EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62020TN0740

Sag T-740/20: Sag anlagt den 16. december 2020 — Arnautu mod Parlamentet

EUT C 44 af 8.2.2021, p. 60–61 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

8.2.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/60


Sag anlagt den 16. december 2020 — Arnautu mod Parlamentet

(Sag T-740/20)

(2021/C 44/83)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Marie-Christine Arnautu (Paris, Frankrig) (ved advokat F. Wagner)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Ulovlighedsindsigelsen fremmes til realitetsbehandling, og det fastslås, at artikel 33, stk. 1 og 2, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer er ulovlige.

Følgelig fastslås, at generalsekretærens afgørelse af 21. september 2020 mangler retsgrundlag, og denne annulleres.

Principalt:

Det fastslås, at Marie-Christine Arnautu har godtgjort, at hendes assistent har udført arbejde, jf. artikel 33, stk. 1 og 2, i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer og retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol.

Følgelig:

Annulleres afgørelsen fra Europa-Parlamentets generalsekretær af 21. september 2020, meddelt pr. e-mail den 23. oktober 2020, truffet i medfør af artikel 68 i Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse 2009/C 159/01 af 19. maj og 9. juli 2008 om »gennemførelsesbestemmelser til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer« som ændret, hvori der fastslås en fordring på sagsøgeren på 87 203,46 EUR i medfør af uberettiget udbetalte beløb i forbindelse med parlamentarisk assistance, og hvori inddrivelsen af beløbet begrundes.

Annulleres debetnota nr. 7000001577 af 22. oktober 2020, hvori der konstateres en fordring på Marie-Christine Arnautu som følge af den afgørelse, som generalsekretæren traf den 21. september 2020 om inddrivelse af uberettiget udbetalte beløb for udgifter til parlamentarisk assistance i henhold til artikel 68 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

1.

Første anbringende om en ulovlighedsindsigelse vedrørende artikel 33 i gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »gennemførelsesbestemmelserne«), vedtaget ved Europa-Parlamentets præsidiums afgørelse af 19. maj og 9. juli 2008, idet bestemmelserne tilsidesætter retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, bl.a. som følge af deres manglende klarhed og præcision. Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede bestemmelsers manglende præcision medfører, at retsreglen i gennemførelsesbestemmelserne udvikles i retspraksis. Detaljerne vedrørende beviset for en parlamentarisk assistents arbejde blev imidlertid først udledt af retspraksis i Bilde-sagen og Montel-sagen i november 2017, idet retspraksis fra Gorostiaga-sagen fra 2005 kun vedrørte et bevis for betalingsagentens udbetaling af lønninger. Siden 2008 har de anfægtede bestemmelser således været usikre og uklare. Sagsøgeren har tilføjet, at Europa-Parlamentet uanset risikoen for retlig usikkerhed ikke præcist og klart har reguleret kontrolproceduren vedrørende parlamentarisk assistance, ikke har formaliseret parlamentsmedlemmets forpligtelse til iværksættelse og opretholdelse heraf og heller ikke ordningen for acceptable, identificerbare og daterede beviser.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift og af retten til forsvar. Sagsøgeren har gjort gældende, at generalsekretæren i strid med gennemførelsesbestemmelsernes artikel 68 ikke afholdt personlige høringer. Sagsøgeren har tilføjet, at generalsekretæren derved fratog hende en grundlæggende rettighed, muligheden for at føre en direkte dialog med den myndighed, der skulle træffe afgørelse, og muligheden for en kontradiktorisk drøftelse af beviserne.


Top