61995A0227

1 Annullationssoegsmaal - soegsmaal til proevelse af en afgoerelse, der bekraefter en ikke rettidigt anfaegtet afgoerelse - afvisning

(EF-traktaten, art. 173)

2 Annullationssoegsmaal - dom om annullation - virkninger - foelger af Domstolens delvise annullation af en beslutning om en procedure vedroerende overtraedelse af konkurrencereglerne - annullation i forhold til adressater for beslutningen, der ikke har anlagt annullationssoegsmaal - foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 173, 176 og 189)

3 Annullationssoegsmaal - dom om annullation - virkninger - foelger af Domstolens delvise annullation af en beslutning om en procedure vedroerende overtraedelse af konkurrencereglerne - pligt for Kommissionen til at foretage en fornyet undersoegelse af beslutningen i forhold til adressater, der ikke har anlagt annullationssoegsmaal - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 173 og 176)

4 Institutionernes retsakter - tilbagekaldelse - ulovlige retsakter - beslutning om paalaeggelse af boeder for overtraedelse af konkurrencereglerne - betingelser

(Raadets forordning nr. 17, art. 3 og 15)

5 Annullationssoegsmaal - dom om annullation - virkninger - foelger af Domstolens delvise annullation af en beslutning om en procedure vedroerende overtraedelse af konkurrencereglerne - konklusion fra Kommissionens side, paa grundlag af en fornyet undersoegelse af beslutningen, om, at visse konstateringer af overtraedelser begaaet af adressater, som ikke har anlagt annullationssoegsmaal, er ulovlige - pligt til at tilbagebetale de boeder, der er betalt i anledning af de ulovlige konstateringer

(EF-traktaten, art. 173)

6 Annullationssoegsmaal - Faellesskabets retsinstansers kompetence - paastande om, at det paalaegges sagsoegte at traeffe foranstaltninger til opfyldelse af en dom om annullation af en beslutning, herunder navnlig at tilbagebetale boeder, som er betalt i medfoer af den annullerede beslutning - afvisning

(EF-traktaten, art. 173 og 176)

7 Et annullationssoegsmaal til proevelse af en afgoerelse, der blot bekraefter en tidligere afgoerelse, der ikke er blevet anfaegtet rettidigt, skal afvises.

8 Der er intet, der forbyder Kommissionen at traeffe afgoerelse vedroerende flere overtraedelser af traktatens konkurrenceregler ved en enkelt beslutning, endog selv om nogle adressater ikke er beroert af alle overtraedelserne, naar blot det for hver adressat er muligt med sikkerhed af beslutningen at uddrage de klagepunkter, der vedroerer den paagaeldende.

En saadan beslutning skal, selv om den er udformet og offentliggjort som én enkelt beslutning, betragtes som en samling individuelle beslutninger, der i forhold til hver enkelt adressat fastslaar, hvilke(n) overtraedelse(r) virksomheden har begaaet, og eventuelt paalaegger virksomheden en boede. I henhold til traktatens artikel 189 er hver enkelt af disse individuelle beslutninger bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at vaere rettet til. Hvis en adressat ikke i medfoer af traktatens artikel 173 har anlagt annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen i forhold til den paagaeldende virksomhed, vedbliver beslutningen med at vaere gyldig og bindende for denne.

Hvis en adressat beslutter at anlaegge et annullationssoegsmaal, skal Faellesskabets retsinstanser kun tage stilling til de elementer i beslutningen, der vedroerer den paagaeldende virksomhed. De elementer i beslutningen, der vedroerer andre adressater, og som ikke er blevet anfaegtet, er derimod ikke en del af genstanden for den sag, som Faellesskabets retsinstanser skal afgoere. Faellesskabets retsinstanser kan i forbindelse med et annullationssoegsmaal kun traeffe afgoerelse vedroerende den sagsgenstand, som parterne har forelagt dem. En beslutning som den ovenfor beskrevne kan derfor kun annulleres i forhold til de adressater, der faar medhold i de sager, de har anlagt ved Faellesskabets retsinstanser.

9 Ordlyden af traktatens artikel 176 giver ikke grundlag for at antage, at den i bestemmelsen fastsatte forpligtelse udelukkende gaelder i forhold til retsstillingen for parterne i den sag, den paagaeldende dom er afsagt i. Det kan derfor ikke paa forhaand udelukkes, at de foranstaltninger, den paagaeldende institution skal traeffe, undtagelsesvis kan raekke ud over de egentlige rammer for den sag, der foerte til annullationsdommen, med henblik paa at fjerne virkningerne af de ved dommen fastslaaede ulovligheder.

Under disse omstaendigheder kan den paagaeldende institution i medfoer af traktatens artikel 176 vaere forpligtet til paa baggrund af en anmodning, der er indgivet inden for en rimelig frist, at undersoege, om den ikke alene boer traeffe foranstaltninger i forhold til de parter, der har faaet medhold, men ogsaa i forhold til de adressater for retsakten, som ikke har anlagt annullationssoegsmaal. Naar en dom fra Domstolen medfoerer, at en konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, bortfalder, fordi den paastaaede samordnede praksis ikke er godtgjort, ville det vaere i strid med legalitetsprincippet, saafremt Kommissionen ikke havde pligt til at undersoege sin oprindelige beslutning i forhold til en anden deltager i den samme samordnede praksis, som er truffet paa samme faktiske grundlag.

Omfanget af en saadan pligt til at foretage en fornyet undersoegelse skal fastlaegges paa grundlag af saavel konklusionen som praemisserne i dommen om annullation. Den paagaeldende institution skal saaledes med henblik paa at efterkomme en saadan dom og opfylde den fuldt ud ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecist gaar ud paa.

10 Der findes ganske vist ikke saerlige bestemmelser om tilbagekaldelse af beslutninger truffet af Kommissionen i henhold til artikel 3 og 15 i forordning nr. 17, hvorved der er konstateret overtraedelser af traktatens artikel 85 og 86 og paalagt boeder for saadanne overtraedelser, men forordningen er heller ikke til hinder for, at Kommissionen til fordel for den paagaeldende virksomhed tager en saadan beslutning op til fornyet overvejelse, saafremt den indeholder ulovlige elementer.

Domstolen har fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne, med forbehold af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, kan tilbagekalde en beslutning, hvorved der er givet adressaten en fordel, med den begrundelse, at beslutningen er ulovlig. Dette gaelder saa meget desto mere i en situation, hvor den paagaeldende beslutning alene paalaegger adressaten byrder eller sanktioner.

11 Saafremt Kommissionen paa grundlag af en fornyet undersoegelse af en beslutning om en procedure vedroerende overtraedelse af konkurrencereglerne paa baggrund af en dom om delvis annullation af denne beslutning maatte konkludere, at visse af konstateringerne af overtraedelser af traktatens artikel 85 begaaet af adressater, der ikke har anlagt annullationssoegsmaal, var ulovlige, er den ikke alene berettiget til at tilbagebetale de boeder, der er betalt i anledning af disse konstateringer, men den er ogsaa forpligtet hertil i medfoer af legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik, idet artikel 176 ellers ville miste sin effektive virkning. Budgetregler forhindrer ikke en tilbagebetaling af boederne. Saadanne regler, som skal sikre en korrekt oekonomisk forvaltning inden for institutionerne, kan nemlig ikke give grundlag for at begraense beskyttelsen af borgernes rettigheder eller forhindre Faellesskabets institutioner i at opfylde en dom om annullation.

12 Paastande, som nedlaegges i et annullationssoegsmaal og gaar ud paa, at Kommissionen tilpligtes at traeffe alle de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom om annullation af en beslutning, herunder navnlig at tilbagebetale boeder, der er betalt i medfoer af den annullerede beslutning, maa afvises.

Faellesskabets retsinstanser har i forbindelse med et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 ikke kompetence til at meddele faellesskabsinstitutionerne paalaeg. Traktatens artikel 176 hjemler en kompetencefordeling mellem den doemmende og den administrative myndighed, som indebaerer, at det er den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, der skal fastlaegge de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af en dom om annullation, idet den herved raader over et skoen, som er undergivet Faellesskabets retsinstansers kontrol og skal udoeves under hensyntagen til saavel konklusionen og praemisserne i den dom, den skal opfylde, som de faellesskabsretlige bestemmelser.

I sag T-227/95,

AssiDomaen Kraft Products AB, Stockholm,

AB Iggesunds Bruk, OErnskoeldsvik (Sverige),

Korsnaes AB, Gaevle (Sverige),

MoDo Paper AB, OErnskoeldsvik (Sverige),

Soedra Cell AB, Vaexjoe (Sverige),

Stora Kopparbergs Bergslags AB, Falun (Sverige),

Svenska Cellulosa AB, Sundsvall (Sverige),

ved solicitor of the Supreme Court of England and Wales, John E. Pheasant, og advokat Christophe Raux, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Loesch & Wolter, 11, rue Goethe,

sagsoegere,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Wouter Wils, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 4. oktober 1995 om at afvise de af sagsoegerne paa baggrund af Domstolens dom af 31. marts 1993 i de forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 1307), fremsatte anmodninger om tilbagebetaling af de boeder, der blev paalagt sagsoegerne ved Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.725 - cellulose) (EFT 1985 L 85, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, B. Vesterdorf, og dommerne C.W. Bellamy og A. Kalogeropoulos,

justitssekretaer: H. Jung,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 11. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder

1 Naervaerende sag har samme faktiske og retlige baggrund som Domstolens dom af 31. marts 1993 i de forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen (Sml. I, s. 1307, herefter »dommen af 31. marts 1993«), hvorved Domstolen delvis annullerede Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/29.725 - Cellulose) (EFT 1985 L 85, s. 1, herefter »cellulosebeslutningen«). De naermere omstaendigheder i sagen fremgaar af den naevnte beslutning og af Domstolens dom.

2 De syv sagsoegere i naervaerende sag er selskaber, der er etableret i Sverige og driver virksomhed paa omraadet for cellulose. De udgoer ti af de elleve svenske adressater (nr. 30-39) for cellulosebeslutningen (herefter »de svenske adressater«) eller disses successorer.

3 I cellulosebeslutningen fastslog Kommissionen, at et vist antal af de 43 adressater for beslutningen i visse naermere bestemte perioder havde overtraadt artikel 85, stk. 1, i EOEF-traktaten, nu EF-traktaten (herefter »traktaten«), bl.a. ved at have samordnet priserne paa bleget sulfatcellulose.

4 I cellulosebeslutningens artikel 1 opregnes de af Kommissionen konstaterede overtraedelser, de beroerte adressater og de relevante perioder. De for naervaerende sag relevante overtraedelser, som ifoelge beslutningen var begaaet af de svenske adressater, er foelgende:

5 I cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1, fastslog Kommissionen, at de svenske adressater - med undtagelse af Billerud-Uddeholm og Uddeholm AB - og andre finske, amerikanske, canadiske og norske producenter havde samordnet »de priser paa bleget sulfatcellulose, som de annoncerede for levering til Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab«, i hele eller dele af perioden fra 1975 til 1981.

6 Ifoelge artikel 1, stk. 2, havde alle de svenske adressater overtraadt traktatens artikel 85 ved at have samordnet de faktiske faktureringspriser paa bleget sulfatcellulose, der blev anvendt i Faellesskabet, i hvert fald for kunder i Belgien, Frankrig, Forbundsrepublikken Tyskland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

7 Ved cellulosebeslutningens artikel 3 paalagde Kommissionen naesten samtlige beslutningens adressater boeder paa mellem 50 000 og 500 000 ECU. Ni af de svenske adressater blev paalagt boeder. Disse virksomheder anlagde ikke annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen, men betalte deres boeder.

8 26 andre af de 43 oprindelige adressater for cellulosebeslutningen eller deres successorer anlagde annullationssoegsmaal ved Domstolen til proevelse af beslutningen i medfoer af traktatens artikel 173. Ved dommen af 31. marts 1993 annullerede Domstolen bl.a. cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, som fastslaar overtraedelser af traktatens artikel 85, stk. 1. Endvidere ophaevede eller nedsatte Domstolen de boeder, som var paalagt de virksomheder, der havde anlagt sagerne.

9 Den relevante del af konklusionen i dommen af 31. marts 1993 har foelgende ordlyd:

»1) Artikel 1, stk. 1, i Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 annulleres.

2) Artikel 1, stk. 2, i den naevnte beslutning annulleres.

...

7) De boeder, som er paalagt sagsoegerne, bortfalder, undtagen boeden til Finncell samt boederne til Canfor, MacMillan, St Anne og Westar, hvilke sidste nedsaettes til 20 000 ECU.

...«

10 Efter afsigelsen af denne dom anmodede sagsoegerne ved skrivelse af 24. november 1993 Kommissionen om at foretage en fornyet undersoegelse af deres retsstilling paa baggrund af dommen og tilbagebetale de boeder, de havde betalt, i det omfang hver enkelt boede oversteg det beloeb paa 20 000 ECU, som i henhold til dommen skulle betales af visse sagsoegere paa grund af overtraedelser, i relation til hvilke cellulosebeslutningen ikke var blevet annulleret.

11 Skrivelsen af 24. november 1993 har foelgende ordlyd:

»... The Swedish respondents contend that the Commission may not retain the fines they paid for infringements of Article 85(1) by concertation on announced and transaction prices once the ECJ has annulled the Commission's relevant finding.

...

The Swedish undertakings who paid fines in respect of infringements of Article 85(1) which have now been annulled by the Court are entitled to recover those fines. It is clear from the caselaw (see, for example, the two Snupat cases - [1959] ECR 127 and [1961] ECR 53) that there is an obligation on the relevant Community institution (in this case, the Commission), to review the position of undertakings in a similar position, where the ECJ makes a ruling which is not addressed to those undertakings.

In this case, the Swedish respondents are in an identical position to the wood pulp producers who appealed the Commission's decision. The Court has annulled the Commission's findings in relations to concertation on announced and transaction prices. The Commission therefore has a duty to review the position of the Swedish respondents and to return that part of the fines paid by them which relates to the two infringements of Article 85 (1) which have been annulled.«

(»... De svenske adressater er af den opfattelse, at Kommissionen ikke kan beholde de boeder, som de har betalt for overtraedelser af artikel 85, stk. 1, i form af samordning af annoncerede priser og faktureringspriser, naar EF-Domstolen har annulleret Kommissionens beslutning i saa henseende.

...

De svenske virksomheder, der har betalt boeder for overtraedelser af artikel 85, stk. 1, som nu er blevet annulleret af Domstolen, har krav paa tilbagebetaling af boederne. Det fremgaar klart af retspraksis (jf. f.eks. de to SNUPAT-domme, Rec. 1959, s. 275, og Rec. 1961, s. 103 (o.a.: Sml. 1954-1964, s. 141 og 247)), at den beroerte faellesskabsinstitution (i det konkrete tilfaelde Kommissionen) har pligt til at foretage en fornyet undersoegelse af situationen for virksomheder, der er i en tilsvarende situation, naar EF-Domstolen afsiger en dom, der ikke vedroerer disse virksomheder.

I det foreliggende tilfaelde er de svenske adressater i noejagtig samme situation som de celluloseproducenter, som anlagde sag til proevelse af Kommissionens beslutning. Domstolen har annulleret beslutningen for saa vidt angaar konstateringen af en samordning af de annoncerede priser og faktureringspriserne. Kommissionen har derfor pligt til at foretage en fornyet undersoegelse af de svenske adressaters situation og tilbagebetale den del af de af dem betalte boeder, der vedroerer de to overtraedelser af artikel 85, stk. 1, i relation til hvilke beslutningen er blevet annulleret«.)

12 Ved skrivelse af 6. december 1993 oplyste Kommissionens tjenestegrene sagsoegerne om, at deres skrivelse af 24. november 1993 var blevet oversendt til Generaldirektoratet for Budgetter (GD XIX), som skulle undersoege, om det kunne imoedekomme anmodningen.

13 Ved skrivelse af 4. februar 1994 meddelte generaldirektoeren for Generaldirektoratet for Konkurrence (GD IV) sagsoegerne, at Kommissionen agtede at give afslag paa anmodningen, og der blev givet sagsoegerne en frist til at fremkomme med deres eventuelle bemaerkninger.

14 Som svar paa sidstnaevnte skrivelse anmodede sagsoegerne ved skrivelse af 8. april 1994 Kommissionen om at traeffe en endelig beslutning angaaende de retlige konsekvenser af dommen af 31. marts 1993. De gentog denne anmodning ved skrivelser af 24. oktober og 21. december 1994.

15 Ved skrivelse af 4. oktober 1995 (herefter »skrivelsen af 4. oktober 1995« eller »den anfaegtede beslutning«) afviste konkurrencekommissaeren at imoedekomme sagsoegernes anmodning om tilbagebetaling af boederne. Det hedder i skrivelsen:

»In your letter of 24 November 1993 you asked the Commission to review the position of your clients ('the Swedish respondents') in light of the Court's judgment of 31 March 1993. More specifically, you requested the Commission to return the fines relating to the infringements found in the parts of its decision which had been annulled by the aforesaid judgment. Having received a preliminary reaction of my services (letter of 4 February 1994 signed by the Director General for Competition), you reiterated your request in your letters of 8 April, 24 October and 21 December 1994.

I do not see any possibility to accept your request. Article 3 of the decision imposed a fine on each of the producers on an individual basis. Consequently, in point 7 of the operative part of its judgment, the Court annulled or reduced the fines imposed on each of the undertakings who were applicants before it. In the absence of an application of annulment on behalf of your clients, the Court did not and indeed could not annul the parts of Article 3 imposing a fine on them. It follows that the obligation of the Commission to comply with the judgment of the Court has been fulfilled in its entirety by the Commission reimbursing the fines paid by the successful applicants. As the judgment does not affect the decision with regard to your clients, the Commission was neither obliged nor indeed entitled to reimburse the fines paid by your clients.

As your clients' payment is based on a decision which still stands with regard to them, and which is binding not only on your clients but also on the Commission, your request for reimbursement cannot be granted.«

(»I Deres skrivelse af 24. november 1993 anmodede De Kommissionen om at foretage en fornyet undersoegelse af Deres klienters ('de svenske adressaters') situation paa baggrund af Domstolens dom af 31. marts 1993. De anmodede naermere bestemt Kommissionen om at tilbagebetale de boeder, der vedroerer overtraedelser, som blev fastslaaet i de dele af Kommissionens beslutning, der blev annulleret ved den naevnte dom. Efter at have modtaget en foreloebig stillingtagen fra Kommissionens tjenestegrene (skrivelse af 4.2.1994 underskrevet af generaldirektoeren for konkurrence) gentog De deres anmodning i Deres skrivelser af 8. april, 24. oktober og 21. december 1994.

Jeg ser ingen muligheder for at imoedekomme Deres anmodning. Der blev ved beslutningens artikel 3 paalagt hver enkelt producent en boede paa individuelt grundlag. I overensstemmelse hermed ophaevede eller nedsatte Domstolen de boeder, der var paalagt hver enkelt af de virksomheder, som havde anlagt sag ved Domstolen, jf. domskonklusionens punkt 7. Da Deres klienter ikke havde anlagt annullationssoegsmaal, kunne Domstolen ikke annullere artikel 3, for saa vidt som der herved blev paalagt Deres klienter en boede. Kommissionen har saaledes fuldt ud opfyldt Domstolens dom ved at tilbagebetale de boeder, der var betalt af de sagsoegere, der fik medhold. Eftersom dommen ikke paavirker beslutningen i relation til Deres klienter, var Kommissionen hverken forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de boeder, Deres klienter har betalt.

Da de af deres klienter betalte boeder hviler paa en beslutning, som stadig er gyldig i forhold til dem, og som ikke alene er bindende for Deres klienter, men ogsaa for Kommissionen, kan Deres anmodning om tilbagebetaling ikke imoedekommes.«)

Retsforhandlinger og parternes paastande

16 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. december 1995 har sagsoegerne anlagt naervaerende sag.

17 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling og opfordret Kommissionen til under retsmoedet at udtale sig vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt Domstolens dom af 22. marts 1961 i de forenede sager 42/59 og 49/59, SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed (Sml. 1954-1964, s. 247, org. ref.: Rec. s. 99), er relevant.

18 I retsmoedet den 11. september 1996 afgav parterne mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten sammensat af afdelingsformanden, H. Kirschner, og dommerne B. Vesterdorf, C.W. Bellamy, A. Kalogeropoulos og A. Potocki.

19 Efter at dommer H. Kirschner er afgaaet ved doeden den 6. februar 1997, har raadslagningen og afstemningen i overensstemmelse med procesreglementets artikel 32 fundet sted med deltagelse af de tre dommere, der har underskrevet dommen.

20 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Beslutningen af 4. oktober 1995 annulleres.

- Kommissionen tilpligtes at traeffe alle de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom af 31. marts 1993, herunder navnlig at tilbagebetale sagsoegerne de boeder, der er betalt af dem eller af de virksomheder, hvis rettigheder og forpligtelser de har overtaget, med de beloeb, der er angivet i bilag 6 til staevningen.

- Kommissionen tilpligtes at forrente beloebene fra datoen for de svenske adressaters betaling af boederne, indtil tilbagebetaling sker, med

- oprindelig den af Den Europaeiske Fond for Monetaert Samarbejde anvendte rentesats, siden den af Det Europaeiske Monetaere Institut anvendte sats, begge forhoejet med 1,5 procentpoint, eller

- Banque Nationale de Belgique's gaeldende udlaansrentesats forhoejet med et procentpoint,

op til de i bilag 9 til staevningen anfoerte rentebeloeb.

- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises.

- Subsidiaert: frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Den foerste paastand om annullation af den beslutning, der haevdes at vaere indeholdt i skrivelsen af 4. oktober 1995

Formaliteten

Parternes argumenter

22 Kommissionen har gjort gaeldende, at annullationspaastanden boer afvises, idet skrivelsen af 4. oktober 1995 alene udgoer en bekraeftelse af cellulosebeslutningen for saa vidt angaar sagsoegerne. Skrivelsen er saaledes ikke en retsakt, der kan anfaegtes.

23 Skrivelsen af 4. oktober 1995 indeholder i forhold til cellulosebeslutningen ingen nye elementer, der aendrer sagsoegernes retsstilling. Det bekraeftes i skrivelsen blot, at cellulosebeslutningen fortsat er gyldig for sagsoegernes vedkommende, og at der saaledes ikke er anledning til at genoptage beslutningen.

24 Selv om der er nedlagt paastand om annullation af en ny beslutning, der haevdes at vaere indeholdt i skrivelsen af 4. oktober 1995, drejer sagen sig i realiteten om cellulosebeslutningen. Da fristen for et annullationssoegsmaal til proevelse af cellulosebeslutningen for laengst er udloebet, maa naervaerende sag derfor afvises.

25 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at skrivelsen af 4. oktober 1995 er en retsakt, der kan anfaegtes i medfoer af traktatens artikel 173.

26 Skrivelsen maa nemlig betragtes som en ny beslutning i forhold til cellulosebeslutningen. I skrivelsen tager Kommissionen for foerste gang stilling til de forpligtelser, der for den foelger af dommen af 31. marts 1993, og den beslutter paa grundlag heraf ikke at tilbagebetale de boeder, der er betalt af sagsoegerne og af de virksomheder, hvis rettigheder og forpligtelser de har overtaget.

27 Det er derfor ikke korrekt, at skrivelsen af 4. oktober 1995 intet indeholder, der ikke allerede fremgik af cellulosebeslutningen. I cellulosebeslutningen fastslog Kommissionen, at sagsoegerne havde begaaet forskellige overtraedelser af konkurrencereglerne, og det blev paalagt sagsoegerne at bringe disse overtraedelser til ophoer, ligesom de blev paalagt boeder. I skrivelsen af 4. oktober 1995 traf Kommissionen derimod for foerste gang en klar og endelig beslutning om ikke at tilbagebetale boederne.

28 Der er tale om en retsakt, der umiddelbart og uigenkaldeligt paavirker de paagaeldende virksomheders retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, og Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667).

Rettens bemaerkninger

29 Indledningsvis bemaerkes, at det fremgaar af fast retspraksis, at soegsmaal til anfaegtelse af rent bekraeftende afgoerelser af tidligere afgoerelser, der ikke er blevet anfaegtet rettidigt, skal afvises (Domstolens dom af 15.12.1988, forenede sager 166/86 og 220/86, Irish Cement mod Kommissionen, Sml. s. 6473, praemis 16, og Rettens dom af 14.7.1995, sag T-275/94, Groupement des cartes bancaires »CB« mod Kommissionen, Sml. II, s. 2169, praemis 27). En retsakt, der blot bekraefter en tidligere retsakt, kan ikke give de beroerte mulighed for paa ny at rejse spoergsmaalet om lovligheden af den bekraeftede retsakt (dommen af 22.3.1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, a.st., Rec. s. 146).

30 I det foreliggende tilfaelde anmodede sagsoegerne ved deres skrivelse af 24. november 1993 Kommissionen om paa baggrund af praemisserne i dommen af 31. marts 1993 at foretage en fornyet undersoegelse af cellulosebeslutningens retsvirkninger for sagsoegerne. De anmodede navnlig Kommissionen om at tilbagebetale boederne for de overtraedelser, der blev fastslaaet i de dele af beslutningen, som blev annulleret ved dommen af 31. marts 1993.

31 Denne anmodning om en fornyet undersoegelse blev afvist ved skrivelsen af 4. oktober 1995 med den begrundelse, at Kommissionen havde opfyldt dommen af 31. marts 1993 ved at tilbagebetale de betalte boeder, i det omfang de var blevet ophaevet ved Domstolens dom.

32 For at kunne afgoere, om Kommissionens afvisning af at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til sagsoegerne udgoer en rent bekraeftende retsakt, er det noedvendigt foerst at undersoege, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde i medfoer af traktatens artikel 176 havde pligt til at foretage en saadan fornyet undersoegelse.

33 Man vil nemlig kun i denne situation skulle betragte den retsakt, der er indeholdt i Kommissionens skrivelse af 4. oktober 1995, hvori der stiltiende tages stilling til omfanget af Kommissionens forpligtelser i henhold til traktatens artikel 176 som foelge af dommen af 31. marts 1993, som en ny beslutning, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal (jf. i denne henseende Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2181, praemis 8, 32 og 33), idet sidstnaevnte beslutning vil skulle anses for at vaere truffet paa en ny retlig baggrund i forhold til cellulosebeslutningen.

34 Eftersom spoergsmaalet om, hvorvidt dommen af 31. marts 1993 medfoerer en forpligtelse til at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til sagsoegerne, henhoerer under sagens realitet, boer spoergsmaalet om paastandens antagelse til realitetsbehandling behandles samtidig med realiteten.

Realiteten

Parternes argumenter

35 Sagsoegerne har fremfoert et enkelt anbringende, som gaar ud paa, at Kommissionen ved at afvise at tage cellulosebeslutningen op til fornyet overvejelse for saa vidt angaar sagsoegerne paa baggrund af dommen af 31. marts 1993 og at tilbagebetale de af dem betalte boeder har handlet i strid med de retlige konsekvenser af Domstolens dom af 31. marts 1993. Anbringendet har to led.

36 Som det foerste led i anbringendet goer sagsoegerne gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat det faellesskabsretlige princip, at en dom om annullation medfoerer, at den anfaegtede retsakt - i det konkrete tilfaelde cellulosebeslutningen - er ugyldig erga omnes og ex tunc.

37 Det fremgaar af traktatens artikel 174, stk. 1, at princippet om, at en annullationsdom har virkning erga omnes, baade gaelder for beslutninger som den her omhandlede og for forordninger, idet der i bestemmelsen ikke i relation til retsvirkningerne af, at en retsakt erklaeres ugyldig, sondres mellem de forskellige former for retsakter.

38 I modsaetning til hvad Kommissionen goer gaeldende, skal cellulosebeslutningen ikke betragtes som en samling individuelle beslutninger, men som en enkelt beslutning rettet til flere virksomheder. Denne vurdering stoettes af, at Domstolen i dommen af 31. marts 1993 konstaterede, at Kommissionen ikke har forsoegt at redegoere for, hvorledes de i beslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, fastslaaede overtraedelser vedroerte hver enkelt adressat for beslutningen med angivelse af, mellem hvilke virksomheder samordningen havde fundet sted og i hvilke perioder.

39 Endvidere fremgaar det ifoelge sagsoegerne af fast retspraksis, at en annullationsdom har virkning erga omnes (jf. Domstolens dom af 21.12.1954, sag 2/54, Italien mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 5, org. ref.: Rec. s. 73, af 11.2.1955, sag 3/54, Assider mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 9, org. ref.: Rec. s. 123, af 11.2.1955, sag 4/54, I.S.A. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 11, org. ref.: Rec. s. 177, af 28.6.1955, sag 5/55, Assider mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 17, org. ref.: Rec. s. 263, og dommen af 22.3.1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, generaladvokat Lagrange's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 27.3.1963, forenede sager 28/62, 29/62 og 30/62, Da Costa en Schaake m.fl., Sml. 1954-1964, s. 395, paa s. 399, org. ref.: Rec. s. 59, paa s. 79, generaladvokat Gand's forslag til afgoerelse forud for Domstolens kendelse af 5.10.1969, sag 50/69 R, Tyskland mod Kommissionen, Rec. s. 449, paa s. 454, generaladvokat Dutheillet de Lamothe's forslag til afgoerelse forud for Domstolens dom af 13.6.1972, forenede sager 9/71 og 11/71, Compagnie d'approvisionnement og Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 101, org. ref.: Rec. s. 391, paa s. 411, Domstolens dom af 25.11.1976, sag 30/76, Kuester mod Parlamentet, Sml. s. 1719, og generaladvokat Reischl's forslag til afgoerelse i samme sag, Sml. s. 1730, Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, af 13.5.1981, sag 66/80, International Chemical Corporation, Sml. s. 1191, dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, Domstolens dom af 2.3.1989, sag 359/87, Pinna, Sml. s. 585, og generaladvokat Lenz' forslag til afgoerelse i samme sag, punkt 13-16 og 29).

40 Sagsoegerne har anfoert, at Faellesskabets retsinstanser ganske vist kan begraense erga omnes-virkningen af deres domme (jf. f.eks. Rettens domme af 29.6.1995, henholdsvis sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, og sag T-36/91, ICI mod Kommissionen, Sml. II, s. 1847), men at Domstolen ikke har gjort brug af denne mulighed i dommen af 31. marts 1993. I modsaetning til cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 4, blev artikel 1, stk. 1 og 2, annulleret uden nogen form for begraensning med hensyn til virkningerne af annullationen, hvorfor de i de paagaeldende bestemmelser indeholdte konstateringer ogsaa blev annulleret i forhold til sagsoegerne.

41 Det kan ifoelge sagsoegerne ikke aendre noget herved, at det i domskonklusionens punkt 7 hedder, at »de boeder, som er paalagt sagsoegerne, bortfalder«. Anvendelsen af ordet »sagsoegerne« havde alene til formaal at adskille de virksomheder, hvis boeder Domstolen annullerede i det hele, fra de virksomheder, hvis boeder helt eller delvis blev stadfaestet.

42 Det foelger efter sagsoegernes opfattelse heraf, at Kommissionen i medfoer af Domstolens dom af 31. marts 1993 med henblik paa at undgaa enhver ugrundet berigelse var forpligtet til at tilbagekalde cellulosebeslutningen, for saa vidt som der herved blev paalagt de svenske adressater boeder for de i artikel 1, stk. 1 og 2, fastslaaede overtraedelser, og foretage en delvis tilbagebetaling af disse boeder med en forrentning, der svarer til Kommissionens fordel ved at have disponeret over de paagaeldende beloeb.

43 Som det andet led i anbringendet har sagsoegerne gjort gaeldende, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 176.

44 I henhold til denne bestemmelse har den beroerte institution pligt til at gennemfoere de til opfyldelse af en dom om annullation noedvendige foranstaltninger, ikke alene i forhold til sagens parter, men ogsaa i forhold til andre parter. Pligten til at opfylde en dom indebaerer bl.a., at den sagsoegte institution skal foretage en fornyet undersoegelse af lignende sager paa baggrund af dommen. I det foreliggende tilfaelde havde Kommissionen bl.a. pligt til at soerge for, at de svenske adressater, der er i en situation, der kan sidestilles med de davaerende sagsoegeres, bliver stillet paa samme maade som disse virksomheder (dommen af 22.3.1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed; jf. ogsaa Domstolens dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, og dommen i sagen Koenecke mod Kommissionen).

45 Den beroerte institution skal i dette oejemed ikke blot undersoege domskonklusionen, men ogsaa dommens praemisser (dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen). Sagsoegerne har i denne forbindelse understreget, at dommen af 31. marts 1993 indeholder nogle generelle betragtninger, der ogsaa gaelder konstateringerne vedroerende deres paastaaede overtraedelser.

46 De henviser bl.a. til, at Domstolen annullerede cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1, med den begrundelse, at Kommissionen ikke havde redegjort for bestemte dokumenters beviskraft og ikke havde godtgjort, at en samordning af priserne var den eneste sandsynlige forklaring paa den parallelle adfaerd, Kommissionen paaberaabte sig. De understreger endvidere, at artikel 1, stk. 2, blev annulleret med den begrundelse, at konstateringen af den paagaeldende overtraedelse ikke var naevnt i meddelelsen af klagepunkter, hvilket udgjorde en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion og medfoerer, at Kommissionens procedure i forhold til hver enkelt adressat for denne meddelelse af klagepunkter, som senere blev beskyldt for at have deltaget i overtraedelsen, var mangelfuld. Alle de boeder, der blev betalt paa grundlag af de paagaeldende konstateringer, skulle derfor have vaeret tilbagebetalt.

47 Kommissionen har anfoert, at det afgoerende spoergsmaal i sagen er, om en virksomhed, som Kommissionen har paalagt en boede for overtraedelse af konkurrenceretten, og som har betalt denne boede uden at anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af beslutningen, efterfoelgende kan kraeve boeden tilbagebetalt med den begrundelse, at Faellesskabets retsinstanser har annulleret boeder, der er paalagt andre virksomheder, som rettidigt har anlagt annullationssoegsmaal og faaet medhold.

48 Efter Kommissionens opfattelse maa dette spoergsmaal besvares benaegtende, da beslutninger, hvorved der paalaegges boeder, er individuelle beslutninger rettet til saerskilte adressater. Kun adressaten selv kan anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af den paagaeldende beslutning. Hvis en adressat vaelger ikke at anlaegge et saadant annullationssoegsmaal inden for de herfor fastsatte frister, vil beslutningen i overensstemmelse med traktatens artikel 189 vedblive med at vaere gyldig i forhold til den paagaeldende og bindende i alle enkeltheder. Der er saaledes intet, der giver Kommissionen pligt til - eller mulighed for - at tilbagebetale de omhandlede boeder, end ikke delvis. En imoedekommelse af sagsoegernes anmodning ville vaere ensbetydende med en omgaaelse af fristen i henhold til traktatens artikel 173.

49 Kommissionen bestrider det af sagsoegerne anfoerte om, at Domstolens annullation af cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, har virkning erga omnes, og at Kommissionen derfor er forpligtet til at tilbagebetale de boeder, der er betalt paa baggrund af de i disse to stykker indeholdte konstateringer.

50 Den har herved anfoert, at sagsoegerne sammenblander den retlige karakter af henholdsvis beslutninger og forordninger. Forordninger har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, hvorimod beslutninger er individuelle forvaltningsakter, der paavirker individuelle adressaters retsstilling. Den blotte omstaendighed, at de beslutninger, hvorved sagsoegerne blev paalagt boederne, blev truffet samtidig med beslutningerne vedroerende de andre implicerede virksomheder, aendrer intet ved den enkelte beslutnings individuelle karakter. Mens en annullation af en forordning kan have generelle virkninger, kan en annullation af en beslutning kun paavirke retsstillingen for den sagsoeger, der faar medhold.

51 Eftersom cellulosebeslutningen i realiteten udgoer en samling individuelle beslutninger rettet til de forskellige adressater og paalaegger boeder individuelt, har dommen af 31. marts 1993 ikke virkning erga omnes som anfoert af sagsoegerne. Denne fortolkning har stoette i ordlyden af domskonklusionen, hvorefter Domstolen ophaevede eller nedsatte »de boeder, som er paalagt sagsoegerne«, dvs. de boeder, der var paalagt de virksomheder, som havde anlagt sag. Domstolen kunne ikke annullere de boeder, der var paalagt de svenske adressater.

52 Over for anbringendet om, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 176, har Kommissionen anfoert, at den fuldt ud har opfyldt dommen af 31. marts 1993 ved at tilbagebetale de boeder, der var betalt af de sagsoegere, som fik medhold ved Domstolen. For saa vidt angaar de svenske adressater, som er sagsoegere i naervaerende sag, er Kommissionen hverken forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de af disse virksomheder betalte boeder.

53 Kommissionen har endelig gjort gaeldende, at sagsoegernes bemaerkning om, at Kommissionen har pligt til at soerge for, at de svenske adressater, der er i en situation, der kan sidestilles med de davaerende sagsoegeres, bliver stillet paa samme maade som disse virksomheder, er aabenbart forkert. De svenske adressater er nemlig ikke i samme situation som de oevrige adressater for beslutningen, da de netop ikke har anlagt annullationssoegsmaal inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist.

54 Kommissionen har som svar paa et spoergsmaal fra Retten under retsmoedet gjort gaeldende, at resultatet i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed ikke kan overfoeres til det foreliggende tilfaelde. Der er nemlig betydelige forskelle mellem baggrunden for naervaerende sag og baggrunden for SNUPAT-sagen (jf. ud over dommen af 22.3.1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed ogsaa Domstolens dom af 17.7.1959, forenede sager 32/58 og 33/58, SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 141, org. ref.: Rec. s. 275, og af 12.7.1962, sag 14/61, Hoogovens mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 327, org. ref.: Rec. s. 485). For det foerste havde virksomheden SNUPAT i modsaetning til de svenske adressater rettidigt benyttet alle de mulige retsmidler med henblik paa at anfaegte de for den bebyrdende beslutninger fra Den Hoeje Myndigheds side. For det andet vedroerte SNUPAT-sagen en udligningsordning, der efter sin karakter skabte en forbindelse mellem den behandling, Den Hoeje Myndighed gav de forskellige virksomheder. De fritagelser, der blev givet bestemte virksomheder, medfoerte nemlig automatisk hoejere afgifter for de andre virksomheder, herunder sagsoegeren SNUPAT. I det foreliggende tilfaelde er der ikke en saadan forbindelse mellem adressaterne.

Rettens bemaerkninger

55 Der skal foerst tages stilling til sagsoegernes argument om, at dommen af 31. marts 1993 har virkning erga omnes. Ifoelge sagsoegerne annullerede Domstolen ved dommen cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, uden at begraense raekkevidden af denne annullation, hvorfor Kommissionens konstateringer med hensyn til de i de paagaeldende bestemmelser naevnte overtraedelser ogsaa blev annulleret i forhold til sagsoegerne.

56 Dette argument kan ikke tiltraedes. Der er ganske vist intet, der forbyder Kommissionen at traeffe afgoerelse vedroerende flere overtraedelser ved en enkelt beslutning, endog selv om nogle adressater ikke er beroert af alle overtraedelserne, naar blot det for hver adressat er muligt med sikkerhed af beslutningen at uddrage de klagepunkter, der vedroerer den paagaeldende (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73, 55/73, 56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Cooeperatieve Vereniging »Suiker Unie« m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, praemis 111), men Retten finder, at cellulosebeslutningen, selv om den er udformet og offentliggjort som én enkelt beslutning, skal betragtes som en samling individuelle beslutninger, der i forhold til hver enkelt adressat fastslaar, hvilke(n) overtraedelse(r) virksomheden har begaaet, og eventuelt paalaegger virksomheden en boede. Kommissionen kunne saaledes, hvis den havde oensket det, formelt have vedtaget flere saerskilte individuelle beslutninger, der fastslog de enkelte overtraedelser af traktatens artikel 85.

57 Denne vurdering har desuden stoette i ordlyden af cellulosebeslutningens dispositive del, idet Kommissionen heri for hver enkelt virksomheds vedkommende individuelt fastslaar, hvilke overtraedelser den har begaaet, og foelgelig paalaegger beslutningens adressater individuelle boeder (jf. saerlig cellulosebeslutningens artikel 1 og 3).

58 I henhold til traktatens artikel 189 er hver enkelt af disse individuelle beslutninger, der indgaar i cellulosebeslutningen, bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at vaere rettet til. Hvis en adressat ikke i medfoer af artikel 173 har anlagt annullationssoegsmaal til proevelse af cellulosebeslutningen i forhold til den paagaeldende virksomhed, vedbliver beslutningen saaledes med at vaere gyldig og bindende for denne (jf. i samme retning Domstolens dom af 9.3.1994, sag C-188/92, TWD Textilwerke Deggendorf, Sml. I, s. 833, praemis 13).

59 Hvis en adressat beslutter at anlaegge et annullationssoegsmaal, skal Faellesskabets retsinstanser kun tage stilling til de elementer i beslutningen, der vedroerer den paagaeldende virksomhed. De elementer i beslutningen, der vedroerer andre adressater, og som ikke er blevet anfaegtet, er derimod ikke en del af genstanden for den sag, som Faellesskabets retsinstanser skal afgoere.

60 Faellesskabets retsinstanser kan i forbindelse med et annullationssoegsmaal kun traeffe afgoerelse vedroerende den sagsgenstand, som parterne har forelagt dem. En beslutning som cellulosebeslutningen kan derfor kun annulleres i forhold til de adressater, der faar medhold i de sager, de har anlagt ved Faellesskabets retsinstanser.

61 Retten finder herefter, at punkt 1 og 2 i konklusionen i Domstolens dom maa fortolkes saaledes, at cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1 og 2, kun blev annulleret, for saa vidt som bestemmelserne vedroerer de parter, der fik medhold ved Domstolen. Denne vurdering har desuden stoette i punkt 7 i domskonklusionen, hvorefter alene »de boeder, som er paalagt sagsoegerne«, ophaeves eller nedsaettes.

62 Det bemaerkes i denne forbindelse, at den retspraksis, sagsoegerne har paaberaabt sig til stoette for argumentet om, at annullationsdommen har virkning erga omnes, som anfoert af Kommissionen er irrelevant i det foreliggende tilfaelde, idet alle de citerede domme vedroerer andre retlige spoergsmaal paa baggrund af ganske saerlige faktiske omstaendigheder.

63 Anbringendets foerste led kan herefter ikke tiltraedes.

64 Der skal dernaest tages stilling til anbringendets andet led om, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 176 ved ikke at have opfyldt sin forpligtelse til at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til de svenske adressater.

65 Ifoelge traktatens artikel 176, stk. 1, har »den eller de institutioner, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, ... pligt til at gennemfoere de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger«.

66 I sin skrivelse af 4. oktober 1995 afviste Kommissionen at foretage en fornyet undersoegelse af de svenske adressaters retsstilling i relation til cellulosebeslutningen paa baggrund af dommen af 31. marts 1993 og navnlig at undersoege, om der med henblik paa opfyldelse af dommen skulle ske hel eller delvis tilbagebetaling af de boeder, der ved cellulosebeslutningen var paalagt de adressater, som ikke havde anlagt annullationssoegsmaal. Som begrundelse herfor gjorde Kommissionen gaeldende, at den under alle omstaendigheder hverken var forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de af de svenske adressater betalte boeder.

67 Det skal paa grundlag af denne argumentation foerst undersoeges, om Kommissionen i medfoer af traktatens artikel 176 havde pligt til paa baggrund af dommen af 31. marts 1993 at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til de adressater, der ikke rettidigt havde anlagt annullationssoegsmaal. Retten skal i saa fald dernaest tage stilling til, om Kommissionen i det foreliggende tilfaelde havde ret til at afvise at foretage en saadan fornyet undersoegelse med den begrundelse, at den hverken var forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de betalte boeder.

68 Med henblik paa at fastlaegge omfanget af Kommissionens forpligtelser i henhold til traktatens artikel 176 i det foreliggende tilfaelde skal indholdet af forpligtelsen til at gennemfoere »de til dommens opfyldelse noedvendige foranstaltninger« defineres naermere, idet det skal afgoeres, om denne forpligtelse ogsaa omfatter foranstaltninger vedroerende de adressater for cellulosebeslutningen, der ikke havde anlagt annullationssoegsmaal inden for den i traktatens artikel 173 fastsatte frist.

69 Ordlyden af traktatens artikel 176 giver ikke grundlag for at antage, at den i bestemmelsen fastsatte forpligtelse udelukkende gaelder i forhold til retsstillingen for parterne i den sag, den paagaeldende dom er afsagt i. Det kan derfor ikke paa forhaand udelukkes, at de foranstaltninger, den paagaeldende institution skal traeffe, undtagelsesvis kan raekke ud over de egentlige rammer for den sag, der foerte til annullationsdommen, med henblik paa at fjerne virkningerne af de ved dommen fastslaaede ulovligheder (jf. i denne retning dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, praemis 28-31).

70 Dette synspunkt er blevet indtaget af Domstolen i relation til EKSF-traktatens artikel 34, som fastsaetter forpligtelser for den beroerte institution, der svarer til de i EF-traktatens artikel 176 fastsatte. Ved dommen af 22. marts 1961 i sagen SNUPAT mod Den Hoeje Myndighed fastslog Domstolen, at Den Hoeje Myndighed som foelge af en dom, hvorved det var blevet fastslaaet, at en forvaltningsakt, der gav sagsoegeren bestemte fordele i form af fritagelser var ulovlig, havde pligt til at tage sin tidligere holdning til lovligheden af disse fritagelser op til fornyet overvejelse og undersoege, om lignende beslutninger, der tidligere var truffet til fordel for andre virksomheder, kunne fastholdes under hensyntagen til de ved dommen fastslaaede principper. Desuden kunne Den Hoeje Myndighed efter omstaendighederne i medfoer af legalitetsprincippet vaere forpligtet til at ophaeve sidstnaevnte beslutninger (Rec. s. 150 og s. 159-161).

71 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om denne retspraksis kan overfoeres til det foreliggende tilfaelde, finder Retten, at tre forhold er relevante. For det foerste annullerer dommen af 31. marts 1993 en del af en retsakt bestaaende af flere individuelle beslutninger, som er truffet som afslutning paa samme administrative procedure. For det andet var sagsoegerne i naervaerende sag ikke alene adressater for samme retsakt, men de blev ogsaa paalagt boeder for paastaaede overtraedelser af traktatens artikel 85, med hensyn til hvilke retsakten i forhold til de adressater, der havde anlagt et soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173, blev annulleret ved dommen af 31. marts 1993. For det tredje er de individuelle beslutninger, der blev truffet i forhold til sagsoegerne i naervaerende sag, ifoelge disse baseret paa de samme faktiske konstateringer og de samme oekonomiske og retlige vurderinger som dem, der blev underkendt ved dommen.

72 Under disse omstaendigheder finder Retten, at den paagaeldende institution i medfoer af traktatens artikel 176 kan vaere forpligtet til paa baggrund af en anmodning, der er indgivet inden for en rimelig frist, at undersoege, om den ikke alene boer traeffe foranstaltninger i forhold til de parter, der har faaet medhold, men ogsaa i forhold til de adressater for retsakten, som ikke har anlagt annullationssoegsmaal. Naar en dom fra Domstolen medfoerer, at en konstatering af en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, bortfalder, fordi den paastaaede samordnede praksis ikke er godtgjort, ville det vaere i strid med legalitetsprincippet, saafremt Kommissionen ikke havde pligt til at undersoege sin oprindelige beslutning i forhold til en anden deltager i den samme samordnede praksis, som er truffet paa samme faktiske grundlag.

73 Det skal dernaest fastlaegges, hvilke forpligtelser der foelger af dommen af 31. marts 1993, og i lyset af de netop opregnede principper undersoeges, hvorvidt dommen indebaerer en forpligtelse for Kommissionen til at foretage en fornyet undersoegelse af de svenske adressaters retsstilling i forhold til cellulosebeslutningen. Der skal herved baade foretages en gennemgang af domskonklusionen og af praemisserne.

74 Det fremgaar saaledes af Domstolens praksis, at den paagaeldende institution med henblik paa at efterkomme en saadan dom og opfylde den fuldt ud ikke blot skal tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecist gaar ud paa. Det er nemlig disse praemisser, som dels fastslaar, noejagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de noejagtige grunde til den i konklusionen fastslaaede ulovlighed, og som den paagaeldende institution skal tage hensyn til, naar den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret (dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen, praemis 27).

75 I det foreliggende tilfaelde maa det konstateres, at Domstolen annullerede cellulosebeslutningens artikel 1, stk. 1, paa grundlag af nogle betragtninger, der generelt vedroerer Kommissionens undersoegelse af cellulosemarkedet og ikke hviler paa nogen form for undersoegelse af cellulosebeslutningens adressaters individuelle adfaerd eller praksis.

76 Der skal i denne forbindelse erindres om, at Kommissionen ved den naevnte bestemmelse i beslutningen havde fastslaaet, at der forelaa en samordning mellem celluloseproducenter - herunder alle de svenske adressater, der er sagsoegere i naervaerende sag - af priserne paa bleget sulfatcellulose for levering til Faellesskabet i hele eller dele af perioden 1975-1981. Samordningen kom til udtryk ved et system med kvartalsvise prisannonceringer.

77 Domstolen fastslog imidlertid, at systemet med kvartalsvise prisannonceringer ikke i sig selv var i strid med traktatens artikel 85, stk. 1 (dommens praemis 64 og 65), og forkastede Kommissionens synspunkt om, at prisannonceringssystemet var bevis for en samordning paa et tidligere stadium (dommens praemis 66-127).

78 For saa vidt angaar dette sidstnaevnte synspunkt fastslog Domstolen for det foerste, at de telexer, der naevnes i cellulosebeslutningens betragtning 61 ff., ikke kunne tages i betragtning som bevis for sagsoegernes paastaaede overtraedelse, da Kommissionen ikke kunne angive disse dokumenters beviskraft noejere.

79 For det andet udtalte Domstolen med hensyn til de oevrige beviser, Kommissionen havde fremlagt, at det ikke var godtgjort, at en samordning af priserne var den eneste sandsynlige forklaring paa tegnene paa en parallel adfaerd paa markedet.

80 Domstolen kunne saaledes paa grundlag af nogle sagkyndige erklaeringer konstatere, at prisannonceringssystemet kunne betragtes som en rationel reaktion paa, at cellulosemarkedet var et langsigtet marked, og paa baade koebernes og saelgernes behov for at begraense de forretningsmaessige risici. Sammenfaldet mellem prisannonceringsdatoerne kunne betragtes som en direkte foelge af den hoeje grad af gennemskuelighed paa markedet, som ikke noedvendigvis maatte betragtes som kunstig. Endelig kunne paralleliteten mellem priser og pristendenser ifoelge Domstolen forklares paa tilfredsstillende maade med de oligopolistiske tendenser paa markedet og de saerlige omstaendigheder, der gjorde sig gaeldende i visse perioder (dommens praemis 126).

81 Da der ikke forelaa en samling tungtvejende, noejagtige og samstemmende beviser, fandt Domstolen derfor, at Kommissionen ikke havde bevist, at der havde fundet samordning sted af de annoncerede priser (dommens praemis 127).

82 Retten finder, at disse betragtninger fra Domstolens side - som generelt vedroerer rigtigheden af Kommissionens oekonomiske og retlige vurdering af den parallelle adfaerd, der var observeret paa markedet - kan rejse alvorlig tvivl om lovligheden af cellulosebeslutningen, for saa vidt som det i dennes artikel 1, stk. 1, fastslaas, at de svenske adressater ogsaa har overtraadt traktatens artikel 85, stk. 1, ved at have samordnet priserne paa bleget sulfatcellulose for levering til Faellesskabet i de angivne perioder.

83 Kommissionen fastslaar ganske vist i betragtning 82 til cellulosebeslutningen, at beviset for samordningen baade var de forskellige former for direkte eller indirekte udveksling af oplysninger og den konstaterede parallelle adfaerd (jf. ogsaa praemis 66 i dommen af 31.3.1993), men det fremgaar af Kommissionens svar paa Domstolens spoergsmaal, at det vaesentligste bevis for den konstaterede overtraedelse var den parallelle adfaerd, der var observeret paa markedet. Ifoelge Kommissionen byggede konstateringen af en samordning af de annoncerede priser eller faktureringspriserne i intet tilfaelde alene paa de telexer eller andre dokumenter, der er naevnt i betragtning 61-70 til cellulosebeslutningen (jf. punkt VII.F i retsmoederapporten i den sag, der foerte til dommen af 31.3.1993, Sml. 1993 I, s. 1416).

84 Selv hvis det antages, at de sidstnaevnte dokumenter kan give grundlag for nogle af eller alle konstateringerne i cellulosebeslutningens dispositive del i forhold til visse af de svenske adressater (jf. i denne forbindelse generaladvokat Darmon's forslag til afgoerelse forud for dommen af 31.3.1993, punkt 464-476), aendrer dette ikke noget ved, at Domstolen forkastede Kommissionens vaesentligste bevis for en prissamordning og dermed for en overtraedelse af traktatens artikel 85 i forhold til alle cellulosebeslutningens adressater. Retten finder, at dommen paa dette punkt klart kan paavirke konstateringerne vedroerende de svenske adressater.

85 Ud fra disse betragtninger, og uden at det er noedvendigt at undersoege, hvilken betydning Domstolens konstateringer i praemis 40 ff. i dommen af 31. marts 1993 vedroerende manglerne ved meddelelsen af klagepunkter kan have for fastslaaelsen af de svenske adressaters overtraedelse i form af en samordning af faktureringspriserne, finder Retten, at Kommissionen - i medfoer af traktatens artikel 176 og princippet om god forvaltningsskik - paa grundlag af sagsoegernes anmodning havde pligt til paa baggrund af praemisserne i dommen af 31. marts 1993 at foretage en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til de svenske adressater og vurdere, om de betalte boeder paa grundlag af en saadan undersoegelse skulle tilbagebetales.

86 Det foelger heraf, at skrivelsen af 4. oktober 1995, som paa ingen maade blot er en bekraeftelse af den vurdering, der blev anlagt i cellulosebeslutningen, noedvendigvis indeholder en beslutning fra Kommissionens side i medfoer af traktatens artikel 176 om, at praemisserne i dommen af 31. marts 1993 ikke medfoerte en forpligtelse for Kommissionen til at tage sin tidligere holdning op til fornyet overvejelse. Der er tale om en ny beslutning, som sagsoegerne kunne anfaegte, hvilket de har gjort rettidigt ved naervaerende soegsmaal. Sagen maa derfor antages til realitetsbehandling.

87 Den ovennaevnte dom i sagen TWD Textilwerke Deggendorf findes ikke at vaere til hinder for en beslutning om antagelse til realitetsbehandling, idet en saadan beslutning ikke giver sagsoegerne mulighed for at omgaa soegsmaalsfristerne og dermed cellulosebeslutningens endelige karakter i forhold til dem. I modsaetning til hvad der var tilfaeldet i Deggendorf-sagen, hvor den paagaeldende virksomhed i forbindelse med en praejudiciel sag forsoegte at goere gaeldende, at en beslutning, som den ikke havde anfaegtet inden for den i artikel 173 fastsatte frist, var ulovlig, er genstanden for domstolsproevelsen i naervaerende sag ikke den oprindelige beslutning, dvs. cellulosebeslutningen, men en ny beslutning truffet i medfoer af traktatens artikel 176.

88 Saafremt Kommissionen paa grundlag af en fornyet undersoegelse af cellulosebeslutningen i overensstemmelse med traktatens artikel 176 maatte konkludere, at visse af konstateringerne af overtraedelser af traktatens artikel 85 fra de svenske adressaters side var ulovlige, skal der herefter tages stilling til Kommissionens argumenter om, at den i oevrigt hverken var forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale boederne.

89 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om Kommissionen er berettiget til at foretage en tilbagebetaling, bemaerkes, at der ganske vist ikke findes saerlige bestemmelser om tilbagekaldelse af beslutninger truffet af Kommissionen i henhold til artikel 3 og 15 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81), hvorved der er konstateret overtraedelser af sidstnaevnte artikler og paalagt boeder for saadanne overtraedelser, men forordningen er heller ikke til hinder for, at Kommissionen til fordel for den paagaeldende virksomhed tager en saadan beslutning op til fornyet overvejelse, saafremt den indeholder ulovlige elementer.

90 Der er i denne forbindelse grund til at erindre om retspraksis vedroerende tilbagekaldelse af forvaltningsakter, der giver adressaten subjektive rettigheder eller lignende fordele. Domstolen har fastslaaet, at faellesskabsinstitutionerne, med forbehold af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerhedsprincippet, kan tilbagekalde en beslutning, hvorved der er givet adressaten en fordel, med den begrundelse, at beslutningen er ulovlig (Domstolens dom af 12.7.1957, forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Den Faelles Forsamling, Sml. 1954-1964, s. 45, org. ref.: Rec. s. 81, af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, og af 26.2.1987, sag 15/85, Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, Sml. s. 1005).

91 Denne retspraksis gaelder saa meget desto mere i en situation, hvor den paagaeldende beslutning alene paalaegger adressaten byrder eller sanktioner som i det foreliggende tilfaelde. I en saadan situation er der nemlig ikke hensyn til beskyttelse af den berettigede forventning og adressatens velerhvervede rettigheder, der forhindrer Kommissionen i at tilbagekalde beslutningen.

92 Retten finder saaledes, at Kommissionen, saafremt den paa grundlag af en fornyet undersoegelse af cellulosebeslutningen paa baggrund af praemisserne i dommen af 31. marts 1993 maatte konkludere, at visse af konstateringerne af overtraedelser af traktatens artikel 85 fra de svenske adressaters side var ulovlige, er berettiget til at tilbagebetale de boeder, der er betalt i anledning af disse konstateringer. Kommissionen er i en saadan situation i medfoer af legalitetsprincippet og princippet om god forvaltningsskik ogsaa forpligtet til at tilbagebetale boederne, som i saa fald ikke har noget retligt grundlag, idet artikel 176 ellers ville miste sin effektive virkning.

93 Kommissionen kan ikke goere gaeldende, at budgetregler forhindrer en tilbagebetaling af boederne. Saadanne regler, som skal sikre en korrekt oekonomisk forvaltning inden for institutionerne, kan nemlig ikke give grundlag for at begraense beskyttelsen af borgernes rettigheder eller forhindre Faellesskabets institutioner i at opfylde en dom om annullation.

94 Det foelger af det saaledes anfoerte, at Kommissionens beslutning hviler paa en retlig vildfarelse, for saa vidt som det fremgaar af beslutningen, at Kommissionen hverken var forpligtet eller berettiget til at tilbagebetale de af sagsoegerne betalte boeder.

95 Kommissionens beslutning, som indeholdt i skrivelsen af 4. oktober 1995, om at afvise sagsoegernes anmodning om en fornyet undersoegelse af lovligheden af cellulosebeslutningen i forhold til dem, boer herefter annulleres.

Den anden og den tredje paastand om, at Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale en del af de af sagsoegerne betalte boeder tillige med renter heraf

96 Sagsoegernes to sidste paastande gaar ud paa, at Kommissionen tilpligtes at traeffe alle de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af Domstolens dom af 31. marts 1993, herunder navnlig at tilbagebetale en del af de af sagsoegerne betalte boeder tillige med renter heraf.

97 Disse paastande, som sigter mod, at der meddeles Kommissionen paalaeg, kan ikke antages til realitetsbehandling, idet Faellesskabets retsinstanser i forbindelse med et annullationssoegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 ikke har kompetence til at meddele faellesskabsinstitutionerne paalaeg (jf. f.eks. dommen i sagen Consorzio Cooperative d'Abruzzo mod Kommissionen, praemis 18).

98 Traktatens artikel 176 hjemler en kompetencefordeling mellem den doemmende og den administrative myndighed, som indebaerer, at det er den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, der skal fastlaegge de foranstaltninger, der er noedvendige til opfyldelse af en dom om annullation, saasom dommen af 31. marts 1993, idet den herved raader over et skoen, som er undergivet Faellesskabets retsinstansers kontrol og skal udoeves under hensyntagen til saavel konklusionen og praemisserne i den dom, den skal opfylde, som de faellesskabsretlige bestemmelser (dommen i sagen Asteris m.fl. mod Kommissionen).

99 Beslutningen om, hvorvidt cellulosebeslutningen - eventuelt delvis - boer tilbagekaldes, henhoerer i foerste raekke under Kommissionens kompetence. Det paahviler i medfoer af traktatens artikel 176 Kommissionen at foretage denne vurdering, og Retten kan ikke foretage denne i Kommissionens sted.

100 Den anden og den tredje paastand maa herefter afvises.

Sagens omkostninger

101 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor paalaegges at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med sagsoegernes paastand herom.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionens beslutning, som indeholdt i skrivelsen af 4. oktober 1995, om at afvise sagsoegernes anmodning om, at der paa baggrund af Domstolens dom af 31. marts 1993 i de forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85 - C-129/85, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, foretages en fornyet undersoegelse af lovligheden af Kommissionens beslutning 85/202/EOEF af 19. december 1984 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV.29.725 - Cellulose) i forhold til sagsoegerne annulleres.

2) Sagen afvises for saa vidt angaar paastandene om, at der meddeles Kommissionen paalaeg.

3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.