61988J0326

++++

1 . Medlemsstater - forpligtelser - forpligtelse til at paatale overtraedelser af faellesskabsretten - raekkevidde

( EOEF-Traktaten, art . 5 )

2 . Transport - landevejstransport - sociale bestemmelser - medlemsstaternes anvendelse - indfoerelse af et objektivt strafansvar for arbejdsgiveren for overtraedelser begaaet af de ansatte - tilladelighed - betingelser

( Raadets forordning nr . 543/69, art . 7, stk . 2, og art . 11 )

1 . Naar der ikke findes en saerlig bestemmelse i en faellesskabsforordning, der fastsaetter en sanktion for overtraedelser, eller naar der i forordningen med hensyn hertil henvises til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, skal medlemsstaterne i medfoer af Traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft .

Sanktionsvalget tilkommer medlemsstaterne, men disse skal navnlig drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning .

2 . Hverken forordning nr . 543/69 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport eller generelle faellesskabsretlige principper er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdsgiver, hvis chauffoerer overtraeder forordningens artikel 7, stk . 2, og artikel 11, kan straffes uanset, at overtraedelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsaetlig eller uagtsom, saafremt den fastsatte sanktion svarer til de sanktioner, der efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og saafremt sanktionen staar i rimeligt forhold til overtraedelsen .

1 Ved beslutning af 28 . januar 1988, indgaaet til Domstolen den 9 . november 1988, har Vestre Landsret i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 543/69 af 25 . marts 1969 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport ( EFT 1969 I, s . 158 ).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag anlagt mod Hansen & Soen I/S ( herefter benaevnt "Hansen & Soen ") som arbejdsgiver for en chauffoer, fordi chauffoeren havde overtraadt artikel 7, stk . 2, og artikel 11 i ovennaevnte forordning nr . 543/69, henholdsvis om den samlede daglige koeretid og den paabudte daglige hviletid .

3 I medfoer af artikel 18, stk . 1, i forordning nr . 543/69 udsteder medlemsstaterne de til gennemfoerelsen af forordningen noedvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, herunder bl.a . de sanktioner, der er gaeldende i tilfaelde af overtraedelse af de i forordningen fastsatte regler .

4 I overensstemmelse med bemyndigelsen til at gennemfoere bestemmelserne i Raadets ovennaevnte forordning, jfr . §1, stk . 1, i lov nr . 508 af 29 . november 1972, udstedte arbejdsministeren bekendtgoerelse nr . 448 af 2 . juni 1981 . Det fremgaar af bekendtgoerelsens § 9, at der kan paalaegges en arbejdsgiver boedeansvar for overtraedelse af artiklerne 7 og 11 i forordning nr . 543/69, naar koerslen er foretaget i hans interesse, selv om overtraedelsen ikke kan tilregnes ham som forsaetlig eller uagtsom .

5 I henhold til denne bestemmelse blev Hansen & Soen ved Retten i Graasten idoemt en boede, uden at overtraedelsen blev tilregnet domfaeldte som forsaetlig eller uagtsom . Hansen & Soen ankede dommen til Vestre Landsret og gjorde gaeldende, at et rent objektivt strafansvar som det, der var blevet indfoert ved bekendtgoerelsen af 1981, ikke var foreneligt med Raadets forordning nr . 543/69 .

6 Vestre Landsret besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :

"Er raadsforordning ( EOEF ) nr . 543/69 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport med senere aendringer til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdsgiver, hvis chauffoerer overtraeder forordningens artikel 7, stk . 2, og artikel 11 om koere - og hviletid, kan straffes uanset, at overtraedelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsaetlig eller uagtsom?"

7 For en naermere redegoerelse for hovedsagens retlige baggrund og faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

8 Hansen & Soen har fremfoert to argumenter til stoette for, at artikel 9 i bekendtgoerelsen af 1981 er uforenelig med forordning nr . 543/69 .

9 For det foerste har Hansen & Soen gjort gaeldende, at den danske regering ved at indfoere et objektivt strafansvar har forsoegt at udvide anvendelsesomraadet for forordning nr . 543/69 og har paalagt arbejdsgiverne en forpligtelse, som ikke er angivet i forordningen . Til stoette herfor har Hansen & Soen henvist til dom af 18 . februar 1975, Cagnon og Taquet, praemis 10 ( 69/74, Sml . s . 171 ), hvori Domstolen udtalte, at den forpligtelse, der paahviler arbejdsgiveren i medfoer af forordningens artikel 11, alene gaar ud paa, at arbejdsgiveren skal traeffe de fornoedne foranstaltninger til, at de ansatte faktisk kan faa mulighed for at tage den paabudte daglige hviletid .

10 Hansen & Soen har til stoette for denne opfattelse endvidere anfoert, at artikel 15 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 3820/85 af 20 . december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for vejtransport ( EFT L 370, s . 1 ), som har afloest forordning nr . 543/69 med virkning fra den 29 . september 1986, blot maa antages at vaere en praecisering af, hvad der ogsaa var gaeldende efter den tidligere forordning . Ifoelge denne bestemmelse har arbejdsgiveren pligt til at tilrettelaegge arbejdet paa en saadan maade, at chauffoererne kan overholde faellesskabsbestemmelserne, og til at traeffe de noedvendige foranstaltninger til at forhindre gentagelse af de overtraedelser, som maatte vaere konstateret .

11 Denne argumentation kan ikke tiltraedes . I artiklerne 7 og 11 i forordning nr . 543/69 fastsaettes der graenser for koere - og hviletiden, som foererne og andre medlemmer af det koerende personale skal overholde . I henhold til artikel 18 skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at sikre, at disse graenser overholdes . En bestemmelse i national lovgivning, hvorefter der kan paalaegges arbejdsgiveren strafansvar for den ansattes overtraedelse af reglerne i artiklerne 7 og 11 i forordning nr . 543/69, indebaerer ikke i sig selv en udvidelse af forordningens anvendelsesomraade, idet et saadant ansvar blot udgoer et middel til at sikre, at de i disse bestemmelser fastsatte graenser overholdes .

12 Hvad angaar artikel 15 i forordning nr . 3820/85, har denne bestemmelse ikke til formaal at begraense arbejdsgiverens ansvar for ansatte, som ikke overholder koere - og hviletiden, men at indfoere saerlige forpligtelser for arbejdsgiveren selv . Heraf foelger, at der efter de omhandlede bestemmelser intet er til hinder for indfoerelse af et objektivt strafansvar for arbejdsgiveren .

13 For det andet har Hansen & Soen gjort gaeldende, at virksomheder i Danmark er udsat for en stoerre risiko for sanktioner, idet Danmark er det eneste land, der har indfoert strafansvar paa objektivt grundlag . Herved fordrejes konkurrencen inden for faellesmarkedet, hvilket strider mod formaalet med forordning nr . 543/69, som er at harmonisere de nationale bestemmelser paa omraadet .

14 Hertil bemaerkes, at selv om forordning nr . 543/69 har til formaal at harmonisere visse bestemmelser, der har indflydelse paa konkurrencen inden for landevejstransport, er der efter forordningen indroemmet medlemsstaterne et betydeligt skoen med hensyn til gennemfoerelsen af bestemmelserne . Dels kan en medlemsstat i medfoer af artikel 13 traeffe strengere forholdsregler over for foerere af koeretoejer, som er indregistreret i den paagaeldende medlemsstat, dels overlader artikel 18 det til medlemsstaterne at fastlaegge, hvilke sanktioner der skal gaelde i tilfaelde af overtraedelse, og hvor strenge de skal vaere .

15 Det bemaerkes endvidere, at de oekonomiske konsekvenser af en overtraedelse af forordning nr . 543/69 er forskellige, ikke blot alt efter hvilken ordning den paagaeldende medlemsstat har indfoert med hensyn til strafansvaret, men ogsaa alt efter, hvor store boeder der paalaegges, og hvor effektiv kontrollen er . Foelgelig indebaerer indfoerelsen af en ordning med objektivt strafansvar ikke i sig selv en fordrejning af konkurrencevilkaarene .

16 Forordning nr . 543/69 kan derfor ikke antages at vaere til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdsgiver, hvis chauffoer overtraeder forordningens artikel 7, stk . 2, og artikel 11, kan straffes, uanset at overtraedelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsaetlig eller uagtsom .

17 Endvidere bemaerkes, at efter Domstolens faste praksis, bekraeftet ved dom af 21 . september 1989, Kommissionen mod Graekenland ( 68/88, Sml . s . 2965 ), skal medlemsstaterne, naar der ikke findes en saerlig bestemmelse i en faellesskabsforordning, der fastsaetter en sanktion for overtraedelser, eller naar der i forordningen med hensyn hertil henvises til nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 5 traeffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre faellesskabsrettens gennemslagskraft . Sanktionsvalget tilkommer medlemsstaterne, men disse skal navnlig drage omsorg for, at overtraedelser af faellesskabsretten sanktioneres efter samme materielle og processuelle regler, som efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og sanktionen skal under alle omstaendigheder vaere effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning .

18 Det fremgaar af forelaeggelsesbeslutningen, at indfoerelsen af et objektivt strafansvar svarer til, hvad der generelt gaelder efter dansk arbejdsmiljoelovgivning .

19 Det maa endvidere tages i betragtning, at et objektivt ansvar kan tilskynde arbejdsgiveren til at tilrettelaegge sine ansattes arbejde paa en saadan maade, at forordningen overholdes . Hertil kommer, at faerdselssikkerheden, som ifoelge tredje og niende betragtning til forordning nr . 543/69 er et af formaalene med forordningen, er af almen interesse, hvilket kan begrunde, at der paalaegges arbejdsgiveren en boede for overtraedelser begaaet af hans ansatte, og at der indfoeres en ordning med objektivt strafansvar . Der bestaar foelgelig ikke noget misforhold mellem en saadan boedepaalaeggelse, som er i overensstemmelse med pligten til loyalt samarbejde efter EOEF-Traktatens artikel 5, og det formaal, der soeges opnaaet . Det har under sagen ikke vaeret haevdet, at boedens stoerrelse staar i urimeligt forhold til overtraedelsen .

20 Heraf foelger, at det af Vestre Landsret forelagte spoergsmaal maa besvares saaledes, at hverken Raadets forordning nr . 543/69 af 25 . marts 1969 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport eller generelle faellesskabsretlige principper er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdsgiver, hvis chauffoerer overtraeder forordningens artikel 7, stk . 2, og artikel 11, kan straffes, uanset at overtraedelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsaetlig eller uagtsom, saafremt den fastsatte sanktion svarer til de sanktioner, der efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og saafremt sanktionen staar i rimeligt forhold til overtraedelsen .

Sagens omkostninger

21 De udgifter, der er afholdt af den danske og den britiske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale domstol, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Vestre Landsret ved beslutning af 28 . januar 1988, for ret :

Hverken Raadets forordning ( EOEF ) nr . 543/69 af 25 . marts 1969 om harmonisering af visse bestemmelser paa det sociale omraade inden for landevejstransport eller generelle faellesskabsretlige principper er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter en arbejdsgiver, hvis chauffoerer overtraeder forordningens artikel 7, stk . 2, og artikel 11, kan straffes uanset, at overtraedelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsaetlig eller uagtsom, saafremt den fastsatte sanktion svarer til de sanktioner, der efter national ret gaelder for overtraedelser af samme art og grovhed, og saafremt sanktionen staar i rimeligt forhold til overtraedelsen .