Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Maksimal udnyttelse af ungdomspolitikkens potentiale i håndteringen af målene for Europa 2020-strategien

Den Europæiske Unions (EU) ministre har aftalt at fremme ungdomspolitikkens bidrag (ungdomsarbejde og ikkeformel læring) til at nå målene i den europæiske 2020-strategi, og de understreger betydningen af tværsektoriel koordinering og EU-programmer.

DOKUMENT

Rådets konklusioner om maksimal udnyttelse af ungdomspolitikkens potentiale i håndteringen af målene for Europa 2020-strategien (2013/C 224/02) (Den Europæiske Unions Tidende C 224 af 3.8.2013).

RESUMÉ

Der er behov for en integreret politisk reaktion på de sociale og økonomiske udfordringer, unge mennesker står overfor. EU's medlemsstater arbejder på at øge ungdomsbeskæftigelsen, mindske skolefrafald og øge antallet af unge under videregående uddannelse. Det er alle sammen mål i Europa 2020-strategien, der skal skabe vækst for alle europæere på lang sigt.

EU's ministre lægger vægt på følgende tre prioriteter for at maksimere udnyttelsen af ungdomspolitikkens potentiale i at nå målene i Europa 2020-strategien:

  • foranstaltninger, der skal fremme tværsektorielt og interinstitutionelt samarbejde med henblik på en forbedring af koordineringen af ungdomspolitikken og ungdomsrelaterede politikområder
  • styrke de unges rolle i udformningen af politikker, der berører dem
  • det nye EU-program om uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom og sport.

Sidstnævnte program opfordrer unge til at indhente erfaringer og færdigheder i andre EU-lande ved for eksempel at deltage i frivillig, ikkeformel og formel uddannelsesudveksling.

Struktur- og investeringsfonde

EU-landene betragter den næste generation af struktur- og investeringsfonde (f.eks. Den Europæiske Socialfond og de regionale fonde) som nøglen til at investere i unge og deres færdigheder samt forbedre deres beskæftigelsesegnethed og adgang til arbejdsmarkedet.

Iværksættelse af EU-programmer

Ministrenes konklusioner indeholder en lang række idéer, der omfatter et forslag til Europa-Kommissionen og EU's medlemsstater om at opfordre til iværksættelse af EU-programmer såsom programmet om uddannelse og erhvervsuddannelse, ungdom og sport samt andre programmer og fonde, der kan hjælpe unge mennesker, også unge med færre muligheder og dem, der ikke er under uddannelse, i beskæftigelse eller under erhvervsuddannelse.

Indragelse i udformningen af politikken

De foreslår desuden, at unge mennesker bør spille en større rolle i udformningen af politikkerne, navnlig hvad angår deres muligheder for adgang til og udvikling inden for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskæftigelse.

Seneste ajourføring: 15.05.2014

Top