Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Ungdomsarbejde - centralt bidrag til social samhørighed

 

RESUMÉ

I overensstemmelse med de nye rammer for det europæiske samarbejde på ungdomsområdet (2010-2018) understreger EU’s ministre behovet for at støtte udviklingen af ungdomsarbejde og dets bidrag til sikring af social inklusion af unge mennesker.

HVAD ER FORMÅLET MED KONKLUSIONERNE?

De fokuserer på behovet for at styrke ungdomsarbejde for bedre at sikre samfundets sammenhængskraft. Samarbejde på dette område på tværs af EU-landene er yderst vigtigt.

Konklusionerne fremlægges i henhold til EU-arbejdsplanen for ungdom for 2014-2015, der prioriterer udviklingen af ungdomsarbejde og ikkeformel læring (såsom i ungdoms- og sportsklubber) og uformel læring (såsom fra forældre og venner).

De kommenterer også tidligere konklusioner fra Rådet om godt ungdomsarbejdes bidrag til udvikling, trivsel og social inklusion af unge i EU.

Erklæringen fra regeringscheferne af 12. februar 2015 kommenteres også. Den kom kort tid efter terrorangrebene i Paris og fremhæver betydningen af uddannelse og integration i forbindelse med forebyggelse af radikalisering og beskyttelse af værdier.

HOVEDPUNKTER

Konklusionerne gentager betydningen af ungdomsarbejde med hensyn til at bidrage til personlig udvikling og til at nå ud til alle unge med forskellig baggrund. Der er et særligt behov for at få kontakt til marginaliserede unge og unge, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse.

EU-landene opfordres til at:

  • engagere sig i at udvikle professionelt ungdomsarbejde af høj kvalitet, også af betalt personale og frivillige
  • udarbejde støtteforanstaltninger, herunder almen og erhvervsfaglig uddannelse for ungdomsarbejdere
  • øge rækkevidden af ungdomsarbejde, så det også inddrager dem over 18 år og unge med færre muligheder.

EU-landene og Europa-Kommissionen bliver bedt om at:

  • deltage i gensidig læring (peerlæring) og udveksle god praksis med hensyn til kvalitet inden for ungdomsarbejde
  • styrke kvaliteten af ungdomsarbejde ved at udvikle indikatorer, værktøjer og systemer, der kan anvendes på forskellige niveauer på tværs af EU
  • forbedre synligheden af ungdomsarbejde ved at demonstrere de kvantitative og kvalitative aspekter og deres virkninger på unges liv og samfundet omkring dem.

Kommissionen opfordres til at:

  • gennemføre en undersøgelse om basale kvalitetsprincipper for ungdomsarbejde samt en gennemførelseshåndbog. Denne undersøgelse bør tage hensyn til resultaterne fra ekspertgruppen om kvalitetssystemer inden for ungdomsarbejde
  • overveje at udarbejde et forslag om en henstilling fra Rådet om ungdomsarbejde, der fokuserer på at fremme unges inklusion, medborgerskab og samfundets sammenhængskraft.

For yderligere oplysninger henvises til:

DOKUMENT

Rådets konklusioner om styrkelse af ungdomsarbejde for at sikre samfundets sammenhængskraft (EUT C 170, 23.5.2015, s. 2-3)

seneste ajourføring 24.09.2015

Top