61995J0266

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - familieydelser - arbejdstager, der holder ferie uden loen og er omfattet af den tyske lovgivning - boern bosat i en anden medlemsstat - begrebet arbejdstager med henblik paa udbetalingen af familieydelser - anvendelse af kriterierne i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71 og i forordningens bilag I - retsvirkninger - afslag paa tildeling af ydelser efter de nationale bestemmelser - lovligt - bilag I - tilsidesaettelse af traktaten - foreligger ikke

[EF-traktaten; Raadets forordning nr. 1408/71, art. 1, litra a), nr. i) og ii), art. 73 og bilag I, afsnit I, afdeling C]

2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - boernetilskud - bopaelsbetingelser for boern der forsoerges - ulovligt

(EF-traktaten, art. 48, stk. 2)

3 En person, der bor og arbejder i Tyskland, men hvis boern bor i en anden medlemsstat, og som efter aftale med sin arbejdsgiver har taget ferie uden loen, er omfattet af begrebet »arbejdstager« i artikel 1, litra a), nr. i) i forordning nr. 1408/71, saafremt han er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod én eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende.

I forbindelse med familieydelser, som med hjemmel i forordningens artikel 73 udbetales efter tysk lovgivning, omfatter begrebet arbejdstager imidlertid alene arbejdstagere, som omfattes af den definition, der fremgaar af bestemmelserne i forordningens artikel 1, litra a), nr. ii), og afsnit I, afdeling C, i bilag I til forordningen, dvs. arbejdstagere, der er tvungent forsikret inden for rammerne af en af de i bilaget naevnte ordninger. Hvis en arbejdstager, der befinder sig i den ovenfor beskrevne situation, kunne paaberaabe sig en af de andre definitioner af udtrykket »arbejdstager« i forordningens artikel 1, litra a), med henblik paa at opnaa familieydelser i Tyskland, ville denne bestemmelse i bilaget miste sin effektive virkning.

Forordningens bilag I, afsnit I, afdeling C, er efter denne fortolkning ikke i strid med nogen bestemmelse i traktaten. Saafremt en arbejdstager, der befinder sig i den beskrevne situation, ikke omfattes af den definition, der fremgaar af de ovennaevnte bestemmelser i forening, og han navnlig ikke er omfattet af bilaget, afhaenger det af anvendelsen af de nationale bestemmelser og ikke af bestemmelserne i bilaget, hvorvidt der skal tildeles familieydelser.

I oevrigt hjemler bestemmelsen i forordningens artikel 73 ikke selv ret til saadanne ydelser, men har bl.a. til formaal at hindre, at en medlemsstat kan goere udbetalingen af familieydelser og deres stoerrelse afhaengig af spoergsmaalet om, hvorvidt arbejdstagerens familiemedlemmer har bopael i den medlemsstat, der udbetaler ydelserne, hvilket vil kunne afholde arbejdstagere i Faellesskabet fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed.

4 Traktatens artikel 48, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, der medfoerer, at en vandrende arbejdstager, hvis boern har bopael i en anden medlemsstat, ikke kan faa udbetalt familieydelser for de hele kalendermaaneder, der indgaar i en laengere ferie uden loen, hvorimod de arbejdstagere, hvis boern har bopael i den paagaeldende stat, er berettiget til ydelser.

Naar saadanne bestemmelser ikke kan stoettes paa objektive faktorer, der kan begrunde dem, er de diskriminerende over for vandrende arbejdstagere, for det er foerst og fremmest disses boern, der er bosat i udlandet.

I sag C-266/95,

angaaende en anmodning, som Bundessozialgericht (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Pascual Merino García

mod

Bundesanstalt fuer Arbeit,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen og gyldigheden af afsnit I, afdeling C, i bilag I til Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, G.F. Mancini (refererende dommer), og dommerne C.N. Kakouris, G. Hirsch, H. Ragnemalm og R. Schintgen,

generaladvokat: N. Fennelly

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Merino García ved chef for Afdelingen for Sociale Sager ved Spaniens Generalkonsulat i Stuttgart, Angel González Maeztu, som befuldmaegtiget

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den spanske regering ved direktoer Alberto José Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat, Gloria Calvo Díaz, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede

- Raadet for Den Europaeiske Union ved Anna Lo Monaco og Stephan Marquardt, begge Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 23. januar 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af Merino García ved Angel González Maeztu, af den tyske regering ved Ernst Roeder, af den spanske regering ved statens advokat, Santiago Ortiz Vaamonde, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtiget, af Raadet ved Guus Houttuin, Raadets Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og af Kommissionen ved juridisk konsulent Peter Hillenkamp, som befuldmaegtiget,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 6. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 20. juni 1995, indgaaet til Domstolen den 8. august 1995, har Bundessozialgericht stillet nogle praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af afsnit I, afdeling C, i bilag I til Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1, herefter »forordningen«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag mellem Merino García og Bundesanstalt fuer Arbeit, der er foranlediget af sidstnaevntes afslag paa at tildele García boernetilskud for februar 1986 og februar 1987, hvor han holdt ferie uden loen.

Forordningen

3 I forordningens artikel 1, litra a), defineres udtrykkene »arbejdstager« og »selvstaendig erhvervsdrivende« som enhver person:

»i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende

ii) der inden for rammerne af en social sikringsordning for samtlige indbyggere eller for hele den erhvervsmaessigt beskaeftigede del af befolkningen er tvungent forsikret mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:

- naar det efter vedkommende sikringsordnings administrations- eller finansieringsmetode er muligt at identificere den paagaeldende som arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, eller

- i mangel af saadanne kriterier, naar den paagaeldende er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en af de i bilag I opregnede risici inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende eller af en ordning omhandlet under nr. iii), eller, saafremt en saadan ordning ikke findes i vedkommende medlemsstat, naar den paagaeldende svarer til definitionen i bilag I

iii) der inden for rammerne af en ensartet social sikringsordning oprettet for hele landbrugsbefolkningen efter de i bilag I fastsatte kriterier er forsikret i henhold til en tvungen forsikring mod flere risici svarende til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse

iv) der inden for rammerne af en social sikringsordning oprettet for arbejdstagere, for selvstaendige erhvervsdrivende, for samtlige indbyggere eller for visse kategorier af indbyggere i en medlemsstat er frivilligt forsikret mod en eller flere risici svarende til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:

- naar den paagaeldende udoever loennet virksomhed eller selvstaendig virksomhed, eller

- naar den paagaeldende tidligere har vaeret tvungent forsikret mod samme risiko inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende i den samme medlemsstat.«

4 Ifoelge forordningens artikel 13, stk. 1, er de personer, der er omfattet af forordningen, principielt alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat.

5 I artikel 13, stk. 2, litra a), bestemmes det endvidere, at en person, der har loennet beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat paa en anden medlemsstats omraade, eller den virksomhed eller arbejdsgiver, der beskaeftiger ham, har sit hjemsted eller sin bopael paa en anden medlemsstats omraade.

6 Ifoelge forordningens artikel 73 har en arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade.

7 Afsnit I, afdeling C, i bilag I til forordningen har foelgende ordlyd:

»C. Tyskland

Saafremt en tysk institution er kompetent institution for tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med forordningens afsnit III, kapitel 7, anses i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii):

a) som arbejdstager, enhver person, der er tvungent forsikret mod arbejdsloeshed, eller som i forbindelse med denne forsikring modtager kontantydelser fra sygeforsikringen eller dertil svarende ydelser

b) som selvstaendig erhvervsdrivende, enhver person, der udoever selvstaendig virksomhed, og som skal:

- lade sig forsikre eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende

eller

- lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring.«

De nationale bestemmelser

8 § 1, stk. 1, nr. 1, i Bundeskindergeldgesetz (forbundsloven om boernetilskud, BGBl. I, s. 265, herefter »BKGG«) bestemmer, at personer, der har bopael eller saedvanligt opholdssted inden for lovens anvendelsesomraade, har ret til boernetilskud for deres boern og hermed ligestillede personer i medfoer af lovens § 2, stk. 1.

9 Ifoelge § 2, stk. 5, i BKGG kommer boern, der hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted inden for BKGG's anvendelsesomraade, ikke i betragtning med henblik paa boernetilskud.

10 I medfoer af § 9 i BKGG tildeles boernetilskud fra begyndelsen af den maaned, hvorunder betingelserne for at modtage tilskuddet er opfyldt, og indtil slutningen af den maaned, hvor betingelserne ikke laengere opfyldes.

11 Ifoelge § 42, andet punktum, i BKGG beroerer loven ikke bestemmelserne i faellesskabsforordninger.

12 § 311, stk. 1, i Reichsversicherungsordnung (loven om de sociale forsikringer, BGBl. I, s. 799) bestemmer, at den tvungne sygesikring bevares, saa laenge et arbejdsforhold opretholdes uden betaling af vederlag, dog hoejst i tre uger.

13 I medfoer af § 104, stk. 1, andet og tredje punktum, i Arbeitsfoerderungsgesetz (lov om arbejdsloeshedsforsikring, BGBl. I, s. 582, herefter »AFG«) medregnes de perioder, for hvilke der ikke udbetales noget vederlag, ikke ved sammenlaegningen af de perioder, hvorunder der optjenes ret til ydelser ved arbejdsloeshed, medmindre de hver for sig ikke overskrider fire uger.

Sagens forhistorie

14 Merino García, der er spansk statsborger, bor og arbejder i Tyskland som arbejdstager. Hans tre boern bor i Spanien.

15 Den 19. december 1989 indgav han en ansoegning til Bundesanstalt fuer Arbeit om boernetilskud efter tysk lovgivning for sine boern for perioden fra januar 1986 til december 1988, herunder for de perioder, hvorunder han efter aftale med sin arbejdsgiver havde taget ferie uden loen, og som dels var fra den 20. januar til den 2. marts 1986, dels fra den 13. januar til den 2. marts 1987. Det fremgaar af sagen, at disse ferier ikke bragte arbejdsforholdet til ophoer.

16 Bundesanstalt fuer Arbeit tildelte ham de ansoegte tilskud for denne periode, undtagen for februar 1986 og februar 1987 (herefter »de omtvistede kalendermaaneder«). Bundesanstalt var nemlig af den opfattelse, at eftersom de to omhandlede perioder med ferie uden loen oversteg fire uger, kunne Merino García ikke laengere, naar hensaas til § 104, stk. 1, i AFG, sammenholdt med afsnit I, afdeling C, litra a), i bilag I (herefter »bilaget«), betragtes som arbejdstager i forordningens artikel 73's forstand.

17 Ved staevning af 19. februar 1990 anlagde Merino García sag ved Sozialgericht Mannheim for at opnaa, at Bundesanstalt fuer Arbeit udbetalte boernetilskud for de to omtvistede kalendermaaneder. Sagsoegte blev frifundet af Sozialgericht Mannheim ved dom afsagt den 14. oktober 1992, som blev stadfaestet ved dom afsagt den 21. september 1993 af Landessozialgericht Baden-Wuerttemberg.

18 Den 27. maj 1994 indbragte Merino García en revisionsanke af Landessozialgericht's dom. Han har under ankesagen gjort gaeldende, at han var arbejdstager i forordningens artikel 73's forstand, og at bestemmelserne i bilaget var diskriminerende over for arbejdstagere i Faellesskabet, hvis boern er bosat i en anden medlemsstat.

De praejudicielle spoergsmaal

19 I forelaeggelseskendelsen har Bundessozialgericht anfoert, at Merino García hverken efter BKGG eller efter bestemmelserne i forordningens artikel 1, litra a), og artikel 73, sammenholdt med bilaget til forordningen, var berettiget til boernetilskud for de omtvistede kalendermaaneder. Da Bundessozialgericht imidlertid var i tvivl om gyldigheden af bilaget, har den besluttet at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal:

»1) Er afsnit I, afdeling C, i bilag I til forordning (EOEF) nr. 1408/71 forenelig med EF-traktaten, navnlig dennes artikel 48, stk. 2, for saa vidt bestemmelsen medfoerer, at arbejdstagere med boern med bopael i udlandet ved laengere ferie uden loen ikke er berettiget til boernetilskud i de af ferien omfattede hele kalendermaaneder, mens arbejdstagere, hvis boern har bopael i Tyskland, er berettiget hertil?

2) Saafremt afsnit I, afdeling C, i bilag I til forordning (EOEF) nr. 1408/71 er ugyldig: Foelger det heraf, at den, der paa grundlag af en frivillig aftale med sin arbejdsgiver holder ferie uden loen, ogsaa er 'arbejdstager' i den i artikel 73 i forordning nr. 1408/71 naevnte forstand? Eller gaelder der visse begraensninger (f.eks. med hensyn til, hvor laenge der holdes ferie uden loen)?«

20 Med de praejudicielle spoergsmaal oensker den forelaeggende ret reelt for det foerste at faa fastslaaet, om begrebet arbejdstager i forbindelse med familieydelser, som med hjemmel i forordningens artikel 73 udbetales efter tysk lovgivning, skal fortolkes saaledes, at det alene omfatter arbejdstagere, som omfattes af den definition, der fremgaar af bestemmelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), sammenholdt med bilaget. I bekraeftende fald spoerger retten endvidere, om det naevnte bilag er gyldigt under hensyn til traktatens artikel 48, stk. 2. Saafremt bilaget er gyldigt, oensker den forelaeggende ret endelig oplyst, om traktatens artikel 48, stk. 2, er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, der medfoerer, at en vandrende arbejdstager, hvis boern har bopael i en anden medlemsstat, ikke tildeles familieydelser for de hele kalendermaaneder, der indgaar i en laengere ferie uden loen, hvorimod de arbejdstagere, hvis boern har bopael i den paagaeldende stat, er berettiget til saadanne ydelser. Disse tre spoergsmaal skal behandles hver for sig.

Fortolkningen af bilaget

21 Forordningens personelle anvendelsesomraade fastlaegges i artikel 2, der findes i afsnit I, som har overskriften »Almindelige bestemmelser«. Ifoelge artikel 2, stk. 1, finder forordningen bl.a. anvendelse paa »arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater«.

22 Udtrykket »arbejdstagere«, der anvendes i denne bestemmelse, er defineret i forordningens artikel 1, litra a). Det betegner enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er naevnt i artikel 1, litra a), mod de risici og paa de betingelser, som er naevnt i denne bestemmelse (dom af 3.5.1990, sag C-2/89, Kits van Heijningen, Sml. I, s. 1755, praemis 9).

23 Det bemaerkes, at en person, hvis situation svarer til den, som sagsoegeren i hovedsagen befinder sig i, er omfattet af begrebet »arbejdstager«, nemlig i det omfang den paagaeldende, som det omhandles i forordningens artikel 1, litra a), nr. i), er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, der indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende.

24 Som Domstolen allerede har fastslaaet i dom af 30. januar 1997 (forenede sager C-4/95 og C-5/95, Stoeber og Piosa Pereira, Sml. I, s. 511, praemis 29), der vedroerte selvstaendige erhvervsdrivende, fremgaar det imidlertid af selve ordlyden af bilaget, som der henvises til i artikel 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71, at kun arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er tvungent forsikret inden for rammerne af en af de dér naevnte ordninger, har krav paa familieydelser i Tyskland i medfoer af forordningens afsnit III, kapitel 7 (jf. endvidere i denne retning dom af 10.10.1996, forenede sager C-245/94 og C-312/94, Hoever og Zachow, Sml. I, s. 4895, praemis 29).

25 Hvis en arbejdstager, der befinder sig i en situation som den, der foreligger i hovedsagen, kunne paaberaabe sig en af de andre definitioner af udtrykket »arbejdstager« i artikel 1, litra a), med henblik paa at opnaa familieydelser i Tyskland, ville denne bestemmelse i bilaget miste sin effektive virkning (dommen i Stoeber og Pereira-sagen, a.st., praemis 32).

26 Begrebet arbejdstager i forbindelse med familieydelser, som med hjemmel i forordningens artikel 73 udbetales efter tysk lovgivning, skal foelgelig fortolkes saaledes, at det alene omfatter arbejdstagere, som omfattes af den definition, der fremgaar af bestemmelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), sammenholdt med bilaget.

Gyldigheden af bilaget

27 Det skal herom for det foerste bemaerkes, at der i henhold til EF-traktatens artikel 51 skal ske en samordning af medlemsstaternes lovgivninger om social sikring, hvorimod bestemmelsen ikke opstiller noget krav om en harmonisering. Den naevnte bestemmelse er saaledes ikke til hinder for, at de sociale sikringsordninger i de forskellige medlemsstater indeholder forskellige materielle og formelle regler, saaledes at arbejdstagere har forskellige rettigheder, alt efter hvor de er beskaeftiget (jf. navnlig dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, praemis 20).

28 Forordningens artikel 73 har bl.a. til formaal at hindre, at en medlemsstat kan goere udbetalingen af familieydelser og deres stoerrelse afhaengig af spoergsmaalet om, hvorvidt arbejdstagerens familiemedlemmer har bopael i den medlemsstat, der udbetaler ydelserne, hvilket vil kunne afholde arbejdstagere i Faellesskabet fra at udoeve deres ret til fri bevaegelighed (jf. Hoever og Zachow-dommen, a.st., praemis 34).

29 Det fremgaar klart af ordlyden af denne bestemmelse, at den ikke selv hjemler en ret til familieydelser. Familieydelserne tildeles nemlig paa grundlag af de relevante nationale bestemmelser, i den foreliggende sag BKGG.

30 I oevrigt bemaerkes, at i de tilfaelde, der ikke er omfattet af bilaget, har dette ikke den virkning at udelukke enhver ret til familieydelser for faellesskabsborgere, der arbejder i Tyskland, og hvis boern bor i en anden medlemsstat. Det forhold, at sagsoegeren i hovedsagen har mistet sin ret til familieydelser for de omhandlede to perioder med ferie uden loen er derfor - saaledes som generaladvokaten har anfoert i punkt 26 i forslaget til afgoerelse - en foelge af anvendelsen af bestemmelserne i BKGG og foelger ikke af bilaget til forordningen.

31 Det maa herefter fastslaas, at gennemgangen af dette punkt i de praejudicielle spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af bilaget.

Fortolkningen af traktatens artikel 48, stk. 2

32 Merino García har anfoert, at for saa vidt som han i henhold til § 104, stk. 1, andet og tredje punktum, i AFG kun har ret til familieydelser for sine boern, der er bosat i en anden medlemsstat, i den periode, hvorunder han har betalt bidrag til arbejdsloeshedsforsikringen, indebaerer den naevnte bestemmelse en hindring for den frie bevaegelighed og foerer til forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 48, stk. 2.

33 I saa henseende har Domstolen i en fast praksis antaget, at ligebehandlingsprincippet, som fastslaas i den naevnte bestemmelse, ikke alene indebaerer et forbud mod aabenlyse former for forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre formelle kriterier (Pinna-dommen, a.st., praemis 23).

34 I hovedsagen i naervaerende sag har sagsoegeren faaet afslag paa boernetilskud for sine boern med bopael i Spanien, selv om disse ydelser i henhold til BKGG kan tildeles enhver, der har bopael eller saedvanligt opholdssted paa det omraade, hvor loven finder anvendelse, saafremt de boern, som den paagaeldende forsoerger, har bopael eller saedvanligt opholdssted paa dette omraade. Det er endvidere uomtvistet, at traktatens artikel 48, stk. 2, finder anvendelse i denne sag, fordi sagsoegeren paa grund af sit ansaettelsesforhold fortsat var forsikret i Tyskland mod risikoen for sygdom i en periode, der omfattede de omtvistede kalendermaaneder.

35 Den tyske regerings opfattelse, hvorefter § 2, stk. 5, i BKGG lige saa vel beroerer de tyske statsborgere som de udlaendinge, hvis boern ikke opfylder bopaelsbetingelsen, kan ikke anses for rigtig. Som Domstolen har anfoert i praemis 24 i den tidligere naevnte dom i Pinna-sagen, maa det foerst og fremmest antages at vaere vandrende arbejdstagere, der har familiemedlemmer, som bor uden for den medlemsstat, der udbetaler ydelserne (jf. endvidere i overensstemmelse hermed dommen i Stoeber og Pereira-sagen, a.st., praemis 38).

36 Da der ikke i den foreliggende sag er oplysninger, der objektivt kan begrunde denne forskelsbehandling, maa den betegnes som diskriminerende og dermed anses for at vaere uforenelig med traktatens artikel 48, stk. 2.

37 De praejudicielle spoergsmaal skal herefter besvares saaledes, at begrebet arbejdstager i forbindelse med familieydelser, som med hjemmel i forordningens artikel 73 udbetales efter tysk lovgivning, skal forstaas saaledes, at det alene omfatter arbejdstagere, som omfattes af den definition, der fremgaar af bestemmelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), sammenholdt med bilaget. I oevrigt har gennemgangen af de praejudicielle spoergsmaal intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af bilaget. Traktatens artikel 48, stk. 2, skal imidlertid fortolkes saaledes, at den er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, der medfoerer, at en vandrende arbejdstager, hvis boern har bopael i en anden medlemsstat, ikke kan faa udbetalt familieydelser for de hele kalendermaaneder, der indgaar i en laengere ferie uden loen, hvorimod de arbejdstagere, hvis boern har bopael i den paagaeldende stat, er berettiget til ydelser.

Sagens omkostninger

38 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den spanske regering samt af Raadet for Den Europaeiske Union og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bundessozialgericht ved kendelse af 20. juni 1995, for ret:

Begrebet arbejdstager i forbindelse med familieydelser, som udbetales efter tysk lovgivning med hjemmel i artikel 73 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, og som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989, skal forstaas saaledes, at det alene omfatter arbejdstagere, som omfattes af den definition, der fremgaar af bestemmelserne i artikel 1, litra a), nr. ii), sammenholdt med afsnit I, afdeling C, i bilag I til forordningen. I oevrigt har gennemgangen af de praejudicielle spoergsmaal intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af det naevnte bilag. EF-traktatens artikel 48, stk. 2, skal imidlertid fortolkes saaledes, at den er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, der medfoerer, at en vandrende arbejdstager, hvis boern har bopael i en anden medlemsstat, ikke kan faa udbetalt familieydelser for de hele kalendermaaneder, der indgaar i en laengere ferie uden loen, hvorimod de arbejdstagere, hvis boern har bopael i den paagaeldende stat, er berettiget til ydelser.