vore forbindelser.

Derfor har Den Europæiske Union i sin erklæring af 21. marts 2003 på det skarpeste fordømt det statskup, der fandt sted den 15. marts.

På baggrund heraf besluttede Den Europæiske Union den 22. maj 2003 at opfordre Den Centralafrikanske Republiks myndigheder og AVS-staterne til at indlede konsultationer med henblik på at foretage en grundig undersøgelse af situationen og finde frem til, hvordan den kunne afhjælpes.

Disse konsultationer fandt sted i Bruxelles den 12. juni 2003. Ved den lejlighed blev der drøftet flere forskellige grundlæggende spørgsmål, og De havde lejlighed til at fremlægge de centralafrikanske myndigheders synspunkter og analyse af situationen. Den Europæiske Union noterede med tilfredshed, at de centralafrikanske myndigheder afgav visse tilsagn, bl.a. om at sikre genetableringen af forfatningsmæssige tilstande, opretholde den politiske pluralisme og indlede den nationale dialog, omstrukturere forsvars- og sikkerhedsstyrkerne, forbedre forvaltningen af de offentlige finanser og bekæmpe korruptionen for på behørig vis at honorere de statslige udgifter, herunder først og fremmest korrekt betaling af lønninger.

Der blev også opnået enighed om, at der skulle føres en tilbundsgående dialog i Bangui om de forskellige drøftede spørgsmål i en periode på tre måneder, og at der ved udgangen af denne periode skulle gøres status over situationen.

Denne tilbundsgående og løbende dialog i Bangui har nu fundet sted. Den har bygget på en resultattavle og månedlige situationsrapporter, som medlemmerne af overvågningsudvalget har fået forelagt. Formandskabets og Kommissionens repræsentanter på stedet har i samarbejde med UNDP-repræsentanten og en række AVS-ambassadører etableret en løbende evaluering af indfrielsen af tilsagnene. Fra den 17. til den 20. august 2003 sendte AVS-gruppen desuden et undersøgelseshold til Den Centralafrikanske Republik, og konklusionerne af dette besøg er indarbejdet i overvågningsudvalgets rapporter.

Det fremgår af denne status over situationen, at visse tilsagn er mundet ud i opmuntrende initiativer fra de centralafrikanske myndigheders side. Det skal især bemærkes,

- at den nationale dialog er mundet ud i vedtagelsen af 126 henstillinger, der er opdelt i ti grupper

- at det nationale overgangsråd fungerer normalt, at dets udtalelser offentliggøres, og at de henstillinger, det har fremsat, i det væsentlige er efterkommet

- at de almindelige lønninger fra marts til august 2003 er blevet betalt, om end med nogen forsinkelse

- at Ministerrådet den 11. september 2003 har godkendt en handlingsplan for saneringen af de offentlige finanser

- at de henstillinger, der er rettet til Den Centralafrikanske Republik i forbindelse med en Kimberley-mission, er blevet fulgt.

Følgende punkter giver dog fortsat anledning til bekymring:

- De forskellige politiske partiers aktiviteter forløber på normal vis, men det nationale overgangsråd har endnu ikke fået forelagt noget udkast til en lov om oppositionen.

- Den tidsplan for afholdelsen af valg, der blev bebudet ved indledningen af konsultationerne, er endnu ikke blevet omsat i nye konkrete tiltag eller foranstaltninger.

- Menneskerettighedssituation er blevet forringet i årets første halvdel, hvilket FN's generalsekretær også påpegede i sin rapport til Sikkerhedsrådet af juni 2003. Selv om denne forringelse, der opstod i kølvandet på den politiske og militære krise, synes at være bremset, er der fortsat grund til bekymring. Pressen, det nationale overgangsråd, Højkommissæren for Menneskerettigheder og andre kilder rapporterer om hyppige overtrædelser af menneskerettighederne, bl.a. fra militærstyrkernes eller "befriernes" side.

- Lønningerne er blevet betalt - forholdsvis rettidigt - i det meste af perioden, hvilket er et betydeligt fremskridt. Fortsættelsen af denne praksis, der hidtil i vid udstrækning kun har været mulig takket være punktuel ekstern støtte, er afhængig af de meget knappe skatte- og toldindtægter.

- I denne kontekst med utilstrækkelige finansieringsmidler er der iværksat visse bestræbelser for at afvikle den offentlige gæld, øge skatte- og toldindtægterne, kontrollere den offentlige virksomheder og mindske udgifterne. Således blev der den 11. september 2003 vedtaget en plan for saneringen af de offentlige finanser, men de nærmere bestemmelser og tidsplanen herfor er endnu ikke fremlagt.

- Der er gennemført punktuelle foranstaltninger til bekæmpelse af korruptionen, herunder også arrestationer. Ikke desto mindre synes disse foranstaltninger ikke at indgå i en global handlingsplan, og loven om bekæmpelse af korruption gennemføres tilsyneladende ikke på systematisk vis. Arrestationerne af de ansvarlige under det tidligere styre fortsætter, men det ser ud til, at korruptionen varer ved.

- Der er truffet foranstaltninger til styrkelse af de væbnede styrker (udnævnelser, reintegration, oprettelse af nye enheder, udstationering i provinsen, uddannelse osv.) med betydelig støtte fra Frankrig. Intentionerne på dette område er dog ikke tilstrækkeligt klare, da der ikke foreligger et udtrykkeligt program. Der forventes ligeledes en revideret politisk erklæring om nedrustning, demobilisering og reintegration.

Det ser ud til, at processen med genetablering af forfatningsmæssige tilstande stort set er i gang. Der hersker dog fortsat stor usikkerhed med hensyn til, hvor beslutsomme og præcise myndighedernes politiske retningslinjer på dette område er, og hvorvidt myndighederne har tilstrækkelig kapacitet til at iværksætte dem.

På baggrund af disse tilsagn og af den nuværende grad af deres indfrielse, er Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater indstillet på at afslutte de konsultationer, der er indledt i henhold til artikel 96 i Cotonou-aftalen. Eftersom der endnu mangler at blive iværksat en række vigtige foranstaltninger i henhold til tilsagnene fra den 12. juni 2003, har Rådet for Den Europæiske Union besluttet følgende som relevant foranstaltning i henhold til Cotonou-aftalens artikel 96, stk. 2, litra c):

Endelig suspension af samarbejdet og en gradvis videreførelse af de andre dele af samarbejdet for at støtte de centralafrikanske myndigheders indsats, afhængigt af den effektive indfrielse af de tilsagn, der blev afgivet på mødet den 12. juni 2003, og af fremskridtene med overgangen til demokratiske forhold. Denne delvise suspension skal gælde for projekterne vedrørende vejstrækningen Bouar-Garoua Boulai, udbedring af vejene i Bangui og makroøkonomisk støtte. Genoptagelse af det suspenderede samarbejde afhænger af nedenstående kriterier.

Denne tilgang kan konkretiseres således:

A. Videreførelse af det eksisterende samarbejde

i) Umiddelbart efter afslutningen af konsultationerne koncentreres det eksisterende samarbejde om de sociale områder, især sundhedsområdet, og om direkte støtte til befolkningen. Der ydes ad hoc-støtte til de foranstaltninger, myndighederne træffer for at overholde deres tilsagn, især i forbindelse med valgforberedelser, god regeringsførelse, institutionel støtte og teknisk bistand til iværksættelsen af en handlingsplan med henblik på at sanere de offentlige finanser.

ii) Så snart regeringen har udarbejdet en klar politisk erklæring for programmet for nedrustning, demobilisering og reintegration og defineret hovedlinjerne i omstruktureringen af hæren og sikkerhedsstyrkerne, tages muligheden for støtte til fredsbevarende foranstaltninger og konsolidering af sikkerheden i Den Centralafrikanske Republik op til behandling inden for rammerne af Verdensbankens "Multidonor Rehabilitation and Reinsertion Programme (MDRP)" via UNDP.

B. Genoptagelse af det suspenderede samarbejde

i) Genoptagelse af en makroøkonomisk støtte som supplement til et program med IMF, så snart der vedtages en valgplan med angivelse af de etaper og de midler, der skal være på plads, for at de forskellige valg kan afholdes, og såfremt det sikres, at menneskerettighederne respekteres. Denne støtte forudsætter, at der er etableret et program for sanering af de offentlige finanser. I denne forbindelse tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne de multilaterale långivere til hurtigst muligt at genoptage deres forbindelser med de centralafrikanske myndigheder.

ii) Genoptagelse af et fuldstændigt samarbejde, når demokratiet og retsstaten er genetableret efter afholdelsen af valg senest i begyndelsen af 2005. Det vil dog kunne kræve en omlægning af den vejledende programmering afhængigt af behov og problemer. De centralafrikanske myndigheder og Kommissionen har allerede indledt fælles overvejelser i så henseende.

Hvis de centralafrikanske myndigheder ikke respekterer deres tilsagn, forbeholder Det Europæiske Fællesskab sig ret til at nedsætte bevillingen under 9. EUF til Den Centralafrikanske Republik med 20 % om året regnet fra det tidspunkt, hvor konsultationerne er afsluttet.

Den Europæiske Union vil fortsat nøje følge situationen og videreførelsen af overgangsprocessen. EU ønsker stærkt, at der videreføres en styrket og tæt dialog med de centralafrikanske myndigheder for at fremme genindførelsen af retsstatsforhold og opnå social og økonomisk stabilitet i Den Centralafrikanske Republik.

Modtag, hr. premierminister, forsikringen om vor mest udmærkede højagtelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

På Kommissionens vegne

Top