61994J0090

1 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - importtillaeg til en havneafgift - karakter af intern afgift, ikke afgift med tilsvarende virkning som told - betingelser

(EF-traktaten, art. 9, 12 og 95)

2 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - importtillaeg til en havneafgift - forskelsbehandling mellem indenlandske produkter og produkter indfoert fra en anden medlemsstat - forbud - raekkevidde

(EF-traktaten, art. 95)

3 Fiskale bestemmelser - interne afgifter - afgifter i strid med faellesskabsretten - tilbagebetaling - foraeldelsesfrist - anvendelse af national ret - lovligt - betingelser

(EF-traktaten, art. 95)

4 Et importtillaeg, der opkraeves i tillaeg til en generel vareafgift, som skal betales for brugen af en medlemsstats trafikhavne, naar vareafgiften paalaegges indfoerte varer, skal bedoemmes paa grundlag af traktatens artikel 95 og ikke paa grundlag af traktatens artikel 9-13, saafremt den generelle afgift, som tillaegget knytter sig til, er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse, og saafremt tillaegget er en integrerende del af afgiften selv og ikke udgoer en saerskilt afgift. Denne sidste betingelse er opfyldt, saafremt tillaegsbeloebet er udtrykt som en procentdel af afgiften, saafremt tillaegget og afgiften opkraeves i henhold til den samme hjemmel, paa det samme tidspunkt, efter de samme kriterier og af de samme organer, og saafremt deres provenu betales til de samme modtagere.

5 Traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

En saadan differentieret afgiftsordning, hvor kriteriet for forhoejet beskatning er selve indfoerslen, og som dermed pr. definition fritager alle indenlandske varer fra den haardeste beskatning, kan nemlig ikke anses for forenelig med faellesskabsretten.

6 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national regel, hvorefter der gaelder en femaarig foraeldelsesfrist for soegsmaal om tilbagesoegning af urigtigt erlagte afgifter, anvendes paa et tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 95, selv om den naevnte regel dermed helt eller delvis bevirker, at disse afgifter ikke kan soeges tilbage.

En fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip kan nemlig ikke antages i praksis at goere det umuligt eller urimeligt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten.

I sag C-90/94,

angaaende en anmodning, som OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Haahr Petroleum Ltd

mod

benraa Havn,

AAlborg Havn,

Horsens Havn,

Kastrup Havn NKE A/S,

Naestved Havn,

Odense Havn,

Struer Havn,

Vejle Havn, biintervenient: Trafikministeriet,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13 samt artikel 84 og 95,

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini, og dommerne J.L. Murray og P.J.G. Kapteyn (refererende dommer),

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Haahr Petroleum Ltd ved advokat Lars N. Vistesen, Koebenhavn

- AAbenraa Havn, AAlborg Havn, Horsens Havn, Kastrup Havn NKE A/S, Naestved Havn, Odense Havn, Struer Havn og Vejle Havn, alle ved advokat Per Magid og advokat Jeppe Skadhauge, Koebenhavn

- Trafikministeriet ved advokat Karsten Hagel-Soerensen, Koebenhavn

- Det Forenede Kongeriges regering ved Lucinda Hudson, Treasury Solicitor's Department, som befuldmaegtiget, bistaaet af barrister Stephen Richards og barrister Rhodri Thompson

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Anders Christian Jessen og Enrico Traversa, begge Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 9. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Haahr Petroleum Ltd ved advokat Isi Foighel, Koebenhavn, og advokat Lars N. Vistesen, af AAbenraa Havn, AAlborg Havn, Horsens Havn, Kastrup Havn NKE A/S, Naestved Havn, Odense Havn, Struer Havn og Vejle Havn, alle ved advokat Per Magid og advokat Jeppe Skadhauge, af Trafikministeriet ved advokat Karsten Hagel-Soerensen og af Kommissionen ved Anders Christian Jessen, Enrico Traversa og Richard Lyal, alle Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 27. februar 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved beslutning af 8. marts 1994, indgaaet til Domstolen den 15. marts 1994, har OEstre Landsret i medfoer af EF-traktatens artikel 177 stillet en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 9-13 samt artikel 84 og 95.

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en retssag mellem Haahr Petroleum Ltd (herefter »Haahr Petroleum«), en virksomhed, der driver handel med benzin og andre olieprodukter, og trafikhavnene i AAbenraa, AAlborg, Horsens, Kastrup, Naestved, Odense, Struer og Vejle (herefter »de sagsoegte trafikhavne«) vedroerende de sidstnaevntes opkraevning af et importtillaeg, som indtil den 31. marts 1990 opkraevedes for varer, der indfoertes fra udlandet. Tillaegget udgjorde 40% af den vareafgift, der i Danmark betales for alle varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i de danske trafikhavne eller i de uddybede loeb til disse havne.

3 I Danmark meddeles tilladelse til at oprette en trafikhavn - dvs. en havn, der anvendes til erhvervsmaessig ekspedition af gods, koeretoejer og personer - af trafikministeren. Paa grundlag af ejer- og styreforhold kan der sondres mellem havne, der er selvstaendige forvaltningssubjekter under kommunal styrelse, Koebenhavns Havn, der hviler paa et saerligt retsgrundlag, statshavnene, der henhoerer under Trafikministeriet, og de private havne, der styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkaar, der er anfoert i den paagaeldende tilladelse.

4 En del af havnenes indtaegter hidroerer fra afgifter, som brugerne betaler for at benytte dem. Der skal saaledes betales skibs- og vareafgifter for anloeb af havnen og for ud- og indskibning af gods, koeretoejer og personer. Der opkraeves saerlige afgifter for brug af kraner, pakhuse og oplagspladser.

5 I henhold til lov nr. 239 af 12. maj 1976 om trafikhavne (Lovtidende A, 1976, s. 587), der gjaldt til den 31. december 1990, paahvilede det vedkommende minister - senest trafikministeren - at fastsaette taksterne for skibs- og vareafgifterne efter forhandling med trafikhavnenes bestyrelser. Efter ministeriets praksis blev afgifternes takster beregnet paa grundlag af de oekonomiske vilkaar i de trafikalt bedoemt 22 mest betydende provinstrafikhavne, og de blev udmaalt med sigte paa at skaffe daekning for udgifterne til havnenes drift og vedligeholdelse samt til en rimelig grad af selvfinansiering af noedvendige udvidelser og moderniseringer.

6 Skibs- og vareafgifterne blev optaget i et regulativ for den enkelte havn, der var udfaerdiget i overensstemmelse med et faelles regulativ, der var udarbejdet af vedkommende minister for samtlige trafikhavne.

7 I henhold til de regulativbestemmelser, der gjaldt paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, betaltes skibsafgiften af alle skibe, fartoejer og alt flydende materiel, der henligger i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Afgiften blev beregnet med et fast beloeb pr. bruttoregisterton (brt.) eller bruttoton (bt.), enten pr. anloeb af havnen eller som en maanedsafgift. Skibe paa under 100 brt./bt. var fritaget for betaling af skibsafgift.

8 Vareafgiften skulle betales for alle varer, der blev losset, indladet eller paa anden maade soe- eller landsat i havnen eller i de uddybede loeb til havnen. Den udgjorde et bestemt beloeb pr. ton. Der var fastsat fritagelser og saerlige afgiftstakster for naermere angivne varer. Ifoelge regulativerne skulle vareafgiften betales af skibet eller dets lokale agent inden skibets afsejling, men den paahvilede varemodtageren, respektive vareafsenderen, over for hvilke der kunne goeres regres for afgiften.

9 I den i hovedsagen omhandlede periode blev vareafgiften paa varer, der indfoertes fra udlandet, opkraevet med et tillaeg paa 40%. Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at dette importtillaeg paa 40% blev indfoert i tilknytning til en i 1956 foretaget generel justering af havnenes takstniveau paa baggrund af en betaenkning fra den af Ministeriet for Offentlige Arbejder i 1954 nedsatte havne- og brotakstkommission.

10 Ifoelge havne- og brotakstkommissionen burde den takstforhoejelse, som fandtes noedvendig, omfatte baade skibs- og vareafgifterne, men skulle »foretages paa en saadan maade, at oejemedet - indtaegtsforoegelse for havnene - ikke modvirkes derved, at trafikken helt eller delvist fordrives fra havnene, idet godset gaar over til at blive forsendt ad landevej eller med bane«. Foelgelig foreslog havne- og brotakstkommissionen for vareafgifternes vedkommende, »at man maa koncentrere sig om udenrigsomsaetningen, idet stoerstedelen af de varer, der indkommer fra eller udfoeres til udlandet, naturligst befordres ad soevejen, og risikoen for, at omsaetningen alene ved forhoejelse af vareafgiften vil gaa bort fra havnene, kan derfor i nogen grad lades ude af betragtning«. Kommissionen fandt yderligere, at »det maa derfor anses for rettest, at den del af merindtaegten, som skal skaffes gennem vareafgifterne, alene tilvejebringes ved en forhoejelse af afgiften af importerede varer«, idet en afgift paa importerede varer, saasom goedningsstoffer og foderstoffer til landbruget og raastoffer til industrien, ville vaere lavere end en afgift paa de deraf fremstillede varer, og at virkningen af en forhoejelse af afgiften paa importen derfor ville vaere langt mere begraenset for de paagaeldende erhverv end virkningen af en afgiftsforhoejelse paa eksporten. Af hensyn til risikoen for, at den indenrigske vareomsaetning blev flyttet fra havnene til landtransport, foreslog havne- og brotakstkommissionen endelig dels, at man undtog smaaskibene fra den paataenkte forhoejelse af skibsafgifterne, dels, at fartoejer paa til og med 100 tons kom til at drage fordel af de lavere afgifter, som normalt kun blev indroemmet fartoejer paa indtil 100 tons.

11 Importtillaegget paa 40% blev ophaevet af trafikministeren med virkning fra den 1. april 1990.

12 Fra 1984 til den 31. marts 1990, da importtillaegget bortfaldt, foretog Haahr Petroleum import til Danmark over de sagsoegte trafikhavne af raaolie og benzin fra andre medlemsstater og fra tredjelande med henblik paa raffinering og videresalg. Alle disse havne er under kommunal styrelse, bortset fra Kastrup Havn, der er en privat havn.

13 Ved staevning indleveret til OEstre Landsret den 5. november 1991 paastod Haahr Petroleum de sagsoegte trafikhavne tilpligtet at tilbagebetale de importtillaeg, der var opkraevet fra den 1. januar 1984 til den 31. marts 1990, i alt opgjort til 9,6 mio. kr.

14 Haahr Petroleum henviste til stoette for sin paastand til traktatens artikel 9 og 12 og gjorde gaeldende, at det omtvistede importtillaeg var en afgift med tilsvarende virkning som told, og at Kongeriget Danmark fra den 1. januar 1973 ikke lovligt kunne opkraeve hverken toldafgifter eller afgifter med tilsvarende virkning. Haahr Petroleum henviste endvidere til dom af 13. december 1973 (forenede sager 37/73 og 38/73, Diamantarbeiders, Sml. s. 1609) vedroerende EOEF-traktatens artikel 18-28 og artikel 113, og anfoerte, at »fra tidspunktet for oprettelsen af den faelles toldtarif er [det] forbudt enhver medlemsstat ensidigt at indfoere nye afgifter eller at haeve niveauet for de allerede gaeldende«. Endelig gjorde Haahr Petroleum gaeldende, at kravet ikke var bortfaldet ved foraeldelse i henhold til de danske regler (hvorefter der gaelder en femaarig foraeldelsesfrist), idet krav, som har hjemmel i faellesskabsretten, ikke falder bort, hvis grunden til, at kravet foerst goeres gaeldende paa et sent tidspunkt, er en for sen gennemfoerelse af en faellesskabsretlig regel i national lovgivning (jf. dom af 25.7.1991, sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269), eller hvis kravet stoettes paa en for sen ophaevelse af en national regel, der er uforenelig med faellesskabsretten.

15 De sagsoegte trafikhavne gjorde gaeldende, at importtillaegget skulle bedoemmes enten efter traktatens afsnit IV om transport, hvilken opfattelse deles af Trafikministeriet, som er indtraadt til stoette for de sagsoegte havne, eller efter traktatens artikel 95, idet 40%-tillaegget var en bestanddel af vareafgiften, der var led i en generel, intern afgiftsordning, hvori afgiftsdifferentieringen var forenelig med traktatens bestemmelser. De sagsoegte havne anfoerte endvidere, at Haahr Petroleum's krav var foraeldet for saa vidt angaar de afgifter, der var betalt foer den 5. november 1986 (dvs. fem aar foer anlaeggelsen af sagen ved OEstre Landsret), og at der ikke i sagen var omstaendigheder, der kunne begrunde en fravigelse af de almindelige nationale regler derom.

16 Trafikministeriet gjorde gaeldende, at afgifterne havde et transportpolitisk sigte, for det foerste idet ensretningen af afgifter havde til formaal at opretholde konkurrencen mellem havnene og indenlandsk landevejstransport i Danmark og at sikre, at havnene ikke konkurrerede indbyrdes paa afgifterne, og for det andet idet importtillaegget havde til formaal at sikre havnenes finansiering, uden at godstransporten blev omlagt til landevej og jernbane. Til godtgoerelse af, at importtillaegget ikke havde til formaal at belaste vareimporten, men vedroerte transportformen, anfoerte ministeriet, at den vigtigste udenrigshavn, Koebenhavns Havn, ikke opkraevede denne afgift.

17 Paa denne baggrund har OEstre Landsret besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skal det saerlige importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift anses for omfattet af EOEF-traktatens regler om Toldunionen, herunder artikel 9-13, eller artikel 95?

2) Skal EOEF-traktatens regler om Toldunionen, herunder artikel 9-13, eller artikel 95, forstaas saaledes, at det er uforeneligt med de naevnte bestemmelser at opkraeve et saerligt importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift, naar importtillaegget alene opkraeves af varer, der kommer fra udlandet?

3) Saafremt spoergsmaal 2 besvares bekraeftende, under hvilke betingelser kan en saadan afgift da legitimeres ud fra en vederlagsbetragtning eller trafikpolitiske hensyn, jf. artikel 84, stk. 2?

4) Omfatter en eventuel uforenelighed med EOEF-traktaten hele det saerlige importtillaeg, der opkraeves efter Danmarks tiltraedelse af EOEF-traktaten, eller alene den foroegelse af importtillaegget, der har fundet sted efter det naevnte tidspunkt?

5) Saafremt det fastslaas, at importtillaegget er uforeneligt med faellesskabsretten, vil et eventuelt tilbagsoegningskrav da kunne vaere foraeldet efter nationale foraeldelsesregler med den hele eller delvise virkning, at importtillaegget ikke kan soeges tilbage?«

Det foerste, andet, tredje og fjerde spoergsmaal

18 Med de foerste fire spoergsmaal, som behandles sammen, anmoder den nationale ret om en fortolkning af begrebet afgift med tilsvarende virkning som told i traktatens artikel 9-13 saavel som af begrebet diskriminerende intern afgift i traktatens artikel 95 med henblik paa den situation, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

19 Det bemaerkes i denne forbindelse, at det foelger af fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 2.8.1993, sag C-266/91, CELBI, Sml. I, s. 4337, praemis 9), at bestemmelserne vedroerende afgifter med tilsvarende virkning som told og bestemmelserne vedroerende diskriminerende interne afgifter ikke kan anvendes kumulativt, hvorfor en og samme afgift ikke samtidig kan henhoere under de to grupper, saaledes som traktaten er opbygget.

20 Det foelger endvidere af fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 7.12.1995, sag C-45/94, Ayuntamiento de Ceuta, Sml. I, s. 4385, praemis 28), at enhver oekonomisk byrde, der ikke er told i egentlig forstand, som paalaegges ensidigt og belaster varer som foelge af graenseoverskridelsen, uanset benaevnelse eller opkraevningsmaade, er en afgift med tilsvarende virkning i den i EOEF-traktatens artikel 9, 12, 13 og 16 forudsatte betydning. En saadan byrde falder dog ikke ind under dette begreb, saafremt den er en del af en generel, intern afgiftsordning, der systematisk omfatter forskellige kategorier af varer efter objektive kriterier, der anvendes uden hensyn til varernes oprindelse. I saa fald er byrden omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 95.

21 Det skal i denne forbindelse for det foerste fastslaas, at en afgift, som den i hovedsagen omhandlede generelle vareafgift, tillige med bl.a. skibsafgiften indgaar i en almindelig ordning vedroerende interne afgifter, der skal betales for brugen af trafikhavnene og disses faciliteter.

22 Det skal for det andet understreges, at denne afgift med undtagelse af visse fritagne varegrupper paahviler alle varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i trafikhavnene, hvad enten varerne ankommer i havnen fra en anden medlemsstat eller fra en anden trafikhavn i den samme medlemsstat.

23 For det tredje bemaerkes, at afgiften opkraeves af varerne, saavel indenlandske som indfoerte, paa det samme tidspunkt og efter de samme objektive kriterier, nemlig ved indladningen eller losningen og paa grundlag af varernes art og vaegt.

24 For det fjerde bemaerkes, at et importtillaeg som det i hovedsagen omhandlede, der opkraeves i tillaeg til den generelle vareafgift, naar den paalaegges indfoerte varer, er en integrerende del af afgiften selv og ikke udgoer en saerskilt afgift, da tillaegsbeloebet er udtrykt som en procentdel af afgiften, da tillaegget og afgiften opkraeves i henhold til den samme hjemmel, paa det samme tidspunkt, efter de samme kriterier og af de samme organer, og da deres provenu betales til de samme modtagere.

25 Under disse omstaendigheder kan det forhold, at importtillaegget pr. definition udelukkende rammer indfoerte varer, og at varernes oprindelse saaledes bestemmer stoerrelsen af den afgift, der skal opkraeves, ikke medfoere, at afgiften i almindelighed eller tillaegget i saerdeleshed falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 95, hvorfor spoergsmaalet om deres forenelighed med faellesskabsretten skal bedoemmes paa grundlag af denne bestemmelse og ikke paa grundlag af traktatens artikel 9-13.

26 I denne forbindelse bemaerkes indledningsvis, at traktatens artikel 95 efter fast retspraksis kun finder anvendelse paa varer, der hidroerer fra medlemsstaterne, og i givet fald paa varer, der hidroerer fra tredjelande, naar disse varer er bragt i fri omsaetning i medlemsstaterne. Heraf foelger, at denne traktatbestemmelse ikke kan anvendes paa produkter, der er indfoert direkte fra tredjelande (jf. bl.a. dom af 13.7.1994, sag C-130/92, OTO, Sml. I, s. 3281, praemis 18).

27 Endvidere bemaerkes, at en medlemsstat ifoelge traktatens artikel 95 ikke direkte eller indirekte maa paalaegge varer fra andre medlemsstater interne afgifter, som er hoejere end de afgifter, der paalaegges lignende indenlandske varer, eller som vil kunne beskytte andre indenlandske produkter. Det er derfor uomtvisteligt, at det er i strid med det i artikel 95 fastslaaede forbud mod forskelsbehandling, saafremt indfoerte varer paalaegges en hoejere afgift end indenlandske varer, eller saafremt kun indfoerte varer paalaegges et tillaeg til den afgift, der gaelder for indenlandske og indfoerte varer.

28 De sagsoegte trafikhavne har imidlertid gjort gaeldende, at importtillaegget er udtryk for en differentiering af vareafgiften, som er forenelig med traktatens artikel 95, saaledes som den er blevet fortolket af Domstolen, idet denne differentiering hviler paa objektive kriterier. De har navnlig anfoert, at differentieringen er berettiget af to hensyn dels, at den internationale soetransport i konkurrencen med andre transportformer bedre er i stand til at baere den byrde, som tillaegget udgoer, dels, at denne transport i almindelighed sker med stoerre skibe, som stiller stoerre krav til havneanlaeggene end de mindre skibe, der bruges i indenrigsfarten. I samme forbindelse har Trafikministeriet anfoert, at tillaegget ikke udgoer en ulovlig forskelsbehandling, idet det er et vederlag for de generelle ekstraudgifter, der for havnene er forbundet med at betjene de stoerre skibe, der bruges til import.

29 Det er visselig korrekt, at faellesskabsretten, som det fremgaar af fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 7.4.1987, sag 196/85, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 1597, praemis 6), ikke paa sit nuvaerende udviklingstrin begraenser den enkelte medlemsstats frihed til at indfoere en differentieret afgiftsordning for visse produkter, ogsaa selv om disse maa anses for lignende varer, jf. traktatens artikel 95, stk. 1, naar dette sker efter objektive kriterier, saasom arten af de benyttede raavarer eller den anvendte fremstillingsmetode. Saadanne afgiftsforskelle er imidlertid kun forenelige med faellesskabsretten, hvis de forfoelger formaal i den oekonomiske politik, der ogsaa er forenelige med kravene i traktaten og i afledt ret, og hvis den paagaeldende afgiftsordning er udformet saaledes, at der ikke sker nogen form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer indfoert fra andre medlemsstater eller nogen form for beskyttelse af konkurrerende indenlandsk fremstillede varer.

30 Domstolen har i overensstemmelse hermed allerede kendt for ret, at det ikke kan betragtes som foreneligt med forbuddet mod forskelsbehandling efter traktatens artikel 95 at indfoere et kriterium for forhoejet beskatning, der pr. definition under ingen omstaendigheder kan anvendes paa lignende indenlandske varer. En saadan ordning indebaerer, at de indenlandske varer paa forhaand fritages fra den haardeste beskatning (jf. dom af 15.3.1983, sag 319/81, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 601, praemis 17). Domstolen har ligeledes allerede fastslaaet, at en differentieret afgiftsordning er uforenelig med faellesskabsretten, saafremt de varer, der beskattes haardere, efter deres art er importerede (jf. dom af 4.3.1986, sag 106/84, Kommissionen mod Danmark, Sml. s. 833, praemis 21).

31 Det anfoerte gaelder saa meget desto mere for en differentieret afgiftsordning, hvor kriteriet for forhoejet beskatning er selve indfoerslen, og som dermed pr. definition fritager alle indenlandske varer fra den haardeste beskatning.

32 Under alle omstaendigheder kan en differentieret afgiftsordnings diskriminerende karakter ikke begrundes med henvisning til generelle betragtninger vedroerende de forskelle, der bestaar mellem udenrigs- og indenrigsfarten, dels med hensyn til deres respektive evne til at baere en bestemt afgiftsbyrde og samtidig undgaa, at soetransporten omlaegges til andre transportformer, dels med hensyn til stoerrelsen af de skibe, der bruges i henholdsvis indenrigs- og udenrigsfart.

33 Selv om det antages, at saadanne hensyn kunne begrunde en differentieret beskatning, maa det fastslaas, at de i en ordning som den, der var omhandlet i hovedsagen, ikke anvendes objektivt, idet ordningen paa forhaand udelukker, at indenrigsfart, der finder sted paa de samme betingelser som udenrigsfart, belaegges med den samme afgift som denne, og omvendt.

34 Det foelger af Domstolens praksis (jf. bl.a. dom af 26.6.1991, sag C-152/89, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 3141, praemis 20-25), at et afgiftssystem kun kan anses for foreneligt med traktatens artikel 95, hvis det godtgoeres, at det er opbygget saaledes, at det under alle omstaendigheder er udelukket, at der skal svares hoejere afgifter af importerede varer end af indenlandske varer, og at det derfor under ingen omstaendigheder indebaerer forskelsbehandling.

35 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om en diskriminerende afgift som den i hovedsagen omhandlede kan anses for ikke at vaere forbudt efter traktatens artikel 95, idet den er vederlag for en ydelse, er det tilstraekkeligt at henvise til, at det foelger af Domstolens praksis, som de sagsoegte trafikhavne og Trafikministeriet har henvist til (jf. bl.a. dom af 25.1.1977, sag 46/76, Bauhuis, Sml. s. 5, praemis 11, og af 21.3.1991, sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1575, praemis 9), at den omstaendighed, at en afgift er et vederlag for en ydelse, der rent faktisk udfoeres for den erhvervsdrivende, og at den staar i rimeligt forhold til denne ydelse, kun medfoerer, at den ikke kan anses for en afgift med tilsvarende virkning som told i henhold til traktatens artikel 9 ff., men ikke, at den ikke rammes af forbuddet i artikel 95 mod enhver diskriminerende intern afgift.

36 De sagsoegte trafikhavne og Trafikministeriet har endvidere gjort gaeldende, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede ikke er omfattet af traktatens artikel 95 og det heri indeholdte forbud, idet den har lovlige transportpolitiske formaal, nemlig dels at finansiere trafikhavnene, dels at belaste de lange soetransporter forholdsvis tungere end naertrafikken. De har herved anfoert, at det bl.a. foelger af Domstolens dom af 13. december 1989 (sag C-49/89, Corsica Ferries France, Sml. s. 4441), at afgifter med et transportpolitisk sigte skal bedoemmes efter traktatens transportregler, herunder saerligt artikel 84, stk. 2, og Raadets forordning (EOEF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet (EFT L 378, s. 1).

37 Det bemaerkes hertil indledningsvis, at den omstaendighed, at en afgift eller et gebyr udgoer en saerlig afgift eller er bestemt til et saerligt formaal, hverken bevirker, at den falder uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 95 (jf. dom af 22.3.1977, sag 74/76, Iannelli og Volpi, Sml. s. 557, praemis 19) eller i givet fald uden for det i denne bestemmelse fastsatte forbud.

38 Det skal endvidere understreges, at en afgift som den i hovedsagen omtvistede rammer varerne og afholdes af modtageren eller afsenderen af varerne, selv om den opkraeves i forbindelse med transporten af varerne eller ved brugen af trafikhavnene og i foerste omgang betales af skibet eller dettes lokale agent.

39 Det foelger heraf, at hverken den ovennaevnte dom i Corsica Ferries France-sagen, som vedroerte afgifter, der opkraevedes hos rederen for passagerer, der var ud-, ind-eller omskibet i visse kysthavne, eller forordning nr. 4055/86, som indeholder bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser paa soetransportomraadet, er til hinder for anvendelsen af traktatens artikel 95.

40 Domstolen har i oevrigt allerede kendt for ret, at en afgift, som paalaegges transporter og bl.a. afhaenger af de transporterede varers vaegt, er omfattet af traktatens artikel 95, og i det omfang den umiddelbart virker tilbage paa den indenlandske og den indfoerte vares pris, skal den anvendes paa en saadan maade, at den ikke diskriminerer de indfoerte varer (jf. dom af 16.2.1977, sag 20/76, Schoettle, Sml. s. 247, praemis 15 og 16).

41 For saa vidt angaar spoergsmaalet, om den omtvistede afgifts uforenelighed med traktatens artikel 95 omfatter hele importtillaegget eller alene forhoejelsen af dette tillaeg siden Kongeriget Danmarks tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber, bemaerkes, at akten vedroerende Kongeriget Danmarks tiltraedelse og tilpasningerne af traktaterne (EFT Saerudgave, 27.3.1972, s. 14) ikke indeholder nogen overgangs- eller undtagelsesbestemmelse vedroerende anvendelsen af traktatens artikel 95. Bestemmelsen fandt foelgelig anvendelse i forhold til Danmark fra tidspunktet for denne stats tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber.

42 Endvidere bemaerkes, at det foelger af Domstolens praksis, at saafremt en afgift er i strid med traktatens artikel 95, er den forbudt i det omfang, den indebaerer en forskelsbehandling til skade for den importerede vare (jf. i denne retning dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 14, og af 27.10.1993, sag C-72/92, Scharbatke, Sml. I, s. 5509, praemis 10).

43 Det foelger heraf, at en afgift som den i hovedsagen omhandlede kun skal anses for uforenelig med artikel 95 og forbudt efter denne bestemmelse, for saa vidt angaar tillaegget for indfoerte varer.

44 De fire foerste spoergsmaal skal herefter besvares med, at traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift af varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

Det femte praejudicielle spoergsmaal

45 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret reelt fastslaaet, om det efter faellesskabsretten er lovligt at anvende en national regel, hvorefter der gaelder en femaarig foraeldelsesfrist for soegsmaal om tilbagesoegning af urigtigt erlagte afgifter, paa et tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 95, selv om den naevnte regel dermed helt eller delvis bevirker, at disse afgifter ikke kan soeges tilbage.

46 I denne forbindelse bemaerkes indledningsvist, at ifoelge fast retspraksis tilkommer det hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsaette processuelle regler for sager om tilbagesoegning af urigtigt erlagte beloeb, naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, dog saaledes, at disse bestemmelser ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og at de i praksis i intet tilfaelde maa goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten (jf. bl.a. dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, Sml. I, s. 4599, praemis 12, og af 8.2.1996, sag C-212/94, FMC m.fl., Sml. I, s. 389, praemis 71).

47 Denne retspraksis finder ogsaa anvendelse paa nationale frister for indgivelse af soegsmaal (jf., ud over de allerede naevnte domme i FMC-sagen og Emmott-sagen, bl.a. domme af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, og sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043).

48 Endvidere bemaerkes, at det foelger af retspraksis, og navnlig af de naevnte domme i Rewe- og Comet-sagerne, at en fastsaettelse af rimelige frister for indgivelse af soegsmaal som udtryk for et grundlaeggende retssikkerhedsprincip opfylder de to ovennaevnte betingelser og navnlig ikke kan antages i praksis at goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til faellesskabsretten, selv om saadanne frister, naar de er udloebet, medfoerer, at sagen helt eller delvis afvises.

49 Endelig bemaerkes, at en foraeldelsesfrist paa fem aar, saaledes som den der omhandles i hovedsagen, maa betegnes som rimelig.

50 Det foelger af det anfoerte, at det paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin ikke er i strid hermed, at en saadan frist finder anvendelse paa tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en kraenkelse af traktatens artikel 95, selv om dette helt eller delvis bevirker, at tilbagesoegningen ikke kan gennemfoeres.

51 I modsaetning til hvad Haahr Petroleum har gjort gaeldende for den nationale ret saavel som i sine indlaeg for Domstolen, kan den ovennaevnte dom i Emmott-sagen ikke aendre dette resultat.

52 Domstolen har i den naevnte doms praemis 17 udtrykkeligt henvist til princippet om, at fastsaettelse af rimelige, praeklusive soegsmaalsfrister opfylder de betingelser, der stilles i henhold til den ovennaevnte retspraksis. Det er kun paa grund af direktivers saerlige karakter og i betragtning af de saerlige omstaendigheder i sagen, at Domstolen i praemis 23 fastslog, at indtil direktiver er korrekt gennemfoert i national ret, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke paaberaabe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formaal at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, og at en soegsmaalsfrist efter national ret foerst kan begynde at loebe fra dette tidspunkt.

53 Tilbagesoegningskravet, der omhandles i det femte praejudicielle spoergsmaal, stoettes ikke paa den direkte virkning af en bestemmelse i et direktiv, der ikke er korrekt gennemfoert i national ret, men paa den direkte virkning af en traktatbestemmelse, og spoergsmaalet skal foelgelig besvares med, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en national regel, hvorefter der gaelder en femaarig foraeldelsesfrist for soegsmaal om tilbagesoegning af urigtigt erlagte afgifter, anvendes paa et tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 95, selv om den naevnte regel dermed helt eller delvis bevirker, at disse afgifter ikke kan soeges tilbage.

Sagens omkostninger

54 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongeriges regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af OEstre Landsret ved beslutning af 8. marts 1994, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 95 er til hinder for, at en medlemsstat ved indfoersel af varer med skib fra en anden medlemsstat opkraever et importtillaeg paa 40% af den generelt opkraevede vareafgift paa varer, der losses, indlades eller paa anden maade soe- eller landsaettes i havnene i den foerstnaevnte medlemsstat eller i de uddybede loeb til disse havne.

2) Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en national regel, hvorefter der gaelder en femaarig foraeldelsesfrist for soegsmaal om tilbagesoegning af urigtigt erlagte afgifter, anvendes paa et tilbagesoegningskrav, der stoettes paa en overtraedelse af traktatens artikel 95, selv om den naevnte regel dermed helt eller delvis bevirker, at disse afgifter ikke kan soeges tilbage.