1.

Direktiv 2006/112/EF ( 2 ) fritager under visse betingelser levering af varer, der skal transporteres uden for Den Europæiske Union i rejsendes personlige bagage, for merværdiafgift (herefter »moms«).

2.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om en fortolkning af begrebet »rejsendes personlige bagage«. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om den har adgang til at anvende de toldbestemmelser, der anvender dette eller lignende udtryk ( 3 ), eller om den udelukkende skal tage hensyn til »den almindelige betydning af ordene«.

3.

Artikel 146, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:

[…]

[…]«

4.

Artikel 147 bestemmer:

»1.   I tilfælde, hvor den i artikel 146, stk. 1, litra b), omhandlede levering vedrører varer, der medbringes i den rejsendes personlige bagage, gælder fritagelsen kun, når følgende betingelser er opfyldt:

Medlemsstaterne kan dog fritage en levering, hvis samlede værdi ligger under det i stk. 1, litra c), fastsatte beløb.

2.   Ved anvendelsen af stk. 1 forstås ved »rejsende, der ikke er etableret i Fællesskabet«, en rejsende, hvis bopæl eller sædvanlige opholdssted ikke er beliggende inden for Fællesskabet. I så fald forstås der ved »bopæl eller sædvanligt opholdssted« det sted, der er angivet som sådant på passet, identitetskortet eller ethvert andet dokument, som den medlemsstat, hvori leveringen foretages, anerkender som identitetspapir.

[…]«

5.

§ 98 bestemmer:

»(1)   Levering af varer, der sendes med posten eller transporteres fra landet til et land uden for Fællesskabet, er fritaget for afgift, forudsat forsendelsen eller transporten:

[…]

[…]

(3)   Stk. 1, litra b) kan med forbehold af §§ 99 og 100 finde anvendelse, når køberen i denne sammenhæng ikke er etableret i Ungarn eller i mangel af et forretningssted i Ungarn ikke har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted i Ungarn.

[…]«

6.

§ 99 bestemmer:

»(1)   Når erhververen er en udenlandsk rejsende, og de leverede varer […] indgår i dennes rejse- eller personlige bagage, finder fritagelsen i § 98, stk. 1, alene anvendelse såfremt:

[…]«

7.

§ 259, stk. 10, definerer en udenlandsk rejsende som:

»[…] en fysisk person, der hverken er statsborger i en af Fællesskabets medlemsstater eller har ret til ophold i en af Fællesskabets medlemsstater, samt en person, der er statsborger i en af Fællesskabets medlemsstater, men som er bosat uden for Fællesskabets område«.

8.

Bakati Plus Kereskedelmi és Szolgáltató Kft (herefter »Bakati Plus«) er en virksomhed, der driver engroshandel med prydplanter og detailhandel af andre produkter, der drives ud af Bakati Plus’ lokaler. Fra 2015 steg selskabets årlige omsætning fra 50 mio. til 1 mia. ungarske forint (HUF).

9.

I løbet af 2016, som de faktiske omstændigheder omhandler, bestod næsten hele Bakati Plus’ virksomhed af et omfattende salg af fødevarer, kosmetiske produkter og rengøringsmidler til Serbien, som virksomheden leverede til tyve privatpersoner, som er medlemmer af tre familier.

10.

Varerne blev transporteret af en repræsentant for Bakati Plus fra selskabets lager til et andet lager, som var blevet lejet af de serbiske købere i Ungarn i nærheden af grænsen til Serbien.

11.

Her leverede den chauffør, der forestod transporten, varerne samt de fakturaer, der var udstedt af Bakati Plus’ repræsentant, og formularerne til ansøgning om tilbagebetaling af moms til køberne mod kontant betaling af salgsprisen. Varerne blev derefter transporteret til Serbien i personbiler som rejsendes bagage.

12.

Systemet til opnåelse af momsfritagelsen var indrettet som følger: a) Bakati Plus udfyldte formularen til ansøgning om tilbagebetaling af momsen, som efterfølgende blev påtegnet og stemplet af udgangstoldstedet, b) et andet eksemplar af formularen blev udleveret til Bakati Plus, c) Bakati Plus tilbagebetalte momsen til køberne i henhold til momsloven, og d) Bakati Plus anmodede i sin momsangivelse om fradrag for det tilbagebetalte beløb.

13.

Bakati Plus var vidende om, at selskabets kunder købte varerne for at videresælge dem på serbiske markeder. Selskabet var ligeledes bekendt med, at formålet med deltagelsen i transaktionen af flere medlemmer af samme familie var, at værdien af hver enkelt levering skulle holdes under 1 mio. HUF. Grænseovergangen for varer mellem Ungarn og Serbien forløb således gnidningsløst i overensstemmelse med de ungarske toldprocedureregler.

14.

Ved en afgiftskontrol fastslog Nemzeti Adó- és Vámhivatal Csongrád Megyei Adó- és Vámigazgatósága (told- og skattedirektoratet i provinsen Csongrád, Ungarn, herefter »afgiftsmyndigheden i første instans«), at de køb, som de tre serbiske familier havde foretaget hos Bakati Plus, faldt uden for den personlige eller familiemæssig brug og var blevet foretaget med henblik på videresalg, hvorfor det var udelukket at kvalificere de pågældende varer som »rejsendes bagage«. Afgiftsmyndigheden i første instans fastslog ligeledes, at virksomheden heller ikke havde ret til fritagelse af andre grunde.

15.

Efter denne kontrol krævede afgiftsmyndigheden i første instans ved afgørelse af 27. juni 2018, at Bakati Plus betalte momsforskellene med tillæg af morarenter, og pålagde endvidere Bakati Plus en bøde.

16.

Den 31. oktober 2018 tiltrådte Nemzeti Adó- és Vámhivatal Fellebbviteli Igazgatósága (direktoratet for klager for den nationale told- og skattemyndighed, Ungarn) den afgørelse i første instans, som Bakati Plus havde indbragt for myndigheden. Retten forkastede Bakati Plus’ indsigelse under henvisning til en dom afsagt af Kúria (øverste domstol, Ungarn), der har følgende ordlyd:

17.

Bakati Plus har indbragt den administrative afgørelse i anden instans for Szegedi Törvényszék (t retten i første instans i Szeged, tidligere Szegedi Közigazgatási és Munkaügyi Bíróság, Ungarn) ( 6 ), som har forelagt Domstolen disse præjudicielle spørgsmål:

18.

Forelæggelsesafgørelsen blev indleveret til Domstolen den 4. september 2019.

19.

Bakati Plus, Ungarns regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg.

20.

Ifølge Domstolens angivelser vedrører dette forslag til afgørelse kun det første og det andet præjudicielle spørgsmål vedrørende begrebet »den rejsendes personlige bagage« i artikel 147 i direktiv 2006/112.

21.

Det forekommer mig imidlertid hensigtsmæssigt at præcisere, at uanset hvordan dette begreb skal fortolkes i henhold til artikel 147 i direktiv 2006/112, kan afgørelsen af tvisten afhænge af andre bedømmelseselementer, hvis de faktiske omstændigheder, således som den forelæggende ret synes at antyde, skal anses for at være en konstruktion, der er udløst af underhåndsaftalen mellem sælgeren af varerne og dennes serbiske købere med henblik på at omgå de ungarske afgiftsregler ( 8 ).

22.

Jeg vil først behandle det andet præjudicielle spørgsmåls andel led, hvis besvarelse efter min opfattelse kan udledes af Domstolens praksis. Jeg vil derefter forklare, hvorledes udtrykket »den rejsendes personlige bagage« i artikel 147 i direktiv 2006/112 efter min opfattelse bør forstås.

23.

I Domstolens praksis vedrørende momsfritagelser fremhæves det, at der er tale om selvstændige EU-retlige begreber ( 9 ), hvis fortolkning (som skal være streng) ( 10 ) skal foretages i lyset af deres ordlyd, den sammenhæng, hvori de indgår, og det mål, der forfølges med den ordning, som de udgør en del af ( 11 ).

24.

Hvad angår ordlydsfortolkningen af de bestemmelser, der gengiver momsfritagelserne, har Domstolen fastslået, at i mangel af en EU-retlig definition tjener den sædvanlige betydning af udtrykkene i sædvanlig sprogbrug som reference til fastlæggelsen af disses betydning og rækkevidde. Det præciseres imidlertid straks, at der skal tages hensyn til »den sammenhæng, hvori [udtrykkene] anvendes, og de mål, der forfølges med den pågældende lovgivning« ( 12 ).

25.

Den forelæggende rets spørgsmål skal derfor besvares med, at en national praksis, hvorefter udtrykket »personlig bagage« i artikel 147 i direktiv 2006/112 udelukkende fortolkes på grundlag af den »almindelige betydning af ordene«, ikke er i overensstemmelse med denne retspraksis. Denne »almindelige betydning« kan ikke adskilles fra den særlige sammenhæng, som bestemmelsen indgår i, og dens formål.

26.

Fortolkningen af en regel i overensstemmelse med den sammenhæng, hvori den indgår, og dens formål er uundværligt, når der ikke findes en enkelt »almindelige betydning« af dens ordlyd. Dette er tilfældet for så vidt angår det her omhandlede udtryk.

27.

Ved første (og intuitivt) øjekast omfatter en rejsendes »personlige bagage« genstande, som den pågældende normalt har med sig til privat brug, samt andre små genstande, der skal gives væk som gave eller beholdes som souvenirs.

28.

Denne fortolkning ville udelukke varer til erhvervsmæssig anvendelse, som den rejsende er i besiddelse af, når denne forlader Den Europæiske Unions område, fra at være omfattet af artikel 147 i direktiv 2006/112. Den er imidlertid ikke den eneste mulige.

29.

Det kunne hævdes, at udtrykket »personlig bagage« snarere henviser til den måde, hvorpå den rejsendes ejendele flyttes. Fra denne synsvinkel er »den rejsendes personlige bagage« lig med den, der sammen med den rejsende flyttes fra et sted til et andet, uanset dens indhold ( 13 ). Den ville omfatte både »håndbagage« og »ledsaget« bagage ( 14 ), dvs. de øvrige kufferter, der transporteres med samme transportmiddel som deres indehaver, og som befinder sig i et dertil indrettet område (flyets lastrum, bagagerum). Det er i denne henseende uden betydning, om der er tale om en erhvervsmæssig udførsel.

30.

Ordlydsfortolkningskriteriet giver således ikke noget entydigt svar. Som jeg allerede har redegjort for, skal der derfor også lægges vægt på kriterierne for en systematisk og formålsmæssig fortolkning.

31.

Artikel 147 i direktiv 2006/112 er den anden af de to bestemmelser, der udgør kapitel 6 med overskriften »Fritagelse ved udførsel« i afsnit IX (»afgiftsfritagelser«). I virkeligheden er artikel 147 blot en videreudvikling af navnlig artikel 146, stk. 1, litra b).

32.

Direktiv 2006/112, navnlig afsnit IX, kapitel 6, og først og fremmest artikel 146 og 147, udgør efter min opfattelse den fortolkningsmæssige omkreds for udtrykket den rejsendes »personlig bagage«, som er anvendt i sidstnævnte bestemmelse. Denne omkreds kan desuden omfatte andre regler i momsordningen.

33.

Den forelæggende ret og – delvist – Kommissionen ( 15 ) har imidlertid først og fremmest lagt reglerne på toldområdet til grund. Jeg vil først henvise hertil og til deres rolle som »kontekst«.

34.

Den nationale praksis, hvis forenelighed med direktiv 2006/112 anfægtes i tvisten, anvender to begreber på toldområdet;

35.

Det skal indledningsvis præciseres, at Den Europæiske Union ikke er part i New Yorkkonventionen af 1954, som på nuværende tidspunkt heller ikke er bindende for alle medlemsstater.

36.

Ved Rådets afgørelse af 15. marts 1993 blev konventionen om midlertidig indførsel, der blev vedtaget i Istanbul den 26. juli 1990, derimod godkendt på (det daværende) Fællesskabets vegne, og tillæggene hertil blev godkendt med visse forbehold ( 18 ). Sidstnævnte konvention gentager, om end ikke fuldstændigt, New Yorkkonventionen.

37.

Jeg finder det dog ikke nødvendigt at behandle spørgsmålet om, hvilke aspekter af denne konvention og den delegerede forordning der ellers kunne have betydning for denne sag.

38.

Der er ganske vist en tæt forbindelse mellem toldlovgivningen og momslovgivningen, hvilket ud over andre formål endvidere letter den koordinerede forvaltning af afgifter. Denne overlapning gør det imidlertid heller ikke muligt at lægge den forelæggende rets præmis til grund, som Domstolen har forkastet i andre domme, »henset til de forskelle med hensyn til struktur, genstand og formål, der er mellem et sådant [moms] system og Fællesskabets ordning for beskatning af told« ( 19 ).

39.

Den måde, som den rejsendes personlige bagage tages i betragtning på de to områder, illustrerer disse forskelle.

40.

Det, der her er tale om, er netop, hvorvidt den i det foregående punkt omtalte betingelse (at indførslen er af ikke-erhvervsmæssig karakter) kun skal være opfyldt, når der er tale om momsfritagelse for indførsel, eller om den også gælder for levering af varer, som udføres fra Den Europæiske Union i de rejsendes personlige bagage.

41.

Analysen af oprindelsen og udviklingen af de fællesskabsretlige momsbestemmelser (indtil artikel 147 i direktiv 2006/112) samt deres sammenhæng med dem, der lå forud for direktiv 2007/74, leder mig til den konklusion, at det er momsordningen og ikke toldordningen, der udgør den rette ramme for løsningen af fortolkningsvanskelighederne ( 23 ).

42.

Dette er i øvrigt det kriterium, der ligger til grund for Domstolens praksis på dette område: Fortolkningen af fritagelser fra denne afgift skal foretages »i den generelle sammenhæng i det fælles momssystem« ( 24 ).

43.

For at fastlægge rækkevidden af artikel 147 i direktiv 2206/112 skal man gå tilbage til begyndelsen af harmoniseringen af de omsætningsafgifter, der opkræves ved indførsel i den internationale rejsetrafik (direktiv 69/169).

44.

Direktiv 69/169 tog udgangspunkt i den daværende status quo for harmonisering af indirekte skatter, idet det blev anført, at det var påkrævet at bibeholde beskatningen ved indførslen, og at afgiftslettelser i forbindelse med udførslen ville blive opretholdt i samhandelen mellem medlemsstaterne, indtil der var sket en vidtgående harmonisering af de indirekte afgifter ( 26 ).

45.

Med henblik på at fremme »[bevidstheden om] fællesmarkedets realitet« ( 27 ) skete der ved direktiv 69/169 en harmonisering af bestemmelserne om fritagelse for omsætningsafgifter for så vidt angår visse indførsler foretaget af rejsende. Varerne blev indkøbt i udrejselandene og pålagt afgifter. Det forhold, at indrejselandet gav afkald på opkrævning af omsætningsafgifter ved indførslen, førte til, at man undgik dobbeltbeskatning. Der var imidlertid ikke hensigten helt at undlade beskatning ( 28 ).

46.

Den import, der var omfattet af fritagelsen, bestod af varer, der blev indført af rejsende i deres personlige bagage, og som ikke havde erhvervsmæssig karakter, og hvis samlede værdi ikke oversteg et bestemt beløb ( 29 ).

47.

Artikel 3 i direktiv 69/169 definerede ikke-erhvervsmæssig indførsel som lejlighedsvis indførsel, som udelukkende vedrørte varer, der var bestemt til brug eller forbrug for den rejsende personligt eller dennes husstand eller beregnet til gaver, undtagen i tilfælde, hvor arten eller mængden af sådan indførsel gav anledning til tvivl om, hvorvidt indførslen skete af ikke-erhvervsmæssige grunde.

48.

Fritagelsen for importtold i grænseoverskridende handel bør ikke føre til manglende beskatning. Af denne grund pålagde artikel 6 i direktiv 69/169, i sin oprindelige affattelse, medlemsstaterne at træffe foranstaltninger med henblik på at forhindre, at der blev indrømmet afgiftslettelser ved levering til rejsende, hvis bopæl, normale opholdssted eller sæde for erhvervsmæssig virksomhed var beliggende i en medlemsstat, på hvilken ordningen for fritagelse af importafgift allerede fandt anvendelse.

49.

Eksportafgiftsforbuddet blev gradvis liberaliseret på grund af tekniske vanskeligheder og for at undgå dobbeltbeskatning ( 30 ). For så vidt angår det foreliggende tilfælde ændrede direktiv 72/230/EØF ( 31 ) artikel 6 i direktiv 69/169 ved at give medlemsstaterne mulighed for, under visse betingelser for så vidt angår salg i detailleddet, at indrømme afgiftslettelse med hensyn til omsætningsafgifter for varer, som rejsende medbringer i deres personlige bagage ved udrejsen fra en medlemsstat.

50.

For rejsende med bopæl i en anden medlemsstat var fritagelsen mulig fra en given værdi, der under alle omstændigheder var højere end beløbet for den fritagelse, der i henhold til direktivet er fastsat for rejsende inden for Fællesskabet. For rejsende, der var bosiddende uden for Fællesskabet, var det op til medlemsstaterne at fastsætte denne nedre grænse.

51.

På trods af fraværet af en specifik omtale af eksportens ikke-erhvervsmæssige karakter følger det af den sammenhæng, som artikel 6 i direktiv 69/169 indgår i, at det udelukkende drejer sig om eksport, der ikke har erhvervsmæssig karakter, som defineret i direktivets artikel 3.

52.

I 1977 blev sjette direktiv vedtaget, hvis afsnit X regulerede afgiftsfritagelserne. Heri fastsatte artikel 15, stk. 2, fritagelserne for eksporttransaktioner og lignende. Bestemmelsen indeholdt ingen specifik henvisning til transport af rejsendes personlige bagage.

53.

Momsfritagelserne ved indførsel var i henhold til sjette direktivs artikel 14, stk. 1, litra d), fortsat reguleret ved direktiv 69/169.

54.

Artikel 6 i direktiv 69/169 blev ophævet med virkning fra den 1. januar 1993 i overensstemmelse med artikel 1, stk. 25, i direktiv 92/111/EØF ( 32 ).

55.

Ved direktiv 92/111 blev der i sjette direktivs artikel 15 indsat et supplerende stykke om rejsesystemet, hvorved Kommissionen fik til opgave at forelægge Rådet forslag til præcisering af anvendelsen af fritagelsen på leveringer i detailsalgsleddet af varer, der transporteres i de rejsendes personlige bagage.

56.

I affattelsen af den således vedtagne artikel 15 (gennem direktiv 95/7/EF) ( 33 ) var ordlyden af stk. 2 stort set lig den, der findes i artikel 147 i det nuværende direktiv 2006/112. Der henvises således ikke udtrykkeligt til den »ikke-erhvervsmæssige karakter«, som det var tilfældet i direktiv 69/169, og som blev opretholdt i direktiv 2007/74 (som erstatter direktiv 69/169 for så vidt angår fritagelsen ved indførsel fra tredjelande).

57.

På trods af denne undladelse er der intet i den lovgivningsproces, der førte til sjette direktivs artikel 15, stk. 2, som ændret i 1995, der tyder på, at fritagelsen skulle udvides til også at omfatte levering af varer (til befordring i passagerernes personlige bagage), der var bestemt til erhvervsmæssige formål. Efter min mening burde en ændring af denne kaliber have været afspejlet direkte og kan ikke udledes ved en udeladelse alene.

58.

Bestemmelsen bibeholdt også sin forbindelse til direktiv 69/169:

59.

Sammenfattende skulle sjette direktivs artikel 15, stk. 2, forstås således, at den udelukkende finder anvendelse på levering af varer med henblik på transport i den rejsendes personlige bagage uden efterfølgende erhvervsmæssige formål. Paralleliteten med betingelserne for fritagelse ved indførsel af varer i den personlige bagage fra rejsende fra tredjelande blev således opretholdt.

60.

Ordlyden af artikel 146, stk. 1, litra b), og artikel 147 i direktiv 2006/112 svarer til ordlyden af sjette direktivs artikel 15, stk. 2 ( 35 ). Den baggrund, som jeg har redegjort for, bekræfter, at det er det gældende direktiv og ikke toldlovgivningen, der er egnet til at fastlægge omfanget af fritagelsen ved levering af varer, der transporteres i den rejsendes personlige bagage.

61.

Artikel 147 i direktiv 2006/112 er ikke en isoleret bestemmelse, men, som jeg allerede har anført, et særligt tilfælde af fritagelsen for »indirekte udførsel« ( 36 ), som er omhandlet i artikel 146, stk. 1, litra b).

62.

Selv om det af denne grund – ved første blik – kunne hævdes, at begge bestemmelser regulerer eksportleverancer uanset deres karakter (erhvervsmæssige eller ikke-erhvervsmæssige), mener jeg ikke, at dette er tilfældet.

63.

For det første henviser forarbejderne til direktiv 2006/112 ikke til bestemmelsesstedet for udførslen af varer, der transporteres i den rejsendes bagage. Derfor, og eftersom den blot gentager den tidligere lovgivning, udleder jeg heraf, at den opretholder de samme forudsætninger ( 37 ).

64.

For det andet omhandler artikel 147 i direktiv 2006/112 i medfør af de betingelser, som direktivet opregner, en situation, der er kendetegnet ved personlige forhold (vedrørende den rejsende) og objektive elementer (vedrørende rejsen og varerne), der ikke er i overensstemmelse med tanken om erhvervsmæssig udførsel:

65.

Varigheden af og måden, hvorpå fritagelsen fungerer, bekræfter samme tanke. Netop fordi det typiske tilfælde i artikel 147 er den rejsendes varer til eget, ikke-erhvervsmæssig brug, er det ikke udelukket, at den rejsende selv forbruger dem, mens den pågældende befinder sig i Unionen, hvilket er afgørende for, at den rejsende her skal betale moms. Fritagelsen finder således ikke anvendelse, når varen erhverves, men på et senere tidspunkt i form af tilbagebetaling af moms på betingelse af bevis for, at varen har forladt Unionens område.

66.

Artikel 147 svarer til det teoretiske grundlag, der er fælles for eksportfritagelser: da momsen er en afgift på forbrug inden for afgiftsområdet, og de eksporterede varer vil blive forbrugt uden for afgiftsområdet, bør afgiften ikke pålægges leveringer af sådanne varer ( 42 ). Dermed undgår man dobbeltbeskatning.

67.

Det kan tilføjes, at artikel 147 i direktiv 2006/112 desuden forfølger et andet særligt formål, der er knyttet til den mulighed, som medlemsstaterne har for at fritage levering af varer, hvis samlede værdi er lavere end den, der er fastsat i denne artikel, for afgiften.

68.

I henhold til denne mulighed kan de medlemsstater, der måtte ønske det, give afkald på afgiften for mindre indkøb, hvilket til gengæld fremmer køb af produkter ved at udvide antallet af dem, der er omfattet af momsrefusionen.

69.

For så vidt som dette formål sædvanligvis knytter sig til fremme af turismen, styrker det argumentet om, at »den rejsendes personlige bagage« som omhandlet i artikel 147 i direktiv 2006/112 ikke omfatter udførsel bestemt til erhvervsmæssige formål.

70.

En anden fortolkning, som under reglen om fritagelse ved levering af varer, der skal transporteres i de rejsendes personlige bagage, også omfatter udførsel af disse varer med henblik på videresalg, ville rejse tvivl om selve formålet med den særordning, der er indført ved artikel 147 i direktiv 2006/112.

71.

Den omstændighed, at der findes en særskilt regulering i forhold til fritagelsen for levering af varer, der transporteres i den rejsendes personlige bagage, er et resultat af et bevidst valg fra EU-lovgivers side, som ikke har villet ligestille, men derimod har ønsket at adskille dens normative elementer fra de bestemmelser, der vedrører normal udførsel til erhvervsmæssige formål. De to bestemmelser bygger på forskellige formål.

72.

Den modsatte fortolkning ville desuden gøre artikel 146, stk. 1, litra b), og artikel 147 i direktiv 2006/112 til alternative bestemmelser med de konsekvenser, som dette ville have for godkendelsen af varernes udførsel fra Unionens område og for kontrollen med udførslen.

73.

I forhold til fastlæggelsen af den erhvervsmæssige karakter med henblik på anvendelse af fritagelsen foreslår jeg endelig, at kriteriet i artikel 6 i direktiv 2007/74 anvendes (mutatis mutandis) for så vidt angår fritagelse for varer indført af rejsende fra tredjelande. I henhold hertil vil lejlighedsvis udførsel af varer til personlig eller familiemæssig brug eller beregnet til gaver være at betragte som ikke-erhvervsmæssig. Hverken varernes art eller mængde må give anledning til tvivl om, hvorvidt udførslen har erhvervsmæssig karakter.

74.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at det første og det andet præjudicielle spørgsmål fra Szegedi Törvényszék (retten i første instans i Szeged, Ungarn) besvares således: