31991D0389

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 18. juli 1990 om stoette ydet af Freie und Hansestadt Hamburg (Kun den tyske udgave er autentisk) (91/389/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE

FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

under henvisning til de bemaerkninger, som de interesserede parter er blevet anmodet om at fremsaette i henhold til ovennaevnte artikel, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

1. Kommissionen havde foerst faaet kendskab til Freie und Hansestadt Hamburgs beslutning om ét stoetteprojekt (virksomheden Montblanc-Simplo) (1), dernaest om tre andre (Chemische Fabrik Promonta GmbH, Bridgestone Reifen GmbH og Fielmann Verwaltung KG) (2). Ingen af disse stoetteprojekter var blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionen meddelte forbundsregeringen, at den havde indtryk af, at de fire projekter, den havde kendskab til, var baseret paa en stoetteordning. Kommissionen anmodede forbundsregeringen om at fremsaette sine bemaerkninger, men denne anmodning blev ikke efterkommet. Efter at Kommissionen gentagne gange havde opfordret forbundsregeringen til at udtale sig om de fire konkrete tilfaelde, og efter at der var blevet indledt en procedure i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2 (3), fremsendte forbundsregeringen yderligere oplysninger (4). Ifoelge disse oplysninger har Freie und Hansestadt Hamburg i 1986, 1987 og 1988 givet tilsagn om at yde 33 tilskud til 31 virksomheder for at »forhindre afvandring«; det drejer sig om et samlet beloeb paa 27,3 mio. DM, som skulle anvendes til virksomhedsinvesteringer paa i alt 345,8 mio. DM. Stoetteintensiteten ligger i den forbindelse paa mellem 2,3 % (1,5 % nettosubventionsaekvivalent) og 17,5 % brutto (11,2 % NSAE), dvs. gennemsnitlig 7,9 % brutto (ca. 5,1 % NSAE). Det absolutte stoettebeloeb svinger mellem 50 000 DM (ca. 25 000 ECU) og 4,95 mio. DM (ca. 2,5 mio. ECU) pr. modtagervirksomhed. Stoetten ydes i form af et investeringstilskud.

2. Efter en foreloebig undersoegelse af de fire konkrete tilfaelde kunne Kommissionen ikke udelukke, at stoetten i det ene eller det andet tilfaelde blev kumuleret med anden anmeldt eller ikke anmeldt stoette, saaledes at der var tale om en betydeligt hoejere stoetteintensitet. Desuden antog den, at Freie und Hansestadt Hamburg ogsaa ydede stoette til andre virksomheder. Paa dette tidspunkt havde Kommissionen dog ikke modtaget nogen oplysninger om retsgrundlaget for ydelsen af stoetten, og det gaelder saavel for de sager, den havde kendskab til, som for eventuelle andre sager. Den kendte saaledes hverken titlen paa den relevante lov eller datoen for dens offentliggoerelse, ej heller formaalet med stoetten, dens varighed, de naermere betingelser, modtagerne, budgettet osv. Hverken loven selv eller noget konkret tilfaelde, som skulle have vaeret anmeldt, havde vaeret genstand for en undersoegelse eller beslutning fra Kommissionens side som foreskrevet i Traktatens artikel 92 og 93.

Med hensyn til de fire naevnte konkrete tilfaelde var Kommissionen paa det tidspunkt af den opfattelse, at den af Freie

und Hansestadt Hamburg bevilgede stoette ikke faldt ind under undtagelsesbestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).

Paa grund af sine betaenkeligheder indledte Kommissionen den i Traktatens artikel 93, stk. 2, fastsatte procedure, underrettede ved skrivelse af 3. maj forbundsregeringen og ved skrivelse af 6. december 1989 de oevrige medlemsstaters regeringer om procedurens ivaerksaettelse og opfordrede dem til at fremsaette deres bemaerkninger. Ivaerksaettelsen af proceduren blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, jf. artikel 93, stk. 2 (5).

II

Forbundsregeringen fremsatte sine bemaerkninger over for Kommissionen ved skrivelse af henholdsvis 23. august 1989 (6) og 3. januar 1990 (7) samt under en mundtlig droeftelse den 7. november 1989.

I meddelelsen af 23. august 1989 henledte forbundsregeringen foerst og fremmest Kommissionens opmaerksomhed paa tre tidligere meddelelser om de fire konkrete tilfaelde. Heri var der gjort udfoerligt rede for alle enkeltheder og betingelser vedroerende ydelsen af stoetten. Retsgrundlaget for ydelse af stoette af den naevnte art var budgettet for Freie und Hansestadt Hamburg, som bliver vedtaget af parlamentet én gang om aaret; der fandtes ikke noget specielt stoetteprogram i Hamburg. Kommissionen havde ved skrivelse af henholdsvis 12. marts 1987 (8) og 7. marts 1988 (9) faaet meddelelse om, hvilket afsnit i budgettet der dannede grundlag for udbetaling af stoette i det enkelte tilfaelde.

Stoetten blev ydet i form af et investeringstilskud. Kommissionens formodning om, at der ogsaa blev ydet anden stoette - eventuelt ogsaa under andre former - holdt ikke stik. Freie und Hansestadt Hamburg havde i de fire konkrete tilfaelde hverken saenket koebsprisen paa grunden til et niveau, der laa under markedsprisen, eller erhvervet et gammelt driftssted til en pris, der laa over den saedvanlige markedsvaerdi, eller ydet tilskud til yderligere behandling af jorden, eller direkte eller indirekte ydet saadanne former for stoette, som ikke falder inden for rammerne af de forholdsregler, en saelger saedvanligvis maa traeffe. De byggemodnede grunde til erhvervsbyggeri blev saaledes solgt til markedspriser.

Forbundsregeringen kunne i oevrigt ikke forstaa, hvordan Kommissionen var naaet til det resultat, at stoetteintensiteten laa paa mellem 5 og 11,1 % brutto; ifoelge forbundsregeringens beregninger laa den under den naevnte maksimumsvaerdi.

Heller ikke Kommissionens formodning om, at stoetten i det ene eller det andet tilfaelde var blevet kumuleret med anden anmeldt eller ikke anmeldt stoette, var i overensstemmelse med de faktiske forhold; de fire naevnte virksomheder havde ikke modtaget anden form for stoette til deres forehavender. Den af Freie und Hansestadt Hamburg bevilgede stoette blev under hensyntagen til de fordele, der var knyttet til driftsstedets placering i et byomraade, holdt paa et saadant niveau, at

dens intensitet normalt ikke overskred de minimis-reglen (7,5 % brutto). Der kunne saaledes under ingen omstaendigheder blive tale om en stoetteintensitet paa op til 43 % brutto.

Ved forhandlingerne med virksomhederne blev der ud over muligheden for at forlaegge produktionen til lande i Det Fjerne OEsten ogsaa taget hensyn til stoettemulighederne i Hamburgs omegn. Som kerne og centrum i en stoerre »erhvervs- og arbejdsmarkedsregion« maatte Hamburg konkurrere om produktionsstederne ikke blot paa interkontinentalt plan (forlaegning af produktionen til oversoeiske lande med billig arbejdskraft), men ogsaa paa interregionalt plan, dvs. inden for dens egen region. Tilmed kunne der ydes betydelig stoerre stoette i de i udkanten beliggende dele af Hamburgs »erhvervsregion«, som var praeget af fremgang, end i centrum, som er saerlig beroert af krisen inden for skibsbygningsindustrien, skibsfarten og de dermed forbundne erhverv.

Hamburg ligger i haard konkurrence med sin omegn om produktionsstederne; med en omtrent tilsvarende infrastruktur har Hamburgs omegn i det paagaeldende tidsrum vaeret i stand til at bevilge enkelte produktionssteder en stoette, som teoretisk kan andrage op til 25 % af investeringsbeloebet eller mere (inklusive investeringsgodtgoerelsen paa 10 % og de saerlige afskrivninger paa op til 50 %, som virksomhederne har et lovligt krav paa).

Et af firmaerne havde efter afslutningen af forhandlingerne med Hamburg faaet tilbudt et vaesentligt stoerre investeringstilskud fra myndighedererne i et omraade, som oekonomisk og etableringsmaessigt i hoejeste grad hoerer ind under Hamburgs opland og ikke adskiller sig fra Hamburgs yderdistrikter.

Efter forbundsregeringens opfattelse kunne ydelse af det fastsatte investeringstilskud ikke resultere i konkurrenceforvridning, alene af den grund at tilskuddet var vaesentligt lavere end de tilskud, der kunne opnaas paa de umiddelbart tilgraensende produktionssteder. Men disse produktionssteder maatte set ud fra en socio-oekonomisk og ikke mindst en beskaeftigelsesmaessig synsvinkel anses for at vaere langt gunstigere stillet end Hamburg selv; disse tilskud havde Kommissionen dog ikke rejst indsigelse imod, selv om de var stoerre.

Forbundsregeringen paapegede endvidere, at Hamburg forventede at blive behandlet paa samme maade som de danske regioner, som af EF-Kommissionen havde faaet tilladelse til at yde stoette, selv om taersklerne for stoettebehov ikke var naaet. Som begrundelse for denne undtagelsesordning havde Kommissionen peget paa den betydelige stoette, der blev ydet i de tilgraensende tyske regioner omkring Flensburg. Hamburg havde hidtil forgaeves bestraebt sig paa at afvikle stoetten i sin omegn. Hamburg havde dog i realiteten ikke stoerre indflydelse paa beslutningerne om stoette end den danske regering.

Desuden var der ikke grundlag for at antage, at de i Hamburg gaeldende lave stoettesatser, som laa omkring de minimis-niveauet, kunne forstyrre konkurrencen inden for Faellesskabet. Forbundsregeringen henviste endvidere til, at en udflytning af virksomhederne til det umiddelbart tilgraensende opland kunne have givet anledning til udbetaling af stoette efter de her godkendte satser.

Afslutningsvis fastslog forbundsregeringen, at Hamburg i de senere aar havde vaeret vidne til en krisepraeget udvikling inden for skibsbygningsindustrien, skibsfarten og andre maritime brancher samt de dertil knyttede erhverv. Kommissionen havde i dette tilfaelde anerkendt, at det var noedvendigt at gribe ind, idet den ved skrivelse af 31. juli 1987 havde godkendt en stoetteordning med henblik paa en diversificering af Hamburg-skibsvaerfternes produktion. Paa grund af de vedvarende strukturaendringer saa Hamburg sig noedsaget til at faa ekspanderende virksomheder i de ikke-maritime sektorer til at blive i Hamburg, saaledes at de kunne skabe nye arbejdspladser til erstatning for dem, der var gaaet tabt. At give fuldstaendig afkald paa den erhvervsfremmende stoette, som tilkommer Hamburg i henhold til Forbundsrepublikken Tysklands forfatning, ville i den givne situation, som er praeget af betydelig strukturbetinget arbejdsloeshed, betyde oeget afvandring og dermed en skaerpelse af beskaeftigelseskrisen.

Under de mundtlige droeftelser den 7. november 1989 afsloerede repraesentanter for forbundsregeringen for foerste gang, og i modstrid med meddelelsen af 23. august 1989, at Freie und Hansestadt Hamburg ogsaa havde ydet stoette i andre tilfaelde. Der blev givet tilsagn om, at Kommissionen

senere ville modtage naermere oplysninger om de enkelte tilfaelde. Derimod blev det benaegtet, at »Hamburger Gesellschaft fuer Wirtschaftsfoerderung« paa egen haand havde ydet stoette.

Med hensyn til stoetten til virksomheden Montblanc-Simplo GmbH meddelte forbundsregeringen ved skrivelse af 3. januar 1990, at »grundbyrden« (Erbbauzins) for den grund, som Hamburg havde erhvervet, var blevet fastlagt paa basis af handelsvaerdien efter saedvanlige beregningsmetoder; grundbyrden indeholdt ingen stoetteelementer. Desuden havde byen i det paagaeldende tilfaelde koebt Montblancs grund til handelsvaerdien og videresolgt den til samme pris.

Endelig gav forbundsregeringen meddelelse om, at der i perioden 1986 til 1988 var blevet bevilget stoette til yderligere 27 virksomheder med henblik paa »at forhindre afvandring«. Samtidig blev der givet oplysninger om henholdsvis investeringssum, tilskuddets stoerrelse, arbejdspladser i Hamburg samt omsaetning. Der blev ikke givet nogen yderligere begrundelse for ydelsen af stoette i disse konkrete tilfaelde.

I perioden 1986 til 1988 blev der konkret givet tilsagn om foelgende investeringstilskud til virksomheder:

(i DM)

20.

Navn

Investeringstilskuddets

stoerrelse

Investeringssum

1.

Carl Schroedter (GmbH & Co.)/VSG

Verfahrenstechnik fuer Schiffsbetr.

100 000

3 000 000

2.

Erich Wagner & Co.

150 000

2 400 000

3.

Mock & Reimers GmbH

175 000

2 142 000

4.

Oellerking Gebaeudereinigungsgesellschaft mbH

75 000

1 037 700

5.

Krupp Corpoplast Maschinenbau GmbH

1 500 000

17 440 000

6.

Heinr. Ambrosius GmbH

215 500

2 155 000

7.

8.

aa

a

s

Montblanc-Simplo GmbH

2 875 000

825 000

23 000 000

11 000 000

9.

10.

aa

a

s

Bridgestone Reifen GmbH

3 262 000

1 690 000

41 600 000

3 380 000

11.

Chemische Fabrik Promonta GmbH

1 100 000

48 000 000

12.

Fielmann Verwaltung GmbH

2 000 000

26 100 000

13.

E. F. Oppermann GmbH & Co.

1 664 300

9 510 000

14.

Berendsohn AG

1 066 000

13 330 000

15.

KG Wilh. Liebelt GmbH & Co.

620 000

7 290 000

16.

Harms & Wende GmbH & Co.

500 000

5 950 000

17.

SECA Vogel & Halke GmbH & Co.

2 970 000

33 000 000

18.

KRASA Kraemer & Sawitsch GmbH & Co.

200 000

3 509 400

19.

Classen & Co. GmbH

75 000

888 000

20.

Fr. Daub & Soehne (GmbH u. Co.)

248 000

2 480 000

21.

»Repro 68« Lithographie u. Klischee GmbH

850 000

9 511 000

22.

Geo Poulson GmbH & Co.

100 000

2 532 000

23.

J. H. Peters & Bey GmbH

160 000

2 618 500

24.

Manfred Hechtl Gebaeudereinigungs- und

Beteiligungs-GmbH

71 000

850 000

25.

L. W. C. Michelsen GmbH

200 000

4 000 000

26.

Arno Geerds

190 000

3 015 700

27.

Horst Roeder & Co. (GmbH & Co.)

418 000

4 400 000

28.

Juki (Europe) GmbH

1 735 000

23 143 900

29.

Emil Deiss KG

360 000

4 300 000

30.

Dresser Pleuger GmbH

600 000

8 400 000

31.

Bijou Brigitte modische Accessoires AG

232 500

3 105 000

32.

Hans-Joachim Sauer GmbH & Co.

50 000

1 700 000

33.

Rofin Sinar Laser-GmbH

1 000 000

21 025 000

III

Hverken medlemsstaternes regeringer eller andre interesserede parter har fremsat bemaerkninger om procedurens ivaerksaettelse inden fristens udloeb.

IV

1. Kommissionen baserede sin beslutning om at indlede proceduren paa den antagelse, at Freie und Hansestadt Hamburg ud over investeringstilskuddene ogsaa ydede stoette i anden form (f.eks. saenkning af koebsprisen for den nye grund, tilbagekoeb af det gamle driftssted til en pris, der laa over den saedvanlige markedsvaerdi, reduktion af ekstraomkostningerne i forbindelse med behandling af jorden og overtagelse af andre udgifter, som af Freie und Hansestadt Hamburg betragtes som infrastrukturforanstaltninger). Endvidere antog den, at intensiteten undertiden kunne naa et meget hoejt niveau som foelge af kumuleringen med anden anmeldt eller ikke-anmeldt stoette.

Forbundsregeringen oplyste i sin skrivelse af henholdsvis 27. oktober 1987, 19. april 1988, 23. august 1989 og 3. januar 1990, at Kommissionens formodning om, at der ud over investeringstilskuddene ogsaa blev ydet anden stoette - eventuelt ogsaa under andre former - ikke holdt stik.

Med hensyn til det konkrete tilfaelde, som vedroerte virksomheden Montblanc-Simplo GmbH, oplyste forbundsregeringen, at grundbyrden for den af Hamburg erhvervede grund var blevet fastlagt paa basis af den for dette byggemodnede omraade almindeligt gaeldende kvadratmeterpris og under anvendelse af saedvanlige beregningsmetoder. Virksomheden Montblanc-Simplo GmbH's hidtidige driftsgrund havde byen koebt til handelsvaerdien og videresolgt til samme pris.

Ifoelge de foreliggende oplysninger begunstiger disse transaktioner ikke den paagaeldende virksomhed, og de udgoer derfor heller ikke stoette i den i Traktatens artikel 92, stk. 1, anvendte betydning. Kommissionen raader heller ikke i de andre tilfaelde over oplysninger, som kunne stoette dens oprindelige formodninger yderligere. Derfor fastholder Kommissionen ikke laengere disse formodninger, og den afslutter proceduren vedroerende ydelse af supplerende stoette i anden form end investeringstilskud og kumulering af stoette. I det foelgende vil det blive undersoegt, om investeringstilskuddene til »forhindring af afvandring« er forenelige med faellesmarkedet.

2. Den af Freie und Hansestadt Hamburg ydede stoette til forhindring af afvandring er omfattet af Traktatens artikel 92, stk. 1, af foelgende grunde:

Den omhandlede stoette ydes af Freie und Hansestadt Hamburg. At det organ, som yder stoetten, er en regional offentlig myndighed, er ikke til hinder for, at artikel 92, stk. 1, kan bringes i anvendelse. Dette har Domstolen udtrykkeligt fastslaaet (jf. dom af 14. oktober 1987 i sag 248/84).

Der ydes stoette til investeringer foretaget af bestemte virksomheder i Hamburg. Disse virksomheder begunstiges ved, at investeringsomkostningerne reduceres.

Den i det foreliggende tilfaelde omhandlede stoette fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen, fordi den finansielle stoette, som virksomhederne modtager, resulterer i en maanedlig forbedring af deres afkast, og dermed oeger deres dispositionsfrihed i forhold til konkurrenter, som ikke modtager saadanne tilskud.

Disse konkurrencefordrejninger er tilmed maerkbare. Stoettesatserne ligger med deres nettosubventionsvaerdi paa mellem 1,5 og 11,2 %; den gennemsnitlige intensitet er paa 5,1 % netto. Gennem en saadan saenkning af investeringsomkostningerne opnaar de begunstigede virksomheder en betydelig fordel i forhold til deres konkurrenter, som ikke modtager stoette.

For saa vidt stoetten foranledninger virksomheder til at vaelge et andet produktionssted eller at forblive paa et bestemt produktionssted, maa dette i oevrigt betragtes som en fordrejning af konkurrencen i den i artikel 92, stk. 1, anvendte betydning. Gennemfoerelse af en ordning, der sikrer, at konkurrencen inden for faellesmarkedet ikke fordrejes (Traktatens artikel 3, litra f)), indebaerer nemlig ogsaa, at virksomhedernes

valg af produktionssted er resultatet af en selvstaendig beslutning, og at de ikke paavirkes eller styrkes af eventuel stoette. I de foreliggende tilfaelde blev der oejensynligt fastsat forskellige beloeb og forskellige intensitetsniveauer fra sag til sag for at faa virksomheder til at forblive i Hamburg. I disse tilfaelde blev beloeb paa 50 000 DM eller beloeb med en nettosubventionsvaerdi paa 1,5 % anset for tilstraekkelige til at faa virksomhederne til at vaelge Hamburg som produktionssted og dermed hindre deres udflytning.

Denne konstatering gendrives ikke af det argument, at stoetten i de foreliggende tilfaelde ikke kunne resultere i konkurrencefordrejning alene af den grund, at investeringstilskuddene i Hamburg var betydeligt lavere end paa de umiddelbart tilgraensende produktionssteder, og at Kommissionen ikke havde gjort indsigelse mod, at der blev ydet en mere omfattende stoette i disse omraader, hvor beskaeftigelsessituationen tilmed var gunstigere. Naar Kommissionen skal afgoere, om en given stoette er forenelig med faellesmarkedet, foretager den nemlig ikke en isoleret vurdering af stoettens stoerrelse, risikoen for konkurrencefordrejning eller en enkelt socio-oekonomisk indikator. Derimod skal Kommissionen, inden den traeffer en saadan afgoerelse, fastslaa, om der foreligger en af de i Traktatens artikel 92, stk. 1, naevnte situationer - herunder konkurrencefordrejning. Dernaest skal den undersoege, om stoetten falder ind under en af Traktatens undtagelsesbestemmelser. Ved denne undersoegelse skal der bl.a. tages hensyn til formaalet med stoetten; undersoegelsen foretages paa grundlag af ganske bestemte kriterier for hver enkelt undtagelsesbestemmelse. Kommissionen skal herved afveje alle, og ikke blot enkelte, for beslutningen relevante forhold i forhold til hinanden.

Den omhandlede stoette paavirker endvidere samhandelen mellem medlemsstaterne.

Ifoelge Domstolens dom skal Kommissionen ved undersoegelsen af dette forhold fastslaa, om stoetteordningen er af en saadan

art, at den foerst og fremmest kommer virksomheder til gode, som deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne (dom i retssag 248/84). Kommissionen skal i denne forbindelse drage omsorg for, at de medlemsstater, som yder stoette under tilsidesaettelse af deres anmeldelsespligt i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 3, ikke begunstiges i forhold til de medlemsstater, som anmelder stoetten allerede paa planlaegningsstadiet (dom i sag 301/87).

Ved ivaerksaettelsen af proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, havde Kommissionen en formodning om, at der ud over de fire konkrete tilfaelde, den havde kendskab til, ogsaa blev ydet stoette til andre virksomheder. Den indledte derfor proceduren med henblik paa denne stoetteordning (eller disse stoetteordninger) og hvert enkelt tilfaelde, hvor den havde fundet anvendelse. Der findes ganske vist ikke nogen speciel stoetteordning i Hamburg. Men i alle de 33 tilfaelde, som Kommissionen har kendskab til, ydes stoetten af samme myndighed (Hamburger Kreditkommission), som er oprettet specielt med henblik herpaa, og den ydes med samme hovedformaal (for at hindre udflytning) og paa grundlag af samme afsnit i budgettet. Forudsaetningerne for at tale om en stoetteordning er altsaa i praksis opfyldt. Kommissionens undersoegelse kan derfor gennemfoeres paa samme maade som ved undersoegelse af stoetteordninger.

Det ville ikke vaere rimeligt at undersoege, i hvilket omfang den stoette, der er blevet bevilget i hvert enkelttilfaelde i henhold til stoetteordningen til forhindring af afvandring, paavirker samhandelen, da Forbundsrepublikken i saa fald ville blive begunstiget i forhold til andre medlemsstater, som anmelder stoetten allerede paa planlaegningsstadiet. Erfaringsmaessigt maatte Kommissionen paa forhaand gaa ud fra, at foernaevnte stoette blev ydet til virksomheder, som deltager i samhandelen mellem medlemsstater.

De konkrete tilfaelde, som nu er blevet meddelt Kommissionen, bekraefter da ogsaa formodningen om, at stoetten til forhindring af afvandring er af en saadan art, at den foerst og fremmest kommer saadanne virksomheder til gode, som deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne eller handler med varer eller tjenesteydelser, som forhandles inden for Faellesskabet.

Som naevnt i det foregaaende bliver virksomheder, som tager finansiel stoette, gunstigere stillet end deres konkurrenter. For saa vidt som de begunstigede virksomheder deltager i samhandelen mellem medlemsstaterne, maa denne anses for at vaere paavirket af stoetten.

Endelig paavirkes samhandelen mellem medlemsstaterne ogsaa ved, at begunstigede virksomheders valg af produktionssted paavirkes af stoetten. Dette gaelder for alle de her omhandlede tilfaelde, eftersom de tyske myndigheder har betegnet stoetten som et middel til at forhindre afvandring. Med hensyn til de fire enkelttilfaelde har forbundsregeringen oplyst, at det under forhandlingerne med virksomhederne havde vist sig, at Hamburg befandt sig i baade interkontinental og intraregional konkurrence, naar det drejer sig om virksomhedernes valg af produktionssted. Det er dog hoejst usandsynligt, at disse virksomheder, som foelgelig udmaerker sig ved stor global mobilitet med hensyn til produktionssted, udelukkende vaelger mellem disse to ekstremer uden ogsaa at overveje muligheden af at oprette et nyt produktionssted i andre

EF-medlemsstater. Hvis virksomheder afholdes fra at flytte deres produktionssted fra én medlemsstat til en anden, vil ikke blot den omstaendighed, at flytningen er blevet forhindret, men ogsaa det forhold, at produktionen og udbuddet fortsat er knyttet til det gamle produktionssted, foere til en fastlaasning af de bestaaende handelsstroemme mellem medlemsstaterne og dermed indirekte til en begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

Den af Freie und Hansestadt Hamburg ydede stoette er derfor omfattet af Traktatens artikel 92, stk. 1,

3. Forbundsregeringen var forpligtet til at underrette Kommissionen om den paataenkte indfoerelse af disse stoetteforanstaltninger saa betids, at Kommissionen kunne fremsaette sine bemaerkninger hertil, jf. Traktatens artikel 93, stk. 3. Forbundsregeringen har ikke opfyldt denne forpligtelse i noget tilfaelde. Fremsendelsen af oplysninger efter anmodning fra Kommissionen var ikke nogen anmeldelse i den i artikel 93, stk. 3, anvendte betydning; desuden var forbundsregeringens oplysninger om bestemte enkeltheder, betingelserne for ydelse af stoette og konkrete sager ufuldstaendige. Det fremgik ikke af de af forbundsstaten og delstaterne udarbejdede budgetoverslag, som fremsendes til Kommissionen én gang om aaret, hvilke budgetposter stoetten til forhindring af afvandring blev henfoert under. Forbundsregeringen selv har i sin skrivelse af 7. december 1987 meddelt, at disse generelle meddelelser paa ingen maade skulle tolkes paa den maade, at forbundsregeringen ville godkende alle udgiftsposterne som stoette. I oevrigt er forbundsregeringen i mellemtiden ophoert med at fremsende disse meddelelser.

4. Den af Hamburg ydede stoette til forhindring af afvandring er hverken stoette af social karakter til enkelke forbrugere eller stoette, hvis formaal er at raade bod paa skader, der er foraarsaget af naturkatastrofer eller af andre usaedvanlige begivenheder, eller stoetteforanstaltninger for oekonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands omraader, som er paavirket af Tysklands deling. Derfor kan ingen af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 2, finde anvendelse. Da der desuden heller ikke er tale om stoette, der kan fremme virkeliggoerelsen af vigtige projekter af faelleseuropaeisk interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats oekonomi, eller om stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, kan heller ikke artikel 92, stk. 3, litra b), og den tilsvarende delbestemmelse i artikel 92, stk. 3, litra c), finde anvendelse.

5. I det foreliggende tilfaelde drejer det sig om stoette, som maa betragtes som regionalstoette. De eneste mulige undtagelser fra stoetteforbuddet er saaledes de i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), naevnte. Heri defineres de maal, som er i Faellesskabets interesse og ikke blot i medlemsstaternes eller stoettemodtagernes interesse. Disse undtagelsesbestemmelser skal fortolkes restriktivt, naar der skal tages stilling til stoetteordninger og konkrete tilfaelde.

Det maa isaer understreges, at der kun kan indroemmes undtagelser, hvis Kommissionen kan fastslaa, at markedskraefterne alene ikke ville vaere tilstraekkelige til at faa de

begunstigede virksomheder til at handle paa en maade, som kunne bidrage til virkeliggoerelsen af de maal, der er naevnt i undtagelsesbestemmelserne.

Hvis de naevnte undtagelsesbestemmelser blev anvendt, uden at der kunne paavises en saadan aarsagssammenhaeng, ville samhandelen mellem medlemsstaterne blive paavirket og konkurrencevilkaarene fordrejet, uden at dette blev opvejet af en tilsvarende fordel for Faellesskabet.

Hvis Kommissionen anvender foernaevnte principper ved undersoegelsen af regionale stoetteordninger, maa den vaere overbevist om, at der i de paagaeldende omraader, sammenlignet med Faellesskabet som helhed, er saa alvorlige vanskeligheder, at det er berettiget at yde stoette i den foreslaaede stoerrelsesorden. Undersoegelsen maa foere til den konklusion, at stoetten er noedvendig for at virkeliggoere de i artikel 92, stk. 3, litra a) eller c), naevnte maal. Kan dette ikke paavises, maa det antages, at stoetten ikke bidrager til at virkeliggoere de i undtagelsesbestemmelserne fastlagte maal, men hovedsagelig tjener til at begunstige de omhandlede virksomheder.

6. I henhold til artikel 92, stk. 3, litra a), kan stoette betragtes som forenelig med faellesmarkedet, hvis den fremmer den oekonomiske udvikling i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse.

I sin metode for anvendelsen af denne traktatbestemmelse paa statsstoette med regionalt sigte, hvortil der udtrykkelig henvises her, har Kommissionen fastsat, at regioner med et koebekraftskorrigeret bruttonationalprodukt per capita paa under 75 % af faellesskabsgennemsnittet, hvilket er udtryk for en usaedvanlig lav levestandard eller en betydelig underbeskaeftigelse, falder ind under undtagelsesbestemmelsen i artikel 92, stk. 3, litra a). Ved en undersoegelse af regionerne paa grundlag af denne taerskelsvaerdi, naar Kommissionen frem til den konklusion, at Forbundsrepublikken Tysklands oekonomiske og sociale situation hverken paa nationalt eller paa lokalt plan goer det berettiget at anvende denne bestemmelse. Dette standpunkt har Kommissionen forsvaret talrige gange tidligere - f.eks. i beslutning 87/15/EOEF (10). I det foreliggende tilfaelde bekraeftes denne vurdering af, at Freie und Hansestadt Hamburg i perioden 1985 til 1987 kunne opvise et koebekraftskorrigeret BNP-indeks paa gennemsnitlig 187,7 (EUR12 = 100).

7. I henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), kan stoette til fremme af udviklingen af visse oekonomiske regioner betragtes som forenelige med faellesmarkedet, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Ved anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse har Kommissionen en vis skoensbefoejelse, som den udoever paa basis af en vurdering af en raekke oekonomiske og sociale faktorer.

Domstolen har fastslaaet, at stoette paa den ene side skal undersoeges i en faellesskabssammenhaeng (dom i sag 730/79), og at Kommissionen paa den anden side har ret til at godkende stoette til fremme af visse omraader, hvor den oekonomiske situation er daarligere end det nationale gennemsnit (dom i sag 248/84). I Kommissionens metode for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra c), er disse to synspunkter kaedet sammen, saaledes at den socio-oekonomiske situation i en given region vurderes saavel i national sammenhaeng som i faellesskabssammenhaeng, og Kommissionen kan ved hjaelp af denne metode maale forskellen mellem de beroerte omraader og det nationale gennemsnit og fastslaa, om denne forskel kan betragtes som betydelig i en faellesskabssammenhaeng.

Kommissionen skal samtidig fastslaa, at regionalstoetten »ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse«.

AEndringen af handelsvilkaarene som foelge af en given regionalstoette kan kun anses for ikke at vaere i strid med den faelles interesse, hvis det kan fastslaas, at

- markedskraefterne alene, dvs. uden stoetten, ikke vil kunne loese disse problemer eller foere til den noedvendige udvikling af de beroerte omraader

- stoettens stoerrelse er afpasset efter disse vanskeligheder

- ydelsen af stoette ikke fordrejer konkurrencen i bestemte erhvervsgrene i urimelig grad.

Disse principper har ogsaa dannet grundlag for Kommissionens tidligere beslutninger om regionalstoette.

8. Kommissionen har undersoegt Freie und Hansestadt Hamburgs socio-oekonomiske situation saavel i national sammenhaeng som i faellesskabssammenhaeng. For at sikre, at analysen af den socio-oekonomiske situation, maalt i forhold til Faellesskabet som helhed, er systematisk og objektiv, har Kommissionen udviklet en metode, saaledes at der for omraaderne i hver medlemsstat kan fastlaegges generelle taerskelvaerdier, udtrykt i strukturel arbejdsloeshed og bruttonationalprodukt per capita, som et maal for, hvornaar en given stoette kan accepteres. Denne metode har Kommissionen beskrevet udfoerligt i sin meddelelse af 12. august 1988 (11).

Disse taerskelvaerdier kontrolleres regelmaessigt i lyset af de nyeste data. I henhold til de nugaeldende taerskelsvaerdier er omraader i Forbundsrepublikken Tyskland i princippet stoetteberettigede, hvis deres bruttonationalprodukt eller deres bruttovaerditilvaekst per capita ikke overskrider 74 % af forbundsgennemsnittet, eller hvis arbejdsloesheden over en femaarsperiode overstiger 143 % af forbundsgennemsnittet.

Kommissionen har baseret denne analyse paa de nuvaerende taerskelvaerdier og de seneste tal for bruttovaerditilvaekst og

arbejdsloeshed. Selv om stoetten blev bevilget allerede i 1986 til 1988, er anvendelsen af disse nyeste tal ikke til skade for Hamburg.

Foerste fase af analysen viser, at Freie und Hansestadt Hamburgs bruttonationalprodukt per capita i 1983, 1985 og 1987 i gennemsnit svarer til talvaerdien 162,9, medens den gennemsnitlige arbejdsloeshed i 1984 til 1988 svarer til talvaerdien 126,5 (forbundsstaten = 100).

Det fremgaar heraf, at den af Freie und Hansestadt Hamburg ydede stoette efter den foreloebige vurdering ikke kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet.

Denne vurdering, som er baseret paa taerskelvaerdier, er dog kun af foreloebig karakter. Den kan korrigeres i analysens anden fase, hvis andre indikatorer for den nuvaerende situation eller den fremtidige udvikling i de paagaeldende omraader peger i modsat retning.

I analysens anden fase undersoegte Kommissionen isaer tendensen i arbejdsloesheden og bruttonationalproduktet.

Denne undersoegelse foerte til foelgende resultater:

Arbejdsloesheden i Freie und Hansestadt Hamburg er siden 1984 steget stoet i forhold til forbundsgennemsnittet. Indekset var i 1984 paa 112, i 1985 paa 121, i 1986 og 1987 paa 130 og i 1988 paa 145. Med denne sidste kraftige stigning blev den nuvaerende taerskelvaerdi paa 143 saaledes overskredet en smule.

Det skal dog i denne forbindelse understreges, at der foerst tegnes et realistisk billede af den faktiske arbejdsmarkedssituation i Hamburg-omraadet, naar bystatens snaevre, historisk betingede udveksling af pendlere med omegnsomraadet drages med ind i vurderingen. Denne afgraensning efter antallet af pendlere danner i oevrigt ogsaa grundlag for den geografiske basisenhed »arbejdsmarkedsregion«, som anvendes i forbindelse med forbundsstatens og delstaternes faelles stoetteprogram (Gemeinschaftsaufgabe, »Verbesserung der regionalen Wirtschaftsstruktur«).

For hele arbejdsmarkedsregionen Hamburg er arbejdsloeshedsindekset som foelger (forbundsstaten = 100): 1984: 116, 1985: 127, 1986: 136, 1987: 144, 1988: 140. Det ses heraf, at arbejdsloeshedsindekset ganske vist ogsaa her steg stejlt til at begynde med. Men indekset kulminerede i 1987, og allerede i 1988 faldt det atter til under taerskelvaerdien paa 143. Det strukturelle arbejdsloeshedsindeks (gennemsnitlige arbejdsloeshed i aarene 1984 til 1988), som var paa 132, laa dog langt under denne taerskel.

Hvad angaar tendensen for bruttonationalproduktet per capita i Freie und Hansestadt Hamburg, laa indekset i 1983 paa 160,0, i 1985 paa 163,8 og i 1987 paa 165 (forbundsstaten = 100). Dette viser klart, at Freie und Hansestadt Hamburgs i forvejen meget hoeje oekonomiske aktivitetsniveau kunne forbedres yderligere.

Ogsaa andre socio-oekonomiske indikatorer tegner et gunstigt billede af situationen i Hamburg; ved den seneste revision af

klassificeringen af stoetteomraader under »Gemeinschaftsaufgabe« laa denne arbejdsmarkedsregion paa syvendepladsen, for saa vidt angaar loensum, og endog paa tredjepladsen, for saa vidt angaar infrastruktur, ud af i alt 179 arbejdsmarkedsregioner.

Efter en foreloebig vurdering kan det fastslaas, at den markante stigning i arbejdsloesheden, i betragtning af det fortsat meget hoeje oekonomiske aktivitetsniveau og den generelt gode socio-oekonomiske situation, ikke goer det berettiget at anvende undtagelsesbestemmelsen i Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), paa stoetteforanstaltningerne i Hamburg.

9. Men forbundsregeringen havde ogsaa begrundet ydelsen af ovennaevnte stoette med, at Freie und Hansestadt Hamburg i de senere aar havde maattet notere en nedgang i antallet af arbejdspladser inden for skibsbygningsindustrien, skibsfarten og andre maritime brancher samt de dermed forbundne omraader.

I realiteten faldt antallet af arbejdspladser inden for skibsbygningsindustrien fra 8 026 i 1984 til 5 721 i 1988 (i aarsgennemsnit). Foelgende forhold boer dog tages i betragtning i denne forbindelse: Skibsbygningsindustriens andel i den forarbejdende industri (virksomheder med over 20 beskaeftigede) var tidligere praeget af konstant tilbagegang og udgjorde i 1986 kun 5,3 %. Sammenholdt med det samlede antal beskaeftigede udgjorde skibsbygningsindustriens andel endog kun 0,8 % i 1986. Selv om det antages, at de med skibsbygningsindustrien forbundne omraader udgoer en tilsvarende andel, maa det konstateres, at disse generelt ikke laengere er bestemmende for byens oekonomiske udvikling. Paa samme maade kan stigningen i arbejdsloesheden i Hamburg kun i ringe omfang tilskrives stigningen i arbejdsloesheden inden for skibsbygningsindustrien; f.eks. steg antallet af arbejdsloese i Hamburg med 14 615 i perioden 1984 til 1986, medens antallet af nedlagte arbejdspladser inden for skibsbygningsindustrien »kun« var paa 1 100. Endelig skal det bemaerkes, at nedgangen i antallet af arbejdspladser inden for skibsbygningsindustrien synes at vaere standset; saaledes steg antallet af arbejdspladser fra 5 672 (maanedsgennemsnit for januar til september 1988) til 5 894 (maanedsgennemsnit for januar til september 1989), dvs. med 3,9 %. Heraf kan udledes, at nedgangen i antallet af arbejdspladser inden for skibsbygningsindustrien og dermed forbundne omraader ikke kan anvendes som begrundelse for ydelse af regionalstoette.

At Kommissionen har godkendt stoetteordningen med henblik paa en diversificering af Hamburg-skibsvaerfternes produktion, kan ganske vist fortolkes paa den maade, at Kommissionen her har anerkendt, at der var behov for indgreb. Da Kommissionen godkendte denne ordning, skulle den dog ikke tage stilling til, hvorvidt denne stoette daekkede behovet for indgreb. I hvert tilfaelde kan denne tidligere beslutning ikke danne praecedens for godkendelse af andre stoetteforanstaltninger i Hamburg. I oevrigt maa det paa baggrund af ovenstaaende tilfaelde samt andre stoetteordninger og foranstaltninger, som ikke er blevet anfaegtet af Kommissionen, eller programmer, som Kommissionen selv har godkendt (som f.eks. Renaval-programmet for Hamburg centrum), vaere klart for Hamburg, at Kommissionen ikke har kraevet og ikke kraever fuldstaendig ophaevelse af enhver form for stoette til erhvervslivet, saaledes som forbundsregeringen frygter.

Sammenfattende kan det fastslaas, at Freie und Hansestadt Hamburg, ifoelge Kommissionens metode for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra c), paa national regionalstoette, ikke kan komme i betragtning som modtager af regionalstoette. Det maa i den forbindelse understreges, at forbundsregeringen hverken nu eller paa et tidligere tidspunkt har anmeldt hverken dette omraade eller hele arbejdsmarkedsregionen Hamburg, som ifoelge den tyske klassificeringsmetode ligger paa syvendepladsen blandt samtlige 179 arbejdsmarkedsregioner, som stoetteomraade. Denne region blev saaledes heller ikke godkendt som stoetteomraade, da Kommissionen vedtog sine beslutninger om regionalstoette i Forbundsrepublikken Tyskland.

10. Stoetten til Hamburg kan heller ikke begrundes med, at Kommissionen ikke har gjort indsigelse mod, at der blev ydet mere omfattende stoette til umiddelbart tilgraensende produktionssteder, som til dels befandt sig i en gunstigere socio-oekonomisk situation.

De dele af Gemeinschaftsaufgabes stoetteomraade, der graenser op til Hamburg, og som ifoelge forbundsstatens definition tilhoerer »Zonenrandgebiet«, er blevet godkendt af Kommissionen i henhold til Traktatens artikel 92, stk. 2, litra c). Ifoelge denne bestemmelse er »stoetteforanstaltninger for oekonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands omraader, som er paavirket af Tysklands deling (forenelige med faellesmarkedet), i det omfang de er noedvendige for at opveje de oekonomiske ulemper, som denne deling har foraarsaget«.

Som tidligere naevnt kan ydelse af regionalstoette i Hamburg dog udelukkende godkendes i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c). Ifoelge forbundsstatens definition hoerer Hamburg ikke til »Zonenrandgebiet«, Hamburg-ordningen er ikke blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til artikel 92, stk. 2, litra c), og Kommissionen kan heller ikke fastslaa, at de i denne undtagelsesbestemmelse fastsatte materielle betingelser for godkendelse af stoette er opfyldt. Kommissionen tager ad notam, at forbundsregeringen betragter ydelsen af »Zonenrand«-stoette som en ulempe for Hamburg. Dette kan dog ikke benyttes som begrundelse for at yde stoette til virksomheder i Hamburg og dermed indlede et kaploeb om tilskud, til skade for de offentlige budgetter og de oevrige virksomheder i Faellesskabet.

11. Ydelse af stoette i Hamburg kan heller ikke begrundes med, at Kommissionen har givet tilladelse til, at der blev ydet stoette i de til det tyske »Zonenrandgebiet« tilgraensende danske regioner, selv om taerskelvaerdierne for, hvornaar der er behov for stoette, ikke var naaet.

Det skal i denne forbindelse foerst og fremmest understreges, at analysens foerste fase, saaledes som den indgaar i metoden for anvendelse af artikel 92, stk. 3, litra c), kan indebaere ulemper for graenseomraadet mellem to medlemsstater, da de aendrede taerskelvaerdier ikke blot er baseret paa faellesskabsvaerdier, men ogsaa paa nationale vaerdier. Derfor er der en teoretisk mulighed for, at graenseomraader i to medlemsstater, som har tilsvarende regionale problemer, vurderes forskelligt i analysens foerste fase. Som naevnt i det foregaaende er

sammenligningen paa grundlag af taerskelsvaerdier dog kun en foreloebig vurdering. Denne suppleres med analysens anden fase. I denne fase skal Kommissionen, naar det drejer sig om graenseomraader, bl.a. tage i betragtning, at stoetteforanstaltninger, som under saedvanlige omstaendigheder udelukkende paavirker konkurrencen mellem produktionsstederne inden for samme region, efter al sandsynlighed ogsaa vil begraense samhandelen mellem medlemsstaterne. Derfor skal den vaere saerlig opmaerksom paa, at graenseomraader, som ligger taet paa hinanden og objektivt staar over for samme regionale problemer, behandles ens, naar det drejer sig om kontrol med stoetten. Med hensyn til Danmarks graenseregioner er Kommissionen efter at have foretaget en analyse paa grundlag af denne metode, herunder en sammenligning med naboomraaderne i Forbundsrepublikken Tyskland, naaet til det resultat, at ydelsen af regionalstoette her kan betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Ifoelge den af samordningsprincipperne fastsatte regel, at stoetten skal afpasses efter problemernes art og styrke, er de i Danmark gaeldende stoettelofter, som Kommissionen har godkendt, dog lavere end i de tilgraensende stoetteregioner i Forbundsrepublikken.

12. Endelig kan den i Hamburg ydede stoette til forhindring af afvandring heller ikke begrundes med, at stoettesatserne ikke overstiger det niveau (7,5 % brutto), som er fastsat i bestemmelserne om vurdering af mindre betydningsfulde stoetteordninger.

For det foerste er anvendelsen af denne de minimis-regel bundet til bestemte kriterier: Paa det tidspunkt, hvor de tyske myndigheder bevilgede stoette til virksomhederne i Hamburg (1986 til 1988), vedroerte den saaledes kun virksomheder med hoejst 100 ansatte og ikke over 10 mio. ECU i aarsomsaetning. De foreliggende konkrete tilfaelde viser dog, at der i Hamburg ogsaa blev ydet stoette til stoerre virksomheder. For det andet maa intensiteten paa 7,5 % brutto ikke overskrides, hvis der ydes stoette efter de minimis-reglen. Ogsaa her viser de foreliggende tilfaelde, at denne stoettegraense ikke er blevet overholdt. For det tredje kan de minimis-kriterierne kun bringes i anvendelse, hvis ordningen er blevet anmeldt til Kommissionen og godkendt af denne inden dens indfoerelse, jf. artikel 93, stk. 3. En saadan anmeldelse har dog ikke fundet sted i de foreliggende tilfaelde.

13. Derudover har forbundsregeringen hverken peget paa specielle problemer inden for en bestemt sektor eller anfoert nogen anden begrundelse for ydelse af ovennaevnte stoette. Kommissionen har heller ikke kunnet finde begrundelser, som kunne foere til den konklusion, at stoetten opfylder betingelserne for anvendelse af en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 92, stk. 2 og 3.

Det maa herefter konkluderes, at Freie und Hansestadt Hamburgs ydelse af stoette til forhindring af afvandring er uforenelig med faellesmarkedet.

14. Den omhandlede stoette er retsstridig, da forbundsregeringen har tilsidesat sine traktatmaessige forpligtelser, jf. Traktatens artikel 93, stk. 3, og den er, som anfoert ovenfor, uforenelig med faellesmarkedet i henhold til artikel 92 og 93. Forbundsregeringen har ikke i nogen af de naevnte tilfaelde

underrettet Kommissionen om den paataenkte foranstaltning i

saa god tid, at den kunne fremsaette sine bemaerkninger hertil. I langt de fleste tilfaelde har forbundsregeringen endog foerst til sidst - og foerst efter at den i sine bemaerkninger af 28. august 1989 til procedurens ivaerksaettelse havde benaegtet, at der var andre tilfaelde - indroemmet, at der blev ydet stoette i perioden 1986 til 1988.

Hamburgs myndigheder var og er stadigvaek ikke berettigede til at bevilge og udbetale stoette. Som Kommissionen har understreget over for forbundsregeringen i tidligere skrivelser (12), kan Kommissionen - med hjemmel i artikel 93,

stk. 2, og i Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72 samt i dom af 24. februar 1987 i sag 310/85 - naar det drejer sig om stoette, som er uforenelig med faellesmarkedet, kraeve af medlemsstaterne, at de tilbagesoeger den uretmaessigt udbetalte stoette hos modtagerne. Da den af Freie und Hansestadt Hamburg ydede stoette er udbetalt uretmaessigt, skal den, for saa vidt som den allerede er blevet udbetalt, tilbagebetales af modtagervirksomhederne. Kravet om tilbagebetaling er en logisk foelge af, at en stoetteforanstaltning er retsstridig og uforenelig med faellesmarkedet, og da den i artikel 93, stk. 3, fastsatte forpligtelse til at anmelde nye stoetteforanstaltninger isaer er en grundlaeggende bestemmelse, er det tilladt at gaa ud fra, at enhver virksomhed, som modtager statsstoette, er

fuldstaendig bekendt med, at en saadan stoetteforanstaltning foerst skal anmeldes til Kommissionen, og at stoetten kan

kraeves tilbagebetalt, saafremt den ikke er blevet anmeldt. Saaledes kan der ikke opstaa nogen berettiget forventning hos

modtageren af en ikke-anmeldt stoette. Modtagerne er selv forpligtet til at undersoege, om den omhandlede stoette er blevet anmeldt. Undlader modtageren at foretage en saadan undersoegelse, kan denne ikke med rette paaberaabe sig sin berettigede forventning -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Freie und Hansestadt Hamburgs stoetteordning til forhindring af afvandring er retsstridig, da den blev sat i kraft i strid med Traktatens artikel 93, stk. 3, og den er uforenelig med faellesmarkedet i den i Traktatens artikel 92 og 93 anvendte betydning. Forbundsregeringen ophaever inden to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning ordningen med virkning fra datoen for dens ikrafttraedelse.

Artikel 2

Hamburgs myndigheder var ikke berettigede til i aarene 1986-1988 at bevilge og udbetale stoette til nedenstaaende virksomheder i henhold til den i artikel 1 naevnte stoetteordning. Forbundsregeringen drager omsorg for, at de enkelte virksomheder tilbagebetaler denne stoette med foelgende maksimumsbeloeb inden to maaneder fra meddelelsen af denne beslutning:

(i DM)

20.

Navn

Tilskudsbeloeb

1.

Carl Schroedter (GmbH & Co.)/VSG Verfahrenstechnik fuer Schiffsbetr.

100 000

2.

Erich Wagner & Co.

150 000

3.

Mock & Reimers GmbH

175 000

4.

Oellerking Gebaeudereinigungsgesellschaft mbH

75 000

5.

Krupp Corpoplast Maschinenbau GmbH

1 500 000

6.

Heinr. Ambrosius GmbH

215 500

7.

8.

aa

a

s

Montblanc-Simplo GmbH

2 875 000

825 000

9.

10.

aa

a

s

Bridgestone Reifen GmbH

3 262 000

1 690 000

11.

Chemische Fabrik Promonta GmbH

1 100 000

12.

Fielmann Verwaltung GmbH

2 000 000

13.

E. F. Oppermann GmbH & Co.

1 664 300

14.

Berendsohn AG

1 066 000

15.

KG Wilh. Liebelt GmbH & Co.

620 000

16.

Harms & Wende GmbH & Co.

500 000

17.

SECA Vogel & Halke GmbH & Co.

2 970 000

18.

KRASA Kraemer & Sawitsch GmbH & Co.

200 000

19.

Classen & Co. GmbH

75 000

20.

Fr. Daub & Soehne (GmbH u. Co.)

248 000

21.

»Repro 68« Lithographie u. Klischee GmbH

850 000

22.

Geo Poulson GmbH & Co.

100 000

23.

J. H. Peters & Bey GmbH

160 000

(;) IV E (87)D/3334 af 7. 8. 1987, IV E 3(87)D/6597 af 18. 11. 1987, IV E 3(87)D/7009 af 6. 1. 1988, IV E 3(88)D/7148 af 22. 1. 1988, 80290 - IV E 3 af 15. 4. 1988, SG(89)D/5660 af 3. 5. 1989.

(i DM)

20.

Navn

Tilskudsbeloeb

24.

Manfred Hechtl Gebaeudereinigungs- und Beteiligungs-GmbH

71 000

25.

L. W. C. Michelsen GmbH

200 000

26.

Arno Geerds

190 000

27.

Horst Roeder & Co. (GmbH & Co.)

418 000

28.

Juki (Europe) GmbH

1 735 000

29.

Emil Deiss KG

360 000

30.

Dresser Pleuger GmbH

600 000

31.

Bijou Brigitte modische Accessoires AG

232 500

32.

Hans-Joachim Sauer GmbH & Co.

50 000

33.

Rofin Sinar Laser-GmbH

1 000 000

Forbundsregeringen er forpligtet til at tilbagesoege ovennaevnte beloeb efter de i medlemsstaten gaeldende retsforskrifter - inklusive bestemmelserne om morarenter paa fordringer fra det offentlige. Kravet om tilbagebetaling gaelder ogsaa for de virksomheder, som har modtaget stoette i henhold til denne ordning, uden at Kommissionen er blevet underrettet herom.

Artikel 3

Forbundsregeringen underretter inden to maaneder fra meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme denne.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Bruxelles, den 18. juli 1990.

Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) IV E 3 (87) D/3334 af 7. 8. 1987, SG(87) A/12068 af 29. 10. 1987, IV E 3 (87) D/7009 af 6. 1. 1988, SG(88) A/298 af 8. 1. 1988, IV E 3 (88) D/7148 af 22. 1. 1988, SG(88) A/3482 af 15. 3. 1988, 80290-IV/E/3 af 15. 4. 1988, SG(88) A/5109 af 21. 4. 1988.(2) IV E 3 (87) D/6597 af 18. 11. 1987, SG(88) A/94 af 5. 1. 1988, SG(88) A/1833 af 10. 2. 1988, SG(88) A/4421 af 6. 4. 1988, SG(88) A/5106 af 21. 4. 1988.(3) SG(89) D/5660 af 3. 5. 1989, EFT nr. C 309 af 8. 12. 1989.(4) SG(89) A/19939 af 28. 8. 1989, IV E /10 af 8. 1. 1990.(5) EFT nr. C 309 af 8. 12. 1989, s. 3.(6) SG(89) A/19939.(7) IV E/10 af 8. 1. 1990.(8) SG(87) A/3322 af 18. 3. 1987.(9) SG(88) A/3351 af 14. 3. 1988.(10) EFT nr. L 12 af 14. 1. 1987, s. 17.(11) EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988, s. 2.