61995C0004

1 De af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen rejste spoergsmaal angaar det personelle anvendelsesomraade for bestemmelserne i forordning (EOEF) nr. 1408/71 (1) (herefter »forordningen«). Den forelaeggende ret oensker mere praecist oplyst, hvilke af de forskellige bestemmelser i forordningens artikel 1, der skal anvendes med henblik paa at definere begrebet »selvstaendig erhvervsdrivende« i forordningens artikel 73 i relation til de kompetente tyske institutioners tilkendelse af boernetilskud til boern, som har bopael i udlandet.

2 Jeg vil foerst se paa omstaendighederne i sag C-4/95. Fritz Stoeber, som er tysk statsborger, arbejdede i Irland fra 1965 til 1969, hvorefter han vendte tilbage til Tyskland. Indtil 1977 var han arbejdstager og betalte bidrag til den tvungne syge- og alderdomsforsikring. Fra den 1. februar 1977, hvor han blev selvstaendig erhvervsdrivende, begyndte han at betale frivillige bidrag til den lovbestemte forsikring for funktionaerer, og han betalte ligeledes frivillige bidrag til en lovbestemt tillaegssygeforsikring.

3 I november 1988 ansoegte Stoeber de kompetente tyske myndigheder om, at der ved beregningen af boernetilskud til hans to boern af andet aegteskab - som var bosat i Tyskland - ligeledes blev taget hensyn til hans datter af foerste aegteskab - som bor sammen med sin mor i Irland - med henvisning til, at hun opholder sig hos ham i ferierne, og at hun er tilmeldt folkeregistret i Tyskland.

4 Myndighederne afslog ved afgoerelser af 22. december 1988 og 13. februar 1989 ansoegningen. Afslaget paa Stoeber's ansoegning, der var i overensstemmelse med national ret, var begrundet med, at hans datter hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland. Sozialgericht Dortmund, for hvilken sagsoegeren indbragte sagen, annullerede imidlertid afgoerelsen og fastslog paa baggrund af de relevante bestemmelser i faellesskabsretten, at Stoeber ligeledes havde ret til familieydelser til sin datter i Irland. Myndighederne ankede denne afgoerelse, idet de gjorde gaeldende, at disse bestemmelser ikke kunne finde anvendelse i den foreliggende sag, eftersom Stoeber ikke kunne anses for »selvstaendig erhvervsdrivende« i henhold til definitionerne i forordningens artikel 1.

5 Omstaendighederne i sag C-5/95 er de samme. Piosa Pereira, som er spansk statsborger, var ligeledes beskaeftiget som loenmodtager i Tyskland indtil den 9. september 1988 og var som foelge heraf omfattet af den tvungne syge- og alderdomsforsikringsordning. Siden den 1. april 1989 har han drevet selvstaendig erhvervsvirksomhed og har ligeledes indbetalt frivillige bidrag til en anerkendt selvstaendig sygekasse.

6 Den 31. oktober 1989 ansoegte Piosa Pereira om boernetilskud til sine tre boern (der bor i Spanien hos hans fraseparerede hustru, og som ikke modtager nogen familieydelser fra den kompetente spanske institution) og til sin datter, der er foedt uden for aegteskab og har bopael i Tyskland. Myndighederne fandt, at Piosa Pereira ikke var omfattet af forordningens personelle anvendelsesomraade, og afslog derfor ansoegningen vedroerende de tre boern, som er bosiddende i Spanien, men anerkendte til gengaeld i overensstemmelse med national ret, at Piosa Pereira har ret til familieydelser til sin datter, som er foedt uden for aegteskab og bosiddende i Tyskland. Piosa Pereira indbragte sagen for Sozialgericht Dortmund, der gav ham medhold, idet den fandt, at bestemmelserne i forordningen finder anvendelse i den foreliggende sag. Sagsoegte har anket denne afgoerelse under henvisning til de samme anbringender, som er fremfoert i den foregaaende sag.

7 Den forelaeggende ret, for hvilken de to ankesager er indbragt, har fastslaaet, at sagsoegerne ikke kan faa ret til familieydelser i henhold til tysk lovgivning, idet der i overensstemmelse med den gaeldende tyske lovgivning »ikke efter Bundeskindergeldgesetz tages hensyn til boern, som hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted i Forbundsrepublikken« (2). Da den forelaeggende ret henset til bestemmelserne i faellesskabslovgivningen er i tvivl om, hvorvidt sagsoegerne har ret hertil i medfoer af forordningens artikel 73, har den besluttet at udsaette sagerne og i hver af disse at forelaegge Domstolen et spoergsmaal om det personelle anvendelsesomraade for forordningen med hensyn til boernetilskud.

8 Spoergsmaalene lyder saaledes:

Sag C-4/95

»Skal en person anses for 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 73 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af boernetilskud i Forbundsrepublikken Tyskland, naar vedkommende udoever selvstaendig virksomhed dér og dermed opfylder betingelserne for at vaere 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 1, litra a), nr. iv), men ikke betingelserne i henhold til nr. ii), andet led, foerste alternativ, jf. bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b)?«

Sag C-5/95

»Skal en person anses for 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 73 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 med hensyn til udbetaling af boernetilskud i Forbundsrepublikken Tyskland, naar vedkommende udoever selvstaendig virksomhed dér og dermed opfylder betingelserne for at vaere 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til artikel 1, litra a), nr. i) og iv), men ikke betingelserne i henhold til nr. ii), andet led, foerste alternativ, jf. bilag I, afsnit I, afdeling C, litra b)?«

De relevante bestemmelser

9 Efter saaledes at have praeciseret de stillede spoergsmaal, vil jeg, foer disse undersoeges, citere de gaeldende bestemmelser med henblik paa en analyse heraf:

I forordningens artikel 1, litra a), bestemmes:

»I denne forordning:

a) betyder udtrykkene 'arbejdstager' og 'selvstaendig erhvervsdrivende' henholdsvis enhver person:

i) der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende

ii) der, inden for rammerne af en social sikringsordning for samtlige indbyggere eller for hele den erhvervsmaessigt beskaeftigede del af befolkningen, er tvungent forsikret mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:

- naar det efter vedkommende sikringsordnings administrations- eller finansieringsmetode er muligt at identificere den paagaeldende som arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, eller

- i mangel af saadanne kriterier, naar den paagaeldende er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en af de i bilag I opregnede risici inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende eller af en ordning omhandlet under iii), eller, saafremt en saadan ordning ikke findes i vedkommende medlemsstat, naar den paagaeldende svarer til definitionen i bilag I

...

iv) der, inden for rammerne af en social sikringsordning oprettet for arbejdstagere, for selvstaendige erhvervsdrivende, for samtlige indbyggere eller for visse kategorier af indbyggere i en medlemsstat, er frivilligt forsikret mod en eller flere risici svarende til de sikringsgrene, paa hvilke denne forordning finder anvendelse:

- naar den paagaeldende udoever loennet virksomhed eller selvstaendig virksomhed, eller

- naar den paagaeldende tidligere har vaeret tvungent forsikret mod samme risiko inden for rammerne af en ordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende i den samme medlemsstat.«

I bilag I, afsnit I, afdeling C, hedder det:

»Saafremt en tysk institution er kompetent institution for tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med forordningens afsnit III, kapitel 7, anses i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii):

...

b) som selvstaendig erhvervsdrivende, enhver person, der udoever selvstaendig virksomhed, og som skal:

- lade sig forsikre eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende eller

- lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring.«

I forordningens artikel 73 bestemmes:

»En arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende, der er omfattet af en medlemsstats lovgivning, har for de af sine familiemedlemmer, der er bosiddende paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosiddende paa dennes omraade, jf. dog bestemmelserne i bilag VI.«

Problemstillingen i sagen

10 De stillede spoergsmaal skyldes den omstaendighed, at den forelaeggende ret ved afgoerelsen af tvisten staar over for forskellige definitioner af begrebet selvstaendig erhvervsdrivende: definitionerne i forordningens artikel 1, litra a), nr. i) og iv), og den saerlige definition i bilaget vedroerende de kompetente tyske institutioners tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med artikel 73.

11 For saa vidt angaar anvendelsen af forordningen i den foreliggende sag foreslaar den forelaeggende ret to mulige anvendelser af de bestemmelser, der definerer begrebet selvstaendig erhvervsdrivende.

12 Den foerste kan sammenfattes saaledes: De frivillige forsikringsordninger, som saavel Stoeber som Piosa Pereira har vaeret omfattet af, siden de paabegyndte selvstaendig erhvervsvirksomhed, daekker sygdomsrisikoen. Derfor henhoerer disse ordninger enten under kategorien »frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende«, jf. artikel 1, litra a), nr. i), eller i Piosa's tilfaelde under den kategori, som naevnes i nr. iv), andet led, eftersom han ifoelge den forelaeggende ret tidligere var daekket af en tvungen forsikring mod den samme risiko (sygdom), mod hvilken han i dag frivilligt er daekket »inden for rammerne af en ordning oprettet for arbejdstagere«.

Den forelaeggende ret anfoerer endvidere, at sagsoegerne maa antages at henhoere under forordningens personelle anvendelsesomraade som selvstaendige erhvervsdrivende, eftersom de har indbetalt frivillige bidrag til disse ordninger, og derfor maa de naevnte bestemmelser vedroerende familieydelser gaelde for dem.

Kongeriget Spanien er i det vaesentlige enig i denne loesning.

13 Efter det andet forslag - der ifoelge den forelaeggende ret netop er det, der foelges i tysk litteratur og retspraksis - gaar man ud fra bestemmelserne i bilaget vedroerende udbetaling af familieydelser fra de tyske myndigheder. Den tyske socialsikringsordning er med hensyn til familieydelser analog med ordningen i artikel 1, litra a), nr. ii): Det drejer sig om en socialsikringsordning, som gaelder for samtlige indbyggere. Den forelaeggende ret tilfoejer, at denne ordning ikke goer det muligt at sondre mellem selvstaendige erhvervsdrivende og arbejdstagere, som det forudsaettes i foerste led af nr. ii). Stoeber og Piosa Pereira opfylder heller ikke betingelserne i nr. ii), andet led, foerste alternativ. De er ikke forsikrede mod nogen af de i bilag I naevnte risici inden for rammerne af en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende. Eftersom disse krav ikke er opfyldt, er det noedvendigt at henholde sig til betingelserne i definitionen i bilaget. Den ordning, som er indfoert ved en kombination af bestemmelserne i definitionerne, udgoer en saerordning, som har forrang for den almindelige ordning, der er fastsat i forordningens artikel 1, litra a).

14 Naar dette er sagt, undlader den forelaeggende ret ikke at naevne konsekvenserne af at anvende denne sidstnaevnte definition i naervaerende sag. Sagsoegerne i hovedsagen er hverken forpligtet til at »lade sig forsikre mod eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende« eller til at »lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring«, men de betaler frivillige socialsikringsbidrag. De er saaledes ikke efter bestemmelserne i bilaget omfattet af begrebet selvstaendig erhvervsdrivende og er foelgelig ikke omfattet af anvendelsesomraadet for faellesskabsbestemmelserne, hvorfor de kun har krav paa familieydelser i det omfang, dette foelger af den tyske lovgivning, der finder anvendelse paa dem.

Det er netop denne loesning, som den tyske regering i sit indlaeg foretraekker.

15 Jeg vil indlede undersoegelsen af problemstillingen i sagen med en historisk gennemgang af den for sagen relevante faellesskabslovgivning. Den i forordningen fastsatte ordning fandt oprindeligt kun anvendelse paa arbejdstagere, men efter to paa hinanden foelgende udvidelser omfatter den nu ligeledes selvstaendige erhvervsdrivende.

16 Ud fra den betragtning, at »den frie bevaegelighed for personer ... ikke kun [er] begraenset til arbejdstagere, men ligeledes [vedroerer] selvstaendige erhvervsdrivende inden for rammerne af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser«, har lovgiver gennem vedtagelsen af forordning (EOEF) nr. 1390/81 (3) udvidet den ordning, der er indfoert ved forordningen for arbejdstagere, til ogsaa at omfatte selvstaendige. I denne forbindelse indfoerte lovgiver, skoent drevet af en klar - »ekspansiv« - logik, imidlertid en ganske bestemt undtagelse, netop i relation til familieydelser. Ordningen udelukkede saaledes, at den i forordningens artikel 73 indeholdte bestemmelse kunne finde anvendelse paa selvstaendige erhvervsdrivende, og dette indebar, at de ikke kunne »tage familieydelser med«.

17 Bl.a. for at udfylde dette hul vedtog man forordning (EOEF) nr. 3427/89 (4), hvorved ordlyden af artikel 73 blev aendret, saaledes at ogsaa selvstaendige erhvervsdrivende gives mulighed for at paaberaabe sig den i denne bestemmelse indeholdte ret (5). Den »territoriale fiktion«, der er indeholdt i denne bestemmelse, hvorefter boern bosiddende i udlandet skal anses for statsborgere i medlemsstaten, udstraekkes til ogsaa at omfatte disse selvstaendige erhvervsdrivende.

18 Forordningen har til formaal at samordne de nationale lovgivninger, »der hver for sig fastsaetter betingelserne for tilhoersforholdet til de forskellige sociale sikringsordninger« (6). Medlemsstaterne har i denne forbindelse ikke en absolut skoensbefoejelse, men skal lovgive inden for de i faellesskabsretten fastsatte graenser. Saaledes gennemfoeres der herved en samordning, men de forskellige nationale lovgivninger harmoniseres ikke direkte (7).

19 Ifoelge forordningens system udgoer definitionen af begrebet arbejdstager »indgangsdoeren« til de i faellesskabsretten indeholdte rettigheder (8). I saa henseende er det afgoerende kriterium for anvendelsen af forordningen tilknytningen til en social sikringsordning. I artikel 1, litra a), opregnes de forskellige ordninger. Kun de arbejdstagere, som er tilsluttet den ene eller den anden af disse, kan paaberaabe sig bestemmelserne i forordningen og faa adgang til de heri indeholdte rettigheder.

20 Som Domstolen har fastslaaet, skal definitionen af arbejdstager, for at foelge maalsaetningen med den fastlagte ordning, forstaas i vid forstand (9). Denne fortolkningsmodel er baseret paa aanden i forordning nr. 1408/71 samt paa traktatens maal og skal anvendes paa saavel arbejdstagere som selvstaendige erhvervsdrivende (10). Restriktive definitioner ville undergrave ethvert forsoeg paa at samordne ordningerne, og arbejdstagerne og de selvstaendige erhvervsdrivende ville ikke blive sikret en passende beskyttelse. Deres mulighed for at udoeve retten til fri bevaegelighed, der er forordningens grundlaeggende formaal, ville med urette blive begraenset (11).

21 Jeg mener ligeledes, at begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i princippet skal forstaas i overensstemmelse med det ovennaevnte brede kriterium. Jeg er dog af den opfattelse, at aanden bag og ordlyden af den paagaeldende faellesskabsforordning afskaerer sagsoegerne i hovedsagen fra at goere krav paa de paagaeldende rettigheder som selvstaendige erhvervsdrivende, der efter forordningens almindelige bestemmelser henhoerer under arbejdstager-kategorien. Jeg skal nedenfor begrunde dette synspunkt.

22 I den sag, der er forelagt Domstolen, ansoeger erhvervsmaessigt beskaeftigede personer de kompetente tyske institutioner om tilkendelse af familieydelser. Ifoelge den forelaeggende ret finder den ordning i den tyske retsorden, der vedroerer disse ydelser, anvendelse paa samtlige personer med bopael i Tyskland. Den henhoerer derfor under den type ordning, som er omhandlet i artikel 1, litra a), nr. ii) (12). Det er paa grundlag af de heri indeholdte definitioner, at man efter min mening skal afgoere, hvorvidt der er tale om henholdsvis en arbejdstager eller en selvstaendig erhvervsdrivende.

23 Her er det vigtigt at betragte ordningens karakteristika, saaledes som de er praeciseret af den forelaeggende ret. Ordningen gaelder for samtlige indbyggere. De anvendte administrationsmaader giver ikke mulighed for at sondre mellem arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende. I oevrigt er arbejdstagere eller selvstaendige erhvervsdrivende ikke tvungent eller frivilligt forsikret i relation til tilkendelsen af familieydelser. Definitionerne i artikel 1, litra a), nr. ii), finder saaledes ikke anvendelse, hverken definitionen i foerste led eller definitionen i det foerste alternativ i andet led.

24 Eftersom disse bestemmelser ikke kan finde anvendelse, er det noedvendigt at tage udgangspunkt i residualdefinitionen i det andet alternativ i andet led. Denne bestemmelse henviser til bilaget, hvori begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i relation til de tyske myndigheders tilkendelse af familieydelser defineres ud fra tilhoersforholdet til en obligatorisk forsikringsordning (13).

25 Denne fremstilling af sagen er den, som svarer bedst til forordningens aand. Som allerede generaladvokat Gand anfoerte, »[afgraenses] forordningens anvendelsesomraade saaledes af et socialretligt og ikke af et arbejdsretligt kriterium, hvilket afspejler den stoerre og stoerre uafhaengighed, den foerstnaevnte retsdisciplin har faaet i forhold til den sidstnaevnte« (14). Saafremt man imidlertid fastholder dette kriterium, kan der i definitionen af selvstaendige erhvervsdrivende med henblik paa tilkendelsen af familieydelser ikke efter min opfattelse ses bort fra de i bilaget indeholdte definitioner. Det er alene disse bestemmelser, der giver arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende mulighed for at faa de rettigheder, som er fastsat i faellesskabsordningen vedroerende denne ydelse.

26 Jeg er klar over, at dette synspunkt kan blive genstand for diskussion. Problemet med den »alternative« karakter af definitionerne i forordningens artikel 1 har mindst en gang vaeret forelagt Domstolen, uden dog at vaere blevet afgjort. Jeg henviser til Warmerdam-Steggerda-sagen (15). Under denne sag fastholdt den kompetente nederlandske institution og Kommissionen, at definitionerne havde en alternativ karakter. Naermere bestemt anfoerte Kommissionen - netop i lyset af afdeling C i bilag I til forordning nr. 1408/71, som aendret ved forordning nr. 1390/81 - at det var vigtigt, for saa vidt angaar hver risiko, at afgoere hvorvidt den paagaeldende var »arbejdstager« eller ej i forordningens forstand (16). Til stoette for sit synspunkt henviste Kommissionen endvidere til Brack-sagen, hvori Domstolen havde fastslaaet en definition baseret paa risikoelementet (17).

27 Som allerede naevnt, har Domstolen ikke behandlet det problem, som jeg har fremstillet, og spoergsmaalet staar saaledes stadig ubesvaret. Jeg foregiver ikke at foretage en udtoemmende undersoegelse i naervaerende forslag til afgoerelse. Jeg vil blot fremhaeve, hvorfor jeg i den foreliggende sag mener, at de bestemmelser, der definerer tilhoersforholdet til denne bestemte type socialsikringsordning og saaledes retten til de deri fastsatte ydelser, noedvendigvis maa knyttes sammen med de bestemmelser, hvori begrebet arbejdstager og selvstaendig erhvervsdrivende defineres. I denne sag synes det vigtigt, at lovgiver har valgt at fastsaette en saerlig definition af en selvstaendig erhvervsdrivende, netop for det tilfaelde, at familieydelsen skal tilkendes af de tyske institutioner. Saavel den undtagelse, der er indroemmet de tyske myndigheder, som indholdet af den i bilaget anfoerte definition giver i denne forbindelse anledning til to bemaerkninger.

28 Det forhold, at den saerlige definition - for det tilfaelde, at de tyske myndigheder er kompetente for saa vidt angaar tilkendelsen af ydelsen - udelukkende gaelder i relation til artikel 1, litra a), nr. ii), viser frem for alt, at det efter forordningens systematik alene er denne bestemmelse, hvorved det afgoeres, om arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende har ret til familieydelse, saafremt den nationale ordning, som i den naervaerende sag er karakteriseret ved, at der ikke findes kriterier, hvorefter der kan sondres mellem arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende. Jeg mener, at forordningens og bilagets bestemmelser set under ét tjener til at praecisere, at der er en helt klar sammenhaeng mellem den type socialsikringsydelser, som arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende ansoeger om (i dette tilfaelde familieydelser), og de betingelser, som han skal opfylde for at faa tilkendt ydelsen. Den udtrykkelige bestemmelse i sidste punkt i praeamblen til forordning nr. 1390/81 taler ogsaa herfor. Heri anfoeres, at faellesskabslovgiver i bilag I har fundet det »noedvendigt ... at praecisere, hvad der forstaas ved udtrykkene 'arbejdstager' og 'selvstaendig erhvervsdrivende' i henhold til forordning (EOEF) nr. 1408/71, saafremt den paagaeldende er omfattet af en social sikringsordning for samtlige indbyggere«.

29 Dette resultat bekraeftes af en anden betragtning, nemlig naar man ser, hvilke kriterier der er vedtaget med henblik paa at afgraense begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i bilaget. Det skal her bemaerkes, at »enhver person ... som skal tegne forsikring og betale bidrag til en alderdomspension i henhold til en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende« (definition i bilaget) skal anses for sammenlignelig med en person, »der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring ... mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for ... selvstaendige erhvervsdrivende« [definition i artikel 1, litra a), nr. i)].

30 Som den tyske regering med rette har anfoert, betyder en saadan ligestilling, at lovgiver med det, der er fastlagt i bilaget, paa en udtoemmende og fuldstaendig maade har villet fastlaegge definitionen af begrebet selvstaendig erhvervsdrivende i relation til de tyske myndigheders tilkendelse af familieydelser. Naar det er tilfaeldet, kan jeg ikke se, hvordan man kan dele den af Kongeriget Spanien fremsatte opfattelse, hvorefter man, paa baggrund af forordningens formaal, kan tillade en kumulativ fortolkning af bestemmelserne.

31 Sammenhaengen i lovteksten maa respekteres. Man kan ikke med rette anfoere, at lovgiver specifikt har villet definere forordningens personelle anvendelsesomraade med hensyn til de familieydelser, som tilkendes af de kompetente tyske myndigheder og samtidigt paa anden vis har villet aabne adgangen til disse ydelser. Og det er ikke alt. En anden fortolkning af forordningen ville foere til en underkendelse af, at det alene er overladt de nationale retsordener at fastsaette betingelserne for tilknytning til nationale ordninger.

32 Min konklusion paavirkes ikke af, hvad Domstolen udtalte i Kits van Heijningen-dommen (18), hvortil den forelaeggende ret henviser. Jeg mener ikke, at denne kan finde anvendelse paa den foreliggende sag. Selv om der ses bort fra de vaesentlige forskelle, der er mellem den naevnte sag og denne sag, er jeg af den opfattelse, at naar Domstolen har praeciseret, at begrebet »arbejdstager« i forordningens forstand skal omfatte enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er naevnt i artikel 1, litra a), har den ikke taget stilling til det foreliggende problem. Domstolen har alene fastlagt anvendelsesomraadet for bestemmelsen i forordningens artikel 2 og har ikke haft til hensigt at loese de problemer, der er forbundet med definitionerne i artikel 1, litra a), for saaledes at praecisere, hvem der efter denne bestemmelse kan anses for arbejdstager.

Hvis man overfoerer dette til den foreliggende sag, ville det, i relation til Domstolens stillingtagen, efter min opfattelse i sidste ende betyde, at Piosa Pereira og Stoeber udelukkende henhoerer under definitionen af selvstaendige erhvervsdrivende i forordningens forstand hvad angaar de ydelser, for hvilke de frivilligt er forsikrede; derimod kan de ikke, for saa vidt angaar tilkendelsen af familieydelser, paa grund af den i bilaget indeholdte »saerlov«, betragtes som saadanne (19).

33 Jeg skal tilfoeje et par bemaerkninger vedroerende sagens to supplerende aspekter. Den foerste er, at de i bilaget indeholdte bestemmelser, for saa vidt angaar tilkendelsen af familieydelser, definerer saavel begrebet arbejdstager som begrebet selvstaendig erhvervsdrivende. De naevnte definitioner har det til faelles, at de henviser til tilhoersforholdet til en tvungen forsikringsordning (arbejdsloeshedsforsikringen for arbejdstagere og tvungen pensionsforsikring for selvstaendige erhvervsdrivende). Ligesom Kommissionen og den tyske regering mener jeg ikke, at der er tale om forskelsbehandling af selvstaendige erhvervsdrivende. For at faa ret til ydelsen gaelder det for begge kategorier, at der skal betales bidrag. I begge tilfaelde anerkendes retten til at »tage familieydelser med« kun, saafremt arbejdstageren tilhoerer det solidariske faellesskab i den tyske socialsikringsordning.

34 Den foretrukne loesning understoettes ligeledes - ud fra en anden synsvinkel - af den relevante nationale lovgivning. Den tyske socialsikringslov (sjette bog) bestemmer udtrykkeligt, at den selvstaendige erhvervsdrivende har mulighed for frivilligt at blive optaget i den tvungne ordning (20). Saafremt Stoeber og Piosa Pereira havde anvendt denne mulighed, ville det ifoelge den tyske regering have medfoert, at de havde vaeret omfattet af det personelle anvendelsesomraade for forordningens bestemmelser og derfor ville have faaet adgang til den i artikel 73 indeholdte ret med hensyn til boern, der ikke har bopael i Tyskland. Jeg mener, at denne mulighed - som de to sagsoegere ikke har gjort brug af inden for de rimelige frister, der findes - objektivt medvirker til at fjerne de fordrejninger, som den nationale tyske ordning kunne indebaere i relation til selvstaendige erhvervsdrivende i forhold til arbejdstagere.

35 Paa grundlag af de forskellige undersoegte elementer kan der drages en foerste konklusion: Hverken forordningens ordlyd eller formaal goer det muligt at betragte sagsoegerne i hovedsagen som »selvstaendige erhvervsdrivende« i forordningens forstand med henblik paa de kompetente tyske institutioners tilkendelse af familieydelser i henhold til artikel 73. Som foelge af denne konklusion opstaar der imidlertid et uundgaaeligt problem. Ved anvendelsen af tysk lovgivning faar Stoeber og Piosa Pereira ret til familieydelser til de af deres boern, der har bopael i Tyskland, men ikke til dem, der har bopael i andre medlemsstater. Det boer undersoeges, hvorvidt denne forskelsbehandling strider mod faellesskabsretten.

36 Ifoelge den relevante tyske lovgivning, Bundeskindergeldgesetz, er retten til familieydelser ikke betinget af, at der skal svares bidrag, men retten opstaar automatisk, naar foraeldrene har status som hjemmehoerende, uafhaengigt af deres erhvervsmaessige status. Som den tyske regering selv praeciserer i sine bemaerkninger, er »retten til familieydelser ikke betinget af en tvungen eller frivillig forsikring« ifoelge tysk ret.

37 Faktum er, at den tyske lovgivning kun anerkender retten til familieydelser til boern med bopael i Tyskland. Retten til ydelser er ganske enkelt betinget af et bopaelskriterium. Man kan rejse det spoergsmaal, om dette kriterium hindrer arbejdskraftens frie bevaegelighed.

38 Domstolens faste praksis viser, at saafremt der ikke er saerlige faellesskabsretlige regler, paahviler det medlemsstaterne at fastlaegge en ordning for arbejdstagere, som er underlagt dens lovgivning. Den nationale lov maa endvidere ikke direkte eller indirekte hindre personers frie bevaegelighed (21), det vil sige indebaere ulemper for de arbejdstagere, som benytter sig af denne frihed ved at udoeve eller udvide deres virksomhed i en anden medlemsstat (22).

39 Paa denne baggrund har Domstolen fastslaaet, at de grundlaeggende principper i faellesskabsretten er til hinder for nationale lovgivninger, der paalaegger vandrende arbejdstagere skattebyrder, som ligger ud over, hvad de allerede har betalt i deres oprindelsesstat med henblik paa at opnaa de samme sociale sikringsydelser. I Stanton-og Wolf m.fl.-sagerne samt i Kemmler-sagen drejede det sig om selvstaendige erhvervsdrivende og forhold, der laa foer forordning nr. 1390/81's ikrafttraeden (23). Som vi har set, blev bestemmelserne i forordning nr. 1408/71 herved udvidet til at omfatte selvstaendige erhvervsdrivende. I disse sager, hvor der ikke var nogen bestemt faellesskabslovgivning, fastslog Domstolen, at den dobbelte skattebyrde var ulovlig og henviste i denne forbindelse direkte til de relevante traktatbestemmelser. Den samme fortolkning boer anlaegges i denne sag. Som vi har set, falder naervaerende sag heller ikke inden for anvendelsesomraadet for den saerlige faellesskabslovgivning.

40 Efter at have fastslaaet, at traktatbestemmelserne finder anvendelse i naervaerende sag, skal det praeciseres, inden for hvilke rammer sagen skal vurderes. Der er to aspekter. Foerst skal det undersoeges, om den paagaeldende lovgivning er forenelig med det i traktatens artikel 6 indeholdte princip om forbud mod forskelsbehandling. I naervaerende sag skal denne bestemmelse ses i sammenhaeng med traktatens artikel 52, som vedroerer den frie etableringsret. Eftersom de paagaeldende udoever selvstaendig virksomhed, er det denne artikel, som synes relevant med henblik paa at loese tvisten (24). Dernaest maa det ikke overses, at den frie bevaegelighed ogsaa er indfoert i faellesskabsretten som en unionsborgerret i artikel 8 A ved Maastricht-traktaten. Da det ganske vist drejer sig om en bestemmelse, som er vedtaget efter det for hovedsagen relevante tidspunkt, kan den kun indgaa som et moment med henblik paa at fastsaette de graenser, som gaelder for bopaelskriteriet, paa grund af den vaesentlige udvikling af retten til fri bevaegelighed inden for Faellesskabet, der herved er sket.

41 Spoergsmaalet - som jeg her formulerer det og behandler det - er ikke direkte blevet rejst af den forelaeggende ret. Domstolens faste praksis bekraefter mig ikke desto mindre i at behandle det. Jeg henviser til de domme, hvori Domstolen har fastslaaet, at selv om den ikke kan afgoere, om en national foranstaltning er forenelig med faellesskabsretten (25), kan den dog forsyne den nationale ret med alle fortolkningsbidrag vedroerende faellesskabsretten, saaledes at retten selv kan vurdere spoergsmaalet om forenelighed i den sag, den skal paakende (26).

42 Nogle faa bemaerkninger er tilstraekkelige til over for den forelaeggende ret at angive de faellesskabsretlige fortolkningsbidrag, som i den foreliggende sag har betydning for bedoemmelsen af den tyske lovgivning.

43 Jeg skal foerst naevne bestemmelsen i traktatens artikel 52. I stk. 2 i denne artikel bestemmes, at »etableringsfriheden [indebaerer] adgang til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed ... paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere«. Ifoelge fast praksis har denne faellesskabsbestemmelse direkte virkning, og medlemsstaterne er forpligtet til at overholde den (27). Denne bestemmelse skal ses i en stoerre sammenhaeng med traktatbestemmelserne om personers frie bevaegelighed, hvis formaal er at lette faellesskabsborgernes udoevelse af et hvilket som helst erhverv i hele Faellesskabet (28). I denne forbindelse skal der, som Domstolen ligeledes har fastslaaet, anlaegges en vid fortolkning af den paagaeldende bestemmelse. Etableringsfriheden vedroerer ikke alene adgangen til at »optage selvstaendig erhvervsvirksomhed, men ogsaa til at udoeve en saadan virksomhed i vid forstand« (29).

44 Det skal foerst bemaerkes, at en »territorial forbindelse« med henblik paa at opnaa en familieydelse, saadan som det er fastsat i tysk lovgivning, i sig selv kan ramme den vandrende arbejdstager haardere end arbejdstagere fra den paagaeldende medlemsstat (30). Denne konklusion boer fastholdes, selv naar den nationale lovgivning, som i den foreliggende sag, fra et formelt synspunkt behandler den udenlandske arbejdstager paa samme maade som den nationale arbejdstager. Det princip, som i denne henseende altid er blevet fulgt af Domstolen, er princippet om arbejdstageres ligestilling »faktisk og retligt« (31). Paa grundlag af de saaledes fortolkede kriterier, gaelder der et forbud »ikke alene ... mod aabenlyse former for forskelsbehandling begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre formelle kriterier« (32). Der er tale om fast praksis, som senest er blevet bekraeftet i Schumacker- og Imbernon Martínez-dommene (33). Domstolen har fastslaaet, at problemet med familiemedlemmers bopael uden for den medlemsstat, hvor erhvervet udoeves, af helt indlysende aarsager i det vaesentligste vedroerer vandrende arbejdstagere (34). Som generaladvokat Mancini har bemaerket, indvirker »kriteriet 'bopael' ... forskelligt, alt efter arbejdstagerens nationalitet. Sagt paa en anden maade, naar arbejdstageren er beskaeftiget i sit eget land, er familien som regel samlet, hvorimod den vandrende arbejdstagers familie normalt er splittet. At familiemedlemmerne bor i forskellige lande, maa anses for en naturlig foelge af, at arbejdstageren er flyttet til et andet omraade i Faellesskabet« (35). I situationer som den foreliggende foerer dette til, at den vandrende arbejdstager ikke har mulighed for at faa tildelt familieydelser og derfor i sidste ende ikke har mulighed for at faa adgang til et erhverv paa samme materielle betingelser, som i etableringslandet gaelder for dets egne statsborgere. Foelgelig kraenkes arbejdstagerens mulighed for at udoeve retten til fri bevaegelighed fuldt ud.

45 Paa grundlag af dette raesonnement har Domstolen anset forskelle i tildelingen af familieydelser eller i adgangen til at opnaa rettigheder, som er begrundet i den vandrende arbejdstagers barns bopael, for skjult forskelsbehandling (36). Domstolen har foelgelig fastslaaet, at bestemmelser, der indeholder et saadant kriterium, ikke var forenelige med princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed. Domstolen har fastslaaet dette, hvad enten det drejer sig om forskelsbehandling, der foelger direkte af faellesskabsbestemmelser som i Pinna-sagen, eller om indirekte forskelsbehandling som i Schumacker- og Imbernon Martínez-sagerne, der angik en national lovgivning, hvorefter den vandrende arbejdstager ikke kunne opnaa skattefordele, da han ikke opfyldte kravet - for sit eget eller for sine familiemedlemmers vedkommende - om at have bopael i medlemsstaten.

46 Jeg mener saaledes, at den tyske lovgivning - ved at behandle arbejdstagere, hvis boern har bopael i Tyskland, anderledes end dem, hvis boern har bopael i en anden medlemsstat - indeholder en skjult forskelsbehandling, som omhandlet i den naevnte retspraksis. Den skader - for at bruge den af Domstolen i Stanton-sagen anvendte terminologi - faellesskabsborgerens udoevelse af retten til fri bevaegelighed. Det kan ikke benaegtes, at der er tale om forskelsbehandling.

47 Man kan heller ikke sige, at det drejer sig om en rimelig eller paa anden maade begrundet forskelsbehandling. Boernetilskuddets funktion, dets formaal kunne man sige, er at yde arbejdstageren en oekonomisk hjaelp paa grund af de udgifter, denne afholder for at sikre sine boerns livsophold. Dette formaal er i sig selv, fra et begrebsmaessigt synspunkt, paa ingen maade forbundet med boernenes bopael, som det ville kunne vaere med hensyn til en social sikringsydelse, som tilkendes i landet, eller som er rettet mod andre formaal, for hvilke dette element med rette kunne tages i betragtning (37). Derimod forholder det sig netop saaledes, at naar familiemedlemmet ikke laengere bor i den samme medlemsstat som arbejdstageren, vil de omkostninger, denne skal afholde for at sikre dets livsophold, utvivlsomt stige. Og det er netop i dette tilfaelde, at den tyske lovgivning uden begrundelse begraenser den fordel, som en samlet familie har. Selve ordlyden i forordningens artikel 73 synes endvidere at vaere et indirekte, men betydningsfuldt bevis for de her fremfoerte synspunkter. Der indroemmes herved udtrykkeligt den vandrende selvstaendige erhvervsdrivende en ret til familieydelser til boern med bopael i en anden medlemsstat. Som allerede naevnt finder denne bestemmelse ikke anvendelse i den foreliggende sag, men jeg henviser til den for at underbygge, at ifoelge principperne vedroerende personers frie bevaegelighed, som fastsat i traktaten, kan bopaelskriteriet ikke begrunde, at nationale arbejdstagere og vandrende arbejdstagere behandles forskelligt. I henhold til den tyske lovgivning ville Stoeber og Piosa Pereira imidlertid have ret til disse ydelser, saafremt deres boern fortsat havde bopael i Tyskland. Denne ret er ikke blevet fuldt ud anerkendt med den ene begrundelse, at familiemedlemmerne ikke bor i den valgte medlemsstat, og uligheden i den fastlagte ordning for familieydelser er derfor ikke begrundet.

48 Endelig skal jeg goere en kort bemaerkning vedroerende Stoeber's situation. Det forhold, at han er tysk statsborger, bevirker ikke, at han ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for traktatens artikel 52. Selv om det er korrekt, at traktatbestemmelserne om etablering ikke gaelder en medlemsstats rent interne forhold, har Domstolen udtalt, at »henvisningen i artikel 52 til 'statsborgere i en medlemsstat', som vil etablere sig 'paa en anden medlemsstats omraade', dog ikke [kan] fortolkes saaledes, at faellesskabsretten ikke skulle gaelde for en bestemt medlemsstats egne statsborgere, naar disse - i kraft af, at de lovligt har haft bopael paa en anden medlemsstats omraade ... - i forhold til deres tidligere stat befinder sig i en situation, som kan sammenlignes med situationen for alle andre retssubjekter, som er omfattet af de ved traktaten sikrede rettigheder og friheder« (38). Som Domstolen i oevrigt har fastslaaet i generelle vendinger i Scholz-dommen »[er] enhver statsborger i en medlemsstat, som har gjort brug af sin ret i henhold til arbejdskraftens frie bevaegelighed, og som har haft beskaeftigelse i en anden medlemsstat, saaledes omfattet af ... bestemmelse[rne om arbejdskraftens frie bevaegelighed] ... uanset sin bopael og sit statsborgerskab« (39). Denne praksis finder ligeledes anvendelse i den foreliggende sag. Den tyske arbejdstager er vendt hjem til sin oprindelige medlemsstat efter at have gjort brug af sin ret i henhold til reglerne om arbejdskraftens frie bevaegelighed ved at tage til Irland for at udoeve sin beskaeftigelse. Han henhoerer derfor under kategorien vandrende arbejdstagere, og den omstaendighed, at han er vendt tilbage til sin oprindelige medlemsstat, aendrer ikke ved, at han derfor har de i traktaten anerkendte rettigheder (40).

49 Det fremgaar af ovenstaaende betragtninger, at bestemmelserne i traktatens artikel 52 og 6 er til hinder for en national lovgivning, som betinger tilkendelsen af en familieydelse af det ene kriterium, at familiemedlemmerne til arbejdstageren eller den statsborger, der modtager ydelsen, har bopael i den paagaeldende medlemsstat (41). Som vi har set, kan en saadan lovgivning objektivt ramme faellesskabsarbejdstageren haardere end den nationale arbejdstager, og dette er paa ingen maade objektivt begrundet.

50 Paa baggrund af ovenstaaende er det i oevrigt vigtigt at stille spoergsmaalstegn ved, om den tyske lovgivning er forenelig med bestemmelserne i EF-traktatens artikel 8 til 8 E (unionsborgerskab), ogsaa selv om de, rent tidsmaessigt, ikke finder anvendelse i den foreliggende sag. Disse bestemmelser, som Domstolen ikke har haft lejlighed til at udtale sig om, udgoer, som generaladvokat Léger allerede har udtalt i sit nylige forslag til afgoerelse i Boukhalfa-sagen, et meget vigtigt fremskridt i den europaeiske integration (42). Deres primaere formaal er at indfoere en stigende grad af ligestilling mellem unionsborgerne, uanset nationalitet.

51 Blandt disse bestemmelser er bestemmelsen i artikel 8 A vigtig for denne sag. Den giver enhver unionsborger ret til at faerdes og opholde sig frit paa medlemsstaternes omraade. Jeg mener, at det i den tyske lovgivning indeholdte kriterium er i klar modstrid med denne ret, og det hvad enten det drejer sig om arbejdstageren eller den selvstaendige erhvervsdrivende eller et medlem af dennes familie, der bliver naegtet adgang til fuldt ud at udoeve den ret, som tilkommer den paagaeldende som unionsborger i henhold til artikel 8 A. Udoevelsen af en saadan ret, som har karakter af en borgerret, vil direkte medfoere en oekonomisk skade for den paagaeldendes familie, eftersom han ikke laengere vil faa ret til familieydelser.

52 Det er klart, at de ovennaevnte bemaerkninger ikke beroerer spoergsmaalet om de maader, hvorpaa den kompetente institution i den medlemsstat, hvor familiemedlemmerne har bopael, kan foretage en eventuel udbetaling af en ydelse, som har samme formaal som den paagaeldende familieydelse. Med henblik paa at undgaa en ubegrundet kumulering af samme slags ydelser - hvilket vil vaere i strid med de principper, som udgoer grundlaget for traktatens artikel 51 - vil ydelsen i dette tilfaelde kunne nedsaettes proportionalt eller i givet fald falde vaek.

Det paahviler den forelaeggende ret og de kompetente nationale institutioner, der i henhold til traktatens artikel 5 er forpligtet til loyalt at samarbejde med henblik paa at loese sagen, at undersoege, om der er tale om saadanne forhold (43).

Forslag til afgoerelse

53 Jeg foreslaar derfor Domstolen at besvare de af Landessozialgericht Nordrhein-Westfalen forelagte praejudicielle spoergsmaal saaledes:

»Bestemmelserne i traktatens artikel 6 og 52 skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter tilkendelsen af familieydelser til en selvstaendig erhvervsdrivende er betinget af, at dennes familiemedlemmer faktisk har bopael i den kompetente medlemsstat.«

(1) - Raadets forordning nr. 1408/71 af 14.6.1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (konsolideret udgave, EFT 1992 C 325, s. 1).

(2) - § 2, stk. 5, i Bundeskindergeldgesetz (lov om boernetilskud af 25.6.1969, BGBl. I, s. 168). Heri bestemmes: »Der tages ikke hensyn til boern, som hverken har bopael eller saedvanligt opholdssted i Tyskland [ved beregningen af familieydelser]«.

(3) - Raadets forordning af 12.5.1981 om udvidelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, til ogsaa at omfatte selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer (EFT L 143, s. 1; anden og sjette betragtning).

(4) - Raadets forordning af 30.10.1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, og forordning (EOEF) nr. 574/72 om regler til gennemfoerelse af forordning (EOEF) nr. 1408/71 (EFT L 331, s. 1; femte betragtning, andet punktum).

(5) - Af denne underfundige forhistorie kan udledes de foerste fortolkningsbidrag. Den viser, at lovgiver i stigende grad har givet selvstaendige erhvervsdrivende de rettigheder, som indroemmes arbejdstagere - herunder, hvad der er vigtigt i denne sag, retten til familieydelser. Denne omstaendighed maa efter min mening foere til at fortolke de bestemmelser, som har foert til denne udvidelse, under hensyntagen til, at lovgiver har anvendt sin frihed paa en ganske bestemt maade og bevidst har fastsat eventuelle begraensninger i denne rettighed.

(6) - Dom af 12.7.1979, sag 266/78, Brunori, Sml. s. 2705. Hvad angaar kravet om, at disse betingelser ikke maa indebaere forskelsbehandling, se dom af 24.4.1980, sag 110/79, Coonan, Sml. s. 1445.

(7) - Jf. dom af 17.5.1984, sag 101/83, Brusse, Sml. s. 2223, praemis 28.

(8) - Jf. i denne sammenhaeng generaladvokat Reischl's forslag til afgoerelse i Recq-sagen, dom af 19.1.1978, sag 84/77, Sml. s. 7, paa s. 19.

(9) - Det er et princip i retspraksis, som for foerste gang blev fastslaaet i dom af 19.3.1964, sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org. ref.: Rec. s. 347, hvori naevnes, at begrebet »arbejdstager« ligesom udtrykket »arbejdskraft« i traktatens artikel 48 og 51 har faellesskabsretlig betydning, idet det omfatter alle, der i denne egenskab og uanset under hvilken benaevnelse er omfattet af forskellige nationale sociale sikringsordninger.

(10) - Dom af 23.10.1986, sag 300/84, Van Roosmalen, Sml. s. 3097, praemis 20 ff.

(11) - Jf. generaladvokat Mayras' forslag til afgoerelse i Brack-sagen, dom af 29.9.1976, sag 17/76, Sml. s. 1429, paa s. 1456, hvori naevnes, at det henset til selve formaalet med artikel 51 ikke er muligt at opfatte kategorierne af arbejdstagere (og selvstaendige erhvervsdrivende) »i ordets snaevre betydning«.

(12) - De almindelige forsikringer i Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark udgoer andre ordninger af denne type ligesom pensionsforsikringer, enkeforsikringer og forsikringer til foraeldreloese i Nederlandene, udgifter forbundet med sygdom i Italien og Nederlandene, familieydelser i Storhertugdoemmet Luxembourg, Frankrig og Graekenland.

(13) - Det skal praeciseres, at det drejer sig om en helt anden definition, for saa vidt angaar dens maal, end den i forordningens bilag V indeholdte vedroerende Storbritannien, som er blevet fortolket af Domstolen i Brack-dommen. Denne bestemmelse havde til formaal at sikre en »bred anvendelse« af de i forordningens artikel 1, litra a), nr. ii), indeholdte definitioner. I en ordning som den, som gaelder i Det Forenede Kongerige, og som opstiller en pligt for visse grupper af personer, der ikke er arbejdstagere i arbejdsretlig henseende, til at »svare bidrag som arbejdstagere«, giver bestemmelsen i bilaget - hvorefter enhver person, som er pligtig at svare bidrag som arbejdstager, betragtes som saadan - mulighed for et bredt anvendelsesomraade (praemis 10, 11 og 12).

(14) - Forslag til afgoerelse fremsat den 10.12.1968 i De Cicco-sagen, dom af 19.12.1968, sag 19/68, Sml. 1965-1968, s. 567, paa s. 573, org. ref.: Rec. s. 689, paa s. 702.

(15) - Dom af 12.5.1989, sag 388/87, Sml. s. 1203. Denne sag vedroerte spoergsmaalet om, hvorvidt fru Warmerdam, der var nederlandsk statsborger, havde ret til at modtage arbejdsloeshedsydelse af den kompetente myndighed i dette land. Sagsoegeren havde, efter at have modtaget arbejdsloeshedsydelse en tid i Nederlandene, faaet arbejde i Skotland. Efter den britiske ordning var hun udelukkende forsikret via betaling af bidrag mod arbejdsulykker. Da fru Warmerdam kom tilbage til sit oprindelsesland, ansoegte hun om at blive registreret som arbejdsloes. De nederlandske myndigheder afslog denne ansoegning med den begrundelse, at hun under sin virksomhed i Det Forenede Kongerige ikke havde vaeret forsikret mod foelgerne af arbejdsloeshed og derfor ikke kunne anses for arbejdstager i henhold til forordning nr. 1408/71 med henblik paa tilkendelse af denne ydelse. Problemet blev ikke behandlet i dommen (det foerste spoergsmaal fra den forelaeggende ret, som netop angik forholdet mellem de forskellige definitioner, fik ingen betydning paa grund af besvarelsen af det andet spoergsmaal).

(16) - Jf. Kommissionens holdning i retsmoederapporten til Warmerdam-Steggerda-sagen, afsnit II, punkt 4.

(17) - Brack-dommen naevnt i note 13. I denne sag skulle det afgoeres, hvorvidt en britisk revisor, som havde betalt bidrag til socialsikringssystemet som selvstaendig erhvervsdrivende efter tidligere at have betalt bidrag som arbejdstager, kunne anses for arbejdstager i forordning nr. 1408/71's forstand med henblik paa anvendelse af artikel 22, stk. 1, som indeholder bestemmelser om tilbagebetaling af udgifter i forbindelse med sygdom i en anden medlemsstat. I denne forbindelse fastslog Domstolen, at den paagaeldende var arbejdstager paa baggrund af, at han var forsikret mod sygdomsrisikoen, som tvisten angik. Kommissionen har udledt af denne dom, at det er noedvendigt at anlaegge en selektiv indgangsvinkel i forbindelse med anvendelsen af forordningen med hensyn til de enkelte risici.

(18) - Dom af 3.5.1990, sag C-2/89, Sml. I, s. 1755. I denne sag (og saerligt i det foerste af den forelaeggende ret stillede spoergsmaal) skulle det afgoeres, hvorvidt en nederlandsk statsborger med bopael i Belgien, som udoevede loennet deltidsbeskaeftigelse (undervisning to gange ugentligt ved en uddannelsesinstitution i Eindhoven), skulle anses for arbejdstager i forordning nr. 1408/71's forstand og modtage boernetilskud for sine to studerende boern. Svaret paa spoergsmaalet fulgte af det forhold, at sagsoegeren var tilknyttet en tvungen forsikringsordning, hvorfor det i relation til afgraensningen af forordningens anvendelsesomraade var ufornoedent at undersoege, om sagsoegeren faktisk udoevede loennet beskaeftigelse. Det er saaledes paa dette grundlag, at Domstolen i dommens praemis 9 praeciserede, at enhver person, som er forsikret i henhold til en af de sociale sikringsordninger, der er naevnt i artikel 1, litra a), skal betragtes som selvstaendig erhvervsdrivende i forordningens forstand. Jeg vil i oevrigt ikke undlade at goere opmaerksom paa, at Domstolens stillingtagen var konkret, og at det ikke var bestridt, at der var »parallelitet« mellem den forsikringsordning, som sagsoegeren var omfattet af (den nederlandske lovgivning om familieydelser), og den ydelse (netop familieydelser), han ansoegte om.

(19) - De samme betragtninger foerer mig til at anse den implicitte fortolkning, der indebaerer en aendring af den tyske version af forordningen, hvilket ifoelge den forelaeggende ret skulle udgoere grundlaget for den samstemmende opfattelse i tysk retspraksis og litteratur hvad angaar forholdet mellem de forskellige definitioner i artikel 1, litra a), for at vaere uden relevans. I lyset af de argumenter, som jeg har anfoert, finder jeg, at den i tysk litteratur og retspraksis fastholdte fortolkning er at foretraekke, eftersom den kan give en effektiv fortolkning af definitionerne i bilaget og mere generelt angive deres logiske placering i forordningen.

(20) - De i tysk ret gaeldende bestemmelser var paa det for sagen relevante tidspunkt og indtil 1992 § 2, stk. 1, nr. 11, i Angestelltenversicherungsgesetz og § 1227, stk. 1, nr. 9, i Reichsversicherungsordnung. De bestemmelser, der gaelder nu, er § 4, stk. 2, i Sozialgesetzbuch, Sechstes Buch. Bestemmelsen lyder saaledes: »Personer, som ikke kun midlertidigt udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed, optages paa anmodning i den tvungne forsikringsordning, saafremt de anmoder om at blive underlagt den tvungne forsikringsordning i loebet af de foerste fem aar, efter at de er paabegyndt den selvstaendige virksomhed, eller efter ophoeret af deres tilknytning til en tvungen forsikring, som er begrundet i denne aktivitet«. Det er vigtigt i den foreliggende sag at bemaerke, at forskellen mellem de to lovgivninger ligger i det forhold, at fristen for en frivillig optagelse for selvstaendige erhvervsdrivende i en tvungen forsikring foer aendringen i naevnte bestemmelse var to og ikke fem aar.

(21) - Dom af 28.11.1978, sag 16/78, Choquet, Sml. s. 2293.

(22) - Dom af 12.7.1984, sag 107/83, Klopp, Sml. s. 2971, praemis 19.

(23) - Domme af 7.7.1988, sag 143/87, Stanton, Sml. s. 3877, og forenede sager 154/87 og 155/87, Wolf m.fl., Sml. s. 3897, samt af 15.2.1996, sag C-53/95, Kemmler, Sml. I, s. 703, praemis 9.

(24) - Kemmler-dommen, praemis 8.

(25) - Dom af 21.1.1993, sag C-188/91, Deutsche Shell, Sml. I, s. 363, praemis 27.

(26) - Jf. f.eks. dom af 14.7.1994, sag C-438/92, Rustica Semences, Sml. I, s. 3519, og af 9.7.1992, sag C-131/91, »K« Line Air Service Europe, Sml. I, s. 4513.

(27) - Stanton- og Wolf m.fl.-dommene samt Kemmler-dommen.

(28) - Jf. i denne henseende anden betragtning til forordning nr. 1390/81: »den frie bevaegelighed for personer, som er et af Faellesskabets grundlag, er ikke kun begraenset til arbejdstagere, men vedroerer ligeledes selvstaendige erhvervsdrivende inden for rammerne af etableringsretten og den frie udveksling af tjenesteydelser«.

(29) - Dom af 18.6.1985, sag 197/84, Steinhauser, Sml. s. 1819, praemis 16. Min fremhaevelse.

(30) - Med henblik paa at bevise denne forskel er det hensigtsmaessigt, skoent de ligger forud for den foreliggende sag (1984), at citere de statistiske oplysninger vedroerende boernetilskud, som er tildelt afhaengigt af, om boernene har bopael i eller uden for Forbundsrepublikken Tyskland. Disse tal viser, at mere end 17% af boern af statsborgere i andre medlemsstater med bopael i Tyskland, som havde ret til tyske boernetilskud, boede i udlandet, hvorimod tyske statsborgere med boern boende i udlandet kun repraesenterede 0,03% af samtlige tyske statsborgere med ret til boernetilskud. Disse tal fremgaar af retsmoederapporten til dom af 22.2.1990, sag C-228/88, Bronzino, Sml. I, s. 531, paa s. 536.

(31) - Dom af 12.2.1974, sag 152/73, Sotgiu, Sml. s. 153, praemis 11.

(32) - Dom af 15.1.1986, sag 41/84, Pinna, Sml. s. 1, praemis 23.

(33) - Dom af 14.2.1995, sag C-279/93, Sml. I, s. 225, og af 5.10.1995, sag C-321/93, Sml. I, s. 2821. Jf. ligeledes Bronzino-dommen, praemis 12.

(34) - Dom af 8.5.1990, sag C-175/88, Biehl, Sml. I, s. 1779, praemis 14.

(35) - Forslag til afgoerelse i den i note 32 naevnte Pinna-sag (punkt 6, B).

(36) - Pinna-dommen, punkt 2 i domskonklusionen, Bronzino-dommen og dom af 22.2.1990, sag C-12/89, Gatto, Sml. I, s. 557.

(37) - Domstolens praksis har i denne henseende sondret mellem familieydelser, hvor det territoriale element har en betydning paa grund af deres funktion, jf. dom af 27.9.1988, sag 313/86, Lenoir, Sml. s. 5391, praemis 11 og 16. I denne sag udtalte Domstolen foelgende (praemis 16): »Hvis der ifoelge lovgivningen i den medlemsstat, der har kompetence til at udbetale pension eller rente, tildeles periodiske kontantydelser til den ydelsesberettigedes familie alene paa grundlag af familiemedlemmernes antal og, eventuelt, disses alder, er tildelingen af disse ydelser berettiget, uanset hvor den ydelsesberettigede og dennes familie har bopael. Ydelser af en anden art eller undergivet andre betingelser, hvilket for eksempel gaelder ydelser, der skal daekke visse udgifter paa grund af skolesoegende boern, er derimod oftest snaevert knyttet til det sociale miljoe og derfor til de paagaeldendes bopael.«

(38) - Dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors, Sml. s. 399, praemis 24, og af 31.3.1993, sag C-19/92, Kraus, Sml. I, s. 1663, praemis 15.

(39) - Dom af 23.2.1994, sag C-419/92, Sml. I, s. 505, praemis 9.

(40) - Jf. ligeledes senest i denne henseende generaladvokat Léger's forslag til afgoerelse af 15.2.1996 i Asscher-sagen (dom af 27.6.1996, sag C-107/94, Sml. I, s. 3089), hvori traktatbestemmelserne om fri bevaegelighed og saerligt de i artikel 52 indeholdte blev anset for gaeldende i forbindelse med en nederlandsk statsborger, som af arbejdsmaessige aarsager var flyttet til Belgien, men som samtidigt opretholdt en arbejdsmaessig forbindelse - som var aarsagen til den tvist, hvor Domstolen blev anmodet om at fortolke faellesskabsretten - med sin oprindelige medlemsstat (jf. punkt 36 i forslaget til afgoerelse).

(41) - Bronzino- og Gatto-dommene.

(42) - Forslag til afgoerelse i sag C-214/94, hvori Domstolen afsagde dom den 30.4.1996, Sml. I, s. 2253, punkt 63 i forslaget.

(43) - Dom af 11.6.1991, sag C-251/89, Athanasopoulos m.fl., Sml. I, s. 2797, praemis 57.