61992J0019

++++

1. Fri bevaegelighed for personer ° arbejdstagere ° etableringsfrihed ° traktatens bestemmelser ° personelt anvendelsesomraade ° en statsborger i en medlemsstat med universitetsdiplom erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium

(EOEF-traktaten, art. 48 og 52)

2. Fri bevaegelighed for personer ° arbejdstagere ° etableringsfrihed ° en medlemsstats regulering, i fravaer af saerlig EF-regulering, af egne statsborgeres anvendelse af benaevnelsen paa en akademisk grad erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium ° lovligt ° betingelser

(EOEF-traktaten, art. 48 og 52)

1. Situationen for en faellesskabsborger, der er indehaver af et universitetsdiplom erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium, der letter adgangen til et erhverv eller i hvert fald udoevelsen af en oekonomisk virksomhed, er omfattet af faellesskabsretten, endog i relation til den paagaeldende statsborgers forhold til den medlemsstat, hvori han er statsborger.

Arbejdskraftens frie bevaegelighed og etableringsretten, som er sikret ved traktatens artikel 48 og 52, er grundlaeggende friheder i Faellesskabets system, som ikke fuldt ud kunne gennemfoeres, saafremt medlemsstaterne kunne undlade at anvende faellesskabsretlige bestemmelser paa de af deres statsborgere, som har udnyttet disse muligheder for bevaegelighed og etablering, og som i kraft heraf har erhvervet faglige kvalifikationer i et andet medlemsland end det land, hvori de er statsborgere.

2. Noedvendigheden af at beskytte en ikke ubetinget sagkyndig offentlighed mod misbrug af akademiske titler, som ikke er meddelt i overensstemmelse med forskrifterne herom i det land, hvor indehaveren vil anvende en saadan titel, udgoer en legitim interesse, der kan retfaerdiggoere, at den paagaeldende medlemsstat begraenser de ved traktaten sikrede grundlaeggende friheder, som en af statens egne borgere har gjort brug af ved at begive sig til en anden medlemsstat for dér at supplere sin uddannelse. Henset hertil, og saa laenge der ikke har fundet nogen harmonisering sted af de gaeldende regler for, hvornaar en person, som har erhvervet et universitetsdiplom efter et postgraduate-studium, kan anvende sin akademiske titel i andre medlemsstater end den, hvori titlen er erhvervet, skal traktatens artikel 48 og 52 fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde en af sine egne statsborgere, som har erhvervet en akademisk grad i en anden medlemsstat paa grundlag af et postgraduate-studium, at anvende benaevnelsen paa denne grad paa sit omraade uden forudgaaende tilladelse hertil fra myndighederne.

Den bevillingsprocedure, ansoegeren skal underkaste sig, maa alene have til formaal at sikre kontrol med, at den akademiske grad, som er erhvervet paa grundlag af et postgraduate-studium, er forskriftsmaessigt tildelt, at proceduren ikke er for vanskelig, og at der ikke kraeves et urimeligt gebyr herfor; ethvert afslag paa tilladelse skal kunne indbringes for domstolene, den paagaeldende skal kunne faa kendskab til begrundelsen for afslag, og de sanktioner, som er fastsat, saafremt bevillingsproceduren ikke overholdes, skal staa i rimeligt forhold til overtraedelsens grovhed.

1 Ved kendelse af 19. december 1991 indgaaet til Domstolen den 24. januar 1992 har Verwaltungsgericht Baden-Wuerttemberg forelagt Domstolen et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen navnlig af EOEF-traktatens artikel 48 for at kunne vurdere, om det er foreneligt med faellesskabsretten, at en medlemsstat i sin lovgivning stiller krav om, at dens egne statsborgere skal indhente forudgaaende tilladelse til at anvende benaevnelsen paa en akademisk grad inden for medlemsstatens eget omraade, som er erhvervet i en anden medlemsstat paa grundlag af et postgraduate-studium.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem den tyske statsborger Dieter Kraus og Land Baden-Wuerttemberg ved Ministeriet for Videnskab og Kunst. Tvisten vedroerer ministeriets afslag paa at anerkende, at det ikke er noedvendigt at indhente den forudgaaende tilladelse, som ellers kraeves efter tysk lov, til at anvende benaevnelsen paa den akademiske grad, som Dieter Kraus havde erhvervet paa et universitet i Det Forenede Kongerige efter et afsluttet postgraduate-studium.

3 Ifoelge den tyske lov af 7. juni 1939 om anvendelse af benaevnelser paa akademiske grader (Reichsgesetzblatt 1939 I, s. 985) kan den, som er indehaver af en akademisk grad fra en hoejere laereanstalt i Forbundsrepublikken Tyskland, anvende sin titel paa tysk omraade uden at indhente forudgaaende tilladelse hertil.

4 Derimod skal tyske statsborgere, som har erhvervet en akademisk titel ved en hoejere laereanstalt i udlandet, indhente tilladelse fra ministeriet i den paagaeldende delstat for at kunne anvende titlen i Forbundsrepublikken Tyskland. Kravet om en individuel tilladelse gaelder ogsaa for udlaendinge, herunder statsborgere fra EF-medlemsstaterne, bortset fra tilfaelde, hvor de opholder sig i Forbundsrepublikken Tyskland i embeds medfoer eller midlertidigt ° for en periode paa ikke over tre maaneder ° og ikke i erhvervsoejemed; i dette tilfaelde er det tilstraekkeligt, at de i henhold til hjemstatens lovgivning er berettiget til at anvende benaevnelsen paa deres akademiske grader i henhold til deres oprindelseslands ret.

5 Den paagaeldende tilladelse kan meddeles generelt med henblik paa akademiske titler ved bestemte udenlandske laereanstalter; de tyske delstater, som har befoejelsen paa omraadet, har kun gjort brug af denne mulighed for saa vidt angaar de titler, som er tildelt af hoejere laereanstalter i Nederlandene og Frankrig.

6 Ansoegning om tilladelse til at anvende en udenlandsk akademisk titel i Forbundsrepublikken Tyskland skal indgives paa en saerlig formular, som skal vedlaegges en raekke bilag. I Land Baden-Wuerttemberg skal ansoegeren desuden erlaegge et forvaltningsgebyr paa 130 DM.

7 I henhold til den tyske straffelov straffes den, der ubefoejet betegner sig med benaevnelsen paa en akademisk grad erhvervet i udlandet.

8 Sagsoegeren studerede retsvidenskab i Forbundsrepublikken Tyskland og bestod i 1986 den foerste juridiske statseksamen. I 1988 erhvervede han ved Edinburgh Universitet den akademiske grad "Master of Laws" ("LL.M."). Efter at han i en periode havde arbejdet som videnskabelig medarbejder ved universitetet i Tuebingen, gennemfoerte han i Land Baden-Wuerttemberg flere afsnit af forberedelsen til den anden juridiske statseksamen.

9 I 1989 indleverede sagsoegeren en kopi af sit eksamensbevis fra Edinburgh Universitet til Ministeriet for Videnskab og Kunst i Land Baden-Wuerttemberg og anmodede om bekraeftelse af, at der herefter ikke bestod nogen yderligere hindring for, at han kunne anvende benaevnelsen paa den saaledes erhvervede grad i Forbundsrepublikken Tyskland.

10 Ministeriet svarede ham, at hans ansoegning alene kunne imoedekommes, saafremt han formelt ansoegte om den tilladelse, som kraeves efter tysk lov, og benyttede formularen hertil, vedlagt en bekraeftet kopi af det paagaeldende eksamensbevis. Dieter Kraus fremsendte herefter en bekraeftet kopi af sit eksamensbevis fra universitetet i Edinburgh, men naegtede at indgive en formel ansoegning om tilladelse med den begrundelse, at kravet om tilladelse til at betegne sig med en akademisk grad, som er erhvervet i en anden medlemsstat, udgjorde en hindring for den frie bevaegelighed for personer og desuden var en forskelsbehandling efter EOEF-traktaten, fordi der ikke kraeves en saadan tilladelse til at betegne sig med en grad fra en hoejere laereanstalt i Forbundsrepublikken Tyskland.

11 Under disse omstaendigheder har sagsoegeren indbragt tvisten for Verwaltungsgericht Stuttgart, som har forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Er det i strid med EOEF-traktatens artikel 48 eller andre af de faellesskabsforskrifter, som kan taenkes at vaere relevante for besvarelsen af det i sagen omtvistede spoergsmaal, naar en af De Europaeiske Faellesskabers medlemsstater inden for sit omraade kraever, at dens egne statsborgere indhenter en forudgaaende statslig tilladelse for at kunne anvende den originale benaevnelse paa en akademisk grad, som er erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium, og som ikke giver adgang til et bestemt erhverv, men kan vaere til gavn for udoevelsen af et erhverv, og naar det er strafbart at anvende benaevnelsen paa den paagaeldende akademiske grad uden forudgaaende tilladelse?"

12 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

13 Det fremgaar af de til Domstolen fremsendte sagsakter, at den nationale ret i det vaesentlige oensker oplyst, om EOEF-traktatens artikel 48 og 52 skal fortolkes saaledes, at de afskaerer en medlemsstat fra at forbyde en af sine egne statsborgere, som har erhvervet en akademisk grad fra en anden medlemsstat paa grundlag af et postgraduate-studium, at anvende sin titel paa den paagaeldende medlemsstats omraade uden at have opnaaet forudgaaende tilladelse hertil fra myndighederne.

14 Med henblik paa besvarelsen af spoergsmaalet skal det foerst undersoeges, om faellesskabsretten finder anvendelse i en saadan situation.

15 Herved maa det fremhaeves, at selv om traktatens bestemmelser om fri bevaegelighed for personer ikke kan anvendes paa rent interne forhold i en medlemsstat, har Domstolen allerede fastslaaet (jf. dom af 7.2.1979, sag 115/78, Knoors, Sml. s. 399, praemis 24, og af 3.10.1990, sag C-61/89, Bouchoucha, Sml. I, s. 3551, praemis 13,), at EOEF-traktatens artikel 52 ikke kan fortolkes saaledes, at faellesskabsretten ikke skulle gaelde for en bestemt medlemsstats egne statsborgere, naar disse ° i kraft af, at de lovligt har haft bopael paa en anden medlemsstats omraade og dér har erhvervet de af de faellesskabsretlige bestemmelser anerkendte faglige kvalifikationer ° i forhold til deres oprindelige medlemsstat befinder sig i en situation, som kan sammenlignes med situationen for alle andre retssubjekter, som er omfattet af de ved traktaten sikrede rettigheder og friheder.

16 Disse overvejelser maa ogsaa gaelde for EOEF-traktatens artikel 48. Domstolen udtalte saaledes i Knoors-dommen (praemis 20), at arbejdskraftens frie bevaegelighed og etableringsretten, som er sikret ved traktatens artikel 48 og 52, er grundlaeggende friheder i Faellesskabets system, som ikke fuldt ud ville kunne gennemfoeres, saafremt medlemsstaterne kunne undlade at anvende faellesskabsretlige bestemmelser paa de af deres statsborgere, som har udnyttet disse muligheder for bevaegelighed og etablering, og som i kraft heraf har erhvervet faglige kvalifikationer i et andet medlemsland end det land, hvori de er statsborgere.

17 Samme betragtning gaelder ogsaa i tilfaelde, hvor en statsborger fra én medlemsstat i en anden medlemsstat har erhvervet en akademisk kvalifikation, som udvider hans grunduddannelse, og som han vil paaberaabe sig efter sin tilbagekomst til sit hjemland.

18 Selv om en akademisk postgraduate-titel nemlig normalt ikke er en betingelse for adgang til et erhverv som loenmodtager eller som selvstaendig, er besiddelsen af den dog en fordel for den, der har ret til at anvende den, saavel for adgangen til et saadant erhverv som for erhvervsmaessig fremgang.

19 For saa vidt som et eksamensbevis fra et universitet af den i hovedsagen angivne art attesterer, at indehaveren besidder en ekstra erhvervsmaessig kvalifikation og dermed bekraefter, at dens indehaver er kvalificeret til en bestemt stilling, ligesom beviset eventuelt bekraefter, at indehaveren behersker det lands sprog, i hvilket hans titel blev tildelt, kan beviset lette adgangen til et erhverv, idet det forbedrer sin indehavers muligheder for at blive ansat i forhold til ansoegere, som ikke kan paaberaabe sig nogen kvalifikation, som supplerer den til besaettelse af den paagaeldende stilling fordrede grunduddannelse.

20 I visse tilfaelde kan besiddelsen af et universitetsdiplom erhvervet paa grundlag af et postgraduate-studium i en anden stat endda vaere en betingelse for adgangen til visse erhverv, naar disse kraever saerlige kundskaber som dem, der attesteres ved det paagaeldende diplom. Det kan f.eks. vaere tilfaeldet med et efter et postgraduate-studium erhvervet retsvidenskabeligt diplom, som fordres for adgangen til en akademisk loebebane inden for international ret eller komparativ ret.

21 Desuden kan indehaveren af et diplom af den art, som omhandles i hovedsagen, befinde sig i en fordelagtig stilling under udoevelsen at sit erhverv, for saa vidt besiddelsen af diplomet kan sikre sin indehaver et stoerre vederlag og et hurtigere avancement i sin karriere eller skaffe ham adgang til saerlige stillinger, der er forbeholdt personer med saerligt hoeje kvalifikationer.

22 Ligeledes lettes etableringen som selvstaendig og i hvert fald udoevelsen af en tilsvarende erhvervsmaessig beskaeftigelse ved muligheden for at kunne henvise til titler erhvervet i udlandet, som supplerer de indenlandske diplomer, der giver adgang til erhvervet.

23 Det foelger af det foregaaende, at situationen for en faellesskabsborger, der er indehaver af et universitetsdiplom erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium, der letter adgangen til et erhverv eller i hvert fald udoevelsen af en oekonomisk virksomhed, er omfattet af faellesskabsretten, endog i relation til den paagaeldende statsborgers forhold til den medlemsstat, hvori han er statsborger.

24 Det maa dog konstateres, at selv om det spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, saaledes maa besvares paa grundlag af traktaten, omfattes det ikke paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin af nogen speciel regulering.

25 Raadets direktiv 89/48/EOEF af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed omhandler nemlig ikke en akademisk grad af den ved den forelaeggende ret omtvistede karakter, idet den blev erhvervet efter kun ét studieaar.

26 Til gengaeld udvider Raadets direktiv 92/51/EOEF af 18. juni 1992 om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EOEF (EFT L 209, s. 25) anerkendelsesreglerne til diplomer, som afslutter et mindst étaarigt uddannelsesforloeb. Dette direktiv er dog vedtaget efter de begivenheder, som ligger til grund for hovedsagen, og fristen for dets gennemfoerelse i national ret er endnu ikke udloebet.

27 Saa laenge der ikke har fundet nogen harmonisering sted af de gaeldende regler for, hvornaar en person, som har erhvervet et universitetsdiplom efter et postgraduate-studium, kan anvende sin akademiske titel i andre medlemsstater end den, hvori titlen er erhvervet, bevarer medlemsstaterne principielt kompetencen til at fastsaette betingelserne for at anvende titlen paa deres eget omraade.

28 Paa dette punkt maa det dog fremhaeves, at faellesskabsretten saetter graenser for medlemsstaternes udoevelse af denne befoejelse, for saa vidt som de herom udstedte nationale retsforskrifter ikke maa udgoere nogen hindring for den faktiske udoevelse af de ved artikel 48 og 52 tilsikrede grundlaeggende friheder (jf. saaledes dom af 15.10.1987, sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, praemis 11).

29 Domstolen har fastslaaet (jf. bl.a. dom af 7.7.1976, sag 118/74, Watson og Belman, Sml. s. 185, praemis 16, ovennaevnte Heylens-dom, praemis 8, dom af 7.7.1992, sag C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265, praemis 15), at traktatens artikel 48 og 52 er udtryk for et grundlaeggende princip, som er fastslaaet i traktatens artikel 3, litra c), hvori det hedder, at Faellesskabets virke med de i artikel 2 naevnte maal for oeje skal indebaere fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for personer mellem medlemsstaterne.

30 Naar artikel 48 og 52 fastslaar, at arbejdskraftens frie bevaegelighed og etableringsfriheden skal virkeliggoeres inden overgangsperiodens udloeb, opstiller de en klart beskrevet pligt til at tilvejebringe et bestemt resultat, hvis gennemfoerelse nok skal lettes, men ikke betinges af gennemfoerelsen af faellesskabsretlige bestemmelser. Den omstaendighed, at saadanne foranstaltninger endnu ikke er truffet, berettiger ikke en medlemsstat til at naegte en person, som hoerer under faellesskabsretten, den faktiske udoevelse af de ved traktaten tilsikrede friheder.

31 Desuden har medlemsstaterne i henhold til traktatens artikel 5 pligt til at traeffe alle de almindelige og saerlige foranstaltninger, der er egnede til at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, som foelger af traktaten, og at afholde sig fra at traeffe foranstaltninger, der er egnede til at bringe virkeliggoerelsen af traktatens maalsaetning i fare.

32 Artikel 48 og 52 er derfor til hinder for enhver form for nationale regler om betingelserne for at betegne sig med en i en anden medlemsstat erhvervet supplerende akademisk grad, som ganske vist finder anvendelse uden forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, men kan goere det vanskeligere eller mindre attraktivt for faellesskabsborgerne, herunder statsborgerne i den medlemsstat, der har udstedt reglerne, at udoeve de i EOEF-traktaten sikrede grundlaeggende friheder. Det modsatte vil kun vaere tilfaeldet, saafremt der med reglerne forfoelges et legitimt maal, der er foreneligt med EOEF-traktaten og begrundet i tvingende almene hensyn (jf. dom af 28.4.1977, sag 71/75, Thieffry, Sml. s. 765, praemis 12 og 15). Desuden skal anvendelsen af de omhandlede nationale regler i et saadant tilfaelde kunne sikre, at det med reglerne forfulgte maal naas, og den maa ikke gaa ud over, hvad der er noedvendigt med henblik paa at naa det paagaeldende maal (jf. dom af 20.5.1992, sag C-106/91, Ramrath, Sml. I, s. 3351, praemis 29 og 30).

33 I den henseende skal det foerst fastslaas, saaledes som Land Baden-Wuerttemberg har fremhaevet i sine indlaeg, at en national lovgivning som den, der beskrives af den nationale ret, har til formaal at beskytte offentligheden mod vildledende anvendelse af akademiske titler, som er erhvervet uden for den paagaeldende medlemsstats omraade.

34 Dernaest maa det fastslaas, at faellesskabsretten ikke ° saa laenge harmonisering ikke er sket ° forbyder en medlemsstat at traeffe forholdsregler for at hindre, at de ved traktaten indroemmede muligheder anvendes paa en maade, der indebaerer misbrug, og som vil stride mod denne stats legitime interesser (jf. ovennaevnte Knoors-dom, praemis 25).

35 Noedvendigheden af at beskytte en ikke ubetinget sagkyndig offentlighed mod misbrug af akademiske titler, som ikke er meddelt i overensstemmelse med forskrifterne herom i det land, hvor indehaveren vil anvende en saadan titel, udgoer en legitim interesse, som kan retfaerdiggoere, at den paagaeldende medlemsstat begraenser de ved traktaten sikrede grundlaeggende friheder.

36 Det er derfor ikke i sig selv uforeneligt med tvingende krav i faellesskabsretten, at en medlemsstat fastsaetter en procedure for meddelelse af administrativ tilladelse til at anvende en akademisk titel, som er erhvervet i en anden medlemsstat efter et postgraduate-studium, og foreskriver straf, saafremt proceduren ikke overholdes.

37 En saadan national regulering maa dog opfylde visse betingelser for at respektere faellesskabsrettens krav om overholdelse af proportionalitetsprincippet.

38 Saaledes maa bevillingsproceduren foerst kun have til formaal at efterproeve, om den i en anden medlemsstat, efter et postgraduate-studium erhvervede akademiske titel er meddelt forskriftsmaessigt af en hertil kompetent hoejere laereanstalt efter et faktisk gennemfoert studium.

39 Dernaest maa bevillingsproceduren vaere let tilgaengelig for alle ansoegere, og den maa navnlig ikke vaere afhaengig af betaling af urimeligt hoeje forvaltningsgebyrer.

40 Herudover skal den efterproevelse af den akademiske titel, som naevnes i praemis 38 i naervaerende dom, foretages af de nationale myndigheder efter en procedure, som er i overensstemmelse med faellesskabsrettens krav med hensyn til den effektive beskyttelse af de grundrettigheder, som ved traktaten er tillagt statsborgerne i Faellesskabet. Heraf foelger, at enhver afgoerelse, hvorved den kompetente myndighed afslaar en tilladelse, skal kunne indbringes for domstolene med henblik paa proevelse af dens lovlighed efter faellesskabsretten, og at vedkommende skal kunne faa kendskab til afgoerelsens begrundelse (se foernaevnte dom i sagen Heylens m.fl., praemis 14-17, og dom af 7.5.1991, sag C-340/89, Vlassopoulou, Sml. I, s. 2357, praemis 22).

41 Endelig bemaerkes, at selv om det tilkommer de nationale myndigheder at straffe tilsidesaettelse af bevillingsproceduren, maa saadanne sanktioner ikke overskride graensen for, hvad der maa bedoemmes som rimeligt i forhold til den begaaede overtraedelse. I denne henseende paahviler det den nationale dommer at skoenne, om de sanktioner, som er hjemlet i den paagaeldende medlemsstats lov, ikke er saa strenge, at de udgoer en hindring for de i traktaten garanterede friheder (se dom af 14.7.1977, sag 8/77, Sagulo, Sml. s. 1495, praemis 12 og 13).

42 Under hensyn til de foregaaende betragtninger maa den nationale rets spoergsmaal besvares med, at traktatens artikel 48 og 52 skal fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde en af sine egne statsborgere, som har erhvervet en akademisk grad i en anden medlemsstat paa grundlag af et postgraduate-studium, at anvende benaevnelsen paa denne grad paa sit omraade uden forudgaaende tilladelse hertil fra myndighederne. Betingelserne herfor er dog, at bevillingsproceduren alene har til formaal at sikre kontrol med, at den akademiske grad, som er erhvervet paa grundlag af et postgraduate-studium, er forskriftsmaessigt tildelt, at proceduren ikke er for vanskelig, og at der ikke kraeves et urimeligt gebyr herfor, at ethvert afslag paa tilladelse kan indbringes for domstolene, at den paagaeldende faar kendskab til begrundelsen for afslaget, og at de sanktioner, som er fastsat, saafremt bevillingsproceduren ikke overholdes, staar i rimeligt forhold til overtraedelsens grovhed.

Sagens omkostninger

43 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Verwaltungsgericht Stuttgart ved kendelse af 19. december 1991, for ret:

Traktatens artikel 48 og 52 skal fortolkes saaledes, at de ikke afskaerer en medlemsstat fra at forbyde en af sine egne statsborgere, som har erhvervet en akademisk grad i en anden medlemsstat paa grundlag af et postgraduate-studium, at anvende benaevnelsen paa denne grad paa sit omraade uden forudgaaende tilladelse hertil fra myndighederne. Betingelserne herfor er dog, at bevillingsproceduren alene har til formaal at sikre kontrol med, at den akademiske grad, som er erhvervet paa grundlag af et postgraduate-studium, er forskriftsmaessigt tildelt, at proceduren ikke er for vanskelig, og at der ikke kraeves et urimeligt gebyr herfor, at ethvert afslag paa tilladelse kan indbringes for domstolene, at den paagaeldende faar kendskab til begrundelsen for afslaget, og at de sanktioner, som er fastsat, saafremt bevillingsproceduren ikke overholdes, staar i rimeligt forhold til overtraedelsens grovhed.