61993J0009

++++

1. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° ret for indehaveren til at modsaette sig en ulovlig brug af maerket ° omhandlede produkter ° identiske og lignende produkter ° forvekslingsrisiko ° afgoeres efter national ret

(EOEF-traktaten, art. 36)

2. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° nationale rettigheders territoriale natur ° virkning ° betingelserne for beskyttelsen fastlaegges af det land som skal sikre denne ° princip anerkendt i internationale traktater og tilladt i henhold til EOEF-traktaten

(EOEF-traktaten, art. 36)

3. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° nationale rettigheders uafhaengighed ° virkning ° mulighed for kun at overdrage varemaerket i én eller nogle medlemsstater ° princip fastslaaet i internationale traktater

4. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° produkt bragt i omsaetning i en medlemsstat af indehaveren eller med hans samtykke ° indfoersel til en anden medlemsstat ° indehaverens indsigelse ° retsstridighed ° overdragelse af et varemaerke til en virksomhed, som er uafhaengig af overdrageren, og begraenset til én eller nogle medlemsstater ° ret for overdrageren til at modsaette sig at erhververen benytter varemaerket i en medlemsstat som ikke er omfattet af overdragelsen ° lovlighed

(EOEF-traktaten, art. 30 og 36)

5. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° aftalebaseret overdragelse af varemaerket ° fortabelse af muligheden for at foere kontrol med de produkter, der er omfattet af varemaerket ° samtykke medfoerer ikke konsumption af retten

6. Frie varebevaegelser ° industriel og kommerciel ejendomsret ° varemaerkeret ° faelles regler saasom Benelux-landenes faelles lov ° overdragelse af et varemaerke til en virksomhed, som er uafhaengig af overdrageren, og begraenset til en del af det omraade, varemaerket gaelder for ° forbud ° EF-varemaerker ° adgang til at modsaette sig overdragelse af nationale varemaerker begraenset til visse medlemsstater ° foreligger ikke

(Raadets forordning nr. 40/94)

7. Konkurrence ° kartelaftaler ° aftaler mellem virksomheder ° aftale om overdragelse af varemaerker med henblik paa en markedsopdeling ° anvendelse af traktatens artikel 85

(EOEF-traktaten, art. 85)

1. Retten til at kraeve, at der nedlaegges forbud mod benyttelse af et varemaerke, skal beskytte indehaveren mod, at tredjemand forsoeger at drage fordel af det omdoemme, der er knyttet til maerket, idet han skaber en risiko for forvekslinger hos forbrugerne. Den omfatter ikke blot de produkter, for hvilke varemaerket er erhvervet, men ogsaa andre produkter, naar der er en tilstraekkelig taet forbindelse mellem de paagaeldende produkter til, at forbrugerne, naar de ser, at produkterne er forsynet med samme maerke, maa konkludere, at produkterne hidroerer fra samme virksomhed. Da der ikke er sket en tilnaermelse af lovgivningerne inden for Faellesskabet, henhoerer fastlaeggelsen af kriterierne for, at der foreligger en risiko for forveksling ° et begreb, som det i henhold til faellesskabsretten ikke er noedvendigt at fortolke snaevert ° fortsat under national lovgivning med forbehold af begraensningerne i traktatens artikel 36, andet punktum.

2. Nationale varemaerkerettigheder er af en territorial natur. Betingelserne for beskyttelsen af et varemaerke fastlaegges derfor i henhold til lovgivningen i det land, hvor der er ansoegt om en saadan beskyttelse. Princippet om territorial begraensning af varemaerkerettigheder er anerkendt i internationale traktater og ligeledes tilladt i henhold til EOEF-traktaten. Ved at tillade visse importbegraensninger begrundet i hensynet til beskyttelse af intellektuel ejendomsret forudsaetter traktatens artikel 36 nemlig, at handlinger vedroerende det indfoerte produkt, der er foretaget paa importlandets omraade, er underlagt lovgivningen i dette land.

3. I medfoer af princippet om varemaerkers uafhaengighed, som er fastslaaet i artikel 6, stk. 3, og artikel 6 d i Pariserkonventionen af 20. marts 1883 til beskyttelse af industriel ejendomsret, og i artikel 9 ter, stk. 2, i Madrid-aftalen af 18. april 1891 om international registrering af varemaerker, kan en varemaerkeret overdrages i ét land uden samtidig at blive overdraget i andre lande. Regler, hvorefter flere landes omraade i varemaerkeretlig henseende skal betragtes som ét omraade, saasom Benelux-landenes faelles lov om varemaerker eller forordningen om EF-varemaerker, foreskriver ganske vist, at en overdragelse af et varemaerke, som kun gennemfoeres i en del af det omraade, reglerne gaelder for, er ugyldig. Saadanne regler goer det imidlertid lige saa lidt som de nationale lovgivninger til en betingelse for gyldigheden af en overdragelse af et varemaerke paa det omraade, reglerne gaelder for, at der samtidig sker overdragelse af varemaerket for tredjestaters omraade.

4. Traktatens artikel 30 og 36 er til hinder for anvendelse af nationale love, som giver varemaerkeindehaveren i importlandet ret til at modsaette sig salg af produkter, som er bragt i omsaetning i eksportlandet af ham selv eller med hans samtykke. Dette saakaldte konsumptionsprincip gaelder, saafremt maerkeindehaveren i importlandet og maerkeindehaveren i eksportlandet er den samme, eller hvis de staar i oekonomisk forbindelse med hinanden. I disse situationer kan der nemlig udoeves en kvalitetskontrol af én bestemt virksomhed, og varemaerkets identifikationsfunktion med hensyn til varens oprindelse bringes paa ingen maade i fare af den frie adgang til import.

Saafremt et varemaerke derimod er blevet overdraget, men kun i ét eller nogle af de lande, hvor det var registreret, til en virksomhed, som ikke har nogen oekonomisk forbindelse med overdrageren, er traktatens artikel 30 og 36 ikke til hinder for en national lovgivning, som giver overdrageren mulighed for at modsaette sig, at erhververen saelger produkter under det paagaeldende maerke i det land, hvor overdrageren fortsat er indehaver af varemaerket.

5. Det samtykke, som ligger i en aftalebaseret overdragelse af en varemaerkeret, er ikke det, der kraeves, for at konsumptionsprincippet finder anvendelse. Dette forudsaetter, at rettighedsindehaveren i importlandet ° direkte eller indirekte ° kan bestemme, hvilke produkter der kan forsynes med maerket i eksportlandet, og foere kontrol med disse produkters kvalitet. Han mister imidlertid muligheden herfor, hvis raadigheden over maerket i henhold til aftale overdrages til en tredjemand, som ikke har nogen oekonomisk forbindelse med overdrageren. Der maa altsaa sondres skarpt mellem denne situation og det tilfaelde, at de indfoerte produkter hidroerer fra en licenshaver. I modsaetning til overdrageren har licensgiveren nemlig mulighed for at kontrollere kvaliteten af licenshaverens produkter ved at indsaette klausuler i kontrakten, som forpligter licenshaveren til at foelge licensgiverens instrukser og giver sidstnaevnte adgang til at sikre sig, at dette sker.

6. Eftersom en overdragelse af et varemaerke, begraenset til en del af omraadet, til en erhverver, der ikke har nogen forbindelse med overdrageren, foerer til, at der bliver tale om produkter med forskellig oprindelse inden for samme omraade, og at det derfor med henblik paa at beskytte varemaerkets funktion maatte accepteres, at der kan nedlaegges forbud mod eksport af erhververens produkter til overdragerens land og omvendt, er det i de regler, der gaelder faelles for flere lande, saasom Benelux-landenes faelles lov om varemaerker, bestemt, at overdragelser, der kun foretages i en del af det samlede omraade, rettighederne i henhold til de paagaeldende regler omfatter, er ugyldige med henblik paa at undgaa, at der skabes hindringer for varernes frie bevaegelighed. Ved hjaelp af denne begraensning af retten til at disponere over varemaerket sikrer saadanne regler, at indehaveren er den samme i hele det omraade, de finder anvendelse paa, idet de samtidig sikrer produktets frie bevaegelighed. Ved forordningen om EF-varemaerker er der ganske vist ogsaa oprettet en rettighed af enhedskarakter, men denne traeder ikke i stedet for de nationale rettigheder, idet den blot er en overbygning herpaa. Forordningens artikel 8, hvorefter indehaveren af et varemaerke i en enkelt medlemsstat kan modsaette sig registrering af et EF-varemaerke til fordel for en person, der er indehaver af nationale rettigheder for samme eller lignende produkter i alle de andre medlemsstater, kan ikke fortolkes saaledes, at den er til hinder for en overdragelse af nationale varemaerker begraenset til visse EF-medlemsstater.

7. Saafremt indbyrdes uafhaengige virksomheder foretager overdragelser af varemaerker som foelge af en kartelaftale om at dele markederne, finder forbuddet mod konkurrencebegraensende aftaler i artikel 85 anvendelse, saaledes at de i henhold til kartelaftalen foretagne overdragelser er ugyldige. For at en overdragelse af et varemaerke kan kvalificeres som led i en aftale, der er forbudt i henhold til artikel 85, kraeves der dog en undersoegelse af omstaendighederne, de underliggende forpligtelser i forbindelse med overdragelsen, parternes hensigt og modydelsen.

1 Ved kendelse af 15. december 1992 indgaaet til Domstolen den 12. januar 1993 har Oberlandesgericht Duesseldorf i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 30 og 36 med henblik paa at kunne afgoere, om det er foreneligt med faellesskabsretten at begraense adgangen til at anvende en betegnelse, hvor en koncern gennem nogle indskudte datterselskaber var indehaver af et varemaerke bestaaende af den paagaeldende betegnelse i flere EF-medlemsstater, og hvor varemaerket i en enkelt medlemsstat og for visse af de produkter, for hvilke det var blevet registreret, var blevet overdraget til en virksomhed uden for koncernen.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag mellem de to tyske selskaber Ideal-Standard GmbH og Internationale Heiztechnik (herefter benaevnt "IHT") angaaende benyttelsen af varemaerket "Ideal Standard" i Tyskland for varmeanlaeg, der fremstilles i Frankrig af IHT' s moderselskab, Compagnie internationale de chauffage (herefter benaevnt "CICh").

3 Indtil 1984 var koncernen American Standard, gennem sit tyske og sit franske datterselskab ° Ideal-Standard GmbH og Ideal-Standard SA ° i Tyskland og Frankrig indehaver af varemaerket "Ideal Standard" for sanitetsartikler og varmeanlaeg.

4 I juli 1984 solgte koncernens franske datterselskab, Ideal-Standard SA, varemaerket for varmeanlaeg ° sammen med sine aktiviteter paa "varmeomraadet" ° til det franske selskab Société générale de fonderie (herefter benaevnt "SGF"), som det ikke havde nogen tilknytning til. Overdragelsen af varemaerket gjaldt for Frankrig (herunder de oversoeiske departementer og territorier), Tunesien og Algeriet.

5 Overdragelsen skete paa baggrund af foelgende omstaendigheder: Ideal-Standard SA havde siden 1976 haft oekonomiske vanskeligheder. Der blev aabnet akkordforhandling for virksomheden. Tilsynet under akkordforhandlingen indgik en forvaltningsaftale med et andet fransk selskab, som bl.a. var oprettet af SGF. Dette selskab fortsatte Ideal-Standard SA' s produktions- og salgsvirksomhed. Forvaltningsaftalen blev bragt til ophoer i 1980. Udviklingen i Ideal-Standard SA' s virksomhed paa varmeanlaegsomraadet var fortsat ikke tilfredsstillende. Da SGF var interesseret i at opretholde virksomheden paa varmeanlaegsomraadet og saelge de paagaeldende produkter i Frankrig under varemaerket "Ideal Standard", overdrog Ideal-Standard SA varemaerket og produktionsapparatet paa omraadet for varmeanlaeg til SGF som beskrevet ovenfor i praemis 4. Senere overdrog SGF varemaerket til et andet fransk selskab, CICh, der ° ligesom SGF ° indgaar i den franske koncern Nord-Est og heller ikke har nogen tilknytning til American Standard-koncernen.

6 Som foelge af IHT' s salg i Tyskland af varmeanlaeg under varemaerket "Ideal Standard", fremstillet i Frankrig af CICh, anlagde Ideal-Standard GmbH varemaerkekraenkelsessag og sag om ulovlig brug af firmanavn mod IHT. Ideal-Standard GmbH, som fortsat var indehaver af varemaerket "Ideal Standard" i Tyskland for baade sanitetsartikler og varmeanlaeg, ophoerte i 1976 med at fremstille og saelge varmeanlaeg.

7 Sagsoegeren begaerede under sagen nedlagt forbud mod, at IHT i Tyskland saelger varmeanlaeg under varemaerket "Ideal Standard" og lader varemaerket figurere i reklamer, prislister mv.

8 Landgericht Duesseldorf, for hvilken sagen blev anlagt i foerste instans, gav sagsoegeren medhold ved dom af 25. februar 1992.

9 Landgericht fandt for det foerste, at der var risiko for forveksling. Det benyttede maerke ° betegnelsen "Ideal Standard" ° er det samme. Desuden ligger de omhandlede produkter tilstraekkelig taet op ad hinanden til, at forbrugerne, naar de ser, at produkterne er forsynet med samme maerke, forledes til at tro, at de hidroerer fra samme virksomhed.

10 Landgericht fandt endvidere, at der i det foreliggende tilfaelde ikke var nogen grund til, at retten benyttede sig af sin befoejelse til at forelaegge et spoergsmaal for Domstolen vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 30 og 36, jf. traktatens artikel 177. Efter at have redegjort for hovedtraekkene i Domstolens domme af henholdsvis 3. juli 1974 (sag 192/73, Van Zuylen, Sml. s. 731, "Hag I-dommen") og 17. oktober 1990 (sag C-10/89, Hag, Sml. I, s. 3711, "Hag II-dommen") udtalte Landgericht, at Domstolens bemaerkninger i sidstnaevnte dom "i tilstraekkelig grad viser, at doktrinen om faelles oprindelse har mistet enhver betydning, ikke blot i forbindelse med de faktiske omstaendigheder i den paagaeldende sag, dvs. i tilfaelde af en ekspropriation i en medlemsstat, men ogsaa i tilfaelde af en aftalebaseret opdeling af retten til et varemaerke, som oprindelig tilhoerte en enkelt indehaver, som omhandlet i naervaerende sag".

11 IHT ankede dommen til Oberlandesgericht Duesseldorf, som under henvisning til Hag II-dommen har rejst det spoergsmaal, om den foreliggende sag ° som fastslaaet af Landgericht ° skal afgoeres paa samme maade, naar henses til faellesskabsretten.

12 Oberlandesgericht Duesseldorf har derfor forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal, der lyder saaledes:

"Udgoer det en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, der er ulovlig efter EOEF-traktatens artikel 30 og 36, saafremt der over for en virksomhed, der er datterselskab i medlemsstat A af en producent af varmeanlaeg i medlemsstat B, kan kraeves nedlagt forbud mod, at virksomheden som maerke anvender betegnelsen 'Ideal Standard' , under paaberaabelse af, at der er risiko for forveksling med et maerke, der har faelles oprindelse med betegnelsen, som af producenten i dennes hjemstedsstat lovligt anvendes paa grundlag af et dér beskyttet varemaerke, som producenten har erhvervet ved aftale, og som oprindelig tilhoerte et soesterselskab til den virksomhed, der i medlemsstat A modsaetter sig indfoerslen af varer med betegnelsen 'Ideal Standard' ?"

13 Det er ubestridt, at det forbud, der maatte blive nedlagt mod, at IHT anvender betegnelsen "Ideal Standard" i Tyskland for varmeanlaeg, udgoer en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion som omhandlet i artikel 30. Spoergsmaalet er saaledes, om forbuddet kan vaere berettiget i henhold til traktatens artikel 36.

14 Der skal indledningsvis redegoeres for nogle hovedpunkter i varemaerkeretten og i Domstolens praksis vedroerende traktatens artikel 30 og 36 med henblik paa at praecisere den juridiske sammenhaeng, som det praejudicielle spoergsmaal indgaar i.

Ligheden mellem produkterne og risikoen for forveksling

15 Hag II-dommen, hvis anvendelighed i hovedsagen den forelaeggende ret er i tvivl om, vedroerte en situation, hvor ikke blot betegnelsen var den samme, men hvor ogsaa de af sagens parter forhandlede produkter var de samme. Naervaerende sag drejer sig derimod om anvendelsen af identiske maerker for forskellige produkter, idet Ideal-Standard GmbH under paaberaabelse af sin registrering af varemaerket "Ideal Standard" for sanitetsartikler modsaetter sig, at dette maerke anvendes for varmeanlaeg.

16 Retten til at kraeve, at der nedlaegges forbud mod benyttelse af et beskyttet varemaerke ° som kan vaere knyttet til registreringen eller have et andet grundlag ° raekker efter gaeldende ret videre end til de produkter, for hvilke varemaerket er erhvervet. Varemaerkeretten har nemlig til formaal at beskytte indehaverne mod, at tredjemand forsoeger at drage fordel af det omdoemme, der er knyttet til maerket, idet han skaber en risiko for forvekslinger hos forbrugerne (jf. dom af 23.5.1978, sag 102/77, Hoffmann-La Roche, Sml. s. 1139, praemis 7). En saadan risiko kan opstaa som foelge af, at der anvendes samme maerke for andre produkter end dem, for hvilke der er erhvervet en varemaerkeret (ved registrering eller paa anden maade), naar der er en tilstraekkelig taet forbindelse mellem de paagaeldende produkter til, at forbrugerne, naar de ser, at produkterne er forsynet med samme maerke, maa konkludere, at produkterne hidroerer fra samme virksomhed. Spoergsmaalet, om der er lighed mellem produkterne, indgaar saaledes i begrebet risiko for forveksling og skal vurderes ud fra formaalet med varemaerkeretten.

17 Kommissionen har i sit indlaeg advaret mod den meget vide fortolkning af begreberne forvekslingsrisiko og lighed mellem produkterne, som de tyske domstole haevdes at anlaegge. Den vil ifoelge Kommissionen kunne foere til begraensninger i de frie varebevaegelser, som ikke er omfattet af EOEF-traktatens artikel 36.

18 For saa vidt angaar perioden forud for ikrafttraedelsen af Raadets foerste direktiv 89/104/EOEF af 21. december 1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989 L 40, s. 1), som blev udsat til den 31. december 1992 i medfoer af artikel 1 i Raadets beslutning 92/10/EOEF af 19. december 1991 (EFT 1992 L 6, s. 35) ° den for hovedsagen relevante periode ° har Domstolen i sin dom af 30. november 1993 i sagen Deutsche Renault (sag C-317/91, Sml. I, s. 6227) udtalt, at "fastlaeggelsen af kriterierne for, at der foreligger en risiko for forveksling, udgoer en del af de naermere regler om beskyttelse af varemaerker, der ... henhoerer under national lovgivning" (praemis 31), og at "faellesskabsretten ikke goer det noedvendigt at fortolke begrebet forvekslingsrisiko snaevert" (praemis 32).

19 Som fastslaaet i samme dom er anvendelsen af national ret imidlertid underlagt begraensningerne i traktatens artikel 36, andet punktum. Der maa altsaa hverken ske vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne. Der er f.eks. tale om en saadan skjult begraensning, hvis den nationale ret vurderer ligheden mellem produkterne paa et vilkaarligt grundlag. Saafremt anvendelsen af den nationale lovgivning, for saa vidt angaar spoergsmaalet om ligheden mellem produkterne, foerer til en vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen, er det under alle omstaendigheder udelukket, at importhindringen kan vaere berettiget i henhold til artikel 36. Desuden gaelder, at hvis den kompetente nationale ret i den sidste ende maatte naa frem til, at der ikke er lighed mellem de omhandlede varer, vil ingen som helst importhindring kunne vaere berettiget i henhold til artikel 36.

20 Med de anfoerte forbehold tilkommer det den forelaeggende ret at afgoere, om der er lighed mellem de omhandlede produkter. Da der er tale om et spoergsmaal om fastlaeggelse af faktiske omstaendigheder, som kun den nationale ret har direkte kendskab til, og som derfor for saa vidt falder uden for Domstolens kompetence i henhold til artikel 177, kan Domstolen kun laegge til grund, at der er risiko for forveksling. Problemstillingen er saaledes den samme, som hvis de produkter, for hvilke varemaerket er overdraget, og de produkter, der er omfattet af registreringen i Tyskland, havde vaeret identiske.

Nationale varemaerkerettigheders territoriale natur og uafhaengighed

21 Da der er tale om en situation, hvor varemaerket kun blev overdraget for et enkelt lands vedkommende, og da spoergsmaalet er, om det resultat, Domstolen naaede frem til i Hag II-dommen i relation til en opdeling af et varemaerke som foelge af en beslaglaeggelse, ogsaa gaelder i tilfaelde af en aftalebaseret opdeling, skal det indledningsvis bemaerkes, at nationale varemaerkerettigheder ° som anfoert af Det Forenede Kongerige ° ikke blot er territorialt begraensede, men ogsaa indbyrdes uafhaengige.

22 Nationale varemaerkerettigheder er for det foerste territorialt begraensede. Princippet om territorial begraensning, som er anerkendt i internationale traktater, indebaerer, at betingelserne for beskyttelsen af et varemaerke fastlaegges i henhold til lovgivningen i det land, hvor der er ansoegt om en saadan beskyttelse. Der kan i oevrigt i national ret kun fastsaettes sanktioner i anledning af handlinger foretaget paa det paagaeldende lands omraade.

23 Ved at tillade visse importbegraensninger begrundet i hensynet til beskyttelse af intellektuel ejendomsret forudsaetter EOEF-traktatens artikel 36 selv, at det som udgangspunkt er lovgivningen i importlandet, der finder anvendelse paa handlinger vedroerende det indfoerte produkt, der er foretaget paa dette lands omraade. En importbegraensning, der har hjemmel i denne lovgivning, undgaar naturligvis kun at blive ramt af forbuddet i artikel 30, hvis den er omfattet af artikel 36.

24 Nationale varemaerkerettigheder er endvidere indbyrdes uafhaengige.

25 Princippet om varemaerkers uafhaengighed er kommet til udtryk i artikel 6, stk. 3, i Pariserkonventionen af 20. marts 1883 til beskyttelse af industriel ejendomsret, senest revideret den 14. juli 1967 i Stockholm (jf. Udenrigsministeriets bekendtgoerelse nr. 97 af 13.10.1970, Lovtidende C), hvorefter "et varemaerke, som paa foreskreven maade er registreret i et unionsland, skal betragtes som uafhaengigt af maerker, der er registreret i de andre unionslande ...".

26 Princippet har foert til, at det anerkendes, at varemaerkeretten kan overdrages i ét land uden samtidig at blive overdraget af indehaveren i andre lande.

27 Muligheden for uafhaengige overdragelser foelger for det foerste forudsaetningsvis af artikel 6 d i Pariserkonventionen.

28 Visse nationale lovgivninger tillader, at varemaerket overdrages uden samtidig overdragelse af virksomheden, mens andre fortsat kraever, at der samtidig med overdragelsen af maerket skal ske en overdragelse af virksomheden. I visse lande blev kravet om samtidig overdragelse af virksomheden endog fortolket saaledes, at der skulle ske overdragelse af hele virksomheden, selv om visse dele af denne laa i andre lande end det, som overdragelsen skulle vedroere. En overdragelse af maerket i ét land medfoerte saaledes naesten noedvendigvis en overdragelse af maerket i andre lande.

29 Det er derfor i konventionens artikel 6 d bestemt, at "naar gyldigheden af overdragelsen af et varemaerke ifoelge lovgivningen i et unionsland er betinget af, at den sker samtidig med overdragelsen af den virksomhed eller forretning, hvortil maerket hoerer, skal det vaere tilstraekkeligt til gyldig overdragelse, at der til erhververen overdrages den del af virksomheden eller forretningen, som findes i dette land, tillige med eneretten til dér at fabrikere eller saelge varer med det paagaeldende maerke".

30 Idet den saaledes goer det lettere at overdrage et maerke i ét land, uden at maerket samtidig overdrages i et andet land, forudsaetter konventionens artikel 6 d, at saadanne uafhaengige overdragelser kan finde sted.

31 Princippet om varemaerkers uafhaengighed er endvidere udtrykkeligt nedfaeldet i artikel 9 ter, stk. 2, i Madrid-arrangementet af 14. april 1891 om international registrering af varemaerker, senest revideret i Stockholm i 1967 (United Nations Treaty Series, bind 828, nr. 11852, s. 389), hvori det hedder: "Det Internationale Bureau registrerer ogsaa overdragelser af internationale varemaerker, der kun vedroerer ét eller enkelte af de kontraherende lande" (o.a.: Domstolens oversaettelse).

32 Regler, hvorefter flere landes omraade i varemaerkeretlig henseende skal betragtes som ét omraade, saasom Benelux-landenes faelles lov om varemaerker (trykt som bilag til Benelux-konventionen om varemaerker, Bulletin Benelux 1962-2, s. 57, protokol af 10.11.1983, Bulletin Benelux af 15.12.1983, s. 72) eller Raadets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemaerker (EFT 1994 L 11, s. 1), foreskriver ganske vist, at en overdragelse af et varemaerke, som kun gennemfoeres i en del af det omraade, reglerne gaelder for, er ugyldig (jf. nedenfor, praemis 53 og 54). Saadanne regler goer det imidlertid lige saa lidt som de nationale lovgivninger til en betingelse for gyldigheden af en overdragelse af et varemaerke paa det omraade, reglerne gaelder for, at der samtidig sker overdragelse af varemaerket for tredjestaters omraade.

Retspraksis vedroerende artikel 30 og 36, varemaerkeretten og parallelimport

33 Domstolen har i fast praksis under henvisning til traktatens artikel 36, andet punktum, udtalt foelgende:

Selv om artikel 36 hjemler en undtagelse fra et af faellesmarkedets grundlaeggende principper, tillader den kun afvigelser fra princippet om frie varebevaegelser i det omfang, de er begrundet i hensynet til beskyttelsen af de rettigheder, der udgoer denne ejendomsrets saerlige genstand.

Inden for varemaerkeomraadet er den kommercielle ejendomsrets saerlige genstand navnlig at sikre indehaveren eneret til at udnytte maerket med henblik paa den foerste afsaetning af et produkt og saaledes beskytte ham mod de konkurrenter, som maatte oenske at misbruge maerkets stilling og omdoemme ved at saelge produkter, der ulovligt er forsynet med dette maerke.

En hindring for varernes frie bevaegelighed kan foelge af regler i en national lovgivning vedroerende industriel og kommerciel ejendomsret, som bestemmer, at indehaverens varemaerkeret ikke udtoemmes ved markedsfoeringen af et produkt i en anden medlemsstat under dette maerke, saaledes at indehaveren kan modsaette sig import til sit eget land af det produkt, der er bragt i omsaetning i en anden stat.

En saadan hindring er ikke berettiget, naar produktet lovligt er blevet afsat paa markedet i den medlemsstat, hvorfra det er importeret, af indehaveren selv eller med hans samtykke, saaledes at der ikke kan opstaa spoergsmaal om misbrug eller efterligning af maerket.

Dersom nemlig maerkeindehaveren kunne forbyde import af beskyttede produkter, bragt i omsaetning i en anden medlemsstat af ham selv eller med hans samtykke, ville han have mulighed for at opdele de nationale markeder og saaledes foretage en restriktion af handelen mellem medlemsstaterne, selv om en saadan restriktion ikke er noedvendig for at sikre ham det vaesentlige i de enerettigheder, som maerket giver (jf. dom af 31.10.1974, sag 16/74, Winthrop, Sml. s. 1183, praemis 7-11).

34 Det er saaledes i strid med artikel 30 og 36 at anvende en national lov, som giver varemaerkeindehaveren i importlandet ret til at modsaette sig salg af produkter, som er bragt i omsaetning i eksportlandet af ham selv eller med hans samtykke. Dette saakaldte konsumptionsprincip gaelder, saafremt maerkeindehaveren i importlandet og maerkeindehaveren i eksportlandet er den samme, eller hvis de ° selv om der er tale om forskellige personer ° staar i oekonomisk forbindelse med hinanden. Herunder falder en raekke situationer: Produkterne kan vaere bragt i omsaetning af samme virksomhed, en licenshaver, et moderselskab, et datterselskab under samme koncern eller en eneretsindehaver.

35 Der har i medlemsstaternes retspraksis og i EF-Domstolens praksis foreligget adskillige tilfaelde, hvor varemaerket var overdraget til et datterselskab eller til en eneretsindehaver med henblik paa at goere det muligt for de paagaeldende virksomheder at beskytte deres nationale markeder mod parallelimport, idet parterne udnyttede, at konsumptionsprincippet i visse lande blev fortolket indskraenkende.

36 Artikel 30 og 36 er til hinder for en saadan anvendelse af varemaerkeretten, for de medfoerer, at nationale love, der goer det muligt for rettighedsindehaveren at modsaette sig import, skal lades ude af betragtning.

37 I de ovenfor beskrevne situationer (jf. praemis 34) bringes varemaerkets funktion paa ingen maade i fare af den frie adgang til import. Som fastslaaet i Hag II-dommen er betingelsen for, at et varemaerke kan have sin funktion, at maerket for ethvert produkt, der er forsynet med det, udgoer en garanti for, at produktet er blevet fremstillet under kontrol af én bestemt virksomhed, der er ansvarlig for produktets kvalitet (praemis 13). I alle de ovenfor omtalte tilfaelde udoeves kontrollen fra ét og samme sted, nemlig koncernen for saa vidt angaar produkter bragt i omsaetning af et datterselskab, producenten for saa vidt angaar produkter, der saelges af en eneretsindehaver, og licensgiveren for saa vidt angaar produkter, der saelges af en licenshaver. I licenssituationen har licensgiveren mulighed for at kontrollere kvaliteten af licenshaverens produkter ved at indsaette klausuler i kontrakten, som forpligter licenshaveren til at foelge licensgiverens instrukser og giver sidstnaevnte adgang til at sikre sig, at dette sker. Den oprindelse, som varemaerket skal garantere, er den samme: Den defineres ikke af producenten, men af det center, hvorfra produktionen styres (jf. motiverne til Benelux-konventionen og den faelles lov, Bulletin Benelux, 1962-2, s. 36).

38 Det skal endvidere understreges, at det afgoerende element er muligheden for en kontrol af produkternes kvalitet og ikke den faktiske udoevelse af denne kontrol. Derfor skal en national lov, som goer det muligt for licensgiveren at modsaette sig en import af licenshaverens produkter under henvisning til deres daarlige kvalitet, lades ude af betragtning som stridende mod artikel 30 og 36. Hvis licensgiveren accepterer, at der fremstilles produkter af daarlig kvalitet, selv om han i henhold til kontrakten kan forhindre dette, maa han paatage sig ansvaret herfor. Hvis fremstillingen af produkterne er decentraliseret inden for samme koncern, og datterselskaberne i de enkelte medlemsstater fremstiller produkter, hvis kvalitet er tilpasset de saerlige forhold paa hvert enkelt nationalt marked, er en national lov, som tillader, at et selskab under koncernen under henvisning til disse kvalitetsforskelle modsaetter sig, at der paa dets omraade saelges produkter fremstillet af et soesterselskab, ogsaa i strid med artikel 30 og 36. Koncernen maa i henhold til disse bestemmelser affinde sig med foelgerne af det valg, den traeffer.

39 Artikel 30 og 36 er saaledes til hinder for anvendelse af nationale lovgivninger, der tillader, at varemaerkeretten bruges til at hindre de frie varebevaegelser med hensyn til et produkt, som er forsynet med et maerke, hvis benyttelse kontrolleres af én enhed.

Den situation, at varemaerket ikke laengere er undergivet én enheds kontrol som foelge af, at maerket er blevet overdraget, men kun i én eller nogle medlemsstater

40 Det problem, som spoergsmaalet fra Oberlandesgericht Duesseldorf rejser, er, om de samme principper gaelder, saafremt varemaerket er blevet overdraget, men kun i én eller nogle medlemsstater, til en virksomhed, som ikke har nogen oekonomisk forbindelse med overdrageren, og denne modsaetter sig, at erhververen saelger produkter under det paagaeldende maerke i det land, hvor overdrageren fortsat er indehaver af varemaerket.

41 Der maa sondres skarpt mellem denne situation og det tilfaelde, at de indfoerte produkter hidroerer fra en licenshaver eller et datterselskab, som retten til varemaerket er blevet overfoert til i eksportlandet. Overdragelsesaftalen giver nemlig ikke i sig selv ° dvs. naar der ikke er nogen oekonomisk forbindelse mellem parterne ° overdrageren mulighed for at kontrollere kvaliteten af de produkter, erhververen saelger under det paagaeldende maerke.

42 Kommissionen har anfoert, at American Standard-koncernen ved i Frankrig at overdrage varemaerket "Ideal Standard" for varmeanlaeg til et selskab uden for koncernen stiltiende gav samtykke til, at dette selskab bragte varmeanlaeg i omsaetning i Frankrig under det paagaeldende maerke. Eftersom der foreligger et stiltiende samtykke, kan der ikke nedlaegges forbud mod salg af varmeanlaeg under det overdragede varemaerke i Tyskland.

43 Denne argumentation kan ikke tiltraedes. Det samtykke, som ligger i enhver overdragelse, er ikke det, der kraeves, for at konsumptionsprincippet finder anvendelse. Dette forudsaetter, at rettighedsindehaveren i importlandet ° direkte eller indirekte ° kan bestemme, hvilke produkter der kan forsynes med maerket i eksportlandet, og foere kontrol med disse produkters kvalitet. Han mister imidlertid muligheden herfor, hvis raadigheden over maerket i forbindelse med en overdragelse afstaas til en tredjemand, som ikke har nogen oekonomisk forbindelse med overdrageren.

44 Den loesning, som gaar ud paa at betragte markederne som adskilte, naar et varemaerke i to EF-medlemsstater tilkommer forskellige berettigede, som der ikke er nogen oekonomisk forbindelse imellem, er allerede kendt lovlig af Domstolen i Hag II-dommen. Eftersom den paagaeldende sag drejede sig om et tilfaelde, hvor der ikke laengere kun var én indehaver af varemaerkeretten som foelge af en beslaglaeggelse, er det imidlertid blevet gjort gaeldende, at resultatet ikke behoever at vaere det samme i tilfaelde af en aftalebaseret opdeling.

45 Dette synspunkt kan ikke tiltraedes, da det er i strid med Domstolens argumentation i Hag II-dommen. Domstolen understregede her indledningsvis, at retten til varemaerker er afgoerende inden for rammerne af den ordning med loyal konkurrence, som skal gennemfoeres efter traktaten (praemis 13). Den henviste dernaest til varemaerkets identifikationsfunktion og ° jf. citatet ovenfor i praemis 37 ° til betingelserne for, at maerket kan have denne funktion. Domstolen bemaerkede endvidere, at raekkevidden af den eneret, som er varemaerkets saerlige genstand, skal fastlaegges under hensyntagen til dets funktion (praemis 14). Den understregede, at det afgoerende i det foreliggende tilfaelde var, at indehaveren af varemaerket i importlandet ikke havde givet samtykke til, at den virksomhed, der var indehaver af varemaerket i eksportlandet, forhandlede produkterne i dette land (praemis 15). Domstolen konkluderede paa den baggrund, at en fri adgang til at handle med produkterne ville undergrave varemaerkets afgoerende funktion, idet forbrugerne ikke laengere med sikkerhed ville kunne fastslaa maerkevarens oprindelse, ligesom indehaveren af varemaerket kunne risikere at blive lastet for en daarlig varekvalitet, som den paagaeldende er uden ansvar for (praemis 16).

46 Som det med rette er anfoert af Det Forenede Kongerige og Tyskland og antaget af Landgericht Duesseldorf i foerste instans i hovedsagen, goer disse betragtninger sig gaeldende, hvad enten det varemaerke, som oprindelig tilhoerte én og samme virksomhed, er blevet opdelt ved et offentligt indgreb eller ved en overdragelse i henhold til aftale.

47 IHT har bl.a. gjort gaeldende, at en varemaerkeindehaver, som overdrager maerket i én medlemsstat og beholder det i de andre, maa acceptere konsekvenserne af, at overdragelsen svaekker maerkets identifikationsfunktion. En territorialt begraenset overdragelse er ifoelge selskabet ensbetydende med, at indehaveren frivilligt giver afkald paa at vaere den eneste, der saelger varer af det paagaeldende maerke inden for Faellesskabet.

48 Argumentet kan ikke tiltraedes. Det tager nemlig ikke hensyn til, at varemaerkets funktion ° eftersom varemaerker er territorialt begraensede ° skal fastlaegges i forhold til et bestemt omraade (praemis 18 i Hag II-dommen).

49 IHT har endvidere anfoert, at det franske datterselskab, Ideal-Standard SA, i Frankrig affinder sig med en situation, hvor produkter (saasom varmeanlaeg og sanitetsartikler) med forskellig oprindelse kan saelges under samme maerke i samme land, og at den adfaerd, der udvises af det tyske datterselskab i samme koncern, som modsaetter sig salg af varmeanlaeg under maerket "Ideal Standard" i Tyskland, saaledes har karakter af et misbrug.

50 Dette argument kan heller ikke tiltraedes.

51 For det foerste blev varemaerket kun overdraget i Frankrig. Hvis den paagaeldende argumentation blev fulgt, ville overdragelsen af varemaerket i Frankrig ° som anfoert af den tyske regering ° blive udvidet med en tilladelse til at benytte navnet i Tyskland, selv om aftaler om saadanne overdragelser og licenser i betragtning af nationale varemaerkerettigheders territoriale karakter altid indgaas for et bestemt omraade.

52 Det er endvidere og navnlig af betydning, at fransk ret, som er gaeldende for den i sagen omhandlede overdragelse, tillader overdragelser af varemaerker begraenset til visse produkter, hvilket foerer til, at der i Frankrig kan blive tale om, at ens produkter med forskellig oprindelse saelges under samme maerke, hvorimod tysk ret forbyder overdragelser af varemaerker begraenset til visse produkter med henblik paa at undgaa, at der opstaar en saadan situation. Hvis IHT' s argumentation blev fulgt, ville det foere til, at den loesning, der er valgt i eksportlandet, udvides til at gaelde importlandet, hvis lovgivning forbyder en situation som den naevnte, og det paa trods af de omhandlede rettigheders territoriale karakter.

53 Eftersom en overdragelse til en erhverver, der ikke har nogen forbindelse med overdrageren, foerer til, at der bliver tale om produkter med forskellig oprindelse inden for samme omraade, og at det derfor med henblik paa at beskytte varemaerkets funktion maatte accepteres, at der kan nedlaegges forbud mod eksport af erhververens produkter til overdragerens land og omvendt, er det i de regler, der gaelder faelles for flere lande, bestemt, at overdragelser, der kun foretages i en del af det samlede omraade, rettighederne i henhold til de paagaeldende regler omfatter, er ugyldige. Ved hjaelp af denne begraensning af retten til at disponere over varemaerket sikrer saadanne regler, at indehaveren er den samme i hele det omraade, de finder anvendelse paa, idet de samtidig sikrer produktets frie bevaegelighed.

54 Det er saaledes i Benelux-landenes faelles lov om varemaerker, hvorefter de tre lande skulle behandles som ét omraade i varemaerkeretlig henseende (jf. motiverne, Bulletin Benelux, 1962-2, s. 3 og 4), bestemt, at det efter lovens ikrafttraedelse kun var muligt at erhverve en varemaerkeret for hele Benelux (motiverne, Bulletin Benelux, 1962-2, s. 14). Det blev derfor fastslaaet, at overdragelser af varemaerker, der ikke gaelder for hele Benelux, er ugyldige.

55 Ved forordningen om EF-varemaerker er der ogsaa oprettet en rettighed af enhedskarakter. Med visse undtagelser (jf. herved artikel 106 om forbud mod brug af EF-varemaerker og artikel 107 om aeldre rettigheder, som kun har lokal betydning) har EF-varemaerket "samme retsvirkninger overalt inden for Faellesskabet: Et varemaerke kan kun registreres, overdrages, opgives, erklaeres for bortfaldet eller ugyldigt, og brugen deraf kun forbydes med virkning for hele Faellesskabet" (artikel 1, stk. 2).

56 Til forskel fra Benelux-loven traeder "Faellesskabets varemaerkeregler ... imidlertid ikke i stedet for medlemsstaternes lovgivning om varemaerker" (femte betragtning til forordningen). EF-varemaerket er blot en overbygning paa de nationale rettigheder. Virksomhederne har ikke pligt til at erhverve EF-varemaerker (femte betragtning til forordningen). Desuden kan det forhold, at der findes aeldre nationale rettigheder, vaere til hinder for registrering af et EF-varemaerke. I henhold til artikel 8 i forordningen kan indehaveren af et varemaerke i en enkelt medlemsstat nemlig modsaette sig registrering af et EF-varemaerke til fordel for en person, der er indehaver af nationale rettigheder for de samme eller lignende produkter i alle de andre medlemsstater. Bestemmelsen kan ikke fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at nationale varemaerker kun overdrages i én eller nogle EF-medlemsstater. Forordningen om EF-varemaerker ses saaledes ikke at indebaere, at overdragelser af nationale varemaerker begraenset til visse EF-medlemsstater er ugyldige.

57 En saadan ugyldighedsregel kan ikke indfoeres ad domsvejen. Antages det, at de nationale lovgivninger er foranstaltninger med tilsvarende virkning, der falder ind under artikel 30 og ikke er berettigede i henhold til artikel 36, for saa vidt de i deres nuvaerende udformning i betragtning af de nationale rettigheders uafhaengighed (jf. ovenfor, praemis 25-32) ikke goer det til en gyldighedsbetingelse for overdragelser i de omraader, de gaelder for, at varemaerket samtidig overdrages i de oevrige EF-medlemsstater, er dette ensbetydende med at paalaegge medlemsstaterne en positiv forpligtelse, nemlig en forpligtelse til i deres lovgivninger at indfoere en regel om, at overdragelser af nationale varemaerker, som alene gaelder en del af Faellesskabet, er ugyldige.

58 Det tilkommer faellesskabslovgiver at paalaegge medlemsstaterne en saadan forpligtelse ved at udstede et direktiv i henhold til EOEF-traktatens artikel 100 A, da det med henblik paa det indre markeds oprettelse og funktion er noedvendigt at fjerne de handelshindringer, som foelger af de nationale varemaerkers territoriale karakter, eller selv indfoere reglen direkte i en forordning udstedt i henhold til samme bestemmelse.

59 Endvidere bemaerkes, at saafremt indbyrdes uafhaengige virksomheder foretager overdragelser af varemaerker som foelge af en kartelaftale om at dele markederne, finder forbuddet mod konkurrencebegraensende aftaler i artikel 85 anvendelse, saaledes at de i henhold til kartelaftalen foretagne overdragelser er ugyldige. Som det med rette er anfoert af Det Forenede Kongerige, kan denne regel og den hermed forbundne ugyldighedsvirkning imidlertid ikke anvendes mekanisk paa enhver overdragelse. For at en overdragelse af et varemaerke kan kvalificeres som led i en aftale, der er forbudt i henhold til artikel 85, kraeves der en undersoegelse af omstaendighederne, de underliggende forpligtelser i forbindelse med overdragelsen, parternes hensigt og modydelsen.

60 Spoergsmaalet fra Oberlandesgericht Duesseldorf skal herefter besvares med, at det ikke udgoer en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, der er ulovlig efter EOEF-traktatens artikel 30 og 36, saafremt der over for en virksomhed, der er datterselskab i medlemsstat A af en producent af varmeanlaeg i medlemsstat B, kan kraeves nedlagt forbud mod, at virksomheden som maerke anvender betegnelsen "Ideal Standard", under paaberaabelse af, at der er risiko for forveksling med et maerke, der har faelles oprindelse med betegnelsen, som af producenten i dennes hjemstedsstat lovligt anvendes paa grundlag af et dér beskyttet varemaerke, som producenten har erhvervet ved aftale, og som oprindelig tilhoerte et soesterselskab til den virksomhed, der i medlemsstat A modsaetter sig indfoerslen af varer med betegnelsen "Ideal Standard".

Sagens omkostninger

61 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Oberlandesgericht Duesseldorf ved kendelse af 15. december 1992, for ret:

Det udgoer ikke en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet, der er ulovlig efter EOEF-traktatens artikel 30 og 36, saafremt der over for en virksomhed, der er datterselskab i medlemsstat A af en producent af varmeanlaeg i medlemsstat B, kan kraeves nedlagt forbud mod, at virksomheden som maerke anvender betegnelsen "Ideal Standard", under paaberaabelse af, at der er risiko for forveksling med et maerke, der har faelles oprindelse med betegnelsen, som af producenten i dennes hjemstedsstat lovligt anvendes paa grundlag af et dér beskyttet varemaerke, som producenten har erhvervet ved aftale, og som oprindelig tilhoerte et soesterselskab til den virksomhed, der i medlemsstat A modsaetter sig indfoerslen af varer med betegnelsen "Ideal Standard".