Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32002D0360

2002/360/EF: Kommissionens beslutning af 13. maj 2002 om ændringer til de foranstaltninger, som Østrig har truffet for at beskytte sig mod indslæbning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky) (meddelt under nummer K(2002) 1821)

EFT L 127 af 14.5.2002, pp. 19–20 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2002/360/oj

32002D0360

2002/360/EF: Kommissionens beslutning af 13. maj 2002 om ændringer til de foranstaltninger, som Østrig har truffet for at beskytte sig mod indslæbning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky) (meddelt under nummer K(2002) 1821)

EF-Tidende nr. L 127 af 14/05/2002 s. 0019 - 0020


Kommissionens beslutning

af 13. maj 2002

om ændringer til de foranstaltninger, som Østrig har truffet for at beskytte sig mod indslæbning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky)

(meddelt under nummer K(2002) 1821)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(2002/360/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2002/28/EF(2), særlig artikel 16, stk. 3,

under henvisning til Østrigs meddelelse af 2. august 2001, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Efter at skadegøreren Anoplophora glabripennis (Motschulsky) for første gang var blevet observeret i EU i 1999, blev der ved Kommissionens beslutning 1999/355/EF(3), ændret ved beslutning 1999/516/EF(4), fastsat hasteforanstaltninger mod spredning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky), for så vidt angår Kina (undtagen Hongkong).

(2) Efter at denne skadegører for første gang var blevet observeret i EU på træer af Acer platanoides i Braunau i Oberösterreich, iværksatte Østrig et handlingsprogram i overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i direktiv 2000/29/EF for at beskytte sig mod indslæbning i og spredning inden for Østrig og på Fællesskabets område.

(3) De af Østrig vedtagne foranstaltninger var strengere end dem, der blev vedtaget ved beslutning 1999/355/EF, idet de gjaldt for import af modtageligt hårdt træ med oprindelse i Korea, Taiwan og USA foruden træ fra Kina. De fastsatte endvidere, at det træ, der skulle importeres, skulle være både afbarket og fri for insekthuller med en diameter på over 3 mm og ovntørret til et vandindhold på under 20 %. I beslutning 1999/355/EF kræves det derimod, at træet er enten afbarket og fri for insekthuller eller ovntørret til et vandindhold på under 20 %.

(4) De østrigske foranstaltninger gjaldt dog ikke for træ af Fagus silvatica og Quercus L.

(5) Østrig har begrundet foranstaltningerne med behovet for at beskytte sig og Fællesskabets område, da Østrig "... tror, at det er rimeligt at styrke gældende fællesskabsforanstaltninger i henhold til beslutning 1999/355/EF og 1999/516/EF om hasteforanstaltninger mod spredning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky), for så vidt angår Kina (undtagen Hongkong) ...".

(6) Det har endnu ikke været muligt at identificere smittekilden, selv om visse forhold tyder på, at import af emballeringsmateriale inficeret med Anoplophora glabripennis (Motschulsky) er den sandsynlige smittevej, og i dette tilfælde er der endnu ikke tilstrækkeligt bevis for, at fællesskabsforanstaltningerne er utilstrækkelige.

(7) Østrig bør derfor ændre de foranstaltninger, det har truffet for at beskytte sig og Fællesskabets område mod indslæbning af den pågældende skadegører.

(8) De i beslutning 1999/355/EF og direktiv 2000/29/EF fastsatte foranstaltninger vil blive revideret på baggrund af FAO's internationale standard for retningslinjer for regulering af træemballeringsmateriale i den internationale handel.

(9) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Østrig ændrer de foranstaltninger, det har truffet for at beskytte sig og Fællesskabets område mod indslæbning og spredning af Anoplophora glabripennis (Motschulsky), på en sådan måde, at foranstaltningerne er i overensstemmelse med beslutning 1999/355/EF.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Republikken Østrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2002.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

(2) EFT L 77 af 20.3.2002, s. 23.

(3) EFT L 137 af 1.6.1999, s. 45.

(4) EFT L 197 af 29.7.1999, s. 44.

Top