Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61993CJ0412

    Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 9. februar 1995.
    Société d'importation Edouard Leclerc-Siplec mod TF1 Publicité SA og M6 Publicité SA.
    Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal de commerce de Paris - Frankrig.
    Fjernsynsreklame - frie varebevægelser og fri udveksling af tjenesteydelser.
    Sag C-412/93.

    Samling af Afgørelser 1995 I-00179

    ECLI identifier: ECLI:EU:C:1995:26

    61993J0412

    DOMSTOLENS DOM (SJETTE AFDELING) AF 9. FEBRUAR 1995. - SOCIETE D'IMPORTATION EDOUARD LECLERC-SIPLEC MOD TF1 PUBLICITE SA OG M6 PUBLICITE SA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL DE COMMERCE DE PARIS - FRANKRIG. - FJERNSYNSREKLAME - FRIE VAREBEVAEGELSER OG FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER. - SAG C-412/93.

    Samling af Afgørelser 1995 side I-00179


    Sammendrag
    Dommens præmisser
    Afgørelse om sagsomkostninger
    Afgørelse

    Nøgleord


    ++++

    1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° graenser ° generelle eller hypotetiske spoergsmaal ° Domstolens efterproevelse af sin egen kompetence ° hovedsagens reelle karakter ° begreb

    (EOEF-traktaten, art. 177)

    2. Frie varebevaegelser ° kvantitative restriktioner ° foranstaltninger med tilsvarende virkning ° begreb ° hindringer som foelge af nationale bestemmelser, som uden forskelsbehandling regulerer bestemte former for salg ° traktatens artikel 30 finder ikke anvendelse ° bestemmelser om forbud mod fjernsynsreklame for distributionssektoren ° traktatens konkurrencebestemmelser ° finder ikke anvendelse

    [EOEF-traktaten, art. 3, litra f), art. 5, 30, 85 og 86]

    3. Fri udveksling af tjenesteydelser ° tv-radiospredningsvirksomhed ° direktiv 89/552 ° medlemsstaternes ret til at fravige bestemmelserne om reklame ° raekkevidde ° bestemmelser om forbud mod reklame for distributionssektoren ° tilladt

    (Raadets direktiv 89/552, art. 3, stk. 1)

    Sammendrag


    1. Inden for rammerne af samarbejdsproceduren i henhold til traktatens artikel 177 er den nationale retsinstans, som er den eneste, der har direkte kendskab til sagens omstaendigheder, bedst i stand til med fuldt kendskab til sagen at vurdere noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse som forudsaetning for at kunne afsige dom. Naar de af den nationale ret forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom.

    Ikke desto mindre er Domstolen med henblik paa at efterproeve sin egen kompetence befoejet til at undersoege de omstaendigheder, hvorunder sagen er blevet forelagt. Den samarbejdsaand, der maa beherske udfoerelsen af opgaverne i forbindelse med den praejudicielle forelaeggelsesprocedure, indebaerer saaledes, at den nationale retsinstans tager hensyn til Domstolens opgave, som er at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne og ikke at udoeve responderende virksomhed vedroerende generelle eller hypotetiske spoergsmaal.

    I denne henseende kan den omstaendighed, at der er enighed mellem parterne om det resultat, der soeges opnaaet, ikke medfoere, at en sag for en national ret mister sin reelle karakter, naar sagen drejer sig om, hvorvidt den ene parts afslag over for den anden part, paa grundlag af en bestemmelse i national ret, er foreneligt med faellesskabsretten.

    2. Det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, kan ikke antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne, forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade. Naar disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af saadanne bestemmelser paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet, eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer. Saadanne bestemmelser falder derfor uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30.

    Heraf foelger, at artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa tilfaelde, hvor en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder fjernsynsudsendelse af reklameindslag for distributionssektoren. En saadan foranstaltning angaar bestemte former for salg, idet den forbyder en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning for en bestemt afsaetningsmetode for varer, og da den gaelder for alle erhvervsdrivende i distributionssektoren ° uden hensyn til hvilke varer der er tale om ° paavirker den ikke afsaetningen af varer fra andre medlemsstater paa anden maade end afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer.

    Traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 5 finder ikke anvendelse paa en saadan foranstaltning.

    3. Direktiv 89/552 ° som har til formaal at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser i overensstemmelse med bestemte mindsteregler i direktivets bestemmelser, og som med henblik herpaa paalaegger dels de medlemsstater, hvorfra udsendelserne sendes, at overholde direktivets bestemmelser, dels de medlemsstater, hvor udsendelserne modtages, at sikre modtagefrihed og ikke at hindre retransmission ° giver i artikel 3, stk. 1, medlemsstaterne ret til, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, at indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet. Denne ret, som er indroemmet i en generel direktivbestemmelse, og hvis udoevelse ikke kan paavirke den med direktivet tilsigtede frie adgang til udsendelse af fjernsynsudsendelser, der er i overensstemmelse med minimumsreglerne i direktivet, gaelder med hensyn til reklamer ikke kun under de omstaendigheder, der er angivet i artikel 19 og 20.

    Direktivet skal derfor fortolkes saaledes, at det ikke er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa dens omraade, udsender reklameindslag for distributionssektoren.

    Dommens præmisser


    1 Ved dom afsagt den 27. september 1993, indgaaet til Domstolen den 4. oktober 1993, har Tribunal de commerce de Paris i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 30, artikel 85 og 86, artikel 5 og artikel 3, litra f), samt af Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed (EFT L 298, s. 23, herefter benaevnt "direktivet").

    2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Société d' importation Édouard Leclerc-Siplec (herefter benaevnt "Leclerc-Siplec") har anlagt mod TF1 Publicité SA (herefter benaevnt "TF1") og M6 Publicité SA (herefter benaevnt "M6") i anledning af, at de sagsoegte selskaber har afslaaet at udsende et reklameindslag om distribution af braendstof i Leclerc-supermarkederne. Afslaget blev givet under henvisning til, at det ikke er tilladt distributionssektoren at benytte fjernsynsreklame, jf. artikel 8 i dekret nr. 92-280 af 27. marts 1992, som er udstedt til gennemfoerelse af artikel 27, nr. 1, i loi relative à la liberté de communication et fixant les principes généraux concernant le régime applicable à la publicité et au parrainage (den franske lov af 30.9.1986 om kommunikationsfriheden og om fastsaettelse af almindelige principper for den ordning, der skal gaelde for reklame og sponsorering) (JORF af 28.3.1992, s. 4313, herefter benaevnt "dekretet").

    3 Leclerc-Siplec ° som havde anlagt sagen mod TF1 og M6 ved Tribunal de commerce de Paris, og som var af den opfattelse, at dekretets artikel 8 er i strid med en raekke traktatbestemmelser og med direktivet ° anmodede Tribunal de commerce om at forelaegge spoergsmaal herom for Domstolen. TF1 og M6 gjorde samme synspunkt gaeldende som Leclerc-Siplec, selv om selskaberne var sagsoegte i sagen. TF1 anfoerte endvidere, at Domstolens stillingtagen burde vaere af generel karakter og ikke alene angaa distributionsleddet, men alle erhvervssektorer, som i henhold til dekretet er udelukket fra at reklamere i fjernsynet.

    4 Tribunal de commerce konstaterede, at en raekke instanser, der var blevet hoert, herunder Secrétariat d' État à la Communication (Statssekretariatet for Kommunikation), Conseil supérieur de l' audiovisuel (Det OEverste Audiovisuelle Raad, herefter benaevnt "CSA") og Bureau de vérification de la publicité (den franske reklametilsynsmyndighed), havde tilsluttet sig TF1' s og M6' s fortolkning, hvorefter det paagaeldende reklameindslag var omfattet af forbuddet i dekretets artikel 8, og retten besluttede derefter at udsaette sagen og at anmode Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

    "Skal bestemmelserne i traktatens artikel 30, artikel 85 og 86, artikel 5 og artikel 3, litra f), samt i Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt kan udelukke bestemte erhvervssektorer, herunder saerlig distributionssektoren, fra at benytte fjernsynsreklame, og kan artikel 8 i dekret af 27. marts 1992 generelt anses for at vaere forenelig med de naevnte bestemmelser?"

    5 I henhold til dekretets artikel 8 er det forbudt "at reklamere dels for produkter, for hvilke det ved lov er forbudt at benytte fjernsynsreklame, dels for foelgende produkter og oekonomiske sektorer:

    ° drikkevarer med en alkoholstyrke paa over 1,2%

    ° litteraere publikationer

    ° biografer

    ° pressen

    ° distributionsvirksomhed, undtagen i de oversoeiske departementer og omraader samt de oversoeiske territorier Mayotte og Saint-Pierre-et-Miquelon."

    6 I henhold til dekretets artikel 21 udoeves kontrollen med, at dekretets bestemmelser overholdes, af CSA.

    7 Det fremgaar af afgoerelser truffet af CSA, at der i reklameindslag for de virksomheder, der baade er produktions- og distributionsvirksomheder, og som forbuddet mod, at distributionssektoren benytter fjernsynsreklame, ikke gaelder for, ikke maa forekomme omtale af distributionsnettene for produkterne.

    Domstolens kompetence

    8 Kommissionen har indledningsvis anfoert, at den praejudicielle forelaeggelse boer afvises. Efter Kommissionens opfattelse fremgaar det af forelaeggelsesdommen, at der ikke er indbragt et tvistemaal for den nationale ret, eftersom Leclerc-Siplec' s krav simpelt hen gaar ud paa at opnaa en praejudiciel afgoerelse. Under alle omstaendigheder har den forelaeggende ret stillet et praejudicielt spoergsmaal angaaende en tvist, som ikke bestaar, end ikke latent, mellem parterne, for saa vidt som den efter anmodning fra TF1 har udvidet det af Leclerc-Siplec foreslaaede spoergsmaal til ogsaa at omfatte andre erhvervssektorer end distributionssektoren, som det af Leclerc-Siplec foreslaaede spoergsmaal angik.

    9 Indledningsvis bemaerkes, at i medfoer af traktatens artikel 177 kan en national ret i en medlemsstat, hvis der for den rejses et spoergsmaal om fortolkningen af traktaten eller af afledte retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner, anmode Domstolen om at afgoere spoergsmaalet, hvis retten skoenner, at en afgoerelse er noedvendig, foer den afsiger dom.

    10 Inden for rammerne af denne forelaeggelsesprocedure er den nationale retsinstans, som er den eneste, der har direkte kendskab til sagens omstaendigheder, bedst i stand til med fuldt kendskab til sagen at vurdere noedvendigheden af en praejudiciel afgoerelse som forudsaetning for at kunne afsige dom (jf. dom af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketing Board, Sml. s. 2347, af 28.11.1991, sag C-186/90, Durighello, Sml. I, s. 5773, og af 16.7.1992, sag C-83/91, Meilicke, Sml. I, s. 4871, praemis 23).

    11 Naar de af den nationale ret forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor i princippet forpligtet til at traeffe afgoerelse herom (jf. dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Gmurzynska-Bscher, Sml. I, s. 4003, praemis 20).

    12 Ikke desto mindre har Domstolen udtalt, at den med henblik paa at efterproeve sin egen kompetence er befoejet til at undersoege de omstaendigheder, hvorunder den nationale ret har forelagt sagen. Den samarbejdsaand, der maa beherske udfoerelsen af opgaverne i forbindelse med den praejudicielle forelaeggelsesprocedure, indebaerer saaledes, at den nationale retsinstans tager hensyn til Domstolens opgave, som er at bidrage til retsplejen i medlemsstaterne og ikke at udoeve responderende virksomhed vedroerende generelle eller hypotetiske spoergsmaal (dom af 3.2.1983, sag 149/82, Robards, Sml. s. 171, og Meilicke-dommen, jf. ovenfor, praemis 25).

    13 I betragtning af denne opgave, der paahviler Domstolen, har den fundet ikke at kunne traeffe afgoerelse om et praejudicielt spoergsmaal, der er rejst for en national retsinstans, naar fortolkningen af faellesskabsretten ikke har nogen sammenhaeng med, hvad hovedsagen reelt drejer sig om.

    14 I det foreliggende tilfaelde kan det, som den franske regering har anfoert, ikke bestrides, at formaalet med hovedsagen for Leclerc-Siplec' s vedkommende er at opnaa, at den forelaeggende ret fastslaar, at det afslag paa at udsende et reklameindslag om distribution af braendstof, som TF1 og M6 har givet under henvisning til dekretets artikel 8, er i strid med faellesskabsretten. Den omstaendighed, at der er enighed mellem parterne i hovedsagen om det resultat, der soeges opnaaet, medfoerer ikke, at sagen mister sin reelle karakter.

    15 Heraf foelger, at det forelagte spoergsmaal, for saa vidt som det angaar det naevnte formaal, afspejler et objektivt behov i forbindelse med loesningen af hovedsagen. Til gengaeld er dette ikke tilfaeldet med hensyn til forbuddet mod at udsende fjernsynsreklame for andre produkter eller for andre erhvervssektorer.

    16 Af det anfoerte foelger, at det forelagte spoergsmaal boer besvares, for saa vidt som det angaar det forhold, at distributionssektoren udelukkes fra at benytte fjernsynsreklame.

    Fortolkningen af de bestemmelser, der naevnes i det praejudicielle spoergsmaal

    17 Som det forelagte spoergsmaal hermed er afgraenset, oenskes det kun oplyst, dels om bestemmelserne i traktatens artikel 30 og artikel 85 og 86, sammenholdt med traktatens artikel 3, litra f), og artikel 5, dels om bestemmelserne i direktivet skal fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa dens omraade, udsender reklameindslag for distributionssektoren.

    Traktatens artikel 30

    18 Efter fast retspraksis udgoer enhver foranstaltning, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan hindre samhandelen i Faellesskabet, en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion (dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5).

    19 En lovbestemmelse eller en administrativt fastsat bestemmelse som den, der er tale om i hovedsagen, hvorefter det ikke er tilladt at benytte fjernsynsreklame i distributionssektoren, har ikke til formaal at regulere samhandelen med varer mellem medlemsstaterne. I oevrigt paavirker forbuddet ikke distributionsvirksomhedernes mulighed for at benytte andre former for reklame.

    20 Et saadant forbud vil ganske vist kunne begraense det samlede salg og dermed det samlede salg af varer fra andre medlemsstater, for saa vidt som det forhindrer distributionsvirksomhederne i at benytte en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning for de varer, virksomhederne distribuerer. Der maa imidlertid tages stilling til, om denne mulighed er tilstraekkelig til at kvalificere det paagaeldende forbud som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion i traktatens artikel 30' s forstand.

    21 I denne henseende bemaerkes, at det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, ikke kan antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne i Dassonville-dommens forstand, forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade. Naar disse betingelser er opfyldt, kan en anvendelse af saadanne bestemmelser paa salg af varer fra en anden medlemsstat, som opfylder de af denne stat fastsatte regler, ikke antages at forhindre, at varerne faar adgang til markedet, eller medfoere stoerre ulemper i denne henseende end for indenlandsk fremstillede varer. Saadanne bestemmelser falder derfor uden for anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30 (jf. dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Keck og Mithouard, Sml. I, s. 6097, praemis 16 og 17, og af 15.12.1993, sag C-292/92, Huenermund m.fl., Sml. I, s. 6787, praemis 21).

    22 For saa vidt angaar en bestemmelse som den, hovedsagen drejer sig om, maa det konstateres, at den angaar bestemte former for salg, idet den forbyder en bestemt form for salgsfremmende foranstaltning (nemlig fjernsynsreklame) for en bestemt afsaetningsmetode (nemlig salg gennem distributionsvirksomheder) for varer.

    23 Desuden paavirker bestemmelserne, som ° uden hensyn til, hvilke varer der er tale om ° gaelder for alle erhvervsdrivende i distributionssektoren, ogsaa selv om de erhvervsdrivende paa samme tid er producenter og virker i distributionsleddet, ikke afsaetningen af varer fra andre medlemsstater paa anden maade end afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer.

    24 Herefter maa besvarelsen vaere, at traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke finder anvendelse paa tilfaelde, hvor en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder fjernsynsudsendelse af reklameindslag for distributionssektoren.

    Traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 5

    25 Herom bemaerkes, at traktatens artikel 85 og 86 udelukkende vedroerer virksomheders adfaerd og ikke omfatter medlemsstaternes lov- eller forvaltningsforskrifter. Det fremgaar imidlertid af Domstolens faste praksis, at artikel 85 og 86, sammenholdt med traktatens artikel 5, paalaegger medlemsstaterne ikke at traeffe eller opretholde foranstaltninger, heller ikke ved lov eller administrativt, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomheder gaeldende konkurrenceregler. Dette er ifoelge samme praksis tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger eller fratager sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention (jf. dom af 21.9.1988, sag 267/86, Van Eycke, Sml. s. 4769, praemis 16, og, senest, dom af 2.6.1994, forenede sager C-401/92 og C-402/92, Tankstation 't Heukske og Boermans, Sml. I, s. 2199, praemis 16).

    26 I det foreliggende tilfaelde giver ingen af de i sagen oplyste forhold grundlag for at fastslaa, at de paagaeldende nationale bestemmelser foreskriver eller fremmer konkurrencebegraensende adfaerd eller forstaerker virkningerne af en allerede eksisterende aftale.

    27 Besvarelsen maa herefter vaere, at traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 3, litra f), og artikel 5 ikke finder anvendelse paa saadanne nationale bestemmelser.

    Direktiv 89/552

    28 Hovedformaalet med direktivet, som er udstedt med hjemmel i traktatens artikel 57, stk. 2, og artikel 66, er at sikre fri udveksling af fjernsynsudsendelser.

    29 Med henblik herpaa fastsaettes der i direktivet, som det fremgaar af trettende og fjortende betragtning, mindsteregler for alle udsendelser fra Faellesskabet bestemt til modtagelse i Faellesskabet, isaer for udsendelser, der er bestemt til modtagelse i en anden medlemsstat.

    30 Til opnaaelse af dette formaal paalaegges der i direktivets kapitel II, der indeholder de almindelige bestemmelser, paa den ene side de medlemsstater, hvorfra udsendelserne sendes, en forpligtelse til at soerge for, at tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, overholder direktivets bestemmelser (artikel 3, stk. 2), og paa den anden side de medlemsstater, hvor udsendelserne modtages, en forpligtelse til at sikre modtagefrihed og til ikke at hindre retransmission paa deres omraade af udsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for de ved direktivet samordnede omraader, dog saaledes at de midlertidigt kan suspendere udsendelserne i naermere bestemte tilfaelde (artikel 2, stk. 2).

    31 I henhold til artikel 3, stk. 1, som findes i samme kapitel, kan medlemsstaterne for saa vidt angaar tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet.

    32 Til de omraader, der er samordnet ved direktivet, hoerer de mindstebestemmelser, jf. direktivets kapitel IV, som de medlemsstater, hvorfra udsendelserne sendes, skal overholde med hensyn til fjernsynsreklamer.

    33 To af artiklerne i kapitel IV giver de medlemsstater, hvorfra udsendelserne sendes, adgang til at fravige nogle af de i kapitlet indeholdte bestemmelser om betingelserne for udsendelse af reklameindslag.

    34 For det foerste kan de i henhold til artikel 19 fastsaette strengere regler end dem, der er fastsat i artikel 18, med hensyn til sendetid og de naermere bestemmelser for fjernsynstransmission for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed.

    35 For det andet kan de i henhold til artikel 20, jf. dog artikel 3, under overholdelse af faellesskabsretten fastsaette andre betingelser end de i artikel 11, stk. 2-5, og artikel 18 fastsatte for saa vidt angaar udsendelser, der udelukkende er bestemt til det nationale omraade, og som hverken direkte eller indirekte kan modtages i en eller flere andre medlemsstater.

    36 Det staar fast, at hverken artikel 19 eller artikel 20 kan benyttes som grundlag for, at en medlemsstat forbyder fjernsynsreklamer i distributionssektoren.

    37 Herefter er spoergsmaalet, om et saadant forbud kan stoettes paa direktivets artikel 3, stk. 1.

    38 Med henblik paa at afgraense raekkevidden af direktivets artikel 3, stk. 1, skal der foerst tages stilling til, om medlemsstaterne i henhold til denne bestemmelse kan paalaegge tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, at foelge strengere regler end dem, der er fastsat i kapitel IV, naar de i artikel 19 og 20 fastlagte omstaendigheder ikke foreligger.

    39 Det fremgaar allerede af ordlyden af artikel 20, at denne bestemmelse finder anvendelse med forbehold af artikel 3, men en tilsvarende praecisering er ikke givet i direktivets artikel 19.

    40 Heraf kan det dog ikke sluttes, at medlemsstaternes adgang til at fastsaette strengere regler for fjernsynsreklamer og sponsorering er begraenset til at gaelde under de omstaendigheder, der er fastlagt i direktivets artikel 19.

    41 En saadan fortolkning ville indebaere, at direktivets artikel 3, stk. 1, ville miste sin betydning som en almindelig bestemmelse paa et vaesentligt omraade, der er omfattet af direktivet.

    42 Det fremgaar imidlertid hverken af betragtningerne til direktivet eller af dettes formaal, at artikel 19 skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne derved skulle fratages en ret, som er indroemmet dem ved artikel 3, stk. 1.

    43 I den syvogtyvende betragtning til direktivet omtales saaledes i generelle vendinger og uden begraensning til de omstaendigheder, der er fastlagt i artikel 19, medlemsstaternes ret til at indfoere strengere eller mere detaljerede regler end de minimumsregler og -normer, som fjernsynsreklamer er underkastet i kraft af direktivet.

    44 Desuden vil det paa ingen maade paavirke virkeliggoerelsen af direktivets formaal ° som er at sikre fri udsendelse af fjernsynsudsendelser, der er i overensstemmelse med minimumsreglerne i direktivet ° saafremt medlemsstaterne opstiller strengere regler for tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, under andre omstaendigheder end dem, der er fastlagt i artikel 19.

    45 Hvad dernaest angaar formaalet med direktivets artikel 3, stk. 1, har TF1 og M6 gjort gaeldende, at det foelger af den syvogtyvende betragtning til direktivet, at kun forbrugernes interesser kan begrunde, at der indfoeres strengere regler, og at man ved i dekretet at udelukke distributionsleddet fra at benytte fjernsynsreklame for derved at varetage bestemte oekonomiske interesser er gaaet videre end direktivet tillader.

    46 Dette argument kan ikke tiltraedes.

    47 Selv om den synes at vaere lagt til grund i den naevnte betragtning, har en saadan fortolkning ingen hjemmel i ordlyden af artikel 3, stk. 1, der ikke indeholder nogen begraensning med hensyn til, hvilke interesser medlemsstaterne kan tage i betragtning. Under alle omstaendigheder udelukker betragtningen ikke, at restriktioner som de omtalte kan begrundes i hensynet til at beskytte andre interesser end forbrugernes.

    48 Paa grundlag af det anfoerte maa det forelagte spoergsmaal besvares med, at traktatens artikel 30, artikel 85 og 86, artikel 5 og artikel 3, litra f), samt direktiv 89/552 skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa dens omraade, udsender reklameindslag for distributionssektoren.

    Afgørelse om sagsomkostninger


    Sagens omkostninger

    49 De udgifter, der er afholdt af den franske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

    Afgørelse


    Paa grundlag af disse praemisser

    kender

    DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

    vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal de commerce de Paris ved dom af 27. september 1993, for ret:

    EOEF-traktatens artikel 30, artikel 85 og 86, artikel 5 og artikel 3, litra f), samt Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed skal fortolkes saaledes, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt forbyder, at tv-radiospredningsorganer, der er etableret paa dens omraade, udsender reklameindslag for distributionssektoren.

    Top