31985L0490

KOMMISSIONENS FJERDE DIREKTIV af 11. oktober 1985 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om analysemetoderne for kontrol af kosmetiske midlers sammensaetning (85/490/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europaeiske oekonomiske Faellesskab,

under henvisning til Raadets direktiv 76/768/EOEF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (1), senest aendret ved direktiv 85/391/EOEF (2), saerlig artikel 8, stk. 1, og

ud fra foelgende betragtninger:

I direktiv 76/768/EOEF foreskrives officiel kontrol af kosmetiske midler til konstatering af, om de i faellesskabsbestemmelserne fastsatte betingelser vedroerende sammensaetningen af kosmetiske midler overholdes;

de noedvendige analysemetoder boer fastlaegges hurtigst muligt ; tre etaper i bestraebelserne for at naa dette maal er gennemfoert ved fastlaeggelsen af en raekke metoder i Kommissionens direktiv 80/1335/EOEF (3), 82/434/EOEF (4), 83/514/EOEF (5) ; fjerde etape bestaar i fastlaeggelse af metoder til identifikation og bestemmelse af glyceryl-1-(4-aminobenzoat), bestemmelse af chlorobutanol, identifikation og bestemmelse af quinin, identifikation og bestemmelse af uorganiske sulfitter og hydrogensulfitter, identifikation og bestemmelse af chlorater af alkalimetaller samt identifikation og bestemmelse af natriumiodat;

de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for tilpasning af direktiv 76/768/EOEF til den tekniske Udvikling -

UDSTEDT FOELGENDE uorganiske

C044,3

Artikel 1

I forbindelse med den officielle kontrol af kosmetiske midler traeffer medlemsstaterne de fornoedne foranstaltninger til at sikre, at - identifikation og bestemmelse af glyceryl-1-(4-aminobenzoat)

- bestemmelse af chlorobutanol

- identifikation og bestemmelse af quinin

- identifikation og bestemmelse af uorganiske sulfitter og hydrogensulfitter

- identifikation og bestemmelse af chlorater af alkalimetaller

- identifikation og bestemmelse af natriumiodat

foretages efter de metoder, der er beskrevet i bilaget.

Artikel 2

Medlemsstaterne saetter de fornoedne love eller administrative bestemmelser i kraft for senest den 31. december 1986 at efterkomme dette direktiv.

De underretter straks Kommissionen herom.

Artikel 3

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 11. oktober 1985.

Paa Kommissionens vegne

Stanley CLINTON DAVIS

Medlem af Kommissionen (1) EFT nr. L 262 af 27.9.1976, s. 169. (2) EFT nr. L 224 af 22.8.1985, s. 40. (3) EFT nr. L 383 af 31.12.1980, s. 27. (4) EFT nr. L 185 af 30.6.1982, s. 1. (5) EFT nr. L 291 af 24.10.1983, s. 9.

BILAG IDENTIFIKATION OG BESTEMMELSE AF GLYCERYL-1-(4-AMINOBENZOAT)

A. IDENTIFIKATION

1. FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode kan anvendes til paavisning af glyceryl-1-(4-aminobenzoat). Den vil ogsaa paavise ethyl-4-aminobenzoat (benzocain), som kan vaere til stede som urenhed.

2. PRINCIP

Identifikationen udfoeres ved tyndtlagschromatografi (TLC) paa kiselgel med fluorescensindikator og detektion af den frie primaere amino-gruppe ved dannelse af et diazofarvestof paa pladen.

3. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 3.1. Oploesningsmiddel : cyclohexan/propan-2-ol/stabiliseret dichlormethan : 48/64/9 (v/v/v)

3.2. Elueringsvaeske : petroleumsether (40-60 °C)/benzen/acetone/ammoniumhydroxidoploesning (min. 25 % (m/m) NH3) : 35/35/35/1 (v/v/v/v)

3.3. Fremkaldervaeske A : natriumnitrit, 1,0 g i 100 ml 1 M HCl ; fremstilles umiddelbart foer brug.

Fremkaldervaeske B : 2-naphthol, 0,2 g i 100 ml 1 M KOH

3.4. Standardoploesninger : 0,050 g glyceryl-1-(4-aminobenzoat) i 100 ml af oploesningsmidlet (3.1) 0,050 g ethyl-4-aminobenzoat i 100 ml af oploesningsmidlet (3.1)

3.5. Kiselgelplader : 60 F254, 0,25 mm lagtykkelse, 20 cm × 20 cm

4. APPARATUR 4.1. Saedvanligt udstyr til TLC

4.2. Ultralydbad

4.3. Millipore filter FH 0,5 ¶m eller tilsvarende

5. FREMGANGSMAADE 5.1. Proeveforberedelse

Afvej 1,5 g proeve i et 10 ml maaleglas med slibprop. Fyld op til 10 ml med oploesningsmidlet (3.1). Maaleglasset tilproppes og henstaar 1 time ved rumtemperatur i ultralydbad (4.2). Filtrer gennem Millipore filter (4.3), og anvend filtratet til chromatograferingen.

5.2. Tyndtlagschromatografi

Paasaet 10 ¶l af proeveoploesningen (5.1) og 10 ¶l af hver standardoploesning (3.4) paa en tyndlagschromatogafiplade (3.5). Kromatogrammet elueres til en hoejde af 150 mm med elueringsvaesken (3.2) i et kar, der i forvejen er maettet med denne. Pladen toerres ved stuetemperatur i stinkskab.

5.3. Paavisning 5.3.1. Pladen iagttages i UV-lys ved 254 nm.

5.3.2. Spray den absolut toerre plade med fremkaldervaeske A (3.3). Lad den toerre 1 min. ved stuetemperatur og spray umiddelbart derefter med fremkaldervaeske B (3.3). Pladen toerres i varmeskab ved 60 °C. Pletterne fremtraeder med orange farve.

Rf-vaerdierne er:

0,07 for glyceryl-1-(4-aminobenzoat)

0,55 for ethyl-4-aminobenzoat.

B. BESTEMMELSE

1. FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode bestemmer glyceryl-1-(4-aminobenzoat). Den bestemmer ligeledes ethyl-4-aminobenzoat. Metoden kan anvendes til bestemmelse af hoejst 5 % (m/m) glyceryl-1-(4-aminobenzoat) og 1 % (m/m) ethyl-4-aminobenzoat.

2. DEFINITION

Indholdet af glyceryl-1-(4-aminobenzoat) og ethyl-4-aminobenzoat bestemt ved denne metode udtrykkes som masseprocent (% m/m) af produktet.

3. PRINCIP

Proeve analyseres ved hoejtryksvaeskechromatografi (HPLC) efter at vaere bragt i opslaemming i methanol og passende behandlet

4. REAGENSER

Alle reagenser skal vaere af analysekvalitet og velegnede til HPLC 4.1. Methanol

4.2. Kaliumdihydrogenorthophosphat, KH2PO4

4.3. Zinkdiacetat Zn(CH3COO)2 72H2O

4.4. >PIC FILE= "T0027904">

4.5. Tetrakaliumhexacyanoferrat, K4 (Fe(CN)6), 3 H2O

4.6. Ethyl-4-hydroxybenzoat

4.7. Glyceryl-1-(4-aminobenzoat)

4.8. Ethyl-4-aminobenzoat (benzocain)

4.9. Bufferoploesning (0,02 M) : Oploes 2,72 g kaliumdihydrogenorthophosphat (4.2) i 1 000 ml destilleret vand.

4.10. Mobil fase : phosphatbufferoploesning (4.9)/methanol (4.1) 61/39 (v/v) >PIC FILE= "T0027905">

4.11. Stamoploesning af glyceryl-1-(4-aminobenzoat) : Afvej noejagtigt ca. 40 mg glyceryl-1-(4-aminobenzoat) i en 100 ml maalekolbe, oploes i 40 ml methanol (4.1) og fyld op til maerket med bufferoploesningen (4.9) og bland.

4.12. Stamoploesning af ethyl-4-aminobenzoat : Afvej noejagtigt ca. 40 mg ethyl-4-aminobenzoat i en 100 ml maalekolbe, oploes i 40 ml methanol (4.1) og fyld op til maerket med bufferoploesningen (4.9) og bland.

4.13. Intern standardoploesning : Afvej noejagtigt ca. 50 mg ethyl-4-hydroxybenzoat (4.6) i en 100 ml maalekolbe, oploes i 40 ml methanol (4.1), fyld op til maerket med bufferoploesningen (4.9) og bland.

4.14. Standardoploesninger : Fremstil i 100 ml maalekolber ved fortynding med den mobile fase (4.10) 4 standardoploesninger i henhold til foelgende tabel: >PIC FILE= "T0027906">

4.15. Carrez I-oploesning : Oploes 26,5 g tetrakaliumhexacyanoferrat (4.5) i destilleret vand og fyld op til 250 ml med destilleret vand.

4.16. Carrez II-oploesning : Oploes 54,9 g zinkdiacetat (4.3) og 7,5 ml eddikesyre (4.4) i destilleret vand og fyld op til 250 ml med destilleret vand.

4.17. Lichrosorb RP-18 eller tilsvarende 5 ¶m

5. APPARATUR 5.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

5.2. Hoejtryksvaeskechromatograf med UV-detektor med variabel boelgelaengde og forsynet med kolonnetermostat (45 °C)

5.3. Kolonne af rustfrit staal : laengde 250 mm, indre diameter 4,6 mm, pakket med lichrosorb RP-18 (4.17)

5.4. Ultralydbad

6. FREMGANGSMAADE 6.1. Proeveforberedelse 6.1.1. Afvej 1 g (p g) proeve i et 100 ml baegerglas og tilsaet 10 ml methanol.

6.1.2. Anbring baegerglasset i et ultralydbad (5.4) i 20 min. Overfoer kvantitativt den fremkomne opslaemming til en 100 ml maalekoble med hoejst 75 ml mobil fase (4.10). Tilsaet derefter foerst 1 ml Carrez I-oploesning (4.15) og dernaest 1 ml Carrez II-oploesning (4.16), idet der blandes efter hver tilsaetning. Fyld op til maerket med mobil fase (4.10), bland igen og filtrer gennem foldefilter.

6.1.3. Overfoer med en pipette 3,0 ml af filtratet fremkommet ovenfor under 6.1.2. og 5,0 ml intern standardoploesning (4.13) til en 50 ml maalekolbe. Fyld op til maerket med mobil fase (4.10) og bland. Denne oploesning anvendes til chromatografisk analyse som beskrevet under 6.2.

6.2. Chromatografering 6.2.1. Indstil flowet af den mobile fase (4.10) til 1,2 ml/min. Termostater kolonnen til 45 °C.

6.2.2. Indstil detektoren (5.2) paa 274 nm.

6.2.3. Injicer mindst 2 gange 20 ¶l proeveoploesning (6.13) med en mikrosproejte og maal toparealerne.

6.3. Kalibreringskurve 6.3.1. Injicer 20 ¶l af hver af standardoploesningerne (4.14) og maal toparealerne.

6.3.2. Beregn for hver koncentration forholdet mellem toparealerne for glyceryl-1-(4-aminobenzoat) og den interne standard. Afsaet i et koordinatsystem arealforholdene som ordinat og de tilsvarende masseforhold som abscisse. Beregn og indtegn kalibreringskurven.

6.3.3. Beregn paa tilsvarende maade kalibreringskurven for ethyl-4-aminobenzoat.

7. BEREGNING 7.1. Fra kalibreringskurverne opnaaet under 6.3. aflaeses masseforholdene (RP 1 og RP 2) svarende til forholdene mellem arealerne af toppene bestemt under 6.2.3., hvor

RP 1 = massen af glyceryl-1-(4-aminobenzoat)/massen af ethyl-4-hydroxybenzoat

RP 2 = massen af ethyl-4-aminobenzoat/massen af ethyl-4-hydroxybenzoat

7.2. Beregn ud fra de saaledes fremkomne masseforhold indholdet af glyceryl-4-(4-aminobenzoat) og ethyl-4- aminobenzoat i masseprocent (% m/m) af proeven ved hjaelp af formlerne: >PIC FILE= "T0027907">

hvor q = mg ethyl-4-hydroxybenzoat (intern standard) afvejet under 4.13

p = g proeve afvejet under 6.1.1.

8. REPETERBARHED (1) 8.1. Ved et indhold af glyceryl-1-(4-aminobenzoat) paa 5 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,25 %.

8.2. Ved et indhold af ethyl-4-aminobenzoat paa ca. 1 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,10 %.

9. BEMAERKNINGER 9.1. Foer den egentlige analyse paabegyndes, boer det undersoeges, om proeven indeholder stoffer, der interfererer med toppen for den interne standard (ethyl-4-aminobenzoat) i chromatogrammet.

9.2. Til undersoegelse for tilstedevaerelse af interfererende urenheder i proeven gentages bestemmelsen, idet methanolandelen i den mobile fase aendres med ca. 10 %.

BESTEMMELSE AF CHLOROBUTANOL (1,1,1-TRICHLOR-2-METHYLPROPAN-2-OL)

1. FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode kan anvendes til bestemmelse af chlorobutanol i koncentrationer op til hoejst 0,5 % (m/m) i alle kosmetiske midler (undtagen aerosoler).

2. DEFINITION

Proevens indhold af chlorobutanol bestemt efter denne metode udtrykkes i masseprocent (% m/m).

3. PRINCIP

Efter passende behandling af analyseproeven foretages bestemmelsen ved gaschromatografi med 2,2,2-trichlorethanol som intern standard.

4. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet 4.1. Chlorobutanol (1,1,1-trichlor-2-methylpropan-2-ol)

4.2. 2,2,2-trichlorethanol

4.3. Ethanol, absolut

4.4. Standardoploesning af chlorobutanol : 25 mg i 100 ml ethanol (4.3). (m/v)

4.5. Intern standardoploesning af 2,2,2-trichlorethanol : 4 mg i 100 ml ethanol (4.3) (m/v)

5. APPARATUR 5.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

5.2. Gaschromatograf med elektronindfangningsdetektor, Ni 63

6. FREMGANGSMAADE 6.1. Proeveforberedelse

Afvej noejagtigt mellem 0,1 og 0,3 g (p gram) proeve i en 100 ml maalekolbe. Oploes proeven i ethanol (4.3), tilsaet 1,0 ml intern standardoploesning (4.5) og fyld op til maerket med ethanol (4.3). (1) Jf. ISO-standard 5725.

6.2. Chromatografiske betingelser >PIC FILE= "T0027908">

6.3. Kalibreringskurve

Afpipetter 1,0 ml intern standardoploesning (4.5) og henholdsvis 0,2, 0,3, 0,4, 0,5, og 0,6 ml chlorobutanoploesning (4.4) i fem 100 ml maalekolber. Fyld op til maerket med ethanol (4.3) og bland.

Injicer 1 ¶l af hver af disse standardoploesninger i gaschromatografen under de i 6.2.2. beskrevne betingelser og optegn kalibreringskurven ved i et koordinatsystem af afsaette masseforholdet mellem chlorobutanol og 2,2,2-trichlorethanol som abscisse og det tilsvarende forhold mellem toparealerne som ordinat.

6.4. Injicer 1 ¶l af proeveoploesningen (6.1.), og gaa frem som under 6.2.2.

7. BEREGNING 7.1. Aflaes paa kalibreringskurven (6.3.) chlorobutanolmaengden, a, udtrykt i ¶g chlorobutanol i proeveoploesningen (6.1.).

7.2. Indholdet af chlorobutanol (% m/m) i proeven beregnes af foelgende formel: >PIC FILE= "T0027910">

8. REPETERBARHED (1)

Ved et indhold af chlorobutanol paa 0,5 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne paa to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,01 %.

Bemaerkning

Hvis resultatet er lig med eller stoerre end den hoejeste tilladte koncentration, boer det kontrolleres, at der ikke er interfererende stoffer til stede. (1) Jf. ISO-standard 5725.

IDENTIFIKATION OG BESTEMMELSE AF QUININ (KININ)

A. IDENTIFIKATION

1. FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode skal paavise quinin i shampoo og haarlotioner.

2. PRINCIP

Identifikationen udfoeres ved tyndtlagschromatografi paa kiselgel, og quinin paavises ved dets kraftige blaa fluorescens under sure betingelser i UV-lys ved 360 nm.

Til yderligere bekraeftelse kan den blaa fluorescens fjernes med bromdampe, og en gullig fluorescens kan fremkaldes med ammoniakdampe.

3. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 3.1. Kiselgelplader uden fluorescensindikator 0,25 mm lagtykkelse, 200 mm × 200 mm

3.2. Elueringsvaeske : toluen/diethylether/dichlormethan/diethylamin 20/20/20/8 (v/v/v/v)

3.3. Methanol

3.4. >PIC FILE= "T0027911">

3.5. Diethylether

3.6. Fremkaldervaeske : Tilsaet forsigtigt 5 ml svovlsyre (3.4) til 95 ml diethylether (3.5) i en afkoelet beholder.

3.7. Brom

3.8. >PIC FILE= "T0027912">

3.9. Quinin, vandfri

3.10. Standardoploesning : Ca. 100 mg vandfrit quinin (3.9) afvejes noejagtigt i en 100 ml maalekolbe og oploeses i methanol (3.3).

4. APPARATUR 4.1. Saedvanligt udstyr til TLC

4.2. Ultralydbad

4.3. Milliporefilter FH 0,5 ¶m eller tilsvarende med passende filtreringsudstyr

5. FREMGANGSMAADE 5.1. Proeveforberedelse

I en 100 ml maalekolbe afvejes noejagtigt en maengde proeve, der forventes at indeholde ca. 100 mg quinin, oploes og fyld op til maerket med methanol (3.3). Maalekolben lukkes og anbringes en time i ultralydbad (4.2) ved stuetemperatur. Der filtreres gennem et filter (4.3), og filtratet anvendes til chromatografering.

5.2. Tyndtlagschromatografi

Paa kiselgelpladen (3.1) paasaettes 1,0 ¶l af standardoploesningen (3.10) og 1,0 ¶l af proeveoploesningen (5.1). Chromatogrammet elueres til 150 mm med elueringsvaesken (3.2) i et kar, der forinden er maettet med elueringsvaesken (3.2).

5.3. Paavisning 5.3.1. Pladen toerres ved stuetemperatur.

5.3.2. Fremkaldervaesken (3.6) paasproejtes.

5.3.3. Lad pladen toerre en time ved stuetemperatur.

5.3.4. >PIC FILE= "T0027913">

5.3.5. >PIC FILE= "T0027914">

Paavisningsgraense : 0,1 ¶g quinin.

B. BESTEMMELSE

1. FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode beskriver bestemmelsen af quinin i shampoo og haarlotion. Den kan anvendes til bestemmelse af hoejst 0,5 % (m/m) i shampoo og 0,2 % (m/m) i haarlotion.

2. DEFINITION

Indholdet af quinin bestemt ved denne metode udtrykkes i masseprocent (% m/m) af produktet.

3. PRINCIP

Efter en egnet forbehandling af produktet, hvis quininindhold skal bestemmes, foretages analysen ved hoejtryksvaeskechromatografi HPLC.

4. REAGENSER

Alle reagenser skal vaere af analysekvalitet og egnet til HPLC. 4.1. Acetonitril

4.2. Kaliumdihydrogenorthophosphat, KH2PO4

4.3. >PIC FILE= "T0027915">

4.4. Tetramethylammoniumbromid

4.5. Quinin, vandfri

4.6. Methanol

4.7. Orthophosphorsyreoploesning, 0,1 M : Afvej 11,53 g orthophosphorsyre (4.3) i en 1000 ml maalekolbe og fyld og til maerket med vand.

4.8. Kaliumdihydrogenorthophosphatoploesning, 0,1 M : Afvej 13,6 g kaliumdihydrogenorthophosphat (4.2) i en 1 000 ml maalekolbe, oploes og fyld op til maerket med vand.

4.9. Tetramethylammoniumbromidoploesning, 0,1 M : Afvej 15,40 g tetramethylammoniumbromid (4.4) i en 1 000 ml maalekolbe, oploes og fyld op til maerket med vand.

4.10. Mobil fase : orthophosphorsyreoploesning (4.7)/kaliumdihydrogenorthophosphatoploesning (4.8)/tetramethylammoniumbromidoploesning (4.9)/vand/acetonitril (4.1) 10/50/100/340/90 (v/v/v/v/v). >PIC FILE= "T0027916">

4.11. Octadecylsilanbehandlet kiselgel, kornstoerrelse 10 ¶m

4.12. Standardoploesninger : I en raekke 100 ml maalekolber afvejes noejagtigt henholdvis 5,0, 10,0, 15,0 og 20,0 mg quinin (4.5). Der fyldes op til maerket med methanol (4.6) og rystes til oploesning. Hver standardoploesning filtreres gennem et 0,5 ¶m filter (5.5).

5. APPARATUR 5.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

5.2. Ultralydbad

5.3. Hoejtryksvaeskechromatograf med detektor med variabel boelgelaengde

5.4. Kolonne af rustfrit staal : laengde 250 mm, indre diameter 4,6 mm, pakket med octadecylsilanbehandlet kiselgel (4.11)

5.5. Milliporefilter FH 0,5 ¶m eller tilsvarende med passende filtreringsudstyr

6. FREMGANGSMAADE 6.1. Proeveforberedelse

Afvej noejagtigt i en 100 ml maalekolbe en saa stoer maengde af proeven, at den indeholder ca. 10 mg vandfri quinin. Tilsaet ca. 20 ml methanol (4.6) og anbring kolben paa ultralydbad (5.2) i 20 min. Fyld op til maerket med methanol. Bland og filtrer gennem 0,5 ¶m filter (5.5).

6.2. Chromatografiske betingelser

Flow af den mobile fase (4.10) : 1,0 ml/min.

Detektor : 332 nm

Injectionsvolumen : 10 ¶l af filtratet (6.1.)

Bestemmelse : maaling af toparealer

6.3. Kalibreringskurve

Injicer mindst tre gange 10 ¶l af hver standardoploesning (4.12), maal toparealerne, og beregn middelvaerdien for hver koncentration. Optegn kalibreringskurven som en ret linje.

7. BEREGNING 7.1. Bestem ud fra kalibreringskurven maengden i ¶g af vandfri quinin, der er i det injicerede proevevolumen (6.1).

7.2. Koncentrationen af vandfri quinin i proeven udtrykt som masseprocent faas af foelgende formel: >PIC FILE= "T0027917">

hvor:

B = maengde vandfri quinin i ¶g i 10 ¶l af filtratet (6.1)

A = massen af proeven (6.1) i g

8. REPETERBARHED (1)

Ved et indhold af vandfri quinin paa 0,5 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,02 %.

Ved et indhold af vandfri quinin paa 0,2 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,01 %.

IDENTIFIKATION OG BESTEMMELSE AF UORGANISKE SULFITTER OG HYDROGENSULFITTER FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode beskriver identifikationen og bestemmelsen af uorganiske sulfitter og hydrogensulfitter i kosmetiske produkter. Metoden er kun anvendelig for vandige eller alkoholiske produkter og indtil en koncentration paa 0,2 % udtrykt som frit svovldioxid.

A. IDENTIFIKATION

1. PRINCIP

Proeven opvarmes i saltsyre, hvorved svolvdioxid frigoeres og identificeres enten ved sin lugt eller ved sin virkning paa indikatorpapir.

2. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 2.1. Saltsyre 4 M

2.2. Kaliumjodat/stivelsespapir eller tilsvarende indikatorpapir

3. APPARATUR 3.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

3.2. Kolbe (25 ml) med kort svaler

4. FREMGANGSMAADE 4.1. Anbring ca. 2,5 g proeve i kolben (3.2) sammen med 10 ml saltsyre (2.1).

4.2. Bland og opvarm til kogning.

4.3. Frigoerelse af svolvdioxid proeves enten ved lugt eller med indikatorpapir (2.2). (1) Jf. ISO-standard 5725.

B. BESTEMMELSE

1. DEFINITION

Indholdet i proeven af sulfit eller hydrogensulfit bestemt ved denne metode udtrykkes i masseprocent svolvdioxid.

2. PRINCIP

Proeven goeres sur og det frigjorte svolvdioxid destilleres over i en oploesning af hydrogenperoxid. Den dannede svolvsyre titreres med en standardoploesning af natriumhydroxid.

3. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet 3.1. Hydrogenperoxid 0,2 % (m/v). Fremstilles frisk hver dag.

3.2. >PIC FILE= "T0027918">

3.3. Methanol

3.4. Standardoploesning af natriumhydroxid, 0,01 M

3.5. Kvaelstof

3.6. Indikator : Blanding 1 : 1 (v/v) af methylroedt (0,03 % m/v i ethanol) og methylenblaat (0,05 % m/v i ethanol). Filtrer oploesningen.

4. APPARATUR 4.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

4.2. Destillationsudstyr (se fig.)

5. FREMGANGSMAADE 5.1. Afvej noejagtigt ca. 2,5 g proeve i destillationskolben A (se fig.).

5.2. Tilsaet 60 ml vand og 50 ml methanol (33) og bland.

5.3. Anbring 10 ml hydrogenperoxid (3.1), 60 ml vand og nogle draaber indikator (3.6) i destillationsforlaget D (se fig.). Tilsaet nogle draaber natriumhydroxid (3.4), indtil indikatoren viser groen.

5.4. Proceduren i 5.3 gentages for kontrolvaskeflasken E (se fig.).

5.5. Apparatet samles og kvaelstofgennemstroemningen indstilles til ca. 60 bobler pr. minut

5.6. Tilsaet 15 ml orthophosphorsyre (3.2) gennem tildrypningstragten til destillationskolben A.

5.7. Opvarm hurtigt til kogning, og hold blandingen netop kogende i ialt 30 min.

5.8. Forlaget D (se fig.) fjernes, roeret skylles og derefter titreres destillatet med natriumhydroxid (3.4), indtil indikatoren (3.6) slaar om til groen.

6. BEREGNING

Proevens indhold af sulfit eller hydrogensulfit i masseprocent beregnes efter formlen >PIC FILE= "T0027919">

hvor

M = molariteten af natriumhydroxidoploesningen (3.4).

V = ml natriumhydroxid (3.4) forbrugt til titreringen (5.8)

m = massen af proeven (5.1) i gr.

7. REPETERBARHED (1)

Ved et indhold paa 0,2 % (m/m) svovldioxid maa forskellen mellem to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,006 %. (1) Jf. ISO-standard 5725

Svovldioxiddestillationsapparat efter Tanner

Alle dimensioner i mm.

>PIC FILE= "T0027920">

IDENTIFIKATION OG BESTEMMELSE AF CHLORATER AF ALKALIMETALLER FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Metoden beskriver identifikation og bestemmelse af chlorater af alkalimetaller i tandpasta og andre kosmetiske midler.

A. IDENTIFIKATION

1. PRINCIP

Chlorater adskilles fra oevrige halogenater ved tyndtlagschromatografi og identificeres ved oxidation af iodid til fri iod.

2. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 2.1. Referenceoploesninger : Frisk fremstillede vandige oploesninger af kaliumchlorat, -bromat og -iodat (0,2 % m/v).

2.2. Elueringsvaeske : Ammoniumhydroxidoploesning (28 % m/v)/acetone/butanol (60/130/30) (v/v/v).

2.3. Kaliumjodid, vandig (5 % m/v)

2.4. Stivelsesoploesning (1-5 % m/v)

2.5. Saltsyre, 1 M

2.6. Faerdigfremstillede TLC-celluloseplader (lagtykkelse 0,25 mm)

3. APPARATUR 3.1. Saedvanligt laboratorieudstyr til tyndtlagschromatografi (TLC).

4. FREMGANGSMAADE 4.1. Ekstraher ca. 1 g proeve med vand, filtrer og fortynd til ca. 25 ml.

4.2. Paasaet 2 ¶l af oploesningen (4.1) paa TLC-pladen (2.6) og 2 ¶l af hver af referenceoploesningrne (2.1).

4.3. Anbring pladen i et kar og eluer til ca. 150 mm med elueringsvaesken (2.2).

4.4. Tag pladen op, og lad oploesningsmidler fordampe (ca. 2 timer).

4.5. Spray pladen med kaliumiodid (2.3), og lad den toerre i ca. 5 min.

4.6. Spray pladen med stivelsesoploesningen (2.4), og lad den toerre i ca. 5 min.

4.7. Spray pladen med saltsyre (2.5).

5. AFLAESNING

Hvis chlorat er til stede, vil der fremkomme en blaa (eventuelt brun) plet efter en halv time.

Rf-vaerdierne er:

0 - 0,2 for iodat

0,5 - 0,6 for bromat

0,7 - 0,8 for chlorat

Det skal bemaerkes, at bromater og iodater give oejeblikkelige reaktioner, og der skal passes paa ikke at forveksle bromater og chlorater.

B. BESTEMMELSE

1. DEFINITION

Chloratindholdet bestemt ved denne metode udtrykkes i masseprocent Chlorat

2. PRINCIP

fremkomme Chlorat reduceres med zinkpulver under sure betingelser. Det fremkomne chlorid maales ved potentiometrisk titrering med en soelvnitratoploesning. En tilsvarende bestemmelse foer reduktion kan tage hoejde for mulig tilstedevaerende af halogenider.

3. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 3.1. Eddikesyre, 80 % m/m

3.2. Zinkpulver

3.3. Standardoploesning af soelvnitrat, 0,1 M

4. APPARATUR 4.1. Saedvanligt laboratorieudstyr

4.2. Potentiograf med en soelvindikatorelektrode

5. FREMGANGSMAADE 5.1. Proeveforberedelse

Afvej i et centrifugeglas en proevemaengde paa ca. 2 g (m g). Tilsaet ca. 15 ml eddikesyre (3.1) og bland omhyggeligt. Vent 30 min og centrifuger i 15 min ved 2 000 rpm. Overfoer supernatanten til en 50 ml maalekolbe. Gentag centrifugeringen to gange med tilsaetning af 15 ml eddikesyre (3.1) til remanensen. De chloratholdige oploesninger overfoeres til samme maalekolbe. Fyld op til maerket med eddikesyre (3.1).

5.2. Reduktion af chlorat

20 ml af oploesning (5.1) tilsaettes 0,6 g zinkpulver (3.2), og oploesningen opvarmes til kogning i en kolbe forsynet med en svaler. Efter 30 minutters kogning afkoeles, og det overskydende zink frafiltreres.

Kolben og filteret skylles med vand. Filtrat og skyllevand samles.

5.3. Bestemmelse af chlorid

Titrer 20 ml oploesning (5.2) med soelvnitrat (3.3) potentiometrisk. Titrer paa samme maade 20 ml af oploesning (5.1) med soelvnitrat (3.3) Hvis produktet indeholder brom- eller iodforbindelser, som vil kunne frigoere bromider eller iodider under reduktionen, vil titreringskurven have flere vendepunkter. I dette tilfaelde er den maengde, der svarer til chlorid, forskellen mellem sidste og naestsidste vendepunkt.

6. BEREGNING

Chlorat-indholdet i proeven (% m/m) beregnes af foelgende formel: >PIC FILE= "T0027921">

hvor:

V = ml soelvnitrat (3.3) til titrering af 20 ml oploesning (5.2)

V'= ml soelvnitrat (3.3) aal titrering af 20 ml oploesning (5.1)

M = molariteten af soelvnitratoploesningen (3.3)

m = massen af proeven i g (5.1)

7. REPETERBARHED (1)

Ved et cloratindhold cloratinhold paa 3 til 5 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,07 % (m/m). (1) Jf. ISO-standard 5725.

IDENTIFIKATION OG BESTEMMELSE AF NATRIUMIODAT FORMAAL OG ANVENDELSESOMRAADE

Denne metode beskriver identifikation og bestemmelse af natriumiodat i kosmetiske midler, som skylles af.

A. IDENTIFIKATION

1. PRINCIP

Natriumiodat adskilles fra andre halogenater ved tyndtlagschromatografi (TLC) og identificeres ved oxidation af iodid til iod.

2. REAGENSER

Der anvendes analysekvalitet. 2.1. Referenceoploesninger : Frisk fremstillede vandige oploesninger af kaliumchlorat, -bromat og -iodat (0,01 % m/v).

2.2 Elueringsvaeske : Ammoniumhydroxidoploesning (28 % m/v) /acetone/butanol 60/130/30 v/v/v.

2.3. Vandig oploesning af kaliumiodid (5 % m/v).

2.4. Stivelsesoploesning (1-5 % m/v)

2.5. Saltsyre, 1 M

3. APPARATUR 3.1. Faerdigfremstillede TLC-celluloseplader (0,25 mm)

3.2. Saedvanligt udstyr til TLC

4. FREMGANGSMAADE 4.1. Ekstraher ca. 1 g proeve med vand, filtrer og fortynd til ca. 10 ml.

4.2. Paasaet 2 ¶l af oploesningen (4.1) paa TLC-pladen (3.1) og 2 ¶l af hver af de tre referenceploesninger (2.1).

4.3. Anbring pladen i et kar og eluer til ca. 150 mm med elueringsvaesken (2.2).

4.4 Tag pladen op, og lad oploesningsmidlet fordampe ved stuetemperatur (NB ! dette kan tage op til 2 timer).

4.5. Spray pladen med kaliumiodid (2.3), og lad den toerre i ca. 5 min.

4.6. Spray pladen med stivelsesoploesningen (2.4), og lad den toerre i ca. 5 min.

4.7. Spray pladen med saltsyre (2.5).

5. EVALUERING

Hvis iodat er til stede, vil der oejeblikkelig fremkomme en blaa plet (farven kan vaere brun eller blive brun ved henstand) med en Rf-vaerdi paa 0 - 0,2.

Det skal bemaerkes, at bromater giver oejeblikkelig reaktion med en Rf- vaerdi paa 0,5 - 0,6 og chlorater giver reaktion efter ca. 30 min. med en Rf-vaerdi paa 0,7 - 0,8.

B. BESTEMMELSE

1. DEFINITION

Natriumiodatindholdet bestemt ved denne metode udtrykkes i masseprocent natriumiodat.

2. PRINCIP

Natriumiodat oploeses i vand og bestemmes ved hoejtryksvaeskechromatografi (HPLC) ved anvendelse - i serie - af en med C18-kolonne omvendt fase og en anionbytterkolonne.

3. REAGENSER

Alle reagenser skal vaere af analysekvalitet og velegnede til HPLC. 3.1. Saltsyre, 4 M

3.2. Vandig natriumsulfitoploesning, 5 % m/v.

3.3. Stamoploesning af natriumiodat : Fremstil en stamoploesning indeholdende 50 mg natriumiodat pr. 100 ml vand.

3.4. Kaliumdihydrogenorthophosphat

3.5. Dinatriumhydrogenorthophosphat, 2 H2O

3.6. Mobil fase : Oploes 3,88 g kaliumdihydrogenorthophosphat (3.4) og 1,19 g dinatriumhydrogenorthophosphat, 2 H2O (3.5) i 1 liter vand. pH i denne oploesning er 6.2.

3.7. Universalindikatorpapir, pH 1 - 11

4. APPARATUR

Saedvanligt laboratorieudstyr 4.1. Rundt filtrerpapir, diameter 110 mm, Schleicher og Schuell nr. 575 eller tilsvarende.

4.2. Hoejtruksvaeskechromatograf med UV-detektor med variabel boelgelaengde

4.3. Kolonner:

Laengde : 120 mm

Indre diamter : 4,6 mm

Antal : to forbundet i serie

Kolomnefyld : 1. kolonne, Nucleosil R5C18 eller tilsvarende

2. kolonne, Vydac TM - 301 - SB eller tilsvarende

5. FREMGANGSMAADE 5.1. Proeveforberedelse 5.1.1. Flydende proever (shampoo)

Afvej noejagtigt en proevemaengde paa ca. 1,0 g i et maaleglas med slibprop eller i en 10 ml maalekolbe. Fyld op noejagtigt maerket med vand, og bland. Filtrer om noedvendigt oploesningen.

Iodatmaengden i oploesningen bestemmes ved HPLC som beskrevet i 5.2.

5.1.2. Faste proever (saebe):

En del af proeven findeles. Afvej noejatigt ca. 1,0 g heraf i et 100 ml maalegals med slibprop. Fyld op til 50 ml med vand, og omryst kraftigt i 1 min. Centrifuger, filtrer gennem et papirfilter, eller lad blandingen henstaa mindst natten over. Ryst den geleagtige oploesning kraftigt, og filtrer gennem et filtrerpapir (4.1).

Iodatmaengden i filtratet bestemmes ved hjaelp af HPLC, som beskrevet i afsnit 5.2.

5.2. Chromatografi

Flow : 1 ml/min

Detektor : 210 nm

Injektionsvolumen : 10, ¶l

Maaling : topareal

5.3. Kalibering.

Afpipetter henholdsvis 1,0, 2,0, 5,0, 10,0 og 20,0 ml natriumiodatstamoploesning (3.3) i 50 ml maalekolber. Fyld op til maerket med vand og bland. Disse oploesninger indeholder henholdsvis 0,01, 0,02, 0,0,5, 0,10 og 0,20 mg natriumiodat pr. ml.

Injicer 10 ¶l af hver standardiodatoploesning i HPLC-apparatet (4.2). Bestem toparealet for iodat, og optegn en kalibreringskurve over sammenhaengen mellem topareal og iodatkoncentration.

6. BEREGNING

Iodatindholdet i masseprocent beregnes ved formlen >PIC FILE= "T0027922">

hvor

m = massen i gram af proeven (5.1)

V = volumenet af proeveoploesningen, der er fremkommet som beskrevet under 5.1, udtrykt i ml

C = koncentrationen i mg natriumiodat pr. ml aflaest paa kalibreringskurven

7. REPETERBARHED (1)

Ved et natriumiodatindhold paa 0,1 % (m/m) maa forskellen mellem resultaterne af to parallelt udfoerte bestemmelser paa samme proeve ikke overskride 0,002 %.

8. BEKRAEFTELSE 8.1. Princip

I en sur oploesning af et kosmetisk middel reduceres iodat (IO3-) til iodid (I-) med sulfit, og denne oploesning undersoeges ved HPLC. Hvis en top med en retentionstid svarende til retentionstiden for iodat forsvinder efter behandling med sulfit, skyldes den oprindelige top hoejst sandsynligt iodat.

8.2. Fremgangsmaade.

Overfoer med pipette 5 ml af den proeveoploesning, der er fremkommet som beskrevet i 5.1, til en konisk kolbe. Indstil oploesningens pH med saltsyre (3.1) til pH = 3 eller derunder ved hjaelp af universalindikatorpapir (3.7). Tilsaet 3 draaber natriumsulfitoploesning (3.2) og bland. Injicer 10 ¶l af denne proeveoploesning i HPLC-apparatet (4.2). Sammenlign chromatogrammet med det chromatogram, som er fremkommet under punkt 5 med samme proeve. (1) Jf. ISO-standard 5725.