61993J0400

++++

1. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° traktatens artikel 119 og direktiv 75/117 ° anvendelsesomraade ° akkordloensystem

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° akkordloensystem ° konstateret forskel mellem gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere, hvor den ene overvejende bestaar af kvinder og den anden af maend, der udfoerer arbejde af samme vaerdi ° konstatering utilstraekkelig som bevis for, at der foreligger forskelsbehandling ° manglende klarhed med hensyn til fastlaeggelsen af den variable del af loennen ° bevisbyrden for, at der ikke foreligger forskelsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117, art. 1)

3. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° akkordloensystem ° bevis for en eventuel forskelsbehandling ° naermere regler for sammenligningen af gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

4. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° akkordloensystem ° bevis for en eventuel forskelsbehandling ° forhold, der skal tages i betragtning for, at forskelligt arbejde kan antages at have samme vaerdi ° forhold, som kan begrunde eventuelle loenforskelle

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

5. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° anvendelse, naar loenningerne fastsaettes ved kollektive forhandlinger ° hensyntagen til, om der har vaeret kollektive forhandlinger, ved afgoerelsen af, om der eventuelt foreligger forskelsbehandling

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117)

1. Traktatens artikel 119 og direktiv 75/117/EOEF om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder finder anvendelse paa akkordloensystemer, hvor indtjeningen helt eller i vaesentlig grad beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

2. Princippet om lige loen til maend og kvinder i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes saaledes, at inden for rammerne af et akkordloensystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af kvinder, som udfoerer en type arbejde, er vaesentlig lavere end gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af maend, som udfoerer en anden type arbejde, der tillaegges samme vaerdi, ikke tilstraekkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger loenmaessig forskelsbehandling. Naar det efter et akkordloensystem ° hvor den individuelle indtjening bestaar af en variabel andel, der beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de paagaeldende grupper arbejdstagere ° imidlertid ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsaettelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af loennen, kan arbejdsgiveren paalaegges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling paa grundlag af koen.

3. I forbindelse med den sammenligning, der i relation til princippet om lige loen til maend og kvinder skal foretages mellem gennemsnitsloennen for to grupper akkordloennede arbejdstagere, skal den nationale retsinstans paase, at de to grupper hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstaendigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, og at grupperne omfatter et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder eller skyldes, at de paagaeldende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

4. Ved vurderingen af, om princippet om lige loen til maend og kvinder er overholdt, tilkommer det den nationale retsinstans ° under hensyn til forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de paagaeldende grupper arbejdstagere udfoerer, er maskinstyret og stiller saerlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfoerer, er haandarbejde, som stiller saerlige krav om fingerfaerdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelaeggelsen og med hensyn til arbejdsgener ° at tage stilling til, om de to typer arbejde har samme vaerdi, eller om de paagaeldende forhold kan antages at udgoere objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde eventuelle loenforskelle.

5. Princippet om lige loen til maend og kvinder finder ogsaa anvendelse, naar loenelementerne fastsaettes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling paa lokalt plan, men den nationale retsinstans kan tage dette forhold i betragtning ved vurderingen af, om forskelle mellem gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

1 Ved beslutning af 27. august 1993 indgaaet til Domstolen den 31. august 1993 har den faglige voldgiftsret i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter benaevnt "direktivet").

2 Disse spoergsmaal er blevet rejst under en tvist mellem Specialarbejderforbundet i Danmark (herefter benaevnt "Specialarbejderforbundet") og Dansk Industri for Royal Copenhagen A/S (herefter benaevnt "Royal Copenhagen").

3 Royal Copenhagen er en virksomhed, der fremstiller keramiske produkter. Den beskaeftiger ca. 1 150 medarbejdere med fremstilling af saadanne produkter, hvoraf 40% er maend, og 60% er kvinder. Medarbejderne kan opdeles i tre grupper: drejergruppen, som ved hjaelp af forskellige teknikker former porcelaensmassen, malergruppen, som dekorerer produkterne, og arbejdsmandsgruppen, som beskaeftiger sig med betjening af ovne, sortering, slibning, intern transport mv.

4 Drejergruppen bestaar af ca. 200 personer og malergruppen af 453 personer. Disse grupper kan igen opdeles i en raekke undergrupper, som f.eks. inden for drejergruppen rollerdrejerne, der er beskaeftiget ved maskiner, der automatisk drejer keramiske produkter, og inden for malergruppen blaamalerne, som med pensel dekorerer produkterne, og plattemalerne, som sproejtemaler platter, hvori motivet er praeget, og derefter fjerner malingen fra dele af motivet ved hjaelp af en svamp.

5 Alle disse medarbejdere er omfattet af samme overenskomst. Efter overenskomsten afloennes de som udgangspunkt med akkordloen, dvs. med en loen, hvis stoerrelse helt eller delvis afhaenger af arbejdsresultatet. De kan imidlertid vaelge afloenning med en fast timeloen, der er ens for alle medarbejdergrupper. Cirka 70% af drejerne og cirka 70% af malerne er paa akkordloen. Deres loen bestaar af en fast akkordandel, der udbetales som en basisloen pr. time, og en variabel akkordloen, der udbetales pr. produceret genstand.

6 Gruppen akkordloennede rollerdrejere bestaar af 26 personer, alle maend, og udgoer ca. 18% af den samlede akkordloennede drejergruppe. Gruppen akkordloennede blaamalere bestaar af 156 personer, heraf 155 kvinder og 1 mand, og udgoer ca. 49% af den samlede akkordloennede malergruppe. Gruppen akkordloennede plattemalere bestaar af 51 personer, alle kvinder, og udgoer ca. 16% af den samlede akkordloennede malergruppe.

7 I april 1990 var gennemsnitsloennen for akkordloennede rollerdrejere 103,93 kr. pr. time med en fast akkordandel paa 71,69 kr. Den hoejstloennede tjente 118 kr. pr. time og den lavestloennede 86 kr. pr. time. I samme periode var gennemsnitsloennen for akkordloennede blaamalere 91 kr. pr. time med en fast akkordandel paa 57 kr. Den hoejstloennede tjente 125 kr. pr. time og den lavestloennede 72 kr. pr. time. Gennemsnitsloennen for akkordloennede plattemalere var 116,20 kr. pr. time med en fast akkordandel paa 35,85 kr. Den hoejstloennede tjente 159 kr. pr. time og den lavestloennede 86 kr. pr. time.

8 Specialarbejderforbundet, der fandt, at Royal Copenhagen tilsidesatte ligeloenskravet, fordi gennemsnitsakkordindtjeningen pr. time for blaamalerne, som bortset fra en person alle er kvinder, var lavere end for rollerdrejerne, som alle er maend, anlagde sag ved den faglige voldgiftsret. For voldgiftsretten har Specialarbejderforbundet nedlagt paastand om, at Royal Copenhagen tilpligtes at anerkende, at blaamalerne udfoerer arbejde af samme vaerdi som rollerdrejerne, og at bringe gennemsnitsakkordindtjeningen for blaamalerne paa niveau med gennemsnitsakkordindtjeningen for rollerdrejerne.

9 Den faglige voldgiftsret var af den opfattelse, at tvistens afgoerelse beror paa en fortolkning af traktatens artikel 119 og af direktivet, og besluttede derfor at forelaegge praejudicielle spoergsmaal for Domstolen. Voldgiftsretten har i forelaeggelsesbeslutningen understreget, at forelaeggelsen for Domstolen ikke omfatter spoergsmaalet om vaerdien af det arbejde, de forskellige medarbejdergrupper udfoerer, men derimod en raekke spoergsmaal, der udspringer af, at der i hovedsagen er tale om afloenning efter akkordloensystemer, og af det valg af sammenligningsgrupper, som Specialarbejderforbundet har foretaget.

10 Den faglige voldgiftsret har foelgelig forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"1) Finder artikel 119 i EOEF-traktaten og direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om lige loen til maend og kvinder anvendelse paa loensystemer, hvor indtjeningen helt eller i vaesentlig grad beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat (akkordloensystemer)?

Hvis spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, bedes yderligere foelgende spoergsmaal besvaret:

2) Er reglerne om ligeloen i artikel 119 i EOEF-traktaten og i direktiv 75/117 af 10. februar 1975 om lige loen til maend og kvinder anvendelige ved sammenligning af to grupper loenmodtagere, saafremt den gennemsnitlige timefortjeneste for den ene gruppe akkordloennede, der overvejende bestaar af kvinder, som udfoerer én type arbejde, er vaesentlig lavere end den gennemsnitlige timefortjeneste for den anden gruppe akkordloennede, der overvejende bestaar af maend, som udfoerer en anden type arbejde, saafremt det forudsaettes, at kvindernes og maendenes arbejde kan tillaegges samme vaerdi?

3) Under forudsaetning af, at den ene gruppe overvejende bestaar af kvinder, og den anden overvejende bestaar af maend, kan man da stille krav til gruppernes sammensaetning, f.eks. med hensyn til antal af personer i grupperne eller andel af samtlige medarbejdere i virksomheden?

Kan direktivet i givet fald anvendes til at skaffe to grupper af f.eks. kvindelige ansatte samme loen ved en mellemliggende sammenligning med en gruppe mandlige ansatte?

Problemstillingen kan bl.a. belyses ved foelgende:

En gruppe af overvejende mandlige arbejdere benaevnt A og to grupper af overvejende kvindelige arbejdere benaevnt henholdsvis B og C udfoerer arbejde af samme vaerdi, og gennemsnitsindtjeningen i akkord er stoerst for gruppe C, naeststoerst for gruppe A og mindst for gruppe B. Kan gruppe B sammenligne sig med gruppe A og kraeve loennen haevet til gruppe A' s niveau, og kan gruppe A derefter kraeve loennen haevet til gruppe C' s niveau, og kan endelig gruppe B herefter kraeve loennen haevet til gruppe A' s nye niveau = gruppe C?

4) Har det nogen betydning ved vurderingen af, om princippet om ligeloen er tilsidesat,

a) at der i den ene gruppe er tale om en overvejende maskinstyret produktion, mens der i den anden gruppe er tale om rent haandarbejde?

b) at akkorderne fastsaettes ved forhandling mellem de respektive organisationer, eller ved forhandling paa lokalt plan?

c) at der kan paavises forskelle i arbejdstagerens valg af arbejdstempo? I bekraeftende fald, hvem har bevisbyrden for tilstedevaerelsen af saadanne forskelle?

d) at der foreligger betydelig loenspredning inden for en eller begge sammenlignede grupper?

e) at den faste andel af akkordloennen er forskellig i de sammenlignede grupper?

f) at der er forskelle mellem de to grupper med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelaeggelsen?

g) at det ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning for akkordsatsernes stoerrelse?

h) at der i den ene af de sammenlignede grupper stilles saerlige krav til muskelstyrke, mens der i den anden stilles saerlige krav til fingerfaerdighed?

i) at der kan paavises forskelle med hensyn til arbejdsgener i form af stoej, temperatur, ensidigt, gentaget eller monotont arbejde?"

Det foerste spoergsmaal

11 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om traktatens artikel 119 og direktivet finder anvendelse paa akkordloensystemer, hvor indtjeningen helt eller i vaesentlig grad beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

12 Hertil bemaerkes, at artikel 119 ° idet det i dens stk. 3, litra a), udtrykkeligt bestemmes, at lige loen uden forskelsbehandling med hensyn til koen indebaerer, at den loen, der ydes for samme arbejde, der afloennes i akkord, fastsaettes paa samme beregningsgrundlag ° selv foreskriver, at ligeloensprincippet finder anvendelse paa akkordloensystemer.

13 Domstolen har desuden allerede fastslaaet, at artikel 119 forbyder enhver form for loenmaessig forskelsbehandling af maend og kvinder, uanset hvilken ordning der giver anledning til forskelsbehandlingen (dom af 17.5.1990, sag C-262/88, Barber, Sml. I, s. 1889, praemis 32).

14 Dette resultat bekraeftes af direktivets artikel 1, stk. 1, hvorefter princippet om lige loen til maend og kvinder indebaerer, at enhver forskelsbehandling med hensyn til koen afskaffes "for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar".

15 Det foerste spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 119 og direktivet finder anvendelse paa akkordloensystemer, hvor indtjeningen helt eller i vaesentlig grad beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

Indledende bemaerkninger til de oevrige spoergsmaal

16 Inden gennemgangen af de oevrige spoergsmaal er der grund til at understrege, at de i hovedsagen omhandlede loenninger ikke udelukkende beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, men omfatter en fast akkordandel, der udbetales som en basisloen pr. time, som ikke er den samme for de forskellige grupper arbejdstagere.

17 Det tilkommer den nationale retsinstans at vurdere, i hvilket omfang dette moment skal tages i betragtning ved afgoerelsen af hovedsagen.

18 Der er tillige grund til at naevne, at den vurdering, som den nationale retsinstans med henblik paa afgoerelsen af hovedsagen skal foretage med hensyn til, om der foreligger en forskelsbehandling med hensyn til koen, der er i strid med traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1, noedvendigvis maa vaere en helhedsvurdering, der skal foretages i lyset af samtlige Domstolens bemaerkninger i forbindelse med besvarelsen af det andet, tredje og fjerde spoergsmaal.

Det andet spoergsmaal og det fjerde spoergsmaal, litra c), d), e) og g)

19 Med det andet spoergsmaal og det fjerde spoergsmaal, litra c), d), e) og g), som boer gennemgaas samlet, oensker den nationale retsinstans oplyst dels, om ligeloensprincippet i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1 finder anvendelse, saafremt den af et akkordloensystem foelgende gennemsnitsloen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af kvinder, som udfoerer en type arbejde, er vaesentlig lavere end gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af maend, som udfoerer en anden type arbejde, der tillaegges samme vaerdi, dels hvilken betydning man herved skal tillaegge de faktorer, der er naevnt i det fjerde spoergsmaal, litra c), d), e) og g).

20 Som det allerede fremgaar af denne doms praemis 12, indebaerer ligeloensprincippet, at den loen, der efter et akkordloensystem udbetales til to grupper arbejdstagere, den ene overvejende bestaaende af maend og den anden overvejende af kvinder, skal fastsaettes paa samme beregningsgrundlag.

21 I det tilfaelde, hvor beregningsgrundlaget er det samme for to grupper arbejdstagere, der udfoerer samme arbejde, eller objektivt kan sikre arbejdstagerne i de to grupper samme samlede individuelle loen for arbejde, som ganske vist er forskelligt, men som anses for at have samme vaerdi, er ligeloensprincippet ikke til hinder for, at arbejdstagere tilhoerende de to grupper faar udbetalt samlede loenbeloeb, der er forskellige, for saa vidt dette er en foelge af de enkelte arbejdstageres forskellige arbejdsresultater.

22 Heraf foelger, at inden for rammerne af et akkordloensystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitsloennen for to grupper af arbejdstagere, beregnet paa grundlag af den samlede individuelle loen for samtlige arbejdstagere tilhoerende hver af de to grupper, er forskellig, ikke tilstraekkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger loenmaessig forskelsbehandling.

23 Det tilkommer den nationale retsinstans, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstaendigheder, at tage stilling til, om beregningsgrundlaget for det arbejde, der udfoeres af de to grupper arbejdstagere, er det samme, eller, saafremt de to grupper udfoerer arbejde, der er forskelligt, men anses for at have samme vaerdi, om beregningsgrundlaget objektivt kan sikre dem samme samlede loen. Det tilkommer desuden den nationale retsinstans at afgoere, om en loenforskel, der paaberaabes af en arbejdstager tilhoerende en gruppe, der overvejende bestaar af kvinder, med henblik paa at godtgoere, at vedkommende er udsat for forskelsbehandling paa grundlag af koen i forhold til en arbejdstager tilhoerende en gruppe, der overvejende bestaar af maend, skyldes en forskel mellem de beregningsgrundlag, der anvendes for de to grupper, eller en forskel mellem de individuelle arbejdsresultater.

24 Det fremgaar imidlertid af Domstolens praksis (dom af 27.10.1993, sag C-127/92, Enderby, Sml. I, s. 5535, praemis 13 og 14), at den bevisbyrde, der saedvanligvis paahviler en arbejdstager, der anlaegger sag mod sin arbejdsgiver for at faa den forskelsbehandling, som han mener at vaere udsat for, ophaevet, kan vendes om, naar det er noedvendigt for ikke at fratage arbejdstagere, der tilsyneladende er udsat for forskelsbehandling, ethvert effektivt middel til at soege ligeloensprincippet gennemfoert. Saafremt en virksomhed f.eks. anvender et helt uigennemskueligt loenfastsaettelsessystem, har arbejdsgiveren saaledes bevisbyrden for, at den foerte loenpolitik ikke er udtryk for en forskelsbehandling, naar en kvindelig loenmodtager paa grundlag af et forholdsvis omfattende personmateriale godtgoer, at gennemsnitsloennen for kvindelige loenmodtagere er lavere end for mandlige (dom af 17.10.1989, sag 109/88, Handels- og Kontorfunktionaerernes Forbund i Danmark ("Danfoss"), Sml. s. 3199, praemis 16). Tilsvarende gaelder det, at saafremt tydelige statistiske oplysninger viser, at der er en vaesentlig loenforskel mellem to funktioner, der har samme vaerdi, hvoraf den ene naesten udelukkende udoeves af kvinder og den anden hovedsagelig af maend ° i hvilken situation der tilsyneladende foreligger forskelsbehandling paa grundlag af koen ° foelger det af traktatens artikel 119, at arbejdsgiveren skal godtgoere, at denne forskel skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (Enderby-dommen, praemis 16 og 19).

25 Inden for rammerne af et akkordloensystem foreligger der ganske vist ikke en saadan situation med tilsyneladende forskelsbehandling, blot fordi tydelige statistiske oplysninger viser, at der er vaesentlige loenforskelle mellem to grupper arbejdstagere, idet saadanne forskelle kan skyldes, at de individuelle arbejdsresultater for de arbejdstagere, de to grupper bestaar af, er forskellige.

26 Dog kan noget andet gaelde, hvis det efter et system som det i hovedsagen omhandlede ° hvor den individuelle indtjening, der tages i betragtning ved beregningen af gennemsnitsloennen for de to grupper arbejdstagere, bestaar af en variabel andel, der beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de paagaeldende grupper arbejdstagere [fjerde spoergsmaal, litra e)] ° ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsaettelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af loennen [fjerde spoergsmaal, litra g)]. Under saadanne omstaendigheder kan hensynet til, at arbejdstagerne ikke fratages ethvert effektivt middel til at soege ligeloensprincippet gennemfoert, noedvendiggoere, at arbejdsgiveren paalaegges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling paa grundlag af koen.

27 Det tilkommer den nationale retsinstans, navnlig paa grundlag af disse faktorer og stoerrelsen af forskellene mellem gennemsnitsloennen for de to grupper arbejdstagere, at undersoege, hvorvidt betingelserne for paa denne maade at vende bevisbyrden om er opfyldt i hovedsagen. I bekraeftende fald vil arbejdsgiveren f.eks. kunne godtgoere, at loenforskellene skyldes forskelle i arbejdstagernes valg af arbejdstempo [fjerde spoergsmaal, litra c)], og henvise til, at der foreligger en betydelig loenspredning inden for hver af de to grupper [fjerde spoergsmaal, litra d)].

28 Det andet spoergsmaal og det fjerde spoergsmaal, litra c), d), e) og g), skal derfor besvares med, at ligeloensprincippet i traktatens artikel 119 og i direktivets artikel 1 skal fortolkes saaledes, at inden for rammerne af et akkordloensystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af kvinder, som udfoerer en type arbejde, er vaesentlig lavere end gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af maend, som udfoerer en anden type arbejde, der tillaegges samme vaerdi, ikke tilstraekkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger loenmaessig forskelsbehandling. Naar det efter et akkordloensystem ° hvor den individuelle indtjening bestaar af en variabel andel, der beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de paagaeldende grupper arbejdstagere ° imidlertid ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsaettelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af loennen, kan arbejdsgiveren paalaegges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Det tredje spoergsmaal

29 Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at det tredje spoergsmaal, som bestaar af to led, udspringer af den omstaendighed, at den loenmaessige forskelsbehandling, klageren i hovedsagen har gjort indsigelse over, vedroerer gruppen af rollerdrejere og gruppen af blaamalere, som i virkeligheden blot er undergrupper af to stoerre grupper, nemlig drejergruppen og malergruppen. Klagerens begrundelse for at udvaelge de to mindre grupper er, at det med henblik paa den loenmaessige sammenligning er noedvendigt at tilvejebringe homogene grupper, navnlig for saa vidt angaar uddannelsen af de arbejdstagere, der indgaar i dem. Efter klagerens opfattelse er det derfor sagligt, at der inden for malergruppen sondres mellem blaamalerne, der har halvandet aars uddannelse, og plattemalerne, der oplaeres paa tre maaneder. Efter endvidere at have fastslaaet, at uddannelseskravene er stoerre for blaamalerne end for rollerdrejerne, som i modsaetning til de oevrige drejere kun gennemgaar et oplaeringsforloeb fra en til fire maaneder, afhaengig af de genstande, de skal oplaeres i at fremstille, har klageren anfoert, at hvis det laegges til grund, at deres arbejde har samme vaerdi, burde blaamalernes loen endog vaere hoejere end rollerdrejernes. Klageren har endelig anfoert, at den omstaendighed, at arbejdsforholdene for blaamalerne ikke er de samme som for rollerdrejerne, ikke kan foere til, at den konstaterede forskel i indtjeningen ikke er udtryk for forskelsbehandling, idet de fysiske krav, der stilles til rollerdrejerne, opvejes af de krav, der stilles til blaamalernes fingerfaerdighed, og de stoej- og temperaturmaessige gener, rollerdrejerne maa taale, modsvares af de ergonomiske problemer, som blaamalernes stillesiddende, ensartede arbejde medfoerer.

30 Det fremgaar desuden af forelaeggelsesbeslutningen, at mens gruppen akkordloennede rollerdrejere, som kun omfatter 26 personer, udelukkende bestaar af maend, bestaar gruppen akkordloennede drejere, der omfatter 143 personer, af 70% maend og 30% kvinder. Endvidere bestaar gruppen akkordloennede blaamalere af 155 kvinder og 1 mand, mens der i gruppen akkordloennede plattemalere, der omfatter 317 personer, er 95% kvinder og 5% maend. Endelig anfoeres det, at selv om gennemsnitsloennen for gruppen akkordloennede rollerdrejere, som udelukkende bestaar af maend, er hoejere end gennemsnitsloennen for gruppen akkordloennede blaamalere, der bortset fra en person udelukkende bestaar af kvinder, er den lavere end gennemsnitsloennen for gruppen akkordloennede plattemalere, der udelukkende bestaar af kvinder.

31 Paa denne baggrund oensker den nationale retsinstans med sit tredje spoergsmaal ° betragtet under ét ° at faa oplyst, om de grupper arbejdstagere, hvis gennemsnitsloen skal sammenlignes med henblik paa at undersoege, om der foreligger forskelsbehandling paa grundlag af koen, inden for rammerne af et akkordloensystem skal sammensaettes ud fra naermere angivne kriterier, bl.a. vedroerende det antal arbejdstagere, der indgaar i grupperne, og disses stoerrelse i forhold til det samlede antal arbejdstagere, eller om disse grupper paa grundlag af tilfaeldigt valgte kriterier kan sammensaettes paa en saadan maade, at de udelukkende omfatter kvinder eller maend, og i givet fald, gennem en sammenligning af to grupper arbejdstagere bestaaende henholdsvis af maend og kvinder, goer det muligt at skaffe to grupper kvindelige arbejdstagere samme loen, naar gennemsnitsloennen for den ene gruppe er lavere og for den anden gruppe er hoejere end gennemsnitsloennen for den gruppe, der bestaar af maend.

32 Domstolen skal hertil bemaerke, at undersoegelsen af, om ligeloensprincippet er overholdt, indebaerer en sammenligning mellem de loenninger, der udbetales til arbejdstagere af forskelligt koen for samme arbejde eller for arbejde, som tillaegges samme vaerdi.

33 Naar en saadan sammenligning angaar gennemsnitsloennen for to grupper akkordloennede arbejdstagere, skal den for at vaere relevant angaa grupper, der hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstaendigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation.

34 Sammenligningen skal endvidere angaa et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder eller skyldes, at de paagaeldende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

35 Det tilkommer den nationale retsinstans at foretage den fornoedne vurdering af de faktiske omstaendigheder i hovedsagen paa grundlag af ovennaevnte kriterier.

36 Det foelger imidlertid af det anfoerte, at en sammenligning ikke er relevant, saafremt den angaar grupper, der er tilfaeldigt sammensat, saaledes at den ene overvejende omfatter kvinder, den anden overvejende maend, med henblik paa at opnaa, at loenningerne i den gruppe, der overvejende bestaar af kvinder, gennem successive sammenligninger bringes paa linje med loenningerne i en anden gruppe, som ogsaa er tilfaeldigt sammensat, saaledes at den overvejende omfatter kvinder.

37 Det kan vaere et indicium for en saadan tilfaeldig sammensaetning af sammenligningsgrupper, at der inden for en stoerre gruppe, som overvejende bestaar af kvinder, sondres mellem to undergrupper paa grundlag af forskelle med hensyn til uddannelseskrav, og at der herefter ved den loenmaessige sammenligning, der skal foretages med en gruppe, der overvejende bestaar af maend, ikke vaelges den af de to undergrupper, der overvejende bestaar af kvinder, og som med hensyn til uddannelseskrav udviser stoerst lighed med den gruppe, der overvejende bestaar af maend.

38 Det tredje spoergsmaal skal derfor besvares med, at i forbindelse med den sammenligning, der skal foretages mellem gennemsnitsloennen for to grupper akkordloennede arbejdstagere, skal den nationale retsinstans paase, at de to grupper hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstaendigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, og at grupperne omfatter et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder eller skyldes, at de paagaeldende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

Det fjerde spoergsmaal, litra a), f), h) og i)

39 Med det fjerde spoergsmaal, litra a), f), h) og i), oensker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning der ved vurderingen af, om princippet om lige loen er overholdt, maa tillaegges forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de paagaeldende grupper arbejdstagere udfoerer, er maskinstyret og stiller saerlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfoerer, er haandarbejde, som stiller saerlige krav om fingerfaerdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelaeggelsen og med hensyn til arbejdsgener.

40 Det maa for det foerste understreges, at der kun kan foreligge forskelsbehandling paa grundlag af koen mellem to grupper arbejdstagere, saafremt de to grupper enten udfoerer samme arbejde eller i det mindste arbejde, som tillaegges samme vaerdi.

41 Endvidere bemaerkes, at en loenforskel mellem to grupper arbejdstagere ikke udgoer en forskelsbehandling, som er i strid med traktatens artikel 119 og direktivet, saafremt den kan forklares ved andre ° objektivt begrundede ° faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. bl.a. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607, praemis 30).

42 Den nationale retsinstans, der er enekompetent til at vurdere de faktiske omstaendigheder, maa foelgelig under hensyn til faktiske forhold i forbindelse med arten af de former for arbejde, der udfoeres, og de vilkaar, hvorunder de udfoeres, afgoere, om de kan tillaegges samme vaerdi, eller om disse forhold kan antages at udgoere objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde eventuelle loenforskelle.

43 Det fjerde spoergsmaal, litra a), f), h) og i), skal derfor besvares med, at ved vurderingen af, hvorvidt princippet om lige loen er overholdt, tilkommer det den nationale retsinstans ° under hensyn til forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de paagaeldende grupper arbejdstagere udfoerer, er maskinstyret og stiller saerlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfoerer, er haandarbejde, som stiller saerlige krav om fingerfaerdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelaeggelsen og med hensyn til arbejdsgener ° at tage stilling til, om de to typer arbejde har samme vaerdi, eller om de paagaeldende forhold kan antages at udgoere objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde eventuelle loenforskelle.

Det fjerde spoergsmaal, litra b)

44 Med det fjerde spoergsmaal, litra b), oensker den nationale retsinstans oplyst, hvilken betydning det med hensyn til princippet om lige loen til maend og kvinder har, at loenelementerne fastsaettes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling paa lokalt plan.

45 Hertil bemaerkes foerst og fremmest, at da traktatens artikel 119 er ufravigelig, gaelder forbuddet mod forskelsbehandling mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere ikke blot for de offentlige myndigheder, men tillige for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdsloennen, og for aftaler mellem private (jf. bl.a. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455, praemis 39).

46 Dette udelukker dog ikke, at det forhold, at loenelementerne er fastsat ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling paa lokalt plan, kan tages i betragtning af den nationale retsinstans som et forhold, der goer det muligt for den at vurdere, om forskelle mellem gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

47 Det fjerde spoergsmaal, litra b), skal derfor besvares med, at princippet om lige loen til maend og kvinder ogsaa finder anvendelse, naar loenelementerne fastsaettes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling paa lokalt plan, men at den nationale retsinstans kan tage dette forhold i betragtning ved vurderingen af, om forskelle mellem gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

Sagens omkostninger

48 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den portugisiske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af den faglige voldgiftsret ved beslutning af 27. august 1993, for ret:

1) EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder finder anvendelse paa akkordloensystemer, hvor indtjeningen helt eller i vaesentlig grad beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat.

2) Ligeloensprincippet i traktatens artikel 119 og i artikel 1 i direktiv 75/117 skal fortolkes saaledes, at inden for rammerne af et akkordloensystem er den blotte konstatering af, at gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af kvinder, som udfoerer en type arbejde, er vaesentlig lavere end gennemsnitsloennen for en gruppe arbejdstagere, overvejende bestaaende af maend, som udfoerer en anden type arbejde, der tillaegges samme vaerdi, ikke tilstraekkelig til, at der kan drages den slutning, at der foreligger loenmaessig forskelsbehandling. Naar det efter et akkordloensystem ° hvor den individuelle indtjening bestaar af en variabel andel, der beror paa den enkelte arbejdstagers arbejdsresultat, og en fast andel, der er forskellig for de paagaeldende grupper arbejdstagere ° imidlertid ikke er muligt at konstatere, hvilke faktorer der har haft betydning ved fastsaettelsen af de satser eller det grundlag, der er anvendt ved beregningen af den variable andel af loennen, kan arbejdsgiveren paalaegges bevisbyrden for, at de konstaterede forskelle ikke skyldes forskelsbehandling paa grundlag af koen.

3) I forbindelse med den sammenligning, der skal foretages mellem gennemsnitsloennen for to grupper akkordloennede arbejdstagere, skal den nationale retsinstans paase, at de to grupper hver omfatter alle de arbejdstagere, som, henset til en helhed af omstaendigheder, herunder arbejdets art, uddannelseskrav og arbejdsforhold, kan anses for at befinde sig i en sammenlignelig situation, og at grupperne omfatter et forholdsvis omfattende antal arbejdstagere for at udelukke, at de konstaterede forskelle er udtryk for tilfaeldige eller kortvarige omstaendigheder eller skyldes, at de paagaeldende arbejdstageres individuelle arbejdsresultater er forskellige.

4) Ved vurderingen af, om princippet om lige loen er overholdt, tilkommer det den nationale retsinstans ° under hensyn til forhold som f.eks., at det arbejde, den ene af de paagaeldende grupper arbejdstagere udfoerer, er maskinstyret og stiller saerlige krav til muskelstyrke, mens det arbejde, den anden gruppe udfoerer, er haandarbejde, som stiller saerlige krav om fingerfaerdighed, samt at der er forskelle mellem de to gruppers arbejde med hensyn til betalte pauser og frihed i arbejdstilrettelaeggelsen og med hensyn til arbejdsgener ° at tage stilling til, om de to typer arbejde har samme vaerdi, eller om de paagaeldende forhold kan antages at udgoere objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde eventuelle loenforskelle.

5) Princippet om lige loen til maend og kvinder finder ogsaa anvendelse, naar loenelementerne fastsaettes ved kollektive forhandlinger eller ved forhandling paa lokalt plan, men den nationale retsinstans kan tage dette forhold i betragtning ved vurderingen af, om forskelle mellem gennemsnitsloennen for to grupper arbejdstagere skyldes objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.