Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Det europæiske område for frihed, sikkerhed og retfærdighed

I henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvor Den Europæiske Unions (EU) mål er fastlagt, giver EU sine borgere område for frihed, sikkerhed og retfærdighed uden indre grænser. Det er et område, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, asyl, indvandring samt forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

Et helt afsnit i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), afsnit V (artikel 67-89) er viet EU’s område for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det indeholder generelle regler (artikel 67-76) og specifikke kapitler om:

  • politikker vedrørende grænsekontrol, asyl og indvandring
  • retligt samarbejde i civilsager
  • retligt samarbejde i straffesager
  • politisamarbejde.

Artikel 67 i TEUF fastslår, at EU bestræber sig på at sikre et højt sikkerhedsniveau ved hjælp af foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet, racisme og fremmedhad, ved koordinerings- og samarbejdsforanstaltninger mellem politimyndigheder, strafferetlige myndigheder og øvrige kompetente myndigheder samt ved gensidig anerkendelse af strafferetlige afgørelser og om nødvendigt indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivning.

Da mange sikkerhedsmæssige udfordringer kommer fra lande uden for EU eller er af grænseoverskridende karakter, er de enkelte medlemsstater ikke altid bedst udrustet til at imødekomme dem. Artikel 68 i TEUF giver Det Europæiske Råd ansvaret for at udarbejde de strategiske retningslinjer for lovgivende og operationel planlægning inden for området for frihed, sikkerhed og retfærdighed. Medlemsstaterne bevarer dog ansvaret for at opretholde lov og orden og for at beskytte deres indre sikkerhed.

Artikel 83 i TEUF giver Europa-Parlamentet og Rådet ret til at fastsætte minimumsregler, der definerer strafbare handlinger for kriminalitet af særlig grov karakter, der har en grænseoverskridende dimension som følge af overtrædelsernes karakter eller konsekvenser eller af et særligt behov for at bekæmpe dem på fælles grundlag. Denne kriminalitet omfatter:

  • terrorisme
  • menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn
  • ulovlig narkotika- og våbenhandel
  • hvidvaskning af penge
  • korruption
  • forfalskning af betalingsmidler
  • EDB-kriminalitet
  • organiseret kriminalitet.

Strategien for EU’s sikkerhedsunion, som dækker perioden 2020-2025, omhandler disse typer kriminalitet.

SE DESUDEN

Top