This document is an excerpt from the EUR-Lex website
De to forordninger fastsætter reglerne for gifte eller registrerede pars formuegoder, hvis parret har statsborgerskab i forskellige EU-lande, eller hvis parret ejer formuegoder i et andet EU-land.
De beskriver de reviderede regler, som er aftalt mellem 18 EU-lande, vedrørende den kompetence og de love, der skal finde anvendelse, og anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om formueforhold mellem ægtefæller1 eller formueretlige virkninger3, af et registreret partnerskab2 som følge af, at ægteskaber eller registrerede partnerskaber opløses eller en af parterne dør.
De 18 EU-lande, der deltager i det forstærkede samarbejde, er Belgien, Bulgarien, Cypern, Tjekkiet, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Kroatien, Italien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Østrig, Portugal, Slovenien, Finland og Sverige, i overensstemmelse med bemyndigelsen i Rådets afgørelse (EU) 2016/954. Andre EU-lande kan tilslutte sig, efter at forordningen er vedtaget. I den forbindelse har Estland offentliggjort sin interesse og meddelt, at landet vil overveje at deltage i samarbejdet efter vedtagelse af forordningen.
Spørgsmål vedrørende ægtefællernes rets- og handleevne, ægteskabets gyldighed eller anerkendelse, underholdspligt og arv er ikke omfattet. Forordningerne ændrer ikke den nationale lovgivning vedrørende ægteskab eller registreret partnerskab, idet det fastslås, at den gældende lovgivning finder anvendelse på alle formuegoder, uanset hvor disse formuegoder befinder sig, og vil finde anvendelse, selv om det ikke er et EU-lands lovgivning.
Forordningerne har til formål at give borgere mulighed for at få deres sager behandlet ved retterne i det samme EU-land. Ægtefæller og partnere i registrerede partnerskaber kan vælge, hvilket lands lovgivning, der skal finde anvendelse på deres formueforhold, nemlig enten i:
Såfremt parret ikke træffer et sådant valg, vil kompetence i forhold til afgørelser vedrørende formueforhold mellem ægtefæller tage udgangspunkt i (i nævnte rækkefølge):
Hvis ægteskabet ikke kan anerkendes i henhold til national lovgivning med henblik på afgørelser vedrørende formueforhold mellem ægtefæller, kan retten afvise kompetence, hvilket også gælder i forhold til registrerede partnerskaber. Forordningen hindrer ikke parterne i at afgøre sagen udenretsligt ved forlig, f.eks. for en notar, i et EU-land efter eget valg.
Forordningen vedrørende registrerede partnerskaber beskriver spørgsmål om formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber, især afvikling af formuegoderne og effekten af de formueretlige virkninger af et registreret partnerskab på et retsforhold mellem en partner og tredjemand.
Forordningerne omfatter regler vedrørende anerkendelse, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der svarer til dem, der findes i andre EU-regler vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål. Grunde til ikke at anerkende en retsafgørelse i henhold til denne forordning omfatter omstændigheder, hvor anerkendelse klart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i det EU-land, hvor der søges anerkendelse.
Med undtagelse af visse forberedende administrative anliggender træder forordningerne i kraft den .
Rådets forordning (EU) 2016/1103 af om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller (EUT L 183 af , s. 1-29).
Efterfølgende ændringer af forordning (EU) 2016/1103 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Rådets forordning (EU) 2016/1104 af om indførelse af et forstærket samarbejde på området for kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende de formueretlige virkninger af registrerede partnerskaber (EUT L 183 af , s. 30-56).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring