1

Sagsøgeren, Kinda Makhlouf, har med sit søgsmål nedlagt påstand dels på grundlag af artikel 263 TEUF om annullation af, for det første, Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/242 af 21. februar 2022 om gennemførelse af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2014, L 40, s. 26) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/237 af 21. februar 2022 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2022, L 40, s. 6) (herefter »de oprindelige retsakter«) og af, for det andet, Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1035 af 25. maj 2023 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2023, L 139, s. 49) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2023/1027 af 25. maj 2023 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2023, L 139, s. 1) (herefter samlet »opretholdelsesretsakterne«), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren (herefter samlet »de anfægtede retsakter«), dels på grundlag af artikel 268 TEUF om erstatning for den skade, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af de anfægtede retsakter.

2

Sagsøgeren er en af den syriske forretningsmand Mohammed Makhloufs døtre.

3

Den foreliggende sag indgår i de restriktive foranstaltninger, som Rådet for Den Europæiske Union har vedtaget siden 2011 over for Syrien og de personer, der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af den syriske civilbefolkning.

4

Den 9. maj 2011 vedtog Rådet afgørelse 2011/273/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2011, L 121, s. 11), hvori det »på det kraftigste [fordømte] den voldelige undertrykkelse [...] af fredelige protester forskellige steder over hele Syrien«. Det indførte navnlig restriktioner for indrejse på EU’s område samt indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende bestemte personer og enheder, »der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen i Syrien«. Eftersom lovgivning på EU-plan var nødvendig for at kunne gennemføre afgørelse 2011/273, vedtog Rådet også forordning (EU) nr. 442/2011 af 9. maj 2011 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien (EUT 2011, L 121, s. 1).

5

Navnene på de personer, »der er ansvarlige for den voldelige undertrykkelse af den syriske civilbefolkning«, samt navnene på de personer, fysiske eller juridiske, og enheder, som har tilknytning til disse, er nævnt i bilaget til afgørelse 2011/273 og bilag II til forordning nr. 442/2011.

6

Den 1. august 2011 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2011/488/FUSP om gennemførelse af afgørelse 2011/273 (EUT 2011, L 199, s. 74) og gennemførelsesforordning (EU) nr. 755/2011 om gennemførelse af forordning nr. 442/2011 (EUT 2011, L 199, s. 33) med henblik på navnlig at medtage Mohammed Makhloufs navn i de respektive bilag, hvori er opført de personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger (jf. præmis 5 ovenfor).

7

Den 18. januar 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 36/2012 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien og om ophævelse af forordning (EU) nr. 442/2011 (EUT 2012, L 16, s. 1) og den 31. maj 2013 afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien (EUT 2013, L 147, s. 14) (herefter samlet »basisretsakterne«), navnlig med henblik på at pålægge personer, der drager fordel af eller støtter regimet, og personer med tilknytning til dem, restriktive foranstaltninger. Navnene på disse personer optræder nu i bilag II til forordning nr. 36/2012 og i bilaget til afgørelse 2013/255 (herefter »de omtvistede lister«).

8

På grund af den alvorlige situation i Syrien, således som det fremgår af femte betragtning, vedtog Rådet den 12. oktober 2015 afgørelse (FUSP) 2015/1836 om ændring af afgørelse 2013/255 (EUT 2015, L 266, s. 75) og forordning (EU) 2015/1828 om ændring af forordning nr. 36/2012 (EUT 2015, L 266, s. 1) (herefter samlet »retsakterne af 2015«).

9

Rådet skønnede i denne forbindelse, at de restriktive foranstaltninger, der oprindelig var blevet vedtaget med afgørelse 2011/273, ikke havde sat en stopper for det syriske regimes voldelige undertrykkelse af civilbefolkningen, og besluttede, som det fremgår af femte betragtning til afgørelse 2015/1836, at »det [var] nødvendigt at opretholde de gældende restriktive foranstaltninger og sikre deres effektivitet ved at videreudvikle dem, idet det samtidig fastholder sin målrettede og differentierede tilgang og tager hensyn til den syriske befolknings humanitære forhold«, idet det mente, »at visse kategorier af personer og enheder [var] særligt relevante for effektiviteten af disse restriktive foranstaltninger i lyset af den specifikke kontekst, der [gjorde] sig gældende i Syrien«.

10

Affattelsen af artikel 27 og 28 i afgørelse 2013/255 blev derfor ændret ved afgørelse 2015/1836. Disse artikler fastsætter nu restriktioner for indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes område samt indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende personer, der tilhører de personkategorier, der er nævnt i disse artiklers stk. 2, litra a)-g), idet listen findes i bilag I, medmindre der, som det fremgår af disse artiklers stk. 3, »foreligger tilstrækkelige oplysninger om, at [disse personer] ikke er eller ikke længere er tilknyttet regimet eller udøver indflydelse på det eller ikke udgør en reel risiko for omgåelse«.

11

For så vidt som »magten i Syrien traditionelt set besiddes af de samme familier, [og] magten i det nuværende syriske regime [er] koncentreret hos indflydelsesrige medlemmer af Assad- og Makhlouffamilierne«, således som det fremgår af syvende betragtning til afgørelse 2015/1836, var det særlig hensigtsmæssigt at indføre restriktive foranstaltninger over for visse medlemmer af disse familier, både for gennem medlemmer af disse familier at påvirke regimet direkte til at ændre sin undertrykkende politik og for at undgå risikoen for, at medlemmer af disse familier omgår de restriktive foranstaltninger.

12

Efter vedtagelsen af retsakterne af 2015 pålægger artikel 27, stk. 2, litra b), og artikel 28, stk. 2, litra b), i afgørelse 2013/255 nu også »medlemmer af Assad- eller Makhlouffamilierne« restriktive foranstaltninger (herefter »kriteriet om familietilhørsforhold«). Parallelt hermed er artikel 15 i forordning nr. 36/2012 blevet suppleret med et stk. 1a, litra b), der fastsætter indefrysning af disse familiemedlemmers pengemidler [herefter sammen med artikel 27, stk. 2, litra b), og artikel 28, stk. 2, litra b), i afgørelse 2013/255 »bestemmelserne om fastsættelse af kriteriet om familietilhørsforhold«].

13

Den 12. september 2020 afgik Mohammed Makhlouf ved døden (herefter »afdøde«). På denne dato optrådte hans navn fortsat på de omtvistede lister.

14

Den 21. februar 2022 opførte Rådet med de oprindelige retsakter sagsøgerens navn i linje 321 på de omtvistede lister med følgende begrundelse:

»Datter af Mohammed Makhlouf. Medlem af Makhlouffamilien«.

15

Som begrundelse for opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister har Rådet anført afgørelsen om indledning af behandlingen af boet afdøde, afsagt af en syrisk domstol den 27. september 2020 (herefter »afgørelsen om indledning af bobehandlingen«).

16

Tre dage efter vedtagelsen af de oprindelige retsakter, dvs. den 24. februar 2022, vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2022/306 om gennemførelse af afgørelse 2013/255 (EUT 2022, L 46, s. 95) og gennemførelsesforordning (EU) 2022/299 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT 2022, L 46, s. 1) med henblik på at fjerne afdødes navn fra de omtvistede lister.

17

Den 19. april 2022 anmodede sagsøgeren Rådet om at fjerne hendes navn fra de omtvistede lister (herefter »anmodningen om fornyet overvejelse«).

18

Rådet forkastede anmodningen om en fornyet overvejelse ved skrivelse af 31. maj 2022 (herefter »Rådets svar«) med den begrundelse, at der fandtes tilstrækkelig begrundelse for at opretholde sagsøgerens navn på de omtvistede lister i hendes egenskab af medlem af Makhlouffamilien og arving efter afdøde. Ved denne lejlighed meddelte Rådet sagsøgeren afgørelsen om indledning af bobehandlingen som støtte for begrundelsen for at opføre hendes navn på nævnte lister samt sagsakter med supplerende inkriminerende oplysninger (herefter »de supplerende sagsakter«). Disse oplysninger forelå ligesom nævnte afgørelse på tidspunktet for vedtagelse af de anfægtede retsakter.

19

Rådet oplyste i sit svar sagsøgeren om vedtagelsen af Rådets afgørelse (FUSP) 2022/849 af 30. maj 2022 om ændring af afgørelse 2013/255 (EUT 2022, L 148, s. 52) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2022/840 af 31. maj 2022 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT 2022, L 148, s. 8), hvormed det opretholdt sagsøgerens navn på de omtvistede lister frem til den 1. juni 2023.

20

Den 25. maj 2023 vedtog Rådet opretholdelsesretsakterne, hvormed det i det væsentlige forlængede anvendelsen af basisretsakterne og de omtvistede lister, bl.a. over for sagsøgeren, frem til den 1. juni 2024.

21

Efter tilpasningen af stævningen på grundlag af artikel 86 i Rettens procesreglement har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

22

Rådet har nedlagt følgende påstande:

23

Sagsøgeren har med sin anmodning om tilpasning på grundlag af procesreglementets artikel 86 anmodet om tilladelse til at udvide omfanget af sit søgsmål, således at opretholdelsesretsakterne påstås annulleret, for så vidt som de vedrører hende.

24

Rådet har i retsmødet bestridt formaliteten med hensyn til tilpasningen af stævningen, idet det har gjort gældende, at sagsøgeren hverken havde bestridt afgørelse 2022/849 eller gennemførelsesforordning 2022/840, hvormed opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister blev opretholdt, forud for vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne.

25

I denne henseende skal det påpeges, at det af procesreglementets artikel 86, stk. 1, fremgår, at »[n]år en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, [...] tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold«.

26

I den foreliggende sag skal det for det første anføres, at såvel de oprindelige retsakter som opretholdelsesretsakterne, for så vidt som de angår sagsøgeren, har til formål at pålægge denne individuelle restriktive foranstaltninger, der består i restriktioner vedrørende indefrysning af alle hendes pengemidler og økonomiske ressourcer.

27

For det andet har de individuelle restriktioner inden for rammerne af ordningen for indførelse af restriktive foranstaltninger over for Syrien form af en opførelse af de berørte personers, enheders eller organers navn på de omtvistede lister, der findes i bilagene til afgørelse 2013/255 og til forordning nr. 36/2012.

28

I den forbindelse ændrede de oprindelige retsakter bilagene til afgørelse 2013/255 og til forordning nr. 36/2012 med henblik på bl.a. at opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister. Hvad angår opretholdelsesretsakterne skal det fastslås dels, at afgørelse 2023/1035, hvormed anvendelsen af afgørelse 2013/255 blev forlænget frem til den 1. juni 2024, hvis bilag I, som ændret ved gennemførelsesafgørelse 2022/242, indeholder sagsøgerens navn, dels at gennemførelsesforordning 2023/1027 ændrede bilag II til forordning nr. 36/2012, samtidig med at opførelsen af sagsøgerens navn i det nævnte bilag i det mindste implicit blev opretholdt. Opretholdelsesretsakterne skal derfor anses for at have erstattet de oprindelige retsakter som omhandlet i procesreglementets artikel 86, stk. 1.

29

Det følger heraf, at sagsøgeren i overensstemmelse med målet om procesbesparende hensyn, der ligger til grund for procesreglementets artikel 86 (jf. i denne retning dom af 13.9.2018, Almaz-Antey mod Rådet, T-515/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:545, præmis 43 og 44), idet hun i sin stævning havde nedlagt påstand om annullation af de oprindelige retsakter, inden for rammerne af den foreliggende sag havde ret til at tilpasse stævningen med henblik på ligeledes at nedlægge påstand om annullation af opretholdelsesretsakterne, også selv om hun ikke tidligere havde tilpasset stævningen for at nedlægge påstand om annullation af afgørelse 2022/849 og af gennemførelsesforordning 2022/840.

30

Det må således konkluderes, at tilpasningen af stævningen kan antages til realitetsbehandling.

31

Sagsøgeren har til støtte for annullationspåstandene fremsat fire anbringender, der i det væsentlige har følgende indhold:

32

Dette anbringende består i det væsentlige af to led. Med det første led har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet har tilsidesat hendes ret til forsvar, idet hun ikke blev hørt, inden det vedtog de oprindelige retsakter. Med det andet led har sagsøgeren kritiseret Rådet for at have besvaret anmodningen om en fornyet overvejelse kortfattet, hvilket er et udtryk for, at det ikke har behandlet anmodningen omhyggeligt og upartisk, således som det påhviler det at gøre.

33

I anmodningen om tilpasning har sagsøgeren til støtte for sin påstand om annullation af opretholdelsesretsakterne fremført de samme argumenter som dem, der var fremført i stævningen til støtte for anbringendet om tilsidesættelse af hendes ret til at blive hørt af Rådet. Der er ikke fremført noget nyt argument, der udelukkende vedrører overholdelse af de processuelle garantier i tilknytning til vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne.

34

Det samme gælder sagsøgerens argumenter i forbindelse med dette anbringendes andet led, der er blevet fremsat i replikken, og som vedrører den anmodning om fornyet overvejelse, som sagsøgeren fremsatte efter vedtagelsen af de oprindelige retsakter. Det skal anføres, at sagsøgeren i anmodningen om tilpasning blot har gentaget de argumenter, som hun havde fremsat i forbindelse med nævnte anmodning, der vedrørte de oprindelige retsakter.

35

Det fremgår af procesreglementets artikel 86, stk. 1, at når en retsakt, der påstås annulleret, bliver erstattet af eller ændret ved en anden retsakt med samme genstand, kan sagsøgeren, inden retsforhandlingernes mundtlige del afsluttes, eller inden Rettens beslutning om at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter en mundtlig del, tilpasse stævningen for at tage hensyn til dette nye forhold. Desuden bestemmer procesreglementets artikel 86, stk. 4, litra b), at anmodningen om tilpasning om fornødent indeholder de tilpassede anbringender og argumenter.

36

Det fremgår af retspraksis, at når en senere retsakt, der anfægtes ved tilpasningen af stævningen, i det væsentlige er den samme som den oprindeligt anfægtede retsakt, eller når den kun adskiller sig ved formelle forskelle, kan det ikke udelukkes, at sagsøgeren ved at undlade at ledsage sin anmodning om tilpasning af anbringender og argumenter, der selv er tilpasset, underforstået, men nødvendigvis har haft til hensigt at henholde sig til de anbringender og de argumenter, der er anført i stævningen i første instans (jf. i denne retning dom af 24.1.2019, Haswani mod Rådet,C-313/17 P, EU:C:2019:57, præmis 37).

37

I et sådant tilfælde tilkommer det Retten, når den vurderer, om anmodningen om tilpasning kan antages til realitetsbehandling, at efterprøve, om den retsakt, der anfægtes via tilpasningen af den foreliggende stævning, indeholder nogen formelle forskelle i forhold til den retsakt, der blev anfægtet ved stævningen i første instans, forskelle, som ville nødvendiggøre en tilpasning af de anbringender og argumenter, der var fremsat til støtte for stævningen i første instans (dom af 24.1.2019, Haswani mod Rådet,C-313/17 P, EU:C:2019:57, præmis 38).

38

Endelig skal det anføres, at de anbringender og argumenter, der fremføres mod den retsakt, hvormed stævningen tilpasses, ifølge retspraksis skal fremgå tilstrækkeligt klart og præcist af anmodningen om tilpasning, således at sagsøgte kan forberede sit forsvar og Retten kan træffe afgørelse om denne tilpasning (jf. dom af 28.4.2021, Sharif mod Rådet, T-540/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:220, præmis 185 og den deri nævnte retspraksis).

39

Desuden fremgår det også af retspraksis, at sagsøgeren principielt skal forklare, hvordan de tidligere fremsatte anbringender og argumenter kan overføres på den retsakt, som tilpasningen vedrører. Når sagsøgeren således ikke fremkommer med forklaringer, kan de anbringender, som vedkommende har fremsat i stævningen kun antages i forbindelse med den retsakt, der er genstand for tilpasningen, i det omfang gennemførelsen af dem i den særlige kontekst, som denne retsakt indgår i, ikke kræver nogen forklaring (jf. dom af 28.4.2021, Sharif mod Rådet, T-540/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:220, præmis 186 og den deri nævnte retspraksis).

40

I den foreliggende sag har Rådet med de oprindelige retsakter foretaget den første opførelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister. I denne forbindelse skal det fastslås, at med henblik på at opnå det formål, som forfølges med de anfægtede retsakter, skulle de omhandlede restriktive foranstaltninger i sagens natur drage fordel af en overraskelseseffekt. Rådet var derfor navnlig ikke forpligtet til at foranstalte en høring af sagsøgeren forud for den oprindelige opførelse af hendes navn på de omtvistede lister (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, EU:C:2012:718, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

41

Mens overraskelseseffekten begrunder fravigelsen fra retten til at blive hørt forud for vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, er den derimod ikke længere nødvendig i forbindelse med vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne. Det følger heraf, at den procedure, der fører til vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne, er væsentligt forskellig fra den procedure, der førte til vedtagelsen af de oprindelige retsakter, hvilket nødvendiggør en tilpasning af de anbringender og argumenter, der blev fremsat til støtte for den indledende stævning, og som vedrører de angivelige uregelmæssigheder i forbindelse med proceduren for vedtagelse af de oprindelige retsakter.

42

Som anført i præmis 33 ovenfor har sagsøgeren i anmodningen om tilpasning blot anført, at hun »udvider sin påstand om annullation« til at omfatte opretholdelsesretsakterne, og at hun »henviser til de faktiske omstændigheder og forskellige anbringender, der er fremsat i stævningen«. De argumenter, der er udledt af de proceduremæssige uregelmæssigheder, som Rådet angiveligt har begået, og som fremgår af stævningen i forbindelse med det første anbringende, vedrører udelukkende de oprindelige retsakter og er blevet gengivet i anmodningen om tilpasning uden at være ledsaget af nogen forklaring, der gør det muligt at forstå, hvorfor de kan overføres på den særlige kontekst, der gør sig gældende i forbindelse med proceduren for vedtagelse af opretholdelsesretsakterne.

43

Eftersom der i anmodningen om tilpasning ikke findes noget argument, der er specifikt for de proceduremæssige uregelmæssigheder, der bevirker, at opretholdelsesretsakterne er behæftet med en eventuel ulovlighed, bør dette anbringende, der er fremsat i nævnte anmodning afvises, for så vidt som det er fremført til støtte for påstanden om annullation af opretholdelsesretsakterne.

44

Derfor kan dette anbringende kun antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er fremsat til støtte for påstanden om annullation af de oprindelige retsakter.

45

Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet i forbindelse med vedtagelsen af de oprindelige retsakter tilsidesatte hendes ret til et forsvar og hendes ret til en retfærdig rettergang, som fastsat i artikel 6 og 13 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), for så vidt som Rådet ikke hørte hende forud for vedtagelsen af nævnte retsakter. Hun har anført, at dette i endnu højere grad gør sig gældende, eftersom de restriktive foranstaltninger har karakter af tvang, eller endog en strafferetlig karakter, og berører personers rettigheder kraftigt og varigt.

46

For det første skal det anføres, at de restriktive foranstaltninger, som Unionen vedtager, ifølge fast retspraksis ikke medfører konfiskation af de berørte personers pengemidler som udbytte fra strafbart forhold, men er en retsbevarende indefrysning, således at de ikke udgør en strafferetlig sanktion. De indebærer i øvrigt ikke nogen anklage af denne art (jf. dom af 21.7.2016, Hassan mod Rådet, T-790/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:429, præmis 77, og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger heraf, at sagsøgerens argumenter om de restriktive foranstaltningers angivelige strafferetlige karakter ikke kan tages til følge.

48

For det andet, og stadig indledningsvis, skal det anføres, at selv om de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt ved EMRK, udgør generelle principper i EU-retten, således som det bekræftes af artikel 6, stk. 3, TEU, udgør EMRK ikke et retligt instrument, der er formelt integreret i Unionens retsorden, idet Unionen ikke har tiltrådt den (jf. dom af 3.9.2015, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Kommissionen, C-398/13 P, EU:C:2015:535, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

49

Derfor skal undersøgelsen af de oprindelige retsakters gyldighed i den foreliggende sag baseres på chartrets relevante bestemmelser.

50

For så vidt som sagsøgeren i den foreliggende sag har kritiseret den omstændighed, at hun ikke er blevet hørt forud for vedtagelsen af de oprindelige retsakter, må dette anbringendes første led således anses for at vedrøre en tilsidesættelse af retten til at blive hørt, som er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

51

Chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), der udgør en integrerende del af overholdelsen af retten til forsvar, garanterer enhver muligheden for på en hensigtsmæssig og effektiv måde at tilkendegive sit synspunkt under en administrativ procedure, og inden der over for vedkommende træffes en afgørelse, som kan berøre vedkommendes interesser negativt (jf. dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis). Denne regel betyder bl.a., at den pågældende kan rette en fejl eller gøre sådanne forhold med hensyn til dennes personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

52

Som Rådet har gjort gældende, fremgår det imidlertid af fast retspraksis, at det, når der er tale om en oprindelig opførelse af navnet på en person eller en enhed på listen over personer og enheder, der er genstand for restriktive foranstaltninger, ikke kan kræves af Rådet, at det på forhånd meddeler den berørte person grundene til nævnte opførelse. En sådan foranstaltning skal således, for at dens effektivitet ikke skal bringes i fare, i sagens natur kunne drage fordel af en overraskelseseffekt og finde anvendelse med øjeblikkelig virkning. I et sådant tilfælde er det således principielt tilstrækkeligt, at institutionen meddeler den berørte person eller enhed grundene og giver vedkommende mulighed for at blive hørt samtidig med eller umiddelbart efter vedtagelsen af afgørelsen (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 338-341, og af 1.10.2020, Makhlouf mod Rådet, C-157/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:777, præmis 43).

53

I den foreliggende sag skal det først og fremmest anføres, at Rådet med de oprindelige retsakter første gang vedtog restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, således at det i henhold til den i præmis 52 ovenfor nævnte retspraksis ikke var forpligtet til at høre denne forud for vedtagelsen af disse retsakter.

54

Dernæst fremgår det af sagsakterne, at der den 22. februar 2022, dvs. samme dag som vedtagelsen af de oprindelige retsakter, blev offentliggjort en bekendtgørelse stilet til de personer, der var omfattet af de restriktive foranstaltninger, der blev pålagt med nævnte retsakter, i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2022, C 85 I, s. 10). Med denne meddelelse blev sagsøgeren navnlig informeret om, at hun kunne indgive en anmodning om fornyet overvejelse af opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister til Rådet. Under disse omstændigheder har Rådet ligeledes opfyldt sin forpligtelse til at underrette sagsøgeren om grundene til opførelsen af hendes navn på de pågældende lister, jf. den i præmis 52 ovenfor nævnte retspraksis.

55

Endelig har sagsøgeren sendt Rådet anmodningen om fornyet overvejelse, hvormed hun navnlig har anmodet om, at hendes navn fjernes fra de omtvistede lister. Rådet forkastede denne anmodning med den begrundelse, at der fandtes tilstrækkelige grunde til at opretholde opførelsen af hendes navn på nævnte lister.

56

På baggrund af det ovenstående må Rådet anses for at have sat sagsøgeren i stand til effektivt at fremsætte sine synspunkter, således som det kræves i den i præmis 51 og 52 ovenfor nævnte retspraksis, og følgelig for at have overholdt dennes ret til at blive hørt i forbindelse med vedtagelsen af de oprindelige retsakter.

57

Sagsøgeren har ikke desto mindre gjort gældende, at opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister ikke var begrundet i en faktisk omstændighed, som hun kunne kritiseres for, men udelukkende i hendes fars død med det formål at forhindre overførslen af boet. Ifølge sagsøgeren var afdødes navn blevet opretholdt på nævnte lister efter hans død, således at dennes pengemidler forblev indefrosset på tidspunktet for vedtagelse af de oprindelige retsakter. Hun er således af den opfattelse, at det ikke ville have berørt effektiviteten af nævnte retsakter, hvis hun havde haft mulighed for at blive hørt forud for vedtagelsen af dem.

58

Det skal i denne forbindelse påpeges, at det, som allerede anført i præmis 52 ovenfor, fremgår af fast retspraksis, at undtagelsen fra den berørte persons ret til at blive hørt forud for den oprindelige opførelse af vedkommendes navn på listen over personer og enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, har til formål at sikre en overraskelseseffekt, navnlig med hensyn til indefrysning af pengemidler, for ikke at skade effektiviteten af Unionens tiltag.

59

I den foreliggende sag optrådte afdødes navn, som sagsøgeren har gjort gældende, fortsat på de omtvistede lister, til trods for at afdøde var død den 12. september 2020. Hans navn blev fjernet ved afgørelse 2022/306 og gennemførelsesforordning 2022/299, der trådte i kraft den 25. februar 2022, dvs. fire dage efter opførelsen af sagsøgerens navn på nævnte lister.

60

Sagsøgerens udøvelse af sin ret til forsvar forud for vedtagelsen af de oprindelige retsakter ville ganske vist ikke have kunnet skade effektiviteten af Unionens tiltag hvad angår den arv, som sagsøgeren skulle modtage, og som forblev indefrosset som følge af opretholdelsen af afdødes navn på de omtvistede lister flere måneder efter hans død.

61

Der kan imidlertid ikke ses bort fra den omstændighed, at Rådet med vedtagelsen af de oprindelige retsakter ikke blot foretog en indefrysning af de pengemidler, der tidligere udgjorde afdødes aktiver, men også en indefrysning af alle sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, herunder aktiver, der udgjorde en del af hendes egne aktiver. Hvad angår sidstnævnte aktiver er det ubestridt, at der er tale om en oprindelig opførelse, i forbindelse med hvilken den i præmis 52 ovenfor nævnte retspraksis anerkender behovet for at sikre en overraskelseseffekt med henblik på at sikre effektiviteten heraf.

62

Under disse omstændigheder kan sagsøgerens klagepunkt om, at det i den foreliggende sag ikke var nødvendigt at sikre overraskelseseffekten, for så vidt som afdødes pengemidler fortsat var indefrosset på tidspunktet for vedtagelsen af de oprindelige retsakter, ikke tages til følge.

63

Følgelig skal dette led forkastes som ugrundet.

64

Sagsøgeren har kritiseret Rådet for at have besvaret hendes anmodning om fornyet overvejelse kortfattet eller endog »forhastet« uden »i det mindste at have drøftet de diskulperende oplysninger«, som hun havde fremlagt. Ifølge sagsøgeren tilsidesatte Rådet dermed sin forpligtelse til at behandle nævnte anmodning omhyggeligt og upartisk og tilsidesatte dermed hendes ret til forsvar.

65

I den foreliggende sag har sagsøgeren i anmodningen om fornyet overvejelse i det væsentlige gjort gældende, at hun nu er bosat uden for Syrien, hvor hun i øvrigt aldrig har spillet nogen politisk eller økonomisk rolle og heller aldrig har haft nogen tilknytning til det aktuelle regime. Hun har i denne henseende fremlagt dokumentation for, at hun er gift med en polsk statsborger, der havde aktier i polske selskaber. Hun har også fremlagt en lejekontrakt og en kopi af to opholdskort, som dokumentation for, at hun ikke længere var bosiddende i Syrien.

66

I anmodningen om fornyet overvejelse har sagsøgeren ligeledes oplyst, at Makhlouffamiliens situation »som bekendt havde udviklet sig«, således som det i rigt mål er fremgået af navnlig de vestlige medier. Dette dokumenteres af en artikel offentliggjort på et websted med nyheder og information.

67

Det skal i denne henseende anføres, at retten til at blive hørt som omhandlet i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a), navnlig indebærer, at når den berørte person fremsætter bemærkninger til begrundelsen, har den kompetente EU-myndighed pligt til omhyggeligt og upartisk at undersøge, om de fremførte grunde er velbegrundede i lyset af disse bemærkninger og eventuelle formildende omstændigheder, der fremgår heraf (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 114).

68

Hvad angår sagsøgerens erklæring om, at Rådet angiveligt ikke havde undersøgt hendes argumenter, skal det anføres, at selv om overholdelsen af retten til forsvar kræver, at EU-institutionerne gør det muligt for de interesserede parter effektivt at give deres mening til kende, kan denne overholdelse ikke indebære en pligt for de nævnte institutioner til at tilslutte sig denne (jf. i denne retning dom af 7.7.2017, Arbuzov mod Rådet, T-221/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:478, præmis 84, og af 27.9.2018, Ezz m.fl. mod Rådet, T-288/15, EU:T:2018:619, præmis 330).

69

Den omstændighed, at Rådet ikke konkluderede, at de oprindelige retsakter ikke er begrundede, kan således ikke opfattes som et udtryk for, at det ikke har gjort sig bekendt med de oplysninger og argumenter, som sagsøgeren har fremlagt i forbindelse med anmodningen om fornyet overvejelse (jf. i denne retning dom af 27.9.2018, Ezz m.fl. mod Rådet, T-288/15, EU:T:2018:619, præmis 330 og 331).

70

Desuden har Rådet i sit svar anført, at det havde undersøgt sagsøgerens oplysninger og havde konkluderet, at de ikke såede tvivl om dets vurdering, således at der fandtes tilstrækkelige grunde til at opretholde opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister i hendes egenskab af medlem af Makhlouffamilien og arving efter afdøde. Nævnte svar var ledsaget af den dokumentation, der lå til grund for de oprindelige retsakter.

71

I lyset af ovenstående betragtninger må det konkluderes, at Rådet har opfyldt sine forpligtelser for så vidt angår overholdelsen af sagsøgerens ret til at blive hørt under den procedure, der førte til vedtagelsen af de oprindelige retsakter.

72

Følgelig må dette led og dermed det første anbringende i sin helhed forkastes.

73

I forbindelse med dette anbringende, der formelt vedrører et åbenbart urigtigt skøn, har sagsøgeren bestridt lovligheden af de anfægtede retsakter og følgelig det velbegrundede i opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister. Hun er af den opfattelse, at alene den omstændighed, at hun er medlem af Makhlouffamilien, ikke kan begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for hende.

74

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

75

Det skal indledningsvis anføres, at dette anbringende skal anses for at vedrøre et urigtigt skøn og ikke et åbenbart urigtigt skøn. Selv om det er korrekt, at Rådet råder over en vis skønsbeføjelse til i hvert enkelt tilfælde at afgøre, om de retlige kriterier, som de omhandlede restriktive foranstaltninger er baseret på, er opfyldt, forholder det sig ikke desto mindre således, at Unionens retsinstanser skal sikre en i princippet fuldstændig legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter (jf. dom af 26.10.2022, Ovsyannikov mod Rådet, T-714/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:674, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

76

Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved chartrets artikel 47, indebærer, at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at en afgørelse, hvorved restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget eller opretholdt, og hvis rækkevidde er individuel for den berørte person eller enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag. Dette indebærer en vurdering af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af sandsynligheden af den anførte begrundelse, men skal indebære en stillingtagen til spørgsmålet, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv er anset for at kunne begrunde nævnte afgørelse (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 119).

77

Det påhviler Unionens retsinstanser under denne undersøgelse i givet fald at anmode den kompetente EU-myndighed om at fremlægge de med henblik på en sådan undersøgelse relevante oplysninger eller beviser, uanset om de er fortrolige (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 120).

78

Det er den kompetente EU-myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er korrekt, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er korrekt (dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 121).

79

Med henblik herpå er det ikke et krav, at nævnte myndighed fremlægger samtlige oplysninger og beviser vedrørende begrundelsen i den retsakt, der påstås annulleret, for Unionens retsinstanser. Det er imidlertid vigtigt, at de fremlagte oplysninger eller beviser understøtter den begrundelse, som er foreholdt den berørte person (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 122).

80

Såfremt den kompetente EU-myndighed derimod fremlægger de relevante oplysninger eller beviser, skal Unionens retsinstanser efterprøve rigtigheden af de påståede omstændigheder i forhold til disse oplysninger eller beviser og vurdere sidstnævntes beviskraft på grundlag af sagens omstændigheder og i lyset af de bemærkninger hertil, der eventuelt er fremsat, navnlig af den berørte person (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi,C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 124).

81

Prøvelsen af, om en opførelse er begrundet, skal foretages ved at undersøge bevismaterialet, ikke isoleret betragtet, men i den sammenhæng, hvori det indgår (jf. dom af 16.3.2022, Sabra mod Rådet, T-249/20, EU:T:2022:140, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

82

Endelig kan der i forbindelse med vurderingen af, hvad der er på spil, der udgør et led i proportionalitetsprøvelsen af de omhandlede restriktive foranstaltninger, tages hensyn til den sammenhæng, hvori disse foranstaltninger indgår, til, at der var et påtrængende behov for at vedtage sådanne foranstaltninger, som har til formål at lægge pres på det syriske regime med henblik på, at det ophører med den voldelige undertrykkelse af befolkningen, og til vanskeligheden ved at fremskaffe nærmere beviser i en stat i borgerkrig og med et autoritært styre (jf. dom af 16.3.2022, Sabra mod Rådet, T-249/20, EU:T:2022:140, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

83

Ifølge retspraksis skal EU-myndighedernes vurdering, når der ikke findes undersøgelsesbeføjelser i tredjelande, således de facto baseres på offentligt tilgængelige informationskilder, rapporter, presseartikler og andre tilsvarende informationskilder (jf. dom af 16.12.2020, Haswani mod Rådet, T-521/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:608, præmis 142 og den deri nævnte retspraksis).

84

Det er i lyset af disse principper, at dette anbringende skal undersøges.

85

Sagsøgerens navn er blevet opført på de omtvistede lister med den begrundelse, at hun er »datter af Mohammed Makhlouf, medlem af Makhlouffamilien« (jf. præmis 10 ovenfor). Rådet har således baseret sig på kriteriet om familietilhørsforhold som begrundelse for vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren i de anfægtede retsakter, idet det baserede sig på afgørelsen om indledning af bobehandlingen (jf. præmis 17 ovenfor), hvoraf det fremgår, at sagsøgeren var en af afdødes arvinger.

86

Det skal anføres dels, at sagsøgeren hverken har bestridt ægtheden eller bevisværdien af afgørelsen om indledning af bobehandlingen. Dels har hun heller ikke bestridt slægtskabet med afdøde og dermed sit tilhørsforhold til Makhlouffamilien.

87

Under disse omstændigheder kunne Rådet støtte sig på afgørelsen om indledning af bobehandlingen ved opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister.

88

Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at bestemmelserne om fastsættelse af kriteriet om familietilhørsforhold er til hinder for enhver systematisk opførelse baseret på den simple omstændighed, at hun tilhører Makhlouffamilien. Hun har påpeget, at kun et indflydelsesrigt medlem af nævnte familie i henhold til afgørelse 2015/1836 kan underlægges restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Syrien.

89

Det skal i denne forbindelse først og fremmest anføres, at det generelle opførelseskriterium om tilknytning til det syriske regime, der fremgår af artikel 27, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, der for så vidt angår indefrysning af pengemidler svarer til artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, åbner mulighed for at opføre en person eller en enhed, der drager fordel af den politik, som det syriske regime fører, eller støtter det, og andre personer med tilknytning til denne person eller enhed, på de omtvistede lister.

90

Dernæst supplerede specifikke kriterier for opførelse i 2015 det generelle kriterium om tilknytning til det syriske regime. De findes nu i artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 2, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, og i artikel 15, stk. 1a, litra b), i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828. Ifølge retspraksis indføres der med disse bestemmelser vedrørende syv kategorier af personer, der tilhører bestemte grupper, en afkræftelig formodning for en tilknytning til det syriske regime. Blandt disse kategorier findes navnlig »medlemmer af Assad- eller Makhlouffamilierne« (jf. i denne retning dom af 1.10.2020, Makhlouf mod Rådet, C-157/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:777, præmis 98).

91

Endelig er det blevet fastslået, at de specifikke kriterier for opførelse vedrørende de syv personkategorier, der er anført i præmis 90 ovenfor, er uafhængige af det generelle kriterium om tilknytning til det syriske regime, således at alene den omstændighed, at en person tilhører en af disse syv personkategorier, er tilstrækkelig til, at der kan træffes de i disse artikler omhandlede restriktive foranstaltninger, uden at det er nødvendigt at føre bevis for den støtte, som de berørte personer måtte yde til det syriske regime, eller for den fordel, som de drager heraf (jf. i denne retning dom af 1.10.2020, Makhlouf mod Rådet, C-157/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:777, præmis 83).

92

Det skal heraf udledes, at kriteriet om familietilhørsforhold, der blev indført med retsakterne af 2015, indeholder et uafhængigt objektivt kriterium, der i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for »medlemmer af [...] Makhlouffamilien« ved opførelse af deres navne på listerne over personer, der er omfattet af sådanne foranstaltninger, alene med den begrundelse, at de tilhører nævnte familie. I modsætning til det, sagsøgeren har gjort gældende ovenfor, er kriteriet ikke begrænset til »indflydelsesrige« medlemmer af denne familie.

93

Ikke desto mindre bestemmer artikel 27, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, og artikel 15, stk. 1b, i forordning nr. 36/2012, i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, i det væsentlige, at de personer, der er omfattet af bestemmelserne om fastsættelse af kriterierne for opførelse, ikke medtages eller opretholdes på de omtvistede lister, hvis der foreligger tilstrækkelige oplysninger om, at de ikke er tilknyttet regimet eller udøver indflydelse på det eller ikke udgør en reel risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger.

94

I lyset af de i præmis 90-92 ovenfor anførte betragtninger kunne Rådet således på forhånd, henset til afgørelsen om indledning af bobehandlingen, opføre sagsøgerens navn på de omtvistede lister på grundlag den afkræftelige formodning for en tilknytning til det syriske regime som følge af kriteriet om familietilhørsforhold.

95

Det påhvilede efterfølgende sagsøgeren som led i anfægtelsen af de anfægtede retsakter at fremlægge beviser, der kunne afkræfte formodningen for en tilknytning til det syriske regime, som Rådet havde baseret sig på.

96

I denne henseende fremgår det af retspraksis, således som den er gengivet i præmis 78 ovenfor, at for så vidt som bevisbyrden angående det velbegrundede i begrundelsen for de restriktive foranstaltninger i princippet påhviler Rådet, kan sagsøgeren ikke pålægges et urimeligt bevisniveau med henblik på at afkræfte formodningen for tilknytning til det syriske regime (jf. i denne retning dom af 16.3.2022, Sabra mod Rådet, T-249/20, EU:T:2022:140, præmis 132 og 133 og den deri nævnte retspraksis).

97

Sagsøgeren skal således anses for at have været i stand til at afkræfte formodningen for tilknytning til det syriske regime, der navnlig er indført ved bestemmelserne om fastsættelse af kriteriet om familietilhørsforhold, hvis den pågældende påberåber sig argumenter eller forhold, der i alvorlig grad kan drage tvivl om troværdigheden af de af Rådet fremlagte beviser eller vurderingen heraf, eller hvis den pågældende for Unionens retsinstanser og i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3, og artikel 28, stk. 3, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, og artikel 15, stk. 1b, i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, fremlægger en række indicier for, at tilknytningen til det syriske regime ikke foreligger eller er ophørt, at der ikke er udøvet indflydelse på regimet, eller at der ikke er nogen forbindelse med en reel risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger (jf. dom af 16.3,2022, Sabra mod Rådet, T-249/20, EU:T:2022:140, præmis 133 og den deri nævnte retspraksis).

98

I den foreliggende sag har sagsøgeren med henblik på at afkræfte formodningen for en tilknytning til det syriske regime i det væsentlige fremført to rækker argumenter, den første om hendes privatliv og familieliv og den anden om afbrydelsen af Makhlouffamiliens tilknytning til nævnte regime.

99

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at hun aldrig har haft en individuel tilknytning til det syriske regime, med sin fars aktiviteter eller med de offentlige myndigheder, og at hun efter sit ægteskab med en polsk statsborger ligeledes flyttede sit interessecenter til udlandet. Ifølge hende har hendes privat- og familieliv nu ingen tilknytning til syriske forhold. Hun er derfor af den opfattelse, at hendes navn ikke burde have været opført på de omtvistede lister, eftersom hun ikke har nogen tilknytning til det pågældende regime.

100

Sagsøgeren har til støtte for sin argumentation fremlagt følgende beviser for sit ægteskab med en EU-borger og for, at hun ikke længere har hjemsted i Syrien:

101

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at påpege, at det fremgår af retspraksis, at den omstændighed, at en person bor uden for Syrien ikke i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at tilknytningen til det syriske regime ikke foreligger eller er ophørt, at der ikke er udøvet indflydelse på regimet, eller at der ikke findes en reel risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger (dom af 12.3.2014, Al Assad mod Rådet, T-202/12, EU:T:2014:113, præmis 104, og af 14.4.2021, Al-Tarazi mod Rådet, T-260/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:187, præmis 149).

102

Den samme konklusion gør sig gældende med hensyn til den omstændighed, at sagsøgeren er gift med en EU-borger, og den omstændighed, at hendes ægtefælle har aktier i to polske selskaber.

103

Hvad angår sagsøgerens argument om, at hun aldrig har spillet en politisk eller økonomisk rolle i Syrien, skal det påpeges, at de restriktive foranstaltninger i henhold til syvende betragtning til afgørelse 2015/1836 træffes på grundlag af kriteriet om familietilhørsforhold og ikke er begrænset til at omfatte de personer, der indgår i det politiske liv i Syrien. Disse foranstaltninger og de anfægtede retsakter sigter mod visse medlemmer, navnlig af Makhlouffamilien, via hvilke Rådet mener, at det især kan påvirke det syriske regime direkte til at ændre sin undertrykkelsespolitik. Dette gælder så meget desto mere, som magten i Syrien i henhold til samme betragtning traditionelt set besiddes af de samme familier (jf. præmis 11 ovenfor).

104

Det følger heraf, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført i tilknytning til sit privat-og familieliv, ikke i sig selv kan afkræfte formodningen for en tilknytning til det syriske regime.

105

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at »Makhlouffamiliens situation [siden 2018] har udviklet sig«, således at der nu findes en konflikt mellem denne familie og det syriske regime. Ifølge sagsøgeren bør hendes navn ikke være opført på de omtvistede lister, eftersom hun ikke har nogen tilknytning til dette regime.

106

Sagsøgeren har til støtte for sine argumenter fremlagt følgende dokumentation:

107

Ifølge sagsøgeren dokumenterer de forhold, der fremgår af de i præmis 106 nævnte dokumenter, at Makhlouffamilien ikke længere har tilknytning til det syriske regime.

108

I denne henseende skal det anføres for det første, at artiklen fra France 24 blot redegør for en konflikt mellem en bror til sagsøgeren, nemlig Rami Makhlouf, og den syriske regering, som berører denne samt dennes hustru, børn og samarbejdspartnere. I den video, der ledsager nævnte artikel, sendte Rami Makhlouf en opfordring til sin fætter, den syriske præsident Bachar Al-Assad, til at gribe ind for at få bragt den økonomiske undertrykkelse, som han var genstand for fra de syriske myndigheders side, til ophør.

109

Selv om artiklen fra France 24 således giver anledning til at tro, at Rami Makhlouf mener, at de syriske myndigheder tilsidesætter hans økonomiske rettigheder, kan det ikke af artiklen udledes, at der ikke findes eller ikke længere findes en tilknytning til det syriske regime, eller at der ikke udøves indflydelse på det syriske regime, eller at der ikke findes en reel risiko for omgåelse af de restriktive foranstaltninger for medlemmer af Makhlouffamilien eller for den pågældende selv, eftersom denne stadig mener sig tilstrækkelig tæt på sin fætter, den syriske præsident, til at kunne henvende sig til ham direkte og offentligt for at få ham til at gribe ind, navnlig til støtte for hans interesser.

110

For det andet skal det anføres, at det fremgår af artiklen på Arabi21.com, at sagsøgeren via et af de sociale netværk har reageret på den i præmis 108 ovenfor nævnte video, offentliggjort af hendes bror, Rami Makhlouf, hvori denne kritiserede det syriske regime, samtidig med at han opfordrede sin fætter, den syriske præsident, til at gribe ind. Sagsøgeren bad med sin egen offentliggørelse for sin brors sikkerhed og for, at »[Gud] beskytter [den pågældende brors] børn mod bandlysning«. Sådanne udtalelser fra sagsøgeren, hvormed hun giver udtryk for moralsk støtte til broderen, uden at de tredjeparter, der skader dennes interesser, identificeres, er ikke af en sådan karakter, at de kan understøtte sagsøgerens argumenter om, at der ikke længere findes nogen tilknytning mellem Makhlouffamilien og det syriske regime.

111

For det tredje fremgår det først og fremmest af presseartiklen om dødsannoncen, at sagsøgeren var skilt, og at hendes tidligere ægtefælle er fætter til den syriske præsident. Det fremgår også, at skilsmissen skyldtes, at sagsøgerens telefon var blevet hacket, og visse fotos på den var blevet offentliggjort. Det oplyses således ikke, at den omstændighed, at sagsøgeren blev skilt fra sin tidligere ægtefælle, skyldtes afbrydelsen af tilknytningen mellem Makhlouffamilien og det syriske regime, således som sagsøgeren har gjort gældende.

112

Desuden fremgår der af presseartiklen om dødsannoncen dels, at meddelelsen ikke indeholder nogen kondoleancedato, »som det er normalt at anføre«, dels at begravelsesceremonien for afdøde var blevet aflyst, hvorefter det tilføjes, at »ifølge visse kilder skyldes denne beslutning direkte ordrer fra den [syriske præsident]«. Denne udtalelse understøttes imidlertid ikke af nogen forhold, der fremgår af sagsakterne, og den er derfor rent spekulativ, navnlig fordi det er velkendt, at eftersom afdøde afgik ved døden i september 2020, var hans dødsfald omfattet af de sundhedsmæssige restriktioner i tilknytning til covid-19-pandemien.

113

Desuden fremgår det af presseartiklen om dødsannoncen, at denne annonce ikke nævner navnene på Hafez Al-Assads sønner, særlig den syriske præsidents navn, selv om det er skik og brug, at »afdødes familie nævner navnene på kendte og indflydelsesrige personer«, hvilket »beviser omfanget af familietvisten mellem de to parter«.

114

Det skal dog anføres, at disse bemærkninger består i en simpel tolkning fra ophavsmanden til artiklens side vedrørende dødsannoncen, idet indholdet af denne er udledt af visse former for social praksis, der er skik og brug i Syrien, eller udtalelser, der ikke er understøttet. Denne analyse er således ikke som sådan tilstrækkelig til at godtgøre, at tilknytningen mellem Makhlouffamilien og det syriske regime er blevet afbrudt.

115

For det fjerde har sagsøgeren fremlagt en meddelelse af 31. december 2022, der dokumenterer, at Hafez Makhlouf var trådt tilbage fra posten som brigadegeneral i den syriske hær. I denne henseende er det tilstrækkeligt at anføre, at denne meddelelse blot handler om, at Hafez Makhlouf, der var brigadegeneral, på egen anmodning var gået på pension fra den 3. januar 2023. Sagsøgeren har ikke præciseret relevansen af dette bevis eller fremlagt nærmere oplysninger om denne tilbagetræden, idet hun blot har anført, at »[Rettens] hensyntagen til denne oplysning forekommer [hende] vigtig for en løsning af tvisten«. Under disse omstændigheder kan denne oplysning ikke anses for at kunne godtgøre, at tilknytningen mellem Makhlouffamilien og det syriske regime er blevet afbrudt.

116

Det fremgår heraf, at de af sagsøgeren fremlagte beviser til støtte for hendes argumenter, der for det første vedrører hendes privat- og familieliv og for det andet afbrydelsen af tilknytningen mellem Makhlouffamilien og det syriske regime, ikke kan afkræfte formodningen for en tilknytning til nævnte regime i lyset af den i præmis 97 ovenfor nævnte retspraksis.

117

Denne konklusion gør sig i endnu højere grad gældende i forbindelse med de oplysninger, der fremgår af de supplerende sagsakter.

118

For det første indeholder de supplerende sagsakter indeholder artiklen på Arabi21.com og presseartiklen om dødsannoncen, som allerede er blevet bedømt i præmis 110-114 ovenfor, for så vidt som sagsøgeren ligeledes støtter sig på de samme oplysninger med henblik på at bestride det velbegrundede i de anfægtede retsakter.

119

For det andet indeholder de supplerende sagsakter også:

120

Artiklen offentliggjort på webstedet »verify-sy.com« redegør for eksistensen af en falsk Twitterkonto, der forvaltes af en person kaldet »Amani Makhlouf«, som angiveligt er Rami Makhloufs søster, men som i realiteten ikke tilhører nogen medlemmer af Makhlouffamilien. Under disse omstændigheder bør denne oplysning betragtes som irrelevant i forbindelse med den foreliggende sag.

121

Hvad angår Financial Times’ artikel redegør den for, at flere medlemmer af Makhlouffamilien seks år forud for artiklens offentliggørelse havde købt mindst 20 lejligheder i et luksusboligkompleks i Moskva (Rusland) til en samlet værdi af 40 mio. amerikanske dollars (USD). Disse erhvervelser var sket via en række lån og finansielle pakker med henblik på at føre økonomiske midler ud af Syrien. Navnlig erhvervede sagsøgeren i 2015 en lejlighed til flere millioner USD. Tre brødre og en svigerinde til sagsøgeren erhvervede ligeledes andre lejligheder i den samme ejendom.

122

Det blev tilføjet i Financial Times’ artikel, at investeringer i Rusland, der støtter det syriske regime, siden starten af borgerkrigen i Syrien var blevet en måde, hvorpå mellemmer af Assad- og Makhlouffamilierne kan beskytte deres økonomiske midler mod de restriktive foranstaltninger, der er blevet indført over for dem. Det fremgår af nævnte artikel, at ejendomsinvesteringerne i Rusland udgjorde en finansiel manøvre til at omgå de restriktive foranstaltninger, der er blevet indført over for dem, navnlig af EU.

123

Sagsøgeren har først og fremmest ikke bestridt de klare, præcise og underbyggede oplysninger i Financial Times’ artikel. Desuden afslører den omstændighed, at de i præmis 121 ovenfor omhandlede investeringer fandt sted samtidigt, at der findes en tilknytning mellem sagsøgeren og andre medlemmer af Makhlouffamilien, der, som det fremgår af sagsakterne, er omfattet af EU’s restriktive foranstaltninger. Endelig skal det anføres, at sagsøgeren, selv om hun oplyser, at hun ikke har noget arbejde, ikke har præciseret, hvorfra midlerne til erhvervelse af den pågældende faste ejendom stammer. Under disse omstændigheder indgår sagsøgerens valg af at investere i Rusland i en kontekst, der i denne artikel knyttes til udformningen af strategier til omgåelse af EU’s restriktive foranstaltninger.

124

Det skal tilføjes, at artiklen på Arabi21.com, der også indgår i de supplerende sagsakter, redegør for sagsøgerens offentlige støtte til sin bror, Rami Makhlouf, via et indlæg på de sociale medier. Som det fremgår af præmis 110 ovenfor, indgår indholdet af nævnte publikation i en politisk kontekst, der vidner om, at der findes en tæt tilknytning mellem sagsøgeren og hendes bror, ikke blot på familiemæssigt plan, men også på det politiske plan. Artiklen på Arabi21.com understøtter således de oplysninger, der fremgår af Financial Times’ artikel.

125

I lyset af det ovenstående må sagsøgeren anses for ikke gyldigt at have afkræftet formodningen for en tilknytning til det syriske regime, idet de anfægtede retsakter er baseret på et solidt faktuelt grundlag som omhandlet i den i præmis 76 ovenfor nævnte retspraksis.

126

Det må således konkluderes, at det andet anbringende bør forkastes, for så vidt som de anfægtede retsakter ikke er behæftet med et urigtigt skøn.

127

Sagsøgeren har til støtte for disse anbringender hovedsageligt fremført to klagepunkter:

128

Sagsøgeren har i denne forbindelse bl.a. anført, at i henhold til artikel 5, stk. 4, TEU »går indholdet og formen af Unionens handling ikke videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne«, og at alle afgørelser om opførelse på listen, i bilag I til afgørelse 2013/255, i henhold til artikel 28, stk. 4, i denne afgørelse bør »træffes efter en konkret og individuel vurdering under hensyntagen til foranstaltningens proportionalitet«.

129

Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter, hvormed Rådet navnlig foretog en indefrysning af alle hendes pengemidler og økonomiske ressourcer, indebærer en ubegrundet og uforholdsmæssig begrænsning af hendes ejendomsret.

130

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

131

I denne henseende skal det påpeges, at det fremgår af chartrets artikel 17, stk. 1, at »[e]nhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv. Ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet. Anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet«.

132

I den foreliggende sag har Rådet med de anfægtede retsakter foretaget en indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, en foranstaltning, der ubestrideligt indebærer en begrænsning af brugen af ejendomsretten i henhold til chartrets artikel 17, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 358, og af 13.9.2013, Makhlouf mod Rådet, T-383/11, EU:T:2013:431, præmis 99).

133

Ejendomsretten, således som den er beskyttet ved chartrets artikel 17, stk. 1, udgør imidlertid ikke en absolut rettighed og kan derfor gøres til genstand for begrænsninger på de i chartrets artikel 52, stk. 1, opstillede betingelser (jf. i denne retning dom af 27.2.2014, Ezz m.fl. mod Rådet, T-256/11, EU:T:2014:93, præmis 195, og af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:605, præmis 254, og den deri nævnte retspraksis).

134

Chartrets artikel 52, stk. 1, anerkender således begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der er stadfæstet heri. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[e]nhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder«.

135

En begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal således opfylde fire betingelser for at være i overensstemmelse med EU-retten. For det første skal den omhandlede begrænsning være »fastlagt i lovgivningen«, hvorved forstås, at den EU-institution, der vedtager foranstaltninger, der kan begrænse en fysisk eller juridisk persons rettighed eller frihed, skal have et retsgrundlag herfor. For det andet skal den pågældende begrænsning respektere disse rettigheders væsentligste indhold. For det tredje skal begrænsningen vedrøre et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen. For det fjerde skal den pågældende begrænsning være proportional (jf. i denne retning dom af 27.7.2022, RT France mod Rådet, T-125/22, EU:T:2022:483, præmis 145).

136

Begrænsningen i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder skal for at være i overensstemmelse med EU-retten være »fastlagt i lovgivningen«, hvorved forstås, at den EU-institution, der vedtager en foranstaltning, der kan begrænse en persons rettighed, skal have et retsgrundlag herfor (jf. i denne retning dom af 5.10.2017, Ben Ali mod Rådet, T-149/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:693, præmis 161).

137

De restriktive foranstaltninger er imidlertid fastlagt i lovgivningen, for så vidt som de er fastsat i de retsakter, der bl.a. er almengyldige, og hviler på en klar EU-retlig hjemmel og den omstændighed, at de er formuleret tilstrækkeligt præcist, både hvad angår deres omfang og grundene til, at de er berettigede at anvende over for sagsøgeren (jf. dom af 5.11.2014, Mayaleh mod Rådet, T-307/12 og T-408/13, EU:T:2014:926, præmis 176 og den deri nævnte retspraksis).

138

I denne henseende skal det anføres, at de anfægtede retsakter i den foreliggende sag i det væsentlige er vedtaget på grundlag af bestemmelserne om fastsættelse af kriteriet om familietilhørsforhold, der findes i basisretsakterne. Basisretsakterne er vedtaget på grundlag af bestemmelserne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), navnlig artikel 29 TEU og artikel 215 TEUF.

139

Den første betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, der kan begrunde en begrænsning af en grundlæggende ret, er således opfyldt i den foreliggende sag.

140

Begrænsningen i udøvelsen af den grundlæggende ejendomsret skal for at være i overensstemmelse med EU-retten respektere denne rettigheds væsentligste indhold.

141

I henhold til EU-retten er en indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer en sikkerhedsforanstaltning og ikke en konfiskation af den pågældendes aktiver (jf. i denne retning dom af 21.7.2016, Hassan mod Rådet, T-790/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:429, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis). De anfægtede retsakter udgør således ikke en foranstaltning, der udgør et endeligt indgreb i selve kernen af sagsøgerens grundlæggende ret.

142

Dernæst fastsætter artikel 28, stk. 6, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, samt artikel 16 i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, muligheden dels for at tillade anvendelse af de indefrosne pengemidler til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, dels for at give specifikke tilladelser til at frigive midler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer (jf. dom af 28.4.2021, Sharif mod Rådet, T-540/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:220, præmis 203 og den deri nævnte retspraksis).

143

Til sidst bør man holde sig for øje, at de restriktive foranstaltninger efter deres art er af midlertidig og reversibel karakter, da Rådet i henhold til artikel 34, andet og tredje punktum, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, samt artikel 32, stk. 4, i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, skal foretage en regelmæssig revurdering af dem (jf. dom af 24.11.2021, Foz mod Rådet, T-258/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:820, præmis 173 og den deri nævnte retspraksis).

144

Det fremgår heraf, at de anfægtede retsakter, henset til arten og omfanget af indefrysningen af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer, selv om de begrænser brugen af ejendomsretten hertil, respekterer denne rets væsentligste indhold.

145

Den anden betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, er således opfyldt i den foreliggende sag.

146

Begrænsningen i udøvelsen af den grundlæggende ejendomsret skal for at være i overensstemmelse med EU-retten vedrøre et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen. Blandt disse mål kan nævnes mål af grundlæggende almen interesse for det internationale samfund såsom beskyttelsen af civilbefolkningerne og opretholdelsen af den internationale fred og sikkerhed (jf. i denne retning dom af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:605, præmis 258 og den deri nævnte retspraksis).

147

De mål, der forfølges med de restriktive foranstaltninger i den foreliggende sag er således af en sådan karakter, at det retfærdiggør de negative følger, selv betydelige, for de berørte personer eller enheder (jf. dom af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:605, præmis 254 og den deri nævnte retspraksis).

148

Det fremgår heraf, at for så vidt som de anfægtede retsakter sigter mod beskyttelse af civilbefolkningerne mod voldelig undertrykkelse samt opretholdelse af fred og international sikkerhed, der er mål af almen interesse, der er anerkendt som sådanne af Unionen, er den tredje betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, opfyldt i den foreliggende sag.

149

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de grundlæggende rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, være proportional.

150

Proportionalitetsprincippet, der udgør et af de almene principper i EU-retten, og som er omhandlet i artikel 5, stk. 4, TEU, kræver, at EU-institutionernes retsakter ikke må gå videre end nødvendigt og passende for gennemførelsen af de formål, der forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke må gå videre end det, der er nødvendigt for at nå nævnte mål. Såfremt det er muligt at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal den mindst indgribende foranstaltning således vælges, og ulemperne herved må ikke være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. i denne retning dom af 4.4.2019, Sharif mod Rådet, T-5/17, EU:T:2019:216, præmis 90, og af 24.11.2021, Foz mod Rådet, T-258/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:820, præmis 168 og den deri nævnte retspraksis).

151

I den foreliggende sag har sagsøgeren, som det fremgår af bedømmelsen af det andet anbringende, ikke kunnet afkræfte formodningen for en tilknytning til det syriske regime, og de anfægtede retsakter skal derfor anses for at hvile på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag som omhandlet i den i præmis 76 ovenfor nævnte retspraksis, således at opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister er begrundet.

152

Vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, i hendes egenskab af medlem af Makhlouffamilien, der har tilknytning til det syriske regime, kan derfor ikke betragtes som uhensigtsmæssig, for så vidt som den indgår i et så grundlæggende mål af almen interesse for det internationale samfund som beskyttelsen af civilbefolkningerne (jf. i denne retning dom af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:605, præmis 258 og den deri nævnte retspraksis).

153

Desuden fremgår det af fast retspraksis, at restriktive foranstaltninger, som foranstaltningerne i den foreliggende sag, ikke går videre end det, der er nødvendigt for at nå målet om beskyttelse af civilbefolkningerne, eftersom alternative og mindre bindende foranstaltninger, såsom en forpligtelse til en efterfølgende dokumentationspligt i forhold til anvendelsen af de overførte midler, ikke lige så effektivt tillader at nå det forfulgte mål, nemlig udøvelsen af et direkte pres på det syriske regime via medlemmer af Assad- og Makhlouffamilierne for at få regimet til at ændre sin undertrykkelsespolitik, samtidig med at risikoen for, at medlemmer af nævnte familier omgår de restriktive foranstaltninger undgås (jf. i denne retning og analogt, dom af 16.1.2019, Haswani mod Rådet, T-477/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:7, præmis 76 og den deri nævnte retspraksis).

154

Desuden fastsætter artikel 28, stk. 6, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, samt artikel 16 i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, som Rådet har anført, muligheden dels for at tillade anvendelse af de indefrosne pengemidler til opfyldelse af essentielle behov eller bestemte forpligtelser, dels for at give specifikke tilladelser til at frigive pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer (jf. dom af 24.11.2021, Foz mod Rådet, T-258/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:820, præmis 171 og den deri nævnte retspraksis).

155

Det fremgår heraf, at opførelsen af sagsøgerens navn på de omtvistede lister ikke kan anses for at gå videre end det, der er nødvendigt for at nå målene i lovgivningen om restriktive foranstaltninger over for Syrien. Følgelig kan den begrænsning af sagsøgerens udøvelse af sin ejendomsret, som de anfægtede retsakter medfører, ikke betragtes som uforholdsmæssig.

156

Sagsøgerens argument om muligheden for en indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer, der er begrænset til de aktiver, der udgør en del af boet efter afdøde, kan ikke så tvivl om denne konklusion.

157

Som det fremgår af bedømmelsen af det andet anbringende, kan afgørelsen om indledning af bobehandlingen faktisk understøtte begrundelsen for opførelse af sagsøgerens navn på de omtvistede lister på grund af hendes tilhørsforhold til Makhlouffamilien, der giver anledning til en formodning for, at sagsøgeren har en tilknytning til det syriske regime, som sagsøgeren ikke har været i stand til at afkræfte.

158

Desuden gør de beviser, der findes i de supplerende sagsakter, det i den foreliggende sag muligt at konstatere, at de anfægtede retsakter ikke udelukkende hviler på overvejelser omkring arvefølgen eller den del af afdødes aktiver, der overgår til sagsøgeren, men også på eksistensen af en reel risiko for, at denne sidstnævnte vil omgå de restriktive foranstaltninger (jf. præmis 121-124 ovenfor). Det forhold, som Rådet har lagt sagsøgeren til last, kan således begrunde indefrysningen af sagsøgerens egne ressourcer.

159

Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke gyldigt gøre gældende, at vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for hende, ikke ville kunne medføre en positiv virkning med hensyn til realiseringen af målet om beskyttelse af civilbefolkningen i Syrien, eller at den ville være uforholdsmæssig.

160

Det følger heraf, at den fjerde betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, også er opfyldt i den foreliggende sag, således at det foreliggende klagepunkt skal forkastes som ugrundet.

161

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at eftersom hendes ægtefælle er polsk statsborger og bor i Polen, skader de anfægtede retsakter, der forbyder hende at indrejse på EU’s område, hendes »ret til familieliv«, der er sikret ved EMRK.

162

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

163

I lyset af betragtningerne i præmis 48 og 49 ovenfor er det vigtigt at anføre, at den grundlæggende ret, som ifølge sagsøgeren er blevet ulovligt begrænset, er retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7.

164

Det skal anføres, at sagsøgeren til støtte for sine bemærkninger har fremlagt en kopi af to lejekontrakter til en lejlighed i Warszawa for perioderne mellem henholdsvis den 17. august 2018 til den 31. august 2021 og fra den 1. juli 2022 til den 31. august 2023 samt et opholdskort, som de polske myndigheder havde udstedt til hende, og som udløb den 21. januar 2021.

165

Sagsøgeren har desuden oplyst, at hendes bopæl med henblik på den foreliggende sag er Warszawa, og at hendes ægtefælle bor i Polen, »hvor centret for hans hovedinteresser, erhvervsmæssige og familiemæssige interesser er«, idet hun dog i stævningen har anført, at »parret på det seneste har besluttet alternativt at bosætte sig i Dubai (De Forenede Arabiske Emirater)«. Hun har til støtte for denne udtalelse fremlagt en opholdstilladelse, der er udstedt af myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater, og som udløber den 2. marts 2024.

166

For det første gør sagsøgerens argumenter og de beviser, der er tilført sagens akter, det således ikke muligt at afgøre, om hun rent faktisk havde bopæl i Polen eller i et andet land på datoen for vedtagelse af de oprindelige retsakter, dvs. den 21. februar 2022. Sagsøgeren har altså ikke godtgjort, at forbuddet mod hendes indrejse på EU’s område og dermed i Polen på datoen for dets ikrafttræden har skadet hendes ret til respekt for privatliv og familieliv.

167

For det andet kan sagsøgeren ikke gyldigt gøre gældende, at hun på grund af det forbud mod at indrejse på EU’s område, som hun er genstand for som følge af vedtagelsen af de anfægtede retsakter, er forhindret i at leve sit liv i Dubai, hvor hun har oplyst, at hun var bosiddende med sin mand på datoen for indgivelse af stævningen.

168

For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter begrænser hendes ret til respekt for privatliv og familieliv, idet de er til hinder for, at hun midlertidigt eller permanent opholder sig i Polen med sin ægtefælle, da denne er statsborger i denne medlemsstat, skal følgende anføres.

169

Det fremgår af retspraksis, at retten til privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7, og som foranstaltninger om forbud mod indrejse på EU’s område rent faktisk kan skade, ikke er absolut og kan være genstand for restriktioner, der er begrundet i formål af almen interesse, som Unionen forfølger (jf. i denne retning dom af 22.9.2021, Al-Imam mod Rådet, T-203/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:605, præmis 254 og den deri nævnte retspraksis).

170

Med vedtagelsen af restriktive foranstaltninger under FUSP kan Rådet således principielt begrænse retten til respekt for privatliv og familieliv.

171

Som det fremgår af præmis 133 og 134 ovenfor, skal de restriktive foranstaltninger, for så vidt som de udgør restriktioner for de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, dog respektere de betingelser, der er opstillet i chartrets artikel 52, stk. 1.

172

Det skal først og fremmest anføres dels, at betragtningerne i præmis 136-139 ovenfor for så vidt angår betingelsen i chartrets artikel 52, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på bestemmelserne om restriktioner vedrørende indrejse og fri bevægelighed på EU’s område og følgelig på restriktionen vedrørende udøvelse af retten til respekt for privatliv og familieliv. Dels gælder det samme betragtningerne i præmis 146 og 147 ovenfor for så vidt angår den tredje betingelse i nævnte bestemmelse om forfølgelse af et mål af almen interesse, der er anerkendt som sådant af Unionen.

173

Disse betingelser er således opfyldt i den foreliggende sag.

174

I henhold til EU-retten udgør restriktive foranstaltninger, der begrænser adgangen til EU’s område, og som vil kunne medføre en eventuel begrænsning af udøvelsen af retten til respekt for privatliv og familieliv, udgør foreløbige forholdsregler, der kun midlertidigt berører indehaveren rettighedens mulighed for at påberåbe sig denne, i givet fald på EU’s område, og udgør dermed ikke et indgreb i selve kernen af denne ret (jf. i denne retning og analogt dom af 21.7.2016, Hassan mod Rådet, T-790/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:429, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

175

De restriktive foranstaltninger er netop efter deres art af midlertidig og reversibel karakter, da Rådet i henhold til artikel 34, andet og tredje punktum, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, samt artikel 32, stk. 4, i forordning nr. 36/2012, som ændret ved forordning 2015/1828, skal foretage en regelmæssig revurdering af dem (jf. dom af 24.11.2021, Foz mod Rådet, T-258/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:820, præmis 173 og den deri nævnte retspraksis).

176

Desuden bør man holde sig for øje, at artikel 27, stk. 9, i afgørelse 2013/255, som ændret ved afgørelse 2015/1836, ligeledes bestemmer, at en medlemsstats kompetente myndighed kan tillade en person, der er omfattet af restriktive foranstaltninger at indrejse på sit område, navnlig hvis rejsen er berettiget af hastende humanitære hensyn, hvilket begrænser enhver skade på en sådan persons ret til respekt for privatliv og familieliv (jf. i denne retning dom af 21.1.2015, Makhlouf mod Rådet, T-509/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:33, præmis 113).

177

I lyset af samtlige ovenstående betragtninger, og henset til arten og omfanget af restriktionen for sagsøgerens indrejse på EU’s område, respekterer de anfægtede retsakter, selv om de begrænser udøvelsen af retten til respekt for privatliv og familieliv, denne rettigheds væsentligste indhold.

178

Den anden betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, er således opfyldt i den foreliggende sag.

179

Betragtningerne i præmis 149-160 ovenfor vedrørende det nødvendige og hensigtsmæssige i foranstaltninger til indefrysning af sagsøgerens pengemidler og økonomiske ressourcer finder tilsvarende anvendelse på bestemmelserne i de anfægtede retsakter om begrænsning af indrejse på EU’s område. Begrænsningerne i sagsøgerens udøvelse af sin ret til respekt for privatliv og familieliv er dermed ikke uforholdsmæssige (jf. i denne retning og analogt dom af 12.2.2020, Kanyama mod Rådet, T-167/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:49, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis).

180

Det fremgår særlig af fast retspraksis, at restriktionerne for indrejse og fri bevægelighed på EU’s område ikke går videre end det, der er nødvendigt for at nå målet om beskyttelse af civilbefolkningerne, eftersom alternative og mindre indgribende foranstaltninger, såsom et system med forudgående tilladelse eller en efterfølgende dokumentationspligt i forhold til anvendelsen af de overførte midler, ikke lige så effektivt tillader at nå det forfulgte mål (jf. i denne retning dom af 13.9.2013, Makhlouf mod Rådet, T-383/11, EU:T:2013:431, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis, og af 16.1.2019, Haswani mod Rådet, T-477/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:7, præmis 76).

181

Henset til det ovenstående kan de begrænsninger af sagsøgerens udøvelse af sin ret til respekt for privatliv og familieliv, som de restriktive foranstaltninger har medført, ikke betragtes som uforholdsmæssige i lyset af det mål af almen interesse, der forfølges.

182

Det fremgår heraf, at den fjerde betingelse i chartrets artikel 52, stk. 1, også er opfyldt i den foreliggende sag.

183

Det følger af det ovenstående, at dette klagepunkt bør forkastes som ugrundet.

184

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det tredje og det fjerde anbringende og dermed annullationspåstandene i deres helhed forkastes.

185

Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede retsakter medfører alvorlig skade på hendes omdømme, og har nedlagt påstand om, at Rådet tilpligtes at betale hende en erstatning for den lidte ikkeøkonomiske skade, som hun har fastsat til 50000 EUR i stævningen og 50000 EUR i anmodningen om tilpasning.

186

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

187

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at anføre, at Unionens erstatningsansvar uden for kontraktforhold for retsstridig adfærd udvist af dens organer i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF forudsætter, at en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, der lægges institutionerne til last, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det påståede tab. For så vidt som disse tre betingelser for, at Unionen ifalder ansvar, er kumulative, er fraværet af en af dem tilstrækkeligt til at forkaste et erstatningssøgsmål, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser (dom af 22.6.2022, Haswani mod Rådet, T-479/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2022:383, præmis 155).

188

Sagsøgeren har til støtte for sine erstatningspåstande fremført et enkelt klagepunkt om ulovlighed om, at Rådet ikke var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger eller beviser til fyldestgørende at godtgøre det velbegrundede i de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget over for hende.

189

Som det fremgår af bedømmelsen af det andet anbringende (jf. præmis 125 ovenfor), har sagsøgeren ikke været i stand til at afkræfte formodningen for en tilknytning til det syriske regime, og opførelsen af hendes navn på de omtvistede lister er derfor begrundet som følge af kriteriet om familietilhørsforhold.

190

Rådet kan således ikke kritiseres for, at de anfægtede retsakter er behæftet med en ulovlighed.

191

Det følger heraf, at betingelsen om en retsstridig adfærd i henhold til den i præmis 187 ovenfor nævnte retspraksis ikke er opfyldt. I øvrigt er samtlige de anbringender, som sagsøgeren har fremført blevet forkastet, således at Rådet ikke kan tillægges en retsstridig adfærd.

192

Eftersom betingelserne for, at Unionen ifalder ansvar, er kumulative, skal erstatningspåstandene forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser, der er nævnt i præmis 187 ovenfor, og dette gælder så meget desto mere disse påstandes formalitet.

193

På grundlag af ovenstående betragtninger må søgsmålet forkastes i sin helhed.

194

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

195

Da sagsøgeren i den foreliggende sag har tabt sagen, bør denne i overensstemmelse med Rådets påstand betale sagsomkostningerne.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):