Det Europæiske Råds møde i Bruxelles den 21. - 22. juni 2007

Ud på de små timer den 23. juni afsluttede Det Europæiske Råd EU's tænkepause og besluttede at indkalde til en regeringskonference med det formål at vedtage en ny traktat.

Efter i to år at have overvejet, hvordan EU's traktater kan reformeres, besluttede Det Europæiske Råd på mødet den 21. - 22. juni 2007 at indkalde til en regeringskonference (RK), som får til opgave at færdiggøre og vedtage en ny EU-traktat. Ved denne "reformtraktat" vil man i EU- og EF-traktaten, som forbliver i kraft, indsætte de nyskabelser, som er resultatet af konventet og den regeringskonference, som blev afsluttet i juni 2004.

Det Europæiske Råd vedtog et præcist og klart mandat for regeringskonferencen. I dette mandat indgår det væsentligste indhold af de institutionelle reformer, som der blev opnået enighed om i 2004, samtidig med at der tages hensyn til resultaterne af tænkepausen. Medlemsstaterne har haft lange forhandlinger om visse punkter.

Mandatet, som sammenfattes nedenfor, udgør grundlaget og rammen for regeringskonferencens arbejde. Det drejer sig ikke om "reformtraktaten" som sådan. Det er kun regeringskonferencen, som officielt påbegynder sit arbejde den 23. juli 2007, der kan træffe den endelige beslutning om "reformtraktatens" indhold.

Af hensyn til klarheden er de vigtigste nye punkter i mandatet blevet inddelt i fire hovedpunkter.

UNIONENS HJØRNESTENE

Ifølge regeringskonferencens mandat skal "reformtraktaten" ikke have forfatningsmæssig karakter, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem den terminologi, der anvendes (f.eks. anvendes udtrykket "forfatning" ikke, betegnelserne "love" og "rammelove" opgives og de nuværende betegnelser "forordninger" og "direktiver" bevares). Endvidere vil der ikke i traktaten være en artikel, der nævner EU's symboler. I overensstemmelse med den traditionelle metode til ændring af traktaterne vil "reformtraktaten" indeholde ændringer i forhold til de nuværende traktater.

I regeringskonferencens mandat indgår en række af EU's grundprincipper bl.a.:

• Søjlerne afskaffes og EU får status som én enkelt juridisk person. EF-traktaten skal hedde traktaten om Unionens funktionsmåde, og ordet "Fællesskab" skal overalt erstattes med ordet "Union".
• Definition af det demokratiske grundlag for Unionen, såsom demokratisk lighed, repræsentativt demokrati, deltagelsesdemokrati og borgerinitiativ.
• Stadfæstelse af EU-borgeres rettigheder ved at nævne Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Teksten hertil vil ikke blive indarbejdet i den fremtidige traktat, men den vil være juridisk bindende i alle medlemsstater (undtagen i Det Forenede Kongerige).
• Indsættelse af en klausul om frivillig udtrædelse, som giver en medlemsstat mulighed for at trække sig ud af EU.
• Styrkelse af subsidiaritetsprincippet, især gennem de nationale parlamenters øgede rolle.
• En klarere fordeling af beføjelserne mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne.

Fred, fuld beskæftigelse, bæredygtig udvikling, kulturel mangfoldighed, solidaritet, samhørighed og beskyttelse af borgerne kommer til at indgå i de ca. tredive målsætninger for EU, som opregnes i den nye traktat. Princippet om "fri og ufordrejet konkurrence", som ikke er et mål i sig selv, vil ikke blive medtaget blandt EU's målsætninger. Det vil dog blive omfattet af en juridisk bindende protokol, der er knyttet som bilag til traktaten.

INSTITUTIONERNE

I regeringskonferencens mandat indgår en række institutionelle ændringer, hvoraf de vigtigste vedrører:

• Europa-Parlamentets sammensætning, idet antallet af pladser begrænses til 750.
• Kommissionens størrelse. Fra og med 2014 vil Kommissionen bestå af et antal kommissærer, som svarer til 2/3 af medlemsstaterne.
• Det Europæiske Råd får en formand, som udpeges for 2½ år ad gangen (dette mandat kan forlænges én gang). Derved afskaffes ordningen med Det Europæiske Råds skiftende formandskaber.
• Der oprettes en ny post med titlen "Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik". Denne repræsentant bliver på én gang Rådets bemyndigede, næstformand for Kommissionen og Europas stemme på verdensscenen.

BESLUTNINGSPROCEDURE

I regeringskonferencens mandat bekræftes det, at den fælles beslutningsprocedure indføres generelt som den almindelige lovgivningsprocedure. Den fælles beslutningsprocedure udvides således til at omfatte et stort antal områder, som f.eks. det strafferetlige samarbejde og lovlig indvandring.

Anvendelse af kvalificeret flertal i afstemninger udvides til mere end 40 områder (Det Forenede Kongerige får en undtagelse inden for politisamarbejdet og det retlige samarbejde).

Det vigtigste stridspunkt på Det Europæiske Råds møde var spørgsmålet om afstemninger med dobbelt flertal. Efter lange forhandlinger nåede stats- og regeringscheferne frem til følgende kompromis: Fra den 1. november 2014 vil det kvalificerede flertal være baseret på princippet om dobbelt flertal (55 % af medlemsstaterne, som repræsenterer 65 % af Europas befolkning). Frem til 2014 anvendes reglerne i Nice-traktaten. I overgangsperioden frem til den 31. marts 2017 vil et medlem af Rådet altid kunne kræve, at afgørelsen træffes ifølge reglerne i Nice-traktaten. Endelig findes der en mekanisme, som ligner Ioannina-forliget, og som skulle gøre det muligt for en række medlemsstater, som ligger nær det blokerende mindretal, at tilkendegive, at de modsætter sig Rådets vedtagelse af en retsakt.

UNIONENS POLITIK

I regeringskonferencens mandat indgår en række væsentlige ændringer, især på området for retlige og indre anliggender, hvor fællesskabsmetoden vil blive anvendt generelt (med særlige aftaler for Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige). Endvidere vil kampen mod klimaændringer og solidaritet mellem medlemsstaterne på energiområdet for første gang udtrykkeligt blive anført i traktaten. Den særlige karakter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som i vid udstrækning forbliver på det mellemstatslige niveau, vil også blive understreget.

KONTEKST

Den 29. oktober 2004 undertegnede de 25 stats- og regeringschefer i Rom traktaten om indførelse af en forfatning for Europa. For at denne traktat kunne træde i kraft, skulle den ratificeres af alle medlemsstater i henhold til deres egne forfatningsbestemmelser, dvs. enten ved ratificering i parlamentet eller ved folkeafstemning. Efter vanskeligheder med ratificeringen i visse medlemsstater besluttede stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde den 16. og 17. juni 2005 at tage en tænkepause, for så vidt angår EU's fremtid. Tænkepausen skulle bruges til at indlede en bred debat med borgerne i EU.

See also

Læs mere om Lissabontraktaten.

Seneste ajourføring: 14.12.2007