Økonomisk politik

Økonomisk politik dækker en række foranstaltninger, som regeringer anvender for at styre økonomien. De omfatter pengepolitik (udbud og efterspørgsel af penge), beskatning, budget, jobskabelse osv.

Selv om økonomisk politik er det enkelte EU-lands ansvarsområde, foregår der i Den Europæiske Union (EU) en betydelig multilateral samordning af økonomiske politikker mellem de enkelte lande, navnlig mellem de lande, der er en del af euroområdet, for at sikre, at den europæiske monetære union fungerer på den bedst mulige måde samt for at sikre, at der sker en koordinering mellem EU-landene i forhold til de fælles mål og ansvarsområder.

• Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union fastsætter EU’s mål, der omfatter afbalanceret økonomisk vækst, prisstabilitet og en økonomisk og monetær union.
• Artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) giver EU eneansvaret for den monetære politik for de EU-lande, der deltager i euroområdet.
• Artikel 5 TEUF angiver, at der bør ske en samordning af de økonomiske politikker i Unionen.
• Afsnit VIII TEUF omhandler den økonomiske og monetære politik. Dette afsnit definerer, hvordan samordning af økonomisk politikker foregår og kræver, at EU-lande fører deres nationale økonomiske politikker »med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af Unionens mål«.

Samordning af de økonomiske politikker omfatter: vedtagelse af overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker og retningslinjer for beskæftigelsen, overvågning af den økonomiske udvikling med henblik på at identificere og korrigere risikable eller ikkeholdbare politikker samt makroøkonomiske drøftelser mellem Rådet, Den Europæiske Centralbank, Europa-Kommissionen og arbejdsmarkedets parter. Stabilitets- og vækstpagten fastsætter regler, der skal sikre, at EU-landene sigter mod sunde offentlige finanser og koordinerer deres skattepolitik.

Siden 2008, set i lyset af de vanskeligheder EU (navnlig i euroområdet) havde med at håndtere den økonomiske og finansielle krise samt statsgældskrisen, er der foretaget flere reformer:

• 1.

  Stabilitets- og vækstpagten blev styrket af traktaten om stabilitet, samordning og styring, der trådte i kraft i 2013. De seks retsakter (»6-pakken«), der styrker stabilitets- og vækstpagten samt makroøkonomisk tilsyn med EU-landene, blev vedtaget sammen med yderligere to retsakter (»2-pakken«), der medfører yderligere samordning og overvågning i euroområdet.

• 2.

  Det europæiske semester, en årlig politisk samordningsramme, blev oprettet. Det har til formål at identificere og korrigere de makroøkonomiske ubalancer mellem EU-landene samt overvåge budgetpolitikken. Kommissionen analyserer desuden hvert EU-lands politikker om strukturreformer og udsteder efterfølgende landespecifikke henstillinger om handlinger.

• 3.

  Oprettelsen af en integreret bankunion, som har til formål at tilpasse ansvaret for overvågning, afvikling og finansiering på EU-plan samt at sørge for, at bankerne i euroområdet overholder ensrettede regler. Bankerne og deres aktionærer er ansvarlige for mulige tab, ikke skatteyderne.

SE OGSÅ

• Overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker
• Konvergenskriterierne.
• Økonomisk og Monetær Union (ØMU)
• Den Europæiske Centralbank
• Europæisk semester
• Det Europæiske System af Centralbanker
• Euroområdet
• Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud
• Proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer
• Stabilitets- og vækstpagten
• Økonomiske resultater efter land (Europa-Kommissionen)
• Økonomisk politik (Den Europæiske Centralbank).