Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32025D0657

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2025/657 af 17. marts 2025 om konstatering af, at betingelserne for betaling af den tredje rate af den ikketilbagebetalingspligtige finansielle støtte og af lånestøtten i henhold til planen for Ukraine under Ukrainefaciliteten er opfyldt på tilfredsstillende vis

ST/6395/2025/INIT

EUT L, 2025/657, 31.3.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/657/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/657/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/657

31.3.2025

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2025/657

af 17. marts 2025

om konstatering af, at betingelserne for betaling af den tredje rate af den ikketilbagebetalingspligtige finansielle støtte og af lånestøtten i henhold til planen for Ukraine under Ukrainefaciliteten er opfyldt på tilfredsstillende vis

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/792 af 29. februar 2024 om oprettelse af Ukrainefaciliteten (1), særlig artikel 26, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Søjle I i Ukrainefaciliteten (»faciliteten«) stiller finansiel støtte på op til 38 270 000 000 EUR til rådighed for Ukraine for perioden 2024-2027 i form af ikketilbagebetalingspligtig støtte og lån. Finansieringen under søjle I tildeles hovedsagelig på grundlag af planen for Ukraine under Ukrainefaciliteten (»planen«). Planen fastsætter reform- og investeringsdagsordenen for Ukraine og de kvalitative og kvantitative skridt, der er knyttet til finansieringen under facilitetens søjle I.

(2)

I henhold til artikel 19 i forordning (EU) 2024/792 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447 (2) om godkendelse af vurderingen af planen. Tidsplanen for overvågning og gennemførelse af planen, herunder de kvalitative og kvantitative skridt, der er knyttet til finansieringen under facilitetens søjle I, er fastsat i bilaget til nævnte afgørelse.

(3)

De samlede finansielle midler, der er stillet til rådighed for planen ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447, beløber sig til 32 270 000 000 EUR, heraf 5 270 000 000 EUR i form af ikketilbagebetalingspligtig finansiel støtte og op til 27 000 000 000 EUR i form af et lån.

(4)

I overensstemmelse med artikel 24 og 25 i forordning (EU) 2024/792 er der udbetalt 6 000 000 000 EUR til Ukraine som ekstraordinær mellemfinansiering, og 1 890 000 000 EUR er udbetalt til Ukraine i form af forfinansiering, der udgør en forskudsbetaling på 7 % af den lånestøtte, som Ukraine er berettiget til at modtage i henhold til planen.

(5)

I overensstemmelse med artikel 26, stk. 4, i forordning (EU) 2024/792 er der udbetalt 8 221 521 428 EUR til Ukraine i de første to rater under planen, hvoraf 3 000 000 000 EUR er udbetalt i form af ikketilbagebetalingspligtig finansiel støtte og 5 221 521 428 EUR i form af lån. I overensstemmelse med den låneaftale, der er indgået mellem Unionen og Ukraine i henhold til artikel 22 i forordning (EU) 2024/792, blev et beløb på 393 017 742 EUR af de to første rater anvendt til at afvikle forfinansieringen af lånet.

(6)

I overensstemmelse med artikel 26, stk. 2, i forordning (EU) 2024/792 indgav Ukraine den 15. januar 2025 en behørigt begrundet anmodning om betaling af den tredje rate af henholdsvis den ikketilbagebetalingspligtige finansielle støtte og af lånestøtten på i alt 3 717 741 935 EUR, jf. bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447. Anmodningen var ledsaget af dokumentation for, at de relevante skridt er gennemført på tilfredsstillende vis, samt al anden dokumentation som krævet i henhold til artikel 12 i den rammeaftale, artikel 5 i den finansieringsaftale og artikel 6 i den låneaftale, der er indgået mellem Unionen og Ukraine i henhold til henholdsvis artikel 9, 10 og 22 i forordning (EU) 2024/792.

(7)

I overensstemmelse med gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447 har Ukraine sammen med sin betalingsanmodning fremlagt dokumentation for opfyldelsen på tilfredsstillende vis af de 13 skridt, hvor fristen er fjerde kvartal 2024. De 13 skridt vedrører forskellige reformer fastsat i planen under kapitlerne om offentlig økonomistyring, retsvæsenet, forvaltning af offentlige aktiver, menneskelig kapital, erhvervsmiljøet, decentralisering og regionalpolitik, energisektoren, transport, landbrugsfødevaresektoren og forvaltning af kritiske råstoffer. Der er trådt lovgivning i kraft om forbedring af insolvensordningen, om sikring af uafhængigheden af Ukraines nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder, om det statslige landbrugsregister og om revision af det nationale program for udvikling af mineralressourcer. Politikken for statsligt ejerskab er blevet vedtaget, og opdelingen af statsejede virksomheder er afsluttet. Der er vedtaget strategier for reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og for afinstitutionaliseringen af pleje til personer med handicap, ældre og børn. Ukraine har også vedtaget: resolutioner om genoptagelse af markedsovervågningsforanstaltninger og kontrol af nonfoodprodukter, resolutioner om byplanlægning på lokalt plan, Ukraines reviderede nationale transportstrategi, strategien for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova og strategien for landbrug og udvikling af landdistrikter. Der er indført en markedsbaseret ramme for vedvarende energi.

(8)

I overensstemmelse med artikel 26, stk. 4, i forordning (EU) 2024/792 har Kommissionen foretaget en grundig vurdering af Ukraines anmodning og givet en positiv vurdering af den tilfredsstillende opfyldelse af de 13 kvalitative og kvantitative skridt for den tredje rate som nærmere anført i bilaget til denne afgørelse. Denne positive vurdering blev foretaget i forbindelse med gennemførelsen af planen. Yderligere tilpasning til eksisterende EU-ret vil ske gennem EU-tiltrædelsesprocessen.

(9)

Kommissionen har vurderet, at Ukraine fortsat opfylder forudsætningen for EU-støtte, jf. artikel 5 i forordning (EU) 2024/792. Ukraine opretholder og respekterer navnlig fortsat effektive demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem og retsstatsprincippet, og sikrer respekt for menneskerettighederne, herunder rettighederne for personer, der tilhører mindretal.

(10)

Denne afgørelse bør derfor fastslå, at de relevante betingelser for betalingen af tredje rate i henhold til planen er opfyldt på tilfredsstillende vis.

(11)

I betragtning af den vanskelige finanspolitiske situation, som Ukraine står i, er det yderst vigtigt at udbetale midlerne så hurtigt som muligt. I betragtning af situationens hastende karakter og for at fremskynde processen bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og finde anvendelse fra datoen for vedtagelsen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det fastslås herved, at de relevante betingelser for betaling af den tredje rate på 3 717 741 935 EUR, jf. bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447, er opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med den vurdering, som Kommissionen har foretaget i henhold til artikel 26 i forordning (EU) 2024/792, og som er knyttet som bilag til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra datoen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. marts 2025.

På Rådets vegne

K. KALLAS

Formand


(1)   EUT L, 2024/792, 29.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/792/oj.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447 af 14. maj 2024 om godkendelse af vurderingen af planen for Ukraine (EUT L, 2024/1447, 24.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1447/oj).


BILAG

Vurdering af, hvorvidt de skridt, der er knyttet til tredje rate af planen for Ukraine, er opfyldt på tilfredsstillende vis

RESUMÉ

I overensstemmelse med artikel 26 i forordning (EU) 2024/792 af 29. februar 2024 om oprettelse af Ukrainefaciliteten indgav Ukraine den 15. januar 2025 en betalingsanmodning vedrørende den tredje rate af planen for Ukraine (1). Til støtte for betalingsanmodningen fremlagde Ukraine begrundelse for den tilfredsstillende gennemførelse af alle 13 skridt, jf. bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse 2024/1447 af 14. maj 2024 om godkendelse af vurderingen af planen for Ukraine (2).

På grundlag af oplysningerne fra Ukraine anses alle 13 skridt for at være opfyldt på tilfredsstillende vis.

Som led i kapitel C.2 om offentlig økonomistyring er den strategiske plan for digitalisering af det statslige skattevæsen blevet vedtaget. Som led i kapitel C.3 om retsvæsenet er lovgivningen om forbedring af insolvensordningen trådt i kraft. Som led i kapitel C.6 om forvaltning af offentlige aktiver er politikken for statsligt ejerskab blevet vedtaget, og opdelingen af statsejede virksomheder er afsluttet. Som led i kapitel C.7 om menneskelig kapital er både strategien for en reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og afinstitutionalisering af plejetilbud til personer med handicap og ældre samt strategien for børn er blevet vedtaget. Som led i kapitel C.8 om erhvervsklima er beslutningen om genoptagelse af markedsovervågningsforanstaltninger og kontrol af nonfoodprodukter blevet vedtaget. Som led i kapitel C.9 om decentralisering og regionalpolitik er resolutionen om udvikling af byplanlægning på lokalt plan blevet vedtaget. Som led i kapitel C.10 om energi er der indført en markedsbaseret ramme for vedvarende energi, og den lovgivning, der skal sikre uafhængigheden af den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder, er trådt i kraft. Som led i kapitel C.11 om transport er den reviderede nationale transportstrategi blevet vedtaget, og strategien for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova er blevet vedtaget. Som led i kapitel C.12 om landbrugsfødevaresektoren er strategien for landbrug og udvikling af landdistrikter blevet vedtaget, og lovgivningen om det statslige landbrugsregister er trådt i kraft. Som led i kapitel C.13 om forvaltning af kritiske råstoffer er lovgivningen om revision af det nationale program for udvikling af mineralressourcer trådt i kraft.

Skridt 2.1

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af den strategiske plan for digitalisering af det statslige skattevæsen

Relateret reform/investering: Reform 1. Forbedret forvaltning af indtægter

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 2.1, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af den strategiske plan for digital udvikling, digital omstilling og digitalisering af Ukraines statslige skattevæsen i overensstemmelse med henstillingerne i den nationale indtægtsstrategi for perioden 2024-2030.«

Skridt 2.1 er det andet skridt i gennemførelsen af reform 1 i kapitel 2 (Offentlig økonomistyring). Forud herfor fulgte skridt 2.2 (Vedtagelse af den strategiske plan for digitalisering af det statslige toldvæsen), som blev vurderet positivt i andet kvartal 2024.

Fremlagt dokumentation

1.

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2.

kopi af finansministeriets bekendtgørelse nr. 660 om gennemførelse af afgørelsen truffet af udvalget for informationsteknologisk forvaltning i forvaltningssystemet for de offentlige finanser, dateret 24. december 2024

3.

kopi af strategisk plan for digitalisering af Ukraines statslige skattevæsen frem til 2030, som bilag til finansministeriets bekendtgørelse nr. 660 af 24. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 2.1.

Formålet med reform 1 i kapitel 2 (Offentlig økonomistyring) er at øge mobiliseringen af indenlandske indtægter gennem en mere effektiv skatte- og toldadministration. Med henblik herpå vedtog finansministeriet den strategiske plan for digitalisering af Ukraines statslige skattevæsen frem til 2030 ved bekendtgørelse nr. 660 af 24. december 2024. Formålet med den strategiske plan er at styrke skatteforvaltningens funktion og kapacitet til at levere tjenesteydelser ved at opgradere det digitale infrastrukturøkosystem.

Den strategiske plan fastsætter de vigtigste prioriteter og tilknyttede projekter for den digitale udvikling af det statslige skattevæsen i overensstemmelse med Ukraines skattelov og den nationale indtægtsstrategi for 2024-2030. De vigtigste prioriteter er at: i) forbedre skatteydernes regeloverholdelse, ii) fremme gennemsigtighed, iii) forbedre datakvaliteten og -styringen, iv) tilpasse skattevæsenets digitale systemer til EU's digitale systemer og v) styrke datasikkerheden. Planen udpeger 26 projekter, der skal gennemføres i løbet af de næste fem år for at bidrage til at nå de fastsatte prioriteter. Formålet med disse projekter er enten at forbedre de eksisterende IT-systemer eller at indføre nye.

For at forbedre skatteydernes regeloverholdelse og øge det samlede skattegrundlag indeholder planen bestemmelser om indførelse af et automatiseret risikobaseret forvaltnings- og revisionssystem, der er udformet til at identificere højrisikoskatteydere og vurdere risici for manglende overholdelse. Den omfatter også forbedringer af den elektroniske forhåndsudfyldelse af selvangivelser for at lette indberetningen. For at fremme gennemsigtigheden vil der blive indført et informationsstyringssystem, som skal tilvejebringe realtidsdata om skatteydernes skattemæssige status. Oprettelsen af et fælles elektronisk lager til lagring af data skal forbedre datakvaliteten, -styringen og -anvendelsen. Integration med momsinformationsudvekslingssystemet (VIES) og systemet til kontrol af punktafgiftspligtige varers bevægelser (EMCS) skal hjælpe Ukraine med yderligere at tilpasse sine digitale systemer til EU's digitale systemer.

Den strategiske plan indeholder en revisionsklausul for at sikre tilpasning til den potentielle udvikling på EU-plan inden for digitale systemer på skatteforvaltningsområdet, herunder VIES og EMCS.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 3.6

Betegnelse for skridt: Ikrafttræden af lovgivningen om forbedring af insolvensordningen

Relateret reform/investering: Reform 2. Reform af insolvens og fuldbyrdelse af retsafgørelser

Finansieret ved: ikketilbagebetalingspligtig støtte

Baggrund

Kravet til skridt 3.6, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Ikrafttræden af lovgivningen om forbedring af insolvensordningen og den relevante afledte ret, indførelse af et system til forebyggelse af insolvens og et værktøj til tidlig varsling for juridiske enheder og iværksættere i overensstemmelse med principperne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132. Den nye lovgivning fokuserer på følgende hovedområder:

forebyggelse af konkurs og genoprettelse af skyldneres solvens

tidlig opdagelse af tegn på krise i virksomheden

identifikation af yderligere muligheder for at genoprette virksomheders solvens

adgang til oplysninger til virksomhederne om mekanismerne til forebyggelse af insolvens og tidlig varsling.«

Skridt 3.6 er det første af de fem skridt i gennemførelsen af reform 2 i kapitel 3 (Retsvæsen). Det efterfølges af trin 3.8 (som skal gennemføres i andet kvartal 2025) omhandlende forbedret fuldbyrdelse af retsafgørelser, trin 3.9 (som skal gennemføres i fjerde kvartal 2025) omhandlende dataindsamlingssystemet vedrørende fuldbyrdelse af retsafgørelser, trin 3.7 (som skal gennemføres i første kvartal 2026) omhandlende forenklede insolvensprocedurer for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder og trin 3.10 (som skal gennemføres i andet kvartal 2026) omhandlende et opgraderet IT-system til fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af Ukraines lov nr. 3985-IX om ændringer af Ukraines lov om konkursprocedurer og anden ukrainsk lovgivning vedrørende gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 og indførelsen af rammer for forebyggende rekonstruktion, dateret den 19. september 2024

3)

kopi af Ukraines lov nr. 4114-IX om ændringer af visse ukrainske love om visse kategorier af internt fordrevne personers prioriterede ret til at modtage erstatning for genstande fra ødelagt fast ejendom, dateret den 4. december 2024

4)

kopi af Ukraines ministerkabinets resolution nr. 1424 om ændringer af Ukraines justitsministeriums forskrift og tilbagekaldelse af visse resolutioner fra Ukraines ministerkabinet om konkurs, dateret den 13. december 2024

5)

kopi af Ukraines justitsministeriums bekendtgørelse nr. 3710/5 om godkendelse af proceduren for indsamling, sammenfatning og offentliggørelse af statistiske oplysninger om procedurerne for forebyggende rekonstruktion af enkeltpersoner samt for enkeltpersoners konkurs og insolvens på webstedet for Ukraines justitsministerium, dateret den 23. december 2024

6)

kopi af Ukraines justitsministeriums bekendtgørelse nr. 3734/5 om godkendelse af standardformularerne vedrørende den forebyggende rekonstruktionsplan for mikrovirksomheder og små virksomheder og vedrørende aftalen med administratoren for forebyggende rekonstruktion, dateret den 25. december 2024

7)

kopi af Ukraines justitsministeriums bekendtgørelse nr. 3733/5 om ændringer af listerne over obligatoriske emner i forbindelse med uddannelsen af personer, der har til hensigt at påtage sig en insolvensbehandlers aktiviteter, med henblik på uddannelse af insolvensbehandlere i konkurssager vedrørende finansielle institutioner uden for banksektoren og i konkurssager vedrørende statsejede virksomheder og erhvervssammenslutninger, hvor statens andel af den autoriserede kapital overstiger 50 %, dateret den 25. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 3.6.

Det ukrainske parlament vedtog lov nr. 3985-IX den 19. september 2024. Den 4. december 2024 vedtog den lov nr. 4114-IX om ændring af ikrafttrædelsesdatoen for lovens bestemmelser. På grundlag af denne ændring trådte loven i kraft den 1. januar 2025, og den relevante afledte ret fulgte mellem den 4. december 2024 og den 1. januar 2025.

Ved lov nr. 3985-IX indføres et system til forebyggelse af insolvens og tidlige varslingsmekanismer for juridiske enheder og iværksættere i overensstemmelse med principperne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gældssanering og udelukkelse og om foranstaltninger med henblik på mere effektive procedurer for rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU) 2017/1132. Det system, der er indført ved loven, gør det muligt at forebygge konkurs og genoprette debitorernes solvens. Det omfatter især: i) identifikation og indberetning af insolvensrisici, ii) en klar procedure for indledning og løsning af en forebyggende rekonstruktionsprocedure, iii) klare og omfattende krav til rekonstruktionsplaner, iv) udpegelsen af en insolvensbehandler, v) et krav om, at skyldnere skal bevise, at en virksomhed er levedygtig, vi) gennemførelse af kriteriet om kreditorernes bedste interesse, vii) foranstaltninger til beskyttelse af debitor (herunder suspension af håndhævelsesforanstaltninger), viii) en mekanisme til gennemtvingelse af en rekonstruktion over for alle kreditorklasser med henblik på afvikling af kreditorernes fordringer, ix) beskyttelse af arbejdstagernes interesser og x) forenkling af proceduren for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder.

Loven giver mulighed for tidlig opdagelse af tegn på krise i en virksomhed. Dette omfatter en retlig forpligtelse for revisorer, regnskabskyndige og ledelsen af en virksomhed til at underrette debitorer om ethvert tegn på eller trusler om insolvens. Ukraines justitsministerium skal på sit websted offentliggøre oplysninger om proceduren og instrumenterne til tidlig varsling af insolvensrisici. Den afledte ret ajourfører de obligatoriske uddannelseskrav for insolvensbehandlere, så de omfatter forebyggende rekonstruktion med det formål at øge bevidstheden om proceduren og fremme dens anvendelse. Loven gør det muligt at identificere og gennemføre yderligere muligheder for genopretning af virksomhedernes solvens. Dette omfatter yderligere foranstaltninger til beskyttelse af debitorer i forbindelse med midlertidig finansiering, reprofilering af forpligtelser og nye finansierings- og kapitaltilførselsforanstaltninger som led i rekonstruktionsplanen.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 6.1

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af en politik for statsligt ejerskab og af en opdeling af statsejede virksomheder

Relateret reform/investering: Reform 1. Vedtagelse af en politik for statsligt ejerskab

Finansieret ved: lån

Baggrund:

Kravet til skridt 6.1, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse og offentliggørelse af resolutionen fra Ukraines ministerkabinet om godkendelse af statens generelle politik for ejerskab og »opdeling« af statsejede virksomheder. Politikken for statsligt ejerskab fokuserer på følgende hovedområder:

udarbejdelse af en liste over de politiske målsætninger, som statsejede virksomheder skal opfylde

beskrivelse af statens rolle i forvaltningen af statsejede virksomheder, hvordan staten vil gennemføre sin ejerskabspolitik, og de respektive roller og ansvarsområder, som varetages af de statslige myndigheder, der medvirker i gennemførelsen heraf

fastlæggelse af de overordnede begrundelser for at holde statsejede virksomheder under statsligt ejerskab og underkaste disse begrundelser regelmæssig revision

fastsættelse af langsigtede og overordnede statslige prioriteter for ejerskabet af statsejede virksomheder

fastlæggelse af udbyttepolitik og aflønningspolitik for bestyrelsesmedlemmer og ledere.

Ejerskabspolitikken gør det muligt at gennemføre OECD's corporate governance-reformer i DSO-virksomheder for at forbedre konkurrencen på naturgasmarkederne.

Opdelingen af statsejede virksomheder skal føre til følgende:

udarbejdelse af en liste over statsejede virksomheder, der af strategiske grunde forbliver statsejede

udarbejdelse af en liste over statsejede virksomheder, der vil blive foreslået til privatisering, med angivelse i et særligt afsnit af alle statsejede virksomheder, der midlertidigt er underlagt forbud mod privatisering under undtagelsestilstanden

udarbejdelse af en liste over statsejede virksomheder, der vil blive afviklet.«

Skridt 6.1 er det eneste skridt i gennemførelsen af reform 1 i kapitel 6 (Forvaltning af offentlige aktiver).

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 1369 om vedtagelse af en politik for statsligt ejerskab, en aflønningspolitik for bestyrelsesmedlemmer og ledere i statsejede virksomheder samt statens udbyttepolitik, dateret 29. november 2024

3)

kopi af politik for statsligt ejerskab, aflønningspolitik for bestyrelsesmedlemmer og ledere i statsejede virksomheder samt statens udbyttepolitik, som bilag til ministerkabinettets resolution nr. 1369 dateret 29. november 2024

4)

kopi af protokol nr. 122, afgørelse nr. 2.6, om godkendelse af handlingsplan for politik for statsligt ejerskab, dateret den 29. november 2024

5)

kopi af handlingsplan for politik for statsligt ejerskab, som bilag til protokol nr. 122, afgørelse nr. 2.6, dateret 29. november 2024

6)

kopi af protokol nr. 135, afgørelse nr. 6.1, om godkendelse af opdeling af statsejede virksomheder, dateret den 27. december 2024

7)

kopi af uddrag af protokol nr. 9 fra ministerkabinettets møde den 24. januar 2025, hvori der tages hensyn til køreplanen for reform af selskabsstyringen i gasdistributionssystemoperatører, udarbejdet af energiministeriet.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 6.1.

Ukraines ministerkabinet vedtog politikken for statsligt ejerskab den 29. november 2024. Der er tale om et omfattende dokument, der definerer statens rolle i forvaltningen af statsejede virksomheder. I henhold til bestemmelserne skal dokumentet revideres senest et år efter godkendelsen og derefter mindst hvert femte år.

I politikken for statsligt ejerskab fastlægges en række offentlige politiske mål, som statsejede virksomheder skal bidrage til, f.eks. levering af varer og tjenesteydelser for at opfylde borgernes behov samt bidrag til en bæredygtig økonomisk udvikling og social velfærd. Statsejede virksomheder forventes også at bidrage til miljøbeskyttelse, energieffektivitet og digitalisering.

Ukrainsk primære ret fastsætter de offentlige myndigheders hovedansvar i forbindelse med forvaltningen af statsejede virksomheder. Politikken for statsligt ejerskab beskriver endvidere de roller, som offentlige organer og relevante interessenter såsom monopoludvalget og den statslige ejendomsfond spiller i de forskellige processer vedrørende forvaltning af statslig ejendom. Der er medtaget en detaljeret ansvarsfordeling (f.eks. for opdelingstiltag, privatisering, anvendelse af principper for selskabsstyring og vurdering af statsejede virksomheders resultater). I forbindelse med opdelingen koordinerer økonomiministeriet fagministerierne og interessenternes input i forberedelsesfasen, mens ministerkabinettet er ansvarligt for den formelle godkendelse og vedtagelse. Det ukrainske parlament høres også i forbindelse med godkendelsen af listen over virksomheder, der skal holdes under statsligt ejerskab. Politikken for statsligt ejerskab beskriver også finansministeriets rolle i hele processen.

Den fastsætter det overordnede rationale for og det overordnede formål med at holde statsejede virksomheder under statslig kontrol. Politikken henviser til risikoen for markedssvigt og naturlige monopoler samt nationale sikkerheds- og forsvarshensyn. Statsejede virksomheders administrationsenheder skal påvise, at de opfylder de mål og begrundelser, der er fastsat i politikken for statsligt ejerskab med henblik på at holde virksomheden under statslig kontrol.

Politikken for statsligt ejerskab fastsætter de langsigtede og overordnede statslige prioriteter for ejerskabet af statsejede virksomheder og sikrer en korrekt forvaltning af statens ejendom. Dette omfatter formulering af gennemsigtigheds- og rapporteringskrav for statsejede virksomheder, procedurer og mål for vurdering af statsejede virksomheders aktiviteter og procedurer til sikring af overholdelsen af konkurrencemæssig neutralitet og principper for selskabsstyring. I dokumentet fastsættes endvidere formålet med forvaltningen af statens ejendom under en militær undtagelsestilstand, idet der henvises til et specifikt kortsigtet mål om at garantere den nationale sikkerhed.

Sammen med politikken for statsligt ejerskab vedtog Ukraines ministerkabinet en aflønningspolitik for bestyrelsesmedlemmer og ledere i statsejede virksomheder og en statslig udbyttepolitik. Aflønningspolitikken foreskriver en mere ensartet tilgang på tværs af forskellige statsejede virksomheder. Statens udbyttepolitik fastsætter generelle principper for størrelsen og udbetalingen af statsejede virksomheders udbytte til statsbudgettet.

Politikken for statsligt ejerskab omfatter en forpligtelse for Ukraine til at gennemføre OECD's reform af selskabsstyringen i distributionssystemoperatører med henblik på at forbedre konkurrencen på naturgasmarkederne. For at videreudvikle denne forpligtelse noterede ministerkabinettet sig en køreplan for oprettelse af en særskilt uafhængig juridisk enhed med et uafhængigt tilsynsråd, der forvalter distributionssystemoperatører i overensstemmelse med principperne for selskabsstyring.

Som led i politikken for statsligt ejerskab fastsættes også trinnene i opdelingen. På dette grundlag vedtog ministerkabinettet formelt opdelingen af statsejede virksomheder. Dette omfatter: i) listen over statsejede virksomheder, der skal holdes under statsligt ejerskab, ii) listen over statsejede virksomheder, hvis privatisering suspenderes under en militær undtagelsestilstand, og iii) listen over statsejede virksomheder, hvis ejendom vil blive sat under kontrol af den statslige ejendomsfond med henblik på enten privatisering eller likvidation. Jf. politikken for statsligt ejerskab vil den statslige ejendomsfond derefter udarbejde to særskilte lister, en for statsejede virksomheder, der planlægges privatiseret, og en for dem, der vil være genstand for likvidation.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 7.5

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af strategien for reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og afinstitutionalisering af pleje til personer med handicap og ældre og af strategien for sikring af retten for børn i Ukraine til at vokse op i et familiemiljø for perioden 2024-2028

Relateret reform/investering: Reform 5. Forbedret social infrastruktur og afinstitutionalisering

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 7.5, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af Ministerkabinettets bekendtgørelse »om godkendelse af strategien for reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og afinstitutionalisering af pleje til personer med handicap og ældre« og af Ministerkabinettets bekendtgørelse »om godkendelse af strategien for sikring af retten for børn i Ukraine til at vokse op i et familiemiljø for perioden 2024-2028«. Strategierne fokuserer på følgende hovedområder:

udvikling af sociale serviceydelser til støtte for familier med børn, personer med handicap og ældre, så de kan leve uafhængigt i samfundet, og forhindre institutionalisering

udvikling af hjælpetjenester for handicappede og ældre, der har behov for yderligere støtte

tilvejebringelse af familiebaserede former for opfostring (f.eks. familiepleje, værgemål og adoption) for børn, der ikke har forældreomsorg.«

Skridt 7.5 er det eneste skridt i gennemførelsen af reform 5 i kapitel 7 (Menneskelig kapital).

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af ministerkabinettets bekendtgørelse nr. 1355-r om godkendelse af strategien for reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og afinstitutionalisering af pleje til voksne med handicap og ældre frem til 2034 samt den operationelle plan for foranstaltninger til gennemførelse heraf i 2025-2027, begge dateret den 24. december 2024

3)

kopi af ministerkabinettets dekret nr. 1201 om godkendelse af strategien for sikring af retten for børn i Ukraine til at vokse op i et familiemiljø for perioden 2024-2028 samt den operationelle plan for foranstaltninger til gennemførelse heraf i 2024-2026, begge dateret den 26. november 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 7.5.

Strategien for sikring af retten for børn til at vokse op i et familiemiljø for perioden 2024-2028 blev vedtaget den 26. november 2024 af ministerkabinettet sammen med den operationelle handlingsplan for dens gennemførelse i 2024-2026.

Strategien skal sikre, at alle børn kan nyde godt af deres ret til at vokse op i et sikkert og støttende familiemiljø ved at skabe et system med støtte til børn og børnefamilier, reintegrere børn i deres familier og udvikle familiemæssige former for opdragelse (herunder familiepleje, forældremyndighed og adoption).

Strategien er baseret på principperne om afinstitutionalisering og om, at familien er det bedste miljø for børns fulde og harmoniske udvikling. Strategien forfølger familiebaserede former for opdragelse og omfatter skridt til at ændre lovgivningen og bane vejen for mere optimale anbringelser, der tager hensyn til børns tarv og behov. Strategien støtter opdragelse af forældreløse børn og børn uden forældreomsorg, herunder børn med handicap, i et familiemæssigt miljø. Den har til formål at yde børn og familier støttetjenester, herunder: støtte til specialisering af plejefamilier for at hjælpe dem med at skabe de rette betingelser for børn med særlige behov, målrettede støttetjenester for børn (herunder børn med handicap) og personer i alderen 14-23 år, der modtager alternativ pleje og opdragelse, for at hjælpe dem med at leve uafhængigt og deltage aktivt i samfundet.

Strategien for reform af psykoneurologiske institutioner og andre døgninstitutioner og afinstitutionalisering af pleje til voksne med handicap og ældre frem til 2034 blev vedtaget den 24. december 2024 af ministerkabinettet sammen med den operationelle plan for gennemførelsen af strategiens første fase dækkende perioden 2025-2027. Strategien har til formål at sikre, at personer med handicap og ældre kan udøve deres ret til en uafhængig tilværelse og inklusion i deres lokalsamfund. Dette omfatter sikring af uhindret adgang til de nødvendige tjenester (f.eks. uddannelse, kultur og social, juridisk, lægelig og psykologisk bistand).

Strategien støtter udviklingen af markedet for sociale tjenester samt rehabiliterings- og hjælpetjenester, som handicappede og ældre har brug for at leve uafhængigt i deres foretrukne miljø. Den anerkender familiernes rolle og skal forbedre adgangen til oplysning om tilgængelig pleje og støttemuligheder med henblik på informeret beslutningstagning. Strategien støtter forbedringer af kvaliteten af langtidspleje og sociale tjenester. Den har til formål at forbedre procedurerne og standarderne for levering af sådanne tjenester og ajourføre systemet til vurdering af overholdelsen af sådanne standarder.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 8.7

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af beslutningen om genoptagelse af markedsovervågningsforanstaltninger og kontrol af nonfoodprodukter, herunder inspektion af produktsikkerhed

Relateret reform/investering: Reform 5. Harmonisering af lovgivning og standarder med EU

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 8.7, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af Ukraines ministerkabinets resolution om ændring af resolution nr. 303 af 13. marts 2022»om ophør af foranstaltninger vedrørende statslig overvågning (kontrol) og statslig markedsovervågning under undtagelsestilstand« med hensyn til at udelukke statslig markedsovervågning fra anvendelsesområdet og om ophævelse af beslutning nr. 550 af 3. maj 2022»om ophør af den statslige kontrol med nonfoodprodukter under undtagelsestilstand« med henblik på at genoptage markedsovervågningsforanstaltningerne og kontrollen med nonfoodprodukter, herunder produktsikkerhedsinspektioner.«

Skridt 8.7 er det første af to skridt i gennemførelsen af reform 5 i kapitel 8 (Erhvervsmiljø). Det efterfølges af trin 8.8 (som skal gennemføres i tredje kvartal 2025) om vedtagelse af harmoniserede standarder for tre grupper af industriprodukter.

Fremlagt dokumentation

1)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 261 om ændringer af Ukraines ministerkabinets resolution nr. 303 af 13. marts 2022 og nr. 550 af 3. maj 2022, dateret den 8. marts 2024

2)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 1052 om ændringer af Ukraines ministerkabinets resolution nr. 303 af 13. marts 2022 og nr. 550 af 3. maj 2022, dateret den 6. september 2024

3)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 1511 om ændringer af Ukraines ministerkabinets resolution nr. 303 af 13. marts 2022 og ugyldiggørelse af visse af Ukraines ministerkabinets resolutioner, dateret den 27. december 2024

4)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 303 om ophør af foranstaltninger vedrørende statsligt tilsyn (kontrol) og statsligt markedstilsyn under en militær undtagelsestilstand, dateret den 13. marts 2022

5)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 550 om ophør af statskontrol med nonfoodprodukter under en militær undtagelsestilstand, dateret den 3. maj 2022.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 8.7.

Ukraine har fuldt ud genoprettet markedsovervågningen, kontrollen og inspektionen af nonfoodprodukter gennem vedtagelsen af tre på hinanden følgende resolutioner. Disse resolutioner ændrede Ukraines ministerkabinets resolutioner nr. 303 af 13. marts 2022 og nr. 550 af 3. maj 2022 for at genoprette statens overvågning og kontrol samt produktsikkerhedsinspektionen af nonfoodprodukter.

De tre beslutninger har gradvist genoprettet markedsovervågningen, kontrollen og inspektionen på følgende måde.

Ved resolution nr. 261 af 8. marts 2024 blev markedsovervågningen og kontrollen genoprettet for følgende grupper af industrivarer, der er omfattet af aftalen om overensstemmelsesvurdering: i) lyskilder til husholdningsbrug med ikke-retningsbestemt stråling, ii) elektrisk lavspændingsudstyr i overensstemmelse med den tekniske regulering af udstyrets elektromagnetiske kompatibilitet og iii) maskiner og udstyr i overensstemmelse med den tekniske regulering af maskinsikkerhed.

Ved resolution nr. 1050 af 6. september 2024 udvidedes markedsovervågningen og kontrollen yderligere til: i) legetøj i overensstemmelse med den tekniske regulering af sikkerhedskrav til legetøj, ii) mobilt trykudstyr i overensstemmelse med den tekniske regulering af mobiltryk, iii) personlige værnemidler i overensstemmelse med kravene i den tekniske regulering af personlige værnemidler, iv) elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer i overensstemmelse med kravene i den tekniske regulering af elevatorer og sikkerhedskomponenter til elevatorer og v) medicinsk udstyr og hjælpemidler hertil i overensstemmelse med kravene i den tekniske regulering af medicinsk udstyr.

Ved resolution nr. 511 af 27. december 2024 blev inspektionen af nonfoodprodukter, som havde været suspenderet siden den 13. marts 2022, fuldt ud genoprettet.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 9.6

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af beslutninger om udvikling af byplanlægning på lokalt niveau

Relateret reform/investering: Reform 3. Udvikling og gennemførelse af en regionalpolitik

Finansieret ved: Lån

Baggrund

Kravet til skridt 9.6, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse:

»Vedtagelse af Ukraines ministerkabinets resolutioner om godkendelse af proceduren for vedligeholdelse af det statslige matrikelregister for byplanlægning, det fælles statslige adresseregister, det fælles statslige register over bygninger og konstruktioner, det fælles statslige register over administrative enheder, ændring af Ukraines ministerkabinets resolutioner, der regulerer udarbejdelse af dokumentation vedrørende byplanlægning i form af elektroniske dokumenter, og vedligeholdelse af det fælles statslige elektroniske system vedrørende opbygning, integration og udveksling af oplysninger mellem registre og statens matrikelfortegnelser.«

Skridt 9.6 er det andet og sidste skridt i gennemførelsen af reform 3 i kapitel 9 (Decentralisering og regionalpolitik).

Fremlagt dokumentation

1.

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2.

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 254 om nogle problemer ved gennemførelsen af forsøgsprojektet vedrørende oprettelsen af det fælles statslige register over administrative enheder og områder i kommuner, det fælles statslige adresseregister samt registret over bygninger og konstruktioner som en del af det fælles statslige elektroniske system vedrørende opbygning, dateret den 5. marts 2024

3.

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 613 om ændringer af proceduren for vedligeholdelse af det fælles statslige elektroniske system vedrørende opbygning, dateret den 30. maj 2024

4.

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 909 om nogle problemer ved gennemførelsen af forsøgsprojektet vedrørende oprettelsen af det statslige matrikelregister for byplanlægning, dateret den 9. august 2024

5.

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 1557 om ændringer af Ukraines ministerkabinets resolutioner om udvikling af dokumentation vedrørende byplanlægning på lokalt plan, dateret den 31. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 9.6.

Det overordnede mål med dette skridt er at bidrage til den digitale udvikling af ukrainske områder som en af prioriteterne i statens regionalpolitik, genopretningspolitik og byplanlægningspolitik. Ministerkabinettet har vedtaget fire særskilte resolutioner, der medfører ændringer af flere andre resolutioner samt nogle få procedurer, klassificeringer og reguleringer.

Ved resolution nr. 254 af 5. marts 2024 godkendtes det fælles statslige adresseregister, det fælles statslige register over bygninger og konstruktioner og det fælles statslige register over administrative enheder. Formålet er at skabe harmoniserede officielle informationskilder i form af registre over Ukraines administrative enheder og områder. Mere specifikt indeholder disse registre oplysninger om specifikke objekter (f.eks. gadelamper, hegn og vægge) samt adresser og tekniske karakteristika vedrørende bygninger, konstruktioner og lokaler. Før da havde staten kun adgang til oplysninger om anvendelsen af grunde (via statens matrikelregister), byggeaktiviteter (via registret over byggeaktiviteter) og rettigheder til fast ejendom. Indførelsen af nye registre over oplysninger giver mulighed for en mere effektiv datasporing på statsniveau og reducerer dermed omkostninger og ineffektivitet, hvis betydning kan være uforholdsmæssigt stor.

Ved resolution nr. 613 af 30. maj 2024 opfordredes til en videreførelse af det fælles statslige elektroniske system vedrørende opbygning og integration af statslige registre og matrikelregistre samt vedrørende datainteraktion mellem dem for at bringe relevante procedurer i overensstemmelse med lovgivningen.

Ved resolution nr. 909 af 9. august 2024 blev der indført et funktionelt og integreret informationssystem til det statslige matrikelregister for byplanlægning. Der havde tidligere kun været et lille netværk af funktionelle IT-systemer på regionalt og lokalt plan. Resolutionen banede også vejen for yderligere digitalisering af procedurerne for udvikling, ajourføring, ændring og godkendelse af dokumentation vedrørende byplanlægning i overensstemmelse med ensartede krav.

Ved resolution nr. 1557 af 31. december 2024 ændredes procedurer og resolutioner, som præciserer de tekniske specifikationer for elektroniske dokumenter og forskellige tekniske klassificeringer, der skal anvendes i forbindelse med dokumentation vedrørende byplanlægning.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 10.2

Betegnelse for skridt: Indførelse af en markedsbaseret ramme for vedvarende energi

Relateret reform/investering: Reform 2. Bedre lovgivningsmæssige rammer med henblik på at øge andelen af vedvarende energi og sikre en stabil drift af energisystemet

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 10.2, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Ikrafttræden af markedsbaserede lovgivningsmæssige og reguleringsmæssige rammer for investeringer i vedvarende energikilder i overensstemmelse med EU-reglerne, dvs. nødvendige procedurer og dokumenter for konkurrencebaserede auktioner. Følgende retsakt indføres/ændres: Ministerkabinettets resolution om ændring af ministerkabinettets resolution af 29. december 2019 nr. 1175 om forbedring af proceduren for afholdelse af auktioner til distribution af støttekvoter«.

Skridt 10.2 er det første skridt i gennemførelsen af reform 2 i kapitel 10 (Energisektoren). Det efterfølges af skridt 10.3 (som skal gennemføres i tredje kvartal 2026) omhandlende lovgivning om forkortelse af tilladelsesprocedurerne for investeringer i vedvarende energi og af skridt 10.4 (som skal gennemføres i fjerde kvartal 2025) omhandlende vedtagelse af en køreplan for adskillelse af tillægget for vedvarende energi fra transmissionstariffen.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af ministerkabinettets resolution nr. 232 om ændringer af Ukraines ministerkabinets resolution nr. 420 af 23. maj 2018 og nr. 1175 af 27. december 2019, dateret den 1. marts 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 10.2.

Formålet med denne reform er at øge andelen af vedvarende energi i Ukraines energimiks. Resolution nr. 232, som ændrede to centrale resolutioner i den lovgivningsmæssige ramme for investeringer i vedvarende energi, trådte i kraft den 1. marts 2024. Med disse ændringer blev der indført markedsbaserede lovgivningsmæssige og reguleringsmæssige rammer for investeringer i vedvarende energikilder. De fastsætter, at auktionsprocedurer kun må anvendes til tildeling af støtte baseret på markedspræmiemekanismen. De henviser også til de nødvendige procedurer og dokumenter for konkurrencebaserede auktioner (f.eks. forberedelse af auktionen, fastlæggelse af vinderen på grundlag af auktionsresultaterne og af de årlige kvoter for støtte til erhvervsenheder, der producerer elektricitet fra vedvarende energikilder). På grundlag af disse ændringer skal auktionerne tilrettelægges på en måde, der bl.a. sikrer konkurrence mellem deltagerne, åbenhed, gennemsigtighed og ikkeforskelsbehandling for så vidt angår deltagere samt fortrolighed af oplysninger om deltagerne indtil auktionens afslutning i overensstemmelse med EU-reglerne.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 10.10

Betegnelse for skridt: Ikrafttræden af lovgivning til at sikre den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheders uafhængighed

Relateret reform/investering: Reform 5. Sikring af uafhængighed hos den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 10.10, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Ikrafttræden af ændringsloven af 24. august 2023 nr. 3354-IX »om lovgivningsvirksomhed«, som undtog afgørelser truffet af den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder, som er regelfastsættende retsakter, fra den statslige registreringsprocedure, der er fastsat ved lov. Ændringerne fokuserer på følgende hovedområder:

sikring af tilsynsmyndighedens uafhængighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (omarbejdning) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF

gennemførelse af artikel 5 i Ukraines lov »om den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder« om forbud mod, at statslige organer griber ind i tilsynsmyndighedens aktiviteter«.

Skridt 10.10 er det første skridt i gennemførelsen af reform 5 i kapitel 10 (Energisektoren). Den efterfølges af skridt 10.11 (som skal gennemføres i fjerde kvartal 2025) om ikrafttrædelsen af ændringerne af Ukraines lov om den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder, som yderligere skal forbedre uafhængigheden af den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af Ukraines lov nr. 3915-IX om ændringer af visse af Ukraines love om regulering af visse spørgsmål om anvendelse af terminologi i energisektoren, dateret den 21. august 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 10.10.

Det overordnede formål med denne reform er at styrke energitilsynsmyndighedens uafhængighed og sikre, at markederne i energi- og forsyningssektoren fungerer effektivt og udvikles. Det ukrainske parlament vedtog Ukraines lov nr. 3915-IX om ændringer af visse af Ukraines love om regulering af visse spørgsmål om anvendelse af terminologi i energisektoren, dateret den 21. august 2024. Den trådte i kraft den 18. september 2024. Det overordnede formål med loven er at tilpasse de reguleringsmæssig rammer til den teknologiske udvikling og de retlige definitioner til EU's standarder.

Ved lovens artikel 7 indføres en fritagelse fra statslig registrering, der forvaltes af justitsministeriet, for så vidt angår regelfastsættende retsakter udarbejdet af den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder. Ved artiklen fastsættes det også, at regelfastsættende retsakter, der vedtages af den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder, skal indføres i det fælles statslige register over regelfastsættende retsakter efter offentliggørelsen.

Disse ændringer sikrer, at den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder er fritaget for den statslige registreringsprocedure og kan træffe selvstændige afgørelser uafhængigt af politiske organer i henhold til artikel 57, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU (omarbejdning) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF. De gennemfører endvidere artikel 5 i Ukraines lov om den nationale reguleringskommission for energi og forsyningsvirksomheder for så vidt angår forbud mod, at statslige organer griber ind i reguleringsmyndighedens aktiviteter.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 11.1

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af Ukraines reviderede nationale transportstrategi frem til 2030

Relateret reform/investering: Reform 1. Omfattende planlægning af transportsektoren

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 11.1, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af Ukraines ministerkabinets bekendtgørelse om ajourføring af Ukraines nationale transportstrategi for perioden frem til 2030. Strategien fokuserer på følgende hovedområder:

genopbygning og udvikling af et konkurrencedygtigt og effektivt transportsystem i overensstemmelse med EU's politikker og standarder, navnlig vedrørende transeuropæiske transportnet og de dekarboniseringsmål for transportsektoren, der er fastsat på internationalt og europæisk plan (herunder gennem udvikling af jernbaner, veje og indre vandveje, som indgår i vejledende kort over TEN-T-nettet, digitalisering af forvaltningen af transportsystemet osv.)

passagertransport af høj kvalitet og uhindret mobilitet

transport, der er sikker for mennesker og miljø, bæredygtig og energieffektiv

Skridt 11.1 er det eneste skridt i gennemførelsen af reform 1 i kapitel 11 (Transport). Det er knyttet til skridt 11.7, som omfatter investeringer på mindst 350 mio. EUR i transportinfrastruktur i overensstemmelse med den strategi, der blev vedtaget under skridt 11.1.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af ministerkabinettets bekendtgørelse nr. 1550 om godkendelse af Ukraines nationale transportstrategi for perioden frem til 2030 og godkendelse af den operationelle plan for dens gennemførelse i 2025-2027, dateret den 27. december 2024

3)

kopi af Ukraines nationale transportstrategi for perioden frem til 2030, som bilag til bekendtgørelse nr. 1550 af 27. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 11.1.

Ministerkabinettet vedtog Ukraines reviderede nationale transportstrategi for perioden frem til 2030 ved bekendtgørelse nr. 1550 af 27. december 2024. Den erstatter den tidligere strategi, der blev vedtaget i maj 2018.

Dette strategiske dokument fokuserer på genopbygning og udvikling af et konkurrencedygtigt og effektivt transportsystem i overensstemmelse med EU's politikker og standarder, begyndende med en behovsvurdering for genopretning af transportinfrastrukturen. Den statslige forskrift vedrørende naturlige monopoler på transportområdet vil blive revideret. Der vil blive sikret lige, ikkediskriminerende og gennemsigtige betingelser for adgang til transportmarkedet. National lovgivning på flere transportrelaterede områder (navnlig luftfart, vej-, jernbane- og søtransport) vil blive tilpasset internationale standarder og gældende EU-ret.

Strategien har særligt fokus på transeuropæiske transportnet (TEN-T) og udvikling af jernbane- og vejruter samt indre vandveje, som indgår i kortene over TEN-T-nettet.

Strategien er i overensstemmelse med de internationale og EU's dekarboniseringsmål for transportsektoren. Den fremhæver behovet for at gøre fremskridt hen imod et mere bæredygtigt og grønt transportsystem med henvisning til relevant EU-lovgivning og EU's mål om at opnå klimaneutralitet senest i 2050. Den har til formål at sikre overholdelse af Parisaftalen og Ukraines klimalovgivning. Den sigter mod en reduktion af de samlede drivhusgasemissioner fra luftfart samt vej-, jernbane- og søtransport på op til 33 % i forhold til 1990-niveauet eller op til 90 % i forhold til 2021-niveauet. For at opnå dette forventede resultat omfatter strategien foranstaltninger, der har til formål at modernisere bilparken og skabe betingelserne for anvendelse af alternative brændstoffer, vedvarende energi og elektriske køretøjer og for modernisering og bredere anvendelse af offentlig transport.

Det strategiske dokument indeholder bestemmelser om digitalisering af transportforvaltningen. Bestemmelserne omfatter indførelse af information om godstransport i elektronisk form og et elektronisk bompengesystem. Desuden vil Ukraine gradvist gennemføre det europæiske system til styring af jernbanetrafikken (ERTMS) og indføre digitale værktøjer for at øge kapaciteten ved grænseovergangsstederne.

Strategien beskriver, hvordan passagertransport af høj kvalitet og uhindret mobilitet vil blive udviklet (f.eks. ved at udvikle passagerterminaler, transportknudepunkter og cykelstier) med det formål at forbedre konnektiviteten mellem forskellige transportformer. Den skal også gøre offentlig transport mere tilgængelig for personer med handicap og andre grupper med lav mobilitet. 60 % af transportinfrastrukturen skal være tilgængelig senest i 2030. Andelen af tilgængelige offentlige køretøjer i bybustransport skal stige med op til 70 %. Desuden vil der blive oprettet en uafhængig organisation til undersøgelse af ulykker i transportsektoren, og der vil blive indført et system til forvaltning af jernbanesikkerheden i overensstemmelse med EU-lovgivningen.

Gennem strategien sigter Ukraine også mod at forbedre transportsystemets sikkerhed for borgerne og miljøet. Der foreslås heri en række foranstaltninger til forbedring af trafiksikkerheden og sikkerheden til søs. Dette omfatter strengere håndhævelse af reglerne. For eksempel vil tekniske løsninger til tvungen hastighedsreduktion og adskillelse af trafikstrømme forbedre sikkerheden på vejene og bidrage til målet om at reducere antallet af alvorlige trafikulykker med 50 % inden 2030.

Strategien anerkender betydningen af at mindske vejes og transportinfrastrukturers negative indvirkning på miljøet og af at tage hensyn til miljøaspekter i forbindelse med planlægning, udformning og opførelse af transportinfrastruktur. Den fremmer således bæredygtig og energieffektiv transport. Byerne vil udvikle og gennemføre planer for bæredygtig bytrafik under hensyntagen til eksemplerne fra EU's byer og tilgangen med TEN-T-byknudepunkter. Andelen af elektrisk transport vil blive øget, og udviklingen af ladeinfrastruktur vil blive fremmet. Strategien fastsætter mål for fornyelse af bybusflåden, øget anvendelse af alternative og vedvarende brændstoffer og en reduktion af emissionerne fra vejtransport på op til 23 % af 1990-niveauet.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 11.2

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af en strategi for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova frem til 2030

Relateret reform/investering: Reform 2. Udvikling af Ukraines muligheder inden for eksportlogistik

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 11.2, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af en strategi for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova frem til 2030. Strategien fokuserer på følgende hovedområder:

genopbygning af grænseovergangsstederne ved grænsen til Polen, Slovakiet, Ungarn og Rumænien

etablering af et netværk af servicestationer

forenkling af procedurerne for grænsepassage (digitalisering og indførelse af fælles kontrol) i overensstemmelse med EU's standarder.«

Skridt 11.2 er det eneste skridt i gennemførelsen af reform 2 i kapitel 11 (Transport).

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af ministerkabinettets bekendtgørelse nr. 1337-p om godkendelse af strategien for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova frem til 2030 og godkendelse af den operationelle plan for dens gennemførelse i 2024-2030, dateret den 24. december 2024

3)

kopi af strategien for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova frem til 2030, som bilag til bekendtgørelse nr. 1337-p af 24. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 11.2.

Ministerkabinettet vedtog strategien for udvikling og udvidelse af infrastrukturen ved grænserne til EU-medlemsstaterne og til Republikken Moldova frem til 2030 ved bekendtgørelse nr. 1337-p af 24. december 2024. Strategien er rettet mod udvikling af grænseovergangssteder for veje og jernbaner.

Strategien fokuserer på genopbygningen af grænseovergangsstederne ved grænserne til Ungarn, Polen, Rumænien, Slovakiet og Republikken Moldova. Målet er at genopbygge eller modernisere 17 grænseovergangssteder og opføre 12 nye ved grænserne til EU. Strategien prioriterer også udviklingen af grænseinfrastruktur på ruterne i det transeuropæiske transportnet (TEN-T).

Strategien omhandler oprettelsen af et netværk af servicestationer. Disse vil blive opført ved grænseovergangsstederne og til personer, der krydser grænserne, levere bl.a. mad, lægebehandling, handel, forsikring, indkvartering, vedligeholdelse af køretøjer og brændstof til disse samt parkering. Servicestationerne udstyres med digitale systemer til forenkling af grænsepassage såsom eCherga-systemet »Electronic Border Crossing Queue«. Der vil blive foretaget en analyse af behov samt af den eksisterende infrastrukturs tilstand, inden arbejdet på nettet påbegyndes.

Strategien har til formål at forenkle procedurerne for grænsepassage (digitalisering og indførelse af fælles kontrol, der forstås som koordineret kontrol) i overensstemmelse med EU's standarder. Med hensyn til digitalisering er anvendelsesområdet for eCherga blevet udvidet, og strategien har til formål at indføre et system til forvaltning af køer af køretøjer ved alle grænseovergangssteder. Ukraine ventes også at indføre nyt udstyr såsom videokontrolsystemer, vejning under kørsel og scanning, samtidig med at der etableres operationel integration af alle informations- og kommunikationssystemer, der anvendes under kontroloperationer.

Ukraine arbejder på at indgå samarbejdsaftaler med regeringerne i de tilgrænsende EU-medlemsstater (Ungarn, Polen, Rumænien og Slovakiet) om indførelse af koordineret kontrol i overensstemmelse med EU's standarder.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 12.1

Betegnelse for skridt: Vedtagelse af en strategi for landbrug og udvikling af landdistrikter frem til 2030.

Relateret reform/investering: Reform 1. Tilpasning af de institutionelle rammer for landbrug og udvikling af landdistrikter til EU's politik

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 12.1, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Vedtagelse af en strategi for landbrug og udvikling af landdistrikter frem til 2030. Strategien fokuserer på følgende hovedområder:

tilpasning af Ukraines landbrugs- og landdistriktsudviklingspolitik til EU's regler i førtiltrædelsesfasen og områder af særlig ukrainsk interesse, såsom jordreform, kunstvanding, genopretning efter krig og udviklingsstøtte

institutionel styrkelse og kapacitetsopbygning med henblik på at udvikle de nødvendige systemer

fremskyndelse af processen med at tilnærme retsakter og kapaciteter for landbrugsfødevarer og sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS) til EU's standarder

fremme af udviklingen for små producenter og landdistrikter

fastlæggelse af referencescenarier og mål for miljø- og klimaindsatsen, opbygning af evidensbaseret programmering og forsvarlig økonomisk forvaltning samt kontrolkapacitet.«

Skridt 12.1 er det første skridt i gennemførelsen af reform 1 i kapitel 12 (Landbrugsfødevaresektoren). Det efterfølges af skridt 12.2 (som skal gennemføres i første kvartal 2027) med henblik på oprettelse af et datanetværk for bedriftsbæredygtighed (FSDN).

Fremlagt dokumentation

1.

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet er opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2.

kopi af dekret fra Ukraines ministerkabinet nr. 1163-r om godkendelse af strategien for udvikling af landbrug og landdistrikter i Ukraine for perioden frem til 2030 og godkendelse af den operationelle plan for dens gennemførelse i 2025-2027, dateret den 15. november 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 12.1.

Det overordnede formål med denne reform er at udvikle strategiske nationale prioriteter, herunder prioriteter for yderligere tilpasning til EU's praksis, normer og regler. Ministerkabinettet vedtog dekret nr. 1163-r om godkendelse af strategien for udvikling af landbrug og landdistrikter i Ukraine for perioden frem til 2030 og godkendelse af den operationelle plan for dens gennemførelse i 2025-2027 den 15. november 2024. Strategien fastlægger politikker for landbrug og udvikling af landdistrikter, der baner vejen for Ukraines tiltrædelse af EU og støtter udviklingen af en konkurrencedygtig, bæredygtig og diversificeret landbrugssektor. Den fokuserer på en jordreform, kunstvanding, genopretning efter krig og udviklingsstøtte. Formålet er at: genoprette og videreudvikle hydrauliske anlæg for at sikre en effektiv vandforsyning og fjerne landminer fra landbrugsområder og eliminere andre konsekvenser af militære operationer.

Strategien og den operationelle plan omfatter foranstaltninger, der skal styrke ministeriet for landbrugspolitik og fødevarers kapacitet til analyse og politikudformning og til integration i EU. Som led i strategien planlægges det at integrere det statslige landbrugsregister (SAR) i EU's netværk af landbrugsdata og forbedre samspillet mellem SAR og ukrainske finansielle institutioner, herunder fonden for delvise kreditgarantier i landbruget. Det tilsigtes endvidere: at gennemføre lovgivningsmæssige ændringer med henblik på at oprette et betalingsorgan, der skal sikre rettidig og målrettet betaling af statsstøtte til landbrugsproducenter, at oprette et funktionelt forvaltnings- og kontrolsystem for arealbaserede betalinger og at gennemføre forskellige markeds- og investeringsforanstaltninger.

I strategien planlægges det at fremskynde den lovgivningsmæssige tilpasning til EU's standarder og således prioritere kravene i associeringsaftalen. Strategien prioriterer tilnærmelsen af lovgivningen om sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger til EU's standarder. Denne tilnærmelse skal ske i to faser — først i 2025-2027 og derefter i 2028-2030.

Strategien fremmer af udviklingen af små producenter og lokalsamfund i landdistrikterne. Den planlægger navnlig, at der skal vedtages en forenklet og ensartet procedure for deltagelse i budgetprogrammer og omfordeling af betalinger til små producenter, ligesom adgangen til digitalt landbrug skal forenkles med henblik på at øge bedrifternes produktivitet og optimere anvendelsen af kemikalier. Strategien omfatter også udvikling af et nationalt program for udvikling af landdistrikterne i 2025 under ministeriet for landbrugspolitik og fødevarers ansvar og under hensyntagen til principperne i EU LEADER-programmet.

Strategien og den operationelle plan skitserer referencescenarier og mål for miljø- og klimaindsatsen frem til 2030. Disse vil danne grundlag for opbygning af evidensbaseret programmering og forsvarlig økonomisk forvaltning samt kontrolkapacitet. Strategien og den operationelle plan omfatter mål og initiativer, som skal bidrage til at øge mængden af genanvendt landbrugsaffald og mængden af affald i form af forarbejdede varer fra fødevareindustrien samt landbrugsarealernes tæthed og andelen af landbrugsjord med økologisk produktion og udvikling af kunstvanding. Disse mål og initiativer ventes alle at afbøde de negative virkninger af klimaændringerne.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 12.5

Betegnelse for skridt: Ikrafttræden af lovgivning om det statslige landbrugsregister (SAR)

Relateret reform/investering: Reform 4. Forbedring af det officielle offentlige elektroniske landbrugsbedriftsregister

Finansieret ved: lån

Baggrund

Kravet til skridt 12.5, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Ikrafttræden af Ukraines lov »om det statslige landbrugsregister«. Loven fokuserer på følgende hovedområder:

Det statslige landbrugsregister (SAR) anerkendes som et officielt offentligt elektronisk register inden for landbrugspolitik og fødevaresikkerhed med regulering af de obligatoriske elementer såsom forvaltningsprocedure, definitionen af data og tredjeparters adgang.

SAR-systemets dækning udvides til at omfatte registrering og information om interessenter i hele landbrugsværdikæden såsom landbrugsproducenter, fødevareforarbejdningsvirksomheder og vandbrugere.

SAR-systemets funktionalitet udvides og fungerer som en forudsætning for finansiel bistand og muliggør målrettet kanalisering af teknisk bistand, andre administrative tjenester og indførelse af analytiske oplysninger.

Registrering i SAR-systemet er en forudsætning for at modtage enhver form for offentlig støtte i landbrugsfødevaresektoren.

Obligatorisk offentliggørelse af registret over modtagere under alle statsstøtteprogrammer for sektoren gennemføres gennem SAR-systemet.«

Skridt 12.5 er det første skridt i gennemførelsen af reform 4 i kapitel 12 (Landbrugsfødevaresektoren). Det efterfølges af skridt 12.6 (som skal gennemføres i første kvartal 2026) om offentliggørelsen af en rapport om gennemførelsen af statsstøtten gennem det offentlige landbrugsregister.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet blev opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af Ukraines lov nr. 3980-IX om informations- og kommunikationssystemet »Det statslige landbrugsregister«, dateret den 19. november 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 12.5.

Formålet med denne reform er ifølge planen at formalisere og forbedre det officielle offentlige elektroniske landbrugsbedriftsregister. Det ukrainske parlament har vedtaget Ukraines lov nr. 3980-IX af 19. september 2024om informations- og kommunikationssystemet »Det statslige landbrugsregister«. Loven trådte i kraft den 18. januar 2025.

Ved loven fastsættes det retlige, organisatoriske og finansielle grundlag for oprettelsen og driften af SAR. SAR er officielt anerkendt som et officielt offentligt elektronisk register inden for landbrugspolitik og fødevaresikkerhed. I henhold til loven er registrets oplysninger offentligt tilgængelige. Den regulerer procedurerne for SAR's forvaltning og fastlægger definitioner af data og tredjepartsadgang.

SAR's dækning er blevet udvidet til at omfatte oplysninger om interessenter i hele landbrugsværdikæden. Systemets funktionalitet muliggør målrettet kanalisering af teknisk bistand, andre administrative tjenester og indførelse af analytiske oplysninger. Registrering i SAR er nu obligatorisk for at yde statsstøtte, støtte fra lokale budgetter, international teknisk bistand, tilskud inden for landbrug og andre bistandsprogrammer. Loven gør det obligatorisk at offentliggøre oplysninger fra SAR om modtagere af finansiel støtte.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt

Skridt 13.1

Betegnelse for skridt: Ikrafttræden af lovgivningen om revision af det nationale program for udvikling af Ukraines mineralressourcer frem til 2030

Relateret reform/investering: Reform 1. Styrkelse af den strategiske planlægning og sikring af optimale rammer for strategiske investorer

Finansieret ved: ikketilbagebetalingspligtig støtte

Baggrund

Kravet til skridt 13.1, der er beskrevet i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse, er:

»Ikrafttræden af Ukraines lov om ændring af det nationale program for udvikling af Ukraines mineralressourcer frem til 2030. Loven fokuserer på følgende hovedområder: — indførelse af en statslig kompensationsfond for geologiske områder — prioritering af målene for udvindingssektoren i overensstemmelse med EU's strategier — definition af begreberne strategiske og kritiske råstoffer, behovet for regelmæssig metodebaseret risikovurdering af sikkerhedsniveauet i forsyningskæderne og definition af en gruppe af partnerlande.«

Skridt 13.1 er det første skridt i gennemførelsen af reform 1 i kapitel 13 (Forvaltning af kritiske råstoffer). Det efterfølges af skridt 13.2 (som skal gennemføres i tredje kvartal 2025) om udgivelsen af en rapport om kontrol af Ukraines reserver af kritiske råstoffer ved hjælp af international klassificering. Resultaterne heraf formidles til investorerne.

Fremlagt dokumentation

1)

sammenfattende dokument, der behørigt begrunder, hvordan skridtet er opfyldt på tilfredsstillende vis i overensstemmelse med kravene i bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse

2)

kopi af Ukraines lov nr. 4154-IX om ændringer af visse af Ukraines love om ajourføring af det nationale program for udvikling af Ukraines mineralressourcer frem til 2030 og om regulering af visse spørgsmål vedrørende mineraler og komponenter af strategisk og kritisk betydning, dateret den 18. december 2024.

Analyse

Den begrundelse og væsentlige dokumentation, som de ukrainske myndigheder har fremlagt, dækker alle elementerne indeholdt i skridt 13.1.

Det overordnede formål med denne reform er at tiltrække investeringer i udvinding og forarbejdning af kritiske råstoffer. Det ukrainske parlament vedtog Ukraines lov nr. 4154-IX om ændringer af det nationale program for udvikling af Ukraines mineralressourcer frem til 2030, dateret den 18. december 2024. Loven trådte i kraft den 17. januar 2025.

Formålet med det nationale program for udvikling af mineralressourcer er at yde yderst professionel videnskabelig støtte til alle typer og faser af geologisk efterforskning og at udvikle avancerede metoder i overensstemmelse med relevante EU-regler og international bedste praksis på området. Dette vil i væsentlig grad forbedre metodernes effektivitet og kvalitet og sikre en bæredygtig udvikling.

Loven indfører en statslig kompensationsfond for geologiske områder med angivelse af dens budgetkilder. Det forventes, at gennemførelsen af programmet vil indebære gennemførelse af de foranstaltninger, der er fastsat i aftalememorandummet mellem Den Europæiske Union og Ukraine om et strategisk partnerskab på råstofområdet (aftalememorandummet), der blev indgået den 13. juli 2021.

Ved loven ændres Ukraines lov om undergrunden for så vidt angår opstilling af listen over mineraler af strategisk betydning og listen over mineraler og komponenter af kritisk betydning. De nye bestemmelser, der blev indført ved loven, fastsætter betingelserne for at medtage metalholdige malme og ikkemetalliske mineraler og deres nyttige komponenter på listerne over mineraler og komponenter af strategisk og kritisk betydning.

Loven fastsætter, at ministerkabinettet efter forslag fra det centrale udøvende organ skal godkende: metoden til at medtage mineraler på listerne over mineraler af strategisk og kritisk betydning, vurderingen af, hvor kritisk risikoen er for afbrydelse af forsyningen af relevante mineralske råstoffer og/eller produkter, der er forarbejdet af disse mineralske råstoffer, ligesom henstillinger om foranstaltninger til forebyggelse af risikoen for forsyningsafbrydelser skal godkendes af ministerkabinettet efter forelæggelse af et forslag fra det centrale udøvende organ.

Samarbejdet med partnerlandene sikres og fremmes. Det udøvende organ, der gennemfører statens politik for geologisk forskning, vil deltage i aktiviteterne i sammenslutningen af europæiske landes geologiske undersøgelser. Aktiviteterne sammen med EU i forbindelse med aftalememorandummet og aftaler med andre lande gennemføres som led i programmet.

Kommissionens vurdering: tilfredsstillende opfyldt


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/792 af 29. februar 2024 om oprettelse af Ukrainefaciliteten, EUT L, 2024/792, 29.2.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/792/oj.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2024/1447 af 14. maj 2024 om godkendelse af vurderingen af planen for Ukraine, EUT L, 2024/1447, 24.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2024/1447/oj. Bilaget til Rådets gennemførelsesafgørelse findes på: https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-9492-2024-ADD-1/da/pdf.


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2025/657/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top