Pokud chcete vyhledat výraz v jeho "přesném znění", použijte uvozovky (""). Pokud chcete najít různé varianty výrazu na základě jeho části, připojte za ni hvězdičku (*) (např. transp*, 32019R*). Pokud chcete vyhledat různé výrazy lišící se jedním znakem, použijte otazník (např. ka?u vyhledá kalu, kasu, kazu atd.)
Det har til formål at forbedre arbejds- og levevilkårene i Den Europæiske Union (EU) ved at oprette en ramme for:
tilstrækkeligheden af lovbestemte mindstelønninger1
fremme af kollektive overenskomstforhandlinger2 om lønfastsættelse
styrkelse af arbejdstageres effektive adgang til rettigheder til mindsteløns3-beskyttelse, hvor disse følger af national ret og/eller kollektive overenskomster.
HOVEDPUNKTER
Anvendelsesområde
Direktivet gælder for arbejdstagere i EU med en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold som defineret i gældende lov, overenskomst eller praksis i den enkelte EU-medlemsstat, under hensyntagen til Domstolens praksis.
For at fremme kollektive overenskomstforhandlinger med henblik på lønfastsættelse skal medlemsstaterne med inddragelse af arbejdsmarkedets parter:
fremme opbygningen og styrkelsen af arbejdsmarkedets parters evne til at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger, navnlig på sektorplan eller tværfagligt plan
tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhandlinger om lønninger mellem arbejdsmarkedets parter
træffe foranstaltninger til at beskytte retten til at føre kollektive overenskomstforhandlinger og beskytte arbejdstagere og fagforeningsrepræsentanter mod forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse
træffe foranstaltninger til at beskytte arbejdstagere og fagforeningsrepræsentanter samt fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer mod enhver indblanding fra hinanden eller hinandens repræsentanter eller medlemmer, hvad angår deres oprettelse, virke eller administration
hvor den kollektive overenskomstdækningsgrad er under en tærskel på 80 %, sørge for en ramme af grundforudsætninger, enten ved lov eller efter høring af arbejdsmarkedets parter, og udarbejde en handlingsplan for at øge dækningsgraden.
Medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger skal fastlægge visse procedurer for at sikre, at de er tilstrækkelige, med henblik på at:
opnå en anstændig levestandard
begrænse fattigdom blandt personer i arbejde
fremme social samhørighed og opadgående social konvergens
begrænse den kønsbestemte lønforskel.
De skal:
anvende kriterier, der mindst omfatter følgende:
købekraften for de lovbestemte mindstelønninger under hensyntagen til leveomkostninger
det generelle niveau for lønninger, deres vækstrate og deres fordeling
de langsigtede nationale produktionsniveauer og udviklinger
anvende vejledende referenceværdier til vurdering af de lovbestemte mindstelønningers tilstrækkelighed — medlemsstaterne kan anvende en automatisk indekseringsmekanisme til justeringen, forudsat at dette ikke fører til en nedsættelse af den lovbestemte mindsteløn
opdatere de lovbestemte mindstelønninger mindst hvert 2. år eller, for medlemsstater, der anvender en automatisk indekseringsmekanisme, mindst hvert 4. år
udpege et eller flere rådgivende organer
inddrage arbejdsmarkedets parter i fastsættelsen og opdateringen af lovbestemte mindstelønninger
sikre, med deltagelse af arbejdsmarkedets parter, at arbejdstagerne har effektiv adgang til eksisterende mindstelønsbeskyttelse ved at sørge for:
effektive, forholdsmæssige og ikkeforskelsbehandlende kontroller og inspektioner på stedet
tilstrækkelige ressourcer, uddannelse og vejledning til håndhævende myndigheder, med henblik på en målrettet indsats og forfølgelse af de arbejdsgivere, der ikke overholder reglerne.
Andre regler kræver, at medlemsstaterne skal:
indsamle nøjagtige data for at overvåge mindstelønsbeskyttelse
offentliggøre alle relevante oplysninger om lovbestemte mindstelønninger og gøre arbejdstagere og arbejdsgivere opmærksomme på foranstaltningerne
sikre, at arbejdstagerne har adgang til effektiv, rettidig og upartisk tvistbilæggelse og ret til genoprejsning
beskytte arbejdstagerne og deres repræsentanter mod enhver ugunstig behandling fra arbejdsgiverens side
anvende sanktioner for overtrædelse af forpligtelserne i henhold til direktivet.
Direktivet:
krænker ikke arbejdsmarkedets parters autonomi eller deres ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster
forpligter ikke medlemsstaterne til at:
indføre en lovbestemt mindsteløn
erklære eventuelle kollektive overenskomster for alment gældende
berører ikke medlemsstaternes ret til at:
træffe beslutning om fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger, disses niveau og adgangen til denne beskyttelse
indføre gunstigere foranstaltninger eller kollektive overenskomster for arbejdstagerne
udgør ikke en begrundelse for sænke det generelle eksisterende niveau af beskyttelse af arbejdstagerne ved at nedsætte eller afskaffe mindstelønninger.
HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?
Direktivet skal være gennemført i national lovgivning inden den . Reglerne skal træde i kraft den .
BAGGRUND
Mindstelønninger varierer meget i EU, og mange arbejdstagere er ikke beskyttet. Dette er et område med national kompetence, hvor EU har en understøttende og supplerende rolle. Direktivet har hverken til formål at harmonisere mindstelønningerne i hele EU eller at indføre en ensartet mekanisme til fastsættelse af disse.
Direktivet er baseret på artikel 153, stk. 1, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, med særlig henvisning til arbejdsvilkårene.
Lovbestemt mindsteløn. En mindsteløn fastsat ved lov med undtagelse af mindstelønninger fastsat ved kollektive overenskomster, som er erklæret alment gældende.
Kollektive overenskomstforhandlinger. Alle forhandlinger, der finder sted i overensstemmelse med national ret og praksis mellem arbejdsgivere og fagforeninger, med henblik på at fastlægge arbejds- og ansættelsesvilkår.
Mindsteløn. Den mindsteløn, som er fastsat ved lov eller kollektive overenskomster, og som en arbejdsgiver skal betale til arbejdstagere for det arbejde, der er udført i en given periode.
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2022/2041 af om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union (EUT L 275 af , s. 33-47).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit X — Social- og arbejdsmarkedspolitikken — Artikel 153 (tidl. artikel 137 TEF) (EUT C 202 af , s. 114-116).