Den almindelige lovgivningsprocedure (den fælles beslutningsprocedure)

Den almindelige lovgivningsprocedure består i Europa-Parlamentets og Rådet for Den Europæiske Unions fælles vedtagelse af retsakter, generelt efter forslag fra Europa-Kommissionen.

Den er defineret i artikel 294 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og er den mest almindelige lovgivningsprocedure i Den Europæiske Union (EU).

Med Maastrichttraktaten og indførelsen af den fælles beslutningsprocedure blev Parlamentet medlovgiver på lige fod med Rådet undtagen i de sager, som er fastsat i traktaterne, hvor særlige lovgivningsprocedurer skal anvendes.

I Lissabontraktaten blev den fælles beslutningsprocedure omdøbt til den almindelige lovgivningsprocedure, hvorved antallet af politiske områder, hvor denne afstemningsprocedure skal anvendes, blev udvidet, hvilket styrkede Europa-Parlamentets beføjelser.

Proceduren består af en eller to behandlinger og, om nødvendigt, en forligsprocedure og en tredje behandling. Rådet stemmer med kvalificeret flertal. Europa-Parlamentet stemmer med simpelt flertal af de afgivne stemmer ved første og tredje behandling og med flertal blandt dets medlemmer ved anden behandling.