1.

Bernard Weber, der var luxembourgsk statsborger og født den 25. juli 1930, afgik ved døden den 14. september 1967, og efterlod en enke, Helga Massonet, og to børn, født i 1963 og 1965. Han havde arbejdet fra 1954 til 1962 i storhertugdømmet Luxembourg, hvor han havde betalt pensionsbidrag i 67 måneder; fra oktober 1965 til den 1. september 1967 var han medlem af »Bundesversicherungsanstalt fur Angestellte, Berlin«, i anledning af et arbejde, han havde i Tyskland i 13 måneder.

Bundesversicherungsanstalt tillagde enken pension med virkning fra den 1. september 1967. Beregningen af denne pension skete på grundlag af den såkaldte »Angestelltenversicherungsgesetz« samt forordning (EØF) nr. 3 og 4 om social sikring af vandrende arbejdstagere. Bundesversicherungsanstalt traf i første række afgørelse om, at enken i henhold til denne lovs § 45, stk. 2 havde ret til forhøjet pension, den såkaldte »Erhohte Hinterbliebenenrente«, da hun havde forsørgerpligt over for mindst 1 barn med ret til sådan pension, der tilkommer børn, der har mistet deres forældre eller en af dem. Af denne grund medtog den ikke kun de forsikringsmåneder, som Weber faktisk havde tilbagelagt, men også det antal måneder, som resterede mellem tidspunktet for hans død og det tidspunkt, hvor han ville være fyldt 55 år — den såkaldte »Zurechnungszeit« — her 215 måneder.

Bundesversicherungsanstalt udregnede først størrelsen af den ydelse, som fru Weber ville have haft krav på, hvis alle de forudgående perioder havde været tilbagelagt under dens egen lovgivning, og fastsatte derpå det beløb, som det påhvilede den at udrede, forholdsmæssigt efter varigheden af de perioder, der faktisk var tilbagelagt under den tyske lovgivning, i forhold til de samlede perioder, der var tilbagelagt under de to pågældende medlemsstaters lovgivning.

Caisse de Pension des Employés Privés (en pensionskasse for privatansatte, i det følgende benævnt Caisse de Pension) i Luxembourg tillagde for sit vedkommende fru Weber pension fra samme dato. Ved beregningen af de beløb, der blev udbetalt efter denne pension, havde den medtaget en række særlige tillæg, som i henhold til § 4 i lov af 25. oktober 1968 om ændring af invaliditets- og dødsfaldsforsikringsformer under pensionsordninger med bidragspligt skal udbetales i tilfælde af for tidlig død. Senere skiftede man mening i Caisse de Pension og nægtede at medtage de særlige tillæg ved beregning af de luxembourgske pensionsbeløb. Disse skal udbetales til en enke, som forsørger et barn, og hvis mand er afgået ved døden, før han fyldte 55 år. De tilkendes for hver fulde kalendermåned mellem det tidspunkt, hvor pensionskravet opstår, og det fyldte 55. ar. De fastsættes til 1,6 % af den månedlige normalmindsteløn for den periode, der går forud for det fyldte 35. år, og for den efterfølgende periode til 1,6 % af den månedlige normalmindsteløn, forhøjet med 20 %, med forbehold af visse særlige bestemmelser.

Fru Weber anlagde herefter sag mod Caisse de Pension ved Conseil arbitral des assurances sociales (voldgiftsret vedrørende visse forsikringsarter af social karakter), som ved afgørelse af 20. december 1972 statuerede, at hun havde krav på de særlige tillæg. Ved dom af 4. juli 1974 stadfæstede Conseil supérieur des assurances sociales (appelinstans for Conseil arbitral) afgørelsen fra Conseil arbitral.

Caisse de Pension indgav kassationsappel mod denne dom ved Cour Supérieure de Justice du Luxembourg, som ved dom af 15. maj 1975 besluttede at udsætte sagen og i henhold til EØF-traktatens artikel 177 at anmode Domstolen om at tage stilling til følgende præjudicielle spørgsmål:

2.

I forelæggelsesdommen har Cour Supérieure de Justice sammenfattet Caisse de Pension tre kassationsanbringender på følgende måde:

»Ved det første kassationsanbringende gøres det gældende, at de foregående instanser har krænket artiklerne 4 og 6 i lov af 25. oktober 1968, da disse bestemmelser i betragtning af afdøde Webers og hans retssuccessor Massonet's forhold ikke pålægger den luxembourgske Caisse de pension nogen pligt til at udbetale de særlige tillæg;

videre gøres det gældende, at eftersom Weber på tidspunktet for sin død var medlem af en tysk socialsikringsinstitution — artikel 12 i forordning nr. 3 indeholder en generel bestemmelse om, at de arbejdstagere og dermed ligestillede personer, der er beskæftiget på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning, selv om de er bosat på en anden medlemsstats område — var han ikke forsikret i den luxembourgske Caisse de pension. Hans retssuccessorer kan således ikke over for Caisse de pension hævde nogen ret til det særlige tillæg, som indførtes ved artikel 6 i lov af 25. oktober 1968, jf. artikel 8 i lov af 16. december 1963 om samordning af pensionsordninger. Disse regler bestemmer, at det særlige tillæg, der i tilfælde af successivt, skiftevist eller samtidigt medlemskab af forskellige pensionsordninger med bidragspligt, kommer til udbetaling, hvis den forsikrede bliver invalid eller afgår ved døden før det fyldte 55. år, skal udredes af den til betaling forpligtede institution, som den forsikrede sidst var medlem af, såfremt han har været medlem i 12 måneder, ulykkestilfælde dog undtaget;«

…

»Ved det andet kassationsanbringende gøres det gældende, at de foregående instanser har overtrådt artikel 51 i Romtraktaten og artikel 27 og 28 i forordning (EØF) nr. 3, eftersom den anfægtede dom medfører, at den såkaldte »erhohte Hinterbliebenenrente« kumuleres med det særlige luxembourgske tillæg derved, at enken samtidig oppebærer de to ydelser for én og samme periode, nemlig indtil det tidspunkt, hvor hendes afdøde ægtefælle ville være fyldt 55 år;

ifølge appellanten er en sådan kumulation af ydelser forbudt i de nævnte fællesskabsregler, idet de lægges oven i hinanden i stedet for at supplere hinanden.«

…

»Appellanten har yderligere anført et tredje anbringende, idet det gøres gældende, at artikel 51 i Rom-traktaten og artikel 27 og 28 i forordning nr. 3 (EØF) er tilsidesat, idet de foregående in stanser med urette skulle have afvist at træffe afgørelse om, at det særlige luxembourgske tillæg skulle beregnes forholdsmæssigt efter de forsikringsperioder, som var tilbagelagt i storhertugdømmet Luxembourg og i Forbundsrepublikken Tyskland, skønt det både følger af billighedsgrunde og en vid fortolkning af udtrykket »ydelser« i artikel 51 i Rom-traktaten og artikel 27 i forordning nr. 3 samt forbudet mod sammenfald af forsikringsperioder, at det særlige tillæg skal beregnes forholdsmæssigt på grundlag af de perioder, som Weber tilbagelagde i Tyskland og storhertugdømmet Luxembourg;«

3.

Forelæggelsesdommen er blevet registreret på Domstolens justitskontor den 5. juni 1975.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af sin juridiske rådgiver frk. Marie-José Jonczy, har indgivet skriftligt indlæg for Domstolen i henhold til artikel 20 i statutten.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

1

Cour Supérieure de Justice du Luxembourg har som kassationsret ved dom af 15. maj 1975, indgået til Domstolens justitskontor den 5. juni 1975, i henhold til EØF-traktatens artikel 177 stillet tre spørgsmål vedrørende fortolkningen af traktatens artikel 51 og artiklerne 12, 27 og 28 i Rådets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere (JO 30 af 16. december 1958, s. 561);

2

disse spørgsmål er rejst i forbindelse med en tvist angående beregningen af de ydelser, der i medfør af pensionsordninger for efterladte tilkommer en enke efter en luxembourgsk statsborger, som efter først at have arbejdet i Luxembourg, og dernæst i Forbundsrepublikken Tyskland, indtil han afgik ved døden, havde tilbagelagt 67 forsikringsmåneder i den første stat og 13 i den anden;

3

da enken havde forsørgerpligt over for børn, bevilligede den tyske forsikrings-institution hende en forhøjet pension beregnet ikke alene på grundlag af de af afdøde faktisk tilbagelagte forsikringsmåneder men også på grundlag af det antal måneder, som resterede mellem tidspunktet for hans død og det tidspunkt, han ville være fyldt 55 år;

4

det beløb, det påhvilede den tyske institution at udrede, blev derefter fastsat forholdsmæssigt efter varigheden af de perioder, der faktisk var tilbagelagt under den tyske lovgivning i forhold til den samlede varighed af de perioder, der var tilbagelagt under de to pågældende medlemsstaters lovgivning;

5

den luxembourgske institution tildelte enken en efterladtepension, men nægtede at yde det særlige tillæg, som en enke, der forsørger et barn, efter luxembourgsk lov har krav på, når ægtemanden er afgået ved døden før det fyldte 55. år, og som består i et fast pengebeløb, der udbetales hver måned indtil det tidspunkt, da den afdøde ville være fyldt 55 år;

6

som begrundelse for dette afslag har den luxembourgske institution ved kassationsanken gjort tre anbringender gældende støttet dels på artikel 12 i forordning nr. 3, dels på traktatens artikel 51 og på forordningens artikler 27 og 28.

7

De tre spørgsmål, Cour Supérieure de Justice har indgivet, går ud på at opnå en fortolkning af disse bestemmelser med henblik på bedømmelsen af de tre anbringender, den luxembourgske institution har gjort gældende.

8

Forinden de enkelte forelagte spørgsmål undersøges, skal der gøres visse bemærkninger af almindelig karakter;

9

for at fastlægge indholdet og omfanget af forordning nr. 3 må man fortolke den i lyset af traktatens artikler 48 og 51, der danner grundlag, ramme og grænse for forordningerne om social sikring;

10

da disse artikler har til formål at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed ved at give arbejdstagerne visse rettigheder, ville det falde uden for de nævnte bestemmelsers mål og rammer at begrænse arbejdstagernes rettigheder uden som modstykke at give dem de i forordningerne omhandlede fordele;

11

når forordningerne tillægger arbejdstagerne fordele i henhold til den sociale sikring, som de ellers ikke ville opnå, kan deres rettigheder begrænses som et modstykke til de fordele, der efter forordningerne tilkommer dem;

12

uden disse fordele er sådanne begrænsninger ikke berettigede, da arbejdstageren i så fald ville få en retsstilling, der var mindre gunstig, end hvad der uden forordningerne ville følge af intern ret.

13

Det første spørgsmål er, om forordning nr. 3, navnlig artikel 12, hvorefter arbejdstagere, der er beskæftiget på en medlemsstats område, er omfattet af denne stats lovgivning, kan påvirke en bestemmelse i en medlemsstats interne lovgivning gående ud på, at i tilfælde af successivt, skiftevist eller samtidigt medlemskab af pensionsordninger med bidragspligt påhviler udbetalingen af særlige pensionstillæg i anledning af et medlems for tidlige død den pensionsinstitution, som den forsikrede sidst var medlem af, og hvorvidt forordningen i givet fald kan have til følge, at den institution, som ifølge den nationale lovgivning er udpeget dertil på det interne plan, fritages for at afholde de pågældende særlige tillæg;

14

der spørges nærmere, hvorledes dette spørgsmål skal besvares, når i en første stat retten til det omhandlede tillæg er erhvervet alene i medfør af den nationale lovgivning, og uden at det er nødvendigt at anvende den såkaldte periode-sammenlægning, mens denne ret i en anden stat, hvor den pågældende senere har været medlem, kun opstår ved periodesammenlægning.

15

Artikel 12 i forordning nr. 3, hvorefter arbejdstageren er undergivet lovgivningen i den stat, hvor han er beskæftiget, har til formål dels at undgå unødige sammenfald eller sammenblandinger af forpligtelser og ansvar, der vil følge af en samtidig eller skiftevis anvendelse af flere lovgivninger, dels at forhindre, at de pågældende arbejdstagere i mangel af en på dem anvendelig lovgivning kommer til at stå uden beskyttelse i social henseende;

16

denne bestemmelse, hvis formål således er at regulere de såvel positive som negative lovkonflikter, der kan opstå inden for forordningens anvendelsesområde, bemyndiger hverken direkte eller indirekte en national forsikringsinstitution til at nedsætte de ydelser, en arbejdstager eller hans ydelsesberettigede pårørende har krav på alene i medfør af den nationale lovgivning;

17

en bestemmelse i en medlemsstats lovgivning, hvorefter det i tilfælde af successivt, skiftevist eller samtidigt medlemskab af pensionsordninger med bidragspligt i denne stat påhviler den pensionsinstitution, som den pågældende sidst var medlem af, at udbetale et særligt pensionstillæg i anledning af et medlems for tidlige død, kan således kun regulere forholdet mellem denne stats forsikringsinstitutioner indbyrdes.

18

Det andet spørgsmål et, om EØF-traktatens artikel 51 og artiklerne 27 og 28 i forordning nr. 3 forbyder, at en enke samtidig modtager et særligt pensionstillæg, der ydes i en første stat uden sammenlægning af forsikringsperioder, og en anden ydelse, tildelt i en anden stat efter periodesammenlægning, når disse to godtgørelser skal udbetales i løbet af den samme periode;

19

det tredje spørgsmål er, om de nævnte fællesskabsretlige bestemmelser forbyder, at den pågældende enke, der i den anden stat modtager en forhøjet pension fastsat ved periodesammenlægning og forholdsmæssig beregning, samtidig i den første stat kan modtage et særligt tillæg som ovenfor omhandlet, uden at dette sidste tillæg beregnes forholdsmæssigt.

20

Traktatens artikel 51 og artikel 27 i forordning nr. 3 vedrører i det væsentlige sådanne tilfælde, hvor en medlemsstats lovgivning ikke i sig selv giver den pågældende ret til ydelser, fordi der ikke er tilbagelagt et tilstrækkeligt antal perioder under denne lovgivning;

21

for at afhjælpe denne situation foreskriver disse bestemmelser, at den arbejdstager, som har været undergivet lovgivningen i to eller flere medlemsstater, successivt eller skiftevis, har ret til sammenlægning af forsikringsperioder tilbagelagt efter hver af disse staters lovgivning;

22

med hensyn til pensioner i anledning af alderdom og død finder artiklerne 27 og 28 i forordning nr. 3 anvendelse i et sådant tilfælde, men ikke i tilfælde hvor det af artikel 51 tilstræbte mål i en stat nås alene i medfør af den nationale lovgivning;

23

de nævnte bestemmelser kan altså ikke have til følge, at de ydelsesberettigede pårørende efter en afdød forsikret berøves en ydelse, hvortil de er berettiget alene i medfør af vedkommende nationale lovgivning.

24

Det er under retsforhandlingerne blevet gjort gældende, at den luxembourgske forsikringsinstitution kunne undlade at yde det særlige tillæg, fordi det drejede sig om et tilfælde med sammenfaldende forsikringsperioder.

25

Uanset at det fremgår af artikel 27, at forsikringsperioder, der er tilbagelagt efter to eller flere medlemsstaters lovgivning, ikke skal sammenlægges, for så vidt de er sammenfaldende, foreligger der ikke noget periodesammenfald i denne artikels forstand, såfremt særlige tillæg, som lovgivningen i en af staterne hjemler en forsikrets efterladte, bevilliges eller beregnes, ikke på grundlag af en faktisk eller fiktiv forsikringsperiode, men for varigheden af en vis periode uden direkte sammenhæng med de af afdøde tilbagelagte forsikringsperioder;

26

ifølge fællesskabsretten gælder det samme i det tilfælde, at en medlemsstat, således som den er berettiget til, selv om retten til ydelse er erhvervet uden anvendelse af periodesammenlægning, træffer foranstaltninger i medfør af sin egen lovgivning for at undgå uberettigede dobbeltydelser som følge af sammenfaldende forsikringsperioder.

27

Selv om denne fortolkning i visse tilfælde, også hvor der ikke foreligger periodesammenfald, kan føre til dobbeltydelser, følger dette resultat ikke af en fortolkning af fællesskabsretten, men af den faktisk gældende ordning, som i mangel af fælles regler om social sikring hviler på en simpel koordinering af endnu ikke harmoniserede nationale lovgivninger;

28

det følger i øvrigt af artikel 11 i forordning nr. 3, at de nationale lovgivninger vil kunne fastsætte regler om et sådant problem, hvis det drejer sig om ydelser, der ikke er erhvervet i henhold til forordningens artikler 27 og 28.

29

Følgelig må de tre forelagte spørgsmål besvares på den måde, at EØF-traktatens artikel 51 og Rådets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere, navnlig dennes artikler 12, 27 og 28, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke bemyndiger en national forsikrings-institution til at nedsætte de ydelser, en arbejdstager eller hans ydelsesberettigede pårørende har krav på alene i medfør af den nationale lovgivning og uden at periodesammenlægningsmetoden bringes i anvendelse.

30

De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, som har indgivet indlæg til Domstolen, kan ikke godtgøres;

31

da retsforhandlingerne i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser,

kender

DOMSTOLEN

vedrørende de spørgsmål, der ved dom af 15. maj 1975 er forelagt den af Cour Supérieure de Justice du Luxembourg som kassationsret, for ret:

EØF -traktatens artikel 51 og Rådets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere, navnlig dennes artikler 12, 27 og 28, skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke bemyndiger en national forsikringsinstitution til at nedsætte de ydelser, en arbejdstager eller hans ydelsesberettigede pårørende har krav på alene i medfør af national lovgivning og uden at periodesammenlægningsmetoden bringes i anvendelse.