61987J0133

++++

1 . Annullationssoegsmaal - akter der kan vaere genstand for soegsmaal - akter der fremkalder retsvirkninger - Kommissionens beslutning om at afslaa et tilsagn i forbindelse med en antidumpingprocedure - midlertidig, forberedende foranstaltning - ikke omfattet

( EOEF-Traktaten, art . 173; Raadets forordning nr . 2176/84, art . 10 )

2 . Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter der beroerer dem umiddelbart og individuelt - forordning om indfoerelse af antidumpingtold - producenter og eksportoerer i tredjelande - importoerer og erhvervsdrivende i EF med saerlige forbindelser til producenterne

( EOEF-Traktaten, art . 173, stk . 2; Raadets forordninger nr . 2176/84 og nr . 535/87 )

3 . Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - dumpingmargen - fastsaettelse for den eksporterende producent - ingen fastsaettelse af saerlige margener for eksportoerer, der ikke er etableret i eksportlandet og ikke saelger paa hjemmemarkedet i dette land - lovligt

(( Raadets forordning nr . 2176/84, art . 2, stk . 8, litra a ) ))

4 . Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - anvendelse af den faellesskabsretlige ordning - forpligtelse til at handle i overensstemmelse med praksis hos en af Faellesskabets betydelige handelspartnere - ingen

( Raadets forordning nr . 2176/84 )

5 . Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - fastsaettelse af antidumpingtold - beregningsmetode - institutionernes skoen

( Raadets forordning nr . 2176/84, art . 13, stk . 3 )

6 . Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - fastsaettelse af antidumpingtold - ensartet sats for al import - forskellig paavirkning af de forskellige importoerers fortjenstmargen - ingen tilsidesaettelse af forbudet mod forskelsbehandling

( Raadets forordning nr . 2176/84, art . 13, stk . 3 )

7 . Faelles handelspolitik - beskyttelse mod dumping - tilsagn - erhvervsdrivende der har adgang til at afgive tilsagn - eksportoerer og undtagelsesvis importoerer

( Raadets forordning nr . 2176/84, art . 10 )

1 . Et afslag fra Kommissionen paa at acceptere et tilsagn under en antidumpingprocedure er ikke en foranstaltning med bindende retsvirkninger, der paavirker de beroerte erhvervsdrivendes interesser, da Kommissionen kan aendre beslutningen, og Raadet kan beslutte ikke at indfoere en antidumpingtold . Et saadant afslag er en midlertidig foranstaltning, der har til formaal at forberede den endelige beslutning, og er derfor ikke en retsakt, der kan anfaegtes ved et annullationssoegsmaal .

De erhvervsdrivende kan under et soegsmaal om annullation af forordningen om indfoerelse af en endelig antidumpingtold goere ethvert forhold gaeldende, der angiveligt goer afslaget paa deres tilsagn ulovligt .

2 . Forordninger om indfoerelse af en antidumpingtold er efter deres art og raekkevidde almengyldige, idet de finder anvendelse paa de erhvervsdrivende i al almindelighed . Det er imidlertid ikke udelukket, at nogle bestemmelser i saadanne forordninger umiddelbart og individuelt beroerer de producenter og eksportoerer af det omhandlede produkt, der haevdes at have gjort sig skyldige i dumping paa grundlag af oplysningerne om deres handelsvirksomhed .

Dette er i almindelighed tilfaeldet for producent - og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at Kommissionens eller Raadets retsakter retter sig til dem, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser .

Det samme gaelder for de importoerer, hvis videresalgspriser er indgaaet i beregningen af eksportprisen, samt for de erhvervsdrivende, der udgoer et begraenset antal og er udpeget af institutionerne, og hvis forretningsforbindelser med producenten af de paagaeldende produkter er karakteriseret ved saerlige omstaendigheder, som er tillagt betydning foer beregningen af den normale vaerdi og beregningen af den vejede dumpingmargen, paa grundlag af hvilken antidumpingtolden blev fastsat .

3 . Der foreligger ikke en fejlagtig beregning af dumpingmargenen, saafremt institutionerne alene fastsaetter denne for den eksporterende producent og ikke fastsaetter saerskilte margener for eksportoerer, saafremt disse eksportoerer ikke er etableret i eksportlandet og ikke saelger de omtvistede produkter paa hjemmemarkedet i eksportlandet, og beskyldningen for dumping derfor kun kan rettes mod den eksporterende producent .

4 . Den omstaendighed, at en, selv betydelig, handelspartner for Faellesskabet foerer en bestemt politik vedroerende beskyttelse mod dumping, kan ikke i sig selv bevirke, at Faellesskabet er forpligtet til at optraede paa samme maade ved anvendelsen af den faellesskabsretlige ordning paa omraadet .

5 . For saa vidt angaar beregningen af antidumpingtolden, skal institutionerne i henhold til artikel 13, stk . 3, i forordning nr . 2176/84 blot paase, at tolden ikke er stoerre end den fastsatte dumpingmargen, henholdsvis skaden, saafremt en lavere told end dumpingmargenen er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden . Institutionerne har foelgelig et vidt skoen med hensyn til den valgte fremgangsmaade for beregning af afgiften, og de er herved ikke forpligtet til at anvende den samme metode som den, der er anvendt med henblik paa fastsaettelsen af dumpingmargenen .

6 . Indfoerelsen af en antidumpingtold med en ensartet sats for al import af et produkt er, selv om den efter omstaendighederne kan paavirke de enkelte importoerers fortjenstmargen forskelligt, ikke i strid med forbuddet mod forskelsbehandling, da denne forskel i afgiftens virkninger for det foerste ikke skyldes indfoerelsen af afgiften, men den eksporterende fabrikants afsaetningspolitik, og da - for det andet - indfoerelsen af en antidumpingtold sker for at afhjaelpe faellesskabsproducenternes tab og ikke for at sikre den samme fortjenstmargen for alle importoerer .

7 . Det foelger ikke af artikel 10 i forordning nr . 2176/84, at Kommissionen under en antidumpingprocedure ikke kan acceptere et tilsagn fra en importoer, men det fremgaar af bestemmelsens ordlyd, at en saadan accept boer vaere en undtagelse . Artikel 10, stk . 4 og 6, der omhandler fortsaettelse af undersoegelsen, efter at tilsagnene er accepteret, og en antidumpingtold er blevet indfoert, naar et tilsagn er trukket tilbage, eller det konstateres at vaere overtraadt, naevner kun eksportoerer, dvs . de erhvervsdrivende, fra hvem tilsagn principielt kan accepteres .

1 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 27 . april 1987, har selskabet Nashua Corporation, der har hjemsted i New Hampshire, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 2, anlagt sag med paastand om annullation af Kommissionens beslutning om at afslaa at acceptere det tilsagn, som sagsoegeren afgav i forbindelse med antidumpingproceduren vedroerende importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan ( sag C-133/87 ).

2 Ved staevning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 13 . maj 1987, har Nashua Corporation og dettes datterselskaber, N.V . Nashua Belgium SA, Nashua Copycat Limited, Nashua Copygraph GmbH, Nashua Denmark A/S, Nashua France SA, Nashua Nederland BV, Nashua International Limited, Nashua Reprographics SpA og Nashua España SA ( herefter under ét betegnet som "Nashua "), i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 2, anlagt sag med paastand om annullation af Raadets forordning ( EOEF ) nr . 535/87 af 23 . februar 1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan ( EFT L 54, s . 12, herefter benaevnt "den anfaegtede forordning "), for saa vidt som den beroerer Nashua ( sag C-150/87 ).

3 Nashua Corporation er en Original equipment manufacturer ( herefter benaevnt "OEM "), dvs . leverandoer under eget maerke af produkter fremstillet af andre virksomheder . Selskabet koeber i Japan PPC-fotokopieringsmaskiner ( herefter benaevnt "PPC ") hos den japanske fabrikant Ricoh Company Limited ( herefter benaevnt "Ricoh ") og saelger dem via sine datterselskaber under maerket Nashua i Faellesskabet og i en raekke tredjelande .

4 I juli 1985 blev der indgivet klage til Kommissionen over Ricoh og andre japanske producenter af Udvalget for Europaeiske Fabrikanter af Kopieringsmaskiner, som beskyldte Ricoh for at saelge sine produkter i Faellesskabet til dumpingpriser .

5 Antidumpingproceduren, som Kommissionen indledte i henhold til Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 af 23 . juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ( EFT L 201, s . 1 ), foerte foerst til, at der blev paalagt Ricoh en midlertidig antidumpingtold paa 15,8 %. Ved den anfaegtede forordning, der blev vedtaget paa Kommissionens forslag, fastsatte Raadet dernaest den endelige antidumpingtold til 20 %.

6 Ved kendelse af 1 . februar 1989 er sagerne C-133/87 og C-150/87 blevet forenet med henblik paa den mundtlige forhandling og dom .

7 Vedroerende de relevante retsforskrifter, sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

Formaliteten

Paastanden om annullation af Kommissionens beslutning om ikke at acceptere Nashua Corporations tilsagn

8 Som anfoert af Domstolen i kendelsen af 11 . november 1987, Nashua mod Raadet og Kommissionen, pkt . 6 ( 150/87, Sml . s . 4421 ), er Kommissionens rolle et led i Raadets beslutningsproces . Det fremgaar saaledes af bestemmelserne i Raadets forordning nr . 2176/84, at det paahviler Kommissionen at foretage undersoegelser og paa grundlag af disse at beslutte at afslutte proceduren eller at fortsaette den og traeffe foreloebige foranstaltninger, hvorefter den kan foreslaa Raadet af traeffe endelige foranstaltninger . Det tilkommer imidlertid Raadet at traeffe den endelige afgoerelse . Raadet kan undlade at traeffe beslutning, hvis det er uenigt med Kommissionen, eller alternativt traeffe en beslutning paa grundlag af dennes forslag .

9 Kommissionens afslag paa et tilsagn er ikke en foranstaltning med bindende retsvirkninger, der kan paavirke sagsoegerens interesser, da Kommissionen kan omgoere sin beslutning, og Raadet kan beslutte ikke at indfoere en antidumpingtold . Et saadant afslag er en midlertidig foranstaltning, hvis formaal er at forberede den endelige beslutning, og er derfor ikke en anfaegtelig retsakt .

10 Det fremgaar herved af dommene af 7 . maj 1987, Toyo Bearing mod Raadet ( 240/84, Sml . s . 1809 ), Nachi Fujikoshi mod Raadet ( 255/84, Sml . s . 1861 ) og Koyo Seiko mod Raadet ( 256/84, Sml . s . 1899 ), at de erhvervsdrivende i forbindelse med et soegsmaal, hvorunder de anfaegter forordningen om indfoerelse af den endelige antidumpingtold, kan fremfoere anbringenderne om, at deres tilsagn blev afvist ulovligt .

11 Det foelger af det anfoerte, at paastanden om annullation af den anfaegtede beslutning maa afvises .

Paastanden om annullation af forordning nr . 535/87

12 Raadet har anfoert, at paastanden om annullation af forordning nr . 535/87 skal afvises . Raadet har herved for det foerste gjort gaeldende, at Nashua er en uafhaengig importoer af PPC-maskiner fremstillet af Ricoh, og at institutionerne ved fastsaettelsen af eksportprisen ikke tog hensyn til Nashuas pris ved videresalg, hvilket efter Domstolens praksis er det eneste tilfaelde, hvor den paagaeldende importoer skal anses for befoejet til at indbringe et annullationssoegsmaal vedroerende en forordning om indfoerelse af en endelig antidumpingtold .

13 Raadet har for det andet gjort gaeldende, at institutionerne ved beregningen af den normale vaerdi for de omhandlede produkter fastsatte eksportoerens fortjenstmargen til 5% paa grundlag af oplysninger, der alene hidroerte fra Ricoh som producent og eksportoer og ikke fra Nashua .

14 Det bemaerkes indledningsvis, at forordninger om indfoerelse af en antidumpingtold efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de erhvervsdrivende i al almindelighed . Det er dog ikke udelukket, at nogle bestemmelser i saadanne forordninger umiddelbart og individuelt beroerer de producenter og eksportoerer af det omhandlede produkt, der haevdes at have gjort sig skyldige i dumping paa grundlag af oplysningerne om deres virksomhed . Dette er normalt tilfaeldet for de producent - og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at Kommissionens eller Raadets retsakter retter sig til dem, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser ( jfr . domme af 21 . februar 1984, Allied Corporation I, praemisserne 11 og 12, 239/82 og 275/82, Sml . s . 1005, og af 23 . maj 1985, Allied Coporation II, praemis 4, 53/83, Sml . s . 1621 ).

15 Det samme gaelder for de importoerer, hvis videresalgspriser blev lagt til grund ved fastsaettelsen af eksportpriserne, og som derfor er beroert af konstateringerne om en foreliggende dumpingpraksis ( jfr . domme af 29 . marts 1979, ISO, 118/77, Sml . s . 1277, praemis 15, og af 21 . februar 1984, Allied Corporation I, praemis 15, jfr . ovenfor ).

16 Det maa herefter undersoeges, om Nashua konkret var beroert af konstateringerne vedroerende den paatalte dumpingpraksis .

17 Det bemaerkes i denne forbindelse, at Raadet i betragtning af de saerlige omstaendigheder ved Ricohs salg til OEM-selskaberne, herunder navnlig forskellene i Ricohs omkostninger i forbindelse med salget til OEM-selskaberne i forhold til Ricohs omkostninger ved salg af PPC-maskiner under eget maerke, ved beregningen af de paagaeldende produkters normale vaerdi fandt det rimeligt at fastsaette eksportoerernes fortjenstmargen til 5%, dvs . til en lavere sats end den gennemsnitlige fortjenstmargen, der skoennes at vaere 14,6 %.

18 Paa grundlag af den saaledes beregnede normale vaerdi for Ricohs salg til OEM-selskaberne naaede institutionerne til en lavere dumpingmargen end den, der var fastsat for salg af PPC-maskiner under Ricohs eget maerke, og denne dumpingmargen saavel som de margener, der er fastsat for hele Ricohs salgssystem, blev taget i betragtning ved beregningen af en vaegtet dumpingmargen, paa grundlag af hvilken antidumpingtolden blev fastsat .

19 Ved beregningen af PPC-maskinernes normale vaerdi blev fortjenstmargenen paa 5% ganske vist anvendt uden nogen sondring mellem de forskellige beroerte erhvervsdrivende . De paagaeldende erhvervsdrivende, hvis antal er begraenset, blev imidlertid identificeret af institutionerne, og det var netop for at tage hensyn til de saerlige omstaendigheder ved deres forretningsforbindelser med producenterne, at den anvendte fortjenstmargen blev fastsat til 5 %.

20 Det foelger af det anfoerte, at Nashua - hvis karakter af enten importoer eller eksportoer herved er uden betydning - i betragtning af selskabets forretningsforbindelser med Ricoh er beroert af konstateringerne vedroerende den paatalte dumping, og selskabet er foelgelig umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordnings bestemmelser vedroerende Ricohs dumping .

21 Paastanden om annullation af forordning nr . 535/87, for saa vidt som der herved paalaegges de af Ricoh fremstillede PPC-fotokopieringsmaskiner en antidumpingtold paa 20%, kan herefter admitteres .

Realiteten

22 Nashua har til stoette for paastanden anfoert fem anbringender, nemlig 1 ) at dumpingmargenen blev beregnet forkert, 2 ) at den normale vaerdi af de produkter, der blev solgt til OEM-selskaberne, blev beregnet fejlagtigt, 3 ) at antidumpingtolden blev beregnet fejlagtigt, 4 ) at det principielle forbud mod forskelsbehandling blev tilsidesat, og 5 ) at Nashuas tilsagn retsstridigt blev afvist .

Anbringendet om forkert beregning af dumpingmargenen

23 Nashua har for det foerste gjort gaeldende, at selskabet er eksportoer, da det generelt koeber sine fotokopieringsmaskiner i Japan - eller i hvert fald faar ejendomsretten til maskinerne i Japan, foer de overgives til speditoeren - og at selskabet er eneansvarlig for eksport, forsendelse, salg og kundeservice for disse produkter . Foelgelig skulle Raadet for Nashua have fastsat en anden dumpingmargen end den, som det fastsatte for de eksporterende fabrikanter af produktet . Nashua understreger, at Raadet havde de fornoedne oplysninger i saa henseende, da det ved fastsaettelsen af den normale vaerdi foretog de justeringer, der foelger af den saerlige karakter af salg til OEM-selskaberne, og med hensyn til eksportprisen lagde Ricohs fakturapris til grund . Nashua bemaerker, at denne fremgangsmaade svarer til den praksis, der foelges af Kommissionen, som i en raekke tilfaelde har fastsat forskellige dumpingmargener for flere eksportoerer af produkter koebt fra den samme fabrikant .

24 Det bemaerkes, at forordning nr . 2176/84 i artikel 2, stk . 2, fastslaar foelgende : "En indfoert vare betragtes som en dumpingvare, naar dens eksportpris til Faellesskabet er lavere end den normale vaerdi af samme vare ". Forordningens artikel 2, stk . 8, litra a ), indeholder foelgende bestemmelse : "Eksportprisen er den pris, der faktisk er betalt, eller som skal betales for den vare, der saelges til eksport til Faellesskabet ". I naervaerende sag blev PPC-maskinerne solgt til eksport af Ricoh, og det er den pris, som Nashua betalte Ricoh, der maa betragtes som eksportprisen, hvilket sagsoegeren i oevrigt har tiltraadt . Det er herefter Ricoh og ikke Nashua, der maa anses for skyldig i dumping .

25 Som med rette anfoert af Raadet i betragtning 92 til den anfaegtede forordning kan det forhold, at OEM-selskaberne selv eksporterede de paagaeldende produkter, herefter ikke begrunde, at dette salg holdes uden for beregningen af Ricohs dumpingmargen, hvilket i oevrigt kunne foere til at foroege virksomhedens dumpingmargen .

26 Det skal endelig bemaerkes, at Nashua ikke kan sammenlignes med de eksportoerer, som Raadet og Kommissionen har fastsat andre dumpingmargener for end for fabrikanterne af samme produkt . De paagaeldende eksportoerer var nemlig etableret i eksportlandet og drev baade virksomhed med salg til eksport og paa hjemmemarkedet af de produkter, der var omfattet af den paatalte dumping .

27 Nashua har for det andet gjort gaeldende, at der i hvert fald intet var til hinder for at beregne en saerskilt dumpingmargen for distributionssystemet for selskabets fotokopieringsmaskiner . Nashua har herved henvist til den praksis, der foelges i USA i lignende situationer som sagsoegerens .

28 Det bemaerkes dels, at den beregnede dumpingmargen for Ricohs salg til OEM-selskaberne er lavere end den, der blev fastsat for de andre salg, dels, at den endelige dumpingmargen svarer til gennemsnittet af de margener, der fastsaettes for alle fabrikanternes salgssystemer, jfr . forordning nr . 2176/84, artikel 2, stk . 13, litra c ): "naar der er tale om varierende dumpingmargener, kan der beregnes et vejet gennemsnit af disse ".

29 Denne bestemmelse fandt med rette anvendelse i naervaerende sag . Som anfoert ovenfor kunne en beregning af dumpingmargenen uden at tage Nashuas salg i betragtning for det foerste medfoere en foroegelse af Ricohs dumpingmargen; for det andet var det noedvendigt at undgaa, at fabrikanten blev tilskyndet til at afsaette de fleste af sine produkter under OEM-selskabernes maerker .

30 For saa vidt angaar henvisningen til praksis paa omraadet i USA - hvis rigtighed Raadet har bestridt - skal det bemaerkes, at som fastslaaet af Domstolen i dom af 5 . oktober 1988, Canon mod Raadet, praemis 15 ( 277/85 og 300/85, Sml . s . 5731 ), kan den omstaendighed, at en, selv betydelig, handelspartner foerer en bestemt politik, ikke i sig selv bevirke, at Faellesskabet er forpligtet til at optraede paa samme maade . Den naevnte praksis kan saaledes ikke vaere afgoerende for fortolkningen af den faellesskabsretlige ordning .

31 Det foelger af det anfoerte, at anbringendet om, at dumpingmargenen er forkert beregnet, ikke er begrundet og derfor maa forkastes .

Anbringendet om fejlagtig beregning af den normale vaerdi af de produkter, der blev solgt til OEM-selskaberne

32 Nashua har gjort gaeldende, at institutionerne ved at laegge en fortjenstmargen paa 5% til grund ved beregningen af den normale vaerdi af de produkter, der blev solgt til OEM-selskaberne, foretog en vilkaarlig justering, der ikke tager hensyn til forskellene mellem salgene til OEM-selskaberne og salgene under producentens eget maerke . Der er imidlertid en vaesentlig forskel mellem disse to salgsformer, for saa vidt angaar salgsomkostninger, administrative omkostninger og generalomkostninger, der i forbindelse med et salg til et OEM-selskab er langt lavere end ved salg til en normal forhandler, hvilket i det vaesentlige skyldes, at et OEM-selskab afgiver store og regelmaessige ordrer, og at producenten hverken har distributions -, marketings - eller reklameomkostninger og heller ikke salgsomkostninger efter salget til OEM-selskaberne .

33 Hertil bemaerkes, at det fremgaar af sagen, at institutionerne tog hensyn til forskellen mellem omkostningerne og fortjenesten ved salg til OEM-selskaberne og ved andre salg . Det var netop med det formaal for oeje og under hensyntagen til, at det var umuligt for institutionerne at opgoere denne forskel praecist, at de som led i beregningen af den normale vaerdi for OEM-selskaberne fastsatte fortjenstmargenen til 5% og ikke til den anslaaede gennemsnitsstoerrelse paa 14,6%, samt anvendte denne margen paa de salg, der var foretaget under fabrikanternes maerke .

34 Nashua har ikke bevist, at den fastsatte fortjentmargen ikke var tilstraekkelig til at daekke de paastaaede forskelle i det hele . Anbringendet om fejlagtig beregning af den normale vaerdi af de produkter, der blev solgt til OEM-selskaberne, maa herefter forkastes .

Anbringendet om fejlagtig beregning af antidumpingtolden

35 Nashua har anfoert, at Raadet begik en fejl ved beregningen af antidumpingtolden, idet det alene tog hensyn til de priser, der anvendes af Ricohs japanske datterselskaber i Europa ved salg til uafhaengige forhandlere, men ikke til Nashuas priser . Procentfordelingen af de saaledes medregnede salg er ikke repraesentativ, navnlig fordi der heri ikke indgaar en hel gruppe salg inden for Faellesskabet, nemlig OEM-selskabernes salg, der i 1985 udgjorde 28% af alle solgte japanske fotokopieringsmaskiner . Ifoelge Nashua handlede Raadet i strid med den fremgangsmaade, som det havde fulgt vedroerende fastsaettelsen af dumpingmargenen, idet denne blev fastsat paa grundlag af alle Ricohs salg, inklusive salgene til OEM-selskaberne .

36 Det skal foerst bemaerkes, at artikel 13, stk . 3, i forordning nr . 2176/84 med hensyn til beregningen af antidumpingtolden blot indeholder en forskrift om, at institutionerne ikke maa saette tolden hoejere end den fastslaaede dumpingmargen, henholdsvis end skaden, saafremt en lavere told end margenen er tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden . Institutionerne har foelgelig et vidt skoen med hensyn til den valgte metode for beregning af tolden, og de er herved ikke forpligtet til at anvende den samme metode som ved fastsaettelsen af dumpingmargenen .

37 Endvidere bemaerkes, at institutionerne med henblik paa fastsaettelsen af den toldsats, der i den foreliggende sag kunne afhjaelpe faellesskabsproducenternes tab, havde fundet, at det rette grundlag var det samlede tab som foelge af eksporten af PPC-maskiner med oprindelse i Japan, hvilket udgjorde 70% af samtlige PPC-maskiner solgt i Faellesskabet .

38 Nashua har ikke bevist, at den anfoerte fremgangsmaade paavirkede stoerrelsen af den indfoerte antidumpingtold, og heller ikke, hvorvidt tolden ville have haft en anden stoerrelse, saafremt man ogsaa havde taget hensyn til OEM-selskabernes salg .

39 Dette anbringende maa foelgelig forkastes .

Anbringendet om tilsidesaettelse af forbuddet mod forskelsbehandling

40 Ifoelge Nashua har Raadet tilsidesat forbuddet mod forskelsbehandling ved at indfoere en antidumpingtold med samme sats for samtlige indfoersler af PPC-maskiner . Nashua finder, at selskabet i absolutte tal betaler en langt hoejere antidumpingtold end et datterselskab af en japansk producent, idet selskabets bruttofortjenstmargen kun er 16%, mens margenen for japanske producenters datterselskaber udgoer 42 %.

41 Det bemaerkes - uden at det er noedvendigt at tage stilling til de af Nashua naevnte tal, der bestrides af Raadet - dels, at den paaberaabte forskel ikke skyldes indfoerelsen af antidumpingtolden, men Ricohs salgspolitik, dels, at en antidumpingtold indfoeres for at ophaeve faellesskabsproducenternes tab, ikke for at sikre alle importoerer den samme fortjenstmargen .

42 Anbringendet maa foelgelig forkastes .

Anbringendet om, at det ulovligt blev afslaaet at tage hensyn til Nashuas tilsagn

43 Nashua goer med dette anbringende gaeldende, at Kommissionen ved ikke at undersoege det tilsagn, som selskabet havde fremsat tilbud om, handlede i strid med artikel 10 i forordning nr . 2176/84 . For saa vidt som denne kommissionspraksis bekraeftes i den anfaegtede forordning, er ogsaa denne i strid med den naevnte bestemmelse .

44 Ifoelge Nashua skal Kommissionen foerst undersoege, om skaden kan fjernes ved det tilbudte tilsagn . Foerst naar en saadan undersoegelse er foretaget, kan Kommissionen traeffe den skoensmaessige afgoerelse om, hvorvidt tilbuddet skal accepteres . Denne undersoegelse blev ikke foretaget i naervaerende sag, idet Kommissionen blot fremfoerte nogle almindelige bemaerkninger om Nashuas status og henviste til sin saedvanlige praksis, hvorefter tilsagn fra importoerer ikke accepteres .

45 Det bemaerkes, at Kommissionens praksis med ikke at acceptere tilsagn fra importoerer, som Raadet har tiltraadt i betragtning 100 til den anfaegtede forordning, baade har hjemmel i GATT' s antidumpingkodeks, hvis artikel 7 alene naevner godtagelse af tilsagn fra eksportoerer, og i artikel 10 i forordning nr . 2176/84 . Sidstnaevnte bestemmelse forbyder ganske vist ikke Kommissionen at acceptere et importoertilsagn, men efter bestemmelsens ordlyd skal dette vaere en undtagelse . Artikel 10, stk . 4 og 6 - der vedroerer fortsaettelse af undersoegelsen, efter at tilsagnene er accepteret, og antidumpingtolden er indfoert, naar et tilsagn er blevet trukket tilbage, eller det fastslaas, at det er misligholdt - naevner kun eksportoererne, dvs . de erhvervsdrivende, hvis tilsagn principielt kan accepteres .

46 Denne ordning findes berettiget af to grunde . For det foerste vil godtagelsen af et tilsagn fra en importoer tilskynde denne til fortsat at modtage leverancer til dumpingpriser fra lande uden for Faellesskabet . For det andet maatte de andre importoerer behandles paa samme maade, hvilket paa baggrund af det store antal selskaber paa markedet vil goere det meget vanskeligt at kontrollere, at tilsagnene overholdes .

47 Det bemaerkes, at spoergsmaalet, om Nashua fysisk er den, der eksporterer eller importerer PPC-maskinerne, er uden betydning . Da PPC-maskinerne koebes med henblik paa at importere dem til Faellesskabet, og de hensyn, der ligger til grund for afvisningen af importoertilsagn, foelgelig kan paaberaabes, kunne Nashua ikke betragtes som eksportoer i denne forbindelse ( betragtning 100, fjerde afsnit, til den anfaegtede forordning ).

48 Det foelger af det anfoerte, at institutionerne ved at afslaa at acceptere Nashuas tilsagn med den begrundelse, der anfoeres i betragtning 100 til den anfaegtede forordning, ikke overskred graenserne for deres skoen .

49 Nashuas sidste anbringende maa herefter forkastes, og der vil i det hele vaere at give dom efter de sagsoegtes paastande .

Sagens omkostninger

50 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk . 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger . Sagsoegerne har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger . I sag C-150/87 betaler sagsoegerne sagens omkostninger in solidum, herunder intervenienternes omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Sag C-133/87 afvises .

2 ) I sag C-150/87 frifindes sagsoegte .

3 ) I begge sager betaler sagsoegeren, henholdsvis sagsoegerne, sagsomkostningerne . I sag C-150/87 betaler sagsoegeren sagens omkostninger in solidum, herunder intervenienternes .