31993D0003

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 4. december 1992 om en procedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 85 IV/32.797 og 32.798 - Lloyd's Underwriters' Association og Institute of London Underwriters (Kun den engelske udgave er autentisk) (93/3/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (1), senest aendret ved akten vedroerende Spaniens og Portugals tiltraedelse, saerlig artikel 2,

under henvisning til anmeldelse af 7. juni 1989 fra Lloyd's Underwriters' Association og Institute of London Underwriters af to aftaler, kaskoforsikringsaftalen (Joint Hull Understandings) og konkurrenceaftalen (Respect of Lead Agreement), og de to brancheforeningers ansoegning af samme dato om meddelelse af fritagelse og/eller udstedelse af negativattest for aftalerne,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 1. oktober 1990 om at indlede en procedure i denne sag,

under henvisning til resuméet af ansoegningen og anmeldelser, der er offentliggjort (2) i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17,

efter at have hoert Det Raadgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspoergsmaal, og

ud fra foelgende betragtninger:

I. SAGSFREMSTILLING

A. Anmeldelsen

(1) Den 7. juni 1989 foretog Institute of London Underwriters (ILU) og Lloyd's Underwriters' Association (LUA) formelt anmeldelse af to aftaler, i det foelgende benaevnt kaskoforsikringsaftalen (Joint Hull Understandings) og konkurrenceaftalen (Respect of Lead Agreement), til Kommissionen med henblik paa udstedelse af negativattest eller meddelelse af fritagelse. Denne formelle anmeldelse foelger efter en uformel anmeldelse og forelaeggelse af begge aftaler i skrivelser af 7. juni 1988. De anmeldte aftaler vedroerer soekasko- og maskinforsikring.

B. Brancheforeningerne

(2) ILU er en forening af assurandoerer (underwriters), der blev stiftet i 1884, og som tilbyder soe- og luftfartsforsikring i London. Den tilbyder de ydelser, der saedvanligvis tilbydes af en brancheforening, herunder en vis administrativ bistand til medlemmerne. Foreningen har ca. 112 medlemmer, hvoraf halvdelen er britisk-ejede selskaber. Resten er datterselskaber eller afdelinger af selskaber fra hele den industrialiserede del af verden.

(3) Lloyd's of London er et selskab af private assurandoerer, der udgoer et internationalt marked for naesten al slags forsikring. Det har en aarlig praemieindtaegt paa ca. 6 mia. £. Tre fjerdedele af denne virksomhed er udenlandsk, dvs. ikke-britisk. Policerne tegnes af privatpersoner, hvis ansvar er ulimiteret. Der er for oejeblikket ca. 31 000 medlemmer, der er sluttet sammen i omkring 400 syndikater. Specialiserede forsikringsmaeglere accepterer transaktioner paa de enkelte syndikaters vegne. Det er muligt at vaere medlem af mere end ét syndikat.

(4) LUA blev stiftet i 1909 og repraesenterer de ca. 230 af Lloyd's syndikater, der beskaeftiger sig med soeforsikring.

(5) De to foreninger har en raekke faellesudvalg, der tager vigtige spoergsmaal op paa en raekke omraader, og som bestaar af specialister paa de paagaeldende omraader. Blandt disse udvalg er nedennaevnte faelles kaskoforsikringsudvalg. Udvalget har 16 medlemmer, hvoraf de to foreninger stiller lige mange. Det har til opgave at foelge med i spoergsmaal af betydning for markedet og at revidere og forvalte de to anmeldte aftaler - kaskoforsikringsaftalen og konkurrenceaftalen.

(6) ILU og LUA repraesenterer langt hovedparten af de assurandoerer, der beskaeftiger sig med soeforsikring i London. De tegner sig tilsammen for ca. 90 % af den samlede britiske kapacitet inden for soeforsikring, idet den resterende del tegnes af et par selskaber, der staar uden for de to foreninger.

C. Markedet

(7) Kaskoforsikring af skibe tegnes hovedsagelig i USA, Frankrig, Norge og Det Forenede Kongerige. Den britiske andel af den internationale kaskoforsikring af skibe udgoer en betydelig andel af det samlede verdensmarked for kaskoforsikring af skibe, der ikke er undergivet tvungne lokaliseringskrav. Parterne skoenner, at ca. 25 % af al kaskoforsikring af skibe i EF tegnes i London, og at andelen af skibe fra resten af verden, der er forsikret i London, er endnu stoerre. Parterne har ogsaa oplyst, at London-markedets omdoemme inden for soeforsikring medfoerer, at det er ledende i mange forsikringsaftaler, saaledes at de indledende, men kun delvis, tegnes i London, hvorefter andre markeder foelger London-markedets bedoemmelse ved taksering og udbetaling af erstatninger, saaledes at »London-markedets indflydelse er noget stoerre end dets egentlige markedsandel«.

(8) De to foreninger har tilsammen en praemieindtaegt af soeforsikring, der anslaas til ca. 4 mia. £ om aaret, hvoraf 3 mia. £ er kasko- og maskinforsikring.

(9) Redere overlader det normalt til forsikringsmaeglere at pleje deres interesser paa dette omraade for at sikre, at deres flaader forsikres paa de bedste betingelser, der overhovedet kan opnaas overalt i verden. Ifoelge anmelderne »er der en tendens til, at konkurrencen inden for kaskoforsikring snarere foregaar mellem end inden for markederne«. London-markedet konkurrerer saaledes som en enhed direkte med andre markeder, idet risiciene flyttes fra marked til marked, hvis maeglerne kan opnaa bedre vilkaar paa et andet marked, medens det kun er en ringe del af konkurrencen paa selve London-markedet, der skyldes assurandoererne. Det er maeglerne, der gennem deres forsikringsbegaeringer skaber konkurrencen.

(10) Soeforsikring tegnes typisk som co-assurance, dvs. at assurandoererne paa grund af de store summer, der er tale om, naesten altid proever at dele engagementet i en given risiko ved at begraense deres deltagelse til en aftalt del af den samlede forsikringssum. Undertiden forsikres en bestemt risiko paa mere end ét marked (baade i London og f.eks. i Frankrig). Det er normalt, selv for co-assurandoerer, at daekke en del af risikoen ved hjaelp af genforsikring, og assurandoerer paa et andet marked, hvor en risiko er delvis forsikret, kan genforsikre i London.

(11) Et andet saertraek ved dette marked er, at det kun er nogle faa af assurandoererne (de saakaldte »leaders«), der gennemgaar de enkelte risici, vurderer dem og fastsaetter betingelser og praemier. De oevrige (de saakaldte »followers«) baserer sig i stor udstraekning paa de ledende assurandoerers bedoemmelse, naar de afgoer, om de ogsaa vil deltage, hvilket betyder, at de ledende assurandoerers omdoemme er af en vis betydning for maeglerne, naar de skal skaffe yderligere stoette paa markedet. Forsikring af risikoen sker ved hjaelp af en »slip« eller ordreseddel, der indeholder naermere enkeltheder om risikoen og den foreslaaede forsikringsdaekning. Typisk vil kaskoforsikringen af et skib vaere tegnet af omkring tyve assurandoerer og, i tilfaelde af meget store summer, at indtil halvtreds.

(12) Selv om den enkelte assurandoer teoretisk har ret til selv at traeffe beslutninger, er det i tilfaelde af erstatningskrav i praksis de ledende assurandoerer, der traeffer beslutningen, og de oevrige deltagere gennemgaar den blot kort. Saavel udbetalinger som praemieindbetalinger foregaar centralt.

(13) Et andet saerligt traek ved kaskoforsikring er, at den har en »long tail«, dvs. at der gaar lang tid fra praemieindbetalingen paa den ene side til anmeldelsen og daekningen af erstatningskrav paa den anden. De fleste erstatningskrav fremsaettes laenge efter det aar, hvori skaden er sket, normalt det tredje eller fjerde aar, og meget faa skader, bortset fra stoerre uheld, anmeldes endog inden det andet aar. Det er derfor, assurandoererne ved fornyelsen ikke kun tager hensyn til resultaterne i det indevaerende aar, men snarere kalkulerer med en aarraekke, eventuelt saa meget som otte aar. Det anses for at vaere tilstraekkeligt til at give et fuldstaendigt billede af tab og erstatningskrav og en idé om, hvornaar der sker tab, og hvornaar der indgives erstatningskrav.

(14) I henhold til anmelderne »er konkurrencen fokuseret paa prisen, idet der dog ogsaa laegges vaegt paa erfaring i behandling af erstatningssager og paa assurandoerernes sikkerhed og omdoemme«.

(15) Andre af markedets saertraek er den hoeje frekvens af erstatningskrav, og den rolle reder, flag, besaetning og andre forhold spiller ved vurderingen af risikoen. Betydningen af disse supplerende faktorer og navnlig af rederen medfoerer, at »det inden for kaskoforsikring kan forekomme, at et enkelt skib forsikres for mere end ti gange den praemie, der skal betales for et tilsvarende skib, der ejes af en reder med faerre anmeldte skader«.

D. De anmeldte skader

i) Kaskoforsikringsaftalen (Joint Hull Understandings)

(16) Denne aftale indeholdt tre klausuler (klausul 3, 2B og 11), som begraensede ILU's og LUA's medlemmers adgang til selv at fastsaette deres priser, navnlig ved fornyelse. Foranlediget af en meddelelse af klagepunkter blev disse klausuler ophaevet af LUA og ILU den 25. april 1991. Der goeres rede for klausulernes indhold nedenfor.

(17) I klausul 3 henvistes der til en graf i bilaget til aftalen. Denne graf angav vejledende minimumspraemiestigninger for en given tabsratio. Stigningstakten tiltog, efterhaanden som tabsratioen forringedes. F.eks. var stigningen 53 % for et enkelt skib med en kreditbalance eller tabsratio paa 17 % (dvs. at de indbetalte praemier oversteg tabene med 17 %). Hvis balancen kom i debet og f.eks. var 25 %, ville stigningstakten vaere 90 %. For stoerre flaader kunne taksterne svinge inden for en bestemt margen, og taksterne i margenerne var lavere end de, der gjaldt for enkeltskibe. For ratioer (dvs. debitbalancer) paa under 25 % kunne de ledende assurandoerer frit fastsaette eventuelle yderligere stigninger, hvis de fandt det rimeligt. Hvis fornyelsesbetingelserne laa under de undergraenser, der var fastsat i grafen, »anbefales det paa det kraftigste, at de fire ledende assurandoerer hoerer hinanden, inden de afgiver tilbud, og at resultatet af deres droeftelser indberettes til kaskoforsikringsudvalget«. Denne mulighed for at fravige grafen blev indfoert den 9. februar 1989. Inden dette tidspunkt kunne assurandoererne kun fravige den med kaskoforsikringsudvalgets samtykke. Der fandtes ingen sanktioner, der kunne ivaerksaettes over for assuradoerer, der fraveg grafen unilateralt, bortset fra ifoelge ansoegerne »staerk kritik . . . af de paagaeldende ledende assurandoerer, eller, saafremt sagen var tilstraekkelig alvorlig, en privat samtale mellem formanden eller naestformanden for kaskoforsikringsudvalget og den eller de assurandoerer, der anses for at have forset sig«.

(18) Da grafen har eksisteret »laengere, end nogen nuvaerende assurandoer kan huske tilbage«, kunne parterne ikke sige helt noejagtigt, hvordan den i sin tid var blevet udarbejdet. Parterne har imidlertid forklaret, at den afspejlede »de generelle erfaringer fra markedet«, og at der blev foretaget aendringer i den efter en generel vurdering af f.eks. »valutakurssvingninger . . . inflation og aendringer i omkostningerne til skibsbygning og -reparation«.

(19) Ifoelge klausul 2B skulle »selvrisikoen« saettes op med 50 % »af den procentvise stigning . . ., dog mindst 10 %«, naar resultaterne gjorde en stigning noedvendig.

(20) I klausul 11 var det fastsat, at den saedvanlige kontantrabat blev nedsat fra 15 % til 10 % for betalinger, der ikke straks blev erlagt kontant, men blev udskudt.

(21) I klausul 1(a) i den anmeldte aftale hedder det, at »kvotagenforsikring af kaskoaktiviteter (Hull Quota Share) og obligatoriske genforsikringskontrakter for overskydende beloeb (Obligatory Surplus Reinsurance Contracts) kun kan tegnes for aktiviteter vedroerende skibe, der foerer det paagaeldende lands flag, eller hvis reder eller ledelse har hjemsted i det paagaeldende land, medmindre alle assurandoererne har givet deres samtykke«. Dette betoed, at medmindre der udtrykkeligt var truffet anden aftale, kunne genforsikringen kun omfatte skibe, der var registreret, ejet og ledet i det land, hvori den genforsikrede assurandoer havde hjemsted. Denne klausul blev aendret paa Kommissionens anmodning og indeholder nu en henstilling til genforsikrerne om at soege oplysning om redernes nationalitet, da denne anses for at vaere af stor betydning for risikovurderingen.

(22) De oevrige klausuler i kaskoforsikringsaftalen indeholder retningslinjer og ensartede kriterier for de tekniske enkeltheder i forbindelse med policefornyelser. Grundlaeggende identificerer de »forsigtighedsstandarder« og bibringer metoder, hvorved uklarheder over den forsikredes tidligere skadesanmeldelser eller over omfanget af kasko- og maskinforsikringen begraenses. Assurandoerer er ikke forpligtet til at foelge disse retningslinjer og kan anvende andre, saafremt dette maatte vaere oenskeligt. Retningslinjerne vedroerer spoergsmaal saasom:

a) fremgangsmaade for klassificering af fartoejer

b) behovet for at anvende ensartede kriterier vedroerende information om rederen og dennes tidligere skadesanmeldelser (for at lette sammenligninger og undgaa urigtigheder)

c) behandlingen af vaerdiaendringer af fartoejer og i saerdeleshed behovet for at sondre mellem stigninger, som alene sker for at holde trit med inflationen og de stigninger, som foroeger fartoejets tilboejelighed til delvist tab

d) vaerdifastsaettelsen af fartoejer med henblik paa partielle skader og totalskader, og i saerdeleshed behovet for at sikre at vaerdifastsaettelsen af fartoejer med henblik paa partielle skader og totalskader ikke afviger urimeligt

e) centraliseringen og administrationen af tilbagebetalinger for tidsrum, hvor fartoejet er i havn - naar et fartoej er i havn, er risikoen lavere, end naar det er til soes. I anerkendelse heraf, modtager den forsikrede saedvanligvis en tilbagebetaling. Beloebets stoerrelse og dets relevante tidsrum for rabatten kan frit forhandles ved indgaaelse af forsikringskontrakten. Kravet om tilbagebetaling fremsendes til et centralt kontor drevet af LUA/ILU, hvis medarbejdere har specialviden om havne og havneforhold verden over, og som efterproever, at fartoejet rent faktisk har ligget fortoejet i den paagaeldende periode. Klausulen henviser til tilbagebetalinger for fuldfoerte perioder paa 30 dage, hvilket er det normale tidsrum. Det staar imidlertid alle assurandoerer og grupper af assurandoerer frit at foretage tilbagebetalinger for perioder paa under 30 dage

f) behovet for ikke at miste eller forringe forsikringsgiverens ret til at undersoege klausul vedroerende »soedygtighed anerkendt«

g) behovet for at panthavere faar saerskilt daekning, eftersom kasko- og maskinforsikringen ikke holder dem skadesloese over for ejerens fejlagtige handlinger

h) definitionen af den risiko, som daekkes af kasko- og maskinforsikringen.

ii) Konkurrenceaftalen

(23) Hovedindholdet af denne aftale er, at de ledende assurandoerer, der foerst tegnede en kaskoforsikring, skulle kunne fortsaette som ledende assurandoerer ved fornyelse af policen. De oevrige assurandoerer eller andre potentielle ledende assurandoerer maatte ikke forsoege at indtage pladsen som ledende assurandoer ved fornyelsen. Dette betoed, at de oevrige assurandoerer ikke fik lejlighed til at byde paa eller konkurrere om fornyelser, og at rederne ikke fik fordel af de valgmuligheder og lavere priser, som kunne have vaeret resultatet af konkurrence mellem de ledende assurandoerer.

(24) Endvidere aftalte medlemmerne af de to foreninger i klausul 1 i konkurrenceaftalen, at de ikke ville underskrive nogen »slip«, medmindre to af de ledende assurandoerer fra hver af de to foreninger havde undertegnet denne »slip« (undtagen i de tilfaelde, hvor en ledende assurandoer, der ikke var deltager i aftalen, havde vaeret ledende inden dens undertegnelse). Dette betoed, at konkurrence mellem ILU og LUA i princippet var udelukket.

(25) Konkurrenceaftalen blev tiltraadt af naesten alle ILU's og LUA's medlemmer. Hvis et medlem overtraadte aftalen, kunne den forening, han var medlem af (ILU eller LUA), erklaere, at han ikke laengere ansaas for at opfylde aftalen. Virkningen heraf var, at ingen anden assurandoer kunne deltage i tegningen af en forsikring med ham som ledende assurandoer. Dette er sket mindst én gang, og selv om parterne haevder, at den paagaeldende assurandoer »ikke mistede omsaetning som foelge heraf«, var det fortsat opfattelsen, at denne erklaering var en »passende sanktion«.

(26) LUA og ILU har paa Kommissionens opfordring opgivet denne aftale pr. 25. april 1991. Den er erstattet med en ny aftale, der indeholder foelgende bestemmelser:

1) Naar en konkurrerende gruppe eller grupper af assurandoerer afgiver tilbud paa en forsikring, der skal fornys, kan den eller de ledende assurandoerer i gruppen eller grupperne konsultere den eller de hidtidige ledende assurandoerer. I saa fald skal denne eller disse stille statistiske oplysninger om den paagaeldende flaade til raadighed.

2) De hidtidige assurandoerer og den konkurrerende gruppe maa ikke indbyrdes droefte de betingelser, de vil tilbyde for fornyelsen.

3) Assurandoerer, der paa et givet tidspunkt er underskrivere paa en »slip«, skal give den ledende assurandoer paa »slip'en« mindst to maaneders varsel inden fornyelsestidspunktet for det foerste skib, hvis de agter at forlade den eksisterende »slip« og slutte sig til en potentielt konkurrerende gruppe.

Denne bestemmelse gaelder ikke, hvis den konkurrerende slip er 100 % daekket.

E. Bemaerkninger fra tredjeparter

(27) Kommissionen har ikke modtaget nogen bemaerkninger fra interesserede tredjeparter efter offentliggoerelsen af meddelelsen i henhold til artikel 19, stk. 3, i forordning nr. 17.

II. RETLIG VURDERING

ARTIKEL 85, STK. 1

A. Vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder

(28) ILU og LUA er sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i artikel 85, stk. 1. Kaskoforsikringsaftalen og konkurrenceaftalen er vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder som omhandlet i artikel 85, stk. 1.

B. Paavirkning af samhandelen

(29) En aftale om soeforsikring, der vedroerer transport, vil paa grund af sin beskaffenhed kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Samhandelen paavirkes endvidere, fordi ILU's og LUA's medlemmer yder denne tjeneste til rederier eller gennem maeglere, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater. I betragtning af at de to sammenslutninger tilsammen har naesten 100 % af det britiske marked, kan paavirkningen siges at vaere betydelig.

C. Konkurrencebegraensende virkninger

i) Kaskoforsikringaftalen

Kaskoforsikringsaftalen indeholdt tre bestemmelser, der virkede konkurrencebegraensende i strid med artikel 85, stk. 1:

a) Klausul 3 - grafen

(30) Grafen svarede til en prisfastsaettelsesaftale. Formaalet med aftalen var at hindre, at der blev indgaaet aftaler om fornyelser til satser, der laa under de undergraenser, der var angivet i grafen. Den begraensede de ledende assurandoerers mulighed for at aftale fornyelsesbetingelser, der afveg fra grafen. Indtil den 9. februar 1989 skulle medlemmerne af de to sammenslutninger overholde grafens satser. Gjorde de ikke det, blev der ikke paalagt dem sanktioner, men de blev normalt »kritiseret« af deres kolleger. De manglende sanktioner medfoerte imidlertid ikke, at der ikke var tale om en prisfastsaettelsesaftale som omhandlet i artikel 85, stk. 1, da en saadan aftale paa grund af sin beskaffenhed virker konkurrencebegraensende og udtrykkeligt er forbudt i henhold til artikel 85, stk. 1.

(31) Med hensyn til virkningen kunne ansoegerne ikke angive noejagtigt, hvor mange gange grafen havde vaeret fraveget. De erklaerede dog, at saa vidt de vidste, havde »et antal fornyelser« hvert aar ligget under graenserne i grafen, medens fravigelser af selve grafen blev betragtet som ret usaedvanlige.

(32) At parterne fra den 9. februar 1989 til 25. april 1991 frit kunne fravige grafen, er endvidere ikke ensbetydende med, at artikel 85 ikke blev overtraadt i denne periode. Stigninger i vejledende priser falder ogsaa ind under forbuddet i artikel 85, stk. 1 (3). Den fastsatte forpligtelse til at indberette fravigelser af grafen har ogsaa virket afskraekkende og har derfor haft en tendens til at goere grafen endnu mere konkurrencebegraensende.

b) Klausul 2B

(33) Denne klausul begraensede assurandoerernes mulighed for frit at fastsaette deres egne niveauer for selvrisikoen og virkede derfor konkurrencebegraensende, jf. artikel 85, stk. 1.

c) Klausul 11

(34) Det er fastslaaet i en dom (4), at en aftale om stoerrelsen af de prisnedslag, der kan indroemmes, er omfattet af forbuddet mod prisfastsaettelse i artikel 85, stk. 1. Det er klart, at klausulen var udtryk for en tilgrundliggende aftale om, at der straks kunne udbetales en kontantrabat paa 15 %. Ved udskudt betaling skulle rabatten nedsaettes til 10 %.

(35) Ovennaevnte klausuler blev slettet af ILU og LUA den 25. april 1991.

(36) De resterende klausuler i kaskoforsikringsaftalen er af teknisk art og indeholder ingen bestemmelser, der i maerkbar grad hindrer, begraenser eller fordrejer konkurrencen inden for faellesmarkedet.

ii) Konkurrenceaftalen

(37) Konkurrenceaftalen begraensede konkurrencen paa London-markedet ved i praksis at sikre, at de samme ledende assurandoerer, der i foerste omgang forsikrede en risiko, fortsat forsikrede risikoen ved fornyelse. De ledende assurandoerer var saaledes beskyttet mod konkurrence fra potentielle konkurrerende ledende assurandoerer, der maaske kunne have tilbudt mere favorable betingelser eller priser. Denne aftale blev opgivet af ILU og LUA den 25. april 1991 og erstattet med en ny aftale.

(38) Konkurrenceaftalen begraensede endvidere konkurrencen mellem ILU og LUA, idet der i henhold til aftalen skulle vaere anfoert to ledende assurandoerer fra hver af de to brancheforeninger paa hver »slip« (ordreseddel). Maeglerne kunne derfor ikke frit koncentrere sig om den ene brancheforening, hvis de oenskede det, eller hvor dette kunne have nedsat omkostningerne og skaffet dem mere favorable priser.

(39) I henhold til den nye konkurrenceaftale kan en konkurrerende gruppe eller konkurrerende grupper af assurandoerer udfordre den eksisterende gruppe (eller »slip«). Denne skal endvidere stille sine statistikker over rederiernes flaader til raadighed for at goere det lettere for den konkurrerende gruppe at vurdere risikoen. Den nye konkurrenceaftale forbyder ogsaa enhver droeftelse af fornyelsesbetingelser mellem den eksisterende og den konkurrerende gruppe assurandoerer. Det kan derfor konkluderes, at den nye konkurrenceaftale ikke i maerkbar grad begraenser, hindrer eller fordrejer konkurrencen paa faellesmarkedet -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Paa grundlag af de oplysninger Kommissionen er i besiddelse af, har den ingen grund til at gribe ind i henhold til Traktatens artikel 85, stk. 1, over for de anmeldte aftaler, dvs. kaskoforsikringsaftalen og konkurrenceaftalen, efter at de er blevet aendret.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til foelgende brancheforeninger:

- Lloyd's Underwriters' Association

Lloyd's

Lime Street 1

UK-London EC3M 7HA

- The Institute of London Underwriters

Leadenhall Street 49

UK-London EC3A 2BE Udfaerdiget i Bruxelles, den 4. december 1992. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. 13 af 21. 2. 1962, s. 204/62. (2) EFT nr. C 87 af 8. 4. 1992, s. 4. (3) Brandforsikring (D) - Kommissionens beslutning 85/75/EOEF (EFT nr. L 35 af 7. 2. 1985, s. 20) og sag 45/85, Verband der Sachversicherer eV mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 405. (4) Forenede sager 209 til 215 og 218/78, van Landewijek sarl mod Kommissionen, Sml. 1980, s. 3124; Forenede sager 240 til 242, 261, 262, 268 og 269/84, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 3831.