1

Sagsøgeren, Marco Montanari, har med sit søgsmål nedlagt påstand dels på grundlag af artikel 263 TEUF om, at den afgørelse af 28. april 2022, hvorved missionen under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSPF) i Niger (EUCAP Sahel Niger, herefter »missionen«) afviste hans erstatningskrav af 4. februar 2022, annulleres, dels på grundlag af artikel 268 TEUF om erstatning for de skader, som han angiveligt har lidt som følge af psykisk chikane og tilsidesættelse af retten til god forvaltning og af omsorgspligten.

2

Sagsøgeren blev udstationeret af den italienske regering ved missionen som politisk rådgiver fra den 14. april 2015.

3

I september 2016 blev sagsøgerens udstationering ved missionen forlænget indtil den 14. april 2018.

4

Den 8. marts 2017 anmodede sagsøgeren vicemissionschefen om at indlede en disciplinærsag mod den ansvarlige for pressen og oplysning af offentligheden (herefter »pressechefen«) på grund af den chikane, som denne udsatte sagsøgeren for (herefter »den første klage af 8. marts 2017«).

5

Samme dag anmodede sagsøgeren vicemissionschefen om at indlede en disciplinærsag mod missionschefen og pressechefen samt mod den første person, der havde underskrevet ferietilladelsen til pressechefen, for at denne kunne køre til Burkina Faso den 25. og den 26. februar 2017, og begrundede det med, at pressechefen med en sådan rejse udviste en illoyal adfærd over for missionens myndighed på den ene side, og at det var groft uagtsomt af missionschefen at udstede ferietilladelsen og derved rejse tvivl om omsorgspligten på den anden side. Subsidiært – for det tilfælde at vicemissionschefen havde været den første underskriver af den nævnte ferietilladelse – anmodede sagsøgeren denne om at viderebringe sin anmodning om at indlede en disciplinærsag til direktionen for den civile kapacitet til planlægning og gennemførelse (CPCC) under Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og præciserede, at han i så fald ligeledes begærede en disciplinærsag indledt mod vicemissionschefen for grov uagtsomhed (herefter »den anden klage af 8. marts 2017«).

6

Den 24. marts 2017 meddelte vicemissionschefen sagsøgeren, at dennes første klage af 8. marts 2017 var blevet henlagt.

7

Den 28. marts 2017 underrettede sagsøgeren direktøren for CPCC i dennes egenskab af øverstbefalende for missionens civile operation om sin indgivelse af den første og den anden klage af 8. marts 2017 og anmodede ham om at overtage disse to klager (herefter »underretningen af 28. marts 2017«).

8

Den 15. maj 2017 oplyste den næstkommanderende for den civile operation missionschefen, at den anden klage af 8. marts 2017 blev behandlet som et »managementspørgsmål«, og at der ikke var indledt en formel disciplinærsag.

9

Den 17. juli 2017 anmodede sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation om at indlede en undersøgelse om chikane udøvet af missionschefen og vicemissionschefen (herefter »underretningen af 17. juli 2017«). Senere samme dag sendte missionschefen en skriftlig advarsel til sagsøgeren med den begrundelse, at han havde udvist mangel på respekt over for ham på et møde den 10. april 2017 (herefter »den første skriftlige advarsel«).

10

Den 18. juli 2017 videresendte sagsøgeren den første skriftlige advarsel til den øverstbefalende for den civile operation og bad denne tage advarslen i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af underretningen af 17. juli 2017.

11

Den 20. juli 2017 blev sagsøgeren oplyst om udpegningen af en medarbejder fra CPCC (herefter »mægleren«) til at bedømme situationen på stedet i løbet af den følgende uge.

12

Den 25. og 26. juli 2017 afholdt mægleren flere samtaler i missionen, heraf nogle med sagsøgeren.

13

Den 27. juli 2017 bad missionens afdeling for menneskelige ressourcer (herefter »HR-afdelingen«) sagsøgeren om at udfylde præstationsevalueringsformularen senest den 4. august 2017 med henblik på forlængelsen af hans udstationering fra den 14. april 2018.

14

Samme dag sendte chefen for HR-afdelingen sagsøgeren en ajourført ferieoversigt som opfølgning på en anmodning om, at han skulle begrunde et antal dage med ubeføjet udeblivelse.

15

Den 28. juli 2017 oplyste sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation om sin korrespondance med HR-afdelingen, jf. præmis 13 og 14 ovenfor, som supplement til akterne vedrørende underretningen af 17. juli 2017.

16

Den 29. juli 2017 aflagde mægleren rapport (herefter »rapporten af 29. juli 2017«).

17

Den 23. august 2017 meddelte sagsøgeren HR-afdelingen, at han ikke ønskede at forlænge sin udstationering ved missionen fra den 14. april 2018.

18

Den 25. oktober 2017 sendte sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation nye oplysninger som supplement til akterne vedrørende underretningen af 17. juli 2017.

19

Den 22. november 2017 oplyste missionen de italienske myndigheder, at sagsøgeren i dagene 17.-20. november 2017 havde gjort sig skyldig i ubeføjet udeblivelse, og at man agtede at trække fire dages dagpenge fra hans løn.

20

Den 23. november 2017 afslog missionschefen sagsøgerens anmodning om lovliggørelse af tre dages ubeføjet udeblivelse og sendte ham endnu en skriftlig advarsel (herefter »den anden skriftlige advarsel«). Samme dag anmodede sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation om at indlede endnu en undersøgelse med den begrundelse, at de i præmis 19 ovenfor nævnte faktiske omstændigheder karakteriserede en situation, hvor missionschefen og vicemissionschefen udøvede chikane (herefter »underretningen af 23. november 2017«).

21

Den 28. november 2017 meddelte sagsøgeren den øverstbefalende for den civile operation, at der var foretaget fradrag i hans løn for tre dages dagpenge, og anmodede desuden den øverstbefalende om at oplyse sin holdning i forbindelse med underretningerne af 17. juli og 23. november 2017.

22

Den 4. december 2017 sendte sagsøgeren indholdet af underretningerne af 17. juli og 23. november 2017 til EU-Udenrigstjenestens vicegeneralsekretær med ansvar for CPCC.

23

Den 17. januar 2018 anmodede sagsøgeren EU-Udenrigstjenestens generalsekretær om hurtigst muligt at meddele ham mæglerens konklusioner og de skridt, der ville blive iværksat i forbindelse med underretningerne af 17. juli og 23. november 2017.

24

Den 18. marts 2018 tog sagsøgeren sin afsked fra stillingen som politisk rådgiver ved missionen.

25

Den 10. april 2018 meddelte den øverstbefalende for den civile operation som svar på den i præmis 23 ovenfor nævnte skrivelse sagsøgeren, at de angivelige misligholdelser, som denne havde underrettet om, havde at gøre med »missionens ledelse«, og at »oplysningerne i sagen ikke begrundede indledning af en disciplinærsag« (herefter »afgørelsen af 10. april 2018«).

26

Den 31. juli 2018 begærede sagsøgeren aktindsigt i bl.a. rapporten af 29. juli 2017.

27

Ved afgørelse af 24. oktober 2018 afslog EU-Udenrigstjenesten endeligt den i præmis 26 ovenfor nævnte anmodning om videregivelse.

28

Ved dom af 12. december 2019, Montanari mod EU-Udenrigstjenesten (T-692/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:850), annullerede Retten afgørelsen af 24. oktober 2018.

29

Den 13. december 2019 samt den 13. marts og den 9. juli 2020 udbad sagsøgeren sig oplysninger fra EU-Udenrigstjenesten om de skridt, som denne agtede at iværksætte som følge af den i præmis 28 ovenfor nævnte dom.

30

Ved skrivelse af 24. juli 2020 fremsendte EU-Udenrigstjenesten den fulde rapport af 29. juli 2017 til sagsøgeren med undtagelse af personoplysninger om de øvrige berørte personer.

31

Den 26. maj 2021 fremsatte sagsøgeren et krav til EU-Udenrigstjenesten om udbetaling af et beløb af 971395,92 EUR i erstatning for de materielle, fysiske og ikke-økonomiske skader, som han havde lidt som følge af den psykiske chikane og den tilsidesættelse af retten til god forvaltning og af omsorgspligten, som sagsøgeren tilskrev missionen.

32

Den 24. september 2021 afviste EU-Udenrigstjenesten det i præmis 31 ovenfor anførte erstatningskrav bl.a. med den begrundelse, at sagsøgeren aldrig havde været ansat ved EU-Udenrigstjenesten, og at missionen udgjorde en enhed, der såvel retligt som operationelt var fuldstændig adskilt fra EU-Udenrigstjenesten.

33

Den 22. december 2021 indbragte sagsøgeren en klage for EU-Udenrigstjenesten på grundlag af artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) over den i præmis 31 ovenfor angivne afgørelse om afvisning af erstatningskravet.

34

Ved to forskellige skrivelser af 4. februar 2022 fremsatte sagsøgeren et krav til Rådet for Den Europæiske Union og til missionen om udbetaling af et beløb af 971395,92 EUR i erstatning for de materielle, fysiske og ikke-økonomiske skader, der var forvoldt som følge af psykisk chikane og tilsidesættelse af retten til god forvaltning og af omsorgspligten (herefter for så vidt angår skrivelsen til missionen »det tredje erstatningskrav«).

35

Den 25. marts 2022 afviste Rådet det i præmis 34 ovenfor anførte erstatningskrav, som det havde modtaget.

36

Den 28. april 2022 afviste missionen det tredje erstatningskrav.

37

Den 30. maj 2022 afviste EU-Udenrigstjenesten den i præmis 33 ovenfor anførte klage.

38

Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

39

Missionen har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

40

Missionen har gjort gældende, at Retten ikke har kompetence til at påkende det foreliggende søgsmål, med den begrundelse, at sagsøgeren har varetaget sin stilling som politisk rådgiver ved missionen i egenskab af national ekspert udstationeret af det italienske udenrigsministerium i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i Rådets afgørelse 2012/392/FUSPF af 16. juli 2012 om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Niger (EUCAP Sahel Niger) (EUT 2012, L 187, s. 48).

41

Missionen er således af den opfattelse, at enhver klage fra sagsøgeren, der vedrører dennes udøvelse af sit hverv, skal indbringes for de nationale myndigheder i Italien. I denne forbindelse har missionen henvist til en klage, som sagsøgeren indbragte for en italiensk domstol. Den har ligeledes henvist til Rettens løsning i kendelse af 23. april 2015, Chatzianagnostou mod Rådet m.fl. (T-383/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:246), som Domstolen stadfæstede.

42

Sagsøgeren har anfægtet missionens kompetenceindsigelse, idet han bl.a. har præciseret, at den klage, som han havde indbragt for afdelingen for arbejdsretlige forhold ved Tribunale de Roma (retten i Rom, Italien), ikke havde nogen forbindelse til det tredje erstatningskrav eller det foreliggende søgsmål.

43

I denne forbindelse bemærkes det, at missionen blev oprettet ved afgørelse 2012/392 for at støtte kapacitetsopbygningen blandt de nigerske sikkerhedsaktører med henblik på bekæmpelse af terrorisme og organiseret kriminalitet.

44

Det bestemmes navnlig i artikel 7, stk. 1, i afgørelse 2012/392, at personalet ved missionen primært består af personale udsendt af medlemsstaterne, EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, som afholder omkostningerne i forbindelse med det personale, de har udstationeret, herunder rejseudgifter til og fra udstationeringsstedet, løn, sygesikring og tillæg, bortset fra gældende dagpenge.

45

I øvrigt bestemmes det ganske vist i artikel 7, stk. 2, i afgørelse 2012/392, at henholdsvis en medlemsstat, EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten har ansvaret for at behandle klager fra eller vedrørende den udstationerede medarbejder vedrørende udstationeringen og for eventuelt at anlægge sag mod vedkommende.

46

Det følger imidlertid i første række af retspraksis vedrørende de bestemmelser, der regulerer de øvrige missioner inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) og deres virke, og hvis ordlyd er analog eller identisk med ordlyden af afgørelse 2012/392, at idet de af medlemsstaterne udstationerede medarbejdere og de af EU-institutionerne udstationerede medarbejdere er underlagt de samme regler med hensyn til udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet, har Unionens retsinstanser kompetence til at efterprøve personaleforvaltningsretsakter, der vedrører medarbejdere udstationeret af medlemsstaterne, og med hvilke det tilsigtes at opfylde den nævnte missions behov i indsatsområdet (jf. i denne retning dom af 19.7.2016, H mod Rådet m.fl., C-455/14 P, EU:C:2016:569, præmis 50 og 55).

47

Enhver anden fortolkning ville nemlig bl.a. bevirke, at når en og samme personaleforvaltningsretsakt om operationer i indsatsområdet både vedrører medarbejdere udstationeret af medlemsstaterne og medarbejdere udstationeret af EU-institutionerne, ville den over for de førstnævnte trufne afgørelse kunne være uforenelig med den afgørelse, som Unionens retsinstanser træffer over for de sidstnævnte (jf. i denne retning dom af 19.7.2016, H mod Rådet m.fl., C-455/14 P, EU:C:2016:569, præmis 57).

48

Følgelig har Retten og, såfremt der iværksættes appel, Domstolen kompetence til at efterprøve sådanne retsakter. Denne kompetence følger henholdsvis af artikel 263 TEUF for så vidt angår efterprøvelsen af de nævnte retsakters lovlighed og af artikel 268 TEUF, sammenholdt med artikel 340, stk. 2, TEUF, for så vidt angår tvister om ansvar uden for kontraktforhold, og idet der herved tages hensyn til artikel 19, stk. 1, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) (dom af 19.7.2016, H mod Rådet m.fl., C-455/14 P, EU:C:2016:569, præmis 58).

49

I anden række må det konstateres, at sagsøgeren med de påstande, som han har nedlagt for Retten, jf. præmis 38 ovenfor, har rejst et spørgsmål om lovligheden af personaleforvaltningsretsakter om operationer i indsatsområdet og ikke et spørgsmål om udstationeringen som omhandlet i artikel 7, stk. 2, i afgørelse 2012/392.

50

Det fremgår nemlig af det tredje erstatningskrav og af de af sagsøgeren nedlagte påstande, at sagsøgeren har foreholdt missionschefen, at denne traf beslutninger for hans vedkommende, mens han var udstationeret ved missionen og gjorde tjeneste i indsatsområdet, som kunne karakterisere en situation med psykisk chikane i strid med chartrets bestemmelser om beskyttelse af arbejdstagerens ret til sundhed og værdighed. Endvidere har han ligeledes foreholdt den øverstbefalende for den civile operation ved missionen – og ikke de italienske myndigheder – at denne har misligholdt sagsøgerens ret til god forvaltning og omsorgspligten i forbindelse med behandlingen af de underretninger om psykisk chikane, som han havde indsendt, mens han var i tjeneste i indsatsområdet.

51

I øvrigt fremgår det af retspraksis, at Retten har fastslået, at den har kompetence til at påkende lignende sager, der anlægges af en national medarbejder udstationeret ved en mission inden for FUSP og af internationalt kontraktansat personale ved missionen, uden at en værnetingsklausul til fordel for retterne i en medlemsstat – for sidstnævnte ansattes vedkommende – er til hinder herfor (dom af 12.4.2018, PY mod EUCAP Sahel Niger, T-763/16, EU:T:2018:181, og af 18.11.2020, H mod Rådet, T-271/10 RENV II, EU:T:2020:548).

52

I tredje række kan de af missionen fremførte argumenter ikke så tvivl om Rettens kompetence til at påkende den foreliggende tvist.

53

For det første kan missionen nemlig ikke med føje påberåbe sig den løsning, som Retten valgte i kendelse af 23. april 2015, Chatzianagnostou mod Rådet m.fl. (T-383/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:246), eftersom denne kendelse, som ikke blev appelleret, ligger før afsigelsen af dom af 19. juli 2016, H mod Rådet m.fl. (C-455/14 P, EU:C:2016:569), og før den retspraksis, der er henvist til i præmis 51 ovenfor. Den løsning, som Retten valgte i den førnævnte kendelse, kan således ikke anses for at afspejle EU-rettens nuværende udviklingstrin.

54

For det andet fremgår det af Tribunale di Romas (retten i Rom) dom af 19. oktober 2020, at den af sagsøgeren ved denne ret anlagte sag vedrørte beregningen af hans grundløn, som den italienske regering afholdt under hans udstationering ved missionen. Denne tvist, der havde en anden genstand end det foreliggende søgsmål, vedrørte således ikke lovligheden af missionens personaleforvaltningsretsakter eller dens ifaldelse af ansvar i anledning af vedtagelsen af sådanne retsakter og er følgelig uden relevans for Rettens kompetence til at påkende det foreliggende søgsmål.

55

Missionens kompetenceindsigelse er derfor ugrundet og skal forkastes.

56

Missionen har nærmere bestemt fremsat fem formalitetsindsigelser, hvoraf den første vedrører det forhold, at de faktiske omstændigheder, som den foreholdes, ikke kan tilregnes den, den anden den for sene indlevering af stævningen, den tredje en forældelsesfrist på fem år eller fire år, den fjerde den ufuldstændige karakter af det tredje erstatningskrav og den femte fraværet af et anbringende, der påberåbes til støtte for annullationspåstanden.

57

Da Retten af egen drift i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse har rejst spørgsmålet om, hvorvidt annullationspåstanden kan antages til realitetsbehandling, bør dette spørgsmål endvidere behandles først.

58

Det følger af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kun kan antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse foreligger kun, såfremt en annullation af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger, og søgsmålet således med sit resultat kan tilføre parten en fordel. Søgsmålsinteressen er således en afgørende og grundlæggende betingelse for al rettergang. Derimod foreligger der ikke søgsmålsinteresse, når en positiv udgang af et søgsmål under alle omstændigheder ikke indebærer, at sagsøgerens krav imødekommes (jf. dom af 6.7.2023, Julien mod Rådet, C-285/22 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:551, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

59

Det skal i øvrigt bemærkes, at det er sagsøger, som det tilkommer at føre bevis for sin søgsmålsinteresse. For at et søgsmål om annullation af en retsakt, der er anlagt af en fysisk eller juridisk person, kan antages til realitetsbehandling, skal vedkommende nemlig på relevant vis begrunde sin interesse i, at denne retsakt annulleres (jf. i denne retning dom af 20.12.2017, Binca Seafoods mod Kommissionen, C-268/16 P, EU:C:2017:1001, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

60

I mangel af en sådan begrundelse udgør dette spørgsmål om formaliteten med hensyn til søgsmålet et anbringende om grundlæggende retsprincipper, som skal prøves ex officio af Retten (jf. dom af 24.11.2021, LTTE mod Rådet, T-160/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:817, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

61

Det fremgår i øvrigt af ligeledes fast retspraksis, at erstatningssøgsmålet på grundlag af artikel 340, stk. 2, TEUF er indført som et selvstændigt middel med en særlig funktion i forhold til andre retsmidler og er underlagt betingelser, som er udformet med henblik på dets specielle formål (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-565/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:252, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

62

Et erstatningssøgsmål adskiller sig nemlig fra et annullationssøgsmål derved, at det ikke sigter på en tilbagekaldelse, ophævelse eller ændring af en bebyrdende retsakt, men på skadeserstatning for tab, som er forvoldt af EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur (jf. i denne retning dom af 24.10.1973, Merkur-Außenhandel mod Kommissionen, 43/72, EU:C:1973:108, præmis 4, og af 1.2.2023, Klymenko mod Rådet, T-470/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:26, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

63

Påstande, der nedlægges om enten annullation af afslag fra EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur på at anerkende et erstatningskrav, som en sagsøger i øvrigt har gjort gældende i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF, eller om, at Retten konstaterer den pågældende institutions eller det pågældende organs, kontors eller agenturs pligt til at anerkende et sådant krav, har imidlertid til formål, at erstatningspligten for institutionen, organet, kontoret eller agenturet fastslås, og skal derfor afvises fra realitetsbehandling, eftersom sagsøgeren principielt ikke har godtgjort en interesse i at nedlægge en sådan påstand i tillæg til sit erstatningskrav (jf. i denne retning og analogt dom af 13.6.1972, Compagnie d’approvisionnement, de transport et de crédit og Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, 9/71 og 11/71, EU:C:1972:52, præmis 9-11; jf. ligeledes analogt dom af 3.10.2019, DQ m.fl. mod Parlamentet, T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

64

I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren ud over at påstå erstatning for de materielle og ikke-økonomiske skader, som han har tilskrevet missionen, har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen om afvisning af det tredje erstatningskrav, som han havde fremsat med det formål at opnå erstatning for de samme skader i mindelighed.

65

Som reaktion på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, hvorved Retten anmodede parterne om at tage stilling til sagsøgerens interesse i at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen af 28. april 2022, hvorved missionen havde afvist hans tredje erstatningskrav, svarede sagsøgeren imidlertid, at han med sin annullationspåstand ikke søgte et andet resultat end det, som han ville opnå, hvis hans erstatningspåstand i øvrigt blev taget til følge.

66

Det må således konstateres, at sagsøgeren ikke har godtgjort en interesse i at nedlægge påstand om annullation af missionens afgørelse om afvisning af sit tredje erstatningskrav i tilgift til erstatningspåstanden. Følgelig skal annullationspåstanden afvises fra realitetsbehandling, uden at det er fornødent at undersøge den fjerde og den femte formalitetsindsigelse, som begge specifikt vedrører denne påstand.

67

Missionen har gjort gældende, at den ikke kan holdes ansvarlig for behandlingen af de underretninger, som sagsøgeren foretog fra den 28. marts 2017, eftersom disse underretninger var stilet til en anden myndighed uden for missionen, nemlig den øverstbefalende for den civile operation. I denne henseende har missionen påberåbt sig bestemmelserne i artikel 9, litra c), og artikel 11 i adfærdskodeksen for de civile missioner i EU’s europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) (herefter »adfærdskodeksen«).

68

Ligeledes har missionen præciseret, at sagsøgeren ikke kan foreholde den, at han måtte indlede en sag mod EU-Udenrigstjenesten for at få aktindsigt i rapporten af 29. juli 2017, eftersom missionen hverken var afsender eller modtager af den nævnte rapport og heller ikke kontrollerede adgangen hertil.

69

Sagsøgeren har anfægtet grundlaget for missionens argumenter.

70

I denne henseende følger det af fast retspraksis, at et søgsmål anlagt med henblik på at opnå erstatning for en skade forvoldt af en EU-institution eller et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur skal anlægges mod denne institution eller dette organ, kontor eller agentur (jf. i denne retning dom af 23.3.2004, Ombudsmanden mod Lamberts, C-234/02 P, EU:C:2004:174, præmis 67, og kendelse af 15.11.2017, Pilla mod Kommissionen og EACEA, T-784/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:806, præmis 70).

71

Svaret på spørgsmålet om identificering af den institution eller det organ, kontor eller agentur, som repræsenterer Unionen i forbindelse med et søgsmål om ansvar uden for kontraktforhold, der er anlagt på grundlag af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF, afhænger således af bedømmelsen af, om dette søgsmål kan antages til realitetsbehandling (jf. i denne retning kendelse af 2.2.2015, Gascogne Sack Deutschland og Gascogne mod Den Europæiske Union, T-577/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:80, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

72

I første række er det imidlertid ubestridt, at de misligholdelser, som efter sagsøgerens udsagn karakteriserer en situation med psykisk chikane, og som er genstand for det første anbringende til støtte for sagsøgerens erstatningspåstand, ifølge hans skriftlige indlæg er forbundet med visse retsakter, som er vedtaget af missionschefen og dennes vicemissionschef samt chefen for HR-afdelingen under deres ansvar.

73

Navnlig har sagsøgeren for det første klaget over at være blevet udelukket af missionschefen fra ugentlige politiske møder mellem denne og chefen for EU-delegationen i Niger (herefter »delegationen«), for det andet over at have modtaget den første skriftlige advarsel 17. juli 2017 fra missionschefen mindre end en time efter underretningen af samme dag, for det tredje over, at han fra HR-afdelingen den 27. juli 2017, dvs. dagen efter mæglerens afrejse, modtog en anmodning om at udfylde præstationsevalueringsformularen senest den 4. august 2017 med henblik på forlængelsen af sin udstationering i april 2018, og for det fjerde over samme dag fra chefen for HR-afdelingen at have modtaget en ajourført ferieoversigt som opfølgning på en anmodning fra nævnte afdeling om, at han skulle begrunde et antal dage med ubeføjet udeblivelse.

74

Artikel 6, stk. 1, i afgørelse 2012/392 i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt, bestemte imidlertid, at missionschefen havde ansvaret for, kommandoen over og kontrollen med missionen i indsatsområdet. Samme afgørelses artikel 6, stk. 1a, præciserede, at missionschefen under sit eget overordnede ansvar kunne uddelegere ledelsesopgaver vedrørende personalesager til missionens personale. Endelig fastsatte den nævnte afgørelses artikel 6, stk. 2, at missionschefen havde kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater.

75

Således er de retsakter, der er opregnet i præmis 73 ovenfor, og som sagsøgeren har foreholdt missionen i forbindelse med det første anbringende, som han har gjort gældende til støtte for sin erstatningspåstand, knyttet til missionschefens udøvelse af de beføjelser, der er tillagt ham ved afgørelse 2012/392, og følgelig til missionens udøvelse af sit mandat, som den ifølge denne afgørelses artikel 13, stk. 4, kan stilles til ansvar for.

76

I øvrigt har missionen hverken godtgjort endsige hævdet, at de i dette første anbringende beskrevne handlinger var kendetegnende for en grov forseelse fra missionschefens side, som den pågældende i henhold til artikel 13, stk. 4, i afgørelsen 2012/392 selv skal bære ansvaret for.

77

På denne baggrund skal den første formalitetsindsigelse forkastes som ugrundet for så vidt angår det første anbringende, der er fremført til støtte for erstatningspåstanden.

78

I anden række har sagsøgeren i forbindelse med sit andet anbringende til støtte for erstatningspåstanden gjort gældende, at flere af de misligholdelser, som han ikke alene har foreholdt missionschefen, men ligeledes den øverstbefalende for den civile operation, udgør tilsidesættelser af retten til god forvaltning og af omsorgspligten, som kan tilregnes missionen.

79

Navnlig har sagsøgeren for det første klaget over, at missionschefen og den øverstbefalende for den civile operation ikke inden for en rimelig frist behandlede hans klager og underretninger, for det andet over den manglende fremsendelse af de konstateringer og den henstilling, der var indeholdt i rapporten af 29. juli 2017, og for det tredje over den øverstbefalende for den civile operations manglende efterlevelse af denne henstilling.

80

I denne henseende bemærkes det for det første, at artikel 4, stk. 1, i afgørelse 2012/392 bestemte, at missionen som en krisestyringsoperation skulle have én fælles kommandovej, og at samme afgørelses artikel 5, stk. 1, udpegede direktøren for CPCC under EU-Udenrigstjenesten som den øverstbefalende for den civile operation for missionen. Denne afgørelse bestemte således i artikel 5, stk. 2, at den øverstbefalende for den civile operation skulle udøve kommandoen og kontrollen på strategisk niveau i forbindelse med missionen, og artikel 5, stk. 3, heri fastsatte, at han for så vidt angik gennemførelsen af operationer skulle sikre korrekt og effektiv gennemførelse af Rådets afgørelser samt Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komités (PSC) afgørelser, herunder ved om nødvendigt at give missionschefen instrukser på strategisk niveau og ved at yde vedkommende rådgivning og teknisk støtte.

81

Det følger af disse bestemmelser, at de ikke udelukker, at den øverstbefalende for den civile operation vedtager de personaleforvaltningsretsakter, der er nødvendige for missionens gennemførelse af sit mandat i indsatsområdet (jf. i denne retning og analogt dom af 4.12.2019, H mod Rådet, C-413/18 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:1044, præmis 69-71).

82

For det andet følger det af adfærdskodeksens bestemmelser, som de er vedtaget ved Rådets afgørelse af 18. juli 2016, at den øverstbefalende for den civile operation er beføjet til at vedtage de personaleforvaltningsretsakter, der er nødvendige for missionens gennemførelse af sit mandat i indsatsområdet.

83

I denne forbindelse fremgår det af adfærdskodeksens artikel 6, stk. 3, som i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), heri finder ensartet anvendelse på alle medarbejdere ved de civile EU-missioner under FUSP, herunder de medarbejdere, der er udstationeret af medlemsstaterne, at enhver underretning om en eventuel misligholdelse fra missionschefens side skal rettes til den øverstbefalende for den civile operation.

84

Endvidere følger det ligeledes af adfærdskodeksens artikel 9, at den myndighed, der har ansvaret for opfølgning på tilfælde af eventuel misligholdelse fra missionschefens side, er den øverstbefalende for den civile operation, som i givet fald udøver sin kommando og kontrol i forbindelse med missionen under politisk kontrol og strategisk styring af PSC og under den overordnede myndighed af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR). I henhold til samme kodeks’ artikel 11 kan den øverstbefalende for den civile operation i en lignende situation henlægge sagen, behandle den som et managementspørgsmål uden at indlede en formel disciplinærsag eller indlede en foreløbig eller disciplinær undersøgelse.

85

Endelig fastsætter adfærdskodeksens artikel 10 de betingelser, hvorpå den øverstbefalende for den civile operation i en usædvanlig situation kan indsætte sin næstkommanderende uigenkaldeligt i missionschefens sted.

86

Således er de misligholdelser, der er opregnet i præmis 79 ovenfor, og som sagsøgeren har lastet missionen for i forbindelse med det andet anbringende, knyttet til den øverstbefalende for den civile operations udøvelse af de beføjelser, der er tillagt ham ved afgørelse 2012/392 og ved adfærdskodeksen, og følgelig til missionens udøvelse af sit mandat, som den ifølge denne afgørelses artikel 13, stk. 4, kan stilles til ansvar for.

87

Følgelig er det med rette, at sagsøgeren har rettet sit erstatningssøgsmål mod missionen for de misligholdelser, der er beskrevet i præmis 79 ovenfor, og som han har lastet den øverstbefalende for den civile operation for. Det følger heraf, at den første formalitetsindsigelse ligeledes skal forkastes som ugrundet for så vidt angår det andet anbringende, og at denne formalitetsindsigelse følgelig skal forkastes i sin helhed.

88

Missionen har gjort gældende, at afgørelsen af 10. april 2018 er en administrativ afgørelse, som er bebyrdende som omhandlet i artikel 263 TEUF. Da denne afgørelse ikke er blev anfægtet af sagsøgeren inden for fristen på to måneder fra meddelelsen heraf eller i forbindelse med meddelelsen den 23. juli 2020 af rapporten af 29. juli 2017, er sagsøgeren afskåret fra at gøre gældende, at missionen ifalder ansvar for den ulovlighed, som denne afgørelse angiveligt var behæftet med.

89

Missionen har ligeledes gjort gældende, at sagsøgeren ikke har gjort rede for grundene til, at han ikke har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af den første og den anden skriftlige advarsel.

90

Sagsøgeren har anfægtet missionens argumentation.

91

I denne henseende følger det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 61 ovenfor, hvorefter erstatningssøgsmålet er selvstændigt, at en eventuel afvisning fra realitetsbehandling af påstanden om annullation af en afgørelse, hvorved der er forvoldt en skade, ikke automatisk medfører, at erstatningspåstanden vedrørende den nævnte skade også afvises (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-565/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:252, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

92

Selv om en part kan anlægge erstatningssag uden herved i medfør af gældende retsforskrifter at være tvunget til at nedlægge påstand om annullation af den ulovlige retsakt, som har forårsaget tabet, kan den pågældende dog ikke på denne måde undgå, at afvisningen af et søgsmål, der vedrører det samme ulovlige forhold og tilsigter samme økonomiske resultat, må afvises (jf. dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-565/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:252, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

93

Et erstatningssøgsmål skal således afvises, såfremt der hermed reelt tilsigtes en tilbagekaldelse, ophævelse eller ændring af en individuel afgørelse, der er blevet endelig, og som, hvis det blev taget til følge, ville medføre, at alle eller nogle af retsvirkningerne af afgørelsen blev ophævet. Dette er tilfældet, hvis sagsøgeren gennem en erstatningspåstand søger at opnå samme resultat, som den pågældende ville have opnået, hvis vedkommende havde fået medhold i et annullationssøgsmål, som denne har forsømt at anlægge rettidigt (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-565/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:252, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

94

Et erstatningssøgsmål, der er formuleret som et påbud, og hvis formål ikke er skadeserstatning for et tab, der kan tilskrives en ulovlig retsakt eller en undladelse, men en ændring af den omtvistede retsakt, skal ligeledes afvises fra realitetsbehandling (jf. i denne retning dom af 25.3.2021, Carvalho m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-565/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:252, præmis 105).

95

I det foreliggende tilfælde er formålet med den af sagsøgeren anlagte erstatningssag en erstatning for de skader, som blev forvoldt ved de misligholdelser fra missionschefens og den øverstbefalende for den civile operations side, der er opregnet i henholdsvis præmis 73 og 79 ovenfor, og hvoriblandt nogle kan kvalificeres som bebyrdende afgørelser, med den begrundelse, at disse misligholdelser karakteriserede dels en situation med psykisk chikane, som er forbudt ved chartrets bestemmelser, dels tilsidesættelser af omsorgspligten og retten til god forvaltning.

96

Et sådant søgsmål tilsigter således ikke tilbagekaldelsen, ophævelsen eller ændringen af eventuelle afgørelser, der måtte være truffet af missionschefen og den øverstbefalende for den civile operation, og som er blevet endelig, men opnåelsen af erstatning for skader, der kan tilskrives missionen som følge af vedtagelsen af disse afgørelser. Navnlig fremgår det ikke af de af sagsøgeren fremlagte skriftlige indlæg, at denne ønskede en erstatning in natura, hvorved missionen skulle indlede en foreløbig eller disciplinær undersøgelse af missionschefen og dennes vicemissionschef, hvilket ville svare til at påstå annullation af afgørelsen af 10. april 2018. Det følger heraf, at denne individuelle afgørelses endelige karakter ikke kan være til hinder for, at søgsmålet antages til realitetsbehandling.

97

Endelig fritog erstatningssøgsmålets selvstændighed, jf. præmis 61 og 91 ovenfor, ligeledes sagsøgeren for at begrunde sin beslutning om ikke at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af den første og den anden skriftlige advarsel.

98

Følgelig skal denne anden formalitetsindsigelse forkastes som ugrundet.

99

Missionen har gjort gældende, at sagsøgeren anlagde sit søgsmål mod den fem år efter tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og at han først i februar 2022 fremsatte sit erstatningskrav. Den har ligeledes gjort gældende, at sagsøgeren ikke kunne støtte sig på rapporten af 29. juli 2017 fire år senere.

100

Sagsøgeren har anfægtet missionens argumentation, idet han har indvendt, at søgsmålet er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 46, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

101

I denne henseende bemærkes det, at i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, der i medfør af samme statuts artikel 53, stk. 1, finder anvendelse på sagen for Retten, og artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement skal enhver stævning angive søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, idet denne angivelse skal være tilstrækkeligt klar og præcis til, at sagsøgte kan forberede sit forsvar, og at Retten kan træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger (jf. kendelse af 7.9.2022, Rosca mod Kommissionen, C-802/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:677, præmis 4 og den deri nævnte retspraksis).

102

Navnlig skal de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som et søgsmål støttes på, fremgå af selve stævningen på en sammenhængende og forståelig måde (dom af 3.6.2021, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2021:426, præmis 78).

103

Det påhviler således ikke Unionens retsinstanser at behandle de argumenter, der er gjort gældende af en part, og som mangler klarhed og præcision, for så vidt som de ikke er omfattet af nogen anden særlig udvikling og ikke er ledsaget af en særlig argumentation, der støtter dem (jf. dom af 18.11.2021, Grækenland mod Kommissionen, C-107/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2021:937, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

104

I øvrigt stilles kravet om præcision, som udspringer af artikel 21 i statutten for Domstolen og artikel 76 i procesreglementet, ligeledes analogt til den sagsøgte, når denne rejser en formalitetsindsigelse, eftersom dette krav alene har til formål at sætte modparten i stand til at forberede sit forsvar og retsinstansen til at udøve sin prøvelsesret, hvilket gælder så meget desto mere, når den sagsøgte har gjort gældende, at søgsmålet skal afvises på grund af forældelse.

105

Det følger nemlig af fast retspraksis, at til forskel fra procesfristerne er overholdelsen af forældelsesfristen ikke en ufravigelig procesforudsætning og kan ikke efterprøves ex officio af Unionens retsinstanser, men skal gøres gældende af den berørte part med henblik på fortabelse af adgangen til erstatningssøgsmål (jf. i denne retning dom af 8.11.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, C-469/11 P, EU:C:2012:705, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 5.9.2019, Den Europæiske Union mod Guardian Europe og Guardian Europe mod Den Europæiske Union (C-447/17 P og C-479/17 P, EU:C:2019:672, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

106

I det foreliggende tilfælde fremgår det for det første af sagsakterne, at selv om missionen har nævnt en frist på fem år, efter hvis udløb det foreliggende søgsmål er anlagt, har den hverken præciseret retsgrundlaget for denne ufravigelige procesforudsætning eller påberåbt sig artikel 46 i statutten for Domstolen, hvorefter krav mod Unionen, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, forældes, fem år efter at den omstændighed, der ligger til grund for kravet, er indtrådt.

107

For det andet fremgår det af sagsakterne, at missionen ligeledes har henvist til en frist på fire år ud over den, der er fastsat i artikel 46 i statutten for Domstolen, som skulle være til hinder for, at sagsøgeren kan påberåbe sig rapporten af 29. juli 2017, uden at den har gjort præcise bestemmelser gældende til støtte for dette argument.

108

For det tredje har missionen, selv hvis det antages, at den havde til hensigt at påberåbe sig den femårige frist i artikel 46 i statutten for Domstolen, hverken oplyst, hvilken faktisk omstændighed der efter dens opfattelse affødte den fordring, som sagsøgeren har gjort krav på i forbindelse med den foreliggende sag, eller fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen begyndte at løbe, ligesom den har undladt at gøre rede for de retlige og faktiske grunde til, at den er af den opfattelse, at den nævnte fordring er forældet.

109

På denne baggrund må det fastslås, at missionens formalitetsindsigelse vedrørende en femårig eller fireårig forældelsesfrist ikke er underbygget tilstrækkelig præcist til, at grundlaget herfor kan bedømmes.

110

Følgelig skal denne tredje formalitetsindsigelse afvises som utilstrækkeligt præciseret og derfor ikke antagelig til realitetsbehandling.

111

Til støtte for sin erstatningspåstand har sagsøgeren i det væsentlige påberåbt sig fire anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af chartrets artikel 1 og 31 og statuttens artikel 12a, stk. 3, idet han blev udsat for psykisk chikane fra missionschefens og vicemissionschefens side, for det andet en tilsidesættelse af omsorgspligten og retten til god forvaltning, for det tredje den omstændighed, at der var tale om faktiske og reelle skader, og for det fjerde det forhold, at der var en direkte forbindelse mellem de tilsidesættelser, som han har påberåbt sig i forbindelse med det første og det andet anbringende, og de skader, som han har gjort gældende i forbindelse med det tredje anbringende.

112

Før sagsøgerens argumentation undersøges, skal det præciseres, på hvilke betingelser missionen kan ifalde ansvar over for en national medarbejder, der er udstationeret ved den.

113

Det skal bemærkes, at for at Unionen kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold i et givet tilfælde, er det ifølge fast retspraksis blandt andre betingelser nødvendigt, at den person, der har nedlagt påstand om erstatning for den eller de skader, som den pågældende mener at have lidt som følge af en adfærd eller en EU-retsakt, godtgør, at der foreligger tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (jf. dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 145 og den deri nævnte retspraksis).

114

Endvidere skal denne tilsidesættelse principielt være tilstrækkelig kvalificeret, hvilket i sig selv afhænger af den skønsbeføjelse, som den EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur, der har tilsidesat denne regel, råder over, og af spørgsmålet om, hvorvidt denne institution eller dette organ, kontor eller agentur åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine beføjelser, navnlig henset til den nævnte regels klarhed og præcision, de vanskeligheder med hensyn til fortolkningen eller anvendelsen, som kan følge heraf, samt kompleksiteten af den situation, der skal reguleres (jf. i denne retning dom af 22.9.2022, IMG mod Kommissionen, C-619/20 P og C-620/20 P, EU:C:2022:722, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

115

Det følger ikke desto mindre af fast retspraksis, at i henseende til det skærpede ansvar for Unionen, når denne handler i egenskab af arbejdsgiver, er den blotte konstatering af en ulovlighed begået, efter omstændighederne, af ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter, tilstrækkelig til, at det fastslås, at den første af de tre betingelse for, at Unionen kan ifalde ansvar for de skader, som dens tjenestemænd eller ansatte har lidt som følge af en tilsidesættelse af de EU-retlige regler vedrørende tjenestemænd, kan anses for opfyldt, og dette følgelig uden at der er behov for at fastslå, om der er tale om en »tilstrækkeligt kvalificeret« tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (jf. i denne retning dom af 10.6.2020, AL mod Kommissionen, T-83/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:254, præmis 66 og 67).

116

Tvister i personalesager i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 90 og 91, herunder de tvister, som vedrører erstatning for en skade, der er forvoldt en tjenestemand eller en ansat, følger nemlig regler, der er særlige i forhold til de regler, der følger af de almindelige principper vedrørende Unionens ansvar uden for kontraktforhold inden for rammerne af artikel 268 TEUF og artikel 340, stk. 2, TEUF. En tjenestemand eller en ansat i EU er således i modsætning til enhver anden borger bundet til den institution, den pågældende tilhører, af en ansættelsesretlig forbindelse, som indebærer en ligevægt af specifikke gensidige rettigheder og pligter, som afspejles i institutionens, organets, kontorets eller agenturets omsorgspligt i forhold til den pågældende (jf. i denne retning dom af 14.12.2022, SU mod EIOPA, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

117

Som anført i præmis 46 ovenfor er de nationale medarbejdere, der er udstationeret ved missionen af medlemsstaterne, om end de ikke er omfattet af vedtægten, imidlertid ikke desto mindre underlagt de samme regler som dem, der gælder for de medarbejdere, der er udstationeret af EU-institutionerne, og hvis situation reguleres i vedtægten for så vidt angår udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet.

118

Følgelig er konstateringen af en ulovlighed i sig selv tilstrækkelig til, at den første af de tre betingelser for, at Unionen kan ifalde ansvar for skader forvoldt en udstationeret national medarbejder i forbindelse med dennes udøvelse af sit hverv i indsatsområdet, kan anses for opfyldt (jf. analogt dom af 18.11.2020, H mod Rådet, T-271/10 RENV II, EU:T:2020:548, præmis 104).

119

På denne baggrund påhviler det Retten at undersøge de tilsidesættelser en for en, som sagsøgeren har gjort gældende til støtte for det første og det andet anbringende i stævningen, for at efterprøve, om de er fastslået, uden at det er fornødent at undersøge, om de er tilstrækkeligt karakteriseret.

120

Sagsøgeren har gjort gældende, at de fire i præmis 73 ovenfor opregnede tilfælde af misligholdelse, der er omtalt i rapporten af 29. juli 2017, og som med henblik på nærværende dom skal betragtes som det tilsvarende antal led til støtte for det første anbringende, karakteriserer en situation med psykisk chikane, som han angiveligt var udsat for, og som er forbudt ved chartrets artikel 1 og 31 og ved vedtægtens artikel 12a, stk. 3, der finder anvendelse analogt.

121

Missionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

122

Før de fire led, der er henvist til i præmis 120 ovenfor, undersøges, og sammenhængsfortolkningen anlægges, skal der for det første ske en bedømmelse af, om sagsøgeren med føje kan påberåbe sig vedtægtens artikel 12a, stk. 3, for det andet erindres om definitionen af begrebet psykisk chikane og det tilhørende beviskrav, for det tredje mindes om de betingelser, hvorpå ansættelsesmyndigheden skal bistå den tjenestemand eller den ansatte, som hævder at være blevet offer for psykisk chikane, og for det fjerde skal graden af Rettens prøvelse i den foreliggende sag bestemmes.

123

Det skal påpeges, at udstationerede nationale medarbejdere eller eksperter, der lejlighedsvis er beskæftiget ved EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur, ikke er omfattet af vedtægten (jf. i denne retning dom af 15.4.2010, Gualtieri mod Kommissionen, C-485/08 P, EU:C:2010:188, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

124

Følgelig finder vedtægtens bestemmelser vedrørende psykisk chikane og ansættelsesmæssig beskyttelsen af tjenestemænd og midlertidigt ansatte eller kontraktansatte i EU ikke direkte anvendelse på sagsøgeren.

125

Ikke desto mindre skal de medarbejdere, der udstationeres ved missionen af EU-institutionerne, hvis situation reguleres af vedtægten, og de medarbejdere, der udstationeres af medlemsstaterne, i henhold til afgørelse 2012/392 være underlagt de samme regler med hensyn til udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet. Ifølge ligebehandlingsprincippet har Retten pligt til at anvende vedtægtens bestemmelser vedrørende psykisk chikane og ansættelsesmæssig beskyttelse af tjenestemænd og midlertidigt ansatte eller kontraktansatte samt retspraksis bygget på disse bestemmelser analogt på sagsøgerens situation (jf. analogt dom af 18.11.2020, H mod Rådet, T-271/10 RENV II, EU:T:2020:548, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

126

Ligebehandlingsprincippet, som er fastsat i chartrets artikel 20, er nemlig et almindeligt princip i EU-retten, der kræver, at ensartede forhold ikke må behandles forskelligt, og at forskellige forhold ikke må behandles ensartet, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 95 og den deri nævnte retspraksis).

127

Kravet om, at der skal foreligge tilsvarende situationer, med henblik på at fastslå, om der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, skal vurderes på grundlag af alle de omstændigheder, som kendetegner disse situationer, og navnlig i lyset af indholdet af og formålet med den retsakt, der indfører den forskellige behandling, idet det bemærkes, at der med henblik herpå skal tages hensyn til de principper, der gælder inden for det område, som retsakten henhører under, og de formål, der forfølges på det pågældende område. I det omfang situationerne ikke kan sammenlignes, udgør en forskellig behandling af de omhandlede situationer ikke en tilsidesættelse af den lighed for loven, som er fastsat i chartrets artikel 20 (jf. dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

128

Selv om de medarbejdere, der er udstationeret ved missionen af medlemsstaterne, ganske vist ikke er omfattet af vedtægten i modsætning til de medarbejdere, der udstationeres af institutionerne, kan denne forskel i deres situation ikke objektivt begrunde, at de førstnævnte i forbindelse med udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet, hvor de befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med de sidstnævntes, ikke beskyttes mod psykisk chikane på samme niveau og efter de samme regler som disse.

129

Følgelig kan sagsøgeren med føje påberåbe sig vedtægtens artikel 12a foruden chartrets artikel 1 og 31.

130

I første række skal det bemærkes, at chartrets artikel 1 og artikel 31, stk. 1, henholdsvis bestemmer, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig og skal respekteres og beskyttes, og at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold.

131

Endvidere bestemmer vedtægtens artikel 12a, at tjenestemanden skal afholde sig fra enhver form for psykisk eller seksuel chikane.

132

Navnlig er begrebet »psykisk chikane« som omhandlet i vedtægtens artikel 12a, stk. 3, for det første defineret som et »misbrug«, der kommer til udtryk i adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift »over en periode gentagne gange eller systematisk«, hvilket indebærer, at den psykiske chikane skal forstås som en proces, som nødvendigvis foregår over tid og forudsætter, at der foreligger gentagne eller fortsatte handlinger, der er »forsætlige« i modsætning til»hændelige«. For at kunne falde ind under begrebet »psykisk chikane« skal de pågældende forhold i form af adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller på skrift for det andet bevirke, at der sker angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet (jf. dom af 2.6.2022, EM mod Parlamentet, C-299/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:429, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

133

Alligevel er det ikke nødvendigt at godtgøre, at de pågældende forhold i form af adfærd, ord, handlinger, bevægelser eller skrift er blevet begået med forsæt om at gøre angreb på en persons værdighed, personlighed eller psykiske eller fysiske integritet. Der kan med andre ord foreligge psykisk chikane, uden at det er godtgjort, at chikanøren med sin adfærd har haft til hensigt at miskreditere offeret eller forsætligt forringe vedkommendes arbejdsvilkår. Det er tilstrækkeligt, at denne adfærd, når den har været frivillig, objektivt har haft sådanne følger (jf. dom af 20.10.2021, ZU mod Kommissionen, T-671/18 og T-140/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:715, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

134

I anden række er kvalificeringen af de pågældende handlinger som »chikane«, eftersom de i henhold til vedtægtens artikel 12a, stk. 3, skal have karakter af misbrug, underlagt en betingelse om, at chikanen skal være en tilstrækkelig objektiv realitet, således at en upartisk og fornuftig iagttager, hvis følsomhed er normal, og som befinder sig i samme situation, vil anse den for at være overdreven og kritisabel (jf. dom af 20.10.2021, ZU mod Kommissionen, T-671/18 og T-140/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:715, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

135

I tredje række kan den psykiske chikane i kraft af selve definitionen heraf være resultatet af en helhed af forskellige former for adfærd, som isoleret set ikke nødvendigvis i sig selv udgør psykisk chikane, men som vurderet ud fra helheden og sammenhængen, herunder deres med tiden voksende omfang, kan anses for en chikane. Ved undersøgelsen af, om den adfærd, der påberåbes af en sagsøger, udgør psykisk chikane, skal disse faktiske omstændigheder derfor både undersøges isoleret set og samlet, da de indgår i et generelt arbejdsmiljø, der skabes af en ansats adfærd over for de øvrige ansatte (jf. dom af 20.10.2021, ZU mod Kommissionen, T-671/18 og T-140/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:715, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

136

I fjerde række er enhver afgørelse, der er vedtaget i den periode, hvor en person hævder sig udsat for psykisk chikane, og hvis lovlighed ikke bestrides som sådan, en faktisk omstændighed, der kan udgøre ét blandt flere indicier for chikane, som skal tages i betragtning, uden at der skal foretages en undersøgelse af afgørelsens lovlighed, og uden at udløbet af de pågældende søgsmålsfrister er til hinder for, at retsinstansen konstaterer, at der foreligger chikane. Det tilkommer således retsinstansen under hensyntagen til hele den relevante faktuelle sammenhæng af vurdere, om en afgørelse som faktisk omstændighed kan anses for et indicium for psykisk chikane (jf. i denne retning dom af 30.6.2021, FD mod Entreprise commune Fusion for Energy, T-641/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:388, præmis 44).

137

Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis er vedtægtens artikel 24 affattet med henblik på at beskytte EU-tjenestemænd mod chikane eller nedværdigende behandling af enhver art, der udvises mod dem af deres foresatte eller kolleger (jf. dom af 9.12.2020, GV mod Kommissionen, T-705/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:590, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

138

Når ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, er blevet forelagt en ansøgning om bistand som omhandlet i vedtægtens artikel 24, skal den således i henhold til sin bistandspligt, når den står over for en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, skride ind med den nødvendige fasthed og så hurtigt og hensynsfuldt, som forholdene i det pågældende tilfælde kræver, konstatere, hvad der er sket, for på denne baggrund at afgøre, hvilke konsekvenser der vil være passende. Med henblik herpå er det tilstrækkeligt, at den tjenestemand eller den ansatte, der gør krav på den pågældende myndigheds beskyttelse, fremlægger et foreløbigt bevis for, at den adfærd, han hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted. I så fald er den omhandlede institution eller det omhandlede organ, kontor eller agentur forpligtet til at iværksætte passende foranstaltninger, navnlig ved at gennemføre en administrativ undersøgelse, for i samarbejde med klagens ophavsmand at fastslå de omstændigheder, der ligger til grund for klagen, og, afhængigt af udfaldet af undersøgelsen, at iværksætte nødvendige foranstaltninger såsom indledningen af en disciplinærsag vedrørende den pågældende person, når administrationen, efter gennemførelsen af den administrative undersøgelse, fastslår, at psykisk chikane har fundet sted (dom af 3.10.2019, DQ m.fl. mod Parlamentet, T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 80, og af 14.7.2021, AI mod ECDC, T-65/19, EU:T:2021:454, præmis 64).

139

Når der fremsættes en påstand om psykisk chikane, indebærer bistandspligten bl.a. at administrationen er forpligtet til grundigt, hurtigt og fortroligt at undersøge den ansøgning om bistand, hvori der fremsættes påstand om en sådan chikane, og meddele ansøgeren resultatet af undersøgelsen (dom af 3.10.2019, DQ mod Parlamentet, T-730/18, EU:T:2019:725, præmis 81).

140

Endelig skal Retten, når den får forelagt et anbringende vedrørende en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 12a, undersøge, om den pågældende institution eller det pågældende organ, kontor eller agentur anlagde et urigtigt skøn i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder i henseende til den definition af chikane, der er fastlagt i denne bestemmelse, og ikke et åbenbart urigtigt skøn ved vurderingen af disse faktiske omstændigheder (jf. dom af 9.12.2020, GV mod Kommissionen, T-705/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:590, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

141

Navnlig skal en retsinstans bedømme, om den afgørelse, hvorved en ansøgning om bistand blev afvist, uden at der blev indledt en administrativ undersøgelse, var begrundet, henset til de oplysninger, som blev bragt til den pågældende institutions eller det pågældende organ, kontor eller agenturs kendskab, bl.a. af afsenderen af ansøgningen om bistand (jf. i denne retning dom af 9.12.2020, GV mod Kommissionen, T-705/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:590, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

142

For at bestemme omfanget af prøvelse, der finder anvendelse på den foreliggende sag, skal Retten vurdere, om rapporten af 29. juli 2017 – der havde til formål at fastslå de omstændigheder, der lå til grund for underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 – svarer til resultatet af en administrativ undersøgelse som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i præmis 138 og 141 ovenfor.

143

Såfremt dette ikke er tilfældet, tilkommer det Retten i henhold til de i præmis 130-141 ovenfor anførte bestemmelser og principper ved undersøgelsen af de tilsvarende led at bedømme, hvorvidt de fire misligholdelser, som sagsøgeren har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen, udgør psykisk chikane eller indicier for en sådan chikane, som kunne have begrundet indledningen af en administrativ undersøgelse.

144

I denne henseende fremgår det af afgørelsen af 10. april 2018, at rapporten af 29. juli 2017 blev udarbejdet af en medarbejder ved CPCC under EU-Udenrigstjenesten i henhold til adfærdskodeksens artikel 11, stk. 1, litra b), som giver den øverstbefalende for den civile operation beføjelser i tilfælde af en underretning med kritik af missionschefen til at behandle sagen som et managementspørgsmål uden at indlede en formel disciplinærsag og i givet fald iværksætte en mæglingsprocedure.

145

Rapporten af 29. juli 2017 forekommer således at være udarbejdet med henblik på at gøre rede for et mæglingsforsøg og ikke for i forbindelse med den foreløbige eller disciplinære undersøgelse, der er fastsat i adfærdskodeksens artikel 11, stk. 1, litra c) og d), at fastslå, om beskyldningerne om psykisk chikane, der fremgår af underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017, var begrundede.

146

Denne fortolkning underbygges af det forhold, at mægleren i sin rapport af 29. juli 2017 ikke udtrykkeligt tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen, karakteriserede en situation med chikane eller udgjorde indicier for en sådan.

147

Det kan ganske vist udledes af konklusionen på rapporten af 29. juli 2017, at mægleren implicit lagde til grund, at visse faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har tilskrevet missionen, bl.a. dem, der er genstand for de fire led, der er gjort gældende til støtte for det første anbringende, udgjorde indicier for psykisk chikane.

148

Mægleren foreslog nemlig i denne konklusion en afdæmpende foranstaltning i form af et tilbud til sagsøgeren om midlertidig tjeneste i Bruxelles (Belgien) efter sommerferien, idet mægleren udtrykkeligt henviste til nationale bestemmelser vedrørende chikane og til gældende regler for EU-institutionerne, som fastsætter en mulighed for en uformel fase inden indledningen af den formelle procedure, og med den begrundelse, at betingelserne for en sådan uformel fase i det foreliggende tilfælde var gunstige.

149

Mæglerens personlige vurdering, som den fremgår af rapporten af 29. juli 2017, blev imidlertid ikke taget i betragtning af missionen.

150

Navnlig bemærkes det, at den øverstbefalende for den civile operation ved afgørelsen af 10. april 2018, som han traf, efter at sagsøgerens udstationering ved missionen var ophørt, oplyste denne, at han behandlede underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 som et managementspørgsmål i overensstemmelse med adfærdskodeksens artikel 11, stk. 1, litra b), uden at indlede en foreløbig eller disciplinær undersøgelse eller indlede en formel disciplinærsag over for missionschefen og vicemissionschefen.

151

Det må således fastslås, at missionen på denne måde lagde til grund, at beskyldningerne om psykisk chikane ifølge underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 ikke var begrundede eller i det mindste ikke tilstrækkeligt underbyggede til at kunne udgøre indicier, der kunne begrunde indledningen af en foreløbig eller disciplinær undersøgelse.

152

Da missionen ved afgørelsen af 10. april 2018 afholdt sig fra at iværksætte en administrativ undersøgelse for at efterprøve, om sagsøgerens beskyldninger var begrundede, og tage stilling til den mulighed, at de misligholdelser, som sagsøgeren foreholdt missionschefen og vicemissionschefen, karakteriserede en situation med psykisk chikane, svarer en sådan afgørelse med hensyn til sine virkninger derfor til den afvisning af en ansøgning om bistand uden indledning af en administrativ undersøgelse, som Retten ifølge den i præmis 141 ovenfor nævnte retspraksis skal bedømme med hensyn til, om den er begrundet, henset til de oplysninger, der af sagsøgeren er bragt til missionens kendskab.

153

Til støtte for dette led har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at udelukkelsen af ham fra de ugentlige politiske møder mellem missionschefen og chefen for delegationen (herefter »generalstabsmøder«) udgjorde et indicium for psykisk chikane, som begrundede indledningen af en administrativ undersøgelse.

154

I denne forbindelse fremgår det af en e-mail af 26. maj 2017, at missionschefen fra denne dato bad sagsøgeren om ikke længere at deltage i generalstabsmøderne.

155

Det fremgår således af rapporten af 29. juli 2017, at sagsøgeren var af den opfattelse, at udelukkelsen af ham fra generalstabsmøderne berøvede ham en vigtig informationskilde i hans arbejde som politisk rådgiver, hindrede ham i at varetage sine opgaver med at koordinere udarbejdelsen af rapporter om politiske spørgsmål med delegationen og var til skade for hans omdømme.

156

Det fremgår imidlertid også af denne rapport for det første, at missionschefens afgørelse af 26. maj 2017, jf. præmis 154 ovenfor, var et resultat af hans utilfredshed med sagsøgeren på grund af dennes manglende opfølgning på disse ugentlige møder, og for det andet, at disse møder var politisk følsomme, og missionschefen havde grund til at tro, at der var blevet videregivet oplysninger fra disse møder til de italienske myndigheder.

157

Ifølge rapporten af 29. juli 2017 var mægleren ganske vist af den opfattelse, at udelukkelsen af sagsøgeren fra generalstabsmøderne og afgørelsen om alene at indbyde ham til de ugentlige managementmøder ikke var hensigtsmæssige skridt, henset til hans stilling som politisk rådgiver og koordinator på dette område, og at det havde været bedre, at sagsøgeren fortsat var blevet indbudt lejlighedsvis til generalstabsmøderne.

158

For så vidt angår den første begrundelse for at udelukke sagsøgeren fra generalstabsmøderne fremgår det dog ligeledes af en e-mail stilet til sagsøgeren fra missionschefen den 6. april 2017, at sagsøgerens bidrag til disse ugentlige møder var lig nul.

159

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at artikel 6, stk. 2 og 3, i afgørelse 2012/392 fastsætter, at missionschefen har kommando over og kontrol med personale, hold og enheder fra de bidragende stater og giver instrukser til hele missionens personale med henblik på en effektiv gennemførelse af missionen i indsatsområdet, idet han varetager koordineringen og den daglige ledelse.

160

Endvidere følger det af retspraksis, at administrationen nyder et vidt skøn vedrørende organisation af tjenesten (jf. i denne retning dom af 29.10.1981, Arning mod Kommissionen, 125/80, EU:C:1981:248, præmis 19).

161

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt oplysninger, der kan imødegå missionschefens beskyldninger om, at hans bidrag til generalstabsmøderne var lige nul, hvorfor missionschefens afgørelse om at fritage sagsøgeren for enhver deltagelse i disse møder i betragtning af det vide skøn, som han nyder, og kravet om effektivitet, der fremgår af artikel 6 i afgørelse 2012/392, ikke forekommer overdrevne eller kritisable, henset til tjenestens interesse.

162

For det andet fremgår det ligeledes af artikel 6, stk. 7, i afgørelse 2012/392, at missionschefen med forbehold af kommandovejen får lokal politisk vejledning fra chefen for delegationen.

163

For så vidt som generalstabsmøderne bl.a. havde det formål, at chefen for delegationen skulle videregive lokal politisk vejledning, forekommer sagsøgerens tilstedeværelse ved disse møder følgelig ikke uundværlig.

164

For det tredje er det ikke blevet godtgjort og end ikke hævdet, at generalstabsmøderne var den eneste kommunikationskanal mellem missionen og delegationen vedrørende politiske spørgsmål, hvorfor udelukkelsen af sagsøgeren fra disse møder ikke synes at have været til hinder for hans varetagelse af sine opgaver, for så vidt som disse indebar koordinering mellem ham og hans kolleger i delegationen om de politiske spørgsmål.

165

Følgelig, og uden at det er fornødent at undersøge den anden begrundelse for afgørelsen af 26. maj 2017, jf. præmis 156 ovenfor, vedrørende sagsøgerens manglende overholdelse af fortroligheden på disse møder og hans videregivelse af visse oplysninger til de italienske myndigheder, kan denne afgørelse om at udelukke ham fra generalstabsmøderne ikke isoleret set anses for et indicium for psykisk chikane imod sagsøgeren, hvorfor det første led skal forkastes som ugrundet.

166

I forbindelse med dette led har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at meddelelsen af den første skriftlige advarsel mindre end en time efter hans underretning af 17. juli 2017 udgør et indicium for psykisk chikane imod ham.

167

Det bemærkes indledningsvis, at adfærdskodeksens artikel 7, stk. 1, bestemmer, at en medarbejder ved missionen, som har foretaget en underretning om en eventuel misligholdelse, ikke straffes for denne underretning eller efterfølgende, såfremt vedkommende har handlet rimeligt og i god tro.

168

I det foreliggende tilfælde fremgår det af parternes oplysninger, at missionschefen den 17. juli 2017 sendte en skriftlig advarsel til sagsøgeren med den begrundelse, at denne havde udvist mangel på respekt over for ham på et møde den 10. april 2017, hvor missionen havde besøg af en politiker fra en medlemsstat. Missionschefen foreholdt nemlig sagsøgeren, at denne med sit kropssprog meget klart havde udtrykt sit mishag over at skulle tage noter under dette møde, selv om han formodedes at gøre det, og havde optrådt med upassende mimik eller gestik, hver gang missionschefen havde taget ordet.

169

Denne første advarsel var navnlig blevet sendt til sagsøgeren den 17. juli 2017, mindre end en time efter at denne havde sendt en underretning til den øverstbefalende for den civile operation med kritik af missionschefen og vicemissionschefen for at udøve psykisk chikane.

170

For det første fremgår det af adfærdskodeksens artikel 11, at den ansvarlige myndighed inden en frist på ti arbejdsdage på grundlag af en rapport om en eventuel misligholdelse træffer afgørelse om konsekvenserne af den nævnte misligholdelse, som kan foranledige den til at behandle sagen som et managementspørgsmål.

171

I den foreliggende sag må det fastslås, at eftersom den første skriftlige advarsel ikke var en opfølgning på en formel disciplinærsag, og idet det fremgår af dens overskrift, at den var af »managementrelateret« art, blev denne advarsel vedtaget i overensstemmelse med adfærdskodeksens artikel 11, litra b), idet missionen ikke har fremført andet retsgrundlag.

172

Selv om det for det andet fremgår af rapporten af 29. juli 2017, at missionschefen over for mægleren begrundede den sene fremsendelse af den første skriftlige advarsel med anvisninger fra CPCC under EU-Udenrigstjenesten om, at han skulle udskyde afsendelsen, har missionen ikke ført noget bevis for denne korrespondance, som kunne underbygge realiteten i denne begrundelse. Endvidere har missionen ikke godtgjort og end ikke hævdet, at CPCC eller den øverstbefalende for den civile operation havde godkendt missionschefens initiativ til at meddele sagsøgeren den første skriftlige advarsel den 17. juli 2017.

173

Selv hvis det antages, at fristen på ti arbejdsdage, der er fastsat i adfærdskodeksens artikel 11, litra b), ikke udgør en præceptiv frist, forholder det sig følgelig ikke desto mindre således, at missionen ikke har begrundet, hvorfor afsendelsen af den første skriftlige advarsel skete den 17. juli 2017, dvs. mere end tre måneder efter den hændelse, der lå til grund for denne advarsel, og mindre end en time efter at sagsøgeren havde foretaget en underretning med kritik af missionschefen.

174

For det tredje blev underretningen af 17. juli 2017 ganske vist foretaget af sagsøgeren ved en e-mail alene adresseret til den øverstbefalende for den civile operation og dennes næstkommanderende, ligesom missionen har hævdet, at missionschefen og vicemissionschefen ikke havde kendskab til denne underretning på det tidspunkt, hvor den blev foretaget.

175

Imidlertid kan Retten, selv om den ikke kan pålægge missionen bevisbyrden for, at disse udsagn er korrekte, imidlertid heller ikke kræve, at sagsøgeren godtgør, om og på hvilken præcis dato den øverstbefalende for den civile operation bragte eksistensen og eventuelt indholdet af underretningen af 17. juli 2017 til missionschefens kendskab, eftersom der ikke foreligger nogen grund til at antage, at sagsøgeren råder over sådanne oplysninger.

176

I mangel af bevis for den nøjagtige dato, på hvilken den øverstbefalende for den civile operation oplyste missionschefen om modtagelsen af underretningen af 17. juli 2017 fra sagsøgeren, og for det præcise indhold af denne oplysning må det således indledningsvis fastslås, at missionen ikke har påberåbt sig bestemmelser, der kunne være til hinder for videregivelsen af denne oplysning til missionschefen eller vicemissionschefen.

177

Endvidere har missionen heller ikke oplyst Retten den nøjagtige dato, på hvilken den øverstbefalende for den civile operation eller CPCC informerede missionschefen om mæglerens ankomst, selv om det med rimelighed må formodes, at missionschefen i forbindelse med overbringelsen af denne oplysning fik kendskab til modtagelsen og i givet fald indholdet af underretningen af 17. juli 2017.

178

I mangel af en begrundelse fra missionen for at udstede den første advarsel så sent, såvel henset til den i adfærdskodeksens artikel 11 fastsatte frist som tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der lå til grund for denne advarsel, og i mangel af oplysninger om den nøjagtige dato, på hvilken missionschefen fik kendskab til underretningen af 17. juli 2017, følger det af det ovenfor anførte, at meddelelsen af denne advarsel mindre end en time efter den nævnte underretning kan anses for overdreven eller kritisabel.

179

Denne meddelelse kan nemlig fortolkes således, at den i strid med de i adfærdskodeksens artikel 7 fastsatte krav tilsigter at straffe sagsøgeren for underretningen og følgelig isoleret set udgør et indicium for psykisk chikane.

180

Dette anbringendes andet led skal derfor tages til følge.

181

I forbindelse med dette led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at det af HR-afdelingen valgte tidspunkt for på ny at igangsætte proceduren for evaluering af hans præstationer, dvs. den 27. juli 2017 og dermed dagen efter mæglerens afrejse, udgør et indicium for psykisk chikane imod ham.

182

Navnlig fremgår det af rapporten af 29. juli 2017, at sagsøgeren var af den opfattelse, at præstationsevalueringsproceduren ikke var fastsat i missionens personaleledelsesbestemmelser, og at igangsættelsen af denne procedure alene havde til formål at fortrænge ham fra tjenesten.

183

I denne henseende fremgår det af sagsakterne, at missionschefen den 6. april 2017 besluttede at iværksætte en procedure med henblik på at udarbejde en præstationsevalueringsrapport for sagsøgeren, og at denne modsatte sig dette med den nærmere bestemte begrundelse, at den ikke var fastsat officielt i den reviderede operationelle plan (herefter »O-planen«) for missionen af 13. juli 2022.

184

Den 27. juli 2017 sendte en medarbejder i HR-afdelingen derefter sagsøgeren udkastet til præstationsevalueringsrapporten, for at han kunne udfylde dette, med en ny frist sat til den 4. august 2017. Sagsøgeren nægtede imidlertid på ny at udfylde sin præstationsevalueringsrapport med den begrundelse, at denne nye procedure var blevet iværksat førtidigt i forhold til udløbet af hans udstationering den 14. april 2018. HR-afdelingens chef forklarede dernæst sagsøgeren, at denne procedure gjaldt alt personale ved missionen, hvis udstationering ville udløbe senest den 30. april 2018, og at hvis han ikke deltog, ville hans stilling blive erklæret ledig.

185

Endelig henvendte chefen for HR-afdelingen den 23. august 2017 sig atter til sagsøgeren for på ny at bede ham indsende den behørigt udfyldte præstationsevalueringsrapport. Sagsøgeren nægtede nok en gang at efterkomme anmodningen og begrundede det med, at han ikke ønskede at forlænge sin udstationering fra april 2018.

186

Det skal indledningsvis præciseres, at forlængelsen af en udstationeret medarbejders udstationering ifølge artikel 7 i bilag IX til O-planen vedrørende menneskelige ressourcer er betinget af missionschefens samtykke, som gives på grundlag af en ansøgning herom fra den pågældende medarbejder, som skal indgive denne ansøgning senest tre måneder før udløbet af sin igangværende udstationeringsperiode, og en positiv præstationsevalueringsrapport udarbejdet af medarbejderens umiddelbart foresatte.

187

Endvidere bestemmes det i artikel 10 i bilag IX til O-planen, at der regelmæssigt skal udarbejdes en præstationsevalueringsrapport for alle medarbejdere ved missionen, navnlig før de endeligt fratræder deres stilling ved missionen.

188

Endelig har missionen påberåbt sig et dokument med overskriften »Vejledning i præstationsevaluering ved ESFP-missioner«, hvoraf det fremgår, at proceduren for udarbejdelse af en præstationsevalueringsrapport var systematisk indført, inden den pågældende medarbejder forlod missionen, at det var stærkt anbefalelsesværdigt at udarbejde den ved udgangen af hver udstationerings- eller kontraktperiode, tilrådeligt efter et halvt år, hvis medarbejderen var udstationeret for første gang i en etårig periode, og muligt til hver en tid, når det blev fundet nødvendigt, hvis den pågældende medarbejder fik en ny foresat, eller ved ændringer i medarbejderens præstationer, i samråd med HR-afdelingen.

189

I første række må det fastslås, at selv om muligheden for at evaluere personale ved missionen, hvis en medarbejder får en ny foresat, eller ved ændringer i medarbejderens præstationer, ikke udtrykkeligt er fastsat i bilag IX til O-planen, forekommer dette regelsæt ikke at være til hinder for en sådan praksis, eftersom artikel 10 i dette bilag ikke udtømmende opregner de situationer, hvori missionens medarbejder skal evalueres.

190

Sagsøgeren har i øvrigt ikke påberåbt sig et andet regelsæt, som kunne være til hinder for missionschefens evaluering af hans præstationer.

191

Han har tværtimod udledt af artikel 6 i afgørelse 2012/392 og den retspraksis, der er nævnt i præmis 160 ovenfor, at missionschefen har et vidt skøn med hensyn til at beslutte at udarbejde præstationsevalueringsrapporten for en af sine underordnede, hvis han vurderer, at denne procedure er nødvendig for missionens effektivitet i indsatsområdet.

192

Det kan således ikke lægges til grund, at missionschefens afgørelse af 6. april 2017 om at foretage evalueringen af sagsøgerens præstationer i princippet var overdreven eller kritisabel, henset til tjenestens interesse, og dette så meget desto mere som det fremgik af retsmødet, at sagsøgeren ikke var blevet evalueret siden juni 2016.

193

I anden række fremgår det dog af den nye anmodning fra HR-afdelingen af 27. juli 2017 til sagsøgeren om at udfylde sin præstationsevalueringsrapport, at denne anmodning ikke henviste til missionschefens afgørelse af 6. april 2017, der er omtalt i præmis 183 og 192 ovenfor, men til nødvendigheden af at gennemgå ansøgningerne om forlængelse af udstationeringen og foregribe eventuelle ledige stillinger for så vidt angik alle de medarbejdere, der var udstationeret ved missionen frem til den 30. april 2018, med henblik på at slå de medarbejderes stillinger op, hvis udstationering udløb på sidstnævnte dato.

194

Selv om det ikke er blevet bestridt, at denne afgørelse ikke udelukkende berørte sagsøgeren, forholder det sig imidlertid ikke desto mindre således, at missionen ikke har begrundet, hvorfor HR-afdelingen allerede den 27. juli 2017 tog dette administrative skridt, når det følger af artikel 7 i bilag IX til O-planen vedrørende menneskelige ressourcer, at evalueringen af de medarbejdere, der ønskede at ansøge om forlængelse af deres udstationering ved missionen, skulle ske, når de indgav en ansøgning herom senest tre måneder før udløbet af deres udstationering, for sagsøgerens vedkommende således den 14. januar 2018.

195

I tredje række må det konstateres, at HR-afdelingens anmodning, jf. præmis 184 og 193 ovenfor, blev fremsat allerede dagen efter mæglerens afrejse.

196

Det kan således med rimelighed lægges til grund, at underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 og den øverstbefalende for den civile operations afgørelse af 20. juli 2017 om at rekvirere en mægler allerede fra den 25. juli 2017 krævede, at missionen, indtil mæglerens konklusioner forelå, skulle behandle sagsøgeren med den omtanke, som navnlig princippet om god forvaltning kræver.

197

Ud over at denne pligt til at udvise omtanke er indeholdt i princippet om god forvaltning, som er fastsat i chartrets artikel 41 (jf. i denne retning dom af 16.6.2022, SGL Carbon m.fl. mod Kommissionen, C-65/21 P og C-73/21 P – C-75/21 P, EU:C:2022:470, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis), og navnlig i forpligtelsen til at udvise omhu, gjaldt denne pligt nemlig ligeledes i den foreliggende sag i kraft af adfærdskodeksens artikel 7, som forbyder missionen at straffe en medarbejder ved missionen, som har foretaget en underretning om en eventuel misligholdelse, for denne underretning eller efterfølgende.

198

Det fremgår således af rapporten af 29. juli 2017, at mægleren konkluderede, at det skridt, som HR-afdelingen tog den 27. juli 2017, dvs. umiddelbart efter mæglerens evalueringsopgave på stedet, til på ny at igangsætte evalueringen af sagsøgeren, var uheldigt og skete for tidligt i forhold til sædvanlig praksis.

199

På denne baggrund kan det lægges til grund, at beslutningen om på ny at igangsætte evalueringen af sagsøgeren allerede dagen efter mæglerens afrejse uden at afvente dennes konklusioner og mere end ni måneder før udløbet af sagsøgerens udstationering var overdreven eller kritisabel.

200

Dette skridt kan nemlig fortolkes således, at det tilsigter at fortrænge sagsøgeren fra missionen ved udløbet af hans udstationering uden at afvente mæglerens forslag, hvorfor denne afgørelse isoleret set udgør et indicium for psykisk chikane.

201

Det tredje led skal derfor tages til følge.

202

I forbindelse med dette led har sagsøgeren klaget over chefen for HR-afdelingens reaktion på sin forsinkede tilbagevenden efter en ferie i juni 2017.

203

I denne henseende fremgår det af en e-mail af 28. juli 2017 stilet til den øverstbefalende for den civile operation, at sagsøgeren supplerede underretningen af 17. juli 2017 med en e-mailveksling med chefen for HR-afdelingen vedrørende sin forsinkede tilbagevenden fra ferie i juni 2017 i forhold til den oprindeligt planlagte dato.

204

Navnlig fremgår det af disse e-mails, at sagsøgeren modtog en skrivelse med en anmodning om at begrunde, hvorfor han var vendt tilbage fra ferie mandag den 3. juli 2017 i stedet for den oprindeligt fastsatte dato, dvs. torsdag den 29. juni 2017. I en e-mail af 24. juli 2017 gjorde sagsøgeren gældende, at han havde haft »personlige grunde« til det, og oplyste, at han havde bedt kollegerne om at meddele missionen det, da han ikke var i stand til at gøre det selv. Derefter sendte chefen for HR-afdelingen den 27. juli 2017 en e-mail til sagsøgeren med en »ajourført ferieoversigt«, hvori dagene den 29. og den 30. juni 2017 var nævnt, med kopi til bl.a. missionschefen og vicemissionschefen. Sagsøgeren svarede, at han ikke havde bedt om dette dokument, og at han ønskede at vide, hvorfor afsenderen havde sat andre personer på som kopimodtagere af et dokument, som efter hans opfattelse var strengt fortroligt.

205

I første række har det vist sig, at anmodningen fra HR-afdelingen til sagsøgeren om at begrunde sin ferie, var dateret den 24. juli 2017 og blev meddelt ham samme dag, hvilket vil sige dagen før mæglerens ankomst.

206

Det fremgår imidlertid ikke af sagsakterne, at sagsøgeren fortalte mægleren om denne anmodning om at begrunde sin ferie i forbindelse med de bilaterale samtaler, som han havde med mægleren den 25. og den 26. juli 2019, selv om det var lovligt at gøre det.

207

Følgelig må det fastslås, at sagsøgeren ikke var af den opfattelse, at anmodningen til ham om at begrunde sin ferie af 24. juli 2017 udgjorde et indicium for psykisk chikane imod ham, men at dette var tilfældet med fremsendelsen den 27. juli 2017 af den ajourførte ferieoversigt.

208

I anden række bemærkes det ligeledes, at sagsøgeren vendte forsinket tilbage fra ferie i maj 2017 og gentog denne adfærd i august 2017 uden at overholde de interne regler om ferieønsker.

209

I tredje række må det konstateres, at missionen, mens mæglerens konklusioner blev afventet, uden at dette berører den forpligtelse til at udvise omhu og navnlig omtanke, som er nævnt i præmis 197 ovenfor, hverken i henhold til chartrets artikel 1 eller 31 eller vedtægtens artikel 12a og i den foreliggende sag ej heller bestemmelserne i bilag IX til O-planen eller i adfærdskodeksen var pålagt at unddrage sagsøgeren missionens HR-forvaltningsprocedurer alene med den begrundelse, at han havde foretaget underretninger om psykisk chikane fra missionschefens og vicemissionschefens side.

210

Underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 kunne således ikke være til hinder for, at HR-afdelingen under missionschefens og vicemissionschefens ledelse den 27. juli 2017 sendte sagsøgeren en formular med en ajourført ferieoversigt, efter at sagsøgeren havde haft ubeføjet udeblivelse den 29. og den 30. juni 2017, idet et sådant dokument principielt er nødvendigt for præcist at vide, hvor meget ferie den pågældende medarbejder har tilbage til resten af ferieåret.

211

Følgelig kan HR-afdelingens fremsendelse den 27. juli 2017 af en ajourført ferieoversigt til sagsøgeren ikke isoleret set anses for en overdreven eller kritisabel handling, der kan karakterisere et indicium for psykisk chikane imod sagsøgeren, hvorfor det fjerde led skal forkastes som ugrundet.

212

Ifølge den i præmis 135 ovenfor nævnte retspraksis tilkommer det Retten at foretage en helheds- og sammenhængsvurdering af den adfærd, som sagsøgeren har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen.

213

I denne forbindelse fremgår det af en e-mail fra missionschefen til sagsøgeren af 6. april 2017, at førstnævnte havde meddelt de italienske myndigheder og den øverstbefalende for den civile operation sit ønske om at hjemsende sidstnævnte, fordi han havde mistet tilliden til sidstnævnte på grund af dennes angivelige brud på tavshedspligten.

214

Ganske vist har missionschefen i medfør af artikel 8 i bilag IX til O-planen tilladelse til at afbryde en medarbejders udstationering inden det fastsatte udløb af bl.a. disciplinære årsager i henhold til adfærdskodeksen eller på grund af den pågældende medarbejders manglende evne til at leve op til missionens basale krav.

215

Af sagsakterne fremgår det imidlertid hverken, at missionen anmodede de italienske myndigheder om at ophæve sagsøgerens udstationering før tid, eller at den iværksatte den procedure, der er fastsat i artikel 8 i bilag IX til O-planen.

216

Missionen har da også som svar på et spørgsmål i retsmødet præciseret, at proceduren i artikel 8 i bilag IX til O-planen for førtidigt ophør af udstationeringen var administrativt forholdsvis tung og krævede nedsættelse af et udvalg, der skulle vurdere den pågældende medarbejders situation og de grunde, som missionschefen havde til at ønske et førtidigt ophør af vedkommendes udstationering.

217

Hele det arbejdsmiljø, hvori de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig, fandt sted, var således kendetegnet ved missionschefens plan, således som denne fremgår af e-mailen af 6. april 2017, jf. præmis 213 ovenfor, om at skille sig af med sagsøgeren uden at iværksætte den procedure, der er fastsat i artikel 8 i bilag IX til O-planen.

218

Dels kunne et sådant miljø underbygge sagsøgerens vurdering af de faktiske omstændigheder, som han har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen i forbindelse med det andet og det tredje led, og om hvilke Retten har fastslået, at de udgør indicier for psykisk chikane. Dels kunne de faktiske omstændigheder, som sagsøgeren har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen i forbindelse med det første og det fjerde led, om hvilke Retten har fastslået, at de ikke isoleret set udgjorde indicier for psykisk chikane, alligevel forekomme som sådanne, henset til den nævnte sammenhæng, bl.a. fordi samtlige disse omstændigheder var indtruffet inden for en begrænset periode.

219

Som følge heraf har sagsøgeren med rette gjort gældende, at missionen, idet den undlod at iværksætte en administrativ undersøgelse i fortsættelse af hans beskyldninger om psykisk chikane, tilsidesatte chartrets artikel 1 og artikel 31, stk. 1, og vedtægtens artikel 12a, hvorfor det første anbringende skal tages til følge i sin helhed.

220

I forbindelse med dette anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de tre angivelige misligholdelser, der er opregnet i præmis 79 ovenfor, og som med henblik på nærværende dom skal betragtes som det tilsvarende antal led til støtte for nærværende anbringende, udgør tilsidesættelser af retten til god forvaltning og af omsorgspligten.

221

Missionen har bestridt, at sagsøgerens argumenter er begrundede.

222

Før disse tre led undersøges, skal Retten bedømme, om sagsøgeren med føje kan påberåbe sig en tilsidesættelse af omsorgspligten, og i givet fald, om indholdet af denne pligt adskiller sig fra retten til god forvaltning.

223

Det skal påpeges, at ifølge fast retspraksis er administrationens omsorgspligt over for dens ansatte udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt mellem de ansatte i den offentlige tjeneste og administrationen. Sammen med princippet om god forvaltning indebærer denne balance bl.a., at administrationen ved afgørelsen af en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og at den hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (jf. kendelse af 31.3.2022, Barata mod Parlamentet, C-305/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:253, præmis 7 og 8 (generaladvokatens stillingtagen, punkt 14 og den deri nævnte retspraksis)).

224

Som det fremgår af præmis 125-129 ovenfor, kræver ligebehandlingsprincippet ikke desto mindre, at visse bestemmelser i statutten og i retspraksis om tjenestemænd skal anvendes analogt på nationale medarbejdere, der er udstationeret ved et organ, et kontor eller et agentur som f.eks. missionen, når disse medarbejdere befinder sig i en situation, der er sammenlignelig med situationen for de af vedtægten omfattede medarbejdere, og at forskellen på de to gruppers situation ikke objektivt kan begrunde, at de førstnævnte i forbindelse med udøvelsen af deres hverv i indsatsområdet ikke beskyttes på samme niveau og efter de samme regler som sidstnævnte.

225

Dette er navnlig tilfældet med den omsorgspligt, som påhviler en EU-institution eller det EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur over for tjenestemænd og øvrige ansatte (jf. i denne retning dom af 18.11.2020, H mod Rådet, T-271/10 RENV II, EU:T:2020:548, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

226

Følgelig kan sagsøgeren med føje påberåbe sig omsorgspligten.

227

Det skal bemærkes, at sagsøgeren i forbindelse med det første led nærmere bestemt har klaget over, at missionen ikke inden for en rimelig frist behandlede hans klager af 8. marts 2017 og underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017, i forbindelse med det andet led over, at han ikke fik kendskab til de konstateringer og den henstilling, der var indeholdt i rapporten af 29. juli 2017, og i forbindelse med det tredje led over, at missionen ikke efterlevede mæglerens henstillinger.

228

I denne henseende fastslås det i chartrets artikel 41, stk. 1, at enhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer. Chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), bestemmer endvidere, at retten til god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

229

Derimod nævner omsorgspligten som defineret i retspraksis ikke, at EU-institutionen eller EU-organet, ‑kontoret eller ‑agenturet har en forpligtelse til som arbejdsgiver at træffe afgørelse om en af sine medarbejderes situation eller anmodning inden for en rimelig frist eller efter at have hørt vedkommende, og navnlig heller ikke en pligt til at efterleve de henstillinger, der udstedes af en mægler, som er udpeget som følge af en klage over psykisk chikane.

230

Endvidere fremgår det ikke af retspraksis, at der er nogen direkte eller udtrykkelig forbindelse mellem på den ene side omsorgspligten og på den anden side pligten til at behandle en anmodning, herunder en klage over psykisk chikane, inden for en rimelig frist, retten til at blive hørt og den eventuelle forpligtelse til at efterleve de henstillinger, der udstedes af en mægler, som er udpeget som følge af en klage over psykisk chikane.

231

Det følger ganske vist af retspraksis, at omsorgspligten svarer til et skærpet krav til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer om deres ansvar, når de handler som arbejdsgivere (jf. i denne retning dom af 14.12.2022, SU mod AEAPP, T-296/21, EU:T:2022:808, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

232

Sagsøgeren har imidlertid i det foreliggende tilfælde ikke præciseret arten af de forpligtelser, som i den foreliggende sag angiveligt påhvilede missionen i medfør af omsorgspligten, og som adskiller sig fra dem, der udspringer af retten til god forvaltning.

233

Det må derfor fastslås, at nærværende anbringende, for så vidt som det hviler på en eventuel tilsidesættelse af omsorgspligten, ikke er ledsaget af tilstrækkeligt præcise oplysninger til, at grundlaget herfor kan bedømmes, hvorfor det i overensstemmelse med procesreglementets artikel 76, litra d), skal afvises som utilstrækkeligt præciseret og derfor ikke antageligt til realitetsbehandling.

234

I forbindelse med dette led har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at missionen ikke behandlede hans klager af 8. marts 2017 og underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017 inden for en rimelig frist, selv om den fik dem forelagt allerede i marts måned 2017, at mægleren aflagde sin rapport den 29. juli 2017, og at missionen først svarede sagsøgeren den 10. april 2018.

235

I første række skal det påpeges, at sagsøgeren den 8. marts 2017 sendte to klager til missionschefen, heraf en over psykisk chikane fra en arbejdskollegas side, inden han den 28. marts 2017 foretog en underretning til den øverstbefalende for den civile operation med henblik på, at denne undersøgte disse to klager.

236

Den første klage af 8. marts 2017 over psykisk chikane blev imidlertid henlagt af vicemissionschefen, hvilket sagsøgeren blev meddelt ved e-mail af 24. marts 2017.

237

Det kan således ikke lægges til grund, at denne første klage ikke blev undersøgt inden for en rimelig frist.

238

For så vidt endvidere angår den anden klage af 8. marts 2017 fremgår det af den af missionen fremlagte dokumentation, at missionschefen den 20. marts 2017 anmodede den øverstbefalende for den civile operation om at anvende adfærdskodeksens artikel 10, således at den næstkommanderende for den civile operation uigenkaldeligt overtog behandlingen af denne klage, hvilket den øverstbefalende for den civile operation accepterede, og hvilket sagsøgeren blev oplyst om den 30. marts 2017. Den 24. april 2017 afgav den næstkommanderende for den civile operation en foreløbig undersøgelsesrapport og meddelte ved e-mail af 15. maj 2017 missionschefen, at det i henhold til adfærdskodeksen var blevet besluttet at behandle denne klage som et managementspørgsmål uden indledning af en formel disciplinærsag.

239

Ved denne e-mail mindede den næstkommanderende for den civile operation navnlig missionschefen om, at det var nødvendigt for alle medarbejdere ved missionen at overholde sikkerhedsbestemmelserne, og bad ham sikre overholdelsen af denne pligt.

240

Sagsøgeren blev den 29. maj 2017 oplyst telefonisk om udfaldet af den anden klage af 8. marts 2017, hvorfor det heller ikke kan lægges til grund, at behandlingen af denne klage, som varede lidt over to måneder, var urimeligt lang.

241

I anden række foretog sagsøgeren sin første underretning den 28. marts 2017 med det formål at få den øverstbefalende for den civile operation til at undersøge de to klager af 8. marts 2017.

242

For så vidt angår den anden klage af 8. marts 2017 fremgår det imidlertid af præmis 238 ovenfor, at den var under behandling den 28. marts 2017, og at den næstkommanderende for den civile operation havde afsluttet undersøgelsen heraf den 15. maj 2017.

243

Der var følgelig ingen grund til, at den øverstbefalende for den civile operation skulle gribe ind i behandlingen af denne klage, så meget desto mere som det ikke fremgår af adfærdskodeksen, at den øverstbefalende for den civile operation råder over en sådan beføjelse i henseende til de underretninger, som forelægges missionschefen eller dennes vicemissionschef.

244

For så vidt endelig angår den første klage af 8. marts 2017 over psykisk chikane fremgår det heller ikke af adfærdskodeksens bestemmelser, at den øverstbefalende for den civile operation har mulighed for at omgøre missionschefens eller vicemissionschefens afgørelse om at henlægge klager fra en medarbejder over en eventuel misligholdelse af de for missionen gældende sikkerhedsregler.

245

Underretningen af 28. marts 2017 med henblik på at forelægge den første klage af 8. marts 2017 for den øverstbefalende for den civile operation kunne følgelig ikke afføde en ny frist for undersøgelsen af klagen.

246

I tredje række skal det for så vidt angår den underretning af 17. juli 2017 til den øverstbefalende for den civile operation, som sagsøgeren foretog vedrørende psykisk chikane fra missionschefens og vicemissionschefens side, påpeges, at sagsøgeren allerede den 20. juli 2017 var blevet oplyst om mæglerens ankomst den følgende uge og om, at mægleren havde udarbejdet sin rapport den 29. juli 2017.

247

Mægleren henstillede i sine konklusioner navnlig til, at der ikke på dette trin i processen blev indledt en formel undersøgelse i henhold til adfærdskodeksens artikel 11, litra b), der giver missionen mulighed for at behandle en underretning som et managementspørgsmål uden indledning af en formel disciplinærsag og om nødvendigt underkaste den en mæglingsprocedure.

248

På denne baggrund må det fastslås, at underretningen af 17. juli 2017 vedrørende psykisk chikane var genstand for en undersøgelse, som blev afsluttet den 29. juli 2017, og at varigheden af denne undersøgelse ikke antog en urimelig karakter.

249

Følgelig skal nærværende anbringendes første led forkastes som ugrundet.

250

I forbindelse med dette led har sagsøgeren foreholdt missionen, at den ikke gjorde ham bekendt med de konstateringer og den henstilling, der var indeholdt i rapporten af 29. juli 2017.

251

I denne forbindelse følger det af retspraksis, at i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om bistand eller af en klage over psykisk chikane kan det angivelige offer for en sådan chikane i medfør af princippet om god forvaltning påberåbe sig retten til at blive hørt (jf. i denne retning dom af 4.6.2020, EU-Udenrigstjenesten mod De Loecker, C-187/19 P, EU:C:2020:444, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

252

Det bemærkes, at chartrets artikel 41, stk. 2, bestemmer, at retten til god forvaltning navnlig omfatter retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt, retten for enhver til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, under iagttagelse af legitime fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed samt pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger.

253

Nærmere bestemt garanterer retten til at blive hørt enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under den administrative procedure, og inden der træffes nogen afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

254

Det følger således af retspraksis, at inden for rammerne af en tvist vedrørende chikane, der involverer EU-tjenestemænd eller øvrige ansatte, har den person, som har indgivet en klage over chikane, ret til for i fornødent omfang at kunne fremlægge sine bemærkninger over for den pågældende institution, inden denne træffer en afgørelse, at få tilsendt i det mindste et sammendrag af udtalelserne fra den person, som er beskyldt for chikane, og fra de forskellige vidner, der er afhørt i forbindelse med undersøgelsen, idet fremsendelsen af dette sammendrag i givet fald skal foretages under iagttagelse af fortrolighedsprincippet (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

255

Det forholder sig således, når disse udtalelser er blevet brugt i den rapport, som er blevet forelagt den myndighed, som traf en afgørelse om ikke at følge op på en klage, og som indeholdt anbefalinger, på grundlag af hvilke denne myndighed har baseret sin afgørelse (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

256

For at kunne sikre vidneudsagns fortrolighed og de formål, som beskyttes hermed, samtidig med at det sikres, at den tjenestemand eller ansatte, som har indgivet en ansøgning om bistand vedrørende psykisk chikane, på en effektiv måde høres, inden der træffes en afgørelse, der er bebyrdende for den pågældende, kan der nemlig anvendes visse teknikker såsom anonymisering eller videregivelse af det væsentligste indhold af vidneudsagnene i form af et sammendrag eller endog ved at sløre visse dele af indholdet af disse vidneudsagn (jf. i denne retning dom af 25.6.2020, HF mod Parlamentet, C-570/18 P, EU:C:2020:490, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

257

Det er i den foreliggende sag ubestridt, at selv om sagsøgeren blev hørt af mægleren under dennes besøg på stedet den 25. og den 26. juli 2017, blev han hverken gjort bekendt med indholdet af, hvad missionschefen og vicemissionschefen havde udtalt, eller indholdet af de øvrige vidneudsagn, som mægleren optog.

258

Det er endvidere også ubestridt, at sagsøgeren ikke fik kendskab til den henstilling, som mægleren agtede at rette til den øverstbefalende for den civile operation.

259

Eftersom den øverstbefalende for den civile operation vedtog afgørelsen af 10. april 2018 på grundlag af rapporten af 29. juli 2017, og henset til den deri indeholdte henstilling burde han imidlertid have sikret overholdelse af sagsøgerens ret til at blive hørt ved at give ham lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger til denne rapport og eventuelt fremlægge supplerende oplysninger, inden han traf denne afgørelse. En høring af ham ville nemlig have kunnet få den øverstbefalende for den civile operation til at nå frem til en anden konklusion, nemlig om at indlede en administrativ undersøgelse (jf. i denne retning dom af 4.6.2020, EU-Udenrigstjenesten mod De Loecker, C-187/19 P, EU:C:2020:444, præmis 73).

260

Hvis sagsøgeren var blevet oplyst om mæglerens henstilling i rapporten af 29. juli 2017, ville han i øvrigt efter at have konstateret, at denne henstilling ikke var blevet efterlevet, have kunnet påberåbe sig dette over for missionen, bl.a. for at anfægte afgørelsen om afslag på indledning af en foreløbig eller disciplinær undersøgelse, som først blev meddelt ham den 10. april 2018.

261

Sagsøgeren har følgelig med rette gjort gældende, at missionen har tilsidesat retten til god forvaltning, idet den ikke viderebragte de konstateringer og den henstilling, der var fremsat i rapporten af 29. juli 2017, i det mindste i form af et anonymiseret sammendrag, således at han på en effektiv måde kunne fremkomme med bemærkninger vedrørende indholdet heraf, inden den øverstbefalende for den civile operation traf afgørelse om, hvordan der skulle følges op på de nævnte konstateringer og den nævnte henstilling vedrørende underretningerne af 28. marts og 17. juli 2017.

262

Ganske vist har missionen hævdet, at missionschefen ikke blev underrettet om rapporten af 29. juli 2017, hvorfor missionen ikke havde mulighed for at viderebringe den til sagsøgeren.

263

Selv hvis dette antages at være tilfældet, berører denne omstændighed imidlertid ikke spørgsmålet om, hvorvidt missionen kan tilregnes de i præmis 261 ovenfor nævnte tilsidesættelser, eftersom det af ovenstående præmis 78-87 følger, at den øverstbefalende for den civile operations afgørelser vedrørende sagsøgeren i henhold til adfærdskodeksen kunne medføre, at missionen ifaldt ansvar.

264

Det andet anbringendes andet led må derfor tages til følge.

265

I forbindelse med dette led har sagsøgeren foreholdt missionen, at den ikke efterlevede mæglerens henstilling om at fastsætte en periode med en afdæmpende foranstaltning i form af tjeneste i Bruxelles.

266

I denne henseende følger det af undersøgelsen af det første anbringende, at sagsøgeren med rette har gjort gældende, at de misligholdelser, som han har foreholdt missionschefen og vicemissionschefen i forbindelse med de fire led, der udgør det pågældende anbringende, udgjorde indicier for psykisk chikane, som begrundede indledningen af en administrativ undersøgelse med henblik på at fastslå, om de var begrundede.

267

Det følger imidlertid af den retspraksis, der er nævnt i præmis 138 ovenfor, at når ansættelsesmyndigheden er blevet forelagt en ansøgning om bistand, skal den i henhold til bistandspligten, hvis der foreligger en episode, som er uforenelig med en ordentlig og rolig afvikling af tjenesten, ikke alene skride så hurtigt og hensynsfuldt ind, som forholdene i det pågældende tilfælde kræver, for at konstatere, hvad der er sket, men også drage de passende konsekvenser heraf, når den tjenestemand eller den ansatte, der gør krav på dens beskyttelse, i det mindste har fremlagt et foreløbigt bevis for, at de angreb, som vedkommende hævder at have været udsat for, faktisk har fundet sted.

268

Denne bistandspligt er en variant af forpligtelsen til at udvise omhu, som følger af retten til god forvaltning, og som pålægger Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer at handle med omhu og omtanke ved undersøgelsen af alle for en sag relevante forhold (jf. i denne retning dom af 16.6.2022, SGL Carbon m.fl. mod Kommissionen, C-65/21 P og C-73/21 P – C-75/21 P, EU:C:2022:470, præmis 30 og 31 og den deri nævnte retspraksis).

269

Eftersom det følger af undersøgelsen af det første anbringende, at sagsøgeren havde fremlagt et foreløbigt bevis for den psykiske chikane, som han klagede over, tilkom det i den foreliggende sag missionen dels at indlede en foreløbig eller disciplinær undersøgelse i overensstemmelse med adfærdskodeksen med henblik på at fastslå, hvorvidt denne chikane fandt sted, dels i givet fald at beskytte sagsøgeren ved midlertidigt at give ham tjeneste et sted, hvor missionschefen og vicemissionschefen ikke var hans umiddelbart foresatte, i mangel af en anden og bedre egnet foranstaltning til at sikre ham midlertidig beskyttelse.

270

I så henseende kan missionen ikke med føje gøre gældende, at den af praktiske grunde ikke kunne give sagsøgeren midlertidig tjeneste i Bruxelles, eftersom det fremgår af såvel artikel 6, stk. 3, i afgørelse 2012/392 som af missionens organisationsdiagram, at den råder over en »støtteenhed« i denne by.

271

På denne baggrund skal det andet anbringendes tredje led ligeledes tages til følge.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):