EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Landbrugs- og fødevareforsyningskæden — urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2019/633 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det fastsætter en minimumsliste over forbudte former for urimelig handelspraksis i forhold mellem købere og leverandører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden samt minimumsbestemmelser vedrørende disse forbuds håndhævelse.
  • Det har til formål at stoppe større virksomheders udnyttelse af små og mellemstore leverandører som følge af deres svagere forhandlingsposition og til at undgå, at omkostningerne i forbindelse med en sådan praksis videreføres til primærproducenter.

HOVEDPUNKTER

Reglerne beskytter små og mellemstore leverandører og større leverandører med en årlig omsætning, der ikke overstiger 350 mio. EUR. Beskyttelsen afhænger af leverandørens relative størrelse for så vidt angår årlig omsætning. Disse leverandører opdeles i fem underkategorier efter omsætning:

  • op til 2 mio. EUR
  • 2-10 mio. EUR
  • 10-50 mio. EUR
  • 50-150 mio. EUR og
  • 150-350 mio. EUR.

Forbud mod urimelig handelspraksis

Direktivet forbyder under alle omstændigheder følgende urimelige handelspraksis:

  • betaling senere end 30 dage for letfordærvelige landbrugs- og fødevarer
  • betaling senere end 60 dage for andre landbrugs- og fødevarer
  • annullering af ordrer på letfordærvelige landbrugs- og fødevarer med kort varsel
  • købers ensidige ændring af vilkårene i en leveringsaftale
  • købers opkrævning af betalinger, der ikke vedrører salg af landbrugs- og fødevarer
  • købers opkrævning af betalinger for forringelsen eller tabet af landbrugs- og fødevarer, hvor en sådan forringelse eller et sådant tab ikke skyldes leverandørens forsømmelighed eller fejl
  • købers skriftlige afvisning på at bekræfte betingelserne for en leveringsaftale på trods af leverandørens anmodning
  • købers misbrug af leverandørens forretningshemmeligheder
  • købers iværksættelse af handelsrepressalier over for leverandøren, hvis leverandøren udøver sine kontraktmæssige eller juridiske rettigheder
  • overførsel af omkostningerne ved at behandle kundeklager i forbindelse med salget af leverandørens produkter, selv om der ikke er nogen forsømmelighed eller fejl fra leverandørens side.

Direktivet forbyder følgende urimelige handelspraksis, medmindre leverandøren og køberen har aftalt det i klare og utvetydige vendinger:

  • køberen returnerer ikkeafsatte landbrugs- og fødevarer til leverandøren uden at betale for disse ikkeafsatte produkter eller uden at betale for bortskaffelse af disse produkter eller begge
  • leverandøren opkræves betaling som betingelse for oplagring, udstilling eller anden præsentation af sine landbrugs- og fødevareprodukter eller tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet
  • køberen kræver, at leverandøren bærer alle eller en del af omkostningerne ved prisnedslag for landbrugs- og fødevarer, som sælges af køberen i forbindelse med et salgsfremstød
  • køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens reklame for landbrugs- og fødevarer
  • køberen kræver, at leverandøren betaler for køberens markedsføring af landbrugs- og fødevarer.

Klager og fortrolighed

EU-landene udpeger nationale håndhævende myndigheder. Leverandører kan indgive klager enten til den håndhævende myndighed i sit eget land eller i det land, hvor den køber, der formodes at have udøvet en forbudt handelspraksis, er etableret.

Den håndhævende myndighed skal, hvis klageren anmoder herom, træffe de nødvendige foranstaltninger til at beskytte klagerens identitet eller andre oplysninger, der vil skade klagerens eller leverandørers interesser.

Håndhævende myndigheders beføjelser

De håndhævende myndigheder skal have beføjelser og ekspertise til at:

  • indlede og foretage undersøgelser
  • pålægge købere og leverandører at fremlægge oplysninger
  • gennemføre uanmeldte inspektioner på stedet
  • pålægge ophør med forbudt handelspraksis
  • pålægge eller indlede sager med henblik på at pålægge bøder og andre lige så effektive sanktioner og foreløbige foranstaltninger over for den virksomhed, der begik overtrædelsen
  • offentliggøre sine afgørelser.

EU-landene kan fremme mekanismer til frivillig, alternativ tvistbilæggelse.

EU-landene skal sikre, at de håndhævende myndigheder samarbejder effektivt med hinanden og med Kommissionen, og at de yder hinanden gensidig bistand i forbindelse med undersøgelser, der har en grænseoverskridende dimension

Europa-Kommissionen bistås af Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter, der er nedsat ved forordning (EU) nr. 1308/2013 (se resuméet Den fælles markedsordning for landbrugsmarkeder i EU).

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Det skal indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 1. maj 2021. EU-landene skal anvende foranstaltningerne senest den 1. november 2021.

BAGGRUND

Se desuden:

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/633 af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden (EUT L 111 af 25.4.2019, s. 59-72).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse (EUT L 157 af 15.6.2016, s. 1-18).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671-854).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) nr. 1308/2013 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner (EUT L 48 af 23.2.2011, s. 1-10).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 29.08.2019

Top