EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 4.3.2016

COM(2016) 109 final

2016/0062(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet

BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

1.1 Baggrund

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (konvention nr. 210) (herefter "konventionen") blev vedtaget af Ministerkomitéen den 7. april 2011. Den blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011. I henhold til konventionens artikel 75 er den åben for undertegnelse og godkendelse af Europarådets medlemsstater, stater, der ikke er medlem af Europarådet, men som har deltaget i udarbejdelsen af konventionen, og Den Europæiske Union og kan tiltrædes af stater, der ikke er medlem af Europarådet, på de betingelser, der er fastsat i artikel 76. Der blev forhandlet om konventionen på seks møder i et særligt ad hoc-udvalg, der blev afholdt i tidsrummet december 2009-december 2010. Den Europæiske Union deltog sammen med medlemsstaterne som observatør under disse møder. Efter at ti af Europarådets medlemsstater havde ratificeret konventionen, trådte den i kraft den 1. august 2014. Den 1. februar 2016 havde tolv EU-medlemsstater ratificeret konventionen, og 25 medlemsstater havde undertegnet den.

Konventionen blev undertegnet på Den Europæiske Unions vegne i medfør af Rådets afgørelse (XXX) af [....] 1 med forbehold af senere indgåelse.

Vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og en ekstrem form for diskrimination, der skyldes manglende ligestilling, og som er med til at fastholde og forværre denne situation. Ligestilling mellem mænd og kvinder er en grundlæggende værdi i og et mål for Den Europæiske Union, jf. traktaterne (artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. I chartret anerkendes også retten til menneskelig værdighed, retten til livet og retten til respekt for menneskets integritet, og tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling samt alle former for slaveri og tvangsarbejde forbydes (chartrets artikel 1-5). I henhold til FN's konvention om handicappedes rettigheder, som EU er part i sammen med dets medlemsstater 2 , er der pligt til at beskytte kvinder mod vold, og den FN-komité, der overvåger gennemførelsen af konventionen, har anbefalet, at EU ratificerer Europarådets konvention som et skridt videre i bekæmpelsen af vold mod handicappede kvinder og piger 3 .

Mere generelt er EU fast besluttet på at bekæmpe vold, ikke kun internt i EU, men også som en del af EU's internationale initiativer 4 .

EU har indtaget klare standpunkter 5 , hvad angår behovet for at udrydde vold mod kvinder, og finansierer særlige kampagner og græsrodsprojekter for at bekæmpe denne form for vold. I gældende lovgivning på området beskyttelse af ofre for kriminalitet, seksuel udnyttelse og misbrug af børn, asyl og migration tages der hensyn til de særlige behov hos ofre for kønsbetinget vold.

Trods indsatsen på både nationalt plan og EU-plan udgør omfanget af vold mod kvinder et alvorligt problem: Ifølge en undersøgelse, Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder offentliggjorde i 2014 6 , har hver tredje kvinde i EU været udsat for fysisk og/eller seksuel vold, efter at de var fyldt 15 år, en ud af tyve kvinder er blevet voldtaget, 75 % af kvinderne inden for faglærte erhverv eller i toplederjob har været udsat for seksuel chikane, og hver tiende kvinde har oplevet systematisk forfølgning (stalking) eller seksuel chikane via ny teknologi.

Kønsbetinget vold påvirker ikke kun kvinders helbred og velvære, men også deres deltagelse på arbejdsmarkedet negativt, hvilket igen påvirker deres økonomiske uafhængighed og økonomien generelt negativt. Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder skønner, at kønsbetinget vold mod kvinder koster EU-medlemsstaterne ca. 226 mia. EUR om året 7 .

1.2Konventionens formål og indhold

Som fastsat i konventionens kapitel I skaber den en omfattende retlig ramme for beskyttelsen af kvinder og piger mod alle former for vold og har til formål at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod dem, bl.a. vold i hjemmet. Den omfatter en lang række foranstaltninger fra indsamling af data og oplysningsaktiviteter til retlige foranstaltninger med henblik på at gøre forskellige former for vold mod kvinder strafbare. Den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af ofre og støttetjenester, bekæmpelse af kønsbetinget vold i forbindelse med asyl og migration samt en række grænseoverskridende spørgsmål. Ved konventionen oprettes der en særlig overvågningsmekanisme, der skal sikre, at parterne effektivt gennemfører konventionens bestemmelser.

I konventionen defineres den vigtigste terminologi, der anvendes i teksten. Den udvider definitionen af kvinder til piger under 18 år. Parterne er forpligtet til at fordømme alle former for diskrimination ved at sikre, at princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd anvendes i deres retsorden, og at det præciseres, at positiv særbehandling er mulig. I overensstemmelse med konventionens karakter som et menneskerettighedsinstrument forpligter den alle parter til at sikre, at statslige aktører ikke medvirker til nogen form for vold, og at udvise rettidig omhu for at forebygge, efterforske og straffe voldshandlinger begået af ikkestatslige aktører, og at der ydes erstatning til ofre for sådanne handlinger. Det fastsættes udtrykkeligt, at konventionen gælder i fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt. Der fastsættes i konventionen udelukkende bindende forpligtelser, hvad angår kvinder, men der opfordres til at anvende konventionen på alle ofre for vold i hjemmet, dvs. også mænd og drenge, der er ofre for vold i hjemmet.

Kapitel II supplerer den såkaldte "tre P-tilgang" - Prevention, Protection, and Prosecution (forebyggelse, beskyttelse og retsforfølgning) fra Europarådets nyere instrumenter, i henhold til hvilken der er pligt til at udforme integrerede politikker 8 og tilbyde en helhedsorienteret reaktion på fænomenet, da det erkendes, at de retlige foranstaltninger inden for rammerne af "tre P-tilgangen" ikke alene vil være tilstrækkelige til at udrydde volden mod kvinder. Dette medfører en forpligtelse til at sætte ofres rettigheder i centrum for alle foranstaltninger og at sikre et effektivt samarbejde mellem alle relevante aktører, dvs. mellem institutioner, agenturer og organisationer og på alle niveauer, dvs. nationalt, regionalt og lokalt niveau. Det er nødvendigt at få ikkestatslige organisationer og civilsamfundet anerkendt som vigtige aktører, og parterne skal fremme og støtte deres arbejde. Parterne skal afsætte passende finansielle og menneskelige ressourcer til gennemførelsen af integrerede politikker, foranstaltninger og programmer for at bekæmpe og forebygge vold, herunder tilstrækkelige finansielle midler til ikkestatslige aktører. Derudover anerkendes det i konventionen, hvor vigtig en rolle systematisk og hensigtsmæssig dataindsamling spiller for en effektiv politikudformning og tilsynet med overvågningsmekanismens foranstaltninger på grundlag af solide og sammenlignelige data.

En central bestemmelse vedrører udnævnelsen og om nødvendigt oprettelsen af en eller flere officielle organer, der har ansvaret for koordineringen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af politikker og foranstaltninger, herunder koordineringen af dataindsamlingen, analysen og formidlingen.

Kapitel III samler parternes forpligtelser på det forebyggende område. I overensstemmelse med konventionens overordnede indhold er parterne forpligtet til at anvende en mangesidet tilgang, der omfatter oplysning og inddragelse af ligestilling mellem kønnene og voldstemaet i formel uddannelse på alle niveauer ved hjælp af hensigtsmæssige undervisningsmaterialer og planer, og som i højere grad fremmer ikkevold og ligestilling inden for uformel uddannelse, sport, kultur og fritid samt i medierne. Parterne skal sikre, at fagfolk, der har med ofre og gerningsmænd at gøre, får en passende uddannelse. Det er også nødvendigt at træffe foranstaltning til at yde støtte og tilbyde behandlingsprogrammer til gerningsmændene. Medie- og informationsteknologisektorerne skal opfordres til at deltage i udarbejdelsen af materiale og frivillige standarder.

I kapitel IV fastsættes de generelle principper for oplysningernes art, støttetjenesterne og beskyttelsen af såvel ofre for som vidner til vold. Det indeholder en liste over de områder, hvor parterne skal fastsætte bestemmelser om bestemte foranstaltninger. Det omfatter adgang til generelle støttetjenester såsom juridisk rådgivning og psykologhjælp og specialistjenester, bl.a. husly, gratis telefontjenester, der er åbne døgnet rundt, særlig lægelig og retsmedicinsk støtte til ofre for seksuel vold og hensyn til behovene hos børn, der har været vidne til vold. Derudover er det nødvendigt at træffe en række foranstaltninger for at opmuntre eventuelle vidner til vold eller personer, der har rimelig grund til at formode, at der måske vil blive begået en voldshandling, eller der vil blive begået yderligere voldshandlinger, at anmelde dette og at vedtage regler for, på hvilke betingelser fagfolk kan rapportere om voldshandlinger eller forventede voldshandlinger uden at overtræde deres generelle tavshedspligt.

I kapitel V om materiel ret kortlægges de former for vold, der kræver strafferetlig forfølgning, og der stilles krav til parterne om at lade en række lovovertrædelser være omfattet af deres straffelove. De omfatter psykisk vold gennem trusler eller tvang, systematisk forfølgelse (stalking) 9 , fysisk vold, seksuel vold og voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort/-sterilisation samt seksuel chikane. Parterne skal træffe foranstaltninger for at sikre, at det ikke er muligt at påberåbe sig "æresbegrebet" som en måde til at retfærdiggøre nogen af disse strafbare handlinger på. I henhold til konventionen skal parterne sikre, at anstiftelse, medvirken eller forsøg på at begå sådanne lovovertrædelser samt det at få en tredjemand til at begå disse strafbare handlinger gøres strafbart, og fastsætte bestemmelser om passende afskrækkende sanktioner. Der kan tages hensyn til endelige domme afsagt i en anden part ved fastsættelsen af sanktionen. Det er nødvendigt i den nationale lovgivning i overensstemmelse med konventionen at fastsætte bestemmelser om visse skærpende omstændigheder. I henhold til konventionen skal parterne også sikre, at der findes tilstrækkelige civile retsmidler og muligheder for erstatning fra gerningsmændene samt en passende subsidiær statslig skadeserstatning 10 til ofre for de fastsatte lovovertrædelser. Der skal tages hensyn til tilfælde af vold i forbindelse med retssager om forældremyndighed over, samværsret med og sikkerhed for børn. Rent processuelt er parterne i henhold til konventionen forpligtet til at fastslå, hvem der har straffemyndigheden for handlinger begået af en af deres statsborgere med sædvanligt opholdssted på deres område, og sørge for at få fastslået, hvem der har straffemyndigheden for lovovertrædelser mod en af deres statsborgere eller en person med sædvanligt opholdssted på deres område 11 . Endelig har parterne ikke ret til at fastsætte bestemmelser om obligatoriske procedurer for alternativ konfliktløsning.

Kapitel VI vedrører retspleje og beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med efterforskningen og retslige procedurer. Parterne skal sikre, at de retshåndhævende myndigheder tilbyder ofre omgående beskyttelse, bl.a. indsamling af bevismateriale, og foretager en vurdering af risikoen for dødsfald og situationens alvor. Der skal tages særligt hensyn til, om gerningsmændene har adgang til skydevåben. Lovgivningen skal indeholde bestemmelser om muligheden for at afsige kendelser om omgående forbudsforanstaltninger og om tilhold eller beskyttelse, uden at ofret påføres en urimelig økonomisk eller administrativ byrde derved. Generelt må retsforfølgningen af de groveste strafbare handlinger ikke afhænge af, om ofret har indberettet eller anmeldt dem 12 . Dette kapitel indeholder en åben liste over foranstaltninger for at beskytte ofrene rettigheder og interesser, bl.a. deres behov som vidner på alle efterforskningstrin og under straffesagen. Der er f.eks. tale om foranstaltninger for at beskytte dem mod intimidering og gentagen offergørelse, at sikre tidlig informering, hvis gerningsmændene undslipper eller løslades, eller mest muligt at beskytte ofret mod at have kontakt med gerningsmanden. Det er nødvendigt at tage særligt hensyn til de særlige behov hos børn, der er ofre for eller vidner til vold. Parterne skal fastsætte bestemmelser om ret til retshjælp. Derudover skal forældelsesfristen for de groveste strafbare handlinger fastsættes på en sådan måde, at der effektivt kan indledes retsforfølgning, når ofret har nået myndighedsalderen 13 .

I kapitel VII tages der hensyn til, at kvindelige migranter og asylansøgere i særlig grad er udsat for kønsbetinget vold, og det fastsættes, at disse bestemmelser skal forstås under hensyntagen til forskellene mellem kønnene. Der fastsættes bestemmelser om, at kvindelige migranter, der er ofre for vold, har mulighed for at søge om selvstændig opholdstilladelse 14 . Det er nødvendigt at anerkende kønsbetinget vold som en form for forfølgelse og ved vurderingen af en persons behov for at få flygtningestatus at tage hensyn til forskellene mellem kønnene. Derudover skal parterne indføre asylprocedurer, hvor der tages hensyn til forskellene mellem kønnene. Dette kapitel vedrører også respekten for non refoulement-princippet i forbindelse med kvinder, der er ofre for vold.

Kapitel VIII har til formål at sikre det internationale samarbejde mellem parterne om at gennemføre konventionen og anvende alle relevante regionale og internationale samarbejdsinstrumenter. Parterne skal sikre, at strafbare handlinger, der er begået på en anden parts område, kan retsforfølges i ofrets opholdsland. I situationer, hvor en person umiddelbart er i fare for at blive udsat for vold, skal parterne informere hinanden, således at der kan træffes beskyttelsesforanstaltninger. Dette kapitel omfatter forpligtelsen til at behandle personoplysninger i henhold til Europarådets konvention (nr. 108) om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger.

I kapitel IX oprettes en mekanisme til overvågning af gennemførelsen af konventionen. Der skal oprettes en uafhængig gruppe af eksperter ("GREVIO") 15 (med 10 og op til 15 16 medlemmer), som skal bestå af uafhængige og højt kvalificerede eksperter, der er statsborgere i partnerlandene 17 . Ministerkomitéen har fastsat udvælgelsesproceduren 18 . Medlemmerne af GREVIO vælges af Komitéen af Kontraherende Parter.

Parterne rapporterer til GREVIO, som også kan gennemføre mere specifikke undersøgelser og landebesøg. GREVIO fremlægger udkast til rapporter for parterne med henblik på deres bemærkninger. De endelige rapporter og konklusionerne heri sendes til den berørte part og Komitéen af Kontraherende Parter. Sidstnævnte kan beslutte at vedtage en række henstillinger rettet mod den berørte part. GREVIO kan også vedtage generelle henstillinger. De nationale parlamenter skal opfordres til at deltage i overvågningen. GREVIO arbejder i henhold til dens vedtægter 19 .

Komitéen af Kontraherende Parter består af repræsentanter for de stater, der er part i konventionen. Den vælger medlemmerne af GREVIO. Den holder møde, når en tredjedel af parterne, Komitéen af Kontraherende Parter eller Europarådets generalsekretær anmoder herom.

I kapitel X præciseres det, at konventionen ikke påvirker parternes forpligtelser i henhold til andre internationale instrumenter, og at parterne frit kan indgå andre internationale aftaler om forhold, der er omfattet af konventionen, for at supplere eller styrke bestemmelserne heri.

I kapitel XI fastsættes proceduren for at ændre konventionen. Parter, der ikke er medlemmer af Europarådet, skal høres om disse ændringer.

Kapitel XII indeholder de afsluttende bestemmelser. Disse indeholder en præcisering af, at konventionen ikke er til hinder for gunstigere bestemmelser i national eller bindende international ret, en klausul om konfliktløsning og bestemmelser vedrørende undertegnelse, ratificering, ikrafttrædelse og tiltrædelse af stater, der ikke er medlemmer af Europarådet. Konventionen er udtrykkelig åben for Den Europæiske Unions undertegnelse (artikel 75, stk. 1) og skal ratificereres, accepteres eller godkendes og de nødvendige instrumenter deponeres hos Europarådets generalsekretær. Alle stater og EU kan ved undertegnelsen eller ratificeringen af konventionen specificere dens territoriale anvendelse. Det er muligt at give udtryk for forbehold vedrørende et begrænset antal bestemmelser i en periode på fem år, som kan forlænges.

Der er til konventionen knyttet et tillæg, hvori GREVIO-medlemmernes (og andre delegationsmedlemmers) privilegier og immuniteter fastsættes under de landebesøg, de foretager ved udøvelsen af deres funktioner.

1.3 EU's politiske mål med undertegnelsen af konventionen

Tilgangen i konventionen er fuldt ud i overensstemmelse med EU's mangesidede tilgang til fænomenet kønsbetinget vold og indholdet af de foranstaltninger, der er truffet gennem EU's indenrigs- og udenrigspolitik. Undertegnelsen af konventionen vil sende et stærkt politisk signal om EU's vilje til at bekæmpe vold mod kvinder, skabe sammenhæng mellem indsatsen internt og eksternt og komplementaritet mellem det nationale niveau og EU-niveau og styrke EU's troværdighed og ansvarlighed over for internationale partnere. Det vil også konsolidere EU's indsats mod vold mod kvinder, idet der internt nås frem til en mere koordineret tilgang til problemet, og EU kan spille en mere aktiv rolle i internationale fora.

2.JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

2.1 EU's kompetence til at undertegne konventionen

Medlemsstaterne har fortsat kompetence, hvad angår væsentlige dele af konventionen, navnlig vedrørende de fleste af bestemmelserne om materiel strafferet og andre bestemmelser i kapitel V, for så vidt som de er underordnede, men EU har kompetence, hvad angår en betydelig del af konventionens bestemmelser, og skal derfor ratificere den sammen med medlemsstaterne.

EU har navnlig kompetence på området bekæmpelse af forskelsbehandling og ligestilling mellem kønnene, jf. artikel 157 i TEUF, hvilket er relevant under kapitel I, og i forbindelse med seksuel chikane - omfattet af konventionens artikel 40 - i forhold vedrørende beskæftigelse og erhverv samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser. Derudover har EU kompetence og ansvar for afledt ret, jf. artikel 82 og 84 i TEUF, som vedrører foranstaltningerne i kapitel IV og kapitel VI om beskyttelse af og støtte til ofre samt efterforskning, retsforfølgelse, retspleje og beskyttelsesforanstaltninger. Hvad angår seksuel udnyttelse af kvinder og børn, indeholder artikel 83, stk. 1, i TEUF retsgrundlaget for at gøre en indsats. EU har i henhold til artikel 78 og 79 i TEUF kompetence for bestemte forhold på området asyl og migration, som er omfattet af konventionens kapitel VII. Hvilken opholdsstatus mobile EU-borgere og deres ægtefæller, som er tredjelandsstatsborgere, har, og hvilken status tredjelandsstatsborgere, der har status som fastboende udlænding, og deres ægtefæller har, henhører under EU's kompetence, jf. artikel 18, 21, 46, 50, 78 og 79 i TEUF. Hvad angår aspekter af konsulær beskyttelse (se konventionens artikel 18, stk. 5), følger EU's kompetence af artikel 23 i TEUF. Desuden har EU i henhold til artikel 81 og 82 i TEUF kompetence, hvad angår grænseoverskridende civil- og strafferetlige forhold, hvilket er relevant for foranstaltningerne i kapitel VIII om internationalt samarbejde 20 . Dette kapitel omfatter også forpligtelser vedrørende databeskyttelse, som er et område, der falder ind under EU's kompetence, jf. artikel 16 i TEUF.

EU har vedtaget omfattende lovgivning på de fleste af følgende områder: seksuel chikane i forhold vedrørende beskæftigelse og erhverv samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser 21 , rettigheder, støtte og beskyttelse, hvad angår ofre for kriminalitet, i forbindelse med straffesager, herunder efterforskning og retsforfølgelse 22 , asyl og migration samt tredjelandsstatsborgeres status 23 , grænseoverskridende civil- og strafferetlige forhold 24 , materielle strafferetlige bestemmelser om beskyttelse af børn (som for så vidt angår piger er omfattet af konventionens anvendelsesområde) 25 , bestemmelser vedrørende audiovisuelle medietjenester og beskyttelse af mindreårige, forbud mod diskrimination i kommerciel kommunikation og opfordringer til had på grundlag af bl.a. køn 26 samt databeskyttelse.  27 Der findes også EU-lovgivning vedrørende forskellige aspekter af medlemsstaternes samarbejde om konsulær beskyttelse af EU-borgere 28 .

Der følger også en række forpligtelser af FN's konvention om handicappedes rettigheder, som EU og EU-medlemsstaterne er kontraherende parter i 29 . I henhold til nævnte konventions artikel 6, 7, 15 og 16 kræves det, at stater, der er part heri, i det omfang, de har kompetence hertil, sikrer, at kvinder og børn med handicap har samme rettigheder som personer uden handicap, og at handicappede personer beskyttes mod udnyttelse, vold og misbrug.

For så vidt som konventionen kan påvirke eller ændre disse fælles reglers anvendelsesområde, har EU enekompetence, jf. artikel 3, stk. 2, i TEUF. Det er f.eks. tilfældet, hvad angår forhold vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse personers opholdsstatus, herunder også personer, der har fået international beskyttelse, for så vidt som det er omfattet af EU-retten, og behandling af ansøgninger om international beskyttelse samt hvad angår de rettigheder, som ofre for kriminalitet, har. Selv om mange af de eksisterende bestemmelser, der henvises til ovenfor, er minimumsstandarder, kan det ikke i lyset af nyere retspraksis udelukkes, at nogle af dem påvirkes, eller at deres anvendelsesområde ændres.

2.2 Retsgrundlag for den foreslåede rådsafgørelse

Det er fast retspraksis, at valget af retsgrundlag for en EU-foranstaltning foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol. Disse omfatter foranstaltningens formål og indhold 30 . Hvis en gennemgang af en EU-retsakt viser, at den har et dobbelt formål, eller at den består af to led, og det ene af disse formål eller disse led kan bestemmes som det primære eller fremherskende, mens det andet kun er sekundært, skal retsakten have en enkelt hjemmel, nemlig den, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller led. Hvis det godtgøres, at der med retsakten forfølges flere formål, der på uadskillelig måde er indbyrdes forbundne, uden at et af disse formål er sekundært og indirekte i forhold til det andet, bør en sådan retsakt undtagelsesvis vedtages med de dertil svarende forskellige retsgrundlag 31 .

De relevante retsgrundlag i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er i denne sammenhæng: artikel 16 (databeskyttelse), artikel 19, stk. 1, (kønsdiskrimination), artikel 23 (konsulær beskyttelse af borgere fra en anden medlemsstat), artikel 18, 21, 46 og 50 (borgernes frie bevægelighed, arbejdskraftens frie bevægelighed og etableringsfrihed), artikel 78 (asyl og subsidiær og midlertidig beskyttelse), artikel 79 (indvandring), artikel 81 (civilretligt samarbejde), artikel 82 (strafferetligt samarbejde), artikel 83 (fastsættelse i hele EU af, hvad der anses for strafferetlige overtrædelser, og af straffene herfor i forbindelse med særlig grov kriminalitet med en grænseoverskridende dimension), artikel 84 (manglende harmonisering af foranstaltninger til forebyggelse af kriminalitet) og artikel 157 (lige muligheder og ligestilling mellem mænd og kvinder inden for beskæftigelse og erhverv).

Selv om konventionen i sin helhed består af mange enkeltdele, er hovedformålet at forebygge voldelige forbrydelser mod kvinder, herunder vold i hjemmet, og at beskytte ofrene for sådanne forbrydelser. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at basere afgørelsen på EU's kompetencer i henhold til kapitel V i TEUF, særlig artikel 82, stk. 2, og artikel 84. Konventionens bestemmelser om andre forhold er underordnede eller, f.eks. hvad angår databeskyttelse, tilfældige i forhold til de foranstaltninger, der udgør konventionens fokus 32 . Følgelig er de væsentligste retsgrundlag, på hvilke EU kan udøve sine kompetencer over den samlede konvention (med undtagelse af de elementer, hvor EU ikke har kompetence), artikel 82, stk. 2, og artikel 84 i TEUF.

2.3 Konklusion

Det følger af det forhold, at der findes indbyrdes forbundne kompetencer, der er tildelt EU, og kompetencer, der ikke er tildelt EU, at både medlemsstaterne og Unionen skal være parter i konventionen. Da kompetencerne er indbyrdes forbundne, finder Kommissionen det hensigtsmæssigt også at indføre en ordning mellem Kommissionen og medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af konventionen og den overvågningsmekanisme, der er fastsat bestemmelser om i konventionen (koordinerende organ, jf. konventionens artikel 10, rapporterings- og dataindsamlingsforpligtelser over for ekspertgruppen, jf. konventionens artikel 11, stk. 3, og artikel 66-70).

2016/0062 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 82, stk. 2, og artikel 84, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet 33 , og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I henhold til Rådets afgørelse [XXX] af […] 34 blev Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet (herefter "konventionen") undertegnet den [...] med forbehold af senere indgåelse.

(2)Med konventionen, som ... lande, herunder ... medlemsstater, er part i, og som er det første folkeretlige instrument, der har til formål at udrydde vold mod kvinder, herunder piger under 18 år, som en grundlæggende årsag til den vedvarende ulighed mellem kvinder og mænd, indføres der en omfattende ramme for retlige og politiske foranstaltninger med henblik på at forebygge vold mod kvinder og bistå ofre for vold. Konventionen trådte i kraft den 1. april 2014. I henhold til konventionens artikel 75 kan Den Europæiske Union blive part i konventionen.

(3)Konventionen skaber en omfattende og mangesidet retlig ramme til beskyttelse af kvinder mod alle former for vold. Den sigter mod at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og piger samt vold i hjemmet. Den omfatter en lang række foranstaltninger fra indsamling af data og oplysningsaktiviteter til retlige foranstaltninger med henblik på at gøre forskellige former for vold mod kvinder strafbare. Den omfatter foranstaltninger til beskyttelse af ofre og støttetjenester samt bekæmpelse af kønsbetinget vold i forbindelse med asyl og migration. Ved konventionen oprettes der en særlig overvågningsmekanisme, der skal sikre, at parterne effektivt gennemfører konventionens bestemmelser.

(4)Den Europæiske Unions indgåelse af konventionen bidrager til at skabe ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, hvilket er blandt Unionens centrale mål og værdier, som skal afspejles i alle dens aktiviteter, jf. artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union, artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Vold mod kvinder udgør en krænkelse af menneskerettighederne og en ekstrem form for diskrimination, der skyldes manglende ligestilling, og som er med til at fastholde og forværre denne situation. Ved sit tilsagn om at gennemføre konventionen bekræfter Unionen sin vilje til at bekæmpe vold mod kvinder på dens område og globalt og styrker sin nuværende politiske indsats og den gældende materielle retlige ramme inden for den del af strafferetsplejen, der har særlig relevans for kvinder og piger.

(5)Selv om medlemsstaterne fortsat er kompetente med hensyn til at gøre en række voldelige former for adfærd over for kvinder strafbare i deres nationale straffelov, således som det kræves i konventionen, omfatter Unionens kompetence de fleste af konventionens bestemmelser, og den har vedtaget et omfattende sæt regler på disse områder. Unionen har bl.a. vedtaget regler om ofres rettigheder, navnlig via Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU 35 . Konventionen vedrører også kvindelige migranters og asylansøgeres behov foruden behovene hos kvinder, der søger om supplerende eller subsidiær beskyttelse, idet der indføres et kønsspecifikt perspektiv på disse områder, hvor der allerede findes omfattende EU-lovgivning.

(6)Unionen har enekompetence, for så vidt som konventionen påvirker fælles regler eller ændrer deres anvendelsesområde.

(7)Konventionen skal supplere gældende regler og være med til at sikre en sammenhængende fortolkning af EU-lovgivningen. Som følge af Unionens indgåelse af konventionen bør den deltage i gennemførelses- og overvågningsaktiviteterne i medfør af konventionen.

(8)Både Unionen og dens medlemsstater er kompetente på de områder, der er omfattet af konventionen. Unionen og medlemsstaterne bør derfor være part i konventionen, således at de sammen kan opfylde de forpligtelser, der er fastsat i konventionen, og på samordnet vis udøve de rettigheder, som den giver dem.

(9)Irland og Det Forenede Kongerige er bundet af direktiv 2012/29/EU og deltager derfor i vedtagelsen af denne afgørelse.

(10)I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(11)Konventionen bør godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet godkendes herved på Unionens vegne.

Teksten til konventionen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den person, der på Unionens vegne er beføjet til at deponere det godkendelsesinstrument, der er omhandlet i konventionens artikel 75, stk. 2, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke til at blive bundet af aftalen.

Artikel 3

Hvad angår forhold, der falder ind under Unionens kompetence, og uden at dette berører medlemsstaternes respektive kompetencer, fungerer Kommissionen som koordinerende organ, jf. konventionens artikel 10, og opfylder rapporteringsforpligtelserne i medfør af konventionens kapitel IX.

Artikel 4

1.Hvad angår forhold, der falder ind under Unionens kompetence, repræsenterer Kommissionen Unionen på møder i de organer, der oprettes ved konventionen, navnlig Komitéen af Kontraherende Parter, jf. konventionens artikel 67. Kommissionen udvælger og foreslår på Unionens vegne eksperter til ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet ("GREVIO") og deltager i udnævnelsen af disse.

2.Da konventionen også omfatter kompetencer, der ikke er tildelt Unionen, arbejder Kommissionen og medlemsstaterne tæt sammen, navnlig hvad angår spørgsmål vedrørende overvågning, rapportering, afstemningsregler og den måde, hvorpå det koordinerende organ, der er omhandlet i konventionens artikel 10, fungerer. De fastsætter på forhånd passende ordninger herfor samt for, hvordan de respektive standpunkter repræsenteres på møder i de organer, der er oprettet ved konventionen. Disse ordninger fastsættes i en adfærdskodeks, der om muligt skal vedtages inden deponeringen af instrumentet for formel bekræftelse på Unionens vegne.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende 36 .

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

(1) REFERENCE TO OJ L.

(2) Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (EUT L 23 af 27.1.2010, s. 35).

(3) Afsluttende bemærkninger til Europarådets indledende rapport CRPD/C/EU/CO/1, 4.9.2015, http://tbinternet.ohchr.org/_layouts/treatybodyexternal/Download.aspx?symbolno=CRPD%2fC%2fEU%2fCO%2f1&Lang=en

(4) http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2015/05/26-fac-dev-council-conclusions-gender-development/ Rådets konklusioner, handlingsplan om ligestilling 2016-2020, http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2015/10/26-fac-conclusions-gender-development/ ; Rådets konklusioner om handlingsplanen vedrørende menneskerettigheder og demokrati 2015-2019 http://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-10897-2015-INIT/da/pdf ; EU guidelines on violence against women and girls and combating all forms of discrimination against them  http://www.consilium.europa.eu/uedocs/cmsUpload/16173cor.en08.pdf

(5) Se f.eks. COM(2010) 491 final, Meddelelse fra Kommissionen om en strategi for ligestilling mellem kvinder og mænd 2010-2015 ( http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1396540108305&uri=CELEX:52010DC0491 ); Council conclusions of 8 March 2010 on the eradication of violence against women in the European Union, https://www.consilium.europa.eu/uedocs/cms_data/docs/pressdata/en/lsa/113226.pdf ; arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Strategic engagement for gender equality 2016-2019 SWD(2015) 278 final http://ec.europa.eu/justice/gender-equality/files/documents/151203_strategic_engagement_en.pdf ;

(6) http://fra.europa.eu/en/publication/2014/violence-against-women-eu-wide-survey-main-results-report

(7) Estimating the costs of gender-based violence in the European Union: Report, 5.12.2014, http://eige.europa.eu/node/393

(8) Se den forklarende rapport til konventionen, https://rm.coe.int/CoERMPublicCommonSearchServices/DisplayDCTMContent?documentId=09000016800d383a

(9) Parterne har fortsat ret til kun at anvende ikkestrafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for psykisk vold og stalking, jf. artikel 78, stk. 3.

(10) Parterne kan tage forbehold over for denne forpligtelse, jf. artikel 78, stk. 2.

(11) Der kan tages forbehold over for flere aspekter af den tilknyttede bestemmelse, jf. artikel 44.

(12) Parterne kan dog tage forbehold, hvad angår mindre lovovertrædelser i forbindelse med fysisk vold, jf. artikel 78, stk. 2.

(13) Parterne har ret til at tage forbehold, hvad angår følgende strafbare handlinger: tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele og tvangsabort/-sterilisation. Seksuel vold, herunder voldtægt, kan ikke undtages ved hjælp af et forbehold.

(14) Parterne kan tage forbehold vedrørende artikel 59 om opholdsstatus, jf. artikel 78, stk. 2.

(15) Ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet

(16) De fem ekstra medlemmer vil blive udpeget, efter at den 25. part har ratificeret konventionen.

(17) Der må ikke være to medlemmer, der er statsborgere i samme kontraherende land.

(18) Resolution CM/Res(2014)43 on rules on the election procedure of the members of the Group of Experts on Action against Violence against Women and Domestic Violence (GREVIO), 19.11.2014, https://wcd.coe.int/ViewDoc.jsp?Ref=CM/Res%282014 %2943&Language=lanFrench&Ver=original&Site=COE&BackColorInternet=DBDCF2&BackColorIntranet=FDC864&BackColorLogged=FDC864

(19) Vedtaget af GREVIO på dets første møde, 21.-23.9.2015, https://rm.coe.int/CoERMPublicCommonSearchServices/DisplayDCTMContent?documentId=090000168048358b .

(20) Se f.eks. punkt 329 i den forklarende rapport til konventionen, hvori det oplyses, at konventionens artikel 62, stk. 2, er baseret på Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager (EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1).

(21) Direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (EUT L 372 af 21.12.2004, s. 37), direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT L 204 af 26.7.2006, s. 23), direktiv 2010/41/EU af 7. juli 2010 om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i selvstændige erhverv (EUT L 180 af 15.7.2010, s. 1).

(22) Direktiv 2012/29/EU om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).

(23) Relevant afledt ret omfatter Rådets direktiv 2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som samarbejder med de kompetente myndigheder (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 19), direktiv 2003/86/EF om ret til familiesammenføring (EUT L 251 af 3.10.2003, s. 12), direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98), direktiv 2009/52/EF om minimumsstandarder for sanktioner og foranstaltninger over for arbejdsgivere, der beskæftiger tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 168 af 30.6.2009, s. 24), direktiv 2011/95/EU om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9), direktiv 2013/33/EU om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (omarbejdning) (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96), direktiv 2013/32/EU om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60), se også direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 77) og Rådets direktiv 2003/109/EF om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44).

(24) Forordning (EU) nr. 606/2013 om gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger i civilretlige spørgsmål (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 4), direktiv 2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i forbindelse med tvister af denne art (EFT L 26 af 31.1.2003, s. 41), direktiv 2004/80/EF af 29. april 2004 om erstatning til ofre for forbrydelser (EUT L 261 af 6.8.2004, s. 15), Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner (EUT L 337 af 16.12.2008, s. 102), direktiv 2011/99/EF om den europæiske beskyttelsesordre (EUT L 338 af 21.12.2011, s. 2), Rådets rammeafgørelse 2009/315/RIA om tilrettelæggelsen og indholdet af udvekslinger af oplysninger fra strafferegistre mellem medlemsstaterne (EUT L 93 af 7.4.2009, s. 23), Rådets afgørelse 2009/316/RIA om indførelse af det europæiske informationssystem vedrørende strafferegistre (ECRIS) i henhold til artikel 11 i rammeafgørelse 2009/315/RIA (EUT L 93 af 7.4.2009, s. 33), Rådets rammeafgørelse 2008/675/RIA om hensyntagen til domme afsagt i medlemsstaterne i Den Europæiske Union i forbindelse med en ny straffesag (EUT L 220 af 15.8.2008, s. 32).

(25) Direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi (EUT L 335 af 17.12.2011, s. 1).

(26) Direktiv 2010/13/EU (direktivet om audiovisuelle medietjenester) (EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1).

(27) Direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31). Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (EUT L 350 af 30.12.2008, s. 60).

(28) Direktiv (EU) 2015/637 af 20. april 2015 om koordinations- og samarbejdsforanstaltninger for at lette konsulær beskyttelse af ikkerepræsenterede unionsborgere i tredjelande (EUT L 106 af 24.4.2015, s. 1).

(29) Rådets afgørelse 2010/48/EF af 26. november 2009 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af De Forenede Nationers konvention om handicappedes rettigheder (EUT L 23 af 27.1.2010, s. 35).

(30) Sag C-377/12, Europa-Kommissionen mod Rådet for den Europæiske Union, præmis 34.

(31) Ibid, præmis 34.

(32) Det forhold, at et element er underordnet, betyder ikke, at EU ikke har enekompetence for det pågældende element. Hjemmelen for EU's bestemmelser er som sådan uden relevans ved efterprøvelsen af, om en international aftale påvirker disse regler: Hjemmelen for en intern lovgivning afgøres således af denne lovgivnings hovedbestanddel, mens den regel, i relation til hvilken spørgsmålet om påvirkning undersøges, blot kan være en underordnet bestanddel af denne lovgivning. EU's enekompetence har navnlig til formål at sikre EU-rettens effektivitet og at sikre, at de ordninger, som oprettes ved EU-rettens regler, fungerer tilfredsstillende, uafhængigt af de eventuelle grænser, som måtte være fastsat i den traktatbestemmelse, som institutionerne har anvendt som hjemmel for at vedtage sådanne regler (udtalelse1/03, EU:C:2006:81, punkt 131).

(33) EUT C […], […], s. […].

(34) EUT L ….

(35) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU af 25. oktober 2012 om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støtte og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (EUT L 315 af 14.11.2012, s. 57).

(36) Datoen for konventionens ikrafttræden for Den Europæiske Union offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.

EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 4.3.2016

COM(2016) 109 final

BILAG

EUROPARÅDETS KONVENTION TIL FOREBYGGELSE OG BEKÆMPELSE AF VOLD MOD KVINDER OG VOLD I HJEMMET

til

forslag til Rådets afgørelse

om Den Europæiske Unions indgåelse af Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet

   Europarådets Traktatserie – nr. 210

Europarådets konvention til

forebyggelse og bekæmpelse

af vold mod kvinder og vold i

hjemmet

Istanbul, d. 11. maj 2011

Præambel

       Europarådets medlemsstater og de øvrige parter der undertegner denne konvention,

       der minder om konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder (ETS nr. 5, 1950) med tilhørende protokoller, den europæiske socialpagt (ETS nr. 35, 1961, revideret i 1996, ETS nr. 163), Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel (CETS nr. 197, 2005) og Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug (CETS nr. 201, 2007);

       der minder om følgende henstillinger fra Ministerkomitéen til Europarådets medlemsstater: henstilling Rec(2002)5 om beskyttelse af kvinder mod vold, henstilling CM/Rec(2007)17 om normer og mekanismer for ligestilling mellem kønnene, henstilling CM/Rec(2010)10 om kvinders og mænds roller i konfliktforebyggelse og –løsning og fredsskabelse, og andre relevante henstillinger;

       der tager hensyn til den voksende mængde afgørelser fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol der fastsætter vigtige normer inden for området vold mod kvinder;

       under hensyntagen til såvel den internationale konvention om civile og politiske rettigheder (1966), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1966), de Forenede Nationers konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder (“CEDAW”, 1979) med den tilhørende frivillige protokol (1999), som generel henstilling nr. 19 fra CEDAW-komitéen om vold mod kvinder, de Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder (1989) med tilhørende frivillige protokoller (2000) og de Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (2006);

       under hensyntagen til Rom-statutten for den Internationale Straffedomstol (2002);

       der minder om de grundlæggende principper i international humanitær ret og især Geneve-konventionen (IV) om beskyttelse af civilpersoner i krigstid (1949) med tilhørende tillægsprotokoller I og II (1977);

       der fordømmer enhver form for vold mod kvinder og vold i hjemmet;

       der erkender, at opnåelse af de jure (formel) og de facto (reel) ligestilling mellem kvinder og mænd er et af nøgleelementerne i forebyggelsen af vold mod kvinder;

       der erkender, at vold mod kvinder er et udtryk for en historisk ulighed i magtforholdet mellem kvinder og mænd, som har ført til mænds dominans over, og diskriminering af, kvinder og har forhindret fremme af kvinder fuldt ud;

       der erkender, at vold mod kvinder i sin struktur er kønsbetinget, og at vold mod kvinder er en af de væsentligste sociale mekanismer hvormed kvinder tvinges til at indtage en underordnet position sammenlignet med mænd;

       der med dyb bekymring erkender, at kvinder og piger ofte udsættes for alvorlige former for vold, såsom vold i hjemmet, seksuel chikane, voldtægt, tvangsægteskab, kriminalitet begået under påberåbelse af såkaldt ”ære”, og skamfering af kønsdelene, som udgør en alvorlig overtrædelse af kvinders og pigers menneskerettigheder og er en væsentlig hindring for opnåelse af ligestilling mellem kvinder og mænd;

       der erkender, at der løbende sker overtrædelse af civilbefolkningens menneskerettigheder under væbnet konflikt, og at det især rammer kvinder i form af udbredt og systematisk voldtægt, og at der er et potentiale for øget kønsbetinget vold såvel under konflikter som efter deres afslutning;

       der erkender, at kvinder og piger har en højere risiko for at blive udsat for kønsbetinget vold end mænd;

       der erkender, at vold i hjemmet rammer kvinder i uforholdsmæssig grad, og at mænd også kan være ofre for vold i hjemmet;

       der erkender, at børn er ofre for vold i hjemmet, herunder som vidner til vold i familien;

       der ønsker at skabe et Europa, hvor der ikke begås vold mod kvinder og vold i hjemmet,

       er blevet enige om følgende:

Kapitel I – Formål, definitioner, ligestilling og ikke-diskrimination, generelle forpligtelser

       Artikel 1 – Konventionens formål

   1    Denne konvention har til formål:

       a    at beskytte kvinder mod alle former for vold, og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet,

       b    at bidrage til udryddelsen af alle former for diskrimination af kvinder og at fremme reel ligestilling mellem kvinder og mænd, og herunder at hjælpe kvinder til selvstændiggørelse,

       c    at skabe en omfattende ramme, politikker og foranstaltninger der beskytter og hjælper alle ofre for vold mod kvinder og vold i hjemmet,

       d    at fremme internationalt samarbejde med henblik på at udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet,

       e    at yde støtte og bistand til organisationer og retshåndhævelsesorganer med henblik på etablering af et effektivt samarbejde, således at der kan gøres en integreret indsats for at udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet.

   2    Ved denne konvention oprettes en særlig overvågningsmekanisme der skal sikre, at parterne effektivt implementerer konventionens bestemmelser.

       Artikel 2 – Konventionens anvendelsesområde

   1    Denne konvention finder anvendelse på alle former for vold mod kvinder, herunder vold i hjemmet, som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad.

   2    Parterne opfordres til at anvende denne konvention for alle former for vold i hjemmet. Parterne skal ved implementeringen af konventionens bestemmelser især være opmærksomme på kvinder der udsættes for kønsbetinget vold.

   3    Denne konvention gælder i fredstid og i forbindelse med væbnet konflikt.

       Artikel 3 – Definitioner

       I denne konvention:

       a    skal udtrykket “vold mod kvinder” forstås som en overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination af kvinder, og det omfatter alle former for kønsbetinget vold som medfører, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for kvinder, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse, hvad enten dette sker i den offentlige eller den private sfære,

       b    skal udtrykket “vold i hjemmet” forstås som alle former for fysisk, seksuel, psykologisk eller økonomisk vold som forekommer inden for familien eller i hjemmet eller mellem tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere, hvad enten gerningsmanden er offerets nuværende eller forhenværende sambo,

       c    skal udtrykket “køn” forstås som de socialt konstruerede roller, adfærdsmønstre, aktiviteter og egenskaber som et givent samfund anser for at være passende for kvinder og mænd,

       d    skal udtrykket “kønsbetinget vold mod kvinder” forstås som vold der forøves mod en kvinde i kraft af hendes køn, eller som rammer kvinder i uforholdsmæssig grad,

       e    skal udtrykket “offer” forstås som enhver fysisk person der udsættes for den adfærd, som er beskrevet i punkt a og b,

       f    dækker udtrykket “kvinder” også piger under 18 år.

       Artikel 4 – Grundlæggende rettigheder, ligestilling og ikke-diskrimination

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for at fremme og beskytte retten for alle mennesker, i særdeleshed kvinder, til at leve uden vold i såvel den offentlige som den private sfære.

   2    Parterne fordømmer alle former for diskrimination af kvinder og træffer uden ophold de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for dens forebyggelse, særligt ved:

       –    i deres nationale forfatninger eller i anden passende lovgivning at indarbejde princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd og sikre dets anvendelse i praksis,

       –    at forbyde diskrimination af kvinder, om nødvendigt ved hjælp af sanktioner i relevant omfang,

       –    at ophæve enhver lov og praksis som diskriminerer kvinder.

   3    Parternes implementering af denne konventions bestemmelser, især foranstaltningerne til beskyttelse af ofres rettigheder, skal sikres uden nogen form for diskrimination, det være sig på grund af biologisk køn, sociokulturelt køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden orientering, national eller social oprindelse, tilknytning til et nationalt mindretal, ejendom, fødsel, seksuel orientering, kønsidentitet, alder, sundhedstilstand, handicap, ægteskabelig status, indvandrer- eller flygtningestatus, eller anden status.

   4    Særlige foranstaltninger der er nødvendige for at forebygge og beskytte kvinder mod kønsbetinget vold betragtes ikke som diskrimination i henhold til denne konvention.

       Artikel 5 – Staternes forpligtelser og rettidig omhu

   1    Parterne afholder sig fra at udøve nogen form for vold mod kvinder og sikrer, at denne forpligtelse overholdes af statslige myndigheder, embedsmænd, befuldmægtigede, institutioner og andre der optræder på statens vegne.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for at udvise rettidig omhu i forbindelse med forebyggelse, efterforskning, idømmelse af straf og ydelse af erstatning for voldshandlinger omfattet af denne konvention og begået af ikke-statslige aktører.

       Artikel 6 – Politikker der tager hensyn til kønnenes forskellighed

       Parterne forpligter sig til at inddrage hensyn til kønnenes forskellighed i implementeringen af denne konventions bestemmelser og evalueringen af deres gennemslagskraft, og til at fremme og effektivt implementere politikker til ligestilling af kvinder og mænd og fremme af kvinders selvstændiggørelse.

Kapitel II – Integrerede politikker og dataindsamling

       Artikel 7 – Omfattende og koordinerede politikker

1Parterne træffer de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige til vedtagelse og implementering af landsdækkende effektive, omfattende og koordinerede politikker indeholdende alle relevante foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold omfattet af denne konvention, og som gør det muligt at reagere holistisk på vold mod kvinder.

   2    Parterne sikrer, at alle foranstaltninger indeholdt i de i stk. 1 anførte politikker tager udgangspunkt i ofrets rettigheder, og at politikkerne implementeres i et effektivt samarbejde mellem alle relevante organer, institutioner og organisationer.

   3    Foranstaltninger som træffes i henhold til denne artikel inddrager i behørigt omfang alle relevante aktører, som f.eks. statslige organer, nationale, regionale og lokale parlamenter og myndigheder, nationale menneskerettighedsinstitutioner og organisationer i civilsamfundet.

       Artikel 8 – Økonomiske ressourcer

       Parterne tildeler de økonomiske og menneskelige ressourcer der er nødvendige for at sikre en hensigtsmæssig implementering af integrerede politikker, foranstaltninger og programmer til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold omfattet af denne konvention, herunder sådanne som gennemføres af ikke-statslige organisationer og civilsamfundet.

       Artikel 9 – Ikke-statslige organisationer og civilsamfundet

       Parterne giver anerkendelse, opmuntring og støtte på alle niveauer til de relevante ikke-statslige organisationer og civilsamfundet i deres arbejde med aktivt at bekæmpe vold mod kvinder og etablerer et effektivt samarbejde med disse organisationer.

       Artikel 10 – Koordinerende organ

   1    Parterne udpeger eller opretter et eller flere officielle organer med ansvar for koordinering, implementering, overvågning og evaluering af politikker og foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold omfattet af denne konvention. Disse organer koordinerer den i artikel 11 omtalte indsamling af data, analyserer disse data og videreformidler resultaterne.

   2    Parterne sikrer, at de i medfør af denne artikel udpegede eller oprettede organer modtager oplysninger af generel karakter om foranstaltninger truffet i medfør af kapitel VIII.

   3    Parterne sikrer, at de i medfør af denne artikel udpegede eller oprettede organer har den fornødne kapacitet til at kommunikere direkte med og knytte forbindelse til deres modstykker hos andre parter.

       Artikel 11 – Dataindsamling og forskning

   1    Med henblik på implementeringen af denne konvention forpligter parterne sig til:

       a    med regelmæssige mellemrum at indsamle kønsopdelte relevante statistiske oplysninger om sager omhandlende alle former for vold omfattet af denne konvention,

       b    at støtte forskning i alle former for vold omfattet af denne konvention med henblik på at studere kerneårsager og virkninger, forekomster og domfældelsesprocenter, samt gennemslagskraften af de foranstaltninger der er truffet for at implementere denne konvention.

   2    Parterne bestræber sig på med regelmæssige mellemrum at gennemføre befolkningsbaserede undersøgelser for at bedømme forekomsten af og tendenserne inden for alle former for vold omfattet af denne konvention.

   3    Parterne sørger for, at de i medfør af denne artikel indsamlede oplysninger tilgår den i artikel 66 nævnte ekspertgruppe med henblik på at stimulere internationalt samarbejde og muliggøre international benchmarking.

   4    Parterne sørger for, at de i medfør af denne artikel indsamlede oplysninger gøres tilgængelige for offentligheden.

Kapitel III – Forebyggelse

       Artikel 12 – Generelle forpligtelser

   1    Parterne træffer de foranstaltninger der er nødvendige for at fremme ændringer i de sociale og kulturelle adfærdsmønstre hos kvinder og mænd med henblik på at udrydde fordomme, sædvaner, traditioner og al anden praksis som bygger på forestillingen om kvinders underlegenhed eller stereotype roller for kvinder og mænd.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for at forebygge alle former for vold omfattet af denne konvention som udøves af fysiske eller juridiske personer.

   3    Enhver foranstaltning som træffes i medfør af dette kapitel skal tage hensyn til og fokusere på de særlige behov hos personer som er sårbare på grund af særlige omstændigheder, og skal tage udgangspunkt i alle ofres menneskerettigheder.

   4    Parterne træffer de foranstaltninger der er nødvendige for at opfordre alle i samfundet, især mænd og drenge, til at bidrage aktivt til forebyggelsen af alle former for vold omfattet af denne konvention.

   5    Parterne sikrer, at kultur, sædvaner, religion, tradition, eller såkaldt “ære” ikke kan påberåbes som berettigelse for nogen af de voldshandlinger, der er omfattet af denne konvention.

   6    Parterne træffer de nødvendige foranstaltninger til fremme af programmer og aktiviteter til selvstændiggørelse af kvinder.

       Artikel 13 – Bevidstgørelse

   1    Parterne fremmer eller gennemfører med regelmæssige mellemrum og på alle niveauer bevidstgørelseskampagner eller –programmer, bl.a. i samarbejde med nationale menneskerettighedsinstitutioner og ligestillingsorganer, organisationer i civilsamfundet og ikke-statslige organisationer, især kvindeorganisationer, alt efter omstændighederne, med henblik på at øge offentlighedens bevidsthed om og forståelse af de forskellige måder, hvorpå alle former for vold omfattet af denne konvention kommer til udtryk, hvilke konsekvenser de har for børnene, og behovet for at forebygge denne vold.

   2    Parterne sikrer, at der sker bred formidling til offentligheden af oplysninger om de foranstaltninger, der er til rådighed til forebyggelse af voldshandlinger omfattet af denne konvention.

       Artikel 14 – Undervisning

   1    Parterne træffer i behørigt omfang de foranstaltninger der er nødvendige for at pensumlister og læseplaner på alle niveauer med støtte af undervisningsmateriale tilpasset det enkelte klassetrin behandler emner som f.eks. ligestilling mellem kvinder og mænd, ikke-stereotype kønsroller, gensidig respekt, ikke-voldelig løsning af konflikter mellem mennesker, kønsbetinget vold mod kvinder og retten til personlig integritet.

   2    Parterne træffer de foranstaltninger der er nødvendige for at fremme de i stk. 1 nævnte principper i uformelle uddannelsessammenhænge, samt inden for sport, kultur- og fritidsaktiviteter, og i medierne.

       Artikel 15 – Uddannelse af fagfolk

   1    Parterne tilvejebringer eller styrker behørig uddannelse af de relevante faggrupper som arbejder med ofre for eller gerningsmænd til alle former for vold omfattet af denne konvention om emnerne forebyggelse og konstatering af sådan vold, ligestilling mellem kvinder og mænd, ofrenes behov og rettigheder, og forebyggelse af sekundær offergørelse.

   2    Parterne skal opfordre til, at den i stk. 1 nævnte uddannelse omfatter undervisning i koordineret tværinstitutionelt samarbejde med det formål at muliggøre en omfattende og hensigtsmæssig håndtering af henvisninger i sager omhandlende de voldshandlinger, der er omfattet af denne konvention.

       Artikel 16 – Forebyggende intervention og behandlingsprogrammer

   1    Parterne træffer de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger til etablering af eller støtte til programmer, der har til formål at lære gerningsmænd til vold i hjemmet at tilegne sig en ikke-voldelig adfærd i deres samvær med andre mennesker med henblik på at forhindre yderligere vold og ændre voldelige adfærdsmønstre.

   2    Parterne træffer de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger til etablering af eller støtte til behandlingsprogrammer, der har til formål at forebygge tilbagefald hos gerningsmænd, især hos sexforbrydere.

   3    Ved etableringen af de i stk. 1 og 2 nævnte foranstaltninger sikrer parterne, at der er primært fokus på ofrenes sikkerhed, adgang til støtte og menneskerettigheder, og at de nævnte programmer i behørigt omfang etableres og implementeres i tæt koordinering med særlige støttetilbud til ofrene.

       Artikel 17 – Inddragelse af den private sektor og medierne

   1    Parterne opfordrer den private sektor, sektoren for informations- og kommunikationsteknologi og medierne til, med behørig respekt for ytringsfriheden og deres uafhængighed, at deltage i udarbejdelsen og implementeringen af politikker og som led i deres selvjustits at fastsætte retningslinjer og normsæt til forebyggelse af vold mod kvinder og til at øge respekten for kvinders værdighed.

   2    Parterne skal i samarbejde med aktører i den private sektor udvikle og fremme færdighederne hos børn, forældre og pædagoger til håndtering af informations- og kommunikationsmiljøet, som giver adgang til nedværdigende indhold af seksuel eller voldelig karakter som kan være skadeligt.

Kapitel IV – Beskyttelse og støtte

       Artikel 18 – Generelle forpligtelser

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger som er nødvendige for at beskytte alle ofre mod yderligere voldshandlinger.

   2    Parterne træffer i overensstemmelse med national lovgivning de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at der findes passende mekanismer til etablering af et effektivt samarbejde mellem alle relevante statslige myndigheder, herunder retsvæsenet, anklagemyndigheden, retshåndhævelsesorganer, lokale og regionale myndigheder, ikke-statslige organisationer og andre relevante organisationer og enheder, i deres indsats for at beskytte og yde støtte til ofre for og vidner til alle former for vold omfattet af denne konvention, herunder ved henvisning til de generelle og særlige støttetilbud som er nærmere beskrevet i artikel 20 og 22 i denne konvention.

   3    Parterne sikrer, at de i medfør af dette kapitel trufne foranstaltninger:

       –    hviler på en kønsbestemt forståelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, med fokus på menneskerettigheder og ofrets sikkerhed,

       –    hviler på en integreret tilgang, som tager højde for forholdet mellem ofre, gerningsmænd, børn og deres bredere sociale miljø,

       –    sigter mod at undgå sekundær offergørelse,

       –    sigter mod at give kvindelige voldsofre mulighed for selvstændiggørelse og økonomisk uafhængighed,

       –    i behørigt omfang muliggør placering på samme adresse af flere forskellige beskyttelses- og støttetilbud,

       –    fokuserer på de særlige behov der gælder for sårbare personer, herunder børn, der er ofre, og sørger for at foranstaltningerne tilbydes disse personer.

   4    Tilbuddet om ydelser skal ikke gøres afhængigt af ofrets villighed til at foretage politianmeldelse eller vidne mod en gerningsmand.

   5    Parterne træffer de behørige foranstaltninger til tilvejebringelse af konsulær og anden beskyttelse og støtte til deres statsborgere og andre ofre med krav på en sådan beskyttelse i medfør af parternes forpligtelser i henhold til folkeretten.

       Artikel 19 – Information

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at der tilgår ofre tilstrækkelige og rettidige oplysninger om eksisterende støttetilbud og juridiske foranstaltninger, og at dette sker på et sprog, som de forstår.

       Artikel 20 – Generelle støttetilbud

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre har adgang til tilbud der letter deres restitution efter udsættelsen for vold. Sådanne foranstaltninger bør om nødvendigt omfatte juridisk og psykologisk rådgivning, økonomisk bistand og hjælp med bolig, uddannelse, undervisning og beskæftigelse.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre har adgang til sundhedsydelser og sociale tilbud og ydelser, at disse tilbud og ydelser har tilstrækkeligt med ressourcer, og at de fagfolk, der hjælper ofrene og henviser dem til passende tilbud, er uddannet dertil.

       Artikel 21 – Bistand til individuelle/kollektive klager

       Parterne sikrer, at ofre modtager oplysninger om og har adgang til gældende regionale og internationale procedurer for individuelle og kollektive klager. Parterne fremmer tilvejebringelsen af forstående og velorienteret bistand til ofre i forbindelse med indgivelsen af sådanne klager.

       Artikel 22 – Særlige støttetilbud

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for med en passende geografisk fordeling at kunne yde eller tilvejebringe omgående kort- eller langvarige særlige støttetilbud til ethvert offer for voldshandlinger omfattet af denne konvention.

   2    Parterne yder eller tilvejebringer særlige støttetilbud tiltænkt kvinder til alle kvindelige voldsofre og deres børn.

       Artikel 23 – Krisecentre

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at etablere passende, lettilgængelige krisecentre i tilstrækkeligt antal med henblik på at tilbyde sikkert ophold og yde proaktiv, udfarende hjælp til ofre, især kvinder og børn.

       Artikel 24 – Telefonrådgivning

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at etablere en gratis landsdækkende, døgnbemandet telefonrådgivning, som under tavshedspligt eller med behørig hensyntagen til de tilringendes anonymitet kan yde rådgivning vedrørende alle former for vold omfattet af denne konvention.

       Artikel 25 – Støtte til ofre for seksuel vold

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at etablere et tilstrækkeligt antal passende, lettilgængelige krisecentre hvortil der kan ske henvisning af ofre for voldtægt eller seksuel vold, og hvor der er adgang til lægelige og retsvidenskabelige undersøgelser, traumestøtte og rådgivning.

       Artikel 26 – Beskyttelse af og støtte til børn, der været vidner

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at tilbuddene om beskyttelse af og støtte til ofre tager behørigt hensyn til rettigheder og behov for børn, der har været vidner til alle former for vold omfattet af denne konvention.

   2    Foranstaltninger truffet i henhold til denne artikel omfatter alderssvarende psyko-social rådgivning til børn, der har været vidner til alle former for vold omfattet af denne konvention, og skal tage behørigt hensyn til barnets tarv.

       Artikel 27 – Anmeldelse

       Parterne træffer de foranstaltninger der er nødvendige for at opfordre enhver, som har været vidne til udøvelsen af voldshandlinger omfattet af denne konvention, eller som har rimelig grund til at tro, at en sådan handling vil blive forøvet, eller at der kan forventes yderligere voldshandlinger, til at anmelde dette til de kompetente organisationer eller myndigheder.

Artikel 28 – Anmeldelse fra fagfolk

       Parterne træffer de foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at den nationale lovgivnings bestemmelser om tavshedspligt for visse faggrupper ikke stiller sig hindrende i vejen for at de, såfremt omstændighederne taler derfor, foretager anmeldelse til de kompetente organisationer eller myndigheder i situationer, hvor de har rimelig grund til at tro, at der er blevet begået en alvorlig voldshandling som er omfattet af denne konvention, og at der forventeligt vil ske yderligere alvorlige voldshandlinger.

Kapitel V – Materiel ret

       Artikel 29 – Civilretlige søgsmål og retsmidler

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at ofre har passende civilretlige retsmidler til rådighed mod gerningsmanden.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for i overensstemmelse med folkerettens grundprincipper at ofre har passende civilretlige retsmidler til rådighed mod statslige myndigheder, der ikke har opfyldt deres forpligtelse til at træffe de nødvendige forebyggende eller beskyttende foranstaltninger inden for deres beføjelser.

       Artikel 30 – Erstatning

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre har ret til at kræve erstatning fra gerningsmanden for enhver strafbar handling omfattet af denne konvention.

   2    Personer som har lidt alvorlig fysisk eller sundhedsmæssig overlast tildeles en passende erstatning af staten i det omfang, at sådan overlast ikke dækkes fra andet hold, såsom gerningsmanden, en forsikring eller statsfinansierede sundheds- og socialydelser. Dette fratager ikke parterne muligheden for at gøre regres mod gerningsmanden for den tildelte erstatning, når blot der tages behørigt hensyn til ofrets sikkerhed.

   3    Foranstaltninger truffet i henhold til stk. 2 skal sikre, at erstatning ydes inden for et rimeligt tidsrum.

       Artikel 31 – Forældremyndighed, samkvemsret og sikkerhed

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at voldshandlinger omfattet af denne konvention tages i betragtning, når der træffes beslutning om forældremyndighed og samkvemsret i forhold til børn.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at udøvelsen af samkvemsret eller forældremyndighed ikke udgør en risiko i forbindelse med ofrets eller børns rettigheder og sikkerhed.

Artikel 32 – Civilretlige konsekvenser af tvangsægteskaber

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at et ægteskab indgået under tvang kan ugyldiggøres, annulleres eller opløses uden at der derved påføres ofret en urimelig økonomisk eller administrativ byrde.

       Artikel 33 – Psykisk vold

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at forøve alvorlig skade på en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.

       Artikel 34 – Systematisk forfølgelse (stalking)

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt gentagne gange at optræde truende over for en anden person på en sådan måde, at den pågældende frygter for sin sikkerhed.

       Artikel 35 – Fysisk vold

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at forøve fysisk vold mod en anden person.

       Artikel 36 – Seksuel vold, herunder voldtægt

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at den forsætlige udøvelse af følgende handlinger er strafbar:

       a    uden den pågældendes samtykke at foretage vaginal, anal eller oral penetrering af seksuel karakter af en anden persons krop ved hjælp af en kropsdel eller en genstand,

       b    uden den pågældendes samtykke at udøve handlinger af seksuel karakter med en anden person,

       c    uden den pågældendes samtykke at få en anden person til at udøve handlinger af seksuel karakter med en tredjemand.

   2    Samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes fri vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation.

   3    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at bestemmelserne i stk. 1 også gælder for handlinger begået mod personer som i henhold til national lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefæller eller partnere.

       Artikel 37 – Tvangsægteskab

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at tvinge en voksen eller et barn til at indgå ægteskab.

2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at lokke en voksen eller et barn ind på en parts eller stats område og dermed væk fra det område, hvor den pågældende har sin faste bopæl, med det formål at tvinge den voksne eller barnet til at indgå ægteskab.

       Artikel 38 – Skamfering af de kvindelige kønsdele

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at følgende forsætlige adfærd er strafbar:

       a    at fjerne, infibulere eller på anden måde skamfere dele af eller alle kvindens ydre eller indre kønslæber eller klitoris,

       b    at tvinge en kvinde til at underkaste sig de i pkt. a anførte handlinger, eller at foranledige disses udførelse,

       c    at overtale eller tvinge en pige til at underkaste sig de i pkt. a anførte handlinger, eller at foranledige disses udførelse.

       Artikel 39 – Tvangsabort og -sterilisation

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at følgende forsætlige handlinger er strafbare:

       a    at foretage abort på en kvinde uden hendes forudgående, oplyste samtykke,

       b    at foretage et kirurgisk indgreb som har til formål eller følge at kvinden mister sin evne til naturlig reproduktion uden hendes forudgående, oplyste samtykke eller forståelse af indgrebet.

       Artikel 40 – Seksuel chikane

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd af seksuelt tilsnit som har til formål eller følge at en persons værdighed krænkes, herunder især ved skabelsen af et intimiderende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller stødende miljø, udløser strafferetlige eller andre retslige sanktioner.

       Artikel 41 – Medvirken og forsøg

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at gøre det strafbart med forsæt at medvirke til begåelsen af de strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 33, 34, 35, 36, 37, 38, litra a og 39 i denne konvention.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at gøre det strafbart med forsæt at forsøge at begå de strafbare handlinger, der er omfattet af artikel 35, 36, 37, 38, litra a og 39 i denne konvention.

       Artikel 42 – Uacceptabel retfærdiggørelse af kriminalitet, herunder kriminalitet der
begås under henvisning til såkaldt “ære”

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at det i straffesager indledt efter udøvelsen af en voldshandling omfattet af denne konvention ikke accepteres, at en sådan handling retfærdiggøres med henvisning til kultur, sædvane, religion, tradition eller såkaldt ”ære”. Dette gælder især påstande om, at ofret har overtrådt kulturelle, religiøse, sociale eller traditionsbundne normer eller sædvaner for passende adfærd.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at en persons opildnen af et barn til at begå en af de handlinger, der er anført i stk. 1, ikke mindsker den pågældendes strafferetlige ansvar for den begåede handling.

       Artikel 43 – Status som strafbar handling

       De strafbare handlinger der er omfattet af denne konvention anses for strafbare uanset hvilket forhold, der eksisterer imellem offer og gerningsmand.

       Artikel 44 – Jurisdiktion (straffemyndighed)

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at fastslå deres straffemyndighed over alle strafbare handlinger omfattet af denne konvention som begås:

       a    på deres område,

       b    ombord på et fartøj, der fører deres flag,

       c    ombord i et fly, der er registreret i henhold til deres lovgivning,

       d    af en af deres statsborgere, eller

       e    af en person som har fast bopæl på deres område.

   2    Parterne bestræber sig på at træffe de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at fastslå deres straffemyndighed over enhver strafbar handling omfattet af denne konvention, når den pågældende handling begås mod en af deres statsborgere eller en person, som har fast bopæl på deres område.

   3    Med henblik på retsforfølgning af de strafbare handlinger der er omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 af denne konvention, træffer parterne de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at deres straffemyndighed ikke er underlagt den betingelse, at handlingerne anses for strafbare på det område, hvor de blev begået.

   4    Med henblik på retsforfølgning af de strafbare handlinger der er omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 af denne konvention, træffer parterne de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at deres straffemyndighed med hensyn til pkt. d og e i stk. 1 ikke er underlagt den betingelse, at retsforfølgning kun kan indledes efter ofrets indgivelse af anmeldelse eller underretning fra den stat, hvor den strafbare handling blev begået.

   5    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at fastslå deres jurisdiktion over de strafbare handlinger der er omfattet af denne konvention i sager, hvor en formodet gerningsmand befinder sig på deres område og ikke udleveres til en anden part udelukkende på grund af sit statsborgerskab.

   6    Hvor mere end én part påberåber sig straffemyndighed over en formodet strafbar handling omfattet af denne konvention, afgør de involverede parter i behørigt omfang i samråd, hvilken straffejurisdiktion der er mest hensigtsmæssig til retsforfølgning.

   7    Uden præjudice for folkerettens generelle bestemmelser sker der i denne konvention ikke udelukkelse af straffemyndighed udøvet af en part i henhold til dennes nationale lovgivning.

       Artikel 45 – Sanktioner og foranstaltninger

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at strafbare handlinger omfattet af denne konvention mødes med effektive sanktioner, som står i rimeligt forhold til den strafbare handling, som virker afskrækkende, og som tager hensyn til handlingens grovhed. Disse sanktioner omfatter i relevant omfang frihedsberøvelse, som kan medføre udlevering.

   2    Parterne kan vedtage andre foranstaltninger i forhold til gerningsmænd, såsom:

       –    overvågning af eller tilsyn med dømte personer,

       –    ophævelse af forældrerettigheder, hvis dette er den eneste måde hvorpå det kan garanteres, at barnets tarv, herunder eventuelt ofrets sikkerhed, tilgodeses.

       Artikel 46 – Skærpende omstændigheder

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at følgende omstændigheder, i det omfang de ikke allerede er indeholdt i den pågældende strafbare handlings gerningsindhold, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i den nationale lovgivning kan tages i betragtning som skærpende omstændigheder ved fastsættelse af dommen for strafbare handlinger omfattet af denne konvention:

       a    den strafbare handling blev begået mod en person der i henhold til national lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefælle eller partner, familiemedlem, ofrets sambo eller en person der har misbrugt sin myndighed,

       b    den strafbare handling, eller forbundne strafbare handlinger, blev begået gentagne gange,

       c    den strafbare handling blev begået mod en person, som var sårbar på grund af særlige omstændigheder,

       d    den strafbare handling blev begået mod, eller i overværelse af, et barn,

       e    den strafbare handling blev begået af to eller flere personer i fællesskab,

       f    den strafbare handling fulgte efter, eller blev ledsaget af, udøvelsen af ekstrem vold,

       g    den strafbare handling blev begået under anvendelse af, eller under trussel om anvendelse af, våben,

       h    ofret led alvorlig fysisk eller psykisk overlast som følge af den strafbare handling,

       i    gerningsmanden var tidligere dømt for tilsvarende strafbare handlinger.

       Artikel 47 – Domme afsagt af en anden part

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at gøre det muligt ved straffastsættelsen at tage hensyn til endelige domme afsagt af en anden part vedrørende strafbare handlinger omfattet af denne konvention.

       Artikel 48 –    Forbud mod obligatorisk alternativ konfliktløsning eller domfældelse

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at forbyde obligatorisk alternativ konfliktløsning, herunder mediation og mægling, i forbindelse med de former for vold der er omfattet af denne konvention.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at der ved idømmelse af bøde tages behørigt hensyn til gerningsmandens evne til at påtage sig økonomiske forpligtelser over for ofret.

Kapitel VI – Efterforskning, retsforfølgning, retspleje og beskyttelsesforanstaltninger

       Artikel 49 – Generelle forpligtelser

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at efterforskning og retslige procedurer vedrørende alle former for vold omfattet af denne konvention gennemføres uden ugrundet ophold og under hensyntagen til ofrets rettigheder på alle stadier af straffesagen.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at der i overensstemmelse med de grundlæggende principper for menneskerettigheder og ud fra en kønsbestemt forståelse af vold, foranstaltes en effektiv efterforskning og retsforfølgning af de strafbare handlinger som er omfattet af denne konvention.

       Artikel 50 – Omgående reaktion, forebyggelse og beskyttelse

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at de ansvarlige retshåndhævelsesorganer reagerer omgående og hensigtsmæssigt på alle former for vold omfattet af denne konvention ved at tilbyde ofret tilstrækkelig og omgående beskyttelse.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at de ansvarlige retshåndhævelsesorganer reagerer omgående og hensigtsmæssigt i forbindelse med forebyggelse af og beskyttelse mod alle former for vold omfattet af denne konvention, herunder ved anvendelse af forebyggende operationelle tiltag og indsamling af bevismateriale.

       Artikel 51 – Risikovurdering og risikostyring

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at alle relevante myndigheder foretager en vurdering af risikoen for dødsfald, situationens alvor og risikoen for gentagen voldsudøvelse med henblik på at håndtere risikoen og, om nødvendigt, yder koordineret sikkerhed og støtte.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at den i stk. 1 nævnte vurdering på alle efterforskningstrin og i anvendelsen af alle beskyttelsesforanstaltninger i behørigt omfang tager højde for, at gerningsmænd til voldshandlinger omfattet af denne konvention besidder eller har adgang til våben.

       Artikel 52 – Øjeblikkelig bortvisning

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at de kompetente myndigheder tillægges beføjelser til i akutte faresituationer at bortvise gerningsmanden til vold i hjemmet fra ofrets eller den udsatte persons bopæl for en tilstrækkelig lang periode og at forbyde gerningsmanden adgang til ofrets eller den udsatte persons bolig eller at tage kontakt til ofret eller den udsatte person. Foranstaltninger truffet i medfør af denne artikel fokuserer primært på sikkerheden for ofre eller udsatte personer.

       Artikel 53 – Afgørelser om tilhold eller beskyttelse

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at passende afgørelser om tilhold eller beskyttelse er til rådighed for ofre for alle former for vold omfattet af denne konvention.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at de i stk. 1 omtalte afgørelser om tilhold eller beskyttelse:

       –    kan træffes umiddelbart og uden at ofret påføres en urimelig økonomisk eller administrativ belastning derved,

       –    træffes for en given periode eller indtil de ændres eller ophæves,

       –    om nødvendigt træffes ex parte (uden varsel) og med øjeblikkelig virkning,

       –    er til rådighed uafhængigt af, eller i tillæg til, andre retslige foranstaltninger,

       –    tillades inddraget i efterfølgende retslige foranstaltninger.

   3    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at overtrædelser af afgørelser om tilhold eller beskyttelse udstedt i henhold til stk. 1 medfører strafferetlige eller andre retslige sanktioner der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen, og har afskrækkende virkning.

       Artikel 54 – Efterforskning og bevismateriale

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at bevismateriale vedrørende ofrets seksuelle historie og adfærd kun tillades inddraget i en civilretlig eller strafferetlig sag hvis det er relevant og nødvendigt.

       Artikel 55 – Retsforfølgning ex parte (uden varsel) og ex officio (på eget initiativ)

   1    Parterne sikrer, at efterforskning eller retsforfølgning af strafbare handlinger omfattet af artikel 35, 36, 37, 38 og 39 i denne konvention ikke afhænger udelukkende af en anmeldelse eller en klage indgivet af et offer i de tilfælde, hvor lovovertrædelsen blev begået helt eller delvist på deres område, og at retsforfølgning kan fortsætte selv hvis ofret trækker sit udsagn eller sin klage tilbage.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for i overensstemmelse med bestemmelserne i deres nationale lovgivning at sikre, at statslige og ikke-statslige organisationer og personer der yder rådgivning og vejledning til voldsofre efter anmodning fra ofrene kan yde disse bistand og/eller støtte under efterforskningen af og straffesagen vedrørende strafbare handlinger omfattet af denne konvention.

       Artikel 56 – Beskyttelsesforanstaltninger

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at der sker varetagelse af ofres rettigheder og interesser, herunder deres særlige behov som vidner, på alle efterforskningstrin og under hele straffesagen, især ved:

       a    at yde beskyttelse til såvel dem som deres familier og vidner mod intimidering, gengældelse og gentagen offergørelse,

       b    at sikre at ofrene bliver underrettet, hvis gerningsmanden undslipper eller løslades midlertidigt eller løslades midlertidigt eller endeligt, i det mindste i sager, hvor ofrene og deres familie kan være i fare,

       c    i henhold til bestemmelserne i den nationale lovgivning at oplyse dem om deres rettigheder og de tilbud, som står til deres rådighed, og om hvordan der følges op på deres klage, hvad anklagen lyder på, hvordan efterforskningen eller retssagen skrider frem og deres egen rolle, samt udfaldet af deres sag,

       d    at gøre det muligt for ofrene i overensstemmelse med den nationale retsplejelov at blive hørt, at fremlægge beviser og få deres synspunkter, behov og bekymringer fremlagt, enten direkte eller igennem et mellemled, og behandlet,

       e    at yde ofrene passende støtte, således at deres rettigheder og interesser varetages behørigt og tages med i betragtning,

       f    at sikre, at der kan træffes foranstaltninger til beskyttelse af ofrets privatliv og omdømme,

       g    at sikre, at kontakt mellem ofre og gerningsmænd i domhuset og i retshåndhævelsesorganets lokaler så vidt muligt undgås,

       h    at stille uafhængige og kompetente tolke til rådighed for ofrene i sager, hvor ofrene deltager som part eller afgiver vidneudsagn,

       i    at gøre det muligt for vidnerne i henhold til den nationale lovgivning at afgive vidneudsagn i retslokalet uden at være fysisk til stede, eller i det mindste uden at den formodede gerningsmand er til stede, især ved hjælp af passende kommunikationsteknologi, hvor dette er muligt.

   2    Et barn der er offer for eller vidne til vold mod kvinder og vold i hjemmet skal i behørigt omfang tilbydes særlig beskyttelse under hensyntagen til barnets tarv.

       Artikel 57 – Retshjælp

       Parterne sikrer, at ofre har ret til juridisk bistand og gratis retshjælp på de betingelser, som gælder i henhold til den nationale lovgivning.

       Artikel 58 – Forældelse

       Parterne træffer de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at der for anlæggelse af retssager vedrørende strafbare handlinger omfattet af artikel 36, 37, 38 og 39 af denne konvention i loven om forældelse fastsættes en tidsfrist der er tilstrækkelig lang, og som er afpasset efter grovheden af den pågældende strafbare handling, således at retsforfølgning effektivt kan indledes, når ofret har nået myndighedsalderen.

Kapitel VII – Ind- og udvandring og asyl

       Artikel 59 – Opholdsstatus

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre med en opholdsstatus der afhænger af deres ægtefælles eller partners status i henhold til den nationale lovgivning i tilfælde af ægteskabets eller forholdets opløsning og under særligt vanskelige omstændigheder efter ansøgning tildeles en selvstændig opholdstilladelse uafhængigt af ægteskabets eller forholdets varighed. Betingelserne for tildeling og varighed af den selvstændige opholdstilladelse følger af den nationale lovgivning.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre har mulighed for at få suspenderet en indledt udvisningssag vedrørende en opholdsstatus, der er afhængig af ægtefællens eller partnerens status i henhold til den nationale lovgivning, således at de har mulighed for at ansøge om en selvstændig opholdstilladelse.

   3    Parterne skal udstede en opholdstilladelse med mulighed for forlængelse til ofre i en af følgende to situationer, eller i begge:

       a    når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt på grund af deres personlige omstændigheder,

       b    når den kompetente myndighed anser, at deres ophold er nødvendigt af hensyn til deres samarbejde med de kompetente myndigheder under en efterforskning eller en straffesag.

   4    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre for tvangsægteskaber, der er ført til et andet land med henblik på indgåelse af ægteskab og som derfor har mistet deres opholdsstatus i det land, hvor de har fast bopæl, kan generhverve denne status.

       Artikel 60 – Kønsbaserede asylansøgninger

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at kønsbetinget vold mod kvinder kan anerkendes som en form for forfølgelse i medfør af artikel 1, A (2), af konventionen fra 1951 om flygtninges retsstilling og som en form for grov overlast, der medfører supplerende/subsidiær beskyttelse.

   2    Parterne sikrer, at hver af de i konventionen nævnte grunde tolkes under hensyntagen til forskellene mellem kønnene, og at en ansøger, hvis det fastslås, at forfølgelse frygtes af en eller flere af disse grunde, tildeles flygtningestatus i henhold til gældende relevante instrumenter.

   3    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at udvikle modtageprocedurer og støttetilbud til asylsøgere der tager hensyn til forskellene mellem kønnene, og at det samme sker for retningslinjer og asylprocedurer, herunder afgørelser vedrørende flygtningestatus og ansøgninger om international beskyttelse.

       Artikel 61 – Non-refoulement (forbud mod tilbagesendelse)

   1    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for overholdelse af princippet om non-refoulement i overensstemmelse med de i henhold til folkeretten gældende forpligtelser.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at voldsramte kvinder som har behov for beskyttelse, uanset status eller bopæl, ikke under nogen omstændigheder tilbagesendes til et land, hvor deres liv er i fare eller hvor de kan blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Kapitel VIII – Internationalt samarbejde

       Artikel 62 – Generelle principper

   1    Parterne indgår i videst muligt omfang i samarbejde med hinanden i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention og under anvendelse af relevante internationale og regionale instrumenter i civil- og strafferetlige sager og arrangementer der bygger på ensartet og gensidig lovgivning og national ret, med henblik på:

       a    at forebygge, bekæmpe og retsforfølge alle former for vold omfattet af denne konvention,

       b    at beskytte og yde bistand til ofre,

       c    at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger omfattet af denne konvention,

       d    at håndhæve relevante civil- og strafferetlige domme afsagt af parternes retslige myndigheder, herunder afgørelser om beskyttelse.

   2    Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger der er nødvendige for at sikre, at ofre for strafbare handlinger omfattet af denne konvention og begået på et område som tilhører en anden part end den, hvor de har deres bopæl, kan indgive klage til bopælsstatens kompetente myndigheder.

   3    Hvis en part der gør gensidig juridisk bistand i straffesager, udlevering eller håndhævelse af civil- eller strafferetlige domme afsagt af en anden af denne konventions parter betinget af en traktat, modtager en anmodning om et sådant juridisk samarbejde fra en part med hvem en sådan traktat ikke er indgået, kan denne konvention betragtes som retsgrundlag for gensidig juridisk bistand i straffesager, udlevering eller håndhævelse af civil- eller strafferetlige domme afsagt af den anden part vedrørende strafbare handlinger omfattet af denne konvention.

   4    Parterne bestræber sig på i behørigt omfang at integrere forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet i udviklingshjælpeprogrammer tiltænkt tredjelande, blandt andet ved indgåelse af bilaterale og multilaterale aftaler med tredjelande med henblik på at lette beskyttelsen af ofre i overensstemmelse med artikel 18, stk. 5.

       Artikel 63 – Foranstaltninger vedrørende personer i fare

       Når en part har adgang til oplysninger som giver rimelig grund til at tro, at en person er i umiddelbar fare for på en anden parts område at blive udsat for en af de voldshandlinger der henvises til i artikel 36, 37, 38 og 39 af denne konvention, opfordres den part der har disse oplysninger til rådighed til omgående at videregive dem til den anden part med henblik på at sikre, at der træffes passende sikkerhedsforanstaltninger. Hvis det er relevant, bør disse oplysninger indeholde en detaljeret redegørelse for allerede trufne beskyttelsesforanstaltninger for den pågældende person.

       Artikel 64 – Information

   1    Den anmodede part orienterer omgående den anmodende part om det endelige udfald af den handling, som iværksættes i henhold til dette kapitel. Tilsvarende orienterer den anmodede part omgående den anmodende part om eventuelle omstændigheder, som umuliggør udførelsen af den ønskede handling, eller som med sandsynlighed vil medføre en væsentlig forsinkelse af udførelsen.

   2    En part kan inden for rammerne af sin nationale lovgivning og uden forudgående anmodning tilstille en anden part oplysninger, som er fremkommet under dens egen efterforskning, hvis den mener, at fremlæggelsen af sådanne oplysninger kan være nyttige for den modtagende part i sidstnævntes forebyggelse af strafbare handlinger omfattet af denne konvention eller ved iværksættelsen eller udførelsen af efterforskning eller retsforfølgning af sådanne strafbare handlinger, eller kan føre til at den pågældende part fremsætter anmodning om samarbejde i henhold til dette kapitel.

   3    En part der modtager oplysninger i henhold til stk. 2 fremsender disse oplysninger til sine kompetente myndigheder med henblik på iværksættelse af retsforfølgning, hvis dette anses for hensigtsmæssigt, eller for at oplysningerne kan tages i betragtning i relevante civil- eller strafferetlige sager.

       Artikel 65 – Databeskyttelse

       Persondata opbevares and anvendes i overensstemmelse med de forpligtelser som påhviler parterne i medfør af konventionen om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger (ETS Nr. 108).

Kapitel IX – Overvågningsmekanisme

       Artikel 66 – Ekspertgruppe for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet

   1    Ekspertgruppen for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet (herefter benævnt “GREVIO”) overvåger parternes implementering af denne konvention.

   2    GREVIO har mindst 10 og højst 15 medlemmer, som udnævnes under hensyntagen til opnåelse af en kønsmæssig og geografisk balance og tværfaglig ekspertise. Medlemmerne vælges af Komitéen af kontraherende parter blandt kandidater nomineret af parterne, og de vælges for fire år ad gangen med mulighed for genvalg een gang. Medlemmerne skal være statsborgere i de stater, der er part i konventionen.

   3    Det indledende valg af 10 medlemmer afholdes inden for en periode af eet år fra konventionens ikrafttræden. Efter den 25. ratifikation eller tiltrædelse vælges yderligere fem medlemmer.

   4    GREVIOs medlemmer vælges ud fra følgende kriterier:

       a    medlemmerne vælges i henhold til en gennemsigtig procedure blandt personer med høj moralsk habitus som er anerkendt for deres kompetencer inden for områder som menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, vold mod kvinder og vold i hjemmet, eller bistand til og beskyttelse af ofre, eller for at have påvist faglig kompetence inden for de områder som er omfattet af denne konvention,

       b    GREVIO kan kun have eet medlem fra hver stat,

       c    de bør repræsentere de vigtigste retssystemer,

       d    de bør repræsentere relevante aktører og organer inden for områderne vold mod kvinder og vold i hjemmet,

       e    de vælges i deres egenskab af privatpersoner og de er uafhængige og upartiske i varetagelsen af deres funktioner og skal stå til rådighed til at udføre deres pligter effektivt.

   5    Valgproceduren for GREVIOs medlemmer fastsættes af Europarådets Ministerkomite inden for en periode på seks måneder fra denne Konventions ikrafttræden efter samråd med og indhentelse af enstemmigt samtykke fra parterne.

   6    GREVIO vedtager selv sin forretningsorden.

   7    Medlemmerne af GREVIO og andre medlemmer af de delegationer der gennemfører landebesøg i henhold til artikel 68, stk. 9 og 14, nyder de privilegier og immuniteter som er anført i bilaget til denne konvention.

       Artikel 67 – Komitéen af kontraherende parter

   1    Komitéen af kontraherende parter sammensættes af repræsentanter for parterne til denne konvention.

   2    Komitéen af kontraherende parter indkaldes af Europarådets generalsekretær. Det første møde afholdes inden for et år fra datoen for denne konventions ikrafttræden og har til formål at vælge medlemmerne til GREVIO. Herefter mødes Komitéen efter anmodning fra en tredjedel af parterne, formanden for Komitéen af kontraherende parter eller generalsekretæren.

   3    Komitéen af kontraherende parter vedtager selv sin forretningsorden.

       Artikel 68 – Procedure

   1    På baggrund af et spørgeskema udarbejdet af GREVIO udfærdiger parterne en rapport om lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger til implementering af denne konventions bestemmelser. Rapporten tilstilles Europarådets generalsekretær til behandling af GREVIO.

   2    Den i henhold til stk. 1 fremsendte rapport behandles af GREVIO i samarbejde med repræsentanterne for den pågældende part.

   3    Efterfølgende evalueringsprocedurer opdeles i runder hvis varighed afgøres af GREVIO. Ved starten af hver runde vælger GREVIO de konkrete bestemmelser, som den pågældende evalueringsprocedure skal tage udgangspunkt i, og udsender et spørgeskema.

   4    GREVIO vælger de midler, hvormed den enkelte overvågningsprocedure afvikles mest hensigtsmæssigt. Der kan i særdeleshed vedtages et spørgeskema for hver evalueringsrunde som grundlag for evalueringen af parternes implementering. Spørgeskemaet fremsendes til alle parterne. Parterne besvarer spørgeskemaet såvel som enhver anden anmodning om oplysninger fra GREVIO.

   5    GREVIO kan modtage oplysninger om konventionens implementering fra ikke-statslige organisationer og civilsamfundet, så vel som fra nationale menneskerettighedsorganisationer.

   6    GREVIO tager i behørigt omfang hensyn til oplysninger der foreligger fra andre regionale og internationale instrumenter og organer inden for områder, der er omfattet af denne konvention.

   7    I forbindelse med vedtagelsen af et spørgeskema til en evalueringsrunde tager GREVIO behørigt hensyn til allerede indsamlede data og forskning allerede iværksat af parterne i medfør af artikel 11 i denne konvention.

   8    GREVIO kan modtage oplysninger om konventionens implementering fra Europarådets Menneskerettighedskommissær, den Parlamentariske Forsamling og relevante specialorganer i Europarådet, såvel som fra organer oprettet i henhold til andre internationale instrumenter. GREVIO får indsigt i klager indgivet til disse organer og deres udfald.

   9    GREVIO kan subsidiært, i samarbejde med de nationale myndigheder og med bistand fra uafhængige nationale eksperter, tilrettelægge landebesøg i tilfælde af, at de modtagne oplysninger ikke er tilstrækkelige, eller i sådanne sager som er nævnt i stk. 14. Under disse besøg kan GREVIO blive bistået af specialister inden for konkrete områder.

   10    GREVIO udarbejder et udkast til rapport indeholdende en analyse af implementeringen af de bestemmelser, som evalueringen bygger på, samt forslag til hvordan den pågældende part kan løse de problemer, der er blevet konstateret. Rapportudkastet sendes til den evaluerede part til udtalelse, og partens kommentarer tages i betragtning af GREVIO ved vedtagelsen af den endelige rapport.

   11    På baggrund af alle indkomne oplysninger og parternes kommentarer vedtager GREVIO sin rapport og konklusionerne vedrørende de foranstaltninger, som den pågældende part har truffet med henblik på implementering af konventionens bestemmelser. Rapporten og konklusionerne fremsendes til den pågældende part og til Komitéen af kontraherende parter. GREVIOs rapport og konklusioner offentliggøres efter vedtagelsen sammen med
den pågældende parts afsluttende kommentarer.

   12    Uden præjudice for den i stk. 1 - 8 anførte procedure kan Komitéen af kontraherende parter på grundlag af GREVIOs rapport og konklusioner vedtage henstillinger til den pågældende part a) vedrørende de foranstaltninger der skal træffes for at implementere GREVIOs konklusioner, om nødvendigt med fastsættelse af en dato for fremsendelse af information om deres implementering, og b) for at fremme samarbejdet med den pågældende part til sikring af den rette implementering af denne konvention.

   13    Hvis GREVIO modtager pålidelig underretning om, at der er opstået problemer som kræver øjeblikkelig handling for at forhindre eller begrænse omfanget eller antallet af alvorlige overtrædelser af konventionen, kan GREVIO anmode om hastefremsendelse af en særlig rapport om de foranstaltninger, der er truffet for at forhindre et alvorligt, omfattende eller vedvarende mønster af vold mod kvinder.

   14    På baggrund af de oplysninger som er fremsendt af den pågældende part samt eventuelle andre pålidelige oplysninger, som GREVIO har rådighed over, kan GREVIO udpege et eller flere af sine medlemmer til gennemførelse af en undersøgelse og hurtig afrapportering til GREVIO. Hvis det er berettiget, og hvis den pågældende part samtykker, kan en sådan undersøgelse omfatte et besøg til partens område.

   15    GREVIO drøfter resultaterne af den i stk. 14 nævnte undersøgelse og fremsender dem herefter til den pågældende part og, efter omstændighederne, til Komitéen af kontraherende parter og Europarådets Ministerkomité sammen med eventuelle kommentarer og henstillinger.

       Artikel 69 – Generelle henstillinger

       GREVIO kan efter omstændighederne vedtage generelle henstillinger vedrørende implementeringen af denne konvention.

       Artikel 70 – Inddragelse af parlamenterne i overvågningen

   1    De nationale parlamenter opfordres til at deltage i overvågningen af de til implementering af denne konvention trufne foranstaltninger.

   2    Parterne fremsender GREVIOs rapporter til deres nationale parlamenter.

   3    Europarådets Parlamentariske Forsamling opfordres til med regelmæssige mellemrum at gøre status over implementeringen af denne konvention.

Kapitel X – Forholdet til andre internationale instrumenter

       Artikel 71 – Forholdet til andre internationale instrumenter

   1    Denne konvention påvirker ikke forpligtelser der udspringer af andre internationale instrumenter som de kontraherende parter er eller bliver part i, og som indeholder bestemmelser om spørgsmål der reguleres af denne konvention

   2    Parterne til denne Konvention kan indbyrdes indgå bilaterale eller multilaterale aftaler om de af denne konvention omhandlede forhold med henblik på at supplere eller styrke dens bestemmelser eller fremme anvendelsen af de heri indeholdte principper.

Kapitel XI – Ændringer til konventionen

       Artikel 72 – Ændringer

   1    Forslag til ændring af denne konvention fra en part skal sendes til Europarådets generalsekretær, som videresender det til Europarådets medlemsstater, alle undertegnende parter, alle kontraherende stater, den Europæiske Union, alle stater der er blevet opfordret til at undertegne konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 75, og alle stater der er blevet opfordret til at tiltræde konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 76.

   2    Europarådets Ministerkomité behandler den foreslåede ændring og kan efter samråd med de kontraherende parter som ikke er medlemmer af Europarådet vedtage ændringen med det flertal som kræves i henhold til artikel 20, litra d, i Europarådets statut.

   3    Teksten til alle ændringer vedtaget af Ministerkomitéen i henhold til stk. 2 fremsendes til parterne til godkendelse.

   4    Alle ændring vedtaget i henhold til stk. 2 træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på en måned fra den dato, hvor alle parter har meddelt deres accept af ændringsforslaget til generalsekretæren.

Kapitel XII – Afsluttende bestemmelser

       Artikel 73 – Konventionens virkning

       Denne konventions bestemmelser har ingen præjudicerende virkning i forhold til bestemmelser i national lovgivning og bindende internationale instrumenter som allerede er trådt i kraft, eller som kan træde i kraft, og som medfører, at personer tillægges, eller kan tillægges, gunstigere rettigheder i forbindelse med forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet.

       Artikel 74 – Konfliktløsning

   1    Det gælder for enhver konflikt som måtte udspringe af anvendelsen eller tolkningen af bestemmelserne i denne konvention, at de involverede parter først søger den løst ved forhandling, forlig, voldgift eller andre former for mindelige løsninger som parterne accepterer efter gensidig overenskomst.

   2    Europarådets Ministerkomité kan fastlægge forligsprocedurer til brug for parterne i en konflikt, hvis der er enighed herom.

       Artikel 75 – Undertegnelse og ikrafttræden

   1    Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets medlemsstater, de ikke-medlemsstater, som har deltaget i udarbejdelsen heraf, og den Europæiske Union.

2Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller    godkendelsesinstrumenter deponeres hos Europarådets generalsekretær.

3Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor 10 undertegnende parter, herunder mindst otte af Europarådets medlemsstater, har givet samtykke til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2.

4Det gælder for enhver af de i stk. 1 nævnte stater eller den Europæiske Union, som efterfølgende giver samtykke til at være bundet af konventionen, at konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor der er sket deponering af et ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

       Artikel 76 – Tiltrædelse af konventionen

   1    Efter konventionens ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomité, efter samråd med de kontraherende parter og indhentelse af deres enstemmige samtykke, opfordre enhver stat, som ikke er medlem af Europarådet, og som ikke har deltaget i udarbejdelsen af konventionen, til at tiltræde konventionen ved en beslutning truffet med det flertal, der er fastsat i artikel 20, litra d, i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt repræsentanterne for de kontraherende stater der er berettiget til medlemskab af Ministerkomitéen.

   2    Det gælder for enhver stat, som tiltræder denne konvention, at konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor der er sket deponering af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets generalsekretær.

       Artikel 77 – Geografisk anvendelsesområde

1Enhver stat eller den Europæiske Union kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet angive det eller de geografiske område(r) for hvilke denne konvention finder anvendelse.

2Enhver part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide det geografiske anvendelsesområde for denne konvention med ethvert andet område som er angivet i erklæringen, og hvis internationale relationer hører ind under den pågældende parts ansvar, eller på hvis vegne parten har bemyndigelse til at give tilsagn. Det gælder for et sådant område, at konventionen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.

   3    Det gælder for enhver erklæring afgivet i henhold til de to foregående stk. at den for så vidt angår ethvert område, der er anført deri, kan tilbagekaldes ved meddelelse stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagekaldelsen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan meddelelse.

       Artikel 78 – Forbehold

   1    Med undtagelse af de i stk. 2 og 3 nævnte forbehold kan der ikke tages forbehold for nogen af konventionens bestemmelser.

   2    Enhver stat eller den Europæiske Union kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet ved erklæring indgivet til Europarådets generalsekretær angive, at der tages forbehold for retten til ikke at anvende, eller kun i særlige tilfælde eller under særlige omstændigheder at anvende, bestemmelserne i:

       –    artikel 30, stk. 2,

       –    artikel 44, stk. 1, litra e, 3 og 4,

       –    artikel 55, stk. 1 vedrørende artikel 35 om mindre graverende strafbare handlinger,

       –    artikel 58 vedrørende artikel 37, 38 og 39,

       –    artikel 59.

   3    Enhver stat eller den Europæiske Union kan på tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumentet ved erklæring indgivet til Europarådets generalsekretær angive, at der tages forbehold for retten til at benytte ikke-strafferetlige sanktioner i stedet for strafferetlige sanktioner for de i artikel 33 og 34 nævnte typer adfærd.

   4    En part kan ophæve et forbehold helt eller delvist ved indgivelse af en erklæring stilet til Europarådets generalsekretær. Erklæringen er gyldig fra den dato, hvor den modtages af generalsekretæren.

       Artikel 79 – Gyldighed og revision af forbehold

   1    De i artikel 78, stk. 2 og 3 nævnte forbehold er gyldige i en periode på fem år fra den dato, hvor konventionen er trådt i kraft for den pågældende part. Dog kan forbehold forlænges for perioder af tilsvarende længde.

   2    Atten måneder før udløbet af et forbeholds gyldighedsperiode tilstiller Europarådets generalsekretariat den pågældende part meddelelse herom. Senest tre måneder før udløbsdatoen giver parten generalsekretæren meddelelse om, at forbeholdet fastholdes, ændres eller ophæves. Såfremt parten undlader at fremsende en sådan meddelelse, oplyser generalsekretariatet den pågældende part om, at forbeholdet anses for at være blevet forlænget automatisk for en periode på seks måneder. Hvis parten inden for denne periode ikke giver meddelelse om, at forbeholdet fastholdes eller ændres, anses forbeholdet for ophævet.

   3    En part der tager et forbehold i medfør af artikel 78, stk. 2 og 3 skal før forlængelse af forbeholdet eller efter anmodning tilstille GREVIO en redegørelse for de grunde hvorpå en forlængelse støttes.

       Artikel 80 – Opsigelse

   1    En part kan til enhver tid opsige denne konvention ved meddelelse herom stilet til Europarådets generalsekretær.

   2    En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af meddelelsen.

       Artikel 81 – Meddelelser

       Europarådets generalsekretær giver meddelelse til Europarådets medlemsstater, ikke-medlemsstater som har deltaget i udarbejdelsen af konventionen, undertegnende stater, kontraherende stater, den Europæiske Union, og alle stater der er blevet opfordret til at undertegne konventionen, om:

       a    alle undertegnelser,

       b    alle deponeringer af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter,

       c    alle ikrafttrædelsesdatoer for denne konvention i henhold til artikel 75 og 76,

       d    alle ændringer vedtaget i henhold til artikel 72 og datoen for deres ikrafttrædelse,

       e    alle forbehold taget og ophævet i henhold til artikel 78,

       f    alle opsigelser foretaget i henhold til bestemmelserne i artikel 80, og

       g    alle andre handlinger, meddelelser eller underretninger vedrørende denne konvention.

       Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er behørigt befuldmægtiget hertil, undertegnet denne konvention.

       Udfærdiget i Istanbul d. 11. maj 2011 på engelsk og fransk, idet begge tekster har samme gyldighed, i ét enkelt eksemplar, der deponeres i Europarådets arkiver. Europarådets generalsekretær fremsender bekræftede genparter heraf til Europarådets medlemsstater, til de ikke-medlemsstater, der har deltaget i udarbejdelsen af konventionen, til den Europæiske Union samt til de stater, der er blevet opfordret til at tiltræde konventionen.

Bilag – Privilegier og immuniteter (artikel 66)

   1    Dette bilag gælder for de medlemmer af GREVIO der er nævnt i artikel 66 i konventionen, samt for andre medlemmer af de delegationer, der gennemfører landebesøg. Det her anvendte udtryk “andre medlemmer af de delegationer, der gennemfører landebesøg” omfatter i denne sammenhæng de uafhængige nationale eksperter og specialister, som er nævnt i artikel 68, stk. 9 i konventionen, Europarådets medarbejdere, og tolke ansat af Europarådet til at ledsage GREVIO på landebesøgene.

   2    Det gælder for GREVIOs medlemmer og andre medlemmer af de delegationer, der gennemfører landebesøg, at de under varetagelsen af deres funktioner i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af landebesøg samt den efterfølgende opfølgning, og på rejser foretaget i forbindelse med varetagelse af disse funktioner, nyder følgende privilegier og immuniteter:

       a    immunitet med hensyn til anholdelse eller tilbageholdelse og beslaglæggelse af personlig rejsebagage, og immunitet med hensyn til retsforfølgning under enhver form i anledning af skriftlige eller mundtlige udtalelser og alle handlinger foretaget af dem under udførelsen af deres hverv,

       b    fritagelse fra enhver indskrænkning af deres bevægelsesfrihed i forbindelse med udrejse fra og tilbagevenden til deres bopælsland, og indrejse i og udrejse fra det land, hvor de skal udføre deres hverv, og fra registrering af fremmedpolitiet i det land, som de besøger eller hvor de er på gennemrejse under udførelsen af deres hverv.

   3    På rejser foretaget under udførelsen af deres hverv skal GREVIOs medlemmer og andre medlemmer af delegationerne, der gennemfører landebesøg, have stillet de samme faciliteter til rådighed vedrørende told- og valutakontrol som tilstås repræsentanter for udenlandske regeringer med midlertidige officielle hverv.

   4    Dokumenterne vedrørende den evaluering af konventionens implementering som medbringes af GREVIOs medlemmer og andre medlemmer af delegationerne, der udfører landebesøg, er ukrænkelige i det omfang de vedrører GREVIOs arbejde. Der må ikke ske tilbageholdelse eller udøves censur af GREVIOs officielle korrespondance eller af officielle meddelelser fra GREVIOs medlemmer og andre medlemmer af delegationerne, der udfører landebesøg.

   5    For at sikre at GREVIOs medlemmer og de øvrige medlemmer af delegationerne, der gennemfører landebesøg, nyder fuld ytringsfrihed og fuldstændig uafhængighed i udførelsen af deres hverv, skal de nyde fortsat immunitet fra retsforfølgelse hvad angår skriftlige eller mundtlige udtalelser og alle handlinger udført af dem under udførelsen af deres hverv, uagtet at de pågældende personer ikke længere varetager sådanne hverv.

   6    De i stk. 1 i dette bilag nævnte personer indrømmes privilegier og immuniteter for at sikre den uafhængige udførelse af deres hverv i GREVIOs interesse, og ikke for at give dem personlige fordele. Hvis Europarådets generalsekretær finder, at de immuniteter der er indrømmet de i stk. 1 i dette bilag nævnte personer er til hinder for normal retsudøvelse, og hvis det er muligt uden at GREVIOs interesser lider skade derved, kan han eller hun ophæve disse immuniteter.