—

ved beslutning af 18. oktober 1984 udnævnte den Williams i den stilling som ekspeditionssekretær, der herefter var blevet ledig, idet Williams var placeret næstøverst på listen over de kandidater, der havde bestået den førnævnte interne udvælgelsesprøve;

—

den 24. oktober 1984 tilsendte Revisionsretten Schwiering to skrivelser, hvorved man for det første meddelte ham, at hans fastansættelse var annulleret med virkning fra 16. oktober 1984, og for det andet tilbød ham en stilling som midlertidigt ansat i lønklasse A 7/3.

—

for så vidt angår perioden fra 1. april 1983 og indtil et tidspunkt, der skulle fastsættes ved aftale, skulle Schwiering's tjenstlige status efter Domstolens dom anses for reguleret ved hans tidligere kontrakt af 15. december 1977 som midlertidigt ansat, der således på ny skulle finde anvendelse;

—

pr. det aftalte tidspunkt skulle denne midlertidige kontrakt erstattes med en kontrakt om midlertidig ansættelse i en fast stilling i lønklasse A 5 eller i givet fald i stillingsgruppe A 6/A 7, i sidstnævnte tilfælde dog mod betaling af et udligningstillæg;

—

Revisionsretten skulle herefter give Schwiering adgang til at deltage i en intern udvælgelsesprøve, der ville blive afholdt med henblik på endelig besættelse af den stilling, der ville være tildelt ham, idet dennea stilling forudsættes at være i overensstemmelse med hans kvalifikationer;

—

Schwiering skulle herefter afstå fra enhver retsforfølgning.

1.

Sagsøgeren har anfægtet dette afslag under et søgsmål, anlagt den 14. maj 1985, hvorunder han har nedlagt følgende påstande :

Principale påstande:

Subsidiare påstande:

2.

Revisionsretten har nedlagt følgende påstande:

3.

Ved kendelse, afsagt den 26. september 1985, har Domstolen (tredje afdeling) givet Williams tilladelse til at intervenere, dog kun for så vidt interventionen sker til støtte for Revisionsrettens påstand om frifindelse for de subsidiære påstande i stævningen. Intervenienten har den 25. november 1985 afgivet indlæg til støtte for sagsøgtes påstand.

4.

Ved kendelse, afsagt den 26. september 1985, har Domstolen (tredje afdeling) afvist den af Revisionsretten nedlagte afvisningspåstand, der var begrundet med, at stævningen angiveligt var underskrevet af en person, der ikke er beføjet til at indgive et søgsmål for Domstolen.

1.

Revisionsretten har anført, at der ikke på noget tidspunkt har foreligget en egentlig klage i vedtægtens forstand og har til støtte herfor anført, dels at advokatens skrivelse efter sin egen ordlyd indeholder et kompromisforslag, og at advokaten ikke anfægter nogen konkret beslutning truffet af Revisionsretten, dels at skrivelsen er flertydigt og uklart formuleret. Følgelig kunne Revisionsrettens skrivelse af 15. februar 1985 ikke forstås som et afslag på en klage; den var i virkeligheden en »rent oplysende udtalelse«. Herefter må samtlige påstande afvises. Schwiering's førnævnte skrivelse af 16. januar 1985 til Revisionsretten kan ikke ændre indholdet af advokatens skrivelse.

Revisionsretten har subsidiært anført, at selv om man antager, at der forelå en klage, så kan søgsmålet alene omfatte de klagepunkter og krav, der er fremsat i klagen. De principalt og subsidiært nedlagte påstande kan dermed ikke antages til pådømmelse i realiteten, eftersom de anbringender, hvorpå de støttes, ikke blev fremført i klagen. Endelig har Revisionsretten anført, at det er vanskeligt at forstå, hvad der er søgsmålets genstand.

2.

Sagsøgeren har heroverfor anført, at skrivelsen fra hans advokat havde karakter af en klage, da det af skrivelsen klart fremgik, at advokaten påtalte en krænkelse af sagsøgerens rettigheder; indholdet af skrivelsen blev dernæst nærmere præciseret ved sagsøgerens skrivelse af 16. januar 1985. Revisionsrettens formand anerkendte endvidere uforbeholdent, at skrivelsen må betragtes som en klage, og han traf udtrykkeligt afgørelse i form af afslag på en klage. Det følger herefter af »omsorgspligten« såvel som af institutionens pligt til at bistå sine tjenestemænd, at Revisionsretten ikke nu kan ændre standpunkt i så henseende. Sagsøgeren har endelig anført, at påstandene under sagen har samme genstand som de klagepunkter og krav, der blev fremsat i klagen, samt at fristen er overholdt.

Efter sagsøgerens opfattelse bør ansættelsesmyndigheden i givet fald føres som vidne vedrørende dette spørgsmål.

—

kontrakten som midlertidigt ansat (A 4), der ikke er opsagt udtrykkeligt, sættes atter i kraft. Schwiering har herved anført, at han efter Domstolens dom på ny skulle have haft den tjenesteretlige status som midlertidigt ansat i A 4, som han havde før tjenestemandsansættelsen. Den midlertidige kontrakt, der stiltiende var bragt til ophør, må nemlig antages automatisk på ny at være blevet retligt virksom. Så længe kontrakten om midlertidig ansættelse på ubestemt tid ikke er opsagt, kan denne fremgangsmåde følgelig anvendes, og sagsøgeren kan oppebære sit tidligere vederlag.

—

Sagsøgeren indplaceres på ny som fastansat tjenestemand.

—

Sagsøgeren ansættes i en fast stilling i en lavere lønklasse i henhold til en midlertidig kontrakt, der om fornødent forlænges, indtil tjenestemandsansættelse sker, og som hjemler et udligningstillæg, således at sagsøgeren opnår samme vederlag som før afsigelsen af Domstolens dom; sagsøgeren skal endvidere sikres adgang til at deltage i en udvælgelsesprøve. Efter de af Revisionsretten fastsatte kriterier for indplacering samt under hensyn til sagsøgerens faglige erfaring anser sagøgeren en indplacering i A 5 for fuldt berettiget.

a)

For så vidt angår de principper, som sagsøgeren har anført til støtte for sine krav, har Revisionsretten henvist til de grænser for bistands- og omsorgspligten, som Domstolen har præciseret i dommen af 28. maj 1980 (Kuhner mod Kommissionen, de forenede sager 33 og 75/79, Sml. s. 1677). Revisionsretten har anført, at den har givet Schwiering den bedste tjenstlige stilling, som det var muligt at give ham, og den bedste indplacering i lønklasse og på løntrin, som man lovligt kunne give ham som midlertidigt ansat. Revisionsretten har endvidere anført, at sagsøgeren bærer ansvaret for de omstændigheder, der førte til den retslige annullation af hans udnævnelse. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet samt omsorgspligten er således ikke tilsidesat.

b)

Efier Revisionsrettens opfattelse er de af sagsøgeren foreslåede foranstaltninger uden retligt grundlag

For så vidt angår anbringendet om, at den gamle kontrakt på ny er blevet retligt virksom, har Revisionsretten anført, at noget sådant er umuligt, fordi denne kontrakt klart blev indgået for et tidsrum svarende til mandatet for Revisionsrettens tyske medlem, Leicht; dette følger af kontraktens egne ord og stemmer med kontraktsparternes hensigt samt svarer til fast praksis med hensyn til de til Revisionsrettens medlemmer knyttede medarbejdere. Nævnte mandat udløb imidlertid den 17. oktober 1983. Som det har været tilfældet med alle lignende kontrakter med midlertidigt ansatte, der tilknyttes medlemmernes kabinetter, blev også Schwiering's kontrakt opsagt med det foreskrevne varsel. Revisionsretten har endvidere anført, at Schwiering stiltiende bragte kontrakten til ophør ved at acceptere den stilling, som Revisionsretten tilbød ham. En ensidig opsigelse af kontrakten var herefter overflødig. En sådan kontrakt kan derfor ikke på ny blive retligt virksom. Det tilfælde, at »midlertidige kontrakter, der stiltiende er bragt til ophør, senere automatisk på ny bliver gyldige«, omhandles i øvrigt hverken i nogen bestemmelse i vedtægten eller i Domstolens praksis.

Det er efter afsigelsen af Domstolens dom ikke muligt på ny at indplacere sagsøgeren som fastansat tjenestemand.

Revisionsretten har endeligt afvist det tredje løsningsforslag og har til støtte herfor henvist til Domstolens dom af 29. september 1976 i sagen Giuffrida mod Rådet (105/75, Sml. s. 1395), hvorefter en »udvælgelsesprøve, [der gennemføres] af ansættelsesmyndigheden udelukkende for at afhjælpe uregelmæssighederne i en bestemt tjenestemands administrative situation således, at samme tjenestemand kunne blive ansat i den ledige stilling, er i strid med formålet med enhver ansættelsesprocedure og er således udtryk for magtfordrejning«.

a)

Sagsøgeren har anført, at ingen af deltagerne i udvælgelsesprøven opfyldte betingelserne i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven. Han har i øvrigt kritiseret udnævnelsen af Williams som værende ulovlig og har fremsat bemærkninger af personlig art om Williams, i hvilken forbindelse han navnlig har henvist til de dårlige bedømmelser af Williams, til de vanskeligheder af disciplinær art, som denne har haft, samt til Williams' manglende relevante erfaring inden for det arbejdsområde, som han nu varetager.

b)

Revisionsretten har anført, at denne påstand bør afvises af to grunde: den nævnes overhovedet ikke i klagen, og den er dernæst fremsat for sent. Subsidiært har Revisionsretten anført, at sagsøgeren ikke i forbindelse med disse anbringender har anført noget som helst, der gør det muligt at efterprøve rigtigheden af disse anbringender.

c)

Intervenienten, Williams, har taget skarpt afstand fra de af sagsøgeren fremsatte bemærkninger af personlig art. Såfremt disse bemærkninger bygger på faktiske forhold, er der tale om et alvorligt brud på tavshedspligten.

a)

Sagsøgerens anbringender vedrørende dette punkt adskiller sig ikke reelt fra de anbringender, der er omhandlet ovenfor under B.l.l., eller fra det, han har anført til støtte for erstatningskravet.

b)

Revisionsretten har anført, at også denne påstand bør afvises, eftersom den ikke blev fremsat i klagen. Påstanden er endvidere ubegrundet, eftersom den indplacering som midlertidigt ansat i lønklasse A 7/3, som sagsøgeren fik, var den højest mulige placering, som han kunne kræve efter vedtægten og de interne retningslinjer vedrørende ansættelse. Der findes ingen hjemmel for at imødekomme krav i videre omfang.

a)

Sagsøgeren har henvist til det lidte økonomiske tab, til »den psykiske belastning«, som hviler på ham, samt til det »dårlige lys«, som han er blevet stillet i i forhold til sine kolleger. Han ønsker sagsøgtes ansvar fastslået, idet han forbeholder sig senere at opgøre det påståede tab.

b)

Revisionsretten har anført, at denne påstand bør afvises af de ovenfor anførte grunde, samt at den savner grundlag, eftersom der ikke kan lægges Revisionsretten noget til last, hverken for så vidt angår gennemførelsen af udvælgelsesprøven CC/A/17/82 eller med hensyn til de beslutninger, der er truffet efter udvælgelsesprøven.

1

Ved stævning, indgivet til Domstolens justitskontor den 14. maj 1985, har Hartmut Schwiering, midlertidigt ansat ved Revisionsretten, anlagt sag, hvorunder han principalt har nedlagt påstand om annullation af det af Revisionsrettens formand givne afslag på at imødekomme sagsøgerens krav med hensyn til tjenstlig status efter annullationen af hans udnævnelse, og subsidiært har påstået annullation af udvælgelsesprøven CC/A/17/82, samt at der tilkendes ham et udligningstillæg eller erstatning.

2

Schwiering blev ansat ved Revisionsretten den 1. december 1977. Han arbejdede først som personlig medarbejder tilknyttet kabinettet for Revisionsrettens tyske medlem, Leicht, og havde kontrakt som midlertidigt ansat i lønklasse A 4. Ved slutningen af 1982 deltog han i og bestod den interne udvælgelsesprøve CC/A/17/82, der blev afholdt med henblik på besættelse af en stilling som ekspeditionssekretær i stillingsgruppe A 5/A 4. Han blev i henhold til Revisionsrettens beslutning af 24. marts 1983 udnævnt til tjenestemand på prøve i lønklasse A 5 med virkning fra 1. april 1983. Han fratrådte følgelig pr. samme dato tjenesten i kabinettet og tiltrådte i en stilling i Revisionsrettens administration. Den 1. januar 1984 blev han fastansat i stillingen.

3

Ved dom af 16. oktober 1984 (Calvin Williams mod Revisionsretten, 257/83, Sml. s. 3547) annullerede Domstolen Schwiering's udnævnelse med den begrundelse, at han med urette havde fået adgang til at deltage i den udvælgelsesprøve, der lå til grund for hans udnævnelse. Schwiering havde nemlig hverken universitetseksamen eller den faglige erfaring, der alternativt krævedes i meddelelsen om udvælgelsesprøve. Det anføres i dommen, at eftersom beslutningen om at udnævne Schwiering annulleredes, måtte udnævnelsen betragtes som aldrig foretaget.

4

Med henblik på fuldbyrdelsen af dommen traf Revisionsretten to foranstaltninger. For det første udnævnte den ved beslutning af 18. oktober 1984 Williams, der var placeret næstøverst blandt de kandidater, der havde bestået den interne udvælgelsesprøve, i den omhandlede stilling som ekspeditionssekretær. Ved to skrivelser af 24. oktober 1984 meddelte Revisionsretten dernæst Schwiering, at hans fastansættelse var annulleret med virkning fra 16. oktober 1984, og tilbød ham en stilling som midlertidigt ansat i lønklasse A 7/3. Den 25. oktober 1984 accepterede Schwiering den tilbudte kontrakt om midlertidig ansættelse »på den udtrykkelige betingelse, at den om fornødent kan forlænges...«. Siden da er ansættelseskontrakten løbende blevet forlænget.

5

Den 19. december 1984 forelagde Schwiering's advokat Revisionsretten et »kompromisforslag« af følgende indhold: for det første, at Schwiering — som følge af Domstolens dom — fra 1. april 1983 og indtil et tidspunkt, der skulle fastsættes ved aftale, betragtedes som omfattet af den tidligere kontrakt om midlertidig ansættelse i lønklasse A 4, der var indgået den 15. december 1977, og som således på ny ville finde anvendelse; for det andet, at denne kontrakt om midlertidig ansættelse pr. den aftalte dato skulle erstattes af en kontrakt om midlertidig ansættelse i en fast stilling i lønklasse A 5 eller eventuelt i stillingsgruppe A 7/A 6, men i så fald mod betaling af et udligningstillæg; endelig, at Revisionsretten skulle give Schwiering adgang til at deltage i en intern udvælgelsesprøve, der skulle afholdes med henblik på endelig udnævnelse i den stilling, der ville være tildelt ham, og som skulle være i overensstemmelse med hans kvalifikationer.

6

Den 16. januar 1985 anmodede Schwiering ansættelsesmyndigheden om at betragte den førnævnte skrivelse fra hans advokat som en klage i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2. Ved skrivelse af 15. februar 1985 til sagsøgeren afviste Revisionsrettens formand — efter at have »noteret sig«, at skrivelsen af 19. december 1984 ønskedes betragtet som en klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2 — de forskellige krav, der var fremsat i skrivelsen, som formanden selv omtalte som sagsøgerens »klage«. De under søgsmålet principalt nedlagte påstande vedrører annullation af dette afslag.

7

Ved kendelse, afsagt den 26. september 1985, har Domstolen (tredje afdeling) givet Williams tilladelse til at intervenere, dog kun for så vidt der interveneres til støtte for Revisionsrettens påstand om frifindelse for de under søgsmålet subsidiært nedlagte påstande.

8

Revisionsretten har principalt gjort gældende, at der ikke på noget tidspunkt har foreligget en egentlig klage i vedtægtens forstand, og har herved for det første anført, at skrivelsen fra sagsøgerens advokat efter sin egen ordlyd indeholdt et »kompromisforslag« og ikke anfægtede nogen konkret beslutning truffet af Revisionsretten; for det andet har Revisionsretten henvist til skrivelsens uklare formulering, som ikke ses at være tydeliggjort ved sagsøgerens skrivelse af 16. januar 1985. Svaret fra Revisionsrettens formand af 15. februar 1985 kunne derfor ikke forstås som et afslag på en klage, men var i virkeligheden »en rent oplysende udtalelse«. Følgelig må denne påstand afvises.

9

Revisionsretten har subsidiært anført, at selv om man antog, at der forelå en klage, så kunne søgsmålet alene vedrøre de deri fremførte klagepunkter. Den her omhandlede påstand må følgelig afvises, eftersom de anbringender, hvorpå den støttes, ikke blev gjort gældende i klagen.

10

Det bemærkes hertil for det første, at skrivelsen af 19. december 1984 fra sagsøgerens advokat faktisk — som hævdet af sagsøgeren — var en klage, eftersom det af skrivelsen fremgår, at sagsøgeren protesterede mod en krænkelse af sine rettigheder; endvidere blev skrivelsens karakter klart præciseret ved sagsøgerens skrivelse af 16. januar 1985, dvs. inden udløbet af fristen i henhold til tjenestemandsvedtægten. Endvidere udtalte Revisionsrettens formand uforbeholdent, at skrivelsen måtte betragtes som en klage, og hans afgørelse gik udtrykkeligt ud på, at klagen afvistes. Revisionsrettens første formalitetsindsigelse må følgelig forkastes.

11

For det andet bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at tjenestemandsvedtægtens artikel 90 har til formål at muliggøre og fremme en mindelig bilæggelse af tvister mellem tjenestemændene og administrationen. For at opfylde dette krav er det af betydning, at sidstnævnte er i stand til at få tilstrækkelig klart kendskab til den pågældendes klagepunkter eller ønsker. Denne bestemmelse har derimod ikke til formål strengt og endeligt at fastlægge den eventuelle retslige fase, når søgsmålet hverken ændrer klagens årsag eller genstand. Kravet er således opfyldt, såfremt tjenestemanden eller den ansatte for Domstolen nedlægger påstande, der har samme genstand som klagen, og fremsætter indsigelser, der hviler på samme grundlag som de påklagede forhold (dom af 7. maj 1986 i sag 52/85, Rihoux m. fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1555).

12

I denne sag fremgår det af en sammenligning mellem sagsøgerens klage og det, han har fremført for Domstolen, at den principale påstand om annullation af afvisningen af at tage sagsøgerens tjenstlige stilling op til fornyet overvejelse hviler på samme grundlag som de krav, der fremsattes i klagen, og denne påstand kan følgelig antages til pådømmelse.

13

Sagsøgeren har anført, at de foranstaltninger, der er truffet med henblik på fuldbyrdelsen af Domstolens dom, ikke på noget punkt må forringe hans tjenstlige stilling. Sagsøgeren har i så henseende anført, at dette følger af kravet om konsekvens i retssystemet, samt henvist til retssikkerhedsprincippet, princippet om den berettigede forventning og princippet om »velerhvervede økonomiske rettigheder og fordringer« såvel som til opfyldelsen af omsorgspligten og til det forhold, at en tjenestemand ikke på nogen måde er ansvarlig for de fejl, der begås af administrationen ved en institution i forbindelse med gennemførelsen af en udvælgelsesprøve; sagsøgeren har endvidere henvist til praksis i de andre institutioner og har endelig henvist til gældende ret i en række medlemsstater.

14

Sagsøgeren har foreslået, at hans tjenstlige status retableres ved hjælp af én af følgende tre foranstaltninger:

15

Det skal hertil bemærkes, at Revisionsretten ikke kunne have accepteret noget af disse forslag uden at tilsidesætte tjenestemandsvedtægten :

16

Revisionsretten findes således — inden for rammerne af vedtægten og institutionens interne retningslinjer — at have behandlet sagsøgeren under rimelig hensyntagen til dennes særlige situation. Revisionsretten ses herefter ikke at have tilsidesat retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og den har heller ikke handlet i strid med omsorgspligten. Revisionsretten vil følgelig være at frifinde, for så vidt angår den principale påstand.

17

Sagsøgeren har anført, at han i ingen henseende er ansvarlig for den ulovlige akt, som Domstolen annullerede, og han har henvist til det økonomiske tab, han har lidt, såvel som til den »psykiske belastning«, som hviler på ham. Han ønsker følgelig sagsøgtes ansvar fastslået, idet han forbeholder sig senere at opgøre det påståede tab.

18

Revisionsretten er af den opfattelse, at erstatningspåstanden bør afvises, eftersom den først er nedlagt under sagens behandling ved Domstolen, samt at påstanden er ubegrundet, eftersom der ikke kan lægges Revisionsretten noget forhold til last, hverken for så vidt angår gennemførelsen af udvælgelsesprøven CC/A/17/82 eller med hensyn til de beslutninger, der er truffet på grundlag af udvælgelsesprøven.

19

Med henblik på at kunne tage stilling til påstanden finder Domstolen det nødvendigt at præcisere grænserne for det skøn, der tilkommer ansættelsesmyndigheden med hensyn til en ulovlig beslutning truffet af en udvælgelseskomite. Efter Domstolens faste praksis, der hviler på hensynet til udvælgelseskomiteernes uafhængighed, er vedkommende institution ikke beføjet til at annullere eller ændre en sådan beslutning (14. juni 1972, Marcato mod Kommissionen, 44/71, Sml. 1972, s. 105; 26. februar 1981, Authié mod Kommissionen, 34/88, Sml. s. 665; 14. juli 1983, Detti mod Domstolen, 144/82, Sml. s. 2346, 2421). De afgørelser, som ansættelsesmyndigheden træffer under udøvelsen af sine egne beføjelser, må imidlertid ikke være behæftet med retlige mangler. Ansættelsesmyndigheden kan følgelig ikke være bundet af udvælgelseskomiteernes ulovlige beslutninger, for så vidt dens egne beslutninger herved bliver ulovlige.

20

Det påhviler derfor ansættelsesmyndigheden at efterprøve, om de beslutninger, som udvælgelseskomiteen har truffet, er lovlige, navnlig med hensyn til udvælgelsen af de kandidater, der gives adgang til udvælgelsesprøven. Såfremt udvælgelseskomiteen som i nærværende sag med urette har givet en ansøger adgang til udvælgelsesprøven og har opført ham på listen over egnede ansøgere, skal ansættelsesmyndigheden afvise at udnævne denne ansøger, og dette skal ske ved en beslutning, der skal begrundes, således at Domstolen i givet fald kan efterprøve dens lovlighed.

21

I nærværende sag har Revisionsretten begået en tjenstlig fejl, eftersom den undlod at gribe ind over for den fejl, som udvælgelseskomiteen havde begået, og udnævnte en ansøger, der ikke opfyldte adgangsbetingelserne i henhold til meddelelsen om udvælgelsesprøven.

22

Herved skal det imidlertid under alle omstændigheder fastslås, at denne fejl under de i sagen foreliggende omstændigheder ikke var af en sådan art, at den kunne komme sagsøgeren til skade. Således beror det ikke på denne fejl, at sagsøgeren mistede sin status som fastansat tjenestemand; der burde, som allerede anført, være givet sagsøgeren afslag på deltagelse i udvælgelsesprøven, og han kunne under ingen omstændigheder være udnævnt til fastansat tjenestemand i stillingsgruppe A 5/A4.

23

Det bemærkes dernæst, at der heller ikke ved denne tjenstlige fejl er påført sagsøgeren noget tab, der kan kræves erstattet som følge af, at han bragte sin tidligere kontrakt som midlertidigt ansat i A 4 til ophør. Under normale omstændigheder ville kontrakten nemlig være ophørt den 17. oktober 1983, da Leicht's mandat udløb. Vel blev kontrakten faktisk bragt til ophør på et tidligere tidspunkt, nemlig allerede pr. 1. april 1983, som følge af sagsøgerens — ulovlige — udnævnelse til tjenestemand i lønklasse A 5; men Revisionsretten har ladet det have sit forblivende ved den løn, som sagsøgeren har oppebåret i sidstnævnte lønklasse, til den 16. oktober 1984, hvilket rigeligt opvejer den manglende indtægt i lønklasse A 4 i perioden 1. april-17.oktober 1983. Herefter må også denne subsidiært nedlagte påstand forkastes, uden at det er nødvendigt at tage stilling til formalitetsspørgsmålet.

24

Denne subsidiære påstand er først nedlagt under sagens behandling for Domstolen og hviler på et retsgrundlag, der er uden forbindelse med de i klagen fremførte klagepunkter. Påstanden kan følgelig under ingen omstændigheder antages til pådømmelse.

25

Det fremgår i det hele af det anførte, at sagsøgte vil være at frifinde.

26

Revisionsretten har anført, at de udgifter, den har måttet afholde, unødvendigt er påført den af sagsøgeren, hvorfor denne bør tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, idet procesreglementets artikel 70 ikke finder anvendelse.

27

Sagsøgeren har heroverfor anført, at Revisionsretten bør bære samtlige sagens omkostninger, og har til støtte herfor henvist til omsorgspligten, princippet om beskyttelse af den beretttigede forventning, samt til at Revisionsretten selv har givet anledning til sagsanlægget.

28

Intervenienten har påstået sagsøgeren tilpligtet at bære samtlige sagens omkostninger.

29

Det bemærkes, at det i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 og 3, og artikel 70 under sagens konkrete omstændigheder findes rimeligt, at hver part bærer sine omkostninger, og at sagsøgeren, der har tabt sagen, betaler intervenientens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (tredje afdeling)