31994D0599

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 27. juli 1994 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/31.865 - PVC) (Kun de tyske, engelske, franske, italienske og nederlandske udgaver er autentiske) (94/599/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 24. marts 1988 om paa eget initiativ at indlede en procedure, efter at have givet parterne lejlighed til at udtale sig vedroerende de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter, jf. artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 17 og Kommissionens forordning nr. 99/63/EOEF af 25. juli 1963 om udtalelser i henhold til artikel 19, stk. 1 og 2, i Raadets forordning nr. 17 (2),

efter hoering af Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING (1) Denne beslutning vedroerer anvendelsen af EF-traktatens artikel 85 paa hemmelige aftaler, der tager form af et kartel med deltagelse af de producenter, som leverer masseproduceret termoplastisk PVC i Faellesskabet, og som i henhold til disse aftaler regelmaessigt har afholdt hemmelige moeder med henblik paa at koordinere deres kommercielle adfaerd, planlaegge samordnede prisinitiativer, fastsaette maalpriser og/eller mindstepriser, aftale maalkvoter for de enkelte producenters salg og foere tilsyn med udviklingen i naevnte hemmelige aftaler.

A. Indledning 1. Virksomhederne

(2) De virksomheder, som denne beslutning er rettet til, er alle foerende producenter inden for den petrokemiske industri.

17 virksomheder gjorde sig skyldige i overtraedelsen i den af denne beslutning omfattede periode.

Som foelge af en gennemgribende reorganisation af denne sektor er visse af virksomhederne blevet sammensluttet med andre. Andre producenter har trukket sig ud af PVC-sektoren, men eksisterer stadig som virksomheder. Denne beslutning er rettet til foelgende virksomheder (3).

Basf

DSM

Elf Atochem

Enichem

Hoechst

Huels

ICI

LVM

Montedison

SAV

Shell

Wacker

2. Produktet

(3) PVC var et af de foerste masseproducerede termoplastiske basisprodukter, der blev udviklet. Det fremstilles af vinylchloridmonomer (VCM), for hvilket udgangsmaterialet er ethylen og chlor. PVC benyttes paa mange vigtige omraader i svaerindustrien og byggeriet samt til forskellige brugsgenstande. Det kan omdannes til haardt materiale eller - ved tilsaetning af bloedgoeringsmidler - forarbejdes til fleksible artikler, saasom folie. PVC omdannes til de forskellige faerdigvarer ved hjaelp af forskellige fremstillingsprocesser, saasom ekstrudering, kontinuaer belaegning, blaesestoebning og sproejtning. Uelastisk PVC benyttes hovedsagelig til fremstilling af roer og byggematerialer, som siden 1970 har faaet stoerre betydning end de elastiske produkttyper, saasom folie, stof osv.

Der fremstilles fire forskellige typer PVC ved hjaelp af forskellige teknologier og fremstillingsprocesser. Suspensionshomopolymerer og massecopolymerer til generelle anvendelsesformaal tegner sig for 75 % af PVC-forbruget. Polymerer i pasta/emulsionsform og suspensionscopolymerer er specialprodukter.

3. PVC-markedet i Vesteuropa

(4) PVC-forbruget (af alle kvaliteter) i Vesteuropa er steget fra 500 000 tons i 1960 til ca. 4 200 000 tons i 1986. Forbruget er typisk forloebet parallelt med konjunkturudviklingen i industrien som helhed igennem aarene, idet PVC-forbruget i 1986-1988 dog er steget kraftigere end den aarlige industrielle vaekstrate.

I 1977 fandtes der paa det vesteuropaeiske marked ca. 30 fabrikanter, som var reduceret til tolv i 1988 som foelge af fusioner/omstrukturering og lukning af fabrikker.

I 1977 var den samlede »officielle« kapacitet saaledes ca. 5 000 000 tons med en efterspoergsel i Europa paa 3 400 000 og en eksport paa 300 000 tons (importen var minimal).

I 1986 var den »officielle« kapacitet paa 5 110 000 tons med en samlet produktion paa 4 400 000 tons, som gav en rekordudnyttelsesgrad paa 86 % af den nominelle kapacitet eller 95 % af den »effektive« kapacitet. Importen var i 1986 steget til ca. 200 000 tons (hovedsagelig fra OEsteuropa), men Vesteuropa var stadig en betydelig nettoeksportoer af PVC (eksport i 1986: 435 000 tons).

Der var paa alle relevante tidspunkter en betydelig samhandel med PVC, hovedsagelig som foelge af vaesentlige udsving i udbud og efterspoergsel i de forskellige EF-medlemsstater. Ca. 35 % af handelen i Vesteuropa foregik over landegraenserne.

Flere producenter - Basf, ICI, LVM, Norsk Hydro, Shell og Solvay - havde fabrikker i mere end et land.

Kun Solvay, Wacker og Hoechst havde ikke nogen egen integreret produktion af ethylenudgangsmaterialer. I senere produktionsled var der ogsaa et betydeligt egetforbrug paa op til 25 % af PVC-produktionen, som aftages af forarbejdningsvirksomheder, der indgaar i samme koncern som producenten.

4. Overkapacitet

(5) Kommissionen godtager, at PVC-markedet i Europa i en stor del af den i denne beslutning omfattede periode (1980 til 1984) var kendetegnet ved en strukturbestemt overkapacitet. Saa at sige alle producenter har oplyst at have lidt store tab i denne sektor.

Foruden overkapaciteten angives bl.a. foelgende andre faktorer at ligge til grund for denne situation:

- det store antal producenter og produktionssteder, hvilket har bevirket en svingende udnyttelsesgrad

- afvigende opfattelser blandt producenterne med hensyn til PVC-forretningsstrategier

- et ustabilt marked med kraftige fald i efterspoergslen fra tid til anden

- en svaekket efterspoergsel i Vesteuropa generelt i begyndelsen af 1980'erne.

Det godtages, at producenterne i 1981 og 1982 ofte opererede med tab.

Fra omkring fjerde kvartal 1982 til og med andet kvartal 1984 havde PVC-producenterne i Vesteuropa generelt break-even. Men i tredje kvartal 1984 led branchen atter nettotab.

Overkapaciteten er nu i vid udstraekning blevet elimineret i 1987 som foelge af rationaliseringsordninger og lukninger, og igennem 1988 koerte PVC-producenterne med fuldstaendig kapacitetsudnyttelse og havde overskud.

5. Kommissionens kontrolundersoegelser

(6) Den foerste formodning om en overtraedelse opstod i slutningen af 1983 i forbindelse med en undersoegelse vedroerende et andet termoplastprodukt. Den 21. til 23. november 1983 blev der aflagt kontrolbesoeg hos ICI og Shell i henhold til en bemyndigelse, der specifikt havde relation til en formodning om, at der bestod aftaler, som var i strid med artikel 85, vedroerende masseproduceret termoplast (PVC, polystyren, HdPE og LdPE). Kommissionen var derefter i 1984 noedt til at vedtage en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, som paalagde ICI at fremlaegge oplysninger i relation til dokumenter, som var fundet i dets forretningslokaler. I januar 1987 aflagde Kommissionen uden forudgaaende varsel to kontrolbesoeg hos Atochem, Enichem og Solvay. Yderligere kontrolbesoeg blev aflagt senere i 1987 hos Huels, Wacker og LVM. Kommissionen var tillige noedt til at vedtage en raekke beslutninger i henhold til artikel 11, stk. 5, fordi en lang raekke virksomheder naegtede eller undlod at fremlaegge oplysninger. I de fleste tilfaelde fastholdt virksomhederne deres afslag.

B. De naermere enkeltheder ved overtraedelsen 1. Kartellets oprindelse

(7) De hemmelige aftaler, som er genstand for denne beslutning, har deres udspring i et forslag, som blev fremsat i august 1980, og i de efterfoelgende droeftelser og konsultationer. Hos ICI blev der fundet to dokumenter, der maa betragtes som en perspektivplan for kartellet; i det foerste foreslaas der en ny »struktur« for moeder, der skal afholdes til at administrere en revideret kvotaordning og prisfastsaettelsesordning, medens der i det andet dokument registreres en generelt positiv reaktion fra andre producenters side paa ICI's forslag.

Ifoelge ICI's forslag skulle den »nye struktur« (4) i forbindelse med moeder bestaa af en snaever planlaegningsgruppe og en bredere »operativ gruppe« bestaaende af producenter til at administrere kvota- og prisfastsaettelsesaftalerne.

»Planlaegningsgruppen« skulle bestaa af »S«, »ICI«, »W«, »H« og »det nye franske selskab«, og i de stoerre moeder skulle desuden Anic, Basf, DSM, SAV og PCUK deltage.

ICI har naegtet at oplyse identiteten af de virksomheder, som omtales i et enkelt brev, men ud fra sammenhaengen og listen over de foreslaaede deltagere er det klart, at »S« staar for Solvay (der paa davaerende tidspunkt var den stoerste PVC-producent), »W« for Wacker og »H« hoejst sandsynlig for Huels, den stoerste tyske PVC-producent (5) (Hoechst, som var den eneste anden mulighed, var kun en mindre producent af PVC). Med »det nye franske selskab« maa man have ment Chloe, et selskab, som blev stiftet i 1980 som led i reorganiseringen af den franske petrokemiske industri, og som senere tog navneforandring til Atochem (og derefter Elf Atochem).

Moederne blev afholdt med henblik paa droeftelse af anliggender saasom:

- producenternes procentvise markedsandele tillige med eventuelle tilladte afvigelser fra disse kvoter

- arrangementer for udveksling af maanedlige oplysninger om de enkelte producenters salg i hvert enkelt land

- opnaaelse af stoerre pris-»gennemsigtighed« med en faelles europaeisk pris, skoent importoerer stadig kunne faa tilladelse til en indtraengningsmargen (der blev foreslaaet 2 %)

- et kompleks af prisinitiativer og foranstaltninger til at sikre, at de fungerede efter hensigten, herunder forsoeg paa at hindre »kundevandring«, (dvs. at koeberen skifter til den leverandoer, som tilbyder den laveste pris).

Af et dokument, der indeholder et sammendrag af PVC-producenternes reaktion paa forslagene, fremgaar det, at planen vandt almindelig tilslutning, idet de eneste forbehold vedroerte det hensigtsmaessige i at tillade fleksibilitet med hensyn til de enkelte kvoter som foreslaaet af ICI.

2. Producentmoeder

(8) Paa grundlag af forslagene fra 1980 blev der afholdt moeder mellem PVC-producenterne »med ret regelmaessige mellemrum paa forskellige niveauer, ca. en gang om maaneden« (ICI's svar paa beslutningen af 30. april 1984 i henhold til artikel 11, stk. 5).

Disse »uformelle« moeder (som ICI kalder dem) blev afholdt uafhaengigt af de officielle brancheforeninger i den kemiske industri, f.eks. APME (Association of Polymer Manufacturers in Europe). ICI har selv indroemmet, at der paa moederne blev droeftet emner saasom prisfastsaettelse og data vedroerende markedsandele, idet det dog haevder, at droeftelserne ikke resulterede i »bindende tilsagn« mellem producenterne.

ICI angav, at foelgende producenter deltog i »det mindste i nogle« af disse moeder i perioden august 1980 til september 1983:

Anic (nu Enichem)

Atochem (nu Elf Atochem)

Basf

DSM

Enichem

Hoechst

Huels

ICI

Kemanord (en afdeling af Kemanobel)

LVM

Montedison

Norsk Hydro

PCUK

SAV

Shell

Solvay

Wacker

Ifoelge ICI deltog nogle af disse producenter mere regelmaessigt i moederne end andre, og deltagelsen i moederne varierede jaevnligt. Kommissionen forsoegte at faa mere praecise oplysninger fra disse producenter om deres deltagelse i moederne, men de fleste af de af ICI naevnte producenter enten naegtede ethvert kendskab til moeder eller haevdede, at de ikke havde enkeltheder herom.

(9) Shell indroemmer at have deltaget i to moeder i 1983, for hvilke Kommissionen har fundet bevis for Shells deltagelse i form af kalendernotater. Hoechst indroemmer at have deltaget i uofficielle moeder med konkurrenter, men haevder, at de paa moederne aldrig droeftede konkurrencebegraensning. Andre producenter - som i foerste omgang i svaret paa beslutningerne i henhold til artikel 11 haevdede, at de ikke kunne huske eller ikke havde kendskab til moederne - indroemmer nu (eller naegter ikke), at de deltog i moederne, men - i lighed med Hoechst - haevder de, at moederne havde et uskyldigt formaal. Basf bekraeftede i sit svar paa en beslutning i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, at saa at sige alle foelgende af ICI angivne virksomheder havde deltaget i moederne:

Anic

Atochem

Basf

Enichem

Hoechst

Huels

ICI

LVM

Montedison

Norsk Hydro

Shell

Solvay

Wacker.

De eneste producenter, der er omfattet af denne procedure, og hvis deltagelse i moederne ikke blev bekraeftet af Basf, var DSM og SAV (disse virksomheder sammenlagde deres PVC-interesser i begyndelsen af 1983 i deres bestaaende VCM joint venture selskab LVM, som figurerer blandt de af Basf naevnte virksomheder (6)).

Ingen af de involverede producenter har fremlagt protokoller eller referater fra nogle af disse regelmaessige moeder trods hyppige og vedholdende forespoergsler fra Kommissionens side.

I producenternes interne dokumentation (betragtning 17 til 22) redegoeres der hyppigt for pris-»initiativer« fra branchens side. Det fremgaar af dokumenter, som blev fundet hos flere af virksomhederne, at der bestod kvoter og foregik informationsudveksling (betragtning 11 til 13 nedenfor). I betragtning af de udtrykkelige hensigter i 1980-planen, som blev fundet hos ICI, om ivaerksaettelse af moeder vedroerende forvaltningen af disse ordninger, maa Kommissionen konkludere, at de regelmaessige moeder faktisk drejede sig om disse anliggender.

3. Kvotaordninger

(10) Det fremgaar af 1980-planlaegningsdokumentet, som blev fremfundet hos ICI, at forslaget om, at maengdekvoterne for fremtiden skulle beregnes paa »virksomhedsplan« i stedet for »nationalt plan« som tidligere, blev staerkt stoettet af producenterne i lighed med forslaget om, at kvoternes procentvise stoerrelse skulle baseres paa producenternes markedsandele i 1979, idet visse »anomalier« endnu skulle afklares.

Producenterne mente, at der, for at en saadan ordning kunne fungere i praksis, maatte aftales en formel for opstartning af ny kapacitet og anlaeg, som igen blev taget i brug efter midlertidig lukning.

Selv om alle producenterne haevder, at der aldrig blev indfoert nogen kvotaordning, bekraefter dokumenterede beviser det modsatte.

I et ICI-notat vedroerende en meddelelse af 15. april 1981 fra den davaerende administrerende direktoer for Montedisons petrokemiske afdeling hedder det, at »ICI f.eks. inden for PVC eventuelt ved udgangen 1981 ville have ny kapacitet i Tyskland og siden januar 1981 havde anmodet om en forhoejelse af kvoten med 30 kilotons«. (ICI havde planer om at bygge en ny fabrik i Wilhelmshaven og lukke gamle anlaeg andetsteds).

(11) Det er ganske klart, at producenterne forsoegte at styrke kvotaordningen i 1981 ved indfoerelse af en »kompensations«-mekanisme til at sanktionere producenter, som solgte for meget, til fordel for saadanne, som ikke havde naaet deres salgsmaal. (Indfoerelsen af en »kompensations«-ordning for PVC i 1981 var allerede omtalt i planen af 1980).

Ifoelge et senere ICI-memorandum med titlen »Sharing the Pain« (Byrdefordeling) (som i foerste raekke vedroerte droeftelser med Shell om forslag til en lignende ordning for et andet produkt), var PVC-producenterne »i stand til at aftale markedsandele for 1981«. Det hedder videre, at PVC-kompensationsordningen imidlertid »kun gav mulighed for tilpasninger, hvis virksomhedens eller koncernens salg faldt til under 95 % af »salgsmaalet«. Dette gav virksomhederne mulighed for en moderat foroegelse af markedsandelen uden sanktion . . .«.

Producenternes affaerdigelse af indholdet af dokumentet »Sharing the Pain« som vaerende ret upaalideligt eller spekulativt skal ses i forhold til ICI-dokumentation, som blev fundet (hos en spansk producent), og hvoraf det fremgaar, at der fandtes en saadan ordning i 1981. I dette dokument foreslaas der indfoert en kompensationsordning for LdPE, der »meget lignende en ordning, som for nylig var blevet indfoert af PVC-producenterne og bragt i anvendelse for halvdelen af salget i maj og juni«. Dokumentet slutter med en sammenligning mellem den foreslaaede LdPE-ordning og »PVC-arrangementet«. Kun én PVC-producent (tilsyneladende Shell) var ikke gaaet med i PVC-ordningen. Det hedder foelgende i notatet: »Kan [LdPE-]ordningen fungere, hvis to til tre af producenterne ikke deltager? I PVC-ordningen er der kun én, som ikke deltager.«

At der fandtes en udligningsordning, bekraeftes videre i et dokument, som blev fremfundet hos DSM, hvori det dog antydes, at visse producenter for at undgaa at skulle foretage kompensationsleverancer forsaetligt ansatte deres salg for lavt. Det fremgaar af branchestatistikker, at der i foerste halvaar af 1982 havde vaeret en tilsyneladende - men usandsynlig - stigning paa 12 % i PVC-salget sammenlignet med samme periode i 1981. DSM bemaerker foelgende: »Forklaringen skal maaske findes i en urigtig salgsopgivelse i foerste halvaar 1981 (kompensation!). Dette spoergsmaal vil blive undersoegt naermere.«

Antydningen af, at visse producenter eventuelt har snydt, aendrer intet ved det klare bevis for, at kompensationsordningen var bragt i anvendelse, om end kun i begraenset tid.

(12) En ordning om maengdekontrol fortsatte med at fungere i det mindste indtil et godt stykke ind i 1984, dvs. ogsaa efter at Kommissionen havde indledt sin undersoegelse i termoplastsektoren i slutningen af 1983.

Et dokument (redigeret paa engelsk) med titlen »PVC - First quarter« vedroerende 1984 blev fundet hos Atochem (som Elf Atochem hed paa det tidspunkt) i januar 1987. Det indeholder en detaljeret fortegnelse over de forskellige PVC-producenters maanedlige slag for hver af aarets fire foerste maaneder og en sammenligning af hver producents procentvise markedsandel i foerste kvartal 1984, med hvad der maa betegnes som en direkte »maal«-andel: »% T«.

Det faktiske salg i januar og februar er angivet med »final«, medens tallene for marts og april er angivet med »Q«. Det er tydeligt, at salgstallene i flere tilfaelde er de »endelige« og »foreloebige« (»Quick«) statistikker, som den paagaeldende producent meddeler Fides-informationsudvekslingen. Fides-systemet er en statistisk service for hele industrien, som varetages af et i Zuerich etableret revisionsfirma, hvor de deltagende producenter indleverer individuelle data til et centralkontor, som samler oplysningerne og udgiver samlede anonyme statistikker for hele det vesteuropaeiske marked. Paa grundlag af disse globale statistikker kan hver producent fastslaa sin egen markedsandel, men ikke sine konkurrenters. Systemet omfatter visse mekanismer til at sikre fortroligheden, men der er intet til hinder for, at konkurrenterne selv udveksler information i et andet forum. Det fremgaar klart af det dokument, der blev fremfundet hos Atochem, at de deri angivne producenter udvekslede individuelle salgstal uden om det officielle Fides-system for at kunne foere tilsyn med kvotaordningens funktion. Kun i ICI's og Shells tilfaelde er der angivet afrundede tal.

(13) De naevnte virksomheder er Atochem, Basf, Enichem, Huels, ICI, Kemanord, LVM, Norsk Hydro, Pekema, Shell, Solvay og Wacker - i realiteten samtlige vesteuropaeiske PVC-producenter paa det relevante tidspunkt (Montedison forlod sektoren i marts 1983).

Deres »maal« sammenholdt med den faktiske markedsandel i foerste kvartal var som foelger:

"" ID="1">Basf> ID="2">24,1> ID="3">23,9 "> ID="1">Hoechst"> ID="1">Huels"> ID="1">Wacker"> ID="1">Atochem> ID="2">11,7> ID="3">12,1 "> ID="1">Enichem> ID="2">13,9> ID="3">14,9 "> ID="1">ICI> ID="2">11,4> ID="3">11,0 "> ID="1">Kemanord> ID="2">3,1> ID="3">2,9 "> ID="1">LVM> ID="2">7,1> ID="3">7,0 "> ID="1">Norsk Hydro> ID="2">5,6> ID="3">5+"> ID="1">Pekema> ID="2">1,4> ID="3">1,3 "> ID="1">Shell> ID="2">6,3> ID="3">7,1 "> ID="1">Solvay> ID="2">15,4> ID="3">14,8 "> ID="2">100,0> ID="3">100,0 ">

(14) Kommissionen har forsoegt at faa fat i Fides-indberetningerne fra alle de angivne producenter for at efterproeve:

a) hvorvidt de salgstal, der angives for hver producent i Atochem-dokumentet, er korrekte

b) i hvilket omfang 1984-markedsandelene stemte overens med de i Atochem-dokumentet angivne maal.

Flere af producenterne haevdede, at de ikke laengere var i besiddelse af statistisk dokumentation for 1984. I adskillige tilfaelde blev der dog fremfundet data, og det er betegnende, at de forskellige maanedlige maengder, der angives i det hos Atochem fremfundne dokument, for stoerstedelens vedkommende stemmer noejagtig overens (indtil sidste ton) med de paagaeldende virksomheders angiveligt fortrolige opgivelser til Fides: det gaelder Solvay, Kemanord og Pekema. For de fire tyske producenters vedkommende stemmer deres salg sammenlagt (som beregnet af Kommissionen paa grundlag af Fides-indberetninger og i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17) for foerste kvartal 1984 med nogle faa tons forskel overens med tallet i Atochem-dokumentet, og det samme gaelder LVM.

Kommissionen har ligeledes vaeret i stand til at fastslaa, at hver producents markedsandel i 1984 laa meget naer op ad de procentvise »maal«, der er angivet i dette dokument.

Solvays faktiske markedsandel i 1984 paa 14,8 % var f.eks. noejagtig den maalandel, der er angivet i dokumentet. Det gaelder ogsaa de fire tyske producenter, der ved udgangen af 1984 havde opnaaet en markedsandel paa 24 % sammenlignet med det angivne maal paa 23,9 % (7). ICI's endelige markedsandel paa 11,1 % svarer til maalet paa 11 %. (Det er betegnende, at der i ICI's egne interne dokumenter fra 1984 forskellige steder henvises til dets »maal« paa 11 %).

Elf Atochem haevdede at vaere uvidende om dokumentets betydning og ude af stand til at fastslaa, hvorfra det hidroerte (dets stil og skriftbillede antyder, at det sandsynligvis ikke stammer fra en fransk producent).

Hverken Elf Atochem - eller nogen anden producent - har vaeret i stand til at give en plausibel forklaring, som kan kaste tvivl over den naturlige antagelse, at forkortelsen »% T« betyder »percentage targets« (procentvise maal).

4. Tilsyn med salget paa de nationale markeder

(15) Det foreslaas i planlaegningsdokumentet af 1980, at der paa producenternes moeder skulle udveksles maanedlige data vedroerende hver producents salg i hvert land.

Det fremgaar af aarsrapporter vedroerende PVC-sektoren, som blev fremfundet hos Solvay, at de »hjemlige« producenter paa visse stoerre nationale markeder i hele den periode, der er omfattet af denne beslutning, (1980 indtil i det mindste udgangen af 1984) havde underrettet hinanden om deres salgstal paa dette marked.

Det hedder udtrykkeligt i en af Solvay-rapporterne med hensyn til Italien: »Opdelingen af hjemmemarkedet i 1980 mellem de forskellige producenter fremgaar af udvekslingen af data med vore kolleger« (oversaettelse af den originale franske tekst).

Solvay haevdede, at oplysningerne undtagen for Italiens vedkommende (hvor det daarligt kan naegte at have haft kontakt med andre producenter) var udledt af officielle statistikker og oplysninger fra kunder. Denne paastand imoedegaas imidlertid af Shell, som har oplyst, at Solvay »fra tid til anden« i perioden fra januar 1982 til oktober 1983 telefonisk »soegte at faa sit skoen over Shell-selskabernes salg bekraeftet«, samtidig med at det blev antydet, at Solvay foerte formandskabet under moederne. Det er ganske vist muligt at naa frem til et bredt skoen over markedsandelen ved hjaelp af den metode, som Solvay haevder at have benyttet, men under alle omstaendigheder ville der kun kunne opnaas nogenlunde praecise oplysninger fra producenterne selv.

(16) Paa grund af knapheden eller endog manglen paa salgsstatistikker hos mange af de naevnte virksomheder har det vaeret vanskeligt at fastslaa, om de af Solvay angivne tal i hvert tilfaelde stemmer overens med de paagaeldende producenters faktisk salg.

Kommissionen har dog vaeret i stand til at fastslaa, at Solvays tal for Huels' og Basf's salg paa det tyske marked svarer noejagtigt til deres indberetninger til Fides igennem flere aar.

For Frankrigs vedkommende er Solvays tal for Shell i hovedsagen korrekte for perioden 1981 og 1983. LVM's samlede salg i Frankrig for 1983 og 1984 er korrekt angivet, og 1984-salgstallene for Atochem er ogsaa noejagtige (der har ikke kunnet fremskaffes andre tal fra Atochem til at efterproeve Solvays tal for andre aar).

Solvay-dokumenterne viser kun det aarlige salg for hver producent, men det fremgaar af det hos Atochem-fremfundne dokument, at der bestod en slags system for maanedligt tilsyn med de enkeltes salg (om end ikke for hvert nationalt marked).

5. Maalpriser og prisinitiativer

(17) Planlaegningsdokumentet for 1980 viser, at et af hovedformaalene med de foreslaaede moeder var at foretage en detaljeret planlaegning og samordning af prisinitiativer.

Under overskriften »Forslag til moedeemner« opregnes foelgende:

»- hvorledes der opnaas stoerre prisgennemsigtighed

- delta (8) for importoerer (2 % maksimum?)

- hoejere priser i UK og Italien (opjustering?)

- . . .

- modarbejdelse af kundevandring« (9).

Det foerste prisinitiativ skulle konkretiseres i sidste kvartal af 1980 efter en »stabiliseringsperiode« for ordnet markedsfoering, hvor leverandoererne kun skulle have kontakt med de kunder, som de havde leveret til i en forudgaaende tremaaneders referenceperiode.

Der blev fastsat et moede til den 18. september 1980 for at sikre »tilsagn« fra medlemmerne af planlaegningsgruppen og den operative gruppe til det planlagte oktober/december-prisinitiativ samt til at traeffe arrangementer til at opnaa stoette fra de faa producenter, som ikke deltog i kartellet.

Prisen paa suspensions-PVC var i loebet af sommeren 1980 faldet helt ned til 1,00 DM/kg. I ICI-planlaegningsdokumentet var prisen for oktober/november sat til 1,35 DM og prisen for november/december til 1,50 DM.

Det planlagte initiativ blev ogsaa konkretiseret. Ifoelge en intern ICI-rapport af 12. november 1980 var hensigten med »den bebudede prisforhoejelse pr. 1. november at bringe alle priserne paa suspensions-PVC i Vesteuropa op paa et mindstebeloeb paa 1,50 DM (£ 330/te) . . .«. Det bekraeftes af dokumenter fundet hos Wacker, Solvay og DSM, at der bestod et saadant samordnet initiativ.

(18) Selv om der i mange af producenternes arkiver ikke fandtes nogen dokumentation, der viste deres prismaal, har Kommissionen vaeret i stand til at identificere ca. 15 PVC-initiativer i den af denne beslutning omfattede periode. (Naermere enkeltheder fremgaar af tabel 1).

Der berettedes med regelmaessige mellemrum i fagpressen om periodiske »initiativer«, truffet af branchen for at have den europaeiske pris til et saerligt »maal«-niveau. Der redegjordes samtidig for de herskende markedsvilkaar, og der blev saa at sige altid opgivet et nyt »maal-niveau, og tidspunktet, hvor forhoejelsen fik virkning.

Fagpressens omtale af et givet prisfremstoed eller pris-»initiativ« stemmer overens med oplysninger i dokumenterne fra de producenter, for hvem der foreligger prisdokumentation, om, at branchen havde fastsat et saerligt »maal«, og at der var planlagt en samordnet indsats til at naa dette maal (Det »europaeiske« maal var altid fastsat i DM med en omregning til de forskellige nationale valutaer for de enkelte nationale markeder).

(19) I et bestemt tilfaelde i april i 1983 omtalte fagpressen - der somme tider antydede, at der forelaa hemmelige aftaler, men som saedvanligvis undgik at rette direkte anklager - at der var »rygter« om, at der var blevet afholdt et moede mellem PVC-producenter i Paris til droeftelse af markedsdisciplin, maengdekontrol og fastsaettelse af nye prismaal. (At dette moede blev afholdt den 2. marts 1983, bekraeftes af baade ICI og Shell).

Ifoelge et ICI-memorandum af 31. januar 1983 var »maalpriserne« i Europa nogenlunde velkendte i hele branchen og betragtedes som »vejledende priser«. Det hedder videre i memorandummet:

»Det erkendes generelt, at disse vejledende priser ikke kan opnaas paa et vigende marked . . ., men bekendtgoerelsen heraf har en psykologisk indflydelse paa koeberen. Der kan drages en parallel til bilkoeb, hvor »listeprisen« er fastsat paa et saadant niveau, at kunden, hvis han opnaar en rabat paa 10 til 15 %, er overbevist om at have gjort en »god forretning«, medens bilfabrikanten/forhandleren stadig har en passende fortjenstmargen.«

Forfatteren anbefaler, at PVC-industrien i brede kredse bekendtgoer maalpriser, som ligger et godt stykke over de priser, som kan forventes opnaaet, f.eks. 1,65 DM/kg i marts«.

Efter moedet i Paris den 2. marts 1983 blev der gjort forsoeg med et prisinitiativ i to etaper, der sigtede mod at haeve prisen foerst til 1,50 DM og derefter til 1,65 DM/kg og dette lykkedes i vid udstraekning. Det hedder foelgende i en Shell-rapport af 13. marts 1983:

»Der er planlagt et stoerre initiativ til at standse denne [pris-]udhulning, med mindstemaal for marts/april paa henholdsvis 1,50/1,65 DM/kg.«

Fra andet kvartal 1983 voksede markedsefterspoergslen, og priserne steg stoet til det fastsatte maal, nemlig 1,80 DM/kg den 1. september og 1,90 DM/kg den 1. november.

(20) De interne prisinstrukser, som blev fremskaffet hos en raekke virksomheder (DSM/ICI/LVM, Shell og Wacker), bekraefter til dels, at prisinitiativerne var et samordnet initiativ omfattende hele branchen, hvor producenter indfoerte samme prismaal med virkning fra samme tidspunkt, idet der hyppigt henvises til »at stoette planlagte prisforhoejelser« eller initativer fra branchens side.

I de tilgaengelige prisinstrukser og intern dokumentation fra producenterne understreges det ofte, at salgskontorerne skulle holde fast ved et givet prisinitiativ. Dette kunne eventuelt bevirke, at salget blev begraenset til faste kunder (undgaaelse af »kundevandring«), og at der kun blev indroemmet nedslag i listepriserne efter hovedkontorets godkendelse, eller endog at handelen ikke blev til noget, snarere end at der accepteredes en aendring af prisen.

Kommissionen anmodede i dette tilfaelde virksomhederne om at fremlaegge al dokumentation vedroerende interne prismaal, prislister eller prisinstrukser til nationale salgskontorer. Med undtagelse af ovennaevnte virksomheder (hvor dokumentation blev fremfundet ved undersoegelser paa stedet), haevdede virksomhederne enten, at al saadan dokumentation rutinemaessigt var blevet destrueret, eller at den aldrig havde eksisteret, eftersom alle prisinstrukser blev givet telefonisk. Andre haevdede, at alle prisbeslutninger blev truffet fra sag til sag afhaengigt af kunden, og at der aldrig var blevet lagt nogen samlet politik herfor. Kommissionen kan ikke acceptere, at disse virksomheder i en saa prisfoelsom sektor ikke skulle have haft specifikke prismaal, eller at der ikke skulle vaere opbevaret skriftlig dokumentation, saerlig i betragtning af, at andre producenter havde en meget komplet dokumentation.

Kommissionen er derfor i mangel af prisdokumentation fra producenterne ikke i stand til at paavise, at de alle samtidig indfoerte identiske prislister eller endog anvendte »europaeiske« maal angivet i D-mark.

Det kan derimod paavises, at et af de vigtigste formaal med de moeder, som de alle var involveret i, var at fastsaette prismaal og samordne prisinitiativer.

(21) Virksomhederne naegter ikke, at der forekom prisinitiativer omfattende hele branchen. De haevder dog, at de i hovedsagen var et udslag af spontane konkurrencekraefter. De henfoerer prisinitiativfaenomenet til den oekonomiske teori om »barometrisk prisfoererskab«, hvor en af de stoerre producenter fastsaetter en pris, som svarer nogenlunde til den pris, der under alle omstaendigheder ville opstaa under forhold med fuld konkurrence, og som derefter foelges af de andre producenter uden nogen form for ulovlig kontakt mellem dem.

Hvis Kommissionen skulle godtage saadanne argumenter, ville den vaere noedt til at se bort fra en lang raekke dokumenterede beviser vedroerende:

i) det udtrykkelige formaal med de regelmaessige moeder, som angivet i planlaegningsdokumenterne af 1980

ii) deltagelsen i disse moeder af naesten alle PVC-producenter

iii) producenternes interne markedsfoeringsrapporter, som tyder paa, at prisinitiativerne udgjorde en del af en samordnet plan.

I betragtning af, at de deltog i moederne, er det tom snak, naar producenterne paastaar (som nogle af dem goer, at de hoerte om forestaaende prisinitiativer gennem fagpressen og uden paavirkning udefra besluttede at stoette dem.

(22) Kommissionen er klar over, at de samordnede prisinitiativer inden for PVC - til trods for producenternes bestraebelser paa at sikre en faelles prisdisciplin - ofte kun blev en blandet succes og i visse tilfaelde endog maatte betragtes som en total fiasko.

Forskellige faktorer ville kunne forklare forskellen mellem »listepriserne« og de gaeldende »markedspriser«. I nogle tilfaelde foretog kunderne massive indkoeb til den gamle pris forud for forventede eller bebudede prisinitativer. Visse af producenterne kan have vaeret langsomme til at anvende de nye prislister paa specifikke nationale markeder; andre kan have tilbudt saerrabatter eller -nedslag til udvalgte kunder; andre igen kan have forsoegt at foelge en mellemvej mellem en forhoejelse af priserne til maalniveauet og bevarelse af deres markedsandel; lave priser paa et nationalt marked kan ogsaa have haft en negativ indvirkning paa et tilstoedende marked. Saerlig i 1981-1982 skabte et kraftigt fald i efterspoergslen vanskeligheder for en samordnet prisfastsaettelse.

Det er ogsaa korrekt, at visse af de producenter, som deltog i moederne, blev betegnet som »aggressive« eller »nedbrydende« elementer paa visse markeder af andre producenter, som betragtede sig selv som staerke stoetter af prisinitiativer og var indstillet paa en nedgang i salget for at gennemtvinge en forhoejelse.

Initiativerne bevirkede dog for de flestes vedkommende en prisstigning, som det fremgaar af tabel 2. Kunderne havde saedvanligvis at goere med en kendt »vejledende pris« eller »referencepris« paa markedet. De enkelte kunder kunne ganske vist opnaa saervilkaar eller rabatter, men fastsaettelsen af en given maalpris bevirkede uvaegerligt, at kundernes forhandlingsmuligheder indskraenkedes.

C. Beviset for kartellets bestaaen og de enkelte producenters deltagelse heri 1. Det »Centrale« bevis for kartellets bestaaen

(23) Det foelger af selve arten af den overtraedelse, som er genstand for naervaerende sag, at en beslutning i vid udstraekning maa baseres paa indicier. De forhold, som udgoer en overtraedelse af artikel 85, vil i det mindste til dels skulle bevises ved logisk raesonnement paa grundlag af andre fastslaaede kendsgerninger.

I naervaerende sag har Kommissionen ud over indicierne dog ogsaa fremskaffet en betydelig maengde direkte dokumenterede bevisligheder vedroerende de paagaeldende kendsgerninger.

Spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger en overtraedelse af artikel 85, skal besvares bl.a. paa grundlag af:

a) forslaget i planen af 1980, som blev fundet hos ICI, om en ny »struktur« for regelmaessige moeder til administration af en prisfastsaettelses- og maengdekontrolordning (betragtning 7)

b) en raekke vesteuropaeiske PVC-producenters benyttelse af netop saadan en ordning med regelmaessige moeder (betragtning 8 og 9)

c) beviset for, at de virksomheder naevnt i artikel 1 i denne beslutning har deltaget i disse moeder (betragtning 8 og 9)

d) faenomenet med ensartede pris-»initiativer« for branchen i denne periode, hvor virksomhederne moedtes med regelmaessige mellemrum (betragtning 17 til 22)

e) de identiske prismaal, som blev indfoert af visse producenter, og som skulle faa virkning samme dag (betragtning 20)

f) de forskellige henvisninger i dokumenter, som blev fundet hos eller hidroerte fra ICI, til en kompensationsordning for PVC i 1981 (betragtning 10 og 11)

g) den hos Solvay fundne dokumentation, hvoraf det fremgaar at PVC-producenterne udvekslede oplysninger om deres individuelle salg paa hvert nationalt marked mellem 1980 og 1984 (betragtning 15 og 16)

h) dokumentet af 1984, som blev fundet hos Elf Atochem, og som viser de procentvise maal for hver producent sammenlignet med de faktiske resultater (betragtning 12 og 13).

(24) Virksomhederne har under den administrative procedure forsoegt at behandle de enkelte beviselementer isoleret fra resten; de haevder (f.eks.) at der »ikke foreligger noget bevis« for, at planen af 1980 nogensinde blev gennemfoert, at det ikke er bevist, at moederne blev afholdt med henblik paa hemmelige droeftelser, at der ikke er paavist nogen forbindelse mellem »prisinitiativer« og moederne. Der blev fremsat paastaaet plausible hypoteser vedroerende hvert beviselement, der (haevdes det) beviser, at der ikke bestod noget kartel, eller at den paagaeldende producent ikke havde deltaget heri. I de fleste tilfaelde stoettes virksomhedernes argumenter i forbindelse med et givet dokument ikke af selve dokumentets udtrykkelige ordlyd.

Kommissionen skoenner, at de forskellige direkte beviselementer og indicier i naervaerende sag skal betragtes under ét. Navnlig kan ordningen med regelmaessige moeder ikke udskilles af den helhedsplan, der blev foreslaaet i 1980; prisinitiativerne kan heller ikke siges ikke at have nogen forbindelse med moederne i betragtning af, at det i ICI-planen af 1980 klart er angivet, at moederne drejede sig om disse. Set paa denne baggrund underbygger det ene beviselement det andet med hensyn til kendsgerningerne i denne sag og foerer til den konklusion, at der fandtes et markedsopdelings- og prisfastsaettelseskartel i PVC-sektoren.

2. De enkelte producenters deltagelse

(25) Det »centrale« bevis for kartellets bestaaen findes i planlaegningsdokumenterne af 1980, i bevislighederne vedroerende systemet for afholdelse af regelmaessige moeder mellem virksomheder, der angiveligt er konkurrenter, samt i dokumenterne vedroerende kvota- og kompensationsordningerne.

Hvad angaar bevisets praktiske beskaffenhed, skoenner Kommissionen, at det ud over at paavise kartellets eksistens med oplagte beviser ogsaa er noedvendigt at bevise, at hver af de virksomheder, der mistaenkes for at have deltaget i kartellet, har vaeret tilsluttet den faelles ordning. Dette betyder imidlertid ikke, at der skal foreligge dokumenteret bevis for, at de enkelte deltagere deltog i alle aspekter af overtraedelsen. Det er hoejst usandsynligt, at et dokumenteret bevis i en sag af denne art skulle kunne genfindes hos hver af deltagerne. Det er heller ikke noedvendigvis tilfaeldet, at alle deltagerne i kartellet angives ved navns naevnelse i hvert dokumenteret bevis. I naervaerende sag har det paa grund af manglende prisdokumentation ikke vaeret muligt at bevise hver enkelt producents faktiske deltagelse i samordnede prisinitiativer. Kommissionen har derfor for hver enkelt deltager, om hvem der bestaar en mistanke, taget stilling til, om der foreligger et tilstraekkelig paalideligt bevis til at paavise tilhoersforholdet til kartellet som helhed snarere end bevis for deltagelsen i alle former for dets virksomhed.

I naervaerende sag fremgaar det ikke blot af det »centrale« bevis, at der bestod en faelles ordning, men det identificerer tillige saa at sige alle deltagerne i kartellet. Naesten alle virksomhederne er angivet ved navn i dokumenterne af 1980, og Basf og ICI har indentificeret flertallet af dem, som deltog i moederne. Beviset bekraeftes af de dokumenter, der blev fundet som led i undersoegelserne i 1987, saerlig hos Solvay og Atochem. Isaer det dokument, som blev fundet hos Atochem, er ikke blot et grundlaeggende bevis i sig selv, det bekraefter tillige, at de virksomheder, som ICI og Basf har angivet, permanent deltog i kartellet.

(26) Skoent et kartel set ud fra artikel 85 er en sammenslutning af virksomheder, som forfoelger et faelles ulovligt maal, hvor overtraedelsen i hovedsagen har form af et faellesforetagende, i hvilket virksomhederne maa baere hver sin del af ansvaret, har Kommissionen ogsaa set naermere paa den rolle, som de enkelte producenter har spillet, og beviset for de enkeltes deltagelse i kartellet. Udtoemmende enkeltheder i denne forbindelse blev forelagt de enkelte producenter som led i den administrative procedure.

Med undtagelse af Shell er alle de virksomheder, naevnt i artikel 1 i denne beslutning, af ICI og Basf (10) blevet identificeret som deltagere i moederne, og de er for flertallets vedkommende ogsaa omtalt i planlaegningsdokumentet af 1980. Shell indroemmer selv at have deltaget i to moeder i 1983 (skoent det af dets interne dokumenter fremgaar, at det inden da blev informeret om prismaalene), og at det stod i kontakt med Solvay med henblik paa udveksling af informationer om maengder fra og med januar 1982. Ifoelge ICI var Shell imidlertid den eneste stoerre producent, som ikke deltog i kompensationsordningen.

Det har ikke vaeret muligt noejagtigt at fastslaa, hvor regelmaessigt producenterne deltog i moederne, fordi virksomhederne har naegtet at give de fornoedne oplysninger. I betragtning af, at kartellet fungerede i flere aar, er det under alle omstaendigheder ikke af praktisk betydning, om nogle medlemmer ikke var til stede ved visse moeder eller deltog mindre hyppigt end andre.

Det hos Atochem (som Elf Atochem hed paa det tidspunkt) fundne dokument viser, at selv efter at Kommissionen paabegyndte sine undersoegelser ved udgangen 1983, viderefoerte alle virksomhederne - med ICI og Shell som de eneste sandsynlige undtagelser - kartellet som tidligere.

Den omstaendighed, at der hos de fleste virksomheder, som foerste gang blev kontaktet i 1987, praktisk taget ikke blev fundet nogen intern prisdokumentation, fritager dem ikke fra deres ansvar for dette aspekt af kartellets drift. Kommissionen kan ikke godtage, at disse producenter skulle have kunnet drive forretning med dette prisfoelsomme produkt uden nogen intern styring af deres prispolitik. Omfanget af de enkelte deltageres ansvar afhaenger imidlertid ikke af de dokumenter, som - tilfaeldigt eller af andre grunde - foreligger hos virksomheden, men snarere af dens deltagelse i kartellet som helhed betragtet. Den omstaendighed, at Kommissionen ikke har kunnet finde noget bevis for visse virksomheders adfaerd i henseende til prissaetning, betyder saaledes ikke, at de maa betragtes som vaerende mindre inddraget, eftersom det er paavist, at de var fuldgyldige medlemmer af et kartel, hvor der blev planlagt prisinitiativer.

D. Procedurespoergsmaal (27) Under den administrative procedure haevdede flere virksomheder, at Kommissionen havde tilsidesat deres ret til forsvar ved at naegte dem fuldstaendig adgang til aktindsigt.

Kommissionens holdning til dette spoergsmaal forklaredes i den foelgeskrivelse, som blev udsendt sammen med meddelelsen af klagepunkter til alle af sagen beroerte virksomheder, som hver isaer modtog al fornoeden dokumentation til stoette for de i klagepunkterne fremsatte paastande sammen med samtlige svar afgivet i henhold til artikel 11 i forordning nr. 17. Kommissionen har ogsaa fremlagt en fortegnelse over sagens akter med angivelse af, hvilke de enkelte virksomheder ville kunne faa adgang til, hvis de maatte oenske dette; det blev dog paapeget, at ingen virksomhed af fortrolighedsaarsager ville faa adgang til interne kommercielle dokumenter, som var indhentet hos konkurrenter i henhold til artikel 11 og 14 i forordning nr. 17, med undtagelse af de dokumenter, der var vedlagt meddelelsen af klagepunkter. Kommissionen stillede derefter paa eget initiativ saadanne yderligere dokumenter til raadighed for de enkelte virksomheder, som kunne vaere dem til nytte i deres forsvar.

Efter udloebet af fristen for besvarelse af klagepunkterne rettede flertallet af virksomhederne i faellesskab en henvendelse til Kommissionen og anmodede - efter gensidigt frafald af kravet om fortrolighed - om tilladelse til at besigtige de dokumenter, som Kommissionen havde modtaget fra de andre deltagere. Kommissionen meddelte omgaaende disse virksomheder, at de hver isaer havde eksemplarer af de dokumenter, som de havde indsendt til Kommissionen, og at den, saafremt de skoennende, at en gensidig aabenhed, tjente noget nyttigt formaal, ikke havde indvendinger mod en saadan indbyrdes udveksling af dokumenter.

Det skal paapeges, at der ved virksomheders frafald af kravet om fortrolighed omkring deres interne forretningsdokumenter skal tages hensyn til offentlighedens interesse i, at konkurrenter ikke informeres om hinandens kommercielle aktiviteter og hensigter paa en saadan maade, at konkurrencen mellem dem begraenses.

Saafremt der i Kommissionens akter eksisterede noget dokument, som ikke alle virksomhederne havde haft adgang til, og som kunne have kastet tvivl over de af Kommissionen fremfoerte klagepunkter, ville den virksomhed, som et saadant dokument hidroerte fra, utvivlsomt have gjort opmaerksom herpaa under den administrative procedure. Ingen saadanne dokumenter blev fremlagt.

Domstolen har ved adskillige lejligheder udtalt (f. eks. i dom af 17. januar 1984 i de forenede sager 43/82 og 63/82 VBVB og VBBB mod Kommissionen, Sml. 1984, s. 19; dom af 3. juli 1991 i sag C-62/86 Akzo mod Kommissionen, Sml. 1991, s. I-3359), at der ingen bestemmelser findes, der paalaegger Kommissionen at goere virksomhederne bekendt med samtlige sagsakter. Retten til forsvar er fuldt ud tilgodeset, hvis virksomhederne har haft lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter vedroerende de dokumenter, som Kommissionen har anvendt til at tilvejebringe de resultater, som ligger til grund for dens senere beslutning. I det omfang, Kommissionen i en beslutning baserer sine konklusioner paa dokumenter, som parterne ikke er bekendt med, kan en saadan beslutning ophaeves. Kommissionen er i naervaerende sag gaaet endnu videre end kraevet af Domstolen og har gjort virksomhederne bekendt ikke blot med den til grund for paastandene i meddelelsen af klagepunkter liggende dokumentation, men har ogsaa givet dem adgang til dokumenter (hidroerende fra forskellige af dem), som ikke var omtalt i meddelelsen af klagepunkterne, men som blev anset for eventuelt at kunne vaere nyttige for virksomhederne i deres forsvar. Virksomhederne har benyttet disse dokumenter, og de er i fuldt omfang taget i betragtning i denne beslutning.

II. RETLIG VURDERING A. Artikel 85 1. Artikel 85, stk. 1

(28) I henhold til EF-traktatens artikel 85, stk. 1, er alle aftaler mellem virksomheder og alle former for samordnet praksis, der kan paavirke handelen mellem medlemsstater, og som har til formaal eller til foelge at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen inden for faellesmarkedet, uforenelige med faellesmarkedet og forbudt, navnlig saadanne, som bestaar i direkte eller indirekte fastsaettelse af koebs- eller salgspriser eller af andre forretningsbetingelser og i opdeling af markeder eller forsyningskilder.

2. Aftalens art og struktur

(29) Fra omkring af 1980 har de PVC-producenter, som forsyner markedet i EF, deltaget i et kompleks af hemmelige ordninger, aftaler og foranstaltninger, som blev vedtaget inden for rammerne af et system med regelmaessige moeder.

Arrangementerne indebar foelgende:

- fastsaettelse af »maal«-priser

- retningslinjer for samordnede »prisinitiativer«, der sigtede paa at haeve prisen til de aftalte »maal«

- opdeling af de vesteuropaeiske markeder paa grundlag af aarlige maengdemaal

- udveksling af detaljerede oplysninger om de enkeltes markedsaktiviteter med henblik paa at lette samordningen af deres kommercielle adfaerd.

(30) Det er ikke, for at en begraensning kan betragtes some en »aftale« efter artikel 85, noedvendigt, at parterne betragter den som lovligt bindende. I et hemmeligt kartel, hvor parterne er helt klar over, at deres adfaerd er ulovlig, kan de selvsagt ikke forventes at give deres hemmelige arrangementer karakter af en bindende aftale. Der foreligger en »aftale« efter artikel 85, naar parterne naar til almindelig enighed om en plan, der begraenser eller kan begraense deres kommercielle handlefrihed derved, at der fastlaegges retningslinjer for faelles optraeden paa markedet eller afstaaelse fra at optraede paa markedet. Det kraeves ikke, at der skal vaere fastsat fuldbyrdelsesforanstaltninger af den art, der findes i civilretlige kontrakter. Det er heller ikke noedvendigt, at en saadan aftale er skriftlig.

I naervaerende sag har PVC-producenternes vedvarende konkurrencestridige arrangementer over en aarraekke paa grundlag af deres hovedkendetegn tydeligvis deres oprindelse i det forslag, der blev fremsat i 1980, og hvis gennemfoerelse i praksis de udgoer.

Kommissionen skoenner derfor, at det kompleks af ordninger og arrangementer, som producenterne har vedtaget, udgoer én enkelt, varig »aftale«, som er forbudt i henhold til artikel 85, stk. 1.

(31) Som led i denne overordnede plan planlagde producenterne fra tid til anden forskellige prisinitiativer, og ordningen med aarlige kvoter kan ogsaa vaere blevet revideret i takt med aendringer i branchen. En given producent eller gruppe af producenter kan i relation til det ene eller det andet aspekt af aftalerne fra tid til anden have haft forbehold eller vaeret utilfreds med visse specifikke punkter (f.eks. ICI's krav om en kvotaforhoejelse i 1981). Det hemmelige arrangement skal dog ikke saa meget betragtes som en raekke diskrete aftaler, hver med forskellige deltagere, men som gennemfoerelsen af en bred varig aftale med samme deltagere, samme procedure og samme faelles maal, nemlig at etablere en ordning for maengdekontrol og samordning af priser.

Den af Kommissionen paaklagede »aftale« vedroerer med andre ord et varigt foretagende eller kompagniskab mellem producenter med henblik paa at hindre, begraense eller fordreje konkurrencen paa PVC-markedet i en aarraekke.

Aftalen var en uafbrudt aftale, og den omstaendighed, at nogle producenter muligvis deltog mindre hyppigt i moederne end andre, eller i mangel af bevis ikke kan paavises at have gennemfoert prisinitiativer, aendrer intet ved den konklusion, at de var engageret i et faelles forehavende.

Det centrale i den foreliggende sag er, at producenterne i en lang periode gik sammen om at naa et faelles, ulovligt maal, og de enkelte deltagere maa baere ikke blot ansvaret for den direkte rolle, de selv spillede heri, men ogsaa deres del af ansvaret for driften af kartellet som helhed.

3. Samordnet praksis

(32) Kommissionen skoenner saaledes, at driften af kartellet udgoer en »aftale« efter artikel 85, stk. 1.

Artikel 85, stk. 1, omtaler saavel »aftaler« som »samordnet praksis«, men der kan forekomme tilfaelde (saerlig i forbindelse med et kompliceret og laenge bestaaende kartel med talrige deltagere), hvor de hemmelige arrangementer opviser visse elementer af begge former for forbudt samarbejde.

Samordnet praksis er en form for samarbejde mellem virksomheder, der, uden at vaere naaet til det stadium, hvor der indgaas en egentlig aftale, bevidst erstatter den risiko, der er forbundet med konkurrence, med et praktisk samarbejde.

(33) Det saerskilte begreb »samordnet praksis« blev medtaget i traktaten for at forhindre, at virksomheder omgaar artikel 85, stk. 1, ved at foretage en form for konkurrencebegraensende samordning, der ikke kan betragtes som en endelig aftale, (f.eks.) ved i forvejen at underrette hinanden om, hvilken holdning de hver isaer vil indtage, saaledes at hver enkelt part i sin kommercielle adfaerd kan handle ud fra sin viden om, at konkurrenterne vil foelge samme adfaerd; (jf. EF-Domstolens dom af 14. juli 1972, Imperial Chemical Industries Ltd mod Kommissionen, sag 48/69 (Sml. 1972, s. 619)).

I sin senere dom af 16. december 1975 i sagen vedroerende Det Europaeiske Sukkerkartel - Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, de forenede sager 40/73 til 48/73, 50/73, 54/73 til 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73 (Sml. 1975, s. 1663) - statuerede Domstolen i en udvidet fortolkning af begrebet »samordnet praksis«, at de kriterier, Domstolen i sin retspraksis har fastlagt for samordningen og samarbejde, og som paa ingen maade kraever, at der forefindes en egentlig plan, skal fortolkes i lyset af det princip, der er indeholdt i traktaens konkurrencebestemmelser, nemlig at enhver erhvervsdrivende uafhaengigt skal fastlaegge den kommercielle politik, han agter at foere paa markedet. Selv om dette krav om uafhaengighed ikke beroerer de erhvervsdrivende retten til at foretage de noedvendige tilpasninger til deres konkurrenters konstaterede eller forventede adfaerd, forhindrer det dog kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem erhvervsdrivende, som har til formaal eller til foelge enten at paavirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfaerd eller at informere en saadan konkurrent om den markedsadfaerd, som man har besluttet sig til - eller overvejer - selv at foelge.

Hemmelig adfaerd, som ikke har form af en aftale, kan saaledes ogsaa vaeret omfattet af artikel 85.

(34) Paa grundlag af Domstolens definition af »samordnet praksis« maa ogsaa Shell siges at vaere inddraget, fordi det samarbejdede med kartellet uden dog at vaere fuldt medlem og kunne tilpasse sin egen markedsadfaerd paa grundlag af kontakterne med kartellet.

Betydningen af begrebet »samordnet praksis« beror i mindre grad paa en sondring mellem dette begreb og begrebet »aftale« end paa en sondring mellem de former for hemmelige aftaler, der er omfattet af artikel 85, stk. 1, og simpel parallel adfaerd, der ikke er forbundet med nogen samordning. I denne sag er det derfor mindre vaesentligt at fastslaa de hemmelige arrangementers praecise karakter.

4. Aftalens formaal og foelger

(35) Blandt konkurrencebegraensede aftaler naevnes i artikel 85, stk. 1, udtrykkeligt aftaler, der gaar ud paa direkte eller indirekte at fastsaette salgspriser eller opdele markeder mellem producenter, hvilket netop er de vigtigste kendetegn ved den her omhandlede aftale.

I den foreliggende sag var hovedformaalet med indfoerelsen af systemet med regelmaessige moeder og den uafbrudte hemmelige samordning mellem producenterne at skabe en permanent ordning for kontrol med solgte maengder og at opnaa samordnede prisforhoejelser.

Ved at planlaegge faelles foranstaltninger i form af prisinitiativer med fastsaettelse af maalpriser, som skulle traede i kraft paa et aftalt tidspunkt, soegte producenterne at eliminere den risiko, der ville have vaeret forbundet med ensidige prisforhoejelser.

Maengdekontrollen havde ogsaa til formaal kunstigt at skabe markedsvilkaar, der kunne danne grundlag for prisforhoejelser, og var dermed uadskilleligt forbundet med prisinitiativerne.

Producenternes bestraebelser paa at naa disse maal var rettet mod PVC-markedets organisation, idet de soegte at erstatte markedskraefternes frie spil med et institutionaliseret og systematisk hemmeligt samarbejde mellem producenter, som kunne sidestilles med et kartel.

(36) Kommissionen er udmaerket klar over forholdene i branchen, herunder at de fleste producenters PVC-aktiviteter i en laengere periode var tabsgivende, og at prisinitiativerne ofte kun skulle holde takt med de stigende priser paa udgangsmaterialer.

Disse betragtninger aendrer imidlertid intet ved det forhold, at aftalen havde et konkurrencebegraensende formaal.

Hvis konkurrencevilkaarene paa et givet produktomraade (f.eks. hvor der findes et stort antal leverandoerer) er saadanne, at det er vanskeligt for producenterne at operere med overskud, ligger loesningen ikke i et hemmeligt samarbejde mellem producenterne om forhoejelse af priserne. I denne forbindelse maa i saerdeleshed Montedisons argument om, at hvis der fandt moeder sted, var de foranlediget af branchens oenske om at sikre »loyal konkurrence« (dvs. hindring af tabsgivende prisnedsaettelser), afvises.

At der forekom saadanne prisnedsaettelser, kan i intet tilfaelde begrunde en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceregler, jf. Domstolens dom af 17. januar 1984, VBVB og VBBB mod Kommissionen (Sml. 1984, s. 63 og 64).

(37) I betragtning af aftalens aabenlyst konkurrendebegraensende formaal er det ikke strengt noedvendigt, at der paavises negative foelger for konkurrencen.

Da der ikke foreligger prisinstrukser fra flertallet af producenternes side, har Kommissionen ikke forsoegt at paavise, at alle producenterne foretog ensartede og samtidige forhoejelser af listepriserne i den af denne beslutning omfattede periode. Man kan desuden kun gisne om, hvorvidt prisniveauerne paa laengere sigt ville have vaeret betydelig lavere, hvis der ikke havde vaeret et hemmeligt samarbejde.

Kommissionen kan imidlertid ikke godtage visse producenters paastand om, at deres arrangementer var fuldstaendig uden indflydelse paa konkurrencen.

(38) For det foerste - og helt bortset fra hvilke resultater de samordnede prisinitiativer gav - ivaerksatte producenterne en vedvarende ordning for tilsyn med deres individuelle handlinger som led i, hvad de forstod som gensidig solidaritet.

For det andet bevirkede branchens fastsaettelse af europaeiske »maalpriser«, at markedskraefternes frie spil for etableringen af et konkurrencedygtigt prisniveau blev begraenset. Under normale omstaendigheder ville de foerende producenter, saafremt udbuds- og efterspoergselsvilkaarene talte for en prisforhoejelse, teste markedet med forskellige prisniveauer, og markedet ville med tiden stabilisere sig paa et passende niveau.

Naar der fastsaettes en enkelt »maal«- eller listepris, begraenses eller hindres denne proces. I denne sag begraensede fastsaettelsen af en enkelt »liste«- eller »reference«-pris kundernes forhandlingsmuligheder. Eventuelle rabatter eller saervilkaar ville stadig blive indroemmet paa grundlag af listeprisen.

For det tredje steg de faktiske priser til maalniveauerne i takt med mange af de paaviste prisinitiativer. Selv om producenterne ikke helt naaede prismaalene, blev mange af de dokumenterede initiativer af producenterne betragtet som en succes, enten fordi de bremsede en faldende tendens eller medfoerte betydelig hoejere priser. Det fremgaar dog af producenternes interne rapporter, at prisinitiativernes succes eller fiasko i vid udstraekning afhang af eksterne faktorer, som de ikke havde nogen kontrol over. I betragtning af de saerlige kendetegn ved markedet ville det vaere formaalsloest at forsoege at gennemfoere samordnede prisinitiativer, medmindre markedsforholdene tillod en stigning.

Det er dog usandsynligt, at producenterne, saafremt arrangementerne som paastaaet var fuldstaendig virkningsloese, ville have fortsat med deres regelmaessige moeder og samordnede prisinitiativer i over tre aar.

Hvad endelig angaar kvotaordningen fremgaar det af oplysninger, som Kommissionen er i besiddelse af, at der langt fra blot er tale om et fremsat forslag, som aldrig blev fulgt op, men at der i realiteten blev indfoert kvotaarrangementer, som i en vis periode i 1981 blev underbygget med en kompensationsordning, og som fortsat blev anvendt saa sent som i maj 1984.

5. Paavirkning af handelen mellem medlemsstater

(39) Aftalen mellem PVC-producenterne kunne maerkbart paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

I den foreliggende sag omfattede den hemmelige aftale samtlige medlemsstater og daekkede praktisk taget al handel i Faellesskabet med dette vigtige industriprodukt (11). De fleste producenter leverer produktet overalt i EF, og den manglende balance mellem udbud og efterspoergsel paa de forskellige nationale markeder medfoerer en betydelig handel mellem medlemsstaterne.

De fastsatte maalpriser maa have fordrejet moenstret i handelsstroemmene mellem medlemsstaterne og den indvirkning paa priserne, som skyldes forskelle mellem producenternes effektivitet. De arrangementer, der skulle begraense saakaldt »kundevandring« - gennem afvisning af kunder eller henvendelser - sigtede klart paa at hindre udviklingen af nye forretningsforhold.

Ordningen med maengdekontrol fra og med 1980 var udtrykkeligt baseret paa de forskellige virksomheders »europaeiske« kvoter snarere end paa nationale kvoter. Selve denne bundethed begraensede imidlertid de muligheder, en producent raadede over. Det fremgaar tydeligt af dokumentation fundet hos Solvay, at der blev udvekslet oplysninger om opdelingen af de enkelte nationale markeder mellem de virksomheder, der betragtede sig som »nationale« eller »lokale« producenter.

6. Identificering af virksomhederne

(40) Siden 1980 har den vesteuropaeiske petrokemiske industri - herunder PVC-sektoren - gennemgaaet en gennemgribende omstrukturering og rationalisering, som blev stoettet af Kommissionen.

Det saerlige problem i naervaerende sag med hensyn til anvendelsen af Faellesskabets konkurrenceregler er, hvorvidt en virksomhed, der bestaar i dag, efter denne omstrukturering kan holdes ansvarlig for en forgaengers deltagelse i kartellet.

(41) EF's konkurrenceregler vedroerer virksomheder, og begrebet »virksomhed« er ikke identisk med begrebet juridisk person i henhold til national ret. Udtrykket »virksomhed« er ikke defineret i traktaten. Det kan betegne enhver enhed, der udoever kommerciel virksomhed, og kan for en stoerre industrikoncerns vedkommende (afhaengig af omstaendighederne) betegne et moderselskab eller et datterselskab eller den oekonomiske enhed, der dannes af moderselskab og datterselskab tilsammen.

Hvor en producent har undergaaet en reorganisering eller afhaendet sine PVC-interesser er hovedopgaven:

i) at identificere den virksomhed, som begik overtraedelsen

ii) at fastslaa, om denne virksomhed i det vaesentlige stadig eksisterer, eller om den er blevet oploest.

Spoergsmaalet om en virksomheds identitet skal afgoeres paa grundlag af faellesskabsretten, og aendringer i organisationen i henhold til national selskabsret er ikke afgoerende.

Det er saaledes irrelevant, at en virksomhed har solgt sin PVC-aktiviteter til andre; koeberen overtager ikke af denne grund saelgerens ansvar for dennes deltagelse i kartellet. Hvis den virksomhed, som begik overtraedelsen, fortsat eksisterer, er den trods overdragelsen fortsat ansvarlig herfor.

Hvis selve den virksomhed, som begik overtraedelsen, derimod er blevet overtaget af en anden producent, foelger ansvaret med og paahviler den nye eller fusionerede enhed.

Det er ikke noedvendigt at bevise, at den erhvervende virksomhed selv har fortsat eller fulgt den ulovlige adfaerd. Det afgoerende er, hvorvidt der bestaar en oekonomisk og funktionel kontinuitet mellem den virksomhed, som oprindelig begik overtraedelsen, og den virksomhed, som den er blevet optaget i.

(42) Elf Atochem blev stiftet i 1980 under navnet Chloe Chimie - et joint venture selskab, der paa davaerende tidspunkt var ejet af Elf, CFP og Rhône-Poulenc - og tog navneforandring til Atochem SA, den 30. september 1983, da det overtog sit soesterselskab ATO Chimie og stoerstedelen af PCUK's aktiviteter.

I det planlaegningsdokument af august 1980, som blev fundet hos ICI, naevnes som deltagere baade PCUK og »det nye franske selskab«, hvormed der tydeligvis menes Chloe; Chloe havde fra starten naere forbindelser med ATO Chimie, og deres PVC-aktiviteter blev samordnet i en oekonomisk interessegruppe kendt under navnet Orgavyl.

Det blev udtrykkeligt fastsat ved sammenslutningen af Chloe-ATO-PCUK i 1983, at baade Chloe og ATO Chimie skulle bevare deres status som juridisk person under den nye betegnelse »Atochem«, selv om hovedspoergsmaalet i henseende til EF-konkurrencereglerne drejer sig om virksomhedens funktionelle og oekonomiske kontinuitet snarere end om dens retlige status. Navneforandringen til Elf Atochem SA i 1993 har ingen indflydelse paa indevaerende procedure.

Navneforandringen til Elf Atochem SA i 1993 beroerer ikke naervaerende procedure.

Elf Atochem repraesenterer en sammenlaegning og viderefoerelse af Chloes og ATO Chimies oekonomiske aktiviteter, som i PVC-sektoren lige siden 1980 havde vaeret indbyrdes forbundet gennem Orgavyl. Elf Atochem er derfor klart ansvarlig for de to oprindelige virksomheders deltagelse i kartellet forud for 1983.

Da Elf Atochem klart er ansvarlig for ATO Chimie/Chloe/Orgavyl, agter Kommissionen ikke ved fastsaettelsen af boeden til Atochem ogsaa at tilskrive denne virksomhed ansvaret for PCUK.

DSM overdrog sine PVC-aktiviteter til LVM (et joint venture med SAV) i begyndelsen af 1983, men bestaar stadig selv som virksomhed. Det samme gaelder det andet moderselskab, SAV. Kommissionen mener derfor, at DSM og SAV hver isaer fortsat er ansvarlige for deres deltagelse i kartellet indtil stiftelsen af LVM.

Efter stiftelsen af LVM deltog denne virksomhed selv i kartellet.

EMC Gruppens (moderselskab til SAV) erhvervelse af hele LVM's aktiekapital i 1989 har hverken indflydelse paa naervaerende procedure eller paa udpegelsen af LVM som addressat i naervaerende beslutning.

(43) Enichem er et selskab bestaaende af virksomheder i den italienske statsejede kemiske sektor, som tidligere opererede under navnet Anic. Trods forskellige former for reorganisering bestod der funktionel og oekonomisk kontinuitet mellem Anic og Enichem, og Enichem fortsatte efter omstruktureringen med at deltage i kartellet. Enichem maa derfor baere ansvaret for Anics aktiviteter. Den omstaendighed, at Enichem i 1986 overdrog sine PVC-aktiviteter til EVC, et joint venture med ICI, har ingen indflydelse paa spoergsmaalet om ansvar, eftersom Enichem selv fortsat bestaar som virksomhed.

ICI's ansvar beroeres paa lignende maade ikke af, at det har overdraget sine PVC-aktiviteter til joint venture-selskabet EVC.

Montedison bestaar ogsaa fortsat som virksomhed og er ansvarlig for sin deltagelse i kartellet, indtil det forlod PVC-sektoren i marts 1983.

7. Beslutningernes rette adressater

(44) Selv om definitionen af begrebet virksomhed som genstand for EF's konkurrenceregler ikke afhaenger af selskabsretten, er det med henblik paa haandhaevelsen af disse regler altid noedvendigt at identificere en enhed, der har status som juridisk person. Der vil kunne opstaa store vanskeligheder med inddrivelse af en boede i henhold til EF-traktatens artikel 192, hvis beslutningen ikke rettes til en retlig enhed. Hvis der er tale om en stor industrikoncern, er det derfor normalt at rette en beslutning til koncernens holdingselskab eller »hovedsaede«, ogsaa hvis selve virksomheden bestaar af den enhed, der udgoeres af moderselskabet og alle dets datterselskaber.

(45) Enichem og Montedison haevder, at eventuelle beslutningers rette adressat maa vaere den virksomhed i koncernen, som har det loebende ansvar for termoplastaktiviteterne. Kommissionen bemaerker dog, at ansvaret for markedsfoering af PVC i begge tilfaelde blev delt med andre virksomheder i koncernen: f.eks. er Enichem Anic SpA ansvarlig for Enichems salg af PVC i Italien, medens dets internationale markedsfoeringstransaktioner ledes af Enichem International SA, der er etableret i Zuerich, og PVC-salget i de enkelte medlemsstater varetages af det paagaeldende nationale datterselskab af Enichem. Kommissionen finder det rimeligt at rette denne beslutning til det ledende holdingselskab, der staar i spidsen for Enichem- og Montedison-koncernen.

(46) Royal Dutch/Shell-koncernen giver anledning til saerlige problemer, fordi den bestaar af et stort antal virksomheder, i hvilke koncernes to holdingselskaber Royal Dutch og Shell ejer henholdsvis 60 % og 40 % af interesserne. Der findes ikke noget enkelt selskab, som kan betegnes som koncernhovedkvarter, og til hvilket det ville vaere rimeligt at rette en beslutning. Shell International Chemical Company Ltd (»SICC«) er et »serviceselskab«, der har ansvaret for samordning og strategisk planlaegning af Royal Dutch/Shell-koncernens aktiviteter inden for termoplast, og selv om de forskellige »operative« selskaber inden for den kemiske sektor tilsyneladende har udtalt selvstaendighed i ledelseshenseende, udgoer SICC »centret« for Shells aktiviteter i den kemiske sektor. I naervaerende sag var det SICC, som stod i kontakt med kartellet og deltog i moederne i 1983. Shell International Chemical Company Ltd betragtes i kraft af dets overordnede ansvar for planlaegning og samordning af Shell-koncernens aktiviteter inden for termoplast af Kommissionen som vaerende den rette adressat for denne beslutning.

8. Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 (12)

(47) Flere producenter har fremfoert, at Kommissionen ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2988/74 er afskaaret fra at paalaegge dem boeder i relation til deres eventuelle deltagelse i det paastaaede kartel forud for januar 1982, dvs. fem aar forud for de undersoegelser, der blev gennemfoert i januar 1987.

Ifoelge naevnte forordning foraeldes adgangen til at paalaegge boeder efter fem aar, selv om denne frist kan forlaenges. Foraeldelsesfristen regnes fra den dag, overtraedelsen er begaaet, og i tilfaelde af vedvarende eller gentagne overtraedelser regnes fristen fra den dag, overtraedelsen er ophoert. Foraeldelsesfristen kan afbrydes ved ethvert skridt, der foretages af Kommissionen med henblik paa at foretage undersoegelser hos parter, der har deltaget i den formodede overtraedelse. Enhver saadan handling af Kommissionen betyder en ny foraeldelsesfrist.

Disse virksomheder har overset disse udtrykkelige bestemmelser i forordningen. De har ikke gjort sig klart, at de foerste skridt, som Kommissionen tog til undersoegelse af det formodede kartel den 21. november 1983, bevirkede en afbrydelse af foraeldelsesfristen for samtlige deltagere i den formodede overtraedelse, og ikke blot for de producenter, hos hvem der paa davaerende tidspunkt blev aflagt kontrolbesoeg.

Dette betyder, at kun virksomheder, som foer november 1978 var ophoert med at deltage i nogen overtraedelse, vil kunne paaberaabe sig forordningens bestemmelser. Da den paastaaede overtraedelse foerst begyndte i 1980, kan virksomhederne ikke paaberaabe sig nogen foraeldelse i denne sag.

9. Overtraedelsens varighed

(48) Til trods for, at der allerede foer forslaget af 1980 til en ny kartelstruktur kan have bestaaet hemmelige aftaler vedroerende PVC, tager Kommissionen som udgangspunkt, at overtraedelsen blev paabegyndt omkring august 1980.

Det var paa det tidspunkt, ICI-forslagene blev fremsat, og det er tydeligt, at det nye moedesystem blev introduceret omkring denne tid.

Det er imidlertid ikke muligt med sikkerhed at fastslaa, paa hvilken dato de enkelte producenter begyndte at deltage i moederne. Flertallet af dem naegter - trods den overvaeldende bevisbyrde - overhovedet at have deltaget i moederne eller at have haft kendskab hertil. Det fremgaar imidlertid af dokumentet af 1980, at alle producenterne med undtagelse af Hoechst, Montedison, Norsk Hydro og Shell (og naturligvis LVM) var inddraget i udarbejdelsen af den oprindelige plan. De sandsynlige tidspunkter for disse producenters tiltraedelse af planen kan imidlertid fastslaas paa grundlag af andre dokumenter. Hoechst er saaledes allerede omtalt i Solvay-dokumenterne som deltager i udvekslingen af oplysninger om markedsandele i Tyskland i 1980. Montedison er ifoelge dokumentation vedroerende Italien inddraget lige fra begyndelsen. Shell haevder, at det ikke deltog i moeder foer 1983, men det fremgaar af dets egne dokumenter, at det havde kendskab til prisinitiativerne og stoettede dem i 1982, og det indroemmer at have haft kontakter med Solvay fra og med januar 1982. Kommissionen accepterer, at dets deltagelse i kartellet var begraenset og sandsynligvis begyndte senere end de andres, og Shell var tillige ifoelge ICI den eneste producent, som ikke deltog i »kompensations«-ordningen i maj-juni 1981.

LVM's deltagelse i ordningen gaar tilbage til det tidspunkt, hvor det overtog de to moderselskaber DSM's og SAV's PVC-interesser, dvs. april 1983.

Visse af producenterne havde forladt PVC-sektoren, foer Kommissionen indledte sine undersoegelser: Montedison havde overdraget sine aktiviteter til Enichem i begyndelsen af 1983, og hverken DSM eller SAV var laengere direkte involveret efter overdragelsen af deres PVC-aktiviteter til LVM.

(49) I mangel af oplysninger fra producenternes side er det end ikke muligt at fastslaa, om det hemmelige samarbejde - i den ene eller den anden form - nogensinde er bragt til ophoer.

Kartellet fortsatte tydeligvis, efter at Kommissionen foretog sine foerste undersoegelser i PVC-sektoren ved udgangen af 1983.

Det fremgaar af dokumenter fremfundet hos Atochem, at der foertes tilsyn med salg paa grundlag af kvoter, og at der blev udvekslet oplysninger saa sent som i maj 1984. Alle de producenter, der var aktive i PVC-sektoren paa det relevante tidspunkt, er blevet identificeret i forbindelse med denne ordning. Kun for Shells og ICI's vedkommende er der tegn paa, at de var ophoert med at deltage aktivt i arrangementerne, og dog gjorde deres deltagelse i maengdekvotaordningen sig sandsynligvis fortsat gaeldende i hele 1984.

Faenomenet med »initiativer«, hvor flere producenter samtidig forsoegte at haeve priserne til et bestemt niveau, omtaltes stadig i fagpressen under undersoegelsen i 1987. Selv om der ikke foreligger noget konkret bevis paa kartelmoeder, er det sandsynligt, at saadanne initiativer var et udslag af vedvarende gensidig solidaritet mellem producenter og ikke skyldes en tilfaeldighed.

Kommissionen vil imidlertid foretage en sondring mellem overtraedelsens varighed med henblik paa fastsaettelsen af boeder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og med henblik paa at afgoere, om der skal rettes en henstilling i henhold til artikel 3 til virksomhederne om at bringe overtraedelsen til ophoer. Se betragtning 54.

B. Kommissionens forholdsregler og sanktioner 1. Artikel 3 i forordning nr. 17

(50) Konstaterer Kommissionen, at der foreligger en overtraedelse af artikel 85, kan den efter artikel 3 i forordning nr. 17 paalaegge de deltagende virksomheder at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer.

Alle virksomhederne har benaegtet, at der er sket en overtraedelse af artikel 85. De fleste har - trods beviserne - afvist, at der paa de regelmaessige moeder overhovedet blev behandlet emner, som paavirkede konkurrencen. Andre har naegtet ethvert kendskab til moederne. Enkelte virksomheder har meddelt Kommissionen, at de har taget skridt til at sikre, at deres repraesentanter undgaar at optage mistaenkelige kontakter med konkurrenter, men det vides ikke, hvorvidt moederne eller i det mindste en vis kommunikation mellem virksomhederne om priser og maengder faktisk er ophoert.

Det er derfor noedvendigt, at enhver beslutning indeholder et formelt krav om, at de virksomheder, som stadig opererer i PVC-sektoren, bringer overtraedelsen til ophoer og i fremtiden afstaar fra at indgaa nogen form for hemmelige aftaler, som har samme formaal eller virkning.

2. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17

(51) I henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan Kommissionen ved beslutning paalaegge virksomheder boeder paa mindst 1 000 og hoejst 1 mio. ECU, idet sidstnaevnte beloeb dog kan forhoejes til 10 % af omsaetningen i det sidste regnskabsaar for hver af de virksomheder, der har medvirket ved overtraedelsen, saafremt de forsaetligt eller uagtsomt har overtraadt bestemmelserne i artikel 85, stk. 1. Ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse skal der tages hensyn til baade overtraedelsens grovhed og dens varighed.

De virksomheder, som denne beslutning er rettet til, overtraadte forsaetligt artikel 85. De oprettede og opererede forsaetligt med et hemmeligt og institutionaliseret system med regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette priser og maengdemaal for et vigtigt industriprodukt. Flere af de beroerte virksomheder - Basf, Hoechst og ICI - var allerede tidligere blevet paalagt boeder af Kommissionen for hemmeligt samarbejde i den kemiske industri (Dyestuffs) - Kommissionens beslutning 69/243/EOEF (13).

Kommissionen har ogsaa taget hensyn til beviset for, at flertallet af de virksomheder, som denne beslutning er rettet til, fortsat var engageret i hemmelige aftaler indtil mindst seks maaneder efter, at Kommissionen indledte sine undersoegelser i november 1983. Kun Shell og ICI synes at have taget afstand fra kartellet paa dette tidspunkt.

(52) Ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelsesorden har Kommissionen tillige taget hensyn til foelgende:

- hemmelig samordning af priser og deling af markeder udgoer i sagens natur alvorlige konkurrencebegraensninger

- PVC er et vigtigt industriprodukt, der tegner sig for et aarligt salg i Vesteuropa paa omkring 3 000 mio. ECU

- de virksomheder, der medvirkede ved overtraedelsen, besidder tilsammen naesten hele markedet

- der var tale om et institutionaliseret hemmeligt samarbejde inden for rammerne af et system med regelmaessige kartelmoeder, der havde til formaal i alle enkeltheder at organisere PVC-markedet.

Det accepteres dog som en formildende omstaendighed ved fastsaettelsen af boederne, at de beroerte virksomheder i en stor del af den af denne beslutning omfattede periode havde lidt betydelige tab i PVC-sektoren.

Kommissionen har ogsaa taget hensyn til, at flertallet af virksomhederne allerede er blevet paalagt betydelige boeder for deres deltagelse i et andet kartel i termoplastsektoren (polypropylen) i stort set den samme som den af denne beslutning omfattede periode.

(53) Ved fastsaettelse af de boeder, der skal paalaegges de enkelte virksomheder, har Kommissionen taget hensyn til, i hvilken grad de enkelte var inddraget, og (i det omfang den kan fastslaas) til den rolle, som de hver for sig spillede i de hemmelige arrangementer, samt til deres relative betydning paa PVC-markedet.

Selv om flere ting tyder paa, at ICI og Solvay spillede en hovedrolle i kartellet, har Kommissionen i naervaerende sag ikke med sikkerhed kunnet identificere nogen hovedanstiftere, som boer baere det stoerste ansvar for overtraedelsen.

Der kan ikke foretages nogen vaesentlig sondring mellem de producenter, der deltog i moederne, paa grundlag af deres egne eller andres opfattelse af omfanget af de enkeltes »engagement« i aftalerne. De enkeltes interesser kan have vaeret varierende fra tid til anden, men samtlige producenter, der deltog i moederne, var inddraget i et faelles forehavende.

Som naevnt ovenfor skelner Kommissionen dog mellem de fuldgyldige medlemmer af kartellet og Shell, som opererede i yderkanten. I Shells tilfaelde er det rimeligt at paalaegge en betydelig mindre boede end for de oevrige producenters vedkommende.

(54) I mangel af detaljerede oplysninger om producenternes deltagelse i moederne, er det umuligt (undtagen for de producenter, som har forladt PVC-sektoren) med noejagtighed at fastslaa, paa hvilket tidspunkt deres medvirken til overtraedelsen er ophoert, hvis den overhovedet er det.

Der vil blive taget hensyn til oplysninger, der tyder paa, at Shells og Norsk Hydros medvirken sandsynligvis begyndte paa et senere tidspunkt end de oevrige producenters. Montedison var involveret fra begyndelsen, men forlod sektoren i begyndelsen af 1983. DSM's og SAV's rolle i kartellet blev overtaget af LVM, da de to virksomheder stiftede dette joint venture selskab i midten af 1983.

Kommissionen vil for ICI's og Shells vedkommende tillige ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse tage hensyn til, at deres aktive deltagelse i moederne og andre direkte kontakter sandsynligvis ophoerte i oktober 1983.

For de resterende producenter, som er naevnt i det hos Elf Atochem fremfundne dokument, vil Kommissionen ved fastsaettelsen af boedens stoerrelse laegge det forhold til grund, at deres deltagelse i kartellet fortsatte mindst indtil maj 1984.

C. Procedure for domstolen (55) Ved beslutning 89/190/EOEF (14) vedtaget den 21. december 1988 fastslog Kommissionen, at 14 virksomheder havde overtraadt traktatens artikel 85, og de virksomheder, beslutningen var rettet til, samt Solvay og Norsk Hydro, fik paalagt boeder derfor. Beslutningen blev meddelt virksomhederne i februar 1989.

Alle de virksomheder, beslutningen var rettet til, med undtagelse af Solvay, anlagde sag for EF-Domstolen med paastand om annullation af Kommissionens beslutning. Domstolen overfoerte den 15. november 1989 sagen til Retten i Foerste Instans.

Norsk Hydros begaering om annullation af beslutningen blev den 19. juni 1990 afvist af Retten i Foerste Instans, da den var indgivet for sent.

I sin dom af 27. februar 1992 i sagen Basf m.fl. mod Kommissionen (de forenede sager T-79, 84, 85, 86, 89, 91, 92, 94, 96, 98, 102 og 104/89, Sml. 1992, s. II-315) tilsidesatte Retten i Foerste Instans beslutning 89/190/EOEF som en nullitet.

Kommissionen appellerede naevnte dom (sag C-137/92 P). Den 15. juni 1994 ophaevede Domstolen Retten i Foerste Instans' dom og annullerede kommissionsbeslutningen, sidstnaevnte af den grund, at Kommissionen ikke havde overholdt bestemmelserne i artikel 12 i sin davaerende forretningsorden, ifoelge hvilke beslutningen skulle bekraeftes paa de autentiske sprog ved formandens og generalsekretaerens underskrift.

(56) I henhold til forordning (EOEF) nr. 2988/74 (se betragtning 47) gaelder, at naar foraeldelsen af adgangen til at paalaegge boeder afbrydes ved skridt foretaget af Kommissionen med henblik paa at undersoege eller behandle en sag, begynder en ny foraeldelsesfrist hver gang at loebe. Foraeldelse indtraeder dog senest den dag, hvor der er forloebet et tidsrum svarende til den dobbelte foraeldelsesfrist, uden at Kommissionen har paalagt boede (dvs. ti aar fra den dag, hvor overtraedelsen ophoerte). Foraeldelsesfristen forlaenges med det tidsrum, i loebet af hvilket kommissionsbeslutningen er til behandling ved EF-Domstolen (herunder ogsaa Retten i Foerste Instans). Den sidstnaevnte regel saetter Kommissionen i stand til at traeffe ny beslutning, naar den foerste (som i den foreliggende sag) annulleres af Domstolen af proceduremaessige grunde (se Fjerde Konkurrenceberetning, s. 33).

(57) I forordningens artikel 2, stk. 1, opregnes visse skridt taget af Kommissionen, der vil bevirke afbrydelse af foraeldelsen af adgangen til at skride ind over for alle, der har medvirket ved overtraedelsen, herunder: a) skriftlig begaering om oplysninger eller beslutninger, hvori der fremsaettes krav om oplysninger, b) udstedelse af fuldmagter til at foretage kontrolundersoegelser eller beslutninger om ivaerksaettelse af kontrolundersoegelser, c) indledning af procedure i sagen, og d) fremsendelse af en klagepunktsmeddelelse. Denne opregning er ikke udtoemmende, og det er klart, at den beslutning, Kommissionen den 21. december 1988 (dvs. i hvert fald fem aar foer den dato, hvor de fleste af virksomhederne tidligst kan antages at have ophoert med at deltage i kartellet) traf i henhold til artikel 85, ogsaa maa betragtes som et skridt, der bevirker afbrydelse af foraeldelsen. Denne fortolkning af forordningen er imidlertid ikke engang noedvendig, for selv i tilfaelde af at Kommissionens meddelelse af klagepunkter (som udtrykkeligt naevnes i artikel 2, stk. 1, litra d)) omkring den 5. april 1988 betragtes som det sidste af de skridt, der i henhold til artikel 2 bevirker en afbrydelse af foraeldelsen, ville Kommissionen over for naesten alle de implicerede virksomheder kunne vente med at traeffe en ny beslutning lige indtil januar 1998 (fem aar frem til april 1993 plus det tidsrum, hvor sagen verserede for Domstolen).

(58) Med hensyn til Montedison, som trak sig ud af dette marked (og dermed ogsaa af kartellet) i begyndelsen af 1983, og formentlig ogsaa med hensyn til DSM og SAV, hvis plads i kartellet blev overtaget af deres joint venture LVM ved midten af 1983, blev klagepunktsmeddelelsen udsendt umiddelbart efter, at der var forloebet fem aar siden deres seneste paaviste deltagelse. Der bliver derfor ikke (i det mindste ikke for Montedisons vedkommende) tale om, at en ny frist begynder at loebe. I artikel 2, stk. 1, litra a), i forordning (EOEF) nr. 2988/74 fastsaettes det imidlertid udtrykkeligt, at en skriftlig begaering om oplysninger eller en beslutning, hvori der fremsaettes krav om oplysninger, bevirker en afbrydelse af foraeldelsesfristen. Montedison fik faktisk den 20. november 1987 forkyndt en beslutning vedtaget efter artikel 11, stk. 5, i forordning nr. 17, hvilket bevirkede, at en ny frist begyndte at loebe. Den nye femaarsfrist, som blev udloest af denne beslutning, udloeb ved udgangen af november 1992, men naar man hertil laegger den tid, hvor sagen var til behandling ved Domstolen, naar man frem til januar 1998 som den sidste frist for vedtagelse af en ny beslutning med boedepaalaeg til Montedison (og formentlig ogsaa til DSM og SAV, saafremt klagepunktsmeddelelsen ikke kan bevirke nogen afbrydelse af foraeldelsesfristen for deres vedkommende).

(59) Da Solvay ikke har indbragt beslutningen for Domstolen, og Norsk Hydros begaering blev afvist, er beslutning 89/190/EOEF fortsat gaeldende over for dem. Det er derfor ikke noedvendigt (og der er heller ikke grund til) at paalaegge disse virksomheder boeder paa ny i naervaerende beslutning, da det oprindelige boedepaalaeg stadig gaelder. Af hensyn til den naermere afgraensning af den overtraedelse, som naervaerende beslutning er rettet mod, er det imidlertid noedvendigt at slaa Solvays og Norsk Hydros deltagelse heri fast. For de to virksomheders vedkommende har artikel 1 i denne beslutnings dispositive del derfor kun beskrivende betydning, og da de allerede, jf. artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, har faaet gyldigt paabud om at bringe overtraedelsen til ophoer, behoever de heller ikke at vaere omfattet af naervaerende beslutnings artikel 2. Naervaerende beslutning er derfor ikke rettet til Solvay og Norsk Hydro -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Basf AG, DSM NV, Elf Atochem SA, Enichem SpA, Hoechst AG, Huels AG, Imperial Chemical Industries plc, Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Montedison SpA, Société Artésienne de Vinyl SA, Shell International Chemical Co. Ltd og Wacker Chemie GmbH har overtraadt EF-traktatens artikel 85 ved (sammen med Norsk Hydro AS og Solvay & Cie) at have deltaget i en aftale og samordnet praksis, der blev paabegyndt omkring august 1980, og hvorved de producenter, der leverer PVC i EF, deltog i regelmaessige moeder med henblik paa at fastsaette maalpriser og maalkvoter, planlaegge samordnede initiativer til prisforhoejelser samt at foere tilsyn med naevnte hemmelige aftalers funktion.

Artikel 2

De i artikel 1 naevnte virksomheder, som stadig opererer i PVC-sektoren i EF (bortset fra Norsk Hydro og Solvay, der allerede er underlagt et gyldig paabud om at bringe overtraedelsen til ophoer), skal omgaaende bringe naevnte overtraedelse til ophoer (saafremt dette ikke allerede er sket) og skal for fremtiden, hvad angaar deres PVC-aktiviteter, afstaa fra enhver aftale eller samordnet praksis med samme eller lignende formaal eller virkning, herunder enhver udveksling af saadanne oplysninger, der normalt betragtes som forretningshemmeligheder, og hvorved deltagerne direkte eller indirekte informeres om andre individuelle producenters produktion, leverancer, lagre, salgspriser, omkostninger eller investeringsplaner, eller hvorved de kan overvaage tilslutning til udtrykkelige eller stiltiende aftaler eller samordnet praksis vedroerende priser og markedsdeling i EF. Enhver udveksling af generelle oplysninger, som producenterne maatte deltage i vedroerende PVC-sektoren, skal ske paa en saadan maade, at der ikke meddeles oplysninger, hvoraf individuelle producenters adfaerd kan udledes, og navnlig skal virksomhederne afstaa fra indbyrdes at udveksle enhver yderligere oplysning af relevans for konkurrencen, der ikke er omfattet af en saadan ordning.

Artikel 3

For den i artikel 1 fastslaaede overtraedelse paalaegges nedenstaaende virksomheder foelgende boeder:

i) Basf AG: en boede paa 1 500 000 ECU

ii) DSM NV: en boede paa 600 000 ECU

iii) Elf Atochem SA: en boede paa 3 200 000 ECU

iv) Enichem SpA: en boede paa 2 500 000 ECU

v) Hoechst AG: en boede paa 1 500 000 ECU

vi) Huels AG: en boede paa 2 200 000 ECU

vii) Imperial Chemical Industries PLC: en boede paa 2 500 000 ECU

viii) Limburgse Vinyl Maatschappij NV: en boede paa 750 000 ECU

ix) Montedison SpA: en boede paa 1 750 000 ECU

x) Société Artésienne de Vinyl S.A: en boede paa 400 000 ECU

xi) Shell International Chemical Company Ltd: en boede paa 850 000 ECU

xii) Wacker Chemie GmbH: en boede paa 1 500 000 ECU.

Artikel 4

De i artikel 3 fastsatte boeder indbetales i ecu senest tre maaneder efter meddelelsen af denne beslutning paa foelgende bankkonto for EF-Kommissionen:

310-0933000-34

Banque Bruxelles Lambert

Agence Européenne

Rond Point Schuman 5

B-1040 Bruxelles.

Efter udloebet af denne frist paaloeber der automatisk rente svarende til den sats, som anvendes af Det Europaeiske Monetaere Institut i dens transaktioner i ecu, paa den foerste arbejdsdag i den maaned, hvor denne beslutning er vedtaget, forhoejet med 3,5 procentpoint, dvs. 9,25 %.

Ved betaling i valutaen i den medlemsstat, hvor den med henblik paa indbetalingen anfoerte bank er beliggende, anvendes den gaeldende omregningskurs paa dagen forud for indbetalingen.

Artikel 5

Denne beslutning er rettet til:

- Basf AG, Karl-Bosch-Strasse 39, D-67063 Ludwigshafen

- DSM NV, Het Overloon 1, NL-6411 TE Heerlen

- Elf Atochem SA, 10 La Défense, Puteaux, Cedex 42, F-92091 Paris La Défense

- Enichem SpA, Piazza della Repubblica 16, I-20124 Milano

- Hoechst AG, Brueningstrasse 64, D-65929 Frankfurt-am-Main

- Huels AG, Paul Baumann Strasse, D-45772 Marl 1

- Imperial Chemical Industries plc, 9 Millbank, GB-London SW1P 3JF

- Limburgse Vinyl Maatschappij NV, Square de Meeus 1, B-1040 Bruxelles

- Montedison SpA, Via Degli Ariani 1, I-48100 Ravenna

- Société Artésienne de Vinyl SA, 62 rue Jeanne d'Arc, F-75013 Paris

- Shell International Chemical Company Ltd, Shell Centre, GB-London SE1 7PG

- Wacker Chemie GmbH, Hans Seidelplatz 4, D-81737 Muenchen.

Denne beslutning kan tvangsfuldbyrdes i henhold til EF-traktatens artikel 192.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 27. juli 1994.

Paa Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62.

(2) EFT nr. 127 af 20. 8. 1963, s. 2268/63.

(3) Kommissionens beslutning 89/190/EOEF (EFT nr. L 74 af 17. 3. 1989, s. 1) i sagen forbliver gyldig for to andre virksomheder: Norsk Hydro og Solvay. Se betragtning 55.

(4) Henvisningen til en »ny struktur« for moedeafholdelse samt andet bevismateriale antyder, at der forud for 1980 havde eksisteret en form for national kvotasystem, men dette er ikke genstand for naervaerende beslutning.

(5) Under alle omstaendigheder er baade Huels og Hoechst blevet angivet af ICI og Basf som deltagere i moederne.

(6) I 1989 erhvervede EMC Gruppen, moderselskabet til SAV, DSM's 50 % aktiepost i LVM og blev eneaktionaer.

(7) De nye tal, som Hoechst fremlagde under den mundtlige hoering (men uden nogen form for dokumentation), og som de tre andre tyske producenter henholdt sig til til stoette af deres paastand om, at de i det hos Atochem fremfundne dokument angivne tal for deres kombinerede salg var ukorrekte, er klart upaalidelige og ville indebaere, at Hoechsts kapacitetsudnyttelse var paa over 105 %, medens de oevriges kun var paa 70 %. Efter hoeringen fremlagde Hoechst et tredje saet tal, som laa lidt naermere de oplysninger, det oprindeligt havde afgivet i henhold til artikel 11 (og hvis noejagtighed der ikke er nogen grund til at betvivle).

(8) Dvs. et tilladt nedslag i forhold til listeprisen.

(9) Kundevandring vil sige, at kunder, der udsaettes for en prisforhoejelse hos deres saedvanlige leverandoer, henvender sig til andre producenter for at opnaa lavere priser.

(10) Basf identificerede LVM som deltager i moederne, men naevnede ikke dets moderselskaber DSM og SAV, som begge figurerer i planen af 1980 og af ICI er blevet naevnt som deltagere.

(11) Kartellets aktiviteter vedroerende PVC-salg uden for EF beroeres ikke af denne beslutning.

(12) EFT nr. L 319 af 29. 11. 1974, s. 1. For anvendelsen af forordning (EOEF) nr. 2988/74 til perioden i hvilken proceduren mht. denne overtraedelse var for Domstolen, se betragtning 55 til 59.

(13) EFT nr. L 195 af 7. 8. 1969, s. 11.

(14) EFT nr. L 74 af 17. 3. 1989, s. 1.

BILAG

TABEL 1 PVC: Identificerede prisinitiativer

"(DM/kg)"" ID="1">1. november 1980> ID="2">1,00> ID="3">1,50"> ID="1">1. januar 1981> ID="2">1,50> ID="3">1,75"> ID="1">1. april 1981> ID="2">1,40> ID="3">1,55"> ID="1">1. juni 1981> ID="2">1,40> ID="3">1,65"> ID="1">1. september 1981> ID="2">1,65> ID="3">1,80"> ID="1">1. januar 1982> ID="2">1,30> ID="3">1,60"> ID="1">1. maj 1982> ID="2">1,00> ID="3">1,35"> ID="1">1. juni 1982> ID="2">1,35> ID="3">1,50"> ID="1">1. september 1982> ID="2">1,35> ID="3">1,50"> ID="1">1. januar 1983> ID="2">1,40 til 1,50> ID="3">1,60"> ID="1">1. april 1983> ID="2">1,25 til 1,35> ID="3">1,60 (min. 1,50)"> ID="1">1. maj 1983> ID="2">1,50> ID="3">1,75 (min. 1,65)"> ID="1">1. september 1983> ID="2">1,65> ID="3">1,80"> ID="1">1. november 1983> ID="3">1,90"> ID="1">1. januar 1984> ID="2">1,70> ID="3">1,90-2,00"> ID="1">1. april 1984> ID="2">1,85 til 1,90> ID="3">2,00"> ID="1">1. oktober 1984> ID="2">1,55 til 1,60> ID="3">1,70">

TABEL 2 PVC: General purpose pipe grade Markedspris/maalpris (januar 1981 til december 1984)

DM/kg

Maalpris Prisforskel

Kilde: Technon; producenternes dokumenter.