EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018DC0561

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET 36. årsrapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2017)

COM/2018/561 final

Bruxelles, den 31.7.2018

COM(2018) 561 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

36. årsrapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet
om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2017)

{SWD(2018) 392 final}


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

36. årsrapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet
om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2017)

Indledning

I denne rapport beskrives Den Europæiske Unions antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger i 2017. Den er udarbejdet i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union ("antidumpinggrundforordningen"), artikel 34 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union ("antisubsidiegrundforordningen"), og artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 om fælles ordninger for indførsel.

2017 var en milepæl for handelsbeskyttelsespolitikken i EU. For det første trådte en ændring af antidumpinggrundforordningen og antisubsidiegrundforordningen i kraft den 20. december 2017, hvorved der blev indført nye metoder til beregning af den normale værdi, hvis priser og omkostninger på eksportlandets marked er fordrejede. Den nye forordning blev efterfulgt af offentliggørelsen af en omfattende landerapport, der indeholdt en beskrivelse af væsentlige fordrejninger i Kina 1 . (Se detaljeret beskrivelse i afsnit 5 nedenfor).

For det andet opnåede Europa-Parlamentet og Rådet i december 2017 et gennembrud om et separat lovgivningsmæssigt forslag om at modernisere EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter og nåede til enighed om en lang række emner (f.eks. fremskyndede undersøgelser, bedre anvendelse af reglen om den laveste told, større gennemsigtighed gennem forhåndsfremlæggelse af oplysninger forud for indførelsen af midlertidige foranstaltninger og anerkendelse af fagforeningernes rolle). Denne aftale banede vej for, at denne længe ventede lovgivning kunne træde i kraft den 8. juni 2018. Disse nye regler finder anvendelse på alle undersøgelser, der indledes efter denne dato. Tilsammen udgør begge sæt ændringer af antidumping- og antisubsidiegrundforordningerne den første større revision af EU's antidumping- og antisubsidielovgivning siden 1995.

Det skal bemærkes, at den lovgivning, som trådte i kraft den 20. december 2017, også ændrede Kommissionens årlige rapporteringskrav. Da ingen af EU's antidumping- og antisubsidieprocedurer i 2017 blev berørt af disse lovgivningsmæssige ændringer, gives der i denne rapport ingen oplysninger herom. Denne rapport suppleres ligesom i de foregående år af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene samt detaljerede bilag, der bl.a. giver et samlet overblik over den eksisterende lovgivning, terminologien og procedurerne.

Det arbejde, der blev udført af Kommissionen i 2017, forblev betydeligt; der blev indført et antal midlertidige og endelige foranstaltninger svarende til antallet i 2016, og der var væsentligt forøget aktivitet i forbindelse med en revision af eksisterende foranstaltninger. Kommissionen gør fortsat brug af alle de værktøjer, der er til rådighed i henhold til gældende lovgivning, for at give EU-erhvervsgrenen effektiv støtte til at afhjælpe de skadelige virkninger af unfair import.

Mange af de sager, som Kommissionen undersøgte, frembød desuden særlige udfordringer på grund af deres høje kompleksitet og de ressourcer, der skulle mobiliseres. I arbejdsdokumentet redegøres der detaljeret for det arbejde, der er blevet udført.

Rapporten og arbejdsdokumentet er også offentligt tilgængelige på: http://ec.europa.eu/trade/issues/respectrules/anti_dumping/legis/index_en.htm .

1.Overblik over antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesundersøgelser og -foranstaltninger

1.1.Generelt

Ved udgangen af 2017 var der 97 endelige antidumpingforanstaltninger (der blev forlænget 2 i 29 tilfælde) og 13 udligningsforanstaltninger (der blev forlænget i tre tilfælde) gældende inden for EU 3 . Det er en svag stigning (4 %) i forhold til det foregående år.

Undersøgelsesarbejdet lå fortsat på et højt niveau og nåede næsten op på niveauet fra 2016. Der var hovedsagelig tale om et stort antal arbejdsintensive undersøgelser i forbindelse med nye sager samt et stigende antal fornyede undersøgelser. Ved udgangen af 2017 var der i alt 46 igangværende undersøgelser samt fire igangværende undersøgelser om tilbagebetaling, der omfatter 61 separate anmodninger om tilbagebetaling.

I 2017 blev 0,31 % af den samlede import til EU berørt af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. Selv om der ikke foreligger omfattende data herfor, viste de fornyede udløbsundersøgelser, at indførelsen af foranstaltninger i mange tilfælde medfører en væsentlig reduktion i importen af den pågældende vare.

En detaljeret oversigt findes i det arbejdsdokument, der ledsager denne rapport. Henvisningerne til arbejdsdokumentets bilag er angivet ved siden af overskrifterne.

1.2.Nye undersøgelser (jf. bilag A-E)

I 2017 blev der indledt 11 nye undersøgelser (fem af dem vedrørte den kemiske sektor og tilknyttede sektorer), og to sager blev genåbnet for at gennemføre retlige konklusioner. I to tilfælde blev der indført midlertidig told. I alt blev tolv sager afsluttet med indførelsen af en endelig told, mens to undersøgelser blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger.

1.3.Fornyede undersøgelser

De fornyede undersøgelser udgør fortsat en væsentlig del af arbejdet i Kommissionens tjenestegrene for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Tabel 1 i arbejdsdokumentet indeholder statistiske oplysninger for årene 2013-2017.

1.3.1.Udløbsundersøgelser (jf. bilag F)

Ifølge antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 2, og antisubsidiegrundforordningens artikel 18 udløber foranstaltninger efter fem år, medmindre det som led i en udløbsundersøgelse fastslås, at de bør bibeholdes i deres oprindelige form.

I 2017 blev der indledt ni fornyede udløbsundersøgelser, og hele 19 udløbsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse af tolden, som blev forlænget med endnu en periode på fem år. En udløbsundersøgelse blev afsluttet med ophævelse af foranstaltningerne. I 2017 udløb fem foranstaltninger (alle antidumpingforanstaltninger) automatisk, dvs. uden fornyet undersøgelse, efter deres gyldighedsperiode på fem år.

1.3.2.Interimsundersøgelser (jf. bilag G)

Antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 3, og antisubsidiegrundforordningens artikel 19 indeholder bestemmelser om en fornyet undersøgelse af foranstaltningerne i løbet af deres gyldighedsperiode med henblik på at tilpasse dem til ændrede omstændigheder. Fornyede undersøgelser kan begrænses til at omfatte aspekter i forbindelse med dumping, subsidiering eller skade.

I 2017 blev der indledt i alt ti interimsundersøgelser. En interimsundersøgelse blev afsluttet med en ændring af tolden, og en interimsundersøgelse blev afsluttet uden ændring af foranstaltningerne.

1.3.3."Andre" interimsundersøgelser (jf. bilag H)

To "andre" fornyede undersøgelser – dvs. som hverken faldt ind under de undersøgelser, der normalt indledes i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 3, eller antisubsidiegrundforordningens artikel 19 – blev indledt i 2017. Fem sådanne fornyede undersøgelser blev afsluttet i 2017. Disse fornyede undersøgelser vedrører normalt en gennemførelse af domstolsafgørelser.

1.3.4.Undersøgelse af nye eksportører (jf. bilag I)

Antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 4, og antisubsidiegrundforordningens artikel 20 indeholder bestemmelser om henholdsvis fornyede undersøgelser af nye eksportører og "fremskyndede" fornyede undersøgelser med henblik på at fastsætte en individuel dumpingmargen eller en individuel udligningstold for nye eksportører i det pågældende eksportland, som ikke eksporterede den pågældende vare i undersøgelsesperioden. Sådanne eksportører skal påvise, at de reelt er nye eksportører, og at de rent faktisk er begyndt at eksportere varen til EU efter undersøgelsesperioden. For sådanne nye eksportører kan der fastsættes en individuel told, som normalt er lavere end den landsdækkende told.

I 2017 indledtes seks fornyede undersøgelser af nye eksportører. Ingen af disse fornyede undersøgelser blev afsluttet.

1.3.5.Overvæltningsundersøgelser (jf. bilag J)

Hvis der er tilstrækkelige oplysninger, som viser, at eksportpriserne er faldet efter den oprindelige undersøgelsesperiode og før eller efter foranstaltningernes indførelse, eller at der ikke har været nogen, eller kun utilstrækkelige, ændringer i hverken videresalgspriserne eller de efterfølgende salgspriser på den importerede vare i EU, kan der indledes en overvæltningsundersøgelse for at kontrollere, om foranstaltningen har påvirket ovennævnte priser. Der kan fastsættes nye dumpingmargener, og tolden kan forhøjes for at tage hensyn til sådanne lavere eksportpriser. Muligheden for overvæltningsundersøgelser er fastlagt i antidumpinggrundforordningens artikel 12 og i antisubsidiegrundforordningens artikel 19, stk. 3.

I 2017 blev der ikke indledt nogen antiovervæltningsundersøgelser. En enkelt sådan undersøgelse blev afsluttet uden forhøjelse af tolden.

1.3.6.Omgåelsesundersøgelser (jf. bilag K)

Antidumpinggrundforordningens artikel 13 og antisubsidiegrundforordningens artikel 23 indeholder bestemmelser om muligheden for, at undersøgelser kan genoptages, hvis der fremlægges bevis for omgåelse af foranstaltningerne.

I 2017 blev der indledt tre sådanne undersøgelser. En antiomgåelsesundersøgelse blev afsluttet med forlængelse af foranstaltningerne, og en uden forlængelse.

1.4.Beskyttelsesundersøgelser (jf. bilag L)

I 2017 blev der ikke indledt nogen beskyttelsesundersøgelser, og der blev ikke indført foranstaltninger.

2.Håndhævelse af antidumping- og antisubsidieforanstaltninger

2.1.Opfølgning af foranstaltninger

Opfølgningen af de gældende foranstaltninger fokuserede på fire hovedområder: 1) foregribelse af svig, 2) overvågning af handelsstrømme og markedsudvikling, 3) forbedring af effektiviteten ved hjælp af passende instrumenter og 4) reaktion på retsstridig praksis. Gennem disse aktiviteter var Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne i stand til proaktivt at sikre den rette håndhævelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger i Den Europæiske Union.

2.2.Overvågning af tilsagn (jf. bilag M og Q)

Overvågning af tilsagn udgør en del af håndhævelsesaktiviteterne, da tilsagn er en form for antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. De godtages af Kommissionen, hvis den finder det godtgjort efter en undersøgelse, at de effektivt kan afhjælpe de skadelige virkninger af dumping eller subsidiering.

I begyndelsen af 2017 var der 102 gældende tilsagn. I 2017 blev fem virksomheders tilsagn trukket tilbage, da det blev fastslået, at overtrædelse havde fundet sted, eller at overvågningen af tilsagnene ikke længere var praktisk mulig. Syv virksomheders tilsagn blev desuden trukket tilbage, efter at disse virksomheder havde anmodet herom. 87 virksomheders tilsagn blev ophævet. Ingen nye tilsagn blev godtaget. Således var der i alt 3 tilsagn gældende ved udgangen af 2017.

3.Tilbagebetalinger

Ifølge antidumpinggrundforordningens artikel 11, stk. 8, og antisubsidiegrundforordningens artikel 21, stk. 1, kan importører anmode om tilbagebetaling af opkrævet told, når det påvises, at dumping- eller subsidiemargenen er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats.

I 2017 blev der indgivet 75 nye anmodninger om tilbagebetaling. Ved udgangen af 2017 var der fire igangværende undersøgelser om tilbagebetaling, der omfatter 61 anmodninger. I 2017 vedtog Kommissionen 26 gennemførelsesafgørelser vedrørende delvis tilbagebetaling af eller afslag på anmodninger om tilbagebetaling.

4.Modernisering af de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter

I april 2013 vedtog Kommissionen et forslag om at modernisere EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Efter en lang lovgivningsproces nåede Rådet og Europa-Parlamentet den 5. december 2017 til enighed om Kommissionens forslag, der efterfølgende trådte i kraft den 8. juni 2018.

Det er et stort fremskridt, da det – sammen med den nye beregningsmetode (jf. afsnit 5 nedenfor) – udgør den første større ændring af disse instrumenter siden afslutningen af Uruguayrunden i WTO. De gør EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter mere effektive og gennemsigtige og bedre tilpasset til at imødegå udfordringerne i den globale økonomi. Samtidig bevirker de, at disse instrumenter i højere grad kan tage højde for mindre virksomheders behov. De er til gavn for EU-producenter, samtidig med at de også tager hensyn til importører og aftagervirksomheder, som er afhængige af import, og disses interesser.

De vigtigste elementer af EU's moderniserede antidumping- og antisubsidielovgivning er: en bedre metode til beregning af skadesmargenen, nye regler om beregning af den ikke-skadevoldende pris, der vil omfatte en minimumsfortjeneste på 6 %, en kortere frist for indførelse af midlertidige foranstaltninger, tidlig varsling om indførelse af midlertidige antidumping- og antisubsidieforanstaltninger, yderligere støtte til SMV'er i EU, tilpasning af EU's regel om "den laveste told" for at tage højde for fordrejninger af råvarepriserne samt en ny vægtning af sociale og miljømæssige aspekter i handelsbeskyttelsesprocedurer.

5.Ændring af EU's antidumping- og antisubsidielovgivning fra 2017

Den 9. november 2016 vedtog Kommissionen et forslag om ændring af EU's antidumpingforordning og antisubsidieforordning med det formål at indføre en ny metode til beregning af den normale værdi for bedre at kunne afhjælpe statsligt indførte markedsfordrejninger i tredjelande og styrke antisubsidieinstrumentet. Disse ændringer af EU's antidumpinggrundforordning og antisubsidiegrundforordning trådte i kraft den 20. december 2017.

Den nye metode har til formål at tackle væsentlige fordrejninger, der forårsages af staten, og håndtere nye økonomiske realiteter, der er opstået inden for de seneste år. Disse fordrejninger kan eksistere i et land som helhed eller i en given sektor. Den nye metode er i denne henseende landeneutral og anvendes over for alle WTO-medlemmer. Lovgivningen gør det klart, at vedtagelsen af en ny dumpingmetode ikke berører behandlingen af et land som et land uden markedsøkonomi. Hvis det fastslås, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende et tredjelands hjemmemarkedspriser eller -omkostninger som følge af statsligt indførte fordrejninger i landets økonomi, vil den nye metode blive anvendt til at beregne en vares normale værdi.

For at udløse anvendelsen af den nye metode, skal det fastslås, at det ikke er hensigtsmæssigt at anvende hjemmemarkedspriserne og -omkostningerne som følge af væsentlige fordrejninger i eksportlandet. Ved afgørelsen af, om der foreligger fordrejninger, vil der blive taget højde for en række kriterier, bl.a. statslige politikker og statslig indflydelse, udbredt tilstedeværelse af statsejede virksomheder, forskelsbehandling til fordel for indenlandske virksomheder eller den finansielle sektors uafhængighed.

EU-erhvervsgrenen vil kunne støtte sig til dokumentationen i rapporter udarbejdet af Kommissionen om lande eller sektorer, hvor der er konstateret fordrejninger, i sin argumentation over for lande, hvor der forekommer fordrejninger. Kommissionen vil udvælge de lande, om hvilke der skal udarbejdes rapporter, ud fra deres relative betydning for EU's samlede antidumpingaktiviteter samt indikationer af, at der kan forekomme fordrejninger. Den dag, hvor lovgivningen trådte i kraft, offentliggjorde GD Handel på sit websted en rapport om markedsfordrejninger i økonomien i Kina, som er det land, der hyppigst er genstand for EU's antidumpingaktivitet. Kommissionen bebudede endvidere, at den næste landerapport ville vedrøre Rusland.

De nye regler finder anvendelse på alle nye undersøgelser og udløbsundersøgelser, der er indledt efter den 20. december 2017. Interimsundersøgelser, der iværksættes efter denne dato, vil blive baseret på den nye metode, hvis foranstaltningen selv er baseret på den nye metode. Hvis den foranstaltning, der skal undersøges, stadig er baseret på den tidligere anvendte metode, vil denne metode fortsat finde anvendelse på interimsundersøgelser før indledningen af den første udløbsundersøgelse efter den 20. december 2017.

Den nye lovgivning har også styrket antisubsidieinstrumentet og øget Kommissionens evne til at få overblik over det fulde omfang af subsidier ved at gøre det muligt også at tackle subsidier, der først blev opdaget i løbet af en undersøgelse.

6.Landsdækkende markedsøkonomisk status

I anledning af ikrafttrædelsen af den nye beregningsmetode den 20. december 2017 er bestemmelsen om tredjelande uden markedsøkonomi blevet ændret (antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 7). Dens anvendelsesområde omfatter kun lande, der ikke er medlemmer af WTO, og som er opført i bilag 1 til forordning (EU) 2015/755 4 . Med andre ord er den normale værdi i disse tilfælde beregnet ud fra omkostninger og priser, der er konstateret i det såkaldte "referenceland".

7.Informations- og kommunikationsaktiviteter/bilaterale kontakter

7.1.Små og mellemstore virksomheder (SMV'er)

I løbet af 2017 behandlede SMV-helpdesken stadig anmodninger om oplysninger vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Helpdesken hjalp SMV'erne med sagsspecifikke forespørgsler og bestemmelser om både proceduremæssige og indholdsmæssige elementer af antidumping- og antisubsidieprocedurer. Helpdesken blev oprettet i 2004 som en reaktion på de vanskeligheder, som SMV'erne støder på som følge af deres begrænsede størrelse og ressourcebegrænsninger i forbindelse med komplekse aspekter af handelsbeskyttelsesundersøgelserne.

7.2.Bilaterale kontakter/informationsaktiviteter – erhvervslivet og tredjelande

At forklare lovgivning og praksis i forbindelse med EU's handelsbeskyttelsesaktiviteter og udveksle synspunkter angående praksis i tredjelande er fortsat en vigtig del af arbejdet i tjenestegrenene for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. I 2017 fandt der en række bilaterale møder sted med henblik på at udveksle bedste praksis med embedsmænd, der beskæftiger sig med handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, fra USA, Kina, Japan og Korea.

I 2017 opretholdt tjenestegrenene for handelsbeskyttelse kontakten til næsten alle centrale interessentorganisationer, der var berørt af handelsbeskyttelse, herunder også almindelige møder med Business Europe, og en række sektorsammenslutninger. Et af de centrale emner på disse møder var drøftelser af de lovgivningsmæssige ændringer vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

8.Domstolsprøvelse: afgørelser truffet af Domstolen og Retten

I 2017 afsagde Retten og Domstolen 29 domme i antidumping- eller antisubsidiesager. Retten afsagde 15 domme. Heraf vedrørte 12 appel af afgørelser, som blev afgjort af Domstolen. Sidst men ikke mindst traf Domstolen også to præjudicielle afgørelser på området for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.

I 2017 blev der indledt 20 nye sager (i forhold til 34 i 2016, 20 i 2015, 37 i 2014, 33 i 2013, 23 i 2012 og 16 i 2011). Heraf blev 11 indledt for Retten (10 sager om annullering og en ansøgning om beskatning af omkostninger), og ni blev indledt for Domstolen (seks appelsager og tre præjudicielle afgørelser).

Bilag S til arbejdsdokumentet indeholder en liste over antidumping-/antisubsidiesager ved Retten og Domstolen, som endnu ikke var afsluttet ved udgangen af 2017.

9.Aktiviteter inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO)

9.1.Tvistbilæggelse i antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsessager

WTO har fastsat en stringent procedure for bilæggelse af tvister mellem WTO-medlemmer om anvendelsen af WTO-aftalerne.

Den 5. september 2017 udsendte Appelinstansen sin rapport i sagen mod EU vedrørende antidumpingforanstaltninger over for importen af visse fedtalkoholer fra Indonesien (DS442). Appelinstansen fastholdt i al væsentlighed panelets konklusioner om, at Indonesien ikke havde påvist, at Unionen handlede i modstrid med artikel 2.4 i WTO's antidumpingaftale.

Den 6. juli 2017 fremlagde panelet sin rapport i sagen mod Unionen vedrørende udligningsforanstaltninger over for visse typer polyethylenterephthalat fra Pakistan (DS486). Panelet konkluderede i al væsentlighed, at Unionen optrådte i modstrid med artikel 3.1, litra a), i SCM-aftalen ved at konstatere, at fritagelsen for hele afgiftsbeløbet var et udligningsberettiget subsidiebeløb i henhold til SCM-aftalen.

Den 12. december 2016 anmodede Folkerepublikken Kina om konsultationer med EU angående bestemmelserne i EU's antidumpinggrundforordning vedrørende fastsættelsen af den normale værdi i forbindelse med import fra Kina (DS516). Der blev afholdt en første række konsultationer den 23. januar 2017, og panelet blev efterfølgende nedsat den 3. april 2017.

Den 23. oktober 2017 underrettede EU Tvistbilæggelsesinstansen (DSB) om, at vedtagelsen af en forordning 5 , der ændrer de antidumpingforanstaltninger om biodiesel, der er i uoverensstemmelse med WTO, sikrede den fulde gennemførelse af DSB's henstillinger og afgørelser i sagen mod EU vedrørende antidumpingforanstaltninger over for importen af biodiesel fra Argentina (DS473).

I 2017 var der også en verserende tvistbilæggelsesprocedure i sagen vedrørende EU's antidumpingforanstaltninger over for importen af biodiesel fra Indonesien (DS480). Panelet udsendte sin rapport til medlemmerne den 25. januar 2018. Mere detaljerede oplysninger findes i afsnit 4.2.3 i det arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, der ledsager denne rapport ("Andre" undersøgelser).

9.2.Andre WTO-aktiviteter

I løbet af 2017 blev der ført intensive forhandlinger i Genève om fiskeristøtte. Der blev ikke opnået væsentlige resultater ved WTO's 11. ministerkonference, der fandt sted i december 2017 i Buenos Aires, men WTO-medlemmerne enedes om et arbejdsprogram, som vil danne grundlag for yderligere forhandlinger med henblik på at vedtage en omfattende aftale på den næste ministerkonference i 2019. Medlemmerne gav også tilsagn om fuldt ud at overholde deres forpligtelser om anmeldelse på området for fiskeristøtte.

EU indgav i 2017 en ny anmeldelse om støtte i tråd med sine WTO-forpligtelser, som omfattede årene 2015 og 2016. Anmeldelsen omfattede al støtte, der er ydet på EU-plan, og støtte ydet af den enkelte medlemsstat. I oktober 2017 blev der indledt en undersøgelse af anmeldelsen på det særlige møde i Udvalget vedrørende Subsidier og Udligningsforanstaltninger, og som fortsættes i 2018. I det særlige udvalg deltog Kommissionens tjenestegrene også i den løbende undersøgelse af subsidieanmeldelsen fra 2015 på møder afholdt i april og oktober 2017.

Derudover deltog EU i det almindelige arbejde i Udvalget vedrørende Subsidier og Udligningsforanstaltninger i april og oktober 2017. I april fremlagde EU (sammen med Canada, Japan og USA) et dokument i WTO's Udvalg vedrørende Subsidier og Udligningsforanstaltninger om subsidiernes rolle med hensyn til at bidrage til overskydende kapacitet i forskellige økonomiske sektorer. EU afholdt også et seminar om samme emne i oktober 2017 hos WTO og fremlagde hovedkonklusionerne fra dette seminar på udvalgets møde i oktober. I tilgift til disse drøftelser blev også problemet med ringe gennemsigtighed i forbindelse med subsidier fra mange WTO-medlemmer taget op.

Desuden deltog EU aktivt i det almindelige arbejde i WTO's Antidumpingudvalg og WTO's Komité for Beskyttelsesforanstaltninger og besvarede spørgsmål om EU-sager og tog emner op, der har givet anledning til bekymring, om andre landes handelsbeskyttelsesaktiviteter, og som påvirker EU's eksportører.

I den uformelle gruppe om antiomgåelse i april 2017 redegjorde EU's tjenester for handelsbeskyttelse for EU's lovgivning og praksis i forbindelse med omgåelse og antidumpingforanstaltninger. Kommissionens tjenestegrene deltog også aktivt i begge møder i antidumpingarbejdsgruppen vedrørende gennemførelse.

10.Konklusion

Der var intens aktivitet i relation til handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter i 2017. Antallet af undersøgelser forblev højt. Den europæiske erhvervsgren, der led under dumpingimport, som i nogle tilfælde blev forværret af vedvarende industriel overkapacitet og af visse landes udbredte anvendelse af subsidier, fortsatte med at opfordre Kommissionen til at yde støtte gennem EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Antallet af midlertidige og endelige foranstaltninger, der blev indført, forblev nogenlunde stabilt sammenlignet med 2016. Antallet af indledte fornyede undersøgelser steg dog væsentligt, med 75 % i det forgangne år. Som det var tilfældet i de tidligere år, indførte EU ingen beskyttelsesforanstaltninger.

2017 skilte sig ud med hensyn til lovgivningsmæssig aktivitet. Det førte til indførelsen af en ny antidumpingmetode til beregning af den normale værdi i undersøgelser i relation til lande, hvor der sker alvorlige markedsfordrejninger, og til et styrket antisubsidieinstrument. Den nye forordning blev efterfulgt af offentliggørelsen af en rapport om væsentlige markedsfordrejninger i Kina. Sidst med ikke mindst banede 2017 vejen for moderniseringen af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Samlet set udgør disse ændringer til grundforordningerne en omfattende gennemgang af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter til gavn for alle aktører.

 

Det har medført, at EU er udstyret med tilstrækkeligt solide handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter til at håndtere fordrejninger i den globale økonomi.

 

(1)      Den næste landerapport om markedsfordrejninger, der offentliggøres som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, vedrører Rusland.
(2)      Foranstaltningerne blev udvidet til at omfatte andre tredjelande i de tilfælde, hvor det kunne konstateres, at der var foregået omgåelse af foranstaltningerne i disse lande.
(3)    Foranstaltningerne opgøres for de pågældende varer og lande.
(4)      Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/755 af 29. april 2015 om fælles ordninger for indførsel fra visse tredjelande (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 33).
(5)      Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 af 18. september 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) No 1194/2013. (EUT L 239 af 19.9.2017, s. 9).
Top