61996J0289

1 Landbrug - ensartede lovgivninger - beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler - registrering i henhold til forordning nr. 2081/92 - betegnelser, der ikke kan registreres - betegnelser, der er blevet artsbetegnelser - begreb - raekkevidde

(Raadets forordning nr. 2081/92, art. 3, stk. 1 og 3)

2 Landbrug - ensartede lovgivninger - beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler - forordning nr. 2081/92 - forenklet fremgangsmaade - udelukkelse af artsbetegnelser - bedoemmelseskriterier - forordning om registrering af betegnelsen »feta« som en oprindelsesbetegnelse - hensyntagen til, at samme betegnelse har vaeret anvendt i andre medlemsstater end den stat, der ansoeger om registreringen - ingen hensyntagen - ugyldighed

(Raadets forordning nr. 2081/92, art. 3, stk. 1, art. 7 og art. 17, stk. 2; Kommissionens forordning nr. 1107/96)

1 Det fremgaar af artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler, hvorefter det paalaegges Raadet at udstede en ikke udtoemmende vejledende liste over navnene paa landbrugsprodukter, som i henhold til artiklens stk. 1 betragtes som artsbetegnelser og derfor ikke kan registreres i henhold til forordningen, at definitionen i dette stykke af begrebet »betegnelser, der er blevet artsbetegnelser«, ogsaa finder anvendelse paa betegnelser, der altid har vaeret artsbetegnelser.

2 Selv om artikel 7 i forordning nr. 2081/92, hvorved der blev indfoert en procedure, hvorefter der kan rejses indsigelse mod registreringen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, i henhold til forordningens artikel 17, stk. 2, ikke finder anvendelse under den i artikel 17 fastsatte forenklede fremgangsmaade med henblik paa registrering af betegnelser, der allerede eksisterede paa det tidspunkt, hvor forordningen traadte i kraft, er det en forudsaetning for registrering, saavel efter denne fremgangsmaade som efter den almindelige fremgangsmaade, at betegnelserne er i overensstemmelse med forordningens materielle regler. Den konstatering, at artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 2081/92 betragter eksisterende produkter, som lovligt er paa markedet, som en omstaendighed, der kan bevirke, at en indsigelsesmeddelelse tages til foelge, og som et saerligt hensyn i forhold til spoergsmaalet om, hvorvidt det navn, der er soegt registreret, er en artsbetegnelse, betyder ikke noedvendigvis, at den foerste af de to omstaendigheder ikke skal tages i betragtning ved vurderingen af de faktorer, der i henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, skal tages hensyn til ved afgoerelsen af, om en betegnelse er blevet en artsbetegnelse. Tvaertimod understreger denne konstatering, at der ved registrering af en betegnelse skal tages hensyn til eksisterende produkter, som lovligt findes paa markedet, og som derfor har vaeret lovligt markedsfoert under denne betegnelse i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, der ansoeger om registreringen.

Ved registreringen af betegnelsen »feta« har Kommissionen ikke taget hensyn til, at den paagaeldende betegnelse laenge havde vaeret anvendt i en raekke andre medlemsstater end Den Hellenske Republik. Kommissionen har saaledes ikke taget hensyn til alle de faktorer, som den skulle i henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 2081/92. Forordning nr. 1107/96 maa derfor annulleres, for saa vidt som betegnelsen »feta« heri er registreret som en beskyttet oprindelsesbetegnelse.

I de forenede sager C-289/96, C-293/96 og C-299/96,

Kongeriget Danmark ved kontorchef P. Biering, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg paa Kongelig Dansk Ambassade, 4, boulevard Royal,

sagsoeger i sag C-289/96,

Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef E. Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, og kontorchef A. Dittrich, Forbundsjustitsministeriet, som befuldmaegtigede, Postfach 1308, D-53003 Bonn,

sagsoeger i sag C-293/96,

og

Den Franske Republik ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og ekspeditionssekretaer G. Mignot, begge Kontoret for International Privatret og EF-ret, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Frankrigs Ambassade, 8 B, boulevard Joseph II,

sagsoeger i sag C-299/96,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber

- i sag C-289/96 ved juridisk konsulent J.L. Iglesias Buhigues og H. Stoevlbaek, Kommissionens Juridiske Tjeneste

- i sag C-293/96 ved juridisk konsulent J.L. Iglesias Buhigues og U. Woelker, Kommissionens Juridiske Tjeneste

- i sag C-299/96 ved juridisk konsulent J.L. Iglesias Buhigues og G. Berscheid, Kommissionens Juridiske Tjeneste,

som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos C. Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

stoettet af

Den Hellenske Republik ved kommitteret D. Papageorgopoulos, statens advokat (sag C-293/96), konsulent I. Chalkias, statens advokat (sag C-289/96 og C-299/96), og kommitteret I. Galani-Maragkoudaki, Sekretariatet for EF-ret, Udenrigsministeriet (sag C-289/96, C-293/96 og C-299/96), som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Graekenlands Ambassade, 117, Val Sainte Croix,

intervenient,

"angaaende en paastand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12. juni 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1), for saa vidt som »feta« i forordningen er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene P.J.G. Kapteyn, G. Hirsch og P. Jann samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, C. Gulmann, J.L. Murray, D.A.O. Edward, H. Ragnemalm, L. Sevón, M. Wathelet og R. Schintgen (refererende dommer),

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 16. juni 1998, hvor Kongeriget Danmark var repraesenteret af kontorchef J. Molde, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, Forbundsrepublikken Tyskland af A. Dittrich, Den Franske Republik af G. Mignot, Den Hellenske Republik af D. Papageorgopoulos, I. Chalkias og I. Galani-Maragkoudaki og Kommissionen af J.L. Iglesias Buhigues, H. Stoevlbaek og G. Berscheid,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 15. september 1998,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor henholdsvis den 30. august 1996, den 9. september 1996 og den 12. september 1996 har Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik i henhold til EF-traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12. juni 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 (EFT L 148, s. 1, herefter »den omtvistede forordning«), for saa vidt som »feta« i forordningen er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse (herefter »BOB«).

2 Ved tre kendelser afsagt af Domstolens praesident den 4. december 1996, den 21. januar 1997 og den 19. februar 1997 fik Den Hellenske Republik tilladelse til at intervenere i de tre sager til stoette for Kommissionens paastande.

3 Ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 27. november 1997 er de tre sager blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

De relevante retsregler

4 Artikel 1, stk. 1, i den omtvistede forordning, der traadte i kraft paa dagen for offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende, dvs. den 21. juni 1996, har foelgende ordlyd: »Betegnelserne i bilaget registreres som beskyttet geografisk betegnelse (BGB) eller beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) efter artikel 17 i forordning (EOEF) nr. 2081/92.« I det omhandlede bilag er der i punkt A, som har overskriften »Produkter i traktatens bilag II til konsum«, under rubrikkerne »Ost« og »Graekenland« anfoert betegnelsen »OEÝôá (Feta) (BOB)«.

5 Den omtvistede forordning blev udstedt under henvisning til Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 af 14. juli 1992 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (EFT L 208, s. 1, herefter »grundforordningen«), saerlig forordningens artikel 17.

6 I syvende betragtning til grundforordningen, der traadte i kraft den 25. juli 1993, hedder det: »Den nationale praksis med hensyn til anvendelse af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser er imidlertid varierende; det er noedvendigt at indfoere en EF-holdning hertil; et saet EF-regler med en beskyttelsesordning vil nemlig goere det muligt for de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne at udvikle sig, fordi saadanne regler i kraft af den ensartethed, som de vil medfoere, vil sikre lige konkurrencevilkaar for producenterne af produkter med saadanne betegnelser og styrke produkternes vaerdi for forbrugerne.« I tolvte betragtning til forordningen er det anfoert, at »de geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelserne boer registreres paa faellesskabsplan for at opnaa beskyttelse i alle medlemsstater ...«.

7 I grundforordningens artikel 2, stk. 2, bestemmes:

»I denne forordning forstaas ved:

a) 'oprindelsesbetegnelse': navnet paa et omraade, et bestemt sted eller i undtagelsestilfaelde et land, der betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel:

- som har oprindelse i dette omraade, dette bestemte sted eller dette land, og

- hvis egenskaber eller andre kendetegn hovedsageligt eller fuldstaendigt kan tilskrives det geografiske miljoe med dets naturbetingede og menneskelige faktorer, og som er fremstillet, forarbejdet og tilvirket i det afgraensede geografiske omraade

...«

8 I bestemmelsens stk. 3 tilfoejes det:

»Som oprindelsesbetegnelser anses desuden visse traditionelle, eventuelt geografiske, betegnelser, som betegner et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel med oprindelse i et omraade eller et bestemt sted, og som opfylder betingelserne i stk. 2, litra a), andet led.«

9 Grundforordningens artikel 3 har foelgende ordlyd:

»1. Betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, kan ikke registreres.

I denne forordning forstaas ved en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, navnet paa et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, der, selv om det henviser til det sted eller omraade, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet foerst blev fremstillet eller markedsfoert, er blevet faellesbetegnelsen for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel.

For at fastslaa, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, tages der hensyn til alle faktorer, isaer

- de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsomraade

- de faktiske forhold i andre medlemsstater

- de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter

Naar en ansoegning om registrering afvises efter fremgangsmaaden i artikel 6 og 7, fordi en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, offentliggoer Kommissionen den paagaeldende afgoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

2. ...

3. Inden denne forordning traeder i kraft, skal Raadet med kvalificeret flertal paa forslag af Kommissionen opstille og i De Europaeiske Faellesskabers Tidende offentliggoere en ikke udtoemmende vejledende liste over navnene paa landbrugsprodukter og levnedsmidler, der er omfattet af denne forordning, og som i henhold til stk. 1 betragtes som artsbetegnelser og saaledes ikke kan registreres under denne forordning.«

10 I grundforordningens artikel 4, stk. 1, hedder det: »For at en beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) eller en beskyttet geografisk betegnelse (BGB) kan benyttes for et landbrugsprodukt eller et levnedsmiddel, skal dette vaere omfattet af en varespecifikation.« Det fremgaar af bestemmelsens stk. 2, at varespecifikationen hovedsageligt skal omfatte navnet paa produktet med oprindelsesbetegnelsen eller den geografiske betegnelse, en beskrivelse af produktet med angivelse af eventuelle raavarer og af produktets vigtigste fysiske, kemiske, mikrobiologiske og/eller organoleptiske egenskaber, en afgraensning af det geografiske omraade, bevis for, at landbrugsproduktet eller levnedsmidlet har oprindelse i det geografiske omraade i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, en beskrivelse af, hvorledes landbrugsproduktet eller levnedsmidlet fremstilles samt en angivelse af faktorer som bevis paa tilknytningen til det geografiske miljoe eller den geografiske oprindelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 2.

11 Grundforordningens artikel 5, 6 og 7 indeholder de naermere regler om en fremgangsmaade med henblik paa registrering, den saakaldte »almindelige fremgangsmaade«.

12 I henhold til artikel 5, stk. 4, skal registreringsansoegningen stiles til den medlemsstat, hvor det paagaeldende geografiske omraade er beliggende. Som anfoert i bestemmelsens stk. 5 skal medlemsstaten kontrollere, om ansoegningen er berettiget og fremsende den til Kommissionen tillige med bl.a. varespecifikationen.

13 I artikel 6, stk. 1, 2 og 3, er det fastsat, at Kommissionen inden for en periode paa seks maaneder ved en formel undersoegelse skal kontrollere, om registreringsansoegningen indeholder alle de i artikel 4 naevnte oplysninger. Hvis Kommissionen drager den konklusion, at en betegnelse opfylder betingelserne for beskyttelse, foretager den en offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Modtager Kommissionen ingen indsigelser fra en medlemsstat eller en beroert fysisk eller juridisk person i henhold til artikel 7, indfoerer Kommissionen betegnelsen i et register benaevnt »register over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser«. I henhold til artikel 6, stk. 4, offentliggoeres de betegnelser, der indfoeres i registret, efterfoelgende i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

14 Grundforordningens artikel 7 indfoerer en procedure, hvorefter der kan rejses indsigelse mod registreringen. I bestemmelsens stk. 4 er det fastsat: »For at kunne tages til foelge skal indsigelsesmeddelelsen:

- enten paavise, at betingelserne i artikel 2 ikke er opfyldt

- eller paavise, at registreringen af det foreslaaede navn vil skade en eksisterende helt eller delvis enslydende betegnelse eller et varemaerke eller produkter, som lovligt findes paa markedet paa tidspunktet for denne forordnings offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende

- eller praecisere de omstaendigheder, som goer det muligt at slutte, at det navn, som er soegt registreret, er en artsbetegnelse.«

15 Ovennaevnte bestemmelses andet led blev aendret ved Raadets forordning (EF) nr. 535/97 af 7. marts 1997 (EFT L 83, s. 3), og efter dennes ikrafttraeden, dvs. efter den 28. marts 1997, kan indsigelsesmeddelelsen tages til foelge, saafremt det paavises, at registreringen vil skade produkter, som lovligt har vaeret paa markedet »i mindst fem aar inden den i artikel 6, stk. 2, omhandlede offentliggoerelse«, der var den foerste offentliggoerelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende som omhandlet i naervaerende doms praemis 13.

16 Grundforordningens artikel 7, stk. 5, har foelgende ordlyd:

»Saafremt en indsigelse kan tages til foelge i henhold til stk. 4, opfordrer Kommissionen de paagaeldende medlemsstater til at soege at naa til indbyrdes enighed i overensstemmelse med deres interne procedurer inden tre maaneder. Hvis:

a) enighed opnaas, meddeler de paagaeldende medlemsstater Kommissionen alle enkeltheder i forbindelse med den opnaaede enighed, samt ansoegerens og den indsigende parts synspunkter. Saafremt de oplysninger, der modtages i medfoer af artikel 5, ikke har undergaaet aendringer, foelger Kommissionen fremgangsmaaden i artikel 6, stk. 4. I modsat fald indleder den paa ny fremgangsmaaden i artikel 7;

b) enighed ikke opnaas, traeffer Kommissionen afgoerelse efter fremgangsmaaden i artikel 15 under hensyntagen til loyal skik og brug og den faktiske risiko for forveksling. Besluttes det at lade registrering ske, foretager Kommissionen offentliggoerelse efter fremgangsmaaden i artikel 6, stk. 4.«

17 I grundforordningens artikel 13 hedder det:

»1. Registrerede betegnelser er beskyttet mod:

a) enhver direkte eller indirekte kommerciel brug af en registreret betegnelse for produkter, der ikke er omfattet af registreringen, for saa vidt disse produkter kan sammenlignes med de produkter, der er registreret under denne betegnelse, eller for saa vidt anvendelse af betegnelsen indebaerer udnyttelse af den beskyttede betegnelses omdoemme

b) enhver uretmaessig brug, efterligning eller antydning, selv hvis produktets virkelige oprindelse er angivet, eller hvis den beskyttede betegnelse er anvendt i oversaettelse eller ledsaget af udtryk saasom 'art', 'type', 'maade', 'som fremstillet i', 'efterligning' eller lignende

c) enhver anden form for falsk eller vildledende angivelse af produkternes herkomst, oprindelse, art og hovedegenskaber paa pakningen eller emballagen, i reklamerne eller i dokumenterne for de paagaeldende produkter samt anvendelse af emballager, der kan give et fejlagtigt indtryk af oprindelsen

d) enhver anden form for praksis, som kan vildlede offentligheden med hensyn til produktets virkelige oprindelse.

Naar der i en registreret betegnelse indgaar navnet paa et landbrugsprodukt eller levnedsmiddel, der betragtes som en artsbetegnelse, er anvendelse af denne artsbetegnelse paa de tilsvarende landbrugsprodukter eller levnedsmidler ikke i strid med litra a) og b) i foerste afsnit.

2. Medlemsstaterne kan dog bibeholde de nationale bestemmelser om tilladelse til anvendelse af udtrykkene i stk. 1, litra b), i en begraenset periode paa maksimalt fem aar efter datoen for offentliggoerelse af denne forordning, dersom:

- produkterne har vaeret lovligt markedsfoert under dette udtryk i mindst fem aar inden datoen for offentliggoerelse af denne forordning

- produktets virkelige oprindelse er klart og tydeligt angivet paa maerkningen.

Denne undtagelse maa dog ikke medfoere, at produkterne frit markedsfoeres paa en medlemsstats omraade, hvor disse udtryk ikke er tilladt.

3. Beskyttede betegnelser kan ikke blive til artsbetegnelser.«

18 For bl.a. at tage hensyn til, at det foerste forslag om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser ikke blev forelagt for Raadet foer i marts 1996, hvor den stoerste del af den i grundforordningens artikel 13, stk. 2, fastsatte overgangsperiode paa fem aar var forloebet, blev ovennaevnte bestemmelse ved forordning nr. 535/97 erstattet af foelgende bestemmelse:

»Uanset stk. 1, litra a) og b), kan medlemsstaterne dog bibeholde de nationale ordninger om tilladelse til anvendelse af betegnelser, der er registreret i medfoer af artikel 17, i en begraenset periode paa hoejst fem aar efter datoen for offentliggoerelsen af registreringen, dersom:

- produkterne har vaeret lovligt markedsfoert under disse betegnelser i mindst fem aar inden datoen for offentliggoerelsen af denne forordning

- virksomhederne lovligt har markedsfoert de paagaeldende produkter og herunder vedvarende har anvendt betegnelserne i den periode, der er omhandlet i foerste led

- produktets virkelige oprindelse er klart og tydeligt angivet paa maerkningen.

Denne undtagelse maa dog ikke medfoere, at produkterne frit markedsfoeres paa en medlemsstats omraade, hvor disse betegnelser ikke er tilladt.«

19 Med henblik paa gennemfoerelsen af de i grundforordningen foreskrevne foranstaltninger er det i dennes artikel 15 bestemt:

»Kommissionen bistaas af et udvalg, der bestaar af repraesentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repraesentant som formand.

Kommissionens repraesentant forelaegger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal traeffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsaette under hensyn til, hvor meget det paagaeldende spoergsmaal haster. Det udtaler sig med det flertal, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af de afgoerelser, som Raadet skal traeffe paa forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillaegges de stemmer, der afgives af repraesentanterne for medlemsstaterne, den vaegt, som er fastlagt i naevnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

Kommissionen vedtager de paataenkte foranstaltninger, naar de er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse.

Er de paataenkte foranstaltninger ikke i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, eller er der ikke afgivet nogen udtalelse, forelaegger Kommissionen straks Raadet et forslag til de foranstaltninger, der skal traeffes. Raadet traeffer afgoerelse med kvalificeret flertal.

Har Raadet ved udloebet af en frist paa tre maaneder regnet fra forslagets forelaeggelse for Raadet ikke truffet nogen afgoerelse, vedtages de foreslaaede foranstaltninger af Kommissionen.«

20 Grundforordningens artikel 17, hvorved der er indfoert en fremgangsmaade med henblik paa registrering, den saakaldte »forenklede fremgangsmaade«, som finder anvendelse paa registrering af de betegnelser, der allerede eksisterede paa det tidspunkt, hvor forordningen traadte i kraft, har foelgende ordlyd:

»1. Inden seks maaneder efter datoen for denne forordnings ikrafttraeden underretter medlemsstaterne Kommissionen om, hvilke ved lov beskyttede betegnelser eller, i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen beskyttelsesordning, hvilke haevdvundne betegnelser de oensker at registrere i henhold til forordningen.

2. Kommissionen registrerer efter fremgangsmaaden i artikel 15 de i stk. 1 omhandlede betegnelser, som omfattes af artikel 2 og 4. Artikel 7 finder ikke anvendelse. Artsbetegnelser registreres dog ikke.

3. Medlemsstaterne kan bibeholde den nationale beskyttelse af de betegnelser, der er meddelt i henhold til stk. 1, indtil den dato, hvor der traeffes afgoerelse om registreringen.«

21 I forbindelse med vedtagelsen af grundforordningen afgav Raadet og Kommissionen en erklaering til protokollen for samlingen i Raadet. Heri anfoerte de dels, at »det i forordningens artikel 3 er fastsat, at artsbetegnelser ikke kan registreres som en beskyttet betegnelse ...«, dels, at »for saa vidt angaar landbrugsprodukter eller levnedsmidler, der allerede markedsfoeres paa lovlig vis inden denne forordnings ikrafttraeden, og for hvilke der kan ansoeges om registrering, kan medlemsstaterne goere indsigelse mod registreringen i henhold til forordningens artikel 7«. Raadet og Kommissionen tilfoejede, at »det [i den naevnte artikel] klart hedder, at eksistensen af et lovligt markedsfoert produkt i sig selv er grund til, at indsigelsen tages til foelge, og at loyal skik og brug og den faktiske risiko for forveksling efterfoelgende skal tages i betragtning, foer der traeffes en afgoerelse«. De understregede ligeledes, at »formaalet med denne forordning ikke er at forhindre fortsat markedsfoering af produkter, der lovligt saelges i Faellesskabet den 30. juni 1992, saa laenge de ikke er i modstrid med kriterierne vedroerende loyal skik og brug og faktisk risiko for forveksling«.

Faktiske omstaendigheder

22 Med henblik paa udarbejdelsen af forslaget til den vejledende ikke udtoemmende liste over betegnelser, der betragtes som artsbetegnelser, og som i henhold til grundforordningen derfor ikke kan registreres, en liste, som Raadet i henhold til den naevnte forordnings artikel 3, stk. 3, skulle udarbejde inden forordningens ikrafttraeden, dvs. den 25. juli 1993, anmodede Kommissionen allerede i juli 1992 medlemsstaterne om at fremlaegge en liste over produktnavne, som de mente kunne anerkendes som artsbetegnelser. I marts 1995 rettede Kommissionen lignende anmodninger til de tre nye medlemsstater.

23 Det fremgaar af begrundelsen for forslaget til Raadets beslutning om udarbejdelse af en ikke udtoemmende vejledende liste over navne paa landbrugsprodukter og levnedsmidler, der betragtes som artsbetegnelser, som omhandlet i artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 2081/92 (herefter »forslaget til beslutning«), som Kommissionen fremsatte den 6. marts 1996 (KOM(96) 38 endelig udg.), at Kommissionen samarbejdede med medlemsstaterne for at danne sig det bedst mulige overblik paa omraadet, hvor der, henset til de betydelige oekonomiske interesser for private, der staar paa spil, ifoelge Kommissionen maatte handles meget forsigtigt og paa en neutral og objektiv maade.

24 Paa baggrund af de meget afvigende og ikke saerligt oplysende forslag, Kommissionen modtog fra medlemsstaterne, besluttede den, at betegnelser, der opfyldte nedennaevnte betingelser, kunne erklaeres for artsbetegnelser:

»a) Betegnelserne er foreslaaet af mindst otte medlemsstater.

...

b) Den medlemsstat, hvor betegnelsen har sin oprindelse, er kontraherende part i Stresa-konventionen [af 1. juni 1951 om brug af oprindelsesbetegnelser og benaevnelser for ost], og/eller den har selv optaget betegnelsen paa den liste, der er meddelt Kommissionen.

...

c) Betegnelserne er ikke beskyttede i andre medlemsstater end oprindelsesmedlemsstaten ved internationale aftaler (bilaterale overenskomster eller andre).

...«

25 I begrundelsen for forslaget til beslutning hedder det, at for saa vidt angik betegnelsen »feta« havde Kommissionen ved mange lejligheder modtaget kraftige reaktioner med hensyn til spoergsmaalet om navnets karakter af artsbetegnelse.

26 Det fremgaar i saa henseende af sagen, at et flertal af medlemsstater havde anmodet Kommissionen om at optage betegnelsen »feta« paa den liste over artsbetegnelser, Kommissionen var ved at udarbejde.

27 Paa den anden side var betegnelsen beskyttet i henhold til en overenskomst mellem Republikken OEstrig og Kongeriget Graekenland, der i medfoer af aftalen af 5. juni 1970 blev indgaaet den 20. juni 1972 mellem de naevnte to stater, og som omhandler beskyttelse af oplysninger om oprindelse, oprindelsesbetegnelser og benaevnelser af landbrugs- og industriprodukter (BGBl. nr. 378/1972 og nr. 379/1972; sterreichisches Patentblatt nr. 11/1972 af 15.11.1972).

28 Endelig havde den graeske regering i mellemtiden, nemlig ved skrivelse af 21. januar 1994, tilstillet Kommissionen dossieret vedroerende de betegnelser, som regeringen anmodede om at faa registreret som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser i henhold til grundforordningens artikel 17.

29 Akterne vedroerende betegnelsen »feta«, som Den Hellenske Republik anmodede om at faa registreret som BOB, indeholdt en raekke oplysninger, bl.a. om den geografiske oprindelse af den raavare, der anvendtes ved fremstillingen af produktet, om naturforholdene i de omraader, hvor raavaren produceres, om arterne og racerne af de dyr, hvis maelk anvendes ved produktionen af feta, om den paagaeldende maelks kvalitative karakteristika, om metoden til fremstilling af osten og dennes kvalitative egenskaber.

30 Dossieret omfattede endvidere ministeriel bekendtgoerelse nr. 313025 af 11. januar 1994 om anerkendelse af den beskyttede oprindelsesbetegnelse (BOB) for feta-ost (herefter »bekendtgoerelsen«).

31 Bekendtgoerelsens artikel 1, stk. 1, har foelgende ordlyd: »Betegnelsen 'feta' registreres som beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) for hvid ost i saltlage, der fremstilles paa traditionel vis i Graekenland, naermere bestemt i de egne, som er anfoert i stk. 2, og af faaremaelk eller en blanding af faare- og gedemaelk«.

32 I samme bestemmelses stk. 2 hedder det: »Den maelk, der anvendes ved fremstilling af 'feta', maa udelukkende komme fra Makedonien, Thrakien, Epiros, Thessalien, Centralgraekenland (Sterea Ellada), Peloponnes og fra Lesbos amt.«

33 De oevrige bestemmelser i bekendtgoerelsen omhandler kravene til den maelk, hvoraf osten fremstilles, den metode, der skal anvendes ved fremstillingen af feta, ostens vaesentligste kendetegn, herunder de kvalitative, organoleptiske og smagsmaessige kendetegn, samt de angivelser, der skal vaere anfoert paa emballagen.

34 Endelig er det i henhold til bekendtgoerelsens artikel 6, stk. 2, ikke tilladt at fremstille, importere, eksportere, bringe paa markedet og saelge »feta«-ost, som ikke opfylder betingelserne i bekendtgoerelsen.

35 I begrundelsen for forslaget til beslutning anfoerte Kommissionen, at paa baggrund af alle ovennaevnte forhold var det noedvendigt at handle med den stoerste forsigtighed med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt betegnelsen »feta« var blevet en artsbetegnelse, og at der maatte regnes med solide beviser for at underbygge den beslutning, der ville blive truffet.

36 Med henblik herpaa lod Kommissionen i april 1994 foretage en Eurobarometer-forbrugerundersoegelse med deltagelse af 12 800 personer, fordelt over de tolv stater, der paa davaerende tidspunkt var medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab. Som begrundelse for at gennemfoere en saadan undersoegelse anfoerte Kommissionen, at i henhold til grundforordningen »er det en betingelse for, at det kan fastslaas, at en betegnelse er en artsbetegnelse, at den er blevet faellesbetegnelse for et produkt, dvs. at den betegner produktet som saadan, uden at den i forbrugernes oejne omfatter en henvisning til produktets geografiske oprindelse«.

37 Konklusionerne af undersoegelsen, saaledes som de fremgaar af den afsluttende rapport af 24. oktober 1994, var foelgende:

1. Gennemsnitligt har én ud af fem borgere i Den Europaeiske Union allerede set eller hoert ordet »feta«. I to lande, nemlig Graekenland og Danmark, kendes ordet imidlertid af naesten alle.

2. Blandt dem, der genkender betegnelsen »feta«, forbinder flertallet den med en ost, og en ret stor del praeciserer deres svar ved at sige, at der er tale om en graesk ost.

3. Tre ud af fire, der kender ordet »feta«, siger, at ordet faar dem til at taenke paa et land eller en region, som produktet har noget at goere med.

4. Blandt dem, som allerede har set eller hoert ordet »feta«, mener 37,2%, at der er tale om et almindeligt navn, mens det ifoelge 35,2% er en oprindelsesbetegnelse. Resten udtaler sig ikke. I Danmark sagde et flertal (63%), at der er tale om et almindeligt navn, mens 52% af de adspurgte i Graekenland betragter det som en oprindelsesbetegnelse.

5. Med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om et almindeligt navn eller en oprindelsesbetegnelse, er de adspurgte i Europa ligeledes delte, naar man ikke blot ser paa, hvem der spontant kender betegnelsen »feta«, men ogsaa paa dem, over for hvem det var praeciseret, at der er tale om en ost: 50% svarede, at der er tale om en oprindelsesbetegnelse, mens 47% opfattede den som et almindeligt navn.

38 Paa baggrund heraf og henset til britisk og tysk retspraksis, hvorefter det ifoelge Kommissionen ikke af den omstaendighed, at ingen eller kun faa kender en betegnelse, kan udledes, at der er tale om en artsbetegnelse, konkluderede Kommissionen, at »det ser derfor ud til, at navnet 'feta' ikke er blevet et faellesnavn for et produkt, og at det fortsat leder tanken hen paa en graesk oprindelse hos de fleste personer, der kender det«.

39 Kommissionen forelagde endvidere feta-dossieret for Den Videnskabelige Komité for Oprindelsesbetegnelser, Geografiske Betegnelser og Specificitetsattestering, der blev oprettet i henhold til Kommissionens afgoerelse af 21. december 1992 (EFT 1993 L 13, s. 16). Ifoelge afgoerelsens artikel 2 har komitéen, hvis medlemmer er sagkyndige, der er hoejt kvalificerede inden for jura og landbrug i almindelighed og med hensyn til intellektuel ejendomsret i saerdeleshed, til opgave efter anmodning fra Kommissionen at behandle enhver form for tekniske problemer, som maatte opstaa i forbindelse med anvendelsen af bl.a. grundforordningen, herunder problemer vedroerende artsbetegnelser og de enkelte elementer i definitionen af oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler.

40 Af den udtalelse, Den Videnskabelige Komité afgav den 15. november 1994, fremgaar det, at den med fire stemmer mod tre havde antaget, at henset til bl.a. de foreliggende oplysninger opfyldte betegnelsen »feta« betingelserne for at kunne registreres i henhold til grundforordningen, navnlig dennes artikel 2, stk. 3.

41 I udtalelsen konkluderede Den Videnskabelige Komité med enstemmighed, at ud fra de oplysninger, der var forelagt den, er navnet »feta« som betegnelse for graesk ost ikke blevet en artsbetegnelse som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1. Komitéen praeciserede, at udtalelsen om, at »navnet 'feta' ikke er blevet en artsbetegnelse, kun vedroerer det foreliggende spoergsmaal, og at den ikke foregriber spoergsmaalet vedroerende produkter, der lovligt findes paa markedet, jf. artikel 13, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 2081/92«.

42 Det fremgaar af begrundelsen for forslaget til beslutning, at i betragtning af resultaterne af Eurobarometer-undersoegelsen og udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité antog Kommissionen i sidste instans, at betegnelsen »feta« ikke var blevet en artsbetegnelse som omhandlet i grundforordningens artikel 3, og at betegnelsen derfor ikke skulle figurere i den ikke udtoemmende vejledende liste over betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, som Kommissionen forelagde for Raadet.

43 Den naevnte liste, saaledes som den findes i artikel 1 i forslaget til beslutning, indeholdt foelgende betegnelser: Brie, Camembert, Cheddar, Edam, Emmentaler og Gouda. Raadet vedtog imidlertid ikke forslaget, idet der ikke kunne opnaas det noedvendige flertal.

44 Sideloebende hermed havde Kommissionen forelagt det i grundforordningens artikel 15 omhandlede udvalg et forslag til forordning med en liste over de betegnelser, som medlemsstaterne oenskede at registrere som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser i henhold til grundforordningens artikel 17. Paa den naevnte liste figurerede betegnelsen »feta«, som den graeske regering havde oensket at registrere som BOB.

45 Da det i grundforordningens artikel 15 omhandlede udvalg ikke havde afgivet udtalelse inden for den frist, der var fastsat, forelagde Kommissionen forslaget for Raadet den 6. marts 1996, saaledes som det er fastsat i forordningens artikel 15, stk. 4.

46 Da Raadet ikke havde truffet afgoerelse vedroerende forslaget inden for den i samme bestemmelses stk. 5 fastsatte frist paa tre maaneder, udstedte Kommissionen selv den omtvistede forordning den 12. juni 1996.

47 I henhold til sidstnaevnte forordning er betegnelsen »feta« registreret som BOB i medfoer af grundforordningens artikel 2, stk. 3, der omfatter traditionelle, eventuelt geografiske, betegnelser.

Parternes anbringender og argumenter

48 Til stoette for deres soegsmaal har de tre sagsoegende regeringer fremfoert to anbringender, idet de har gjort gaeldende, at grundforordningens artikel 17, stk. 2, sammenholdt med henholdsvis artikel 2, stk. 3, og artikel 3, stk. 1, er tilsidesat.

49 De har naermere bestemt anfoert, at i modsaetning til, hvad der kraeves i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 2, opfylder betegnelsen »feta« ikke betingelserne for registrering som BOB, idet det produkt, den betegner, ikke har oprindelse i et omraade eller et bestemt sted som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 3, og produktet ikke har egenskaber eller andre kendetegn, som hovedsageligt eller fuldstaendigt kan tilskrives det geografiske miljoe med dets naturbetingede og menneskelige faktorer i det omraade eller paa det sted, som det har oprindelse i, saaledes som det foreskrives i forordningens artikel 2, stk. 3, hvori der henvises til artikel 2, stk. 2.

50 Regeringerne har endvidere gjort gaeldende, at betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, foerste og andet afsnit, og at forordningens artikel 17, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, foerste afsnit, derfor under alle omstaendigheder er til hinder for registrering af betegnelsen.

51 Den danske og den tyske regering har endvidere fremfoert anbringender, hvorefter der er tale om tilsidesaettelse af EF-traktatens artikel 5 og 30 samt af proportionalitetsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling.

52 Da forbuddet mod registrering af artsbetegnelser og af betegnelser, der er blevet artsbetegnelser, saaledes som dette fremgaar af grundforordningens artikel 17 og 3, er generelt og ubetinget, og det derfor ogsaa maa antages at omfatte betegnelser, der opfylder de betingelser, der i oevrigt er fastsat for, at de kan betragtes som oprindelsesbetegnelser eller geografiske betegnelser, maa der foerst tages stilling til anbringendet om, at betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse.

Anbringendet om, at grundforordningens artikel 17, stk. 2, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, er tilsidesat

De sagsoegende regeringers argumenter

53 De sagsoegende regeringer har foerst anfoert, at ordet »feta« etymologisk har sin oprindelse i det italienske ord »fetta«, der ganske enkelt betyder »skive«.

54 Ifoelge den franske regering er »feta« som produkt udtryk for den mest simple form for ostefremstilling, og det har i lang tid eksisteret under forskellige betegnelser paa hele Balkan. Endvidere har betegnelsen »feta« aldrig alene vaeret forbeholdt den graeske produktion af denne ostetype.

55 Den franske regering har heraf udledt, at betegnelsen »feta« ikke henviser til »det sted, hvor landbrugsproduktet eller levnedsmidlet foerst blev fremstillet eller markedsfoert«, og at betegnelsen derfor ikke kan antages at vaere en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, men maa antages altid at have vaeret en artsbetegnelse.

56 Som de oevrige sagsoegende regeringer har den franske regering imidlertid ogsaa henvist til den definition og de tre kriterier, der er anfoert i grundforordningens artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, og som er afgoerende for, at det kan fastslaas, om betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse eller ej.

57 Med hensyn til det foerste af disse kriterier - de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsomraade - har den franske regering anfoert, at selv om betegnelsen »feta« for graeske forbrugere ubestrideligt vaekker forestillinger om noget specifikt graesk, vaekker betegnelsen imidlertid ikke forestillinger om en bestemt oprindelse i Graekenland, hvor osten fremstilles i meget forskellige omraader. Den danske og den tyske regering har tilfoejet, at Den Hellenske Republik ikke har forsoegt at faa betegnelsen »feta« beskyttet, og at den ikke blot har tolereret, at der i en raekke lande har udviklet sig et marked for feta fremstillet af komaelk og paa grundlag af moderne fremstillingsmetoder, men i perioden 1965-1987 oven i koebet importerede feta fra Danmark uden nogen form for indsigelser vedroerende den anvendte betegnelse. De tre regeringer har i den forbindelse understreget, at de graeske bestemmelser paa omraadet er af nyere dato og foerst er vedtaget efter, at der er vedtaget regler i andre medlemsstater.

58 Med hensyn til det andet kriterium i grundforordningens artikel 3, stk. 1, dvs. de faktiske forhold i andre medlemsstater, har de tre sagsoegende regeringer anfoert, at feta i aartier har vaeret lovligt fremstillet i flere andre medlemsstater, selv om den dér i almindelighed fremstilles af komaelk. Ifoelge den franske regering er den paagaeldende produktion paa niveau med eller overstiger endda den graeske feta-produktion. Endvidere udgoeres forbruget af feta i de oevrige medlemsstater navnlig af feta, der er fremstillet uden for Graekenland. Endelig har den danske regering gjort gaeldende, at den omstaendighed, at et flertal af medlemsstaterne havde anmodet Kommissionen om at medtage betegnelsen »feta« paa den liste over artsbetegnelser, der skulle udarbejdes i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 3, i tilstraekkelig grad belyser, at der er en feta-produktion i de oevrige medlemsstater.

59 For saa vidt endelig angaar det tredje kriterium - de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter - har de sagsoegende regeringer anfoert, at feta har vaeret omfattet af nationale bestemmelser, hvorefter ogsaa ost fremstillet af komaelk lovligt kan markedsfoeres under betegnelsen feta, i Danmark siden 1963, i Nederlandene siden 1981 og i Tyskland siden 1985. Regeringerne har tilfoejet, at heller ikke i henhold til de faellesskabsretlige bestemmelser har feta vaeret betragtet som en saerlig graesk oprindelsesbetegnelse eller som en ost, der noedvendigvis skulle fremstilles ved anvendelse af faare- og/eller gedemaelk. I henhold til ordningen om eksportrestitutioner for maelk og mejeriprodukter (se bl.a. Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3266/75 af 15.12.1975 om fastsaettelse af restitutioner for maelk og mejeriprodukter, der udfoeres i uaendret stand (EFT L 324, s. 12)) ydedes der saaledes oprindelig eksportrestitutioner for feta uden hensyn til, hvilken maelk der var anvendt ved dens fremstilling. Senere (se bl.a. Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3614/86 af 27.11.1986 om fastsaettelse af eksportrestitutionerne for maelk og mejeriprodukter (EFT L 335, s. 18)) indfoertes en sondring mellem feta fremstillet udelukkende af faare- og/eller gedemaelk og feta fremstillet af andre varer, men for begge de naevnte kategorier ydedes der de samme restitutioner. Ogsaa i henhold til Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3846/87 af 17. december 1987 om fastsaettelsen af nomenklaturen over eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (EFT L 366, s. 1) sondredes der mellem forskellige toldpositioner for feta, alt efter hvilken type maelk der er anvendt, emballagens art, indhold af vand, toerstof og fedt. Endelig har Kommissionen efter udstedelsen af den omtvistede forordning udstedt forordning (EF) nr. 1170/96 af 27. juni 1996 om aendring af forordning (EF) nr. 1600/95 om gennemfoerelsesbestemmelser for importordningen og om aabning af toldkontingenter for maelk og mejeriprodukter (EFT L 155, s. 10), hvorefter der sondres mellem positionerne »Feta, af faaremaelk eller boeffelmaelk« og »Feta, andre«.

60 Ifoelge de tre sagsoegende regeringer kan det heraf udledes, at henset til de tre kriterier, der udtrykkeligt er opregnet i forordningens artikel 3, stk. 1, er betegnelsen »feta« faellesbetegnelsen for et landbrugsprodukt, nemlig en bestemt hvid ost i saltlage, som efter forskellige metoder kan fremstilles enten paa grundlag af ko-, gede- eller faaremaelk eller en blanding af disse former for maelk.

61 Regeringerne har tilfoejet, at ogsaa andre omstaendigheder bestyrker den antagelse, at den omtvistede betegnelse er en artsbetegnelse.

62 Den danske regering har herved saerligt fremhaevet, at den omstaendighed, at det omhandlede produkt lovligt blev markedsfoert under betegnelsen »feta« inden for Den Europaeiske Union paa det tidspunkt, hvor grundforordningen blev udstedt, i sig selv viser, at betegnelsen er en artsbetegnelse i forordningens forstand. Regeringen har paapeget, at i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, andet led, kan denne omstaendighed udtrykkeligt tages i betragtning under den ved naevnte bestemmelse indfoerte indsigelsesprocedure, og har tilfoejet, at selv om den i artikel 7 omhandlede indsigelsesprocedure ikke finder anvendelse sammen med artikel 17, maa den naevnte omstaendighed tages i betragtning ved vurderingen af, om en betegnelse er en artsbetegnelse.

63 Den danske regering har herved ogsaa henvist til den erklaering, Raadet og Kommissionen fremsatte i forbindelse med vedtagelsen af grundforordningen, og hvoraf det fremgaar, at formaalet med den paagaeldende forordning ikke er at forhindre fortsat markedsfoering af produkter, der lovligt er bragt paa markedet, saa laenge de ikke er i modstrid med kriterierne vedroerende loyal skik og brug og faktisk risiko for forveksling. Ifoelge den danske regering er dette ikke tilfaeldet for feta, der fremstilles i Danmark, idet der siden 1963 i Danmark har vaeret regler for feta-produktion, der foreskriver, at dansk feta tydeligt maerkes »dansk feta«.

64 Den danske regering, som ogsaa den tyske og den franske, har endelig rejst kritik af, at Kommissionen i det vaesentlige har lagt resultaterne af Eurobarometer-forbrugerundersoegelsen og udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité, som ogsaa er baseret paa undersoegelsen, til grund for afgoerelsen af, at betegnelsen »feta« ikke er en artsbetegnelse. De tre regeringer har foerst fremhaevet, at resultaterne af undersoegelsen paa ingen maade er entydige. Dernaest har de principielt sat spoergsmaalstegn ved, at forbrugerundersoegelser anvendes til afgoerelse af retlige spoergsmaal, og har endvidere paatalt, at undersoegelsen hverken omfattede de nye medlemsstater eller erhvervskredse, og at der i undersoegelsen er taget saerlig hensyn til forholdene i oprindelsesstaten, men ikke til forholdene i de andre produktionsomraader og i forbrugsomraaderne. Den danske regering har navnlig bestridt, at spoergsmaalet om, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, alene kan afgoeres paa grundlag af forbrugernes opfattelse paa det punkt, og at det forhold, at forbrugerne forbinder en betegnelse med det land eller oprindelsesomraade, hvor produktet har oprindelse, kan vaere tilstraekkeligt til, at betegnelsen kan antages at vaere blevet en artsbetegnelse.

Kommissionens og den graeske regerings argumenter

65 Kommissionen og den graeske regering har foerst anfoert, at feta har vaeret fremstillet i Graekenland siden antikken. Betegnelsen »feta« har vaeret anvendt i Graekenland siden det syttende aarhundrede, hvor Graekenland var under venetiansk indflydelse.

66 Kommissionen har dernaest paapeget, at bevisbyrden for, at der er tale om en artsbetegnelse, paahviler den, der fremsaetter paastand herom. Denne bevisbyrdefordeling foelger forudsaetningsvis af grundforordningens artikel 17, stk. 1 og 2, af dens artikel 4, hvorefter der ikke kraeves bevis, samt af dens artikel 7, stk. 4, tredje led, hvorefter den, der rejser indsigelse mod registreringen, skal bevise, at der er tale om en artsbetegnelse. Dette er i oevrigt en anvendelse af almindelige bevisbyrderegler. Kommissionen har understreget, at den har fastholdt det samme synspunkt i et arbejdsdokument, der vedroerer foelgerne af, at grundforordningen blev vedtaget og traadte i kraft, og som har vaeret grundlaget for det i samme forordnings artikel 15 omhandlede udvalgs arbejde, samt at ingen medlemsstat har bestridt Kommissionens synspunkt.

67 Kommissionen, stoettet af den graeske regering, har ogsaa anfoert, at en betegnelse, der opfylder betingelserne i grundforordningens artikel 2 og 4, i princippet ikke kan vaere en artsbetegnelse, eftersom en betegnelse i henhold til definitionen i artikel 3, stk. 1, er en artsbetegnelse, naar den er blevet en »faellesbetegnelse for et produkt«, dvs. at betegnelsen efter forbrugernes opfattelse ikke forbindes med produktets geografiske oprindelse, hvilket imidlertid kraeves i relation til artikel 2. Der maa derfor udvises den stoerste forsigtighed over for en paastand om, at en oprindelsesbetegnelse er blevet en artsbetegnelse, og i tilfaelde af tvivl eller uenighed boer der stilles ganske strenge krav til beviset herfor. I forbindelse med behandlingen af Den Hellenske Republiks ansoegning om beskyttelse af betegnelsen »feta« var det efter Kommissionens opfattelse ikke blevet godtgjort, at betegnelsen var blevet en artsbetegnelse.

68 Kommissionen har tilfoejet, at i den foreliggende sag er vurderingen af, om betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse, foretaget under streng overholdelse af de i grundforordningens artikel 3 fastsatte krav. Kommissionen har understreget, at der i henhold til grundforordningen skal foretages en samlet vurdering af alle de faktorer, der kan paavirke forbrugernes opfattelse, og ikke kun de faktorer af vejledende art, der udtrykkeligt er angivet i forordningen. Henset til Domstolens praksis (dom af 10.11.1992, sag C-3/91, Exportur, Sml. I, s. 5529, praemis 37) skal forholdene i oprindelsesmedlemsstaten imidlertid tillaegges saerlig betydning.

69 Kommissionen, stoettet af den graeske regering, har i denne sammenhaeng anfoert, at argumenterne om, at betegnelsen »feta« laenge har vaeret anvendt uden for Graekenland, og at der indtil slutningen af firserne intet blev foretaget fra graesk side for at hindre en saadan anvendelse, ikke kan tillaegges vaegt. I andre medlemsstater har osteproducenter saaledes lovligt kunnet anvende betegnelsen »feta«, idet ingen retsforskrift var til hinder herfor. Som foelge af det territorialprincip, Domstolen opstillede i dommen i Exportur-sagen, praemis 12, og hvorefter beskyttelsen af et navn ifoelge Kommissionen er begraenset til den stat, der har indroemmet den paagaeldende beskyttelse, har Den Hellenske Republik udelukkende kunnet beskytte betegnelsen »feta« inden for sine egne graenser, medmindre den indgik bilaterale eller multilaterale aftaler. Under alle omstaendigheder er et saadant argument efter Kommissionens opfattelse blot en faktisk konstatering, der beviser, at betegnelsen har vaeret anvendt i andre medlemsstater, men ikke, at betegnelsen herved er blevet en artsbetegnelse.

70 Kommissionen har ligeledes anfoert, at naar forbrugsomraaderne skal fastlaegges, kan der kun laegges vaegt paa det faktiske forbrug, men ikke paa produktionen og eventuel eksport af feta til tredjelande. Inden for Den Europaeiske Union kan der sondres mellem to uensartede forbrugsomraader, dels det graeske marked, hvor der aarligt forbruges 100 000 tons feta, dvs. 10 kg pr. person, dels markedet i de oevrige medlemsstater, hvor det aarlige forbrug udgoer 35 000 tons, dvs. 0,1 kg pr. person.

71 Til stoette for, at betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse, kan det ifoelge Kommissionen ikke med foeje goeres gaeldende, at der i visse medlemsstater har bestaaet nationale retsforskrifter, inden Den Hellenske Republik fastsatte saadanne forskrifter, og det samme gaelder de faellesskabsretlige bestemmelser, de sagsoegende regeringer har henvist til. For det foerste er det forhold, at visse medlemsstater har haft bestemmelser, hvorefter der lovligt kan anvendes en kendt betegnelse, der ikke har oprindelse i de paagaeldende stater, hoejst et bevis paa, at betegnelsen har vaeret anvendt uretmaessigt, men ikke paa, at den er blevet en artsbetegnelse. Endvidere er der ved de graeske bestemmelser kun sket det, at den traditionelle, gennem flere hundrede aar anvendte betegnelse »feta« er blevet lovreguleret i Graekenland. Desuden indgaar de faellesskabsretlige bestemmelser om eksportrestitutioner eller om toldnomenklaturen, som de sagsoegende regeringer har paaberaabt sig, i en rent toldmaessig problemstilling og tager ikke sigte paa at regulere den industrielle ejendomsret til visse saerlige betegnelser eller paa at afspejle forbrugernes opfattelse. De paagaeldende bestemmelser er derfor ikke relevante ved afgoerelsen af, om en betegnelse er en artsbetegnelse.

72 Kommissionen har endvidere paapeget, at ved vurderingen af, om en betegnelse er en artsbetegnelse, er det i tilfaelde af tvivl eller uenighed afgoerende at fastslaa, hvorledes forbrugerne opfatter den. En gennemgang af de relevante nationale og faellesskabsretlige bestemmelser kan herved kun vaere et indicium, der sjaeldent vil vaere afgoerende som grundlag for en vurdering af forbrugernes opfattelse.

73 Kommissionen har praeciseret, at det var for at faa kendskab til forbrugernes opfattelse af og indstilling til betegnelsen »feta«, at den i april 1994 gennemfoerte Eurobarometer-forbrugerundersoegelsen. I forbindelse med, at Kommissionen i 1993 udarbejdede det i grundforordningens artikel 3, stk. 3, omhandlede forslag til listen over artsbetegnelser, havde den saaledes fastslaaet, at kun betegnelsen »feta« ville give anledning til uenighed mellem medlemsstaterne om, hvorvidt den var en artsbetegnelse. Det fremgaar imidlertid klart af resultaterne af Eurobarometer-undersoegelsen, at betegnelsen »feta« kun er lidt kendt i Det Europaeiske Faellesskab, og at - dog ikke for Danmarks vedkommende - blandt dem, der kender betegnelsen, forbinder hovedparten den med en ost, og en stor del heraf finder, at der er tale om en graesk ost. Det maa saaledes kunne konkluderes, at betegnelsen »feta« i forbrugernes oejne fortsat er forbundet med produktets geografiske oprindelse.

74 Kommissionen har tilfoejet, at den paa baggrund af alle ovennaevnte forhold og under hensyntagen til den i grundforordningens artikel 3 indeholdte definition anmodede Den Videnskabelige Komité om en udtalelse. Komitéen fastslog enstemmigt, at betegnelsen »feta« ikke er en artsbetegnelse.

75 For saa vidt angaar det af den danske regering fremfoerte argument vedroerende grundforordningens artikel 7, stk. 4, andet led, har Kommissionen paapeget, at den omtvistede forordning er udstedt under henvisning til grundforordningens artikel 17, hvori det udtrykkeligt er fastsat, at artikel 7 ikke finder anvendelse i forbindelse med den forenklede fremgangsmaade for registrering, eftersom de hensyn, der ligger til grund for den i grundforordningens artikel 7 fastsatte indsigelsesprocedure, ikke har samme berettigelse under den forenklede fremgangsmaade, hvis formaal var definitivt at bringe orden i de mange betegnelser, der bestod paa datoen for vedtagelsen af grundforordningen, og som er beskyttet i henhold til de forskellige interne retsordener i medlemsstaterne. Da der ikke inden for Faellesskabet foer vedtagelsen af grundforordningen forelaa en almengyldig retsbeskyttelse af de naevnte betegnelser, ville der derfor uundgaaeligt blive konflikter mellem paa den ene side de retmaessige indehavere af de paagaeldende betegnelser og paa den anden side andre, der har benyttet sig af dem.

76 Kommissionen har ligeledes anfoert, at der i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 2, gjaldt en overgangsperiode, der er blevet forlaenget ved forordning nr. 535/97, hvorefter medlemsstaterne kan bibeholde nationale bestemmelser om anvendelse af betegnelser eller udtryk, der ellers ikke laengere kan anvendes, fordi de er blevet registreret, bl.a. under forudsaetning af, at de produkter, de vedroerer, har vaeret lovligt markedsfoert under en saadan betegnelse eller et saadant udtryk i mindst fem aar foer forordningens offentliggoerelse. Kommissionen har dog tilfoejet, at det forhold, at et produkt tidligere har vaeret lovligt markedsfoert, ikke kan tillaegges betydning ved afgoerelsen af, om den anvendte betegnelse er blevet en artsbetegnelse, idet artikel 13, stk. 2, som netop finder anvendelse paa produkter, der lovligt har vaeret markedsfoert under en betegnelse, der fremover vil vaere forbeholdt andre produkter, ellers ville vaere uden genstand.

77 Kommissionen har endelig anfoert, at selv om den erklaering, Raadet og Kommissionen fremsatte i forbindelse med vedtagelsen af grundforordningen, i henhold til Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 30.1.1985, sag 143/83, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 427, praemis 13, og af 26.2.1991, sag C-292/89, Antonissen, Sml. I, s. 745, praemis 17 og 18) kan bidrage til fortolkningen af reglerne, kan den imidlertid ikke aendre deres objektive raekkevidde og kan derfor ikke bevirke, at grundforordningens artikel 7 finder anvendelse under den forenklede fremgangsmaade i henhold til samme forordnings artikel 17.

Domstolens bemaerkninger

78 Indledningsvis maa det praeciseres, at selv om den franske regerings argument, hvorefter betegnelsen »feta« ikke henviser til det sted, hvor det produkt, det betegner, har sin oprindelse, maatte vaere korrekt, kan det ikke indebaere, at grundforordningens artikel 3, stk. 1, navnlig den definition af begrebet »betegnelser, der er blevet artsbetegnelser«, som bestemmelsen indeholder, ikke kan finde anvendelse i den foreliggende sag.

79 For det foerste viser den omstaendighed, at bestemmelsen finder anvendelse, selv om produktets navn fortsat henviser til det sted, hvor produktet har oprindelse, klart, at bestemmelsen ogsaa og under alle omstaendigheder finder anvendelse, saafremt navnet ikke eller ikke laengere henviser til dette sted.

80 For det andet fremgaar det bl.a. af grundforordningens artikel 3, stk. 3, hvorefter det paalaegges Raadet at opstille en ikke udtoemmende vejledende liste over navnene paa landbrugsprodukter, »som i henhold til stk. 1 betragtes som artsbetegnelser«, at den i stk. 1 indeholdte definition af begrebet »betegnelser, der er blevet artsbetegnelser«, ogsaa finder anvendelse paa betegnelser, der altid har vaeret artsbetegnelser.

81 For saa vidt dernaest angaar spoergsmaalet om, hvorvidt betegnelsen »feta« maa antages at vaere en betegnelse, der er blevet en artsbetegnelse som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, maa det fastslaas, at det i anden betragtning til den omtvistede forordning blot anfoeres, at nogle af de betegnelser, som medlemsstaterne havde fremsendt til Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 17, er i overensstemmelse med bestemmelserne i naevnte forordning og boer registreres, og i tredje betragtning anfoeres, at artsbetegnelser ikke kan registreres.

82 Den omtvistede forordning indeholder imidlertid ingen oplysninger eller naermere praecisering af de hensyn, som - uanset de argumenter, visse medlemsstater havde fremfoert, dels i forbindelse med udarbejdelsen af det i grundforordningens artikel 3, stk. 3, omhandlede forslag til en liste over artsbetegnelser, dels i forbindelse med proceduren omkring vedtagelsen af den omtvistede forordning, saaledes som denne er naermere reguleret i grundforordningens artikel 15 - foerte til, at Kommissionen fandt, at betegnelsen »feta« ikke er en artsbetegnelse og derfor kunne registreres.

83 Under disse omstaendigheder maa spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens anvendelse af grundforordningens artikel 3, stk. 1, i relation til betegnelsen »feta« har vaeret korrekt, afgoeres ud fra de bemaerkninger, Kommissionen er fremkommet med i forslaget til beslutning, som den selv har henvist til, og som blev udarbejdet sideloebende med vedtagelsen af den omtvistede forordning, samt ud fra de forklaringer, Kommissionen har givet under sagens behandling for Domstolen.

84 I begrundelsen for forslaget til beslutning har Kommissionen blot anfoert, at der ifoelge grundforordningen skal tages hensyn til alle faktorer, herunder dem, der udtrykkeligt er opregnet i forordningens artikel 3, stk. 1, og dernaest praeciseret, at de naevnte kriterier er »kumulative«, og at det i denne forbindelse er interessant at notere, at Domstolen i dommen i Exportur-sagen, praemis 37, »anvendte henvisningen til situationen i den medlemsstat, hvor en betegnelse har sin oprindelse, som kriterium for at afgoere, om betegnelsen er blevet en artsbetegnelse«. Kommissionen har imidlertid ikke paa nogen maade givet naermere oplysninger om, hvorvidt og i hvilket omfang de betegnelser, den til slut foreslog at betragte som artsbetegnelser, opfyldte de naevnte kriterier, og heller ikke om, hvorfor den fandt, at betegnelsen »feta«, som i begrundelsen for forslaget til beslutning endog er omtalt i et saerligt afsnit, ikke opfyldte dem.

85 Som det fremgaar af den del af naervaerende dom, der omhandler de faktiske omstaendigheder, baserede Kommissionen sin afgoerelse om ikke at optage betegnelsen »feta« paa den liste over artsbetegnelser, som den foreslog, paa resultaterne af den Eurobarometer-forbrugerundersoegelse, den havde ladet gennemfoere, og paa udtalelsen fra Den Videnskabelige Komité, som Kommissionen havde forelagt spoergsmaalet for. Det fremgaar ligeledes af begrundelsen for forslaget til beslutning, at blandt de oplysninger, Den Videnskabelige Komité havde lagt til grund for sin udtalelse, var »isaer resultatet af opinionsundersoegelsen«.

86 I de indlaeg, Kommissionen har indgivet til Domstolen, har Kommissionen ikke alene praeciseret, hvorfor den tillagde resultaterne af den undersoegelse, den havde ladet foretage, og den udtalelse fra Den Videnskabelige Komité, den havde anmodet om, stor vaegt, men ogsaa naevnt de faktorer, der udtrykkeligt er opregnet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, og de oevrige faktorer, de sagsoegende regeringer havde paaberaabt sig til stoette for, at betegnelsen »feta« er en artsbetegnelse.

87 For saa vidt angaar de paagaeldende faktorer maa det imidlertid fastslaas, at Kommissionen har bagatelliseret betydningen af de faktiske forhold i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, og at den har frakendt de nationale retsforskrifter enhver betydning under anbringende af dels, at det foelger af dommen i Exportur-sagen, praemis 37, at forholdene i oprindelsesmedlemsstaten maa tillaegges afgoerende betydning, dels, at det forhold, at betegnelsen »feta« i andre medlemsstater har kunnet anvendes med henblik paa markedsfoering af lovligt fremstillet ost, ikke kan begrunde, at »feta« er blevet en artsbetegnelse.

88 Med hensyn til det foerste af disse argumenter maa det foerst understreges, at det i grundforordningens artikel 3, stk. 1, udtrykkeligt er fastsat, at der for at fastslaa, hvorvidt en betegnelse er blevet en artsbetegnelse, skal tages hensyn til alle faktorer, herunder noedvendigvis de udtrykkeligt opregnede, dvs. de faktiske forhold i den medlemsstat, hvor navnet har sin oprindelse, og i det traditionelle forbrugsomraade, de faktiske forhold i andre medlemsstater samt de relevante nationale retsforskrifter eller EF-retsforskrifter.

89 Det maa dernaest fremhaeves, at Domstolen i Exportur-sagen var anmodet om at tage stilling til, om det strider mod princippet om de frie varebevaegelser, at en bilateral aftale mellem to medlemsstater kan goere oprindelseslandets lovgivning anvendelig i indfoerselslandet og saaledes fravige territorialprincippet, hvorefter beskyttelsen af herkomstangivelser og oprindelsesbetegnelser er undergivet lovgivningen i det land, hvor beskyttelsen paakraeves, dvs. indfoerselslandets.

90 Domstolen besvarede spoergsmaalet benaegtende, men opstillede den udtrykkelige betingelse, at de geografiske betegnelser, som soegtes beskyttet i henhold til den paagaeldende bilaterale aftale, hverken paa tidspunktet for aftalens ikrafttraeden eller senere maatte have faaet karakter af artsbetegnelser i oprindelsesstaten. Domstolen ville saaledes blot slaa fast, at beskyttelsen i oprindelsesstaten kun maa udvides til ogsaa at omfatte en anden medlemsstats omraade, saafremt en saadan beskyttelse er eller fortsat er berettiget i oprindelsesstaten.

91 For saa vidt angaar Kommissionens andet argument, hvorefter det i relation til grundforordningens artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, ikke kan tillaegges betydning, at der i flere andre medlemsstater end oprindelsesstaten laenge har eksisteret nationale retsforskrifter, som indebaerer, at betegnelsen »feta« lovligt kan anvendes, bemaerkes for det foerste, at i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 4, andet led, er den omstaendighed, at registreringen af en betegnelse, som en medlemsstat har ansoegt om, vil skade eksisterende produkter, som lovligt findes paa markedet, en omstaendighed, der kan bevirke, at en indsigelsesmeddelelse fra en anden medlemsstat tages til foelge.

92 For det andet bemaerkes, saaledes som Kommissionen i oevrigt selv har anfoert i svarskriftet i sag C-293/96, at selv om det i grundforordningens artikel 17, stk. 2, udtrykkeligt er fastsat, at forordningens artikel 7 ikke finder anvendelse under den forenklede fremgangsmaade for registrering, er det ogsaa en forudsaetning for registrering efter denne fremgangsmaade, at betegnelserne er i overensstemmelse med forordningens materielle regler. Naar der ikke foreligger udtrykkelige bestemmelser om det modsatte, kan der saaledes ikke paa grundlag af den forenklede fremgangsmaade ske registrering af betegnelser, som ikke opfylder de materielle betingelser for registrering efter den almindelige fremgangsmaade for registrering.

93 Som det fremgaar af grundforordningens artikel 7, stk. 5, er den omstaendighed, at en indsigelse tages til foelge som omhandlet i stk. 4, ganske vist ikke til hinder for, at den ansoegte registrering i sidste instans foretages. Endvidere fremgaar det af grundforordningens artikel 7, stk. 4, tredje led, at den omstaendighed, at det navn, som er soegt registreret, maa antages at vaere en artsbetegnelse, ogsaa er et berettiget hensyn, der kan bevirke, at en indsigelsesmeddelelse tages til foelge.

94 Selv om den omstaendighed, at en indsigelsesmeddelelse tages til foelge, saaledes ikke foregriber den realitetsafgoerelse, Kommissionen maatte traeffe, skal Kommissionen dog, naar den traeffer denne afgoerelse, tage hensyn til »loyal skik og brug og den faktiske risiko for forveksling«, saaledes som det udtrykkeligt kraeves i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 5, litra b).

95 Videre betyder den konstatering, at grundforordningens artikel 7, stk. 4, betragter eksisterende produkter, som lovligt er paa markedet, som en omstaendighed, der kan bevirke, at en indsigelsesmeddelelse tages til foelge, og som et saerligt hensyn i forhold til spoergsmaalet om, hvorvidt det navn, der er soegt registreret, er en artsbetegnelse, ikke noedvendigvis, at den foerste af de to omstaendigheder ikke skal tages i betragtning i relation til forordningens artikel 3, stk. 1, tredje afsnit, uanset om det er i medfoer af de faktiske forhold i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, disse staters retsforskrifter eller en selvstaendig faktor.

96 Tvaertimod understreger denne konstatering, at der ved registrering af en betegnelse for et produkt i henhold til grundforordningen skal tages hensyn til eksisterende produkter, som lovligt findes paa markedet, og som derfor har vaeret lovligt markedsfoert under denne betegnelse i andre medlemsstater end oprindelsesstaten, der ansoeger om registreringen.

97 Denne konklusion bestyrkes i oevrigt af den erklaering, som Raadet og Kommissionen fremsatte i forbindelse med vedtagelsen af grundforordningen. Heri anfoerte de foerst, at artsbetegnelser ikke kan registreres, og at eksistensen af et lovligt markedsfoert produkt giver alle medlemsstater mulighed for at rejse indsigelse mod registreringen af en betegnelse, og de understregede derefter, at »formaalet med denne forordning ikke er at forhindre fortsat markedsfoering af produkter, der lovligt saelges i Faellesskabet den 30. juni 1992, saa laenge de ikke er i modstrid med kriterierne vedroerende loyal skik og brug og faktisk risiko for forveksling«.

98 Konklusionen aendres ikke af, at der som anfoert af Kommissionen i grundforordningen sondres mellem artsbetegnelser, som ikke kan registreres, og produkter, som lovligt findes paa markedet, og for hvilke der i medfoer af forordningens artikel 13, stk. 2, gaelder en overgangsperiode, hvor de fortsat kan markedsfoeres under den tidligere anvendte betegnelse, selv om denne er blevet registreret.

99 Denne sondring er nemlig ikke til hinder for, at den omstaendighed, at et produkt har vaeret lovligt markedsfoert under en betegnelse i visse medlemsstater, kan vaere en faktor, der skal tages hensyn til ved vurderingen af, om betegnelsen i mellemtiden er blevet en artsbetegnelse som omhandlet i forordningens artikel 3, stk. 1.

100 I modsaetning til, hvad Kommissionen har haevdet, bevirker en saadan hensyntagen ikke, at grundforordningens artikel 13, stk. 2, bliver uden genstand, idet bestemmelsen under alle omstaendigheder finder anvendelse, saafremt den paagaeldende betegnelse, f.eks. paa trods af den naevnte faktor, er blevet registreret.

101 Det maa saaledes fastslaas, at det fremgaar af Kommissionens egne argumenter, at den ved registreringen af betegnelsen »feta« ikke paa nogen maade har taget hensyn til, at den paagaeldende betegnelse laenge havde vaeret anvendt i en raekke andre medlemsstater end Den Hellenske Republik.

102 Paa baggrund heraf maa det konkluderes, at Kommissionen ikke har taget hensyn til alle de faktorer, som den skulle i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1.

103 Anbringendet om, at grundforordningens artikel 17, stk. 2, sammenholdt med artikel 3, stk. 1, er tilsidesat, findes herefter at vaere begrundet. Da den saaledes fastslaaede urigtige retsopfattelse maa antages at have vaeret afgoerende for det resultat, Kommissionen naaede frem til, maa den omtvistede forordning annulleres, for saa vidt som betegnelsen »feta« er registreret som BOB, hvorved det er ufornoedent at behandle parternes oevrige anbringender og argumenter.

Sagsomkostningerne

104 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den part, der taber sagen, at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik har nedlagt paastand herom, og Kommissionen har tabt sagen, paalaegges det Kommissionen at betale sagsomkostningerne. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer medlemsstater, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Kommissionens forordning (EF) nr. 1107/96 af 12. juni 1996 om registrering af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser efter proceduren i artikel 17 i Raadets forordning (EOEF) nr. 2081/92 annulleres, for saa vidt som »feta« i forordningen er registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse.

2) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber betaler sagsomkostningerne.

3) Den Hellenske Republik baerer sine egne omkostninger.