61996J0160

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsbestemmelser - sagligt anvendelsesomraade - omfattede og ikke omfattede ydelser - sondringskriterier - ydelser i medfoer af en national social sikringsordning til daekning af risikoen plejebehov - omfattet som ydelser i anledning af sygdom

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, litra a)]

2 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - sygeforsikring - kontantydelser - begreb - national social sikringsordning til daekning af risikoen plejebehov - plejegodtgoerelse, som udgoer en oekonomisk stoette, hvorved plejekraevende personers levestandard kan forbedres - omfattet

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 19, stk. 1, art. 25, stk. 1, og art. 28, stk. 1)

3 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - sygeforsikring - arbejdstagere med bopael i en anden medlemsstat end den kompetente stat - national social sikringsordning til daekning af risikoen plejebehov - kontantydelse i anledning af sygdom - betingelse om, at den forsikrede er bosat i den stat, hvis ordning han er tilsluttet - ulovlig

(EF-traktaten, art. 6 og art. 48, stk. 2; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 19, stk. 1, art. 25, stk. 1, og art. 28, stk. 1)

4 En ydelse kan anses for en social sikringsydelse, saafremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedoemmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedroerer én af de sociale risici, der udtrykkelig er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. For saa vidt angaar den foerste af de to betingelser er det utvivlsomt, at de bestemmelser, der vedroerer udbetalingen af ydelser i henhold til plejeforsikringen, tillaegger de ydelsesberettigede et ved lov fastsat krav. Med hensyn til den anden af de naevnte betingelser er formaalet med ydelserne i henhold til plejeforsikringen at fremme plejekraevende personers selvstaendighed, saerligt i oekonomisk henseende. Ordningen har navnlig til formaal at stoette forebyggelse og genoptraening frem for pleje, samt at tilskynde til, at pleje sker i hjemmet frem for paa plejeinstitutioner. Saadanne ydelser har saaledes i det vaesentlige til formaal at supplere ydelserne fra sygeforsikringen, som de i oevrigt organisatorisk er snaevert forbundet med, med henblik paa at forbedre plejekraevende personers sundhedstilstand og levevilkaar. Herefter, og uanset at disse ydelser har saeregne traek, maa de anses for »ydelser i anledning af sygdom« i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

5 En ydelse som plejegodtgoerelsen maa betragtes som en »kontantydelse« fra sygeforsikringen i henhold til artikel 19, stk. 1, litra b), artikel 25, stk. 1, litra b), og artikel 28, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71. Saaledes udbetales plejegodtgoerelsen for det foerste regelmaessigt, og det kraeves ikke, at der forinden er opstaaet udgiftsforpligtelser, f.eks. til pleje, og heller ikke, at det dokumenteres, at de er afholdt. For det andet udbetales godtgoerelsen med et fast beloeb, uanset den ydelsesberettigedes faktiske udgifter til at opfylde dagliglivets behov. For det tredje har modtageren en betydelig frihed med hensyn til, hvorledes han vil anvende de beloeb, han faar udbetalt. Navnlig kan plejegodtgoerelsen anvendes til at honorere et familiemedlem eller en bekendt, der frivilligt yder hjaelp. Plejegodtgoerelsen udgoer saaledes en oekonomisk stoette, som bevirker, at plejekraevende personers levestandard kan forbedres, idet de kompenseres for de merudgifter, de maatte have som foelge af deres plejebehov.

6 Traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, er ikke til hinder for, at en medlemsstat paalaegger personer, som arbejder paa dens omraade, men som er bosat i en anden medlemsstat, at betale bidrag til en social sikringsordning, som daekker risikoen plejebehov. Derimod er artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 til hinder for, at retten til en ydelse som plejegodtgoerelsen, som bestaar af en kontantydelse i anledning af sygdom, er betinget af, at den forsikrede er bosat i den stat, hvis ordning han er tilsluttet.

Saaledes har en arbejdstager, som er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor han er beskaeftiget, ret til naturalydelser fra plejeforsikringen, uanset hvilken saerlig betegnelse den nationale sociale sikringsordning, disse ydelser er et led i, maatte have, saafremt lovgivningen i bopaelsstaten indeholder bestemmelser om naturalydelser, der skal daekke de samme risici som dem, der daekkes af plejegodtgoerelsen i beskaeftigelsesmedlemsstaten. For det andet har en arbejdstager ret til kontantydelser, som f.eks. en plejegodtgoerelse, i den medlemsstat, hvor han er bosat, uanset om lovgivningen i denne stat ikke indeholder bestemmelser om saadanne ydelser. Det samme gaelder for henholdsvis arbejdsloese og personer, der har ret til pension eller rente, og som er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat.

I sag C-160/96,

angaaende en anmodning, som Sozialgericht Karlsruhe (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Manfred Molenaar

Barbara Fath-Molenaar

mod

Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Wuerttemberg,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm, M. Wathelet og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet (refererende dommer), G. Hirsch, P. Jann, L. Sevón og K.M. Ioannou,

generaladvokat: G. Cosmas

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar ved advokat s. de Witt, Freiburg

- Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Wuerttemberg ved juridisk konsulent, cand. jur. K. Hirzel

- den tyske regering ved afdelingschef E. Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget

- den oestrigske regering ved universitetsdocent, DDr. M. Potacs, Bundeskanzleramt, som befuldmaegtiget

- den svenske regering ved afdelingschef L. Nordling, Juridisk Afdeling, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent P. Hillenkamp og M. Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 8. oktober 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar ved advokat W. Schirp, Freiburg, af Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Wuerttemberg ved K. Hirzel, af den tyske regering ved E. Roeder, af den oestrigske regering ved G. Hesse, Bundeskanzleramt, og af Kommissionen ved P. Hillenkamp,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 9. december 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 28. marts 1996, indgaaet til Domstolen den 13. maj 1996, har Sozialgericht Karlsruhe i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2.

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Manfred Molenaar og Barbara Fath-Molenaar, der er henholdsvis nederlandsk og tysk statsborger, og Allgemeine Ortskrankenkasse Baden-Wuerttemberg (herefter »AOK«). Sagen drejer sig om, hvorvidt aegteparret har ret til ydelser fra den tyske sociale sikringsordning til daekning af plejebehov (herefter »plejeforsikringen«).

3 Denne forsikring blev med virkning fra den 1. januar 1995 indfoert ved Pflegeversicherungsgesetz (lov om plejeforsikring, herefter »loven«), som udgoer ellevte bog i Sozialgesetzbuch (den tyske lov om social sikring, herefter »SGB XI«). Denne lov har til formaal at daekke de udgifter, som foelger af de forsikredes plejebehov, dvs. af deres vedvarende behov for i vaesentlig grad at faa hjaelp fra andre til at kunne klare dagligdagen (personlig hygiejne, ernaering, transport, almindelig husholdning, mv.).

4 I henhold til loven skal enhver, der er sygeforsikret, uanset om den paagaeldende er frivilligt eller tvungent forsikret, betale bidrag til plejeforsikringen.

5 Plejeforsikringen giver foerst og fremmest ret til ydelser til daekning af udgifter til pleje, som andre yder i hjemmet. Disse ydelser, den saakaldte »hjemmehjaelp« (haeusliche Pflege), hvis stoerrelse afhaenger af den forsikredes plejebehov, kan efter den forsikredes eget valg ydes enten i form af hjaelp fra godkendte organer eller som en maanedlig ydelse, den saakaldte »plejegodtgoerelse« (»Pflegegeld«). Herved kan den forsikrede selv vaelge den form for hjaelp, han anser for bedst egnet til at opfylde sine behov.

6 Plejeforsikringen giver endvidere ret til ydelser til betaling for pleje af den forsikrede i plejeinstitutioner eller sociale institutioner, til ydelser med henblik paa at betale en vikar, naar den, der normalt tager sig af den forsikrede, er paa ferie, til ydelser og godtgoerelser til daekning af forskellige udgifter som foelge af den forsikredes plejebehov, saasom indkoeb og installation af saerligt udstyr, og til foranstaltninger i hjemmet.

7 Endelig betaler plejeforsikringen under visse omstaendigheder bidragene til alderdoms- eller invaliditetsforsikringen samt til ulykkesforsikringen for den, som hjaelper den forsikrede.

8 I medfoer af § 34, stk. 1, nr. 1, i SGB XI er retten til plejeforsikringsydelser betinget af, at den forsikrede opholder sig paa tysk omraade.

9 AEgteparret Molenaar udoever begge loennet beskaeftigelse i Tyskland, men har bopael i Frankrig. De er begge frivilligt forsikret hos sygeforsikringen i Tyskland og har vaeret omfattet af plejeforsikringsordningen siden den 1. januar 1995.

10 Imidlertid meddelte den kompetente socialsikringsinstitution, AOK, dem i december 1994 og i januar 1995, at de ikke havde ret til ydelser fra plejeforsikringen, saa laenge de havde bopael i Frankrig.

11 Herefter anlagde sagsoegerne sag ved Sozialgericht Karlsruhe, hvorunder de nedlagde paastand om, at det blev fastslaaet, at de var fritaget for bidragspligt, saa laenge de ikke havde ret til ydelser fra plejeforsikringen. I den forbindelse gjorde de gaeldende, at det bopaelskrav, som i henhold til § 34, stk. 1, nr. 1, i SGB XI er en forudsaetning for retten til disse ydelser, er i strid med traktatens artikel 6 og 48.

12 Sozialgericht Karlsruhe fandt, at sagens afgoerelse afhang af fortolkningen af disse bestemmelser, og har derfor forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Skal EF-traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, fortolkes saaledes, at de begraenser en medlemsstats ret til at oprette en social sikringsordning til daekning af risikoen for et plejebehov inden for rammerne af en lovbestemt forsikringspligt og herved paalaegge personer, som er bosat i en anden medlemsstat, pligt til at indbetale bidrag, selv om de paa grund af deres bopael er udelukket fra at kunne goere krav paa ydelser, eller retten til ydelserne er suspenderet?«

13 Med spoergsmaalet oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, om traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger personer, som arbejder paa dens omraade, men som er bosat i en anden medlemsstat, at betale bidrag til en social sikringsordning som f.eks. plejeforsikringen og samtidig har fastsat, at der ikke kan ske udbetaling af ydelser efter denne ordning i medlemsstater, hvor saadanne arbejdstagere er bosat.

14 Hertil bemaerkes foerst, at det fremgaar af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 18.5.1989, sag 368/87, Troiani, Sml. s. 1333, praemis 20, og af 22.11.1995, sag C-443/93, Vougioukas, Sml. I, s. 4033, praemis 30), at Raadet med henblik paa at sikre, at den ved traktatens artikel 48 knaesatte ret til fri bevaegelighed faktisk kan udoeves, i medfoer af EF-traktatens artikel 51 var pligtig at indfoere en ordning, hvorefter arbejdstagerne kan overvinde de vanskeligheder, de eventuelt stilles overfor paa grund af nationale regler om social sikring, og at Raadet principielt har opfyldt denne pligt med vedtagelsen af forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366).

15 Det forelagte spoergsmaal maa herefter behandles i relation til bestemmelserne i denne forordning, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6, herefter »forordning nr. 1408/71«), og der skal saaledes tages stilling til, om en ordning som plejeforsikringen er omfattet af forordningens anvendelsesomraade.

16 Alle parter i sagen er enige om, at en ordning som plejeforsikringen er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71.

17 Saavel sagsoegerne i hovedsagen som den tyske, den oestrigske og den svenske regering er enige om, at de ydelser, der udredes i henhold til ordningen, kan sidestilles med »ydelser i anledning af sygdom« i henhold til forordningens artikel 4, stk. 1, litra a). Sagsoegerne har desuden gjort gaeldende, at disse ydelser ogsaa kan sidestilles med »ydelser ved alderdom« i henhold til bestemmelsens litra c).

18 Heroverfor har Kommissionen anfoert, at selv om de naevnte ydelser er omfattet af forordning nr. 1408/71, kan de ikke udelukkende henfoeres under én af de sociale sikringsgrene, som er omtalt i forordningens artikel 4, stk. 1. Det er Kommissionens opfattelse, at ydelserne har lighedspunkter med sikringsgrenene sygdom, invaliditet og alderdom i henholdsvis litra a), b) og c), men at de ikke kan henfoeres specifikt under én af dem.

19 I den forbindelse bemaerkes, at sondringen mellem ydelser, der ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for forordning nr. 1408/71 og ydelser, der er omfattet af denne forordning, hovedsagelig er baseret paa de enkelte elementer i den paagaeldende ydelse, navnlig dens formaal og de betingelser, under hvilke ydelsen tilkendes, og ikke paa, om en ydelse betegnes som en social sikringsydelse i den nationale lovgivning (dom af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839, praemis 14).

20 Efter fast praksis kan en ydelse anses for en social sikringsydelse, saafremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel bedoemmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier og forudsat, at den vedroerer én af de sociale risici, der udtrykkelig er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. bl.a. domme af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, praemis 12, 13 og 14, og sag 122/84, Scrivner, Sml. s. 1027, praemis 19, 20 og 21, dom af 20.6.1991, sag C-356/89, Newton, Sml. I, s. 3017, og Hughes-dommen, a.st., praemis 15). Denne opregning er saaledes udtoemmende, hvorfor en social sikringsgren, der ikke er naevnt i opregningen, ikke kan anses for omfattet af det naevnte begreb, selv om de ydelsesberettigede har et retligt krav paa ydelsen (jf. bl.a. dom af 11.7.1996, sag C-25/95, Otte, Sml. I, s. 3745, praemis 22).

21 For saa vidt angaar den foerste af de to betingelser er det utvivlsomt, at de bestemmelser, der vedroerer udbetalingen af ydelser i henhold til plejeforsikringen, tillaegger de ydelsesberettigede et ved lov fastsat krav.

22 Med hensyn til den anden af de naevnte betingelser fremgaar det af sagen, at formaalet med ydelserne i henhold til plejeforsikringen er at fremme plejekraevende personers selvstaendighed, saerligt i oekonomisk henseende. Ordningen har navnlig til formaal at stoette forebyggelse og genoptraening frem for pleje, samt at tilskynde til, at pleje sker i hjemmet frem for paa plejeinstitutioner.

23 Plejeforsikringen giver ret til hel eller delvis overtagelse af visse udgifter som foelge af den forsikredes plejebehov, saasom udgifter til pleje i hjemmet eller i specialiserede institutioner, til indkoeb af noedvendigt udstyr til den forsikrede, til foranstaltninger i den paagaeldendes hjem samt til en maanedlig plejegodtgoerelse, saaledes at den forsikrede selv kan vaelge den form for pleje, han oensker, og f.eks. betale andre for at hjaelpe ham. I kraft af plejeforsikringen er plejere desuden under visse omstaendigheder forsikret mod risikoen ulykke, alderdom og invaliditet.

24 Saadanne ydelser har saaledes i det vaesentlige til formaal at supplere ydelserne fra sygeforsikringen, som de i oevrigt organisatorisk er snaevert forbundet med, med henblik paa at forbedre plejekraevende personers sundhedstilstand og levevilkaar.

25 Herefter, og uanset at disse ydelser har saeregne traek, maa de anses for »ydelser i anledning af sygdom« i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71.

26 Det forelagte spoergsmaal maa saaledes behandles paa grundlag af bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 om tilkendelse af ydelser i anledning af sygdom, saafremt den forsikrede har bopael i en anden medlemsstat end den kompetente stat. Artikel 19, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 1408/71 har foelgende ordlyd:

»1. En arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, og som opfylder betingelserne i den kompetente stats lovgivning for ret til ydelser, i givet fald ved iagttagelse af bestemmelserne i artikel 18, har i den stat, hvor han er bosat, ret til foelgende ydelser:

a) naturalydelser, der for den kompetente institutions regning ydes af institutionen paa bopaelsstedet i henhold til den for denne institution gaeldende lovgivning, som om den paagaeldende var forsikret dér

b) kontantydelser, der udbetales af den kompetente institution i henhold til den for denne institution gaeldende lovgivning. Efter aftale mellem den kompetente institution og bopaelsstedets institution kan disse ydelser dog udbetales af den sidstnaevnte institution for den foerstnaevnte institutions regning i overensstemmelse med reglerne i den kompetente stats lovgivning.«

27 Den dobbelte ordning, der foelger af disse bestemmelser, gaelder ogsaa for arbejdsloese, jf. artikel 25, stk. 1, litra a) og b), og for personer, der har ret til pension eller rente efter lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat, jf. artikel 28, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 1408/71.

28 Parterne i hovedsagen samt de regeringer, der har afgivet indlaeg for Domstolen, er uenige om, hvorvidt de ydelser, der omtvistes i hovedsagen, og saerligt plejegodtgoerelsen skal betragtes som »naturalydelser« eller som »kontantydelser« fra sygeforsikringen.

29 Den svenske og den tyske regering har anfoert, at ydelserne i henhold til plejeforsikringen, som skal sikre, at de ydelsesberettigede kan betale visse af de udgifter, deres tilstand medfoerer, i saerdeleshed udgifter til laegebehandling, udgoer »naturalydelser«, selv om de, som plejegodtgoerelsen, udbetales i form af en maanedlig ydelse. Den tyske regering har i den anledning tilfoejet, at den tyske lovgiver i forbindelse med lovens vedtagelse betegnede plejegodtgoerelsen som en »naturalydelse« under sikringsgrenen sygdom.

30 Heroverfor har sagsoegerne i hovedsagen, den oestrigske regering og Kommissionen gjort gaeldende, at en ydelse som f.eks. plejegodtgoerelsen, som ikke har til formaal at daekke naermere angivne, saerlige udgifter, udgoer »kontantydelser« fra sygeforsikringen.

31 Allerede i dom af 30. juni 1966 (sag 61/65, Vaassen-Goebbels, Sml. 1965-1968, s. 227, saerligt s. 235, org. ref.: Rec. s. 377, saerligt s. 400), har Domstolen med hensyn til Raadets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere (JO 1958 nr. 30, s. 561), som gik forud for forordning nr. 1408/71, og hvori der anvendtes de samme begreber, udtalt, at begrebet »naturalydelser« ikke udelukker ydelser, der bestaar af penge, som udbetales af den forpligtede institution, saerligt i form af overtagelse eller godtgoerelse af udgifter, og at begrebet »kontantydelser« vaesentligst er beregnet paa at skaffe en syg arbejdstager kompensation for loentab.

32 Som anfoert ovenfor i naervaerende dom, saerligt i praemis 5, 6, 7 og 23, bestaar ydelserne i henhold til plejeforsikringen dels i en overtagelse eller godtgoerelse af udgifter som foelge af den paagaeldendes plejebehov, i saerdeleshed de hermed forbundne udgifter til laegebehandling. Saadanne ydelser, som har til formaal at daekke udgifter til pleje af den forsikrede saavel i hjemmet som paa plejeinstitutioner, til indkoeb af udstyr og til foranstaltninger i hjemmet, er utvivlsomt omfattet af begrebet »naturalydelser« i artikel 19, stk. 1, litra a), artikel 25, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71.

33 Selv om plejegodtgoerelsen ogsaa skal daekke visse udgifter som foelge af plejebehovet, saerligt udgifter til hjaelp udefra, og saaledes ikke skal vaere kompensation for den ydelsesberettigedes loentab, har den en raekke kendetegn, hvorved den adskiller sig fra sygeforsikringens naturalydelser.

34 For det foerste udbetales plejegodtgoerelsen regelmaessigt, og det kraeves ikke, at der forinden er opstaaet udgiftsforpligtelser, f.eks. til pleje, og heller ikke, at det dokumenteres, at de er afholdt. For det andet udbetales godtgoerelsen med et fast beloeb, uanset den ydelsesberettigedes faktiske udgifter til at opfylde dagliglivets behov. For det tredje har modtageren en betydelig frihed med hensyn til, hvorledes han vil anvende de beloeb, han faar udbetalt. I den forbindelse har den tyske regering selv anfoert, at plejegodtgoerelsen kan anvendes til at honorere et familiemedlem eller en bekendt, der frivilligt yder hjaelp.

35 Plejegodtgoerelsen udgoer saaledes en oekonomisk stoette, som bevirker, at plejekraevende personers levestandard kan forbedres, idet de kompenseres for de merudgifter, de maatte have som foelge af deres plejebehov.

36 Det maa saaledes laegges til grund, at en ydelse som plejegodtgoerelsen maa betragtes som en »kontantydelse« fra sygeforsikringen i henhold til artikel 19, stk. 1, litra b), artikel 25, stk. 1, litra b), og artikel 28, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71.

37 Det foelger herefter for det foerste af ordlyden af artikel 19, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, at en arbejdstager, som er bosat i en anden medlemsstat end den, hvor han er beskaeftiget, har ret til naturalydelser fra plejeforsikringen, uanset hvilken saerlig betegnelse den nationale sociale sikringsordning, disse ydelser er et led i, maatte have, saafremt lovgivningen i bopaelsstaten indeholder bestemmelser om naturalydelser, der skal daekke de samme risici, som dem, der daekkes af plejegodtgoerelsen i beskaeftigelsesmedlemsstaten. Ydelsen af disse ydelser foretages af institutionen paa bopaelsstedet i henhold til bestemmelserne i bopaelsmedlemsstatens lovgivning. Det samme gaelder for henholdsvis arbejdsloese og personer, der har ret til pension eller rente, og som er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat, jf. artikel 25, stk. 1, litra a), og artikel 28, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1408/71.

38 For det andet foelger det af artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71, at en arbejdstager har ret til kontantydelser, som f.eks. en plejegodtgoerelse, i den medlemsstat, hvor han er bosat, uanset om lovgivningen i denne stat ikke indeholder bestemmelser om saadanne ydelser. Det samme gaelder for henholdsvis arbejdsloese og personer, der har ret til pension eller rente, og som er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat, jf. artikel 25, stk. 1, litra b), og artikel 28, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71.

39 En bestemmelse som § 34, stk. 1, nr. 1, i SGB XI, hvorefter der ikke maa udbetales »kontantydelser« fra plejeforsikringen i den medlemsstat, hvor den vandrende arbejdstager er bosat, er derfor i strid med artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71. For saa vidt angaar arbejdsloese og personer, der har ret til pension eller rente, og som er omfattet af lovgivningen i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat, er bestemmelsen i strid med artikel 25, stk. 1, litra b), og artikel 28, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1408/71.

40 Hverken den omstaendighed, at den tyske bestemmelse er i strid med forordningen eller det forhold, at naturalydelserne fra plejeforsikringen ydes af institutionen paa bopaelsstedet, tillaegger imidlertid vandrende arbejdstagere en ret til helt eller delvis at blive fritaget for at betale bidrag til plejeforsikringen.

41 Faellesskabsretten indeholder saaledes ingen bestemmelser, hvorefter den kompetente institution skal undersoege, om en arbejdstager er berettiget til samtlige ydelser fra en sygeforsikringsordning, foer den optager ham som medlem af ordningen og opkraever de hertil svarende bidrag. Spoergsmaalet om, hvorvidt arbejdstageren har ret til ydelser, skal vurderes i forhold til de betingelser, der efter lovgivningen i den kompetente stat kraeves opfyldt paa det tidspunkt, hvor den paagaeldende rettighed opstaar; forholdene paa det tidspunkt, hvor bidraget opkraeves, er uden betydning i denne henseende. Dette gaelder navnlig med hensyn til arbejdstagerens bopael, som ikke er en uforanderlig kendsgerning fra det tidspunkt, hvor han optages som medlem af ordningen, eller hvor han betaler bidrag.

42 Saafremt man anerkendte en ret til at blive fritaget, ville det desuden vaere ensbetydende med, at de forsikrede kunne forskelsbehandles med hensyn til omfanget af risici, der er daekket af sygeforsikringen, alt efter om de er bosat i den stat, hvis ordning de er tilsluttet. Saafremt en vandrende arbejdstager kunne blive fritaget for bidragspligten, ville det svare til, at den kompetente stat anmodede ham om paa forhaand at give afkald paa de rettigheder, der er indfoert ved artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 1408/71. En saadan retsvirkning kan hverken udledes af traktaten, navnlig dens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, eller af ovennaevnte forordning.

43 Under alle omstaendigheder giver betalingen af bidrag til en sygeforsikringsordning principielt en forsikret arbejdstager ret til at modtage de tilsvarende ydelser, naar han opfylder de betingelser, der er fastsat i den kompetente stats lovgivning, bortset fra de betingelser, der ikke er i overensstemmelse med de faellesskabsretlige bestemmelser om social sikring. AEgteparret Molenaar kan saaledes paaberaabe sig forordning nr. 1408/71 til stoette for deres krav om ydelser fra plejeforsikringen, uanset herimod stridende bestemmelser i national ret.

44 Det forelagte spoergsmaal skal herefter besvares med, at traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, ikke er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger personer, som arbejder paa dens omraade, men som er bosat i en anden medlemsstat, at betale bidrag til en social sikringsordning, som daekker risikoen plejebehov, men at artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 derimod er til hinder for, at retten til en ydelse som plejegodtgoerelsen, som bestaar af en kontantydelse i anledning af sygdom, er betinget af, at den forsikrede er bosat i den stat, hvis ordning han er tilsluttet.

Sagens omkostninger

45 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den oestrigske og den svenske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Sozialgericht Karlsruhe ved kendelse af 28. marts 1996, for ret:

EF-traktatens artikel 6 og artikel 48, stk. 2, er ikke til hinder for, at en medlemsstat paalaegger personer, som arbejder paa dens omraade, men som er bosat i en anden medlemsstat, at betale bidrag til en social sikringsordning, som daekker risikoen plejebehov, men artikel 19, stk. 1, artikel 25, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, er derimod til hinder for, at retten til en ydelse som plejegodtgoerelsen, som bestaar af en kontantydelse i anledning af sygdom, er betinget af, at den forsikrede er bosat i den stat, hvis ordning han er tilsluttet.