1.

Den i notat af 20. 6. 1977 indeholdte afgørelse fra Pignot om at fritage sagsøgeren for hans koordineringsopgaver i den tyske afdeling af CASSTM erklæres ugyldig.

2.

Pignot's afgørelse, hvorefter sagsøgeren i tilfælde af hans overordnedes fravær ikke kunne afløse dem eller gøre midlertidig tjeneste i disses stillinger, erklæres ugyldig.

3.

Generaldirektør Baichère's afgørelse af 27. 7. 1977, hvorved sagsøgeren overførtes fra sin stilling som sprogrevisor-koordinator for CASSTM-gruppen til Task Force Portugal, erklæres ugyldig.

4.

Generaldirektør Baichère's afgørelse af 27. 10. 1977, hvorved sagsøgeren stilledes til rådighed for direktør Ciancio, erklæres om fornødent ugyldig.

5.

Det af modparten meddelte afslag på sagsøgerens anmodning af 21. 6. 1977 om beskyttelse mod visse af hans kollegers illoyale adfærd erklæres ugyldigt.

6.

Modparten tilpligtes at afholde sagens omkostninger.

1.

I sin første påstand anfægter sagsøgeren afgørelsen af 20. juni 1977, hvorved det blev pålagt sektionslederen at fordele oversættelsesarbejdet i den tyske oversættelsesgruppe, hvilket indtil da havde været sagsøgerens opgave.

Kommissionen mener, at denne påstand ikke kan behandles i realiteten, allerede fordi fristen for sagsanlæg ikke er overholdt. Den anfører herved, at sagsøgeren ved sin skrivelse af 21. juni, der indgik den 22. juni, indbragte en klage for Kommissionen som ansættelsesmyndighed i den i artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd forudsatte betydning. Da denne klage ikke blev besvaret inden for den i artikel 90, stk. 2, fastsatte frist på fire måneder, må den anses for stiltiende afvist den 22. oktober. Sagen skulle altså i henhold til artikel 91, stk. 3, i vedtægten for tjenestemænd have været anlagt den 22. januar 1978.

Sagsøgte hævder endvidere, at påstanden ikke kan antages til realitetsbehandling som følge af den anfægtede foranstaltnings retlige beskaffenhed. Afgørelsen af 20. juni 1977 er nemlig blot et udslag af institutionens beføjelser med hensyn til intern organisering, som ikke berører sagsøgerens stilling i henhold til vedtægten og derfor ikke udgør en i medfør af artikel 91 i vedtægten for tjenestemænd anfægtelig foranstaltning.

Sagsøgeren mener derimod ikke, at skrivelsen af 21. juni indeholdt en klage i den i artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd forudsatte betydning, men blot en ansøgning som angivet i artiklens stk. 1. Det er herved tilstrækkeligt at henvise til formuleringen »jeg ansøger«, men det samme bekræftes af generaldirektør Baichère's skrivelse af 27. juli, hvori der også tales om »ansøgningen af 21. juni 1977«. Desuden er det for en person uden juridisk uddannelse ikke altid let at afgøre, hvad der er en ansøgning, og hvad der er en klage, og hvilken betydning det har. Kommissionen skulle efter sagsøgerens opfattelse have gjort ham opmærksom på, at hans skrivelse måtte anses for en klage, og at sag ved Domstolen skulle anlægges inden for en bestemt frist.

Endvidere er den pågældende foranstaltning, der uanset de i notatet anvendte ord ikke har haft en blot foreløbig karakter, faktisk til skade for hans tjenstlige stilling, bl.a. fordi den forringer hans karriere. I hierarkisk henseende kan det ikke bestrides, at han, selv om han ikke er blevet overordnet sine kolleger, i forhold til de øvrige sprogrevisorer har bestridt en ledelsesfunktion, der i høj grad har haft indflydelse på hans tjenstlige stilling. Der lægges særlig vægt på hvervet som koordinator både i bedømmelsen af sagsøgeren og i »Guide pratique du traducteur«.

Hvad angår kvalificeringen af sagsøgerens skrivelse af 21. juni 1977 til Kommissionens formand er — ifølge Domstolens faste praksis vedrørende den nærmere fastlæggelse af en retsakts art — alene dennes objektive indhold og virkelige betydning, og ikke dens ydre form eller den betegnelse, forfatteren eller en tredjemand har anvendt, af betydning. Allerede af denne grund kan der ikke lægges vægt på de ord, sagsøgeren har anvendt i overskriften til skrivelsen eller på den betegnelse, Baichère har givet denne skrivelse.

Langt vigtigere er det derimod, at sagsøgeren i skrivelsen bl.a. anmoder om, at Kommissionen snarest »ophæver de foranstaltninger, Pignot (chef for afdeling IX/D/3) har truffet over for mig«. Efter denne udtryksmåde kan det efter min mening anses for givet, at sagsøgeren ikke havde til hensigt at ansøge om, at der blev truffet en beslutning vedrørende ham i den i artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd forudsatte betydning, men simpelthen ville anmode ansættelsesmyndigheden om at ophæve den foranstaltning, der indeholdt et klagepunkt imod ham, og således indbragte en klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, forudsatte betydning.

Fristerne i vedtægtens artikler 90 og 91 begyndte altså at løbe ved modtagelsen af denne klage, dvs. den 22. juni 1977. Klagen måtte i al fald fra og med den 22. oktober 1977 anses for stiltiende afvist, og sagsøgeren skulle altså i henhold til artikel 91, stk. 3, i vedtægten have anlagt sag senest den 22. januar 1978.

De nævnte frister er præklusive, og Domstolen påser ex officio, og uden anvendelse af noget rimelighedskriterium, at de overholdes. Der er ingen grund til særligt at fremhæve, at Kommissionens afvisning af 8. februar 1978, altså efter fristernes udløb, ikke kunne medføre, at disse atter begyndte at løbe.

Da det yderligere klart og utvetydigt fremgår af skrivelsen af 21. juni, at sagsøgeren havde til hensigt at klage, havde Kommissionen heller ikke grund til i medfør af et godtrosprincip at oplyse sagsøgeren om, at fristen var begyndt at løbe.

Jeg er i øvrigt enig med Kommissionen i, at afgørelsen om at fratage sagsøgeren fordelingen af arbejdet i dette konkrete tilfælde har været en foranstaltning henhørende under den interne organisationsbeføjelse og ikke en anfægtelig akt af den i vedtægtens artikel 91 omhandlede art.

I Macevicius-dommen (sag 66/75, dom af 20. maj 1976, Sml. 1976, s. 593) fastslog Domstolen, at en retsakt henhørende under institutionens interne organisationsbeføjelse kun kan efterprøves gennem et sagsanlæg efter tjenestemandsvedtægtens artikel 91, hvis den har krænket de rettigheder, som den pågældende tjenestemand har i henhold til vedtægtens artikler 5 og 7, navnlig ved at han forpligtes til at udøve funktioner, som ikke svarer til hans stilling og lønklasse. For at dette er tilfældet, er det ikke tilstrækkeligt, at nævnte retsakt ændrer eller endog indskrænker den pågældendes opgaver, men det må kræves, at de tiloversblevne opgaver ligger klart under det niveau, som svarer til tjenestemandens lønklasse og stilling, når henses til deres natur, betydning og omfang (se hertil endvidere sag 16/67, Henri Labeyrie mod Kommissionen, dom af 11. juli 1968, Sml. 1965-1968, s. 519, og sag 129/75, Nemirovsky-Hirschberg mod Kommissionen, dom af 14. juli 1976, Sml. 1976, s. 1259).

Som det fremgår af fremstillingen af sagens faktiske omstændigheder, blev det i løbet af 1975 pålagt sagsøgeren, der som sprogrevisor er indplaceret i lønklasse LA 4, at koordinere det arbejde, som udførtes af de fem andre tyske oversættere i gruppen inden for CASSTM. Herved skal det først fremhæves, at stillingen som koordinator ikke er anført i oversigten i bilag I, A, til vedtægten over sammenhængen mellem stillingsbetegnelserne og stillingsgrupperingerne. Derimod fremhæves det i den af generaldirektoratet for Personale og administration i 1975 udsendte »Guide pratique du traducteur«, at arbejdet som koordinator alene har en rent teknisk karakter. Det nævnes dér udtrykkeligt, at kontorchefen fortsat besidder alle overordnelsesbeføjelser og således alene er ansvarlig for fordelingen af arbejdet. Stillingen som koordinator er således ikke sat i sammenhæng med tjenestemandens tjenstlige stilling og vedtægtsmæssige rettigheder. Sagsøgerens fratræden som koordinator medførte ganske vist en begrænsning af hans arbejdsområde, men gjorde intet skår i hans retsstilling i henhold til vedtægten. Afgørelsen om at fratage ham denne opgave vedrørte således alene interne administrative forhold, som de pågældende overordnede må kunne tilrettelægge og ændre efter tjenestens behov. Foranstaltningens foreløbige eller endelige karakter bliver herved uden betydning.

Det må naturligvis medgives sagsøgeren, at en angivelse i den tjenstlige bedømmelse af koordinatorhvervet kan få karrieremæssig betydning og påvirke mulighederne for forfremmelse. Det kan dog ikke i sig selv medføre nogen ret for en tjenestemand til fortsat at varetage et hverv, der er uden sammenhæng med hans tjenstlige stilling og tildelt ham alene af interne tjenesten vedrørende grunde.

Sammenfattende skal jeg derfor foreslå, at sagsøgerens første påstand afvises, såvel fordi sagen for dennes vedkommende er for sent anlagt, som fordi den ikke angår nogen retligt beskyttet interesse.

2.

I sin anden påstand har sagsøgeren krævet den mundtlige afgørelse af 1. juli 1977 fra Pignot, hvorefter sagsøger ikke længere i tilfælde af hans foresattes fravær kunne være afløser for disse, erklæret ugyldig.

Kommissionen mener, at også dette krav, som for sent fremsat, må afvises fra realitetsbehandling. Den anfører endvidere, at den pågældende afgørelse ikke skulle gælde i almindelighed, men kun vedrørte afløsningen af sektionslederen Peppinck i dennes ferie i 1977. Derfor kan denne afgørelse heller ikke anses for en akt, der indeholder et klagepunkt, i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, forudsatte betydning.

Sagsøgeren derimod ønsker også i denne sammenhæng, at skrivelsen af 4. juli 1977 blot opfattes som en ansøgning og ikke som en klage, og mener, at forbudet mod afløsning er en foranstaltning, der får varige følger.

Af sagsøgerens skrivelse af 4. juli 1977 til formanden for Kommissionen fremgår klart, at sagsøgeren uanset den anvendte betegnelse har villet indbringe en klage over en akt, der indeholdt et klagepunkt mod ham, idet det i skrivelsen hedder: »Jeg anmoder om ophævelse af den foranstaltning, der er truffet over for mig …«. Jeg kan herved henvise til de betragtninger, jeg har fremført vedrørende den første påstand. Denne klage må anses for stiltiende afvist den 4. november, idet Kommissionen på denne dato ikke havde besvaret den, og sagsøgeren skulle have anlagt sag mod denne stiltiende afvisning senest den 4. februar 1978. Den den 29. maj 1978 anlagte sag må derfor, også for så vidt angår denne påstand, afvises.

Kommissionens erklæring om, at den pågældende foranstaltning kun vedrørte den særlige situation ved sektionslederens fravær som følge af ferie i 1977 må antages at være korrekt. Og den omstændighed, at sagsøgeren i skrivelsen af 4. juli 1977 selv har anført, at Pignot har meddelt ham, at »han har besluttet, at jeg (sagsøgeren) ikke skulle afløse den midlertidigt fraværende sektionsleder«, er en bestyrkelse heraf. Der kan herefter ikke være nogen tvivl om, at denne tidsmæssigt meget begrænsede foranstaltning ikke har kunnet være til skade for sagsøgerens tjenstlige stilling og blot må anses for et administrativt skridt, der ikke kan anfægtes i medfør af vedtægtens artikel 91.

Det kan ikke herimod anføres, at sagsøgeren ikke sidenhen er blevet anmodet om at afløse sektionslederen. Som ligeledes anført af Kommissionen er dette forhold ikke en følge af den anfægtede mundtlige afgørelse; det beror på, at sagsøgeren ikke, efter at der senere var truffet andre afgørelser vedrørende ham, arbejdede i oversættelsesgruppen ved CASSTM.

3.

Sagsøgeren anfægter endelig i sin tredje påstand gyldigheden af generaldirektør Baichère's afgørelse af 27. juli 1977, hvorefter sagsøgeren med virkning fra 1. september 1977 blev stillet til rådighed for Task Force Négociation Portugal.

Sagsøgte mener, at sagen også for så vidt angår denne påstand skal afvises. Kommissionen anfører dels, at kravet ifølge denne påstand har mistet sit indhold før sagsanlægget, idet den pågældende afgørelse var blevet trukket tilbage forinden, og dels, at der med denne ligesom med de foregående afgørelser alene har været tale om en intern administrativ foranstaltning i tjenestens interesse.

Sagsøgeren har heroverfor gjort gældende, at tilbagetrækningen ikke skete, fordi man havde erkendt, at afgørelsen var ulovlig. At han ved denne foranstaltning blev frataget sit hidtidige arbejde giver allerede i sig selv et klagegrundlag. Selv om afgørelsen er blevet trukket tilbage, har den haft både materielt og moralsk skadelige virkninger for ham. Annullation af afgørelsen vil derfor betyde, at der ydes ham oprejsning.

Den pågældende afgørelse blev faktisk trukket tilbage ved generaldirektør Baichère's afgørelse af 27. oktober 1977, dvs. efter at sagsøgeren den 24. oktober havde indbragt klage og før sagsanlægget. Kravet ifølge påstanden er derefter principielt uden indhold (jf. de forenede sager 126/75, 34 og 92/76, Robert Giry mod Kommissionen, dom af 27. oktober 1977, Sml. 1977, s. 1937). Sagsøgeren må for at godtgøre, at han ikke desto mindre har behov for retsbeskyttelse, fremlægge yderligere detaljerede oplysninger, af hvilke det objektivt overbevisende kan udledes, at han har en beskyttelsesværdig interesse i efterfølgende at få annulleret en akt, der nu er uden retsvirkninger. En sådan interesse kunne eventuelt antages at foreligge, hvis »forflyttelsen« havde været formelt eller indholdsmæssigt mangelfuld eller havde haft karakter af den disciplinær foranstaltning.

Det fremgår med al tydelighed af afgørelsens ordlyd, at sagsøgeren ikke blev forflyttet til Task Force — ifølge vedtægtens artikel 7 ville kun ansættelsesmyndigheden kunne have truffet en sådan foranstaltning — han blev alene tilknyttet denne gruppe, uden at dette fik virkninger til skade for hans tjenstlige stilling og rettigheder ifølge vedtægten. I afgørelsen fremhæves endvidere udtrykkeligt, at hans placering dér kun var foranlediget af tjenestens behov og hans anerkendte kvalifikationer som sprogrevisor. En sådan i det hele positiv begrundelse kan efter sin art ikke skade sagsøgerens karriere og forfremmelsesmuligheder. Og det er desuden blevet oplyst, at Task Force faktisk havde brug for oversættere med kendskab til portugisisk.

Baichère's afgørelse er endelig heller ikke ulovlig derved, at sagsøgeren i kraft heraf mistede sine koordineringsopgaver samt muligheden for at fungere som afløser for sektionslederen ved CASSTM. Virksomhed, hvis udøvelse udelukkende falder inden for rammerne af den interne organisering af tjenesten, kan som allerede nævnt til enhver tid bringes til ophør ved en administrativ afgørelse. Om afløsning af Peppinck kunne der efter sagsøgerens placering ved Task Force ikke længere blive tale.

På grundlag af de her nævnte forhold drager jeg den slutning, at sagsøgeren ikke har nogen speciel interesse i annullation af afgørelsen, der nu er uden retsvirkninger. Jeg foreslår derfor, at den tredje påstand afvises på grund af manglende søgsmålsinteresse.

4.

Endelig har sagsøgeren i sin fjerde påstand rejst krav om annullation af generaldirektørens afgørelse af 27. oktober 1977, hvorved han blev stillet til rådighed for direktør Ciancio med henblik på udførelse af særlige opgaver.

Denne afgørelse blev først truffet tre dage efter sagsøgerens klage af 24. oktober 1977 og har således ikke været genstand for en administrativ klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. På grund af manglende administrativ klage må derfor også denne påstand afvises.