Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22014A0426(01)

Samarbejdsaftale om et civilt globalt satellitnavigationssystem (GNSS) mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Ukraine

EUT L 125 af 26.4.2014, p. 3–15 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2014/228/oj

Related Council decision

26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/3


SAMARBEJDSAFTALE

om et civilt globalt satellitnavigationssystem (GNSS) mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Ukraine

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

samt

KONGERIGET BELGIEN,

DEN TJEKKISKE REPUBLIK,

KONGERIGET DANMARK,

FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND,

REPUBLIKKEN ESTLAND,

DEN HELLENSKE REPUBLIK,

KONGERIGET SPANIEN,

DEN FRANSKE REPUBLIK,

IRLAND,

DEN ITALIENSKE REPUBLIK,

REPUBLIKKEN CYPERN,

REPUBLIKKEN LETLAND,

REPUBLIKKEN LITAUEN,

STORHERTUGDØMMET LUXEMBOURG,

REPUBLIKKEN UNGARN,

REPUBLIKKEN MALTA,

KONGERIGET NEDERLANDENE,

REPUBLIKKEN ØSTRIG,

REPUBLIKKEN POLEN,

DEN PORTUGISISKE REPUBLIK,

REPUBLIKKEN SLOVENIEN,

DEN SLOVAKISKE REPUBLIK,

REPUBLIKKEN FINLAND,

KONGERIGET SVERIGE,

DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND,

kontraherende parter i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, i det følgende benævnt »medlemsstater«,

på den ene side, og

UKRAINE

på den anden side

under ét i det følgende benævnt »parterne«,

SOM TAGER HENSYN TIL den fælles interesse i at udvikle et globalt navigationssatellitsystem til civil brug,

SOM ANERKENDER betydningen af Galileo som et bidrag til navigations- og informationsinfrastrukturen i Det Europæiske Fællesskab og Ukraine,

SOM ANERKENDER, at Ukraines arbejde med satellitbaseret navigation har nået et fremskredent stade,

SOM TAGER HENSYN TIL den stigende udvikling af GNSS-anvendelser i Ukraine, Det Europæiske Fællesskab og andre dele af verden,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Aftalens formål

Aftalen har til formål at fremme, lette og intensivere samarbejdet mellem parterne om civil global satellitnavigation.

Artikel 2

Definitioner

I denne aftale forstås ved:

 

»Forstærkning«: Regionale eller lokale mekanismer som f.eks. Egnos (European Geostationary Navigation Overlay System). Sådanne mekanismer giver brugerne øget udbytte af hovedkonstellationerne i form af bl.a. øget nøjagtighed, disponibilitet, integritet og pålidelighed.

 

»Galileo«: Et selvstændigt europæisk system for global satellitbaseret navigation og tidsbestemmelse, som er under civil kontrol, og som skal levere GNSS-tjenester, der konstrueres og udvikles af Fællesskabet og dets medlemsstater. Driften af Galileo kan overlades til en privat part.

Galileo skal efter planen omfatte en eller flere tjenester med forskellige formål: alment tilgængelige (»åbne«) tjenester, forretningsmæssige tjenester, livskritiske tjenester og eftersøgnings- og redningstjenester samt den beskyttede statsregulerede tjeneste til brug for offentlige myndigheder.

 

»Åben Galileo-tjeneste« (GALILEO Open Service): En tjeneste, der er frit tilgængelig og gratis at anvende for offentligheden.

 

»Livskritisk Galileo-tjeneste« (GALILEO Safety of Life Service): En tjeneste, der er baseret på den åbne tjeneste, og som yderligere tilbyder integritetsoplysninger, signalautentificering, driftsgarantier og andre faciliteter, der er nødvendige til livskritiske anvendelser inden for luft- og søfart.

 

»Forretningsmæssig Galileo-tjeneste« (GALILEO Commercial Service): En tjeneste, der letter udvikling af professionelle anvendelser, og som giver ekstra fordele sammenlignet med den åbne tjeneste, navnlig i form af højere datahastighed, driftsgarantier og større nøjagtighed.

 

»Galileo-tjeneste til eftersøgnings- og redningsoperationer« (GALILEO Search and Rescue Service): En tjeneste, der forbedrer eftersøgnings- og redningsoperationer ved at sikre en hurtigere og mere nøjagtig lokalisering af nødradiosendere og give mulighed for besvarelse af nødsignaler.

 

»Statsreguleret Galileo-tjeneste« (GALILEO Public Regulated Service): En beskyttet positions- og tidsbestemmelsestjeneste med begrænset adgang, der er konstrueret med det særlige formål at tjene autoriserede brugere i den offentlige sektor.

 

»Lokale Galileo-elementer«: Lokale mekanismer, der giver brugerne af Galileos satellitbaserede navigations- og tidssignaler inputdata, som supplerer dem, der fås fra den benyttede hovedkonstellation. Lokale elementer kan etableres for at opnå større ydeevne omkring lufthavne, søhavne og i byområder eller andre geografisk problematiske miljøer. Galileo vil omfatte en generel strategi for udvikling af lokale elementer for at støtte markedsudviklingen og lette standardisering.

 

»Udstyr til global navigation samt steds- og tidsbestemmelse«: Alt civilt slutbrugerudstyr, der er konstrueret til at transmittere, modtage eller behandle satellitbaserede navigations- eller tidssignaler med henblik på levering af en tjeneste eller for at fungere med regional forstærkning.

 

»Regulerende foranstaltning«: Enhver lov, administrativ forskrift, procedure, beslutning eller tilsvarende administrativ foranstaltning truffet af en part.

 

»Interoperabilitet«: En situation på brugerniveau, hvor en modtager for to systemer kan udnytte signaler fra to systemer, som tilsammen giver præstationer, der er ligeværdige med eller bedre end præstationerne fra et af systemerne alene. Interoperabilitet mellem globale og regionale satellitnavigationssystemer øger kvaliteten af de tjenester, der er til rådighed for brugerne.

 

»Intellektuel ejendom«: Defineres på samme måde som »intellektuel ejendomsret« i artikel 2 i konventionen om oprettelse af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret, udfærdiget i Stockholm den 14. juli 1967.

 

»Erstatningsansvar«: Det forhold, at en fysisk eller juridisk person efter bestemte retsprincipper og regler kan drages til økonomisk ansvar for skader, der påføres en anden fysisk eller juridisk person. Erstatningspligten kan være fastlagt i en aftale (kontraktligt ansvar) eller i en retsnorm (ikke-kontraktligt ansvar).

 

»Fortrolige oplysninger«: Enhver form for oplysninger, der skal beskyttes mod uautoriseret videregivelse, som i forskellig grad kan skade parternes eller enkelte medlemsstaters væsentlige interesser, herunder national sikkerhed. Deres klassificering anføres med et klassificeringsmærke. Sådanne oplysninger klassificeres af parterne i overensstemmelse med deres gældende love og forskrifter og beskyttes mod ethvert tab af fortrolighed, integritet og disponibilitet.

Artikel 3

Principperne for samarbejdet

Parterne er enige om at anvende følgende principper for det samarbejde, der er omfattet af denne aftale:

1.

Gensidigt udbytte på grundlag af en overordnet ligevægt mellem rettigheder og forpligtelser.

2.

Partnerskab i Galileo-programmet efter de procedurer og regler, der er fastlagt for forvaltningen af det.

3.

Gensidige muligheder for at medvirke i samarbejdsaktiviteter i Det Europæiske Fællesskabs og Ukraines GNSS-projekter til civil brug.

4.

Rettidig udveksling af informationer, der kan have betydning for samarbejdet.

5.

Rimelig beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, jf. artikel 8, stk. 2.

Artikel 4

Samarbejdsområder

1.   Samarbejdet inden for satellitbaseret navigation og tidsbestemmelse omfatter følgende områder: radiofrekvenser, videnskabelig forskning og uddannelse, industrisamarbejde, handel og markedsudvikling, standarder, certificering og forskrifter, udvikling af globale og regionale jordbaserede GNSS-forstærkningssystemer, sikkerhed, erstatningsansvar og dækning af omkostninger. Parterne kan ændre denne liste ved fælles overenskomst.

2.   Hvis begge parter ønsker det, kan samarbejdet udvides til at omfatte:

2.1.

følsomme Galileo-teknologier og varer underlagt eksportkontrolforskrifter i EU, EU's og ESA's medlemsstater, ordningen om kontrol af missilteknologi og Wassenaar-arrangementet, samt kryptografi og væsentlige informationssikkerhedsteknologier og -varer,

2.2.

Galileo-systemets sikkerhedsarkitektur (rum-, jord- og brugersegmenterne),

2.3.

sikkerhedskontrolfunktioner i Galileos globale segmenter,

2.4.

statsregulerede tjenester i forbindelse med disses definition, udvikling, implementering, afprøvning, evaluering og drift (forvaltning og brug), samt

2.5.

udveksling af fortrolige oplysninger om satellitnavigation og Galileo.

En sådan udvidelse af samarbejdet kræver, at parterne indgår en særaftale herom.

3.   Denne aftale berører ikke den institutionelle struktur, der er etableret ved Fællesskabets lovgivning med henblik på driften af Galileo-programmet. Aftalen berører endvidere ikke gældende love, forskrifter eller foranstaltninger til gennemførelse af ikke-spredningsforpligtelser, eksportkontrol for varer med dobbelt anvendelsesformål eller nationale indenlandske foranstaltninger med henblik på sikkerhed og kontrol med immaterielle teknologioverførsler.

Artikel 5

Samarbejdsformer

1.   Parterne fremmer inden for rammerne af gældende forskrifter i størst muligt omfang samarbejdet i henhold til denne aftale med det formål at yde sammenlignelige muligheder for deltagelse i deres aktiviteter inden for de områder, der er opført i artikel 4.

2.   Parterne er enige om at gennemføre samarbejdsaktiviteter som nævnt i artikel 6 til 13.

Artikel 6

Radiofrekvenser

1.   Parterne er enige om at bygge videre på tidligere succeser inden for rammerne af Den Internationale Telekommunikationsunion og fortsætte samarbejdet og den gensidige støtte i spørgsmål om radiofrekvenser.

2.   I den forbindelse fremmer parterne passende frekvenstildelinger til Galileo for at sikre, at Galileo-tjenester kan stilles til rådighed for brugere i hele verden, særlig i Ukraine og Fællesskabet.

3.   Endvidere anerkender parterne betydningen af at beskytte radionavigationsspektret mod afbrydelse og interferens. Til dette formål vil de søge at indkredse kilder til interferens og søge gensidigt acceptable løsninger til bekæmpelse af denne interferens.

4.   Intet i denne aftale må fortolkes på en sådan måde, at det er i modstrid med Den Internationale Telekommunikationsunions gældende bestemmelser, herunder ITU's radioreglement.

Artikel 7

Videnskabelig forskning og uddannelse

Parterne fremmer fælles forsknings- og uddannelsesaktiviteter inden for GNSS gennem europæiske og ukrainske forskningsprogrammer, herunder Det Europæiske Fællesskabs rammeprogram for forskning og udvikling, forskningsprogrammerne under Den Europæiske Rumorganisation og andre relevante programmer, som forvaltes af Fællesskabet eller de ukrainske myndigheder.

De fælles forskningsaktiviteter bør bidrage til planlægningen af den fremtidige udvikling af et GNSS til civil brug.

Parterne er enige om at fastlægge en mekanisme, der kan sikre effektive kontakter og deltagelse i forsknings- og uddannelsesprogrammerne.

Artikel 8

Industrisamarbejde

1.   Parterne tilskynder til og støtter samarbejde mellem industrier fra de to parter, bl.a. ved joint ventures og gensidig deltagelse i relevante industrisammenslutninger med det formål at etablere Galileo-systemet og at fremme udnyttelse og udvikling af Galileos applikationer og tjenester.

2.   For at lette industrisamarbejdet sørger parterne for en passende og effektiv beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle, industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder på områder og i sektorer af relevans for udviklingen og driften af Galileo/Egnos i overensstemmelse med de højeste internationale standarder, herunder effektive midler til at håndhæve disse standarder.

3.   Ukraines eksport til tredjelande af følsomme produkter, som specifikt er udviklet og finansieret via Galileo-programmet, skal forelægges til forhåndsgodkendelse i Galileos kompetente sikkerhedsmyndighed, hvis denne myndighed har henstillet til, at disse varer gøres til genstand for eksportgodkendelse i overensstemmelse med de gældende forskrifter. I forbindelse med enhver særaftale, jf. artikel 4, stk. 2, skal der også opstilles en egnet ordning, efter hvilken Ukraine kan henstille til, at varer gøres til genstand for eksportgodkendelse.

4.   Parterne tilskynder til, at forbindelserne mellem Galileo-programmets forskellige interesseparter i Ukraine og Fællesskabet styrkes som led i industrisamarbejdet.

Artikel 9

Handel og markedsudvikling

1.   Parterne tilskynder til handel med og investering i satellitnavigationsinfrastruktur og -udstyr samt lokale Galileo-elementer og Galileo-applikationer i Fællesskabet og Ukraine.

2.   Til dette formål udbreder parterne kendskabet til Galileos satellitbaserede navigationsaktiviteter blandt offentligheden, indkredser mulige hindringer for vækst i GNSS-applikationer og træffer passende foranstaltninger for at lette denne vækst.

3.   Med det formål at indkredse og effektivt reagere på brugerbehov overvejer Fællesskabet og Ukraine at oprette et åbent GNSS-brugerforum.

Artikel 10

Standarder, certificering og forskrifter

1.   Parterne anerkender værdien af at samordne fremgangsmåderne inden for internationale standardiserings- og certificeringsorganer for globale satellitnavigationstjenester. Parterne vil navnlig i fællesskab støtte udviklingen af Galileos standarder, fremme deres anvendelse i Ukraine og i resten af verden og lægge vægt på interoperabilitet med andre GNSS-systemer.

Et af formålene med samordningsindsatsen er at fremme en udbredt og innovativ anvendelse af Galileos åbne og forretningsmæssige tjenester samt dets livskritiske tjenester som en verdensomspændende standard for navigation og tidsbestemmelse.

Parterne er enige om at skabe gunstige vilkår for udvikling af Galileo-applikationer.

2.   Parterne samarbejder derfor med det formål at fremme og gennemføre målene for denne aftale om alle de sager vedrørende GNSS, der tages op navnlig i Organisationen for International Civil Luftfart, Eurocontrol, Den Internationale Søfartsorganisation og Den Internationale Telekommunikationsunion.

3.   På bilateralt plan sikrer parterne, at foranstaltninger vedrørende driftsmæssige og tekniske standarder, certificering samt licensvilkår og procedurer vedrørende GNSS ikke udgør unødige handelshindringer. Indenlandske krav skal bygge på objektive, ikke-diskriminerende, forud fastsatte og gennemskuelige kriterier.

Artikel 11

Udvikling af globale og regionale jordbaserede GNSS-forstærkningssystemer

1.   Parterne samarbejder om at definere og implementere systemarkitekturer til jordsegmentet, der giver optimal sikkerhed for Galileos/Egnos' integritet og Galileo- og Egnos-tjenesternes kontinuitet samt interoperabilitet med andre GNSS-systemer.

2.   Til dette formål samarbejder parterne på regionalt plan om at implementere et jordbaseret regionalt forstærkningssystem i Ukraine på grundlag af Galileo-systemet. Hensigten med et sådant regionalt system er at yde regionale integritets- og højpræcisionstjenester i tillæg til dem, Galileo-systemet leverer på globalt plan. Som forløber forestiller parterne sig en udvidelse af Egnos i Ukraine-området ved hjælp af jordbaseret infrastruktur, der omfatter ukrainske stationer til afstandsbestemmelse og integritetsovervågning.

3.   På lokalt plan letter parterne udviklingen af lokale Galileo-elementer.

Artikel 12

Sikkerhed

1.   Parterne er overbevist om nødvendigheden af at beskytte globale satellitnavigationssystemer mod misbrug, interferens, afbrydelse og fjendtlige handlinger.

2.   Parterne alle tager realistiske skridt for at varetage hensynet til kvalitet, kontinuitet og sikkerhed for de satellitbaserede navigationstjenester og den dertil knyttede infrastruktur på deres områder.

3.   Parterne anerkender, at samarbejdet om at opretholde Galileo-systemets og dets tjenesters sikkerhed er et vigtig fælles mål.

4.   Derfor overvejer parterne at etablere en egnet kommunikationskanal for sikkerhedsspørgsmål i forbindelse med GNSS. De praktiske ordninger og procedurer fastlægges af parternes kompetente sikkerhedsmyndigheder i fællesskab i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2.

Artikel 13

Erstatningsansvar og dækning af omkostninger

Parterne samarbejder i nødvendigt omfang om at fastlægge og gennemføre en ordning for erstatningsansvar og omkostningsdækning, navnlig inden for rammerne af internationale og regionale organisationer, for at lette tilrådighedsstillelsen af civile GNSS-tjenester.

Artikel 14

Samarbejdsmekanisme og udveksling af oplysninger

1.   Arbejdet med at samordne og lette samarbejdet i henhold til denne aftale udføres på Ukraines vegne af Ukraines regering og på Fællesskabets og dets medlemsstaters vegne af Europa-Kommissionen.

2.   I overensstemmelse med det i artikel 1 anførte mål nedsætter disse to organer, inden for rammerne af partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Ukraine, et styringsudvalg for GNSS, herefter benævnt »udvalget«, til at forvalte aftalen. Udvalget vil bestå af officielle repræsentanter for hver part, og det fastsætter sin egen forretningsorden.

Styringsudvalget har bl.a. følgende opgaver:

2.1.

at fremme, fremsætte henstillinger vedrørende og føre tilsyn med de forskellige samarbejdsaktiviteter, der er anført i artikel 4 til 13

2.2.

at rådgive parterne om, hvordan de kan udbygge og forbedre samarbejdet efter aftalens principper

2.3.

at påse, at aftalen fungerer og gennemføres effektivt.

3.   Udvalget mødes som hovedregel en gang om året. Møderne holdes skiftevis i Fællesskabet og Ukraine. Der kan holdes yderligere møder, når en af parterne anmoder om det.

Udvalgets udgifter og udgifter, der opstår i udvalgets navn, bæres af den part, som de berørte medlemmer officielt repræsenterer. Andre udgifter end rejse- og opholdsudgifter, der er direkte forbundet med udvalgsmøderne, bæres af værtsparten. Udvalget kan nedsætte fælles tekniske arbejdsgrupper om særlige emner, når parterne anser det for hensigtsmæssigt.

4.   Relevante ukrainske foretagender har mulighed for at deltage i fællesforetagendet Galileo eller i Den Europæiske GNSS-Tilsynsmyndighed i overensstemmelse med gældende lovgivning og procedurer.

5.   Parterne tilskynder til yderligere informationsudveksling om satellitbaseret navigation mellem deres institutioner og virksomheder.

Artikel 15

Finansiering

1.   Bidragsbeløbet og ordningerne for, hvordan Ukraine yder dette til Galileo-programmet gennem fællesforetagendet Galileo, fastlægges ved særskilt aftale og i overensstemmelse med de institutionelle ordninger i den gældende lovgivning.

2.   Inden for rammerne af gældende love og bestemmelser tager hver part alle rimelige skridt og gør sit bedste for, at personer, kapital, materiel, data og udstyr, som har tilknytning til eller anvendes ved samarbejdsaktiviteter i henhold til denne aftale, uhindret kan få adgang til, opholde sig på og forlade dens område.

3.   Hvis særlige samarbejdsordninger hos en part medfører, at der ydes finansiel støtte til deltagere fra den anden part, skal sådanne tilskud og finansieringsbidrag fra den ene part til den anden parts deltagere til støtte for samarbejdsaktiviteterne fritages for told, skat og andre afgifter efter de love og bestemmelser, der gælder på hver parts område, jf. dog stk. 2.

Artikel 16

Konsultationer og tvistbilæggelse

1.   Så snart en part anmoder om det, konsulterer parterne hinanden om ethvert spørgsmål om fortolkning eller anvendelse af denne aftale. Enhver tvist om fortolkning eller anvendelse af denne aftale løses ved venskabelige drøftelser mellem parterne.

2.   Stk. 1 hindrer ikke, at parterne søger en tvist løst i henhold til partnerskabs- og samarbejdsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Ukraine.

Artikel 17

Ikrafttræden og opsigelse

1.   Denne aftale træder i kraft den første dag i måneden efter den dag, hvor parterne skriftligt har meddelt hinanden, at de har afsluttet de procedurer, som er nødvendige i denne forbindelse. Meddelelsen sendes til Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union, som er depositar for aftalen.

2.   Hvis aftalen udløber eller opsiges, får dette ingen virkning for gyldigheden eller varigheden af eventuelle ordninger, der er etableret i henhold til aftalen, eller for eventuelle specifikke rettigheder og forpligtelser, der er opstået på området intellektuelle ejendomsrettigheder.

3.   Aftalen kan ændres ved indbyrdes skriftlig aftale mellem parterne. Ændringen træder i kraft den første dag i måneden efter den dag, hvor parterne har meddelt depositaren, at de har afsluttet de procedurer, som er nødvendige i denne forbindelse.

4.   Denne aftale forbliver i kraft i fem år og kan efter fælles overenskomst mellem parterne forlænges med yderligere fem år ad gangen. Hver af parterne kan opsige aftalen med tre måneders skriftligt varsel til den anden part.

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk, ungarsk og ukrainsk, idet alle teksterne har samme gyldighed.

Hecho en Kiev, el uno de diciembre del dos mil cinco.

V Kyjevě dne prvního prosince dva tisíce pět.

Udfærdiget i Kyiv den første december to tusind og fem.

Geschehen zu Kiew am ersten Dezember zweitausendfünf.

Kahe tuhande viienda aasta detsembrikuu esimesel päeval Kiievis.

Έγινε στο Κίεβο, την πρώτη Δεκεμβρίου δύο χιλιάδες πέντε.

Done at Kiev on the first day of December in the year two thousand and five.

Fait à Kiev, le premier décembre deux mille cinq.

Fatto a Kiev, addi' primo dicembre duemilacinque.

Kijevā, divtūkstoš piektā gada pirmajā decembrī.

Priimta du tūkstančiai penktų metų gruodžio pirmą dieną Kijeve.

Kelt Kievben, a kettőezerötödik év december első napján.

Magħmul f' Kiev, fl-ewwel jum ta' Diċembru tas-sena elfejn u ħamsa.

Gedaan te Kiev, de eerste december tweeduizend vijf.

Sporządzono w Kijowie dnia pierwszego grudnia roku dwutysięcznego piątego.

Feito em Kiev, em um de Dezembro de dois mil e cinco.

V Kyjeve dňa prvého decembra dvetisícpäť.

V Kijevu, prvega decembra leta dva tisoč pet.

Tehty Kiovassa ensimmäisenä päivänä joulukuuta vuonna kaksituhattaviisi.

Som skedde i Kiev den första december tjugohundrafem.

Вчинено в Києві першого грудня дві тисячі п’ятого року

Pour le Royaume de Belgique

Voor het Koninkrijk België

Für das Königreich Belgien

Image

Za Českou republiku

Image

På Kongeriget Danmarks vegne

Image

Für die Bundesrepublik Deutschland

Image

Eesti Vabariigi nimel

Image

Για την Ελληνική Δημοκρατία

Image

Por el Reino de España

Image

Pour la République française

Image

Thar cheann Na hÉireann

For Ireland

Image

Per la Repubblica italiana

Image

Για την Κυπριακή Δημοκρατία

Image

Latvijas Republikas vārdā

Image

Lietuvos Respublikos vardu

Image

Pour le Grand-Duché de Luxembourg

Image

A Magyar Köztársaság részéről

Image

Gћar-Repubblika ta' Malta

Image

Voor het Koninkrijk der Nederlanden

Image

Für die Republik Österreich

Image

W imieniu Rzeczypospolitej Polskiej

Image

Pela República Portuguesa

Image

Za Republiko Slovenijo

Image

Za Slovenskú republiku

Image

Suomen tasavallan puolesta

För Republiken Finland

Image

För Konungariket Sverige

Image

For the United Kingdom of Great Britain and Northern Ireland

Image

Por la Comunidad Europea

Za Evropské společenství

For Det Europæiske Fællesskab

Für die Europäische Gemeinschaft

Euroopa Ühenduse nimel

Για την Ευρωπαϊκή Κοινότητα

For the European Community

Pour la Communauté européenne

Per la Comunità europea

Eiropas Kopienas vārdā

Europos bendrijos vardu

az Európai Közösség részéről

Għall-Komunità Ewropea

Voor de Europese Gemeenschap

W imieniu Wspólnoty Europejskiej

Pela Comunidade Europeia

Za Európske spoločenstvo

za Evropsko skupnost

Euroopan yhteisön puolesta

På Europeiska gemenskapen vägnar

Image

За Украïнy

Image


Top