EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62000CJ0171

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 15. januar 2002.
Alain Libéros mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Appel - mulighed for, at den refererende dommer ved Retten kan træffe afgørelse som enedommer - midlertidigt ansat - indplacering i lønklasse - erhvervserfaring.
Sag C-171/00 P.

Samling af Afgørelser 2002 I-00451

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2002:17

62000J0171

Domstolens Dom (Femte Afdeling) af 15. januar 2002. - Alain Libéros mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Appel - mulighed for, at den refererende dommer ved Retten kan træffe afgørelse som enedommer - midlertidigt ansat - indplacering i lønklasse - erhvervserfaring. - Sag C-171/00 P.

Samling af Afgørelser 2002 side I-00451


Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse om sagsomkostninger
Afgørelse

Nøgleord


1. Retspleje behandling af sager ved Retten mulighed for at træffe afgørelse som enedommer betingelser udelukkelse af sager, der rejser spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt begrebet sager, der rejser spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt en institutions interne retningslinjer vedrørende de kriterier, der finder anvendelse på indplacering i lønklasse og på løntrin ved ansættelsen omfattet

[Rettens procesreglement, art. 11, stk. 1, første afsnit, og art. 14, stk. 2, nr. 1, og nr. 2, litra a), samt nr. 3]

2. Tjenestemænd ansættelse indplacering i lønklasse og på løntrin hensyntagen til erhvervserfaring dato, der anvendes som dies ad quem for beregningen af erhvervserfaringens varighed den faktiske tiltrædelsesdato beregningsregel for erhvervserfaringens varighed, der er anderledes for midlertidigt ansatte end for tjenestemænd tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 3 og 31)

Sammendrag


1. I overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement påkendes de sager, der indbringes for Retten, i princippet af afdelingerne. Det er en undtagelse, når procesreglementets artikel 14, stk. 2, nr. 1, bestemmer, at visse bestemte sagskategorier, herunder personalesager, kan behandles af den refererende dommer, der træffer afgørelse som eneste dommer, for så vidt sagen findes egnet til at blive afgjort på denne måde, idet den ikke rejser juridiske eller faktiske problemer, er af begrænset betydning, og der ikke foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

Artikel 14, stk. 2, nr. 2, litra a), udelukker imidlertid, at sager, hvori der rejses spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, kan henvises til en enkelt dommer. Denne bestemmelse er en undtagelse til den første undtagelse og bestemmer, at det generelle princip skal følges. Bestemmelsen kan dermed ikke fortolkes indskrænkende.

En retsakt er generel i denne bestemmelses forstand, når den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper.

En sag rejser spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt og kan dermed ikke henvises til en enkelt dommer, i det mindste når der er anlagt et annullationssøgsmål vedrørende en sådan retsakt, eller når der på en underbygget og begrundet måde gøres en ulovlighedsindsigelse gældende mod den. En sag rejser ligeledes spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, når et sådant spørgsmål rejses tilfældigt under retsforhandlingerne. I et sådant tilfælde skal den dommer, der som eneste dommer behandler sagen, i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, nr. 3, i Rettens procesreglement fastslå, at betingelserne for, at han kan behandle sagen, ikke længere er opfyldt, og henvise sagen til afdelingen.

En institutions beslutning, der præciserer de gældende kriterier for indplacering i lønklasse og på løntrin ved ansættelsen, og som finder anvendelse på en objektivt bestemt situation og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, skal anses for en generel retsakt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 14, stk. 2, nr. 2, litra a), i Rettens procesreglement. Hvis interne foranstaltninger truffet af administrationen ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Sådanne foranstaltninger er en retsakt af generel karakter, hvis ugyldighed de berørte tjenestemænd og midlertidigt ansatte således kan påberåbe sig til støtte for at anfægte individuelle beslutninger, som er truffet på grundlag heraf.

( jf. præmis 25-27, 31-33, 35 og 36 )

2. I henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 3 kan tidspunktet for en tjenestemands udnævnelse ikke ligge forud for dagen for hans tiltræden. Da en tjenestemand kan få en uddannelse eller være beskæftiget indtil dagen før sin faktiske tiltræden, er det denne sidste dato, der skal anvendes som dies ad quem ved beregningen af varigheden af den erhvervserfaring, der kan tages i betragtning med henblik på indplaceringen i lønklasse.

Vedtægtens artikel 31 skal derfor fortolkes således i det omfang erhvervserfaringen tages i betragtning med henblik på indplaceringen i lønklasse at den sidste dag, der kan anvendes ved beregningen af varigheden af erhvervserfaringen, skal være den dag, der går forud for dagen (dies ad quem) for tiltrædelsen.

Det følger heraf, at en fællesskabsinstitutions beslutning om de gældende kriterier for indplacering i lønklasse og på løntrin ved ansættelsen, for så vidt som den fastsætter en dies ad quem, der svarer til datoen for stillingstilbuddet, ikke kan finde anvendelse med hensyn til ansættelse af tjenestemænd. Den samme konklusion gælder for ansættelse af en midlertidigt ansat, for så vidt som institutionen med de fornødne tilpasninger har gjort den nævnte beslutning gældende for disse ansatte. En sådan beslutning for så vidt som den anvender datoen for stillingstilbuddet som dies ad quem og ikke datoen for tiltrædelsen fastsætter for midlertidigt ansatte, og uden at det er sagligt begrundet, en anden regel for beregning af varigheden af den erhvervserfaring, som skal tages i betragtning, end den, der finder anvendelse på tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 31, hvilket indebærer en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

( jf. præmis 46-49 og 54 )

Parter


I sag C-171/00 P,

Alain Libéros, midlertidigt ansat ved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Bruxelles (Belgien), ved avocat M.-A. Lucas, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 9. marts 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (en enkelt dommer) i sag T-29/97, Libéros mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 185, hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom, således at appellanten gives medhold i de påstande, der blev fremsat i første instans,

den anden part i appelsagen:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall, som befuldmægtiget, bistået af Rechtsanwalt B. Wägenbaur, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt i første instans,

har DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P. Jann, og dommerne A. La Pergola, L. Sevón, M. Wathelet og C.W.A. Timmermans (refererende dommer),

generaladvokat: C. Stix-Hackl

justitssekretær: ekspeditionssekretær H.A. Rühl,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 4. juli 2001,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 22. november 2001,

afsagt følgende

Dom

Dommens præmisser


1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 10. maj 2000 har Alain Libéros i henhold til artikel 49 i EF-statutten og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutterne for Domstolen iværksat appel til prøvelse af dom afsagt den 9. marts 2000 af Retten i Første Instans i sag T-29/97, Libéros mod Kommissionen (Sml. Pers. I-A, s. 43, og II, s. 185, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for appellantens påstand om annullation af Kommissionens afgørelser af 15. marts 1996, hvorved han blev endelig indplaceret i lønklasse A7, og af 5. november 1996, hvorved hans administrative klage over denne afgørelse om indplacering blev afvist.

De retlige og faktiske omstændigheder

Rettens procesreglement

2 Artikel 14, stk. 2, i Rettens procesreglement, som ændret ved dennes afgørelse af 17. maj 1999 med henblik på at åbne mulighed for, at Retten sættes af en enkelt dommer (EFT L 135, s. 92), bestemmer:

»1. Følgende sager kan, når de er henvist til en afdeling bestående af tre dommere, behandles af den refererende dommer, der træffer afgørelse som eneste dommer, for så vidt sagen findes egnet til at blive afgjort på denne måde, idet den ikke rejser juridiske eller faktiske problemer, er af begrænset betydning, og der ikke foreligger særlige omstændigheder i øvrigt, og for så vidt beslutning herom er truffet på de i artikel 51 fastsatte betingelser:

a) sager anlagt i medfør af EF-traktatens artikel 236 og Euratom-traktatens artikel 152

[...]

2. En sag kan ikke behandles af en enkelt dommer

a) når der rejses spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt

[...]«.

3 Procesreglementets artikel 14, stk. 2, tredje afsnit, bestemmer:

»Den dommer, der som eneste dommer behandler sagen, henviser denne til afdelingen, hvis han finder, at betingelserne for, at han kan behandle sagen, ikke længere er opfyldt.«

4 Procesreglementets artikel 51, stk. 2, første afsnit, har følgende ordlyd:

»Beslutning om, at sagen i de i artikel 14, stk. 2, omhandlede tilfælde skal behandles af en enkelt dommer, træffes, efter at parterne er hørt, med enstemmighed af den afdeling bestående af tre dommere, som sagen er henvist til«.

De bestemmelser, der finder anvendelse på tjenestemænds indplacering

5 Artikel 31 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter vedtægten) bestemmer følgende:

»1. De på denne måde udvalgte ansøgere udnævnes til:

- tjenestemænd i kategori A eller i sprogtjenesten: i den laveste lønklasse i deres kategori eller tjenestegruppe

[...]

2. Ansættelsesmyndigheden kan dog inden for følgende grænser fravige ovennævnte bestemmelser:

[...]

b) andre lønklasser:

- op til en tredjedel af udnævnelserne, når det drejer sig om stillinger, der er blevet ledige

- op til halvdelen af udnævnelserne, når det drejer sig om nyoprettede stillinger.

Med undtagelse af lønklasse LA3 finder denne bestemmelse anvendelse på grupper af seks stillinger, der skal besættes inden for hver lønklasse.«

6 Ved beslutning af 1. september 1983 præciserede Kommissionen de i forbindelse med ansættelse gældende kriterier for indplacering i lønklasse og på løntrin (herefter »beslutningen af 1. september 1983«). Med forbehold for de undtagelser, der udtrykkeligt er fastsat i beslutningens artikel 1 og 5, bestemmer artikel 5, at beslutningen mutatis mutandis gælder for ansættelse af midlertidigt ansatte.

7 Artikel 2 i beslutningen af 1. september 1983, der har overskriften »Fastsættelse af lønklasse og løntrin ved ansættelsen«, bestemmer i stk. 1, 2 og 3 samt 6, følgende, i den affattelse, der var gældende den 1. juli 1995:

»Ansættelsesmyndigheden udnævner den prøveansatte tjenestemand i laveste lønklasse inden for hans stillingsgruppe.

For indplacering på første løntrin i laveste lønklasse inden for den enkelte stillingsgruppe kræves der faglig erfaring på mindst :

- 12 år for lønklasse A/5 og LA/5

- 3 år for lønklasse A/7 og LA/7

[...]

Den faglige erfaring vurderes ud fra ansøgerens beskæftigelse forud for det tidspunkt, hvor stillingstilbuddet fremsættes [...]

[...]

Faglig erfaring kan med forbehold af bestemmelserne i denne beslutnings bilag I, artikel 2, regnes fra første eksamensbevis, der i overensstemmelse med vedtægtens artikel 5 giver adgang til den kategori, hvori stillingen skal besættes, og den skal være på et niveau, der svarer til det niveau, der gælder for denne kategori«.

8 De faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten, er i den appellerede dom beskrevet således:

»7 Den 25. oktober 1993 indgav sagsøgeren ansøgning til Kommissionen i forbindelse med en udvælgelse af midlertidigt ansatte. Meddelelsen om udvælgelsen til kontor 3 'Kvalitetspolitik, certificering og overensstemmelsesmærkning' i direktorat B 'Lovgivningspolitik og standardisering af datakommunikationsnet' i generaldirektoratet for 'Industri' (GD III), specificerede, at det drejede sig om en stilling i lønklasse A7/A4.

8 Den 17. oktober 1994 tilbød Kommissionen sagsøgeren en stilling som midlertidigt ansat, idet den præciserede, at han skulle arbejde som fuldmægtig i en periode på tre år, og at han ville blive indplaceret 'i kategori A, lønklasse 7, løntrin 1 (under forbehold for indplaceringsudvalgets bekræftelse, der senere afgør den endelige indplacering)'.

9 Sagsøgeren accepterede Kommissionens tilbud den 14. november 1994 og oplyste ved samme lejlighed, at han var rede til at stå til rådighed for Kommissionen fra den 1. juli 1995.

10 Den 23. juni 1995 underskrev sagsøgeren ansættelseskontrakten, der var dateret den 7. oktober 1994, hvorefter han ansattes som fuldmægtig (artikel 2, stk. 1) og indplaceredes i kategori A, lønklasse 7, løntrin 1, med anciennitet på dette løntrin fra den 1. juli 1995 (artikel 3).

11 Den 30. august 1995 fremsendte sagsøgeren et notat til formanden for indplaceringsudvalget med en ansøgning om omplacering til lønklasse A5 under hensyn til hans erhvervserfaring på femten år, seks måneder og seks dage på tidspunktet for udfærdigelse af hans ansættelseskontrakt med Kommissionen, den 7. oktober 1994.

12 Kommissionen tilsendte sagsøgeren et tillæg af 15. marts 1996 til ansættelseskontrakten, der fastsatte hans endelige indplacering til lønklasse A7, løntrin 3, med anciennitet på dette løntrin fra den 1. juli 1995 (herefter 'afgørelsen af 15. marts 1996').

13 Den 28. marts 1996 indgav sagsøgeren en klage til Kommissionen i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, over afgørelsen af 15. marts 1996, idet den ikke tog hans ansøgning om omplacering til lønklasse A5 med tilsvarende godtgørelse for anciennitet til følge. Klagen blev registreret på Kommissionens generalsekretariat den 23. april 1996.

14 Ved afgørelse af 5. november 1996 blev klagen udtrykkeligt afvist (herefter 'afgørelsen af 5. november 1996'). Sagsøgeren kvitterede for modtagelsen af denne afgørelse den 11. november 1996. Afgørelsen præciserede i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2 og 6, i beslutningen [af 1. september] 1983, at det eksamensbevis, der var taget i betragtning ved opgørelsen af sagsøgerens erfaring, er hans bachelorgrad i økonomisk og social forvaltning fra juni 1983, og at hans erfaring derfor var opgjort fra juni 1983 til oktober 1994, hvilket var tidspunktet for skrivelsen med stillingstilbuddet, hvilket svarer til elleve år og fire måneder. Afgørelsen af 5. november 1996 nævnte ligeledes, at ansættelsesmyndigheden har - for at efterkomme det princip, Retten anvendte i sin dom af 5. oktober 1995, sag T-17/95, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 227 og II, s. 683), hvorefter der undtagelsesvist er mulighed for at ansætte i en højere lønklasse i en stillingsgruppe, navnlig når tjenestens specifikke behov kræver ansættelse af en særligt kvalificeret person, eller når den ansatte person har særlige kvalifikationer - foretaget en ny undersøgelse af sagsøgerens sagsakter og er af den opfattelse, at der ikke er grundlag for at ændre bedømmelsen og dermed, at der ikke er grundlag for i denne sag at foretage en sådan fravigelse.«

Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom

9 Første Afdeling henviste den 9. november 1999 i overensstemmelse med procesreglementets artikel 14, stk. 2, første afsnit, og artikel 51, stk. 2, første afsnit, sagen til Rettens præsident, der herefter behandlede sagen som enedommer.

10 Alain Libéros gjorde tre anbringender gældende til støtte for sin sag. Det første anbringende vedrørte tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 1. september 1983. Det andet anbringende, der var subsidiært, vedrørte denne beslutnings ulovlighed, idet den bestemmer, at artikel 2, stk. 1, finder anvendelse på midlertidigt ansatte, der er ansat i medfør af artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (herefter »VØA«). Alain Libéros præciserede i punkt 19 i replikken for Retten, at den påståede ulovlighed ligeledes angik artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983, hvilken bestemmelse vedrørte tidspunktet (dies ad quem) for bedømmelsen af erhvervserfaringen. Det tredje anbringende, der fremsattes mest subsidiært, vedrørte i første led den manglende begrundelse i afgørelserne af 15. marts og 5. november 1996, og i andet led tilsidesættelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2.

11 Retten udtalte sig først om formaliteten. I den appellerede doms præmis 29-34 fastslog Retten, at sagen var anlagt for sent, men den fandt, at Alain Libéros havde begået en undskyldelig fejl, idet han vedrørende søgsmålsfristen havde taget udgangspunkt i datoen for registrering af hans klage på Kommissionens generalsekretariat. Sagsøgeren havde nemlig sat sin lid til Meddelelser fra Administrationen nr. 635 af 16. juli 1990 om betingelserne for behandling af ansøgninger og klager indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90 og om beregningen af frister, der er offentliggjort af Kommissionen, og som gav anledning til usikkerhed, samt til fejlagtige oplysninger fra en tjenestemand i GD IX. Sagen kunne derfor antages til realitetsbehandling.

12 Retten undersøgte som led i sagens realitet om, »artikel 2 i beslutningen af 1. september 1983 - som anvendt individuelt af Kommissionen - der ikke tager hensyn til erhvervserfaring, der ligger forud for stillingstilbuddet, under hensyn til sagens omstændigheder krænker formålet med vedtægtens artikel 31«.

13 Retten begrundede i denne henseende den appellerede dom således:

»48 Sagsøgeren har gjort gældende, at hans erhvervserfaring ikke skulle have været bedømt på datoen for stillingstilbuddet, men på datoen for ansættelseskontraktens faktiske ikrafttræden den 1. juli 1995. Det skal derfor under hensyn til sagens omstændigheder undersøges, om artikel 2 i beslutningen af 1. september 1983 - som anvendt individuelt af Kommissionen - der ikke tager hensyn til erhvervserfaring, der ligger forud for stillingstilbuddet, under hensyn til sagens omstændigheder krænker formålet med vedtægtens artikel 31.

49 Det fremgår således af Rettens dom af 9. juli 1997, sag T-92/96, Monaco mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 195, og II, s. 573, præmis 46, at 'der i overensstemmelse med retspraksis ved interne afgørelser, såsom Parlamentets nye interne retningslinjer, kan fastsættes nærmere regler om udøvelsen af det skøn, ansættelsesmyndigheden er tillagt i henhold til vedtægtens artikel 31, stk. 2. Der er således principielt intet til hinder for, at ansættelsesmyndigheden via en intern generel afgørelse fastsætter regler for udøvelsen af det skøn, vedtægten giver den [...] En sådan intern regel må betragtes som en vejledende retningslinje, som administrationen har pålagt sig selv og ikke må tilsidesætte uden begrundelse, idet ligebehandlingsprincippet ellers ville blive krænket [...]'.

50 Afgørelsen af 15. marts 1996 anvender imidlertid en intern generel beslutning, nemlig beslutningen af 1. september 1983, der udtrykkeligt i artikel 2, stk. 3, angiver den dato, der skal anvendes ved beregningen af den erhvervserfaring, der skal tages i betragtning ved indplaceringen, nemlig datoen for stillingstilbuddet.

51 Denne adfærdsregel er i overensstemmelse med vedtægtens formål, både af administrative årsager og af materielle årsager.

52 For det første er det ikke på tidspunktet for stillingstilbuddet muligt at tage en eventuel erhvervserfaring i betragtning, der opnås i tidsrummet mellem stillingstilbuddet og ansøgerens faktiske tiltrædelse.

53 For det andet forløber der sædvanligvis kun kort tid mellem udfærdigelse af stillingstilbuddet og dets fremsendelse til ansøgeren, eller mellem denne fremsendelse og accepten eller afvisningen af tilbuddet.

54 For det tredje ligger underskrivelsen af kontrakten og den ansattes faktiske tiltrædelse i almindelighed næppe langt fra hinanden.

55 For det sidste vil det, hvis institutionen pålægges at revidere stillingstilbuddet efter, at det er accepteret af den ansatte, med henblik på at tage den erhvervserfaring, som sidstnævnte har opnået mellem tidspunktet for tilbuddet og for den faktiske tiltrædelse, i betragtning, give den ansatte mulighed for uden saglig grund, og uden at det er muligt for institutionen at foretage en effektiv efterprøvelse, at udskyde tiltrædelsen for at opnå en bedre indplacering.

56 Hvad angår sagsøgerens argument i henhold til [Rettens] dom [af 7. februar 1991, forenede sager T-18/89 og T-24/89, Tagaras mod Domstolen, Sml. II, s. 53], skal det bemærkes, at omstændighederne i den foreliggende sag er anderledes end dem, der gav anledning til den påberåbte dom. I nævnte sag var der bl.a. ikke en generel beslutning vedrørende udnævnelsen i lønklasse og indplaceringen på løntrin ved ansættelsen. Sagsøgte havde endvidere anvendt tidspunktet for ansøgningens indgivelse - der var en anden og meget tidligere dato end den, Kommissionen har anvendt i denne sag - ved bedømmelsen af den berørte parts erhvervserfaring. Dommen er således uden relevans i den foreliggende sag.

57 Det følger heraf, at Kommissionen med rette i sin afgørelse af 15. marts 1996 havde fastsat datoen for stillingstilbuddet som den seneste dato, der kunne tages i betragtning med hensyn til erhvervserfaringen i henhold til beslutningen af 1. september 1983«.

14 Retten gav derfor ikke Alain Libéros medhold i sagen og pålagde hver part at bære sine egne omkostninger.

Appellen

15 Alain Libéros har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, således at han gives medhold i de påstande, der blev fremsat i første instans, og om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

16 Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og om, at Alain Libéros tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17 Alain Libéros har påberåbt sig tre anbringender til støtte for appellen. Det første vedrører tilsidesættelse af artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement. Han har med det andet anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 1. september 1983 og vedtægtens artikel 31 og 32, der ved beslutningens artikel 5 er gjort gældende for midlertidigt ansatte. Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde domme.

Det første anbringende

18 Dette første anbringende indeholder to led.

19 Alain Libéros har med det første anbringendes første led anført, at det er med urette, at sagen blev afgjort af den refererende dommer, der behandlede sagen som enedommer, når sagens formalitet rejste spørgsmål om lovligheden af Meddelelser fra Administrationen offentliggjort af Kommissionen vedrørende betingelserne for indgivelse og behandling af ansøgninger og klager, der er indgivet i medfør af vedtægtens artikel 90.

20 Alain Libéros har med det første anbringendes andet led anført, at det er med urette, at sagen blev afgjort af den refererende dommer, der behandlede sagen som enedommer, når sagen rejste spørgsmål om lovligheden af artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983, der navnlig bestemmer, at »[d]en faglige erfaring vurderes ud fra ansøgerens beskæftigelse forud for det tidspunkt, hvor stillingstilbuddet fremsættes«.

21 Det er hensigtsmæssigt at behandle dette andet led først.

22 Ifølge Alain Libéros indrømmede Retten i den appellerede doms præmis 50, at beslutningen af 1. september 1983 er en intern generel beslutning, og fandt i samme doms præmis 48-51, at den ulovlighedsindsigelse, Alain Libéros havde gjort gældende, ikke var begrundet, hvorefter Retten frifandt sagsøgte.

23 Appellanten har i denne forbindelse anført, at artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement skal være genstand for en vid fortolkning. Der skal ikke sondres mellem, om det drejer sig om en retsakt eller ikke, da teksten ikke gør det. Det skal i øvrigt erindres, at den pågældende bestemmelse ikke udgør en undtagelse til et princip, i hvilket tilfælde det skal fortolkes strengt, men en »undtagelse til en undtagelse til et princip«. Under hensyn til denne omstændighed skal bestemmelsen fortolkes på samme måde som princippet, det vil sige vidt. Han har endelig gjort gældende, at formålet med procesreglementets artikel 14 er at give en dommer mulighed for at træffe afgørelse som enedommer i sager, der giver anledning hertil navnlig på grund af deres begrænsede betydning. Dette formål begrunder, at sager, hvori lovligheden af beslutninger anfægtes, der finder anvendelse på talrige adressater, for eksempel interne administrative beslutninger, er udelukket fra behandling af en enkelt dommer.

24 Hvad angår dette led af anbringendet har Kommissionen bemærket, at Retten i den appellerede doms præmis 48 klart og utvetydigt udtalte, at Alain Libéros anfægtede en beslutning, der fandt individuel anvendelse, og ikke lovligheden af en generel retsakt. Kommissionen har endvidere anført, at beslutningen af 1. september 1983 ikke udgør en »generel retsakt« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement, idet det drejer sig om en tekst, der er vedtaget af en administrativ myndighed.

25 Det bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement påkendes de sager, der indbringes for Retten, i princippet af afdelingerne.

26 Det er en undtagelse, når procesreglementets artikel 14, stk. 2, første afsnit, bestemmer, at visse bestemte sagskategorier, herunder personalesager, kan behandles af den refererende dommer, der træffer afgørelse som eneste dommer, »for så vidt sagen findes egnet til at blive afgjort på denne måde, idet den ikke rejser juridiske eller faktiske problemer, er af begrænset betydning, og der ikke foreligger særlige omstændigheder i øvrigt«.

27 Artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement udelukker, at sager, hvori der rejses spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, kan henvises til en enkelt dommer. Denne bestemmelse er en undtagelse til den første undtagelse og bestemmer, at det generelle princip skal følges. Bestemmelsen kan dermed ikke fortolkes indskrænkende.

28 Begrebet »generel foranstaltning« er blevet fortolket af Domstolen og Retten inden for rammerne af anvendelsen af artikel 230 EF og 249 EF. Ifølge fast retspraksis anses en foranstaltning for at være generel, når den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper (jf. bl.a. dom af 17.6.1980, forenede sager 789/79 og 790/79, Calpak og Società Emiliana Lavorazione Frutta mod Kommissionen, Sml. s. 1949, præmis 9, og af 31.5.2001, sag C-41/99 P, Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, Sml. I, s. 4239, præmis 24).

29 Det fremgår ligeledes af denne retspraksis, at en retsakts generelle rækkevidde ikke anfægtes af, at det med større eller mindre nøjagtighed er muligt at fastlægge antallet eller endog identiteten af de retssubjekter, som den på et givet tidspunkt finder anvendelse på, når det er ubestridt, at den anvendes på grundlag af objektive, faktiske og retlige omstændigheder, som er fastlagt i akten, og som er relevante i forhold til dens formål (dommen i sagen Sadam Zuccherifici m.fl. mod Rådet, præmis 29).

30 Af hensyn til sammenhængen skal artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement fortolkes under hensyn til denne faste retspraksis.

31 Det følger heraf, at en retsakt er generel i den nævnte bestemmelses forstand, når den finder anvendelse på objektivt bestemte situationer og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper.

32 For så vidt angår afgørelsen af, i hvilket omfang en sag »rejser« spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, skal det fastslås, at dette er tilfældet i det mindste, når der er anlagt et annullationssøgsmål vedrørende en sådan retsakt, eller når der på en underbygget og begrundet måde gøres en ulovlighedsindsigelse gældende mod den. Sagen kan i sådanne tilfælde ikke henvises til en enkelt dommer.

33 Dette kan ligeledes være tilfældet, når spørgsmålet om lovligheden af en generel retsakt tilfældigt rejses under retsforhandlingerne. I et sådant tilfælde skal den dommer, der som eneste dommer behandler sagen, i overensstemmelse med artikel 14, stk. 2, nr. 3, i Rettens procesreglement fastslå, at betingelserne for, at han kan behandle sagen, ikke længere er opfyldt, og henvise sagen til afdelingen.

34 For så vidt angår beslutningen af 1. september 1983, der er genstand for andet led i det under appellen fremsatte første anbringende, drejer det sig ifølge artikel 1, om en beslutning, der »vedrører indplacering af tjenestemænd, hvis stillinger står opført i vedtægtens bilag I, A, bortset fra tjenestemænd, der er ansat i FFC eller tjenstgørende ved JET-projektet, og bortset fra tjenestemænd i lønklasserne A/1, A/2, A/3 og LA/3«, og som ifølge artikel 5 gælder mutatis mutandis for ansættelse af midlertidigt ansatte.

35 Domstolen har imidlertid allerede udtalt, idet den traf afgørelse vedrørende interne foranstaltninger truffet af administrationen, at selv om de ikke kan anses for retsregler, som vedkommende myndighed under alle omstændigheder er forpligtet at overholde, fastsætter de dog vejledende regler for den praksis, der skal følges, og som vedkommende myndighed ikke kan fravige i konkrete tilfælde uden at angive grunde, som er i overensstemmelse med princippet om ligebehandling. Sådanne foranstaltninger er dermed en retsakt af generel karakter, hvis ugyldighed de berørte tjenestemænd og midlertidigt ansatte således kan påberåbe sig til støtte for at anfægte individuelle beslutninger, som er truffet på grundlag heraf (dom af 10.12.1987, forende sager 181/86-184/86, Del Plato m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4991, præmis 10).

36 Det følger heraf, at beslutningen af 1. september 1983, der finder anvendelse på en objektivt bestemt situation og har retsvirkninger for generelt og abstrakt fastlagte persongrupper, dermed skal anses for en »generel retsakt« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a), i Rettens procesreglement.

37 Det skal endvidere fastslås - således som det fremgår af Alain Libéros' skriftlige indlæg for Retten - at hans andet anbringende vedrørte ulovligheden af beslutningen af 1. september 1983. Dette forhold har Alain Libéros erindret om i en skrivelse af 27. oktober 1999 til Retten, som havde anmodet ham om i overensstemmelse med procesreglementets artikel 51, stk. 2, første afsnit, at fremkomme med sine bemærkninger til, at sagen eventuelt blev henvist til den refererende dommer, der herefter skulle træffe afgørelse som enedommer.

38 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at Retten, idet den refererende dommer traf afgørelse som enedommer i en sag, der var anlagt i medfør af artikel 236 EF, selv om denne sag rejste et spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, har tilsidesat procesreglementets artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra a).

39 Da det første anbringende må tiltrædes, bør den appellerede dom således ophæves, og det er herefter ufornødent at undersøge de øvrige under appellen fremsatte anbringender.

Realiteten

40 I henhold til EF-statuttens artikel 54 og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euratom-statutten for Domstolen skal der, da sagen er moden til påkendelse, træffes afgørelse om Alain Libéros' påstand om annullation af afgørelserne af 15. marts og 5. november 1996.

41 Tvistens realitet vedrører fastsættelsen af varigheden af den erhvervserfaring, der skal tages i betragtning ved ansættelsen af en midlertidigt ansat. Det afgørende spørgsmål er nærmere bestemt, hvilken dag (dies ad quem) der skal tages i betragtning ved beregningen af denne varighed, da fastsættelsen af den dag, der tjener som udgangspunkt for fristen (dies a quo), ikke i sig selv er anfægtet.

42 Alain Libéros har for det første gjort gældende, at erhvervserfaringen skal beregnes på samme måde, uanset om vedtægtens artikel 31 eller 32 finder anvendelse. Han har endvidere anført, at ifølge Fællesskabets retsinstansers praksis, navnlig Rettens dom i sagen Tagaras mod Domstolen, er det tiltrædelsesdatoen, der skal tages i betragtning. Da artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983 bestemmer, at beskæftigelsen forud for datoen for stillingstilbuddets fremsættelse, skal tages i betragtning, er bestemmelsen på dette punkt i strid med vedtægten. Appellanten er derfor af den opfattelse, at det for så vidt angår hans tilfælde er datoen for hans tiltrædelse, den 1. juli 1995, der burde have været taget i betragtning som dies ad quem ved bedømmelsen af varigheden af hans erhvervserfaring.

43 Kommissionen anerkendte i sit indlæg for Retten, at den lønklasse, en midlertidigt ansat indplaceres i ved sin ansættelse, afgøres i overensstemmelse med artikel 2 i beslutningen af 1. september 1983. Kommissionen har imidlertid anført, at valget af datoen for stillingstilbuddet er fuldt ud berettiget ved bedømmelsen af varigheden af erhvervserfaringen, idet det er på dette tidspunkt, at betingelserne for den ansattes ansættelse fastsættes. Valget af dette kriterium er ligeledes begrundet i budgetmæssige årsager og med henblik på at undgå, at den netop midlertidigt ansatte på eget initiativ kan udsætte datoen for tiltrædelsen af stillingen med henblik på at blive ansat i en højere stillingsgruppe. Der forløber endvidere almindeligvis kun kort tid mellem stillingstilbuddet og den ansattes faktiske ansættelse. Kommissionen har endelig gjort gældende, at vedtægtens artikel 32 og retspraksis herom ikke er relevant for den foreliggende tvist, idet denne bestemmelse vedrører indplaceringen på løntrin, mens tvisten vedrører indplaceringen i lønklasse. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at det for så vidt angår Alain Libéros er datoen for stillingstilbuddet, den 7. oktober 1994, der skal tages i betragtning.

44 Det skal bemærkes, således som det fremgår af sagsakterne for Retten, at dette spørgsmål er rejst i sammenhæng med Alain Libéros ansættelse i stillingen 12T/III/93 i lønklasse A7/A4. Såfremt Alain Libéros' synspunkt tages til følge, kan han gøre mere end tolv års erhvervserfaring gældende og i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i beslutningen af 1. september 1983 ansøge om, at hans sag på ny bedømmes med henblik på en eventuel indplacering i lønklasse A5.

45 Det skal indledningsvis fastslås, at selv om vedtægtens artikel 31 ikke udtrykkeligt nævner begrebet erhvervserfaring, fremgår det dog af fast retspraksis, at erhvervserfaringen hos en person, der ansættes som tjenestemand, er et af de forhold, som ansættelsesmyndigheden kan tage i betragtning ved afgørelsen om hans indplacering i lønklasse, navnlig ved anvendelse af vedtægtens artikel 31, stk. 2 (jf. i denne henseende dom af 29.6.1994, sag C-298/93 P, Klinke mod Domstolen, Sml. I, s. 3009, præmis 15, og af 1.7.1999, sag C-155/98 P, Alexopoulou mod Kommissionen, Sml. I, s. 4069, præmis 13).

46 I henhold til vedtægtens artikel 3 kan tidspunktet for en tjenestemands udnævnelse ikke ligge forud for dagen for hans tiltræden. Da en tjenestemand kan få en uddannelse eller være beskæftiget indtil dagen før sin faktiske tiltræden, er det denne sidste dato, der skal anvendes som dies ad quem ved beregningen af varigheden af den erhvervserfaring, der kan tages i betragtning med henblik på indplaceringen i lønklasse.

47 Vedtægtens artikel 31 skal derfor fortolkes således - i det omfang erhvervserfaringen tages i betragtning med henblik på indplaceringen i lønklasse - at den sidste dag, der kan anvendes ved beregningen af varigheden af erhvervserfaringen, skal være den dag, der går forud for dagen (dies ad quem) for tiltrædelsen. Det følger heraf, at artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983, for så vidt som den fastsætter en dies ad quem, der svarer til datoen for stillingstilbuddet, ikke kan finde anvendelse med hensyn til ansættelse af tjenestemænd.

48 Det er imidlertid nødvendigt at efterprøve, om den samme konklusion gælder for ansættelse af en midlertidigt ansat.

49 Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv om VØA ikke fastsætter regler, der finder anvendelse på midlertidigt ansattes indplacering i lønklasse, har Kommissionen dog gjort VØA gældende for disse ansatte mutatis mutandis ved beslutningen af 1. september 1983, således som det fremgår af dennes artikel 5.

50 Det skal derfor efterprøves, om det forhold, at artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983 ikke finde anvendelse, hvilken konklusion Domstolen er nået til i denne doms præmis 47 for så vidt angår tjenestemænd, ligeledes gælder for midlertidigt ansatte, eller om de særlige forhold ved disse sidstnævntes situation begrunder, at denne bestemmelse fortsat skal finde anvendelse, det vil sige, at datoen for stillingstilbuddet tages i betragtning som dies ad quem ved beregningen af varigheden af erhvervserfaringen.

51 Kommissionen har anført, at det ikke på tidspunktet for stillingstilbuddet er muligt, navnlig af budgetmæssige årsager, at tage en eventuel erhvervserfaring i betragtning, der opnås i tidsrummet mellem stillingstilbuddet og kandidatens faktiske tiltrædelse. Det skal imidlertid fastslås, at det er Kommissionen selv, der for det første har påtaget sig at behandle midlertidigt ansatte på samme måde som tjenestemænd, og for det andet i sin beslutning af 1. september 1983 har anført, at minimumsvarigheden af erhvervserfaring ved indplacering på første løntrin i lønklasse A5 er tolv år, og for det tredje anvender en praksis bestående i, at der fremsættes stillingstilbud til midlertidigt ansatte, der dækker flere stillingsgrupper på en gang. I betragtning af disse forhold tilkommer det Kommissionen at være budgetmæssigt forudseende med henblik på at tage hensyn til de tilfælde, hvor den erhvervserfaring, som en ansøger har opnået mellem datoen for stillingstilbuddet og sin tiltrædelse, skal tages i betragtning med henblik på sidstnævntes indplacering i en anden lønklasse end den, han blev tilbudt i ansættelsestilbuddet.

52 Det kan heller ikke hævdes, at det er berettiget at tage tidspunktet for stillingstilbuddets fremsættelse i betragtning med den begrundelse, at der i princippet kun forløber kort tid mellem stillingstilbuddet og den ansattes faktiske tiltrædelse. Det forhold, at visse situationer påstås sjældent at opstå, kan ikke begrunde en forskellig behandling i forhold til en ansøger om en tjenestemandsstilling, der ifølge vedtægten har ret til at få taget den erhvervserfaring, der er opnået indtil datoen for hans tiltrædelse, i betragtning.

53 Endelig er det ukorrekt at påstå, at det forhold, at institutionen skal tage stillingstilbuddet op til overvejelse, efter at den ansatte har accepteret det, med henblik på at tage den erhvervserfaring, han har opnået mellem tidspunktet for stillingstilbuddet og den faktiske tiltrædelse, i betragtning, giver den ansatte mulighed for uden saglig grund eller effektiv efterprøvelse fra institutionens side at udsætte tiltrædelsen med henblik på at opnå en bedre indplacering. Datoen for den ansattes tiltrædelse kan nemlig fastsættes i stillingstilbuddet og dermed udgøre et væsentligt element heri. Dette giver derved institutionen mulighed for på forhånd at bedømme den erhvervserfaring, der eventuelt skal tages i betragtning ved indplaceringen af den ansatte. Institutionen har således kontrollen med fastsættelsen af tiltrædelsesdatoen og ligeledes med den pågældende ansattes overholdelse heraf.

54 Det følger af det ovenfor anførte, at artikel 2, stk. 3, i beslutningen af 1. september 1983, sammenholdt med artikel 5 - for så vidt som den anvender datoen for stillingstilbuddet som dies ad quem og ikke datoen for tiltrædelsen - for midlertidigt ansatte, og uden at det er sagligt begrundet, fastsætter en anden regel for beregning af varigheden af den erhvervserfaring, som skal tages i betragtning, end den, der finder anvendelse på tjenestemænd i henhold til vedtægtens artikel 31. Herved krænker den ligebehandlingsprincippet, således som det fremgår af den regel, som Kommissionen har påtaget sig i beslutningens artikel 5.

55 Det følger heraf, at appellantens anbringende vedrørende realiteten skal tages til følge, og at afgørelserne af 15. marts og 5. november 1996 bør annulleres.

Afgørelse om sagsomkostninger


Sagens omkostninger

56 Det bestemmes i procesreglementets artikel 122, stk. 1, at såfremt der gives appellanten medhold, og Domstolen selv endeligt afgør sagen, træffer den afgørelse om sagens omkostninger. Ifølge samme reglements artikel 69, stk. 2, som i henhold til artikel 118 finder tilsvarende anvendelse på appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Alain Libéros har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betales sagens omkostninger, og Kommissionen har tabt sagen, bør det pålægges den ud over sine egne omkostninger at betale samtlige Alain Libéros' omkostninger, såvel for Retten som for Domstolen.

Afgørelse


På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Femte Afdeling)

1) De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans' dom af 9. marts 2000 i sag T-29/97, Libéros mod Kommissionen, ophæves.

2) Afgørelserne af 15. marts 1996 fra Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, hvorved Alain Libéros blev endelig indplaceret i lønklasse A7, og af 5. november 1996, hvorved hans klage vedrørende denne afgørelse om indplacering blev afvist, annulleres.

3) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler samtlige sagens omkostninger for Retten og Domstolen.

Top