61988J0303

++++

1. Statsstoette - begreb - stoette ydet gennem et af staten kontrolleret organ - omfattet

(EOEF-Traktaten, art. 92, stk. 1)

2. Statsstoette - begreb - finansielle tilskud fra en medlemsstat til en virksomhed - kriterium for bedoemmelsen - dispositionens rimelighed for en privat investor, der disponerer paa mellem eller langt sigt

(EOEF-Traktaten, art. 92, stk. 1)

3. Statsstoette - paavirkning af samhandelen mellem medlemsstater - indgreb i konkurrencen - stoette til en virksomhed med aktiviteter begraenset til hjemmemarkedet - stoette af ringe betydning i en branche praeget af skarp konkurrence

(EOEF-Traktaten, art. 92, stk. 1)

4. Statsstoette - forbud - undtagelser - stoette, der kan anses for forenelig med faellesmarkedet - bedoemmelse ud fra situationen i Faellesskabet - Kommissionens skoen

(EOEF-Traktaten, art. 92, stk. 3)

5. Statsstoette - stoette ydet i strid med procedurebestemmelserne i Traktatens artikel 93 - berettiget forventning hos den medlemsstat, der yder stoetten - kan ikke goeres gaeldende

(EOEF-Traktaten, art. 92 og 93)

6. Statsstoette - stoetteprojekter - manglende underretning - stoetteudbetaling foer Kommissionens endelige stillingtagen - Kommissionens paabudsbefoejelse - undladelse af at efterkomme et paabud - foelger

(EOEF-Traktaten, art. 93, stk. 2 og 3)

7. Statsstoette - kommissionsbeslutning, hvori det konstateres, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet - vanskeligheder ved gennemfoerelsen heraf - Kommissionens og vedkommende medlemsstats pligt til at samarbejde med henblik paa at finde frem til en loesning, der er i overensstemmelse med Traktaten

(EOEF-Traktaten, art. 5 og art. 93, stk. 2, foerste afsnit)

1. Ved afgoerelsen af, om en stoette kan anses for statsstoette efter betydningen i Traktatens artikel 92, stk. 1, er det ufornoedent at sondre mellem tilfaelde, hvor stoetten ydes direkte af staten, og tilfaelde hvor stoetten ydes af offentlige eller private organer, som staten opretter eller udpeger med henblik paa at administrere stoetten.

2. Kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed paa vilkaar, der svarer til normale markedsvilkaar, kan ikke anses for statsstoette.

Saadanne normale markedsvilkaar maa anses at vaere opfyldt ved en privat kapitalindskyders fremskaffelse af den noedvendige kapital for at sikre, at en virksomhed, der er kommet i forbigaaende vanskeligheder, kan overleve, naar den eventuelt efter omstrukturering paa ny kan blive rentabel eller ved et moderselskabs indskud i et begraenset tidsrum til daekning af et datterselskabs tab, hvorved datterselskabet bliver i stand til at standse driften paa de bedst mulige betingelser. Dispositioner af denne art kan vaere begrundet ikke blot i muligheden for herved at opnaa en indirekte oekonomisk gevinst, men ogsaa i andre overvejelser, f.eks. oensket om at bevare en koncerns image eller omlaegge dens virksomhed.

Naar derimod en offentlig investors kapitalindskud foretages uden skelen overhovedet til selv langsigtede rentabilitetsmuligheder, maa der antages at vaere tale om stoette efter betydningen i Traktatens artikel 92.

3. En stoette til en virksomhed kan vaere af en saadan art, at den beroerer samhandelen mellem medlemsstater og fordrejer konkurrencen, endog selv om denne virksomhed konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater uden selv at deltage i udfoerslerne. For naar en medlemsstat yder stoette til en virksomhed, kan den indenlandske produktion derved blive opretholdt eller foroeget med den konsekvens, at chancerne for virksomheder, der er etableret i de oevrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver maerkbart formindskede. I oevrigt kan selv en relativt beskeden stoette paavirke samhandelen mellem medlemsstater, naar der er en skarp konkurrence i vedkommende sektor.

4. Kommissionen har ved anvendelsen af Traktatens artikel 92, stk. 3, et vidt skoen, bl.a. hvad angaar de oekonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning paa faellesskabsplan.

5. Naar en medlemsstat, der yder stoette, ikke opfylder sin forpligtelse til at give underretning efter Traktatens artikel 93, stk. 3, og ikke efterfoelgende giver Kommissionen de herom oenskede oplysninger, er den selv ansvarlig for en forlaengelse af den administrative procedure og kan altsaa ikke under henvisning til denne procedures varighed paaberaabe sig sin berettigede forventning om, at den omhandlede stoette er forenelig med faellesmarkedet. Kunne den det, ville nemlig bestemmelserne i Traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd eller mangel paa omhu kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser.

6. Kommissionen har, naar den konstaterer, at en stoette er blevet indfoert, uden at den har modtaget underretning herom, en befoejelse til at give et paalaeg. Den kan, efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger, ved en midlertidig beslutning, indtil resultatet af undersoegelsen af stoetteforanstaltningen foreligger, paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

Naar vedkommende medlemsstat fuldt ud efterkommer Kommissionens paalaeg, er Kommissionen forpligtet til at undersoege, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet og derved foelge den i Traktatens artikel 93, stk. 2 og 3, fastlagte procedure. Undlader medlemsstaten trods Kommissionens paalaeg at give de oenskede oplysninger, er Kommissionen befoejet til at afslutte proceduren og vedtage den beslutning, hvori det konstateres, at stoetteforanstaltningen paa grundlag af de oplysninger, den raader over, er forenelig eller uforenelig med faellesmarkedet.

Undlader medlemsstaten trods Kommissionens paalaeg at suspendere udbetalingen af stoetten, kan Kommissionen samtidig med at fortsaette undersoegelsen af stoetteforanstaltningens indhold direkte anlaegge sag ved Domstolen for at faa dom for den overtraedelse af Traktaten, der hermed maa antages at foreligge.

7. En medlemsstat, der ved gennemfoerelsen af en beslutning, hvori det konstateres, at en stoette er uforenelig med faellesmarkedet og derfor skal soeges tilbage, moeder uforudsete vanskeligheder, kan forelaegge disse vanskeligheder for Kommissionen til vurdering. I saa fald skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der paalaegger medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig Traktatens artikel 5, efter bedste evne samarbejde med henblik paa at overvinde vanskelighederne, idet Traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, saerligt bestemmelserne om stoette.

1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 16. oktober 1988, har Den Italienske Republik i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk. 1, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning 89/43/EOEF af 26. juli 1988 om den italienske regerings stoette til ENI-Lanerossi. Denne beslutning blev meddelt den italienske regering ved skrivelse af 10. august 1988 og offentliggjort i EFT den 20. januar 1989 (EFT L 16, s. 52).

2 I beslutningen konstaterede Kommissionen, at den stoette, der i perioden 1983 til 1987 blev udbetalt til ENI-Lanerossi i form af kapitalindskud i denne koncerns datterselskaber, der fremstiller herretoej, var ulovlig, da den var blevet ydet i strid med EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, og desuden uforenelig med faellesmarkedet i henhold til Traktatens artikel 92. Stoetten skulle derfor kraeves tilbagebetalt.

3 Det fremgaar af begrundelsen til den anfaegtede beslutning, at ENI (Ente Nazionale Idrocarburi), der er et statsligt holdingselskab, i 1962 overtog selskabet Lanerossi (herefter benaevnt "Lanerossi"). De tab, som fire af Lanerossi' s datterselskaber inden for herretoej, nemlig Lanerossi Confezioni (Arezzo, Macerata, Orvieto), Intesa (Maratea, Nocera, Gagliano), Confezioni di Filottrano (Ancona) og Confezioni Monti (Pescara) (herefter benaevnt "de fire datterselskaber") havde haft i tidsrummet 1974-1979, blev daekket af den italienske stat. I anledning heraf modtog Kommissionen en klage, hvorefter den ved skrivelse af 26. juni 1980 meddelte den italienske regering, at denne stoette kun kunne vaere omfattet af en undtagelse fra uforenelighedsbestemmelsen i Traktatens artikel 92, stk. 1, saafremt den blev ydet i et begraenset tidsrum, og saafremt det strukturomlaegningsprogram, Kommissionen havde faaet forelagt, blev gennemfoert saaledes, at de paagaeldende selskaber paa kort sigt igen blev rentable og selvfinansierende.

4 Datterselskaberne havde fortsat vanskeligheder, hvorfor Kommissionen ved skrivelse af 20. maj 1983 meddelte, at det, selv om den ikke paa grund af datterselskabernes sociale og regionale betydning havde haft indsigelser mod den stoette, der var blevet ydet indtil udgangen af 1982, var tvivlsomt, om stoette til selskaberne i fremtiden kunne betragtes som forenelig med faellesmarkedet. Kommissionen erindrede den italienske regering om, at medlemsstaterne i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 3, er forpligtet til at give Kommissionen underretning om enhver paataenkt indfoerelse eller aendring af stoetteforanstaltninger og anmodede den om inden to uger efter skrivelsens modtagelse at underrette den om sine stoetteplaner. Ved telex af 24. juni 1983 meddelte den italienske regering Kommissionen, at den ville give underretning om eventuel fremtidig stoette til datterselskaberne. Ved skrivelse af 2. november 1983 meddelte den desuden Kommissionen, at den ikke paataenkte at yde yderligere stoette til datterselskaberne, som det ifoelge ENI-Lanerossi' s ledelse ikke var muligt at omstrukturere.

5 Efter at Kommissionen gennem pressen var blevet bekendt med, at der fortsat blev ydet datterselskaberne en stoette til daekning af tab, som ikke var omfattet af et til den meddelt stoetteprojekt, hvilket efter dens opfattelse var i strid med de afgoerelser, den havde meddelt den italienske regering, indledte den ved skrivelse af 19. december 1984 den i Traktatens artikel 93, stk. 2, foerste afsnit, omhandlede procedure og opfordrede den italienske regering til at fremsaette sine bemaerkninger. Denne procedure afsluttedes den 26. juli 1988 med vedtagelsen af den anfaegtede beslutning.

6 Den 26. januar 1989 indgav den italienske regering en begaering om udsaettelse af gennemfoerelsen af artikel 2 i naevnte beslutning 89/43, hvorefter stoetten skal kraeves tilbagebetalt. Denne begaering blev afslaaet ved kendelse afsagt af Domstolens praesident den 17. marts 1989.

7 Domstolen har ved kendelse af 15. marts 1989 givet den spanske regering tilladelse til at intervenere til stoette for den italienske regerings paastande.

8 Vedroerende sagens baggrund, retsforhandlingernes forloeb og parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

9 Den italienske regering har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er vedtaget i strid med Traktatens artikel 92 og 93. Den har i den forbindelse fremfoert forskellige anbringender, herunder at der ikke er tale om statsstoette efter betydningen i Traktatens artikel 92, stk. 2, at der foreligger en overtraedelse af princippet om lige behandling af offentlige og private virksomheder, at den omtvistede stoette ikke har paavirket samhandelen og konkurrencen i Faellesskabet, at Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og litra c), er overtraadt, at der foreligger en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at det er ukorrekt, at den paastaaede undladelse af at give underretning har de angivne retsstridige virkninger, og at kravet om tilbagebetaling af stoetten er utilstraekkeligt begrundet. Den har endelig argumenteret for, at det er praktisk umuligt at gennemfoere en tilbagesoegning af den omhandlede stoette.

Anbringendet om, at der ikke har vaeret tale om statsstoette efter betydningen i Traktatens artikel 92

10 Den italienske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke i den anfaegtede beslutning har godtgjort, at de 260,4 mia. LIT, der blev anvendt til at daekke driftstabene i de fire datterselskaber i tidsrummet 1983-1987 hidroerte fra statsmidler, og dermed, at disse kapitaltilskud kunne anses for statsstoette. Den har i den forbindelse oplyst, at det i loven om stiftelse af ENI er bestemt, at selskabet driver virksomhed uden at anvende statens indskud ved hjaelp af sin ved selvfinansiering og paa det nationale og det udenlandske kapitalmarked erhvervede egenkapital. Hertil har den foejet, at ENI har modtaget indskud i 1983 og 1985 til tekstilsektoren, men at Kommissionen overhovedet ikke har godtgjort, at de midler, der blev anvendt til at daekke de fire datterselskabers kapital, stammede fra disse indskud.

11 Det bemaerkes vedroerende dette spoergsmaal, at ifoelge Domstolens faste praksis (jf. bl.a. Domstolens dom af 2.2.1988, sag 67/85, 68/85 og 70/85, Van der Kooy, Sml. s. 219, praemis 35), er det ufornoedent at sondre mellem tilfaelde, hvor stoetten ydes direkte af staten, og tilfaelde, hvor stoetten ydes af offentlige eller private organer, som staten opretter eller udpeger med henblik paa at administrere stoetten. I det foreliggende tilfaelde fremgaar det af en raekke oplysninger i sagens akter, at kapitalindskuddene var et resultat af en adfaerd, der maa tilregnes den italienske stat.

12 Ifoelge italiensk lov nr. 136 af 10. februar 1953 (GURI 1953, nr. 72) om stiftelse af ENI, er ENI et offentligt af den italienske stat kontrolleret organ, hvis bestyrelsesmedlemmer og direktion udnaevnes ved dekret truffet af ministerpraesidenten. Og selv om ENI principielt skal drives erhvervsmaessigt, er selskabet ikke absolut selvstaendigt, idet det skal foelge instrukserne fra Comitato Interministeriale per la Programmazione Economica (CIPE). Disse forhold udgoer under ét bevis for, at ENI' s virksomhed kontrolleres af den italienske stat.

13 Endvidere kan ENI med godkendelse fra ministeren for statslig erhvervsoekonomisk virksomhed optage obligationslaan, hvis tilbagebetaling garanteres af staten. Denne garanti, hvis eventuelle karakter af statsstoette der ikke skal tages stilling til her, udgoer i sig selv en statsstoette, idet laan optaget af ENI herved faar en anden karakter end almindelige laan, der er optaget af en privat virksomhed.

14 Paa baggrund heraf har Kommissionen med foeje kunnet anse de midler, ENI ydede de fire datterselskaber via selskabet Lanerossi som statslige foranstaltninger, der kunne udgoere stoette. Modsat hvad den italienske regering har gjort gaeldende, findes det ufornoedent at godtgoere, at det indskud, ENI modtog fra den italienske stat, specielt og udtrykkeligt skulle anvendes til at daekke de fire datterselskabers tab. Det er herved tilstraekkeligt at fastslaa, at ENI under alle omstaendigheder ved at modtage indskudsmidler har kunnet frigoere andre midler til daekning af de fire datterselskabers tab.

15 Den italienske regerings foerste anbringende maa derfor afvises.

Tilsidesaettelse af princippet om lige behandling af offentlige og private virksomheder

16 Den italienske og den spanske regering har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning udgjorde en tilsidesaettelse af princippet om lige behandling af offentlige og private virksomheder, der er nedfaeldet i EOEF-Traktatens artikel 90.

17 De har gjort gaeldende, at det inden for private industrikoncerner er en almindeligt forekommende praksis at foretage finansielle overfoersler fra selskab til selskab inden for koncernen med henblik paa at daekke de tab, et af koncernens selskaber har haft. Saadanne overfoersler er begrundet enten i oensket om at beskytte koncernens omdoemme eller i anvendelsen af en prisstrategi paa koncernplan, saaledes at koncernen et vist tidsrum eventuelt accepterer tab i en af sine erhvervssektorer; de kan ogsaa vaere resultatet af en beslutning om gradvis at nedsaette investeringerne, saaledes at koncernen paatager sig at baere tab som et af koncernselskaberne har haft i de foregaaende regnskabsaar. Det maa saaledes vaere tilladt et offentligt holdingselskab at daekke et af det ejet selskabs tab under samme vilkaar som et privat holdingselskab.

18 De to naevnte regeringer har endvidere gjort gaeldende, at en bedoemmelse paa grundlag af, hvad en privat investor ville have foretaget sig, som den Kommissionen har gennemfoert ved afgoerelsen af, om daekning af tab skete paa normale markedsvilkaar, er alt for snaever. De har til stoette herfor anfoert, at der maa sondres mellem paa den ene side en privat investor, der udelukkende handler med gevinst for oeje, og paa den anden side en privat erhvervsdrivende som et industriholdingselskab, som traeffer beslutning ikke kun ud fra rentabilitetsmulighederne paa kort sigt, men ogsaa ud fra sociale eller regionale faktorer.

19 Det bemaerkes hertil, at Kommissionen i sin meddelelse til medlemsstaterne af 17. september 1984 vedroerende det offentliges deltagelse i virksomhedernes kapital (offentliggjort i EF-Bulletin september 1984) har erklaeret, at den er bekendt med konsekvenserne af princippet om lige behandling af offentlige og private virksomheder. Den fastslaar naevnte sted med foeje, at den med sine foranstaltninger ikke kan favorisere eller forfordele de offentlige myndigheder, naar disse tilfoerer virksomhederne risikovillig kapital.

20 Det foelger af naevnte ligebehandlingsprincip, at kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed paa vilkaar, der svarer til normale markedsvilkaar, ikke kan anses for statsstoette. I den foreliggende sag maa der derfor tages stilling til, om en privat industrikoncern under lignende forhold ogsaa eventuelt ville have daekket driftstab, som dem de fire datterselskaber havde i aarene 1983-1987.

21 Der henvises herved til Domstolens dom af 10. juli 1986 (sag 234/84, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2263, praemis 15), hvorefter en privat virksomhed rimeligvis kan fremskaffe den noedvendige kapital for at sikre, at en virksomhed, der er kommet i forbigaaende vanskeligheder, kan overleve og paa ny blive rentabel. Det maa derfor ogsaa anerkendes, at et moderselskab i et begraenset tidsrum kan paatage sig at daekke tabene i et af dets datterselskaber, saaledes at datterselskabet kan standse driften paa de bedst mulige betingelser. Saadanne beslutninger kan vaere begrundet ikke blot i muligheden for herved at opnaa en indirekte oekonomisk gevinst, men ogsaa i andre overvejelser, f.eks. oensket om at bevare koncernens image eller omlaegge dens virksomhed.

22 Naar en offentlig investors kapitalindskud foretages uden skelen overhovedet til selv langsigtede rentabilitetsmuligheder, maa der imidlertid antages at vaere tale om stoette efter betydningen i Traktatens artikel 92, og saadanne indskuds forenelighed med faellesmarkedet maa vurderes alene ud fra de i denne bestemmelse fastlagte kriterier.

23 Det bemaerkes, at de fire i naervaerende sag omhandlede datterselskaber havde tab uafbrudt fra 1974 til 1987, og at de driftstab, der blev daekket fra 1983 til 1987, omtrent svarede til de fire datterselskabers omsaetning i samme tidsrum. Endvidere ansaa ENI-Lanerossi' s ledelse det i 1983 for helt umuligt at omstrukturere de fire datterselskaber og gennemfoerte senere alene et omstillingsprojekt, der i 1988 foerte til, at de blev overfoert til den private sektor. Desuden staar det fast, at den erhvervsbranche, som disse datterselskaber tilhoerte, nemlig herrebeklaedningsbranchen, var i krise som foelge af alvorlige tilpasningsproblemer paa grund af strukturbetinget overkapacitet, lave priser og skarp konkurrence baade inden for og uden for Faellesskabet.

24 Under disse omstaendigheder og i betragtning af, at ENI-Lanerossi opretholdt sin oekonomiske stoette til de fire datterselskaber i saa langt et tidsrum, har Kommissionen med foeje kunnet fastslaa, at daekningen af tabene var sket under forhold, der ikke ville have vaeret acceptable for en privat investor, der virker paa normale markedsvilkaar, og at ingen privat investor, heller ikke et holdingselskab i industrien, ville have lagt vaegt paa de foernaevnte sociale og regionale forhold, som den italienske regering og den spanske regering har fremhaevet betydningen af. Kommissionen har saaledes med rette konstateret, at ingen privat investor ville have daekket saa store kapitaltab i saa lang tid. Det maa foelgelig fastslaas, at ENI' s foranstaltninger har udgjort statsstoette i betydningen i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1.

25 Den italienske regerings andet anbringende maa derfor afvises.

Den omtvistede stoette har ikke paavirket samhandelen mellem medlemsstater

26 Den italienske regering har gjort gaeldende, at Kommissionen ikke har givet en fyldestgoerende begrundelse for, at stoetten til de fire datterselskaber kunne paavirke samhandelen mellem medlemsstater og fordreje konkurrencen. Regeringen har anfoert, at datterselskabernes produktion, der kun udgjorde 2,5% af den italienske produktion i herrebeklaedningsbranchen og 0,33% af den italienske eksport i samme branche, var for ubetydelig til at kunne paavirke samhandelen i Faellesskabet og navnlig ikke kunne vaere en hindring for de oevrige medlemsstaters eksport til Italien.

27 Foerst bemaerkes, at Domstolen i dom af 13. juli 1988 (sag 102/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4067, praemis 19) har fastslaaet, at en stoette til en virksomhed kan vaere af en saadan art, at den beroerer samhandelen mellem medlemsstater og fordrejer konkurrencen, endog selv om denne virksomhed konkurrerer med produkter fra andre medlemsstater uden selv at deltage i udfoerslerne; for naar en medlemsstat yder stoette til en virksomhed, kan den indenlandske produktion derved blive opretholdt eller foroeget med den konsekvens, at chancerne for virksomheder, der er etableret i de oevrige medlemsstater, for at eksportere deres produkter til denne medlemsstats marked herved bliver maerkbart formindskede. I oevrigt kan selv en relativt beskeden stoette paavirke samhandelen mellem medlemsstater, naar der er en skarp konkurrence i vedkommende sektor (Domstolens dom af 11.11.1987, sag 259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, praemis 24).

28 I naervaerende sag har Kommissionen i den anfaegtede beslutning anfoert, at tekstilindustrien i den af beslutningen omfattede periode (1983-1987) var blevet ramt af stagnerende efterspoergsel, lave priser og overproduktion. Handelen i Faellesskabet i denne sektor var steget staerkt, idet den i 1983 omfattede 19,3% og i 1986 29,1% af Faellesskabets produktion, hvoraf fremgaar, at der var skrap konkurrence. Den stoette, ENI ydede, holdt kun rigtigt datterselskaberne i drift efter 1982 og genoprettede deres finansielle situation, saaledes at det blev lettere for den at omstille sig og afvikle visse produktionsanlaeg, som ENI-Lanerossi ellers havde maattet afholde omkostningerne til.

29 Naar henses til disse forhold maa Kommissionens konstatering af, at stoetten gav de fire datterselskaber en meget stor konkurrencemaessig fordel og dermed kunne paavirke samhandelen og fordreje konkurrencen efter betydningen i Traktatens artikel 92, stk. 1, anses for en fyldestgoerende retlig begrundelse, der ikke er behaeftet med nogen vildfarelse. Den italienske regerings anbringende paa dette punkt maa derfor afvises.

Tilsidesaettelse af Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c)

30 Den italienske regering har anfoert, at den anfaegtede beslutning blev vedtaget under tilsidesaettelse dels af Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), idet de omhandlede stoetteforanstaltninger gjorde det muligt at begunstige en erhvervsgren regionalt, og dels af begrundelsespligten.

31 Den har i foerste raekke bestridt Kommissionens udtalelse om, at kun visse af de fire datterselskabers produktionsanlaeg var beliggende i omraader, hvor levestandarden er usaedvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskaeftigelse, jf. artikel 92, stk. 3, litra a). Den har herved anfoert, paa den ene side at to af de fire datterselskabers havde alle deres produktionsanlaeg i omraader, der af Kommissionen anses for at have en usaedvanlig lav levestandard og en alvorlig underbeskaeftigelse, og paa den anden side at provinsen Arezzo, der efter Kommissionens udtalelser i kapitel X, andet afsnit, i den anfaegtede beslutning, hverken har en usaedvanlig lav levestandard eller lider under en alvorlig underbeskaeftigelse, er et af de omraader, der kan ydes stoette til i henhold til Raadets forordning (EOEF) nr. 219/84 af 18. januar 1984 om gennemfoerelse af en saerlig faellesskabsaktion med henblik paa regionaludvikling, der skal bidrage til at fjerne hindringerne for udviklingen af nye oekonomiske aktiviteter i visse omraader, der er beroert af strukturomlaegningen i tekstil- og beklaedningsindustrien (EFT L 27, s. 22).

32 Den italienske regering har mere generelt anfoert, at de strukturomlaegnings- og omstillingsforanstaltninger, der er blevet gennemfoert for de fire datterselskaber, har fremmet udviklingen i tekstilsektoren i de omraader, hvor de fire datterselskaber er beliggende. Den har kritiseret Kommissionens krav om, at enhver omstilling skulle vaere sket hurtigt og har herved som maalestok angivet de saerlige aktionsprogrammer med en varighed paa fem aar, der er omhandlet i artikel 3, stk. 6, i naevnte forordning nr. 219/84, altsaa et tidsrum svarende til de fem aar (1983-1987), som er omfattet af den anfaegtede beslutning. Den italienske regering har endelig anfoert, at der ved omstillingen af de fire datterselskaber blev ydet et bidrag til gennemfoerelse af maalene med den europaeiske politik for herrekonfektion gennem en nedskaering af produktionen i denne branche.

33 Det maa vedroerende den italienske regerings udtalelser fastslaas, at Kommissionen ikke har bestridt, at to af de fire datterselskaber er beliggende i ugunstigt stillede omraader, eller at det med hensyn til den oekonomiske situation i provinsen Arezzo forholder sig som anfoert af naevnte regering.

34 Foerst bemaerkes, at Kommissionen ved anvendelsen af Traktatens artikel 92, stk. 3, har et vidt skoen, bl.a. hvad angaar de oekonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning paa faellesskabsplan (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen, Sml. I, s. 307, praemis 49).

35 Dernaest bemaerkes, at det staar fast, at de tab, de fire datterselskaber havde, er blevet daekket siden 1974, det vil sige i et tidsrum paa i alt 14 aar, selv om den anfaegtede beslutning kun vedroerer den stoette, de fire virksomheder modtog fra 1983-1987.

36 Det fremgaar klart af den anfaegtede beslutning, at Kommissionens konstatering af, at stoetten ikke var forenelig med faellesmarkedet, ikke blot byggede paa laengden af det tidsrum, hvori der var blevet ydet stoette, men ogsaa paa stoettens art. Kommissionen har i den forbindelse med foeje gjort gaeldende, at den omhandlede stoette hverken var i overensstemmelse med de retningslinier for stoette til Faellesskabets tekstil- og beklaedningsindustri, der blev meddelt medlemsstaterne ved skrivelser af 30. juli 1971 og 4. februar 1977, eller med de retningslinier for redningsstoette, der blev meddelt medlemsstaterne ved skrivelse af 24. januar 1979.

37 Ifoelge retningslinierne for tekstilindustrien kan der ydes stoette i kortere tidsrum, naar stoetten ydes til saerlige foranstaltninger, der navnlig har til formaal at goere modtageren tilstraekkelig konkurrencedygtig til at kunne klare sig paa Faellesskabets marked. I det foreliggende tilfaelde blev stoetten generelt anvendt til en forbedring af de fire datterselskabers finansielle situation og til kunstigt at holde produktionen i gang. Det fremgaar vedroerende redningsstoette af retningslinierne for Faellesskabet, at saadan stoette skal ydes i form af laan eller laanegarantier og kun kan udbetales i det tidsrum - paa hoejst seks maaneder - der kraeves til at udforme en genopretningsplan. Den stoette, der er blevet ydet i de i naervaerende sag omhandlede tilfaelde, opfylder ganske klart ikke disse krav, og kan derfor ikke anses for at vaere ydet til fremme af den oekonomiske udvikling af de omhandlede erhvervsgrene og regioner.

38 Det maa endelig fastslaas, at det af den anfaegtede beslutning klart fremgaar, at den italienske regerings argumentation om, at der med omstillingen af de fire datterselskaber blev ydet et bidrag til gennemfoerelsen af Faellesskabets maal i herrebeklaedningsbranchen, er blevet behandlet af Kommissionen under proceduren. Den italienske regering havde i den forbindelse gjort gaeldende, at der var sket en nedsaettelse af produktionskapaciteten paa ca. 55% paa grund af en tilsvarende nedskaering af antallet af beskaeftigede i de fire datterselskaber. Men som Kommissionen korrekt fastslaar i beslutningen, foerer en saadan nedskaering af personalet ikke automatisk til en tilsvarende nedskaering af produktionskapaciteten, naar der samtidig med denne opnaas en oeget produktivitet. Selv om det anerkendes, at omstillingen af de fire datterselskaber bevirkede en nedskaering af produktionen i herrekonfektionsbranchen, staar det desuden fast, at 17% af produktionskapaciteten blev omstillet til andre sektorer inden for tekstil- og beklaedningsindustrien, hvorved det pres, som disse sektorer var udsat for, oegedes.

39 Under disse omstaendigheder maa det fastslaas, at den italienske regering ikke har fremfoert noget, der goer det muligt at fastslaa, at Kommissionen ved konstateringen af, at den omhandlede stoette ikke opfyldte betingelserne for at blive omfattet af en af undtagelsesbestemmelserne i Traktatens artikel 92, stk. 3, har overskredet graenserne for sit skoen.

Tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

40 Den italienske regering har gjort gaeldende, at Kommissionens handlinger i tidsrummet 1983-1987 skabte en berettiget forventning om, at stoetten var lovlig, og at Kommissionen derfor i alt fald ikke kan paabyde tilbagesoegning af stoetten. Sagsoegeren har herved i foerste raekke fremhaevet, at der ikke var nogen egentlig procedure i gang i tiden fra den 20. maj 1983, hvor Kommissionen genoptog kontakten med den italienske regering vedroerende ENI-Lanerossi' s datterselskaber, til den 19. december 1984, hvor den ved en egentlig aabningsskrivelse opfordrede den til at fremsaette sine bemaerkninger. Regeringen har dernaest gjort gaeldende, at Kommissionen lod 55 maaneder hengaa, foerend den afsluttede proceduren, hvilket naturligvis gav den indtryk af, at stoetten var lovlig.

41 Denne argumentation kan ikke anerkendes. Den italienske regering kan nemlig ikke goere gaeldende, at den er blevet bestyrket i en formening om, at den omhandlede stoette var forenelig med faellesmarkedet, alene fordi Kommissionen ikke havde indledt proceduren i henhold til Traktatens artikel 93 tidligere, naar regeringen i juni 1983 overfor Kommissionen erklaerede, at den i fremtiden ville give underretning om enhver foranstaltning til fordel for de fire datterselskaber og i 1983 forsikrede Kommissionen om, at den ikke paataenkte at yde stoette til disse virksomheder.

42 Det maa dernaest fastslaas, at den italienske regering ikke paa noget tidspunkt har meddelt Kommissionen, at den agtede fortsat at yde de fire datterselskaber stoette, at den under den administrative procedure ofte har anmodet om forlaengelse af frister for at kunne efterkomme Kommissionens anmodninger om oplysninger, og at de stoettebeloeb, der var ydet i 1986 og 1987, foerst blev meddelt fire dage foer vedtagelsen af den endelige beslutning.

43 Naar en medlemsstat, der yder stoette, ikke opfylder sin forpligtelse til at give underretning efter Traktatens artikel 93, stk. 3, og ikke efterfoelgende giver Kommissionen de herom oenskede oplysninger, er den selv ansvarlig for en forlaengelse af den administrative procedure. Den kan altsaa ikke under henvisning til denne procedures varighed paaberaabe sig sin berettigede forventning om, at den omhandlede stoette er forenelig med faellesmarkedet. Kunne den det, ville nemlig som fastslaaet i Domstolens dom af 20. september 1990 (sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3437), bestemmelserne i Traktatens artikel 92 og 93 ikke kunne virke efter hensigten, idet de nationale myndigheder med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfaerd eller mangel paa omhu kunne ophaeve den effektive gennemfoerelse af de beslutninger, Kommissionen har truffet i medfoer af disse traktatbestemmelser.

44 Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning maa derfor afvises.

Ulovligheden af de virkninger, der tillaegges undladelsen af at give underretning om stoetten

45 Den italienske regering har i foerste raekke bestridt, at undladelsen af at give underretning om stoetten som anfoert af Kommissionen i den anfaegtede beslutnings kapital V, andet afsnit, medfoerer, at stoetten definitivt er ulovlig. Den har dernaest anfoert, at den under alle omstaendigheder opfyldte den i artikel 93, stk. 3, omhandlede forpligtelse, idet Kommissionen var blevet underrettet om udviklingen i de fire datterselskabers situation saa betids, at den kunne fremsaette sine bemaerkninger.

46 Det bemaerkes, at der i Domstolens naevnte dom af 14. februar 1990, sag C-301/87, praemis 12 ff., er blevet redegjort for virkningerne af en tilsidesaettelse af artikel 93, stk. 3. Det fastslaas deri, at Kommissionen, naar den konstaterer, at en stoette er blevet indfoert, uden at den har modtaget underretning herom, har en befoejelse til at give et paalaeg. Den kan, efter at have givet vedkommende medlemsstat lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger, ved en midlertidig beslutning, indtil resultatet af undersoegelsen af stoetteforanstaltningen foreligger, paalaegge medlemsstaten straks at suspendere udbetalingen af stoetten og inden en vis frist give Kommissionen adgang til al den dokumentation og alle de oplysninger, der er noedvendige for at afgoere, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet.

47 Naar vedkommende medlemsstat fuldt ud efterkommer Kommissionens paalaeg, er Kommissionen forpligtet til at undersoege, om stoetten er forenelig med faellesmarkedet og derved foelge den i Traktatens artikel 93, stk. 2 og 3, fastlagte procedure. Undlader medlemsstaten trods Kommissionens paalaeg at give de oenskede oplysninger, er Kommissionen befoejet til at afslutte proceduren og vedtage den beslutning, hvori det konstateres, at stoetteforanstaltningen paa grundlag af de oplysninger, den raader over, er forenelig eller uforenelig med faellesmarkedet.

48 Undlader medlemsstaten trods Kommissionens paalaeg at suspendere udbetalingen af stoetten, kan Kommissionen samtidig med at fortsaette undersoegelsen af stoetteforanstaltningens indhold direkte anlaegge sag ved Domstolen for at faa dom for den overtraedelse af Traktaten, der hermed maa antages at foreligge.

49 I naervaerende sag staar det imidlertid fast, at Kommissionen har gennemfoert en undersoegelse af den omhandlede stoettes forenelighed med faellesmarkedet og derefter i artikel 1 i den anfaegtede beslutning har konstateret, at denne stoette var uforenelig med faellesmarkedet efter betydningen i Traktatens artikel 92. Undersoegelsen kan derfor goeres til genstand for retslig efterproevelse.

50 Anbringendet vedroerende ulovligheden af de virkninger, der tillaegges undladelsen af at give underretning, maa derfor afvises. Det findes ufornoedent at tage stilling til det andet argument, den italienske regering har fremfoert.

Utilstraekkelig begrundelse for paabuddet om tilbagesoegning af stoetten

51 Den italienske regering har i foerste raekke anfoert, at beslutningen om at paabyde en tilbagesoegning af stoetten er resultatet af Kommissionens udoevelse af et skoen, der skal begrundes. I det foreliggende tilfaelde har Kommissionen ikke anfoert forhold, der kan begrunde paabuddet om, at stoetten skal soeges tilbage.

52 Det bemaerkes, at ifoelge Domstolens faste praksis skal begrundelsen af en afgoerelse, som indeholder et klagepunkt, goere det muligt for Domstolen at udoeve sin legalitetskontrol og give den beroerte de noedvendige oplysninger for at vurdere, om afgoerelsen har fornoedent grundlag. Kravet om begrundelse skal vurderes paa grundlag af omstaendighederne i det konkrete tilfaelde, bl.a. retsaktens indhold, arten af de anfoerte grunde og interessen hos adressaten i at modtage en forklaring (jf. bl.a. Domstolens dom af 20.3.1985, sag 41/83, Italien mod Kommissionen, Sml. s. 873, praemis 46).

53 I den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen, da proceduren i henhold til artikel 93, stk. 2, blev indledt, meddelte den sagsoegende regering, at enhver stoette, der maatte blive ydet foer vedtagelsen af en beslutning til afslutning af proceduren, ville kunne kraeves tilbagebetalt, og at muligheden herfor ogsaa blev omtalt i en meddelelse fra Kommissionen, der blev offentliggjort i EFT den 24. november 1983 (EFT C 318, s. 3).

54 I den anfaegtede beslutning siges det, at kravet om, at hele den ulovlige stoette skal tilbagebetales beror paa, at der "er tale om alvorlig overtraedelse af faellesskabsretten". Selv om denne begrundelse i og for sig kan kritiseres for at vaere meget kortfattet, maa det fremhaeves, at den gives som et led i en beslutning, der i detaljer redegoer for, hvilken virkning den omhandlede stoette har haft for en kriseramt sektor som tekstil- og beklaedningsbranchen.

55 Paa baggrund af det anfoerte maa den italienske regerings anbringende om ufyldestgoerende begrundelse afvises.

Umuligheden af at kraeve stoetten tilbagebetalt

56 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at det har vaeret umuligt at gennemfoere beslutningens artikel 2 om tilbagesoegning af den omhandlede stoette. Sagsoegeren har herved i foerste raekke anfoert, at der ikke hersker klarhed over, hvem der er adressater for tilbagesoegningspaabuddet, hvilket i sig selv goer paabuddet retsstridigt. Den italienske regering har i saa henseende fremdraget forskellige uoverensstemmelser i grundene til den anfaegtede beslutning, hvori der er tale om tilbagesoegning fra stoettemodtagerne, artikel 1, der naevner koncernen ENI-Lanerossi, og et telex fra Kommissionen af 23. november 1988, hvori der henvises til en fordring paa ENI. Den har dernaest gjort gaeldende, at der i italiensk ret ikke gives hjemmel for et krav overfor koeberne af de fire datterselskaber om tilbagebetaling af beloeb, som ikke er blevet taget i betragtning ved fastlaeggelsen af vilkaarene for deres overtagelse af de paagaeldende virksomheder.

57 For saa vidt angaar den omtalte usikkerhed med hensyn til, hvem der var adressater for paabuddet om tilbagebetaling, bemaerkes, at det klart fremgaar af den anfaegtede beslutning, at stoetten skulle soeges tilbage fra de virksomheder, som virkelig havde modtaget den, det vil sige de fire datterselskaber.

58 Saafremt den italienske regering var alvorligt i tvivl paa dette punkt, kunne den som enhver medlemsstat, der ved gennemfoerelsen af et tilbagesoegningspaabud moeder uforudsete vanskeligheder, forelaegge disse for Kommissionen til vurdering. I saa fald skal Kommissionen og medlemsstaten i henhold til den regel, der paalaegger medlemsstaterne og Faellesskabets institutioner en gensidig pligt til loyalt samarbejde, jf. navnlig Traktatens artikel 5, efter bedste evne samarbejde med henblik paa at overvinde vanskelighederne, idet Traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes, saerligt bestemmelserne om stoette (jf. Domstolens dom af 2.2.1989, sag 94/87,Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 175, praemis 9).

59 Endelig bemaerkes, at enhver usikkerhed med hensyn til, hvem der var adressater for tilbagesoegningspaabuddet, blev ryddet af vejen under retsmoedet i sagen om foreloebige forholdsregler, der fandt sted den 13. marts 1989, og hvorunder Kommissionens befuldmaegtigede udtalte, at tilbagesoegningskravet udelukkende gjaldt de fire datterselskaber.

60 For saa vidt angaar det andet punkt bemaerkes, at det forhold, at ENI efter italiensk ret ikke kan tilbagesoege beloeb, der ikke er blevet taget i betragtning i vilkaarene for overdragelse af de fire datterselskaber, ikke kan vaere til hinder for, at faellesskabsretten anvendes fuldt ud, og derfor er uden betydning for forpligtelsen til at tilbagesoege den omhandlede stoette.

61 Heraf foelger, at den italienske regerings sidste anbringende maa afvises.

62 Da alle den italienske regerings anbringender ikke har kunnet tages til foelge, maa sagsoegte i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

63 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der har tabt sagen til at betale sagens omkostninger. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger. Kongeriget Spanien afholder sine egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Den Italienske Republik afholder Kommissionens omkostninger, herunder de med behandlingen af begaeringen om foreloebige forholdsregler afholdte omkostninger.

3) Kongeriget Spanien betaler sine omkostninger.