—

Transportes Jordi Besora SL ved abogadas C. Jover Ribalta og I. Mallol Bosch

—

Generalitat de Catalunya ved abogadas M. Nieto García og N. París Doménech

—

den spanske regering ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget

—

den græske regering ved G. Papagianni, som befuldmægtiget

—

den franske regering ved J.-S. Pilczer, som befuldmægtiget

—

den portugisiske regering ved A. Cunha samt ved L. Inez Fernandes og R. Collaço, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved W. Mölls og J. Baquero Cruz, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76, s. 1).

2

Anmodningen er fremsat inden for rammen af en tvist mellem Transportes Jordi Besora SL (herefter »TJB«) og Generalitat de Catalunya (den selvstyrende region Catalonien) om en afgørelse fra Oficina Gestora de Impuestos Especiales de Tarragona (forvaltningskontoret for punktafgifter i Tarragone, herefter »forvaltningskontoret for punktafgifter«), der meddelte afslag på at tilbagebetale TJB afgiften på detailsalg af visse mineralolier (Impuesto sobre las Ventas Minoristas de determinados Hidrocarburos, herefter »IVMDH«).

3

Det hedder i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 92/12:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på fællesskabsplan på følgende varer, således som de er defineret i de pågældende direktiver:

[…]

2.   De i stk. 1 nævnte varer kan pålægges andre former for indirekte beskatning i særligt øjemed, såfremt der ved den pågældende beskatning iagttages de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen.«

4

Ved artikel 9 i Ley 24/2001, de Medidas Fiscales, Administrativas y del Orden Social (lov nr. 24/2001 om fiskale, administrative og sociale bestemmelser) af 27. december 2001 (BOE nr. 313, af 31.12.2001, s. 50493), som ændret ved artikel 7 i Ley 53/2002, de Medidas Fiscales, Administrativas y del Orden Social (lov nr. 53/2002 om fiskale, administrative og sociale bestemmelser) af 30. december 2002 (BOE nr. 313, af 31.12.2002, s. 46086, herefter »lov nr. 24/2001«), indførte den spanske lovgiver IVMDH, som trådte i kraft den 1. januar 1992.

5

Artikel 9, stk. 1, nr. 1-3, i lov nr. 24/2001 har følgende ordlyd:

6

Ifølge samme lovs artikel 9, stk. 3, er de mineralolier, der er omfattet af IVMDH’s anvendelsesområde, benzin, diesel, fuelolie samt petroleum, der ikke anvendes som fyringsolie.

7

Nævnte lovs artikel 9, stk. 4, nr. 1), definerer detailsalg som følgende aktiviteter:

8

Artikel 9, stk. 8, i lov nr. 24/2001 fastslår, at IVMDH forfalder som følger:

9

Nævnte lovs artikel 9, stk. 9, bestemmer bl.a., at afgiftsgrundlaget udgøres af mængden af de afgiftsbelagte varer.

10

Samme lovs artikel 9, stk. 10, definerer afgiftssatsen på følgende måde:

[…]

[…]«

11

Artikel 9, stk. 11, i lov nr. 24/2001 fastsætter, at de afgiftspligtige personer skal overvælte summen af de forfaldne afgiftsbeløb på erhververne af varerne, således at disse bliver pligtige at bære byrden, med undtagelse af de tilfælde, hvor den afgiftspligtige person selv er den endelige forbruger af varerne.

12

IVMDH blev overført til de selvstyrende regioner i medfør af Ley 21/2001, por la que se regulan las medidas fiscales y administrativas del nuevo sistema de financiación de las Comunidades Autónomas de Régimen Común y Ciudades con Estatuto de Autonomía (lov nr. 21/2001 om fiskale og administrative foranstaltninger i det nye system for finansiering af selvstyrende regioner og byer).

13

Den procentdel af IVMDH, der tilfalder den selvstyrende region, som fra den 1. august 2004 finder anvendelse i den selvstyrende region Catalonien, er fastsat ved Ley 7/2004, de medidas fiscales y administrativas af 16. juli 2004 (lov nr. 7/2004 om fiskale og administrative foranstaltninger, BOE nr. 235 af 29. september 2004, s. 32391).

14

TJB, der er en transportvirksomhed, som er etableret i Generalitat de Catalunya (den selvstyrende region Catalonien), betalte som endelig forbruger et beløb på 45632,38 EUR i skyldig IVMDH for regnskabsårene 2005-2008.

15

Den 30. november 2009 anmodede TJB Oficina Gestora de Impuestos Especiales (forvaltningskontoret for punktafgifter) om tilbagebetaling af nævnte beløb under henvisning til, at IVMDH var i strid med artikel 3, stk. 2, i direktivet 92/12, idet denne afgift forfølger et rent budgetmæssigt formål, og at den, for så vidt angår dens forfald, hverken overholder opbygningen af de EU-retlige forskrifter om moms eller om punktafgifter.

16

Ved afgørelse af 1. december 2009 afviste Oficina Gestora de Impuestos Especiales denne anmodning.

17

Ved afgørelse af 10. juni 2010 afviste Tribunal Económico-Administrativo Regional de Cataluña (den regionale økonomiske forvaltningsdomstol for Catalonien) den klage, som TJB havde indgivet mod nævnte afgørelse.

18

Efter at have fået forelagt et søgsmål imod denne afgørelse har Tribunal Superior de Justicia de Cataluña (Cataloniens højesteret) udtrykt tvivl om, hvorvidt IVMDH er forenelig med artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12. Denne ret ønsker navnlig oplyst, om denne afgift kan anses for at have et særligt øjemed som omhandlet i denne bestemmelse, idet den – ud over i givet fald miljøudgifter – er beregnet til at finansiere de nye beføjelser, der er blevet overført til de selvstyrende regioner på sundhedsområdet, hvorimod den punktafgift, der indføres med dette direktiv, allerede sigter på at beskytte sundheden og miljøet. Den forelæggende ret finder bl.a., at reglerne om IVMDH’s forfald hverken overholder reglerne om afgifter, eftersom disse forfalder på tidspunktet for salget til den endelige forbruger, eller momsreglerne, eftersom nævnte afgift ikke opkræves i hvert led af produktions- og distributionsprocessen.

19

På denne baggrund har Tribunal Superior de Justicia de Cataluña besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

20

Med spørgsmålene, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som indfører en afgift på detailsalg af mineralolier, som den omhandlede IVMDH i hovedsagen.

21

I denne henseende bemærkes, at mineralolier, ifølge artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, kan pålægges andre former for indirekte beskatning end den afgift, der indføres med dette direktiv, hvis denne beskatning forfølger et eller flere særlige øjemed, og hvis den iagttager de regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, for så vidt angår bestemmelse af afgiftsgrundlaget, afgiftsberegning, afgiftens forfald og kontrol med beskatningen (jf. dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 30).

22

Disse to betingelser, som har til formål at undgå, at yderligere indirekte afgifter hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne utilbørligt (dom af 24.2.2000, sag C-434/97, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 1129, præmis 26, og dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 46), er, som det fremgår af nævnte bestemmelses ordlyd, kumulative.

23

Hvad angår den første af disse betingelser fremgår det af Domstolens praksis, at et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, er et andet formål end et rent budgetmæssigt (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig, præmis 19, og dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 31, samt dom af 10.3.2005, sag C-491/03, Hermann, Sml. I, s. 2025, præmis 16).

24

I den foreliggende sag er det ubestridt, at indtægterne fra IVMDH er blevet anvendt af de selvstyrende regioner til at finansiere disse sidstnævntes udøvelse af visse af deres beføjelser. Som det fremgår af den dokumentation, som er blevet forelagt Domstolen, er afgiftssatsen sammensat af en procentdel, der er fastsat på nationalt plan, og en procentdel, der er fastsat af den omhandlede selvstyrende region (herefter »den regionale procentdel«).

25

I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at det at sikre kommunernes selvstyre ved at give dem en beføjelse til at opkræve skatter er et rent budgetmæssigt formål, som ikke i sig selv kan udgøre et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 (dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 33).

26

Generalitat de Catalunya og den spanske regering har, støttet af den græske og den franske regering, imidlertid understreget, at indtægterne fra IVMDH ikke kun er blevet tildelt de selvstyrende regioner generelt i et rent budgetmæssigt øjemed, men med det formål at kompensere for den byrde, som det indebærer for dem at udøve de beføjelser, som er blevet overført til dem på sundheds- og miljøområdet. I medfør af artikel 9, stk. 1, punkt 3, i lov nr. 24/2001 skal indtægterne fra den afgift, der er sammensat af afgiftssatsen på nationalt plan og den afgiftssats, der er fastsat af den selvstyrende region, således anvendes til dækning af sundhedsudgifter, mens indtægterne for den procentdels vedkommende, der stammer fra sidstnævnte afgift, eventuelt kan anvendes til miljøudgifter. Til forskel fra punktafgiften, der har til særligt formål at inddrive indtægter af rent budgetmæssig karakter, bidrager IVMDH, med sin udformning og indvirkning, til det særlige øjemed at nedbringe de sociale omkostninger i forbindelse med forbruget af mineralolier.

27

I denne forbindelse skal det indledningsvis bemærkes, at eftersom enhver afgift nødvendigvis forfølger et budgetmæssigt formål, er den blotte omstændighed, at en afgift, såsom IVMDH, har et budgetmæssigt formål, ikke i sig selv – uden at gøre artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 indholdsløs – tilstrækkelig til at udelukke, at denne afgift kunne anses for ligeledes at have et særligt øjemed som omhandlet i denne bestemmelse (jf. i denne retning dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 33).

28

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 26 og 27 i forslaget til afgørelse, kan den omstændighed, at der er på forhånd er fastlagt et formål med provenuet af en afgift, såsom IVMDH, til finansiering for de regionale myndigheder, såsom de selvstyrende regioner, af beføjelser, som er blevet overført til sidstnævnte af staten på sundheds- og miljøområdet, udgøre et element, der skal tages i betragtning i forhold til at identificere, om der findes et særligt øjemed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 (jf. i denne retning dommen i sagen EKW og Wein & Co., præmis 35).

29

Et sådant formål, som dog blot er en intern organisation af budgettet i en medlemsstat, kan ikke i sig selv stilles som en tilstrækkelig betingelse i denne forbindelse, idet enhver medlemsstat, uanset det forfulgte formål, kan vælge at foreskrive formålet med provenuet af en afgift til finansiering af fastlagte udgifter. I modsat fald ville ethvert øjemed kunne anses for at være særligt i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, hvilket ville gøre den harmoniserede punktafgift, der er indført med dette direktiv, virkningsløs og stride mod princippet om, at en undtagelsesbestemmelse som nævnte artikel 3, stk. 2, skal fortolkes indskrænkende.

30

For at blive anset for at forfølge et særligt øjemed som omhandlet i nævnte bestemmelse, er det derimod vigtigt, at en afgift såsom IVMDH i sig selv har til formål at sikre beskyttelsen af sundheden og miljøet. Dette ville navnlig være tilfældet, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 28 og 29 i forslaget til afgørelse, hvis provenuet af denne afgift skulle anvendes på at nedbringe de sociale og miljømæssige udgifter, der er særligt forårsaget af forbruget af mineralolier, som er pålagt nævnte afgift på en sådan måde, at der er en forbindelse mellem anvendelsen af afgiftsprovenuet og den pågældende afgifts øjemed.

31

I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at indtægterne fra IVMDH skal anvendes af de selvstyrende regioner på generelle sundhedsudgifter og ikke på dem, der er særligt forårsaget af forbruget af afgiftsbelagte mineralolier. Sådanne generelle udgifter kan således finansieres med provenuet af enhver afgift.

32

Det fremgår desuden af den dokumentation, som er fremlagt for Domstolen, at den omhandlede nationale bestemmelse ikke fastsætter nogen som helst mekanisme til på forhånd at bestemme, at indtægterne fra IVMDH skal gå til miljømæssige formål. Når der imidlertid ikke findes et sådant bestemt formål, der er fastsat på forhånd, ville en afgift såsom IVMDH, som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 25 og 26 i forslaget til afgørelse, kun kunne anses for i sig selv at have til formål at sikre beskyttelsen af miljøet og dermed for at forfølge et særligt øjemed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, hvis denne afgift for så vidt angår dens struktur, herunder beregningsgrundlaget eller afgiftssatsen, var udformet på en måde, hvorpå den mindskede forbruget af mineralolier eller tilskyndede til brug af en anden type vare, hvis virkninger er mindre skadelige for miljøet.

33

Det fremgår imidlertid ikke af de sagsakter, der er fremsendt til Domstolen, at dette skulle være tilfældet i tvisten i hovedsagen, og der er heller ikke gjort noget gældende i de fremlagte skriftlige bemærkninger for sidstnævnte om, at dette skulle være kendetegnende for IVMDH.

34

Det følger heraf, at en afgift såsom den omhandlede IVMDH i hovedsagen, hvor det fremgår af de sagsakter, som Domstolen er i besiddelse af, at den nu er en del af den harmoniserede punktafgift, ikke kan anses for at forfølge et særligt øjemed som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12.

35

Det skal derfor konkluderes, uden at det er nødvendigt at undersøge, om den anden betingelse, der er fastsat i denne bestemmelse om iagttagelsen af regler for afgiftspålæggelse, der gælder for punktafgifter og moms, er opfyldt, at denne bestemmelse skal fortolkes som værende til hinder for, at en afgift, såsom IVMDH, vil kunne anses for at være i overensstemmelse med kravene i nævnte bestemmelse.

36

De forelagte spørgsmål skal således besvares med, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som indfører en afgift på detailsalg af mineralolier, såsom den omhandlede IVMDH i hovedsagen, idet en sådan afgift ikke kan anses for at forfølge et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelse, når denne afgift, der har til formål at finansiere udøvelsen af de omhandlede regionale myndigheders beføjelser på sundheds- og miljøområdet, ikke i sig selv sigter på at sikre beskyttelsen af sundheden og miljøet.

37

I deres skriftlige bemærkninger har Generalitat de Catalunya og den spanske regering anmodet Domstolen om at begrænse de tidsmæssige virkninger af nærværende dom, såfremt Domstolen måtte fastslå, at artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 er til hinder for indførelsen af en afgift såsom den omhandlede IVDMH i hovedsagen.

38

Til støtte for deres anmodninger har Generalitat de Catalunya og den spanske regering for det første gjort Domstolen opmærksom på de alvorlige økonomiske følger af en dom, der når til et sådant resultat. IVMDH har således givet anledning til en given retspraksis. Forpligtelsen til at tilbagetale denne afgift, hvis provenu anslås at være ca. 13 mia. EUR fra 2002 til 2011, vil bringe finansieringen af den offentlige sundhed i de selvstyrende regioner i fare.

39

De har for det andet gjort gældende, at de ud fra Kommissionens adfærd i god tro var overbeviste om, at afgiften var forenelig med EU-retten. Kommissionen, som de spanske myndigheder rådførte sig med før indførelsen af denne afgift, har i sin udtalelse af 14. juni 2001 til sidstnævnte ikke modsat sig muligheden for at indføre en afgift på mineralolier, der har til formål at finansiere de beføjelser, som er blevet overført til de selvstyrende regioner på sundheds- og miljøområdet, men den begrænser sig til at fastsætte betingelser for at bringe IVMDH i overensstemmelse med EU-retten. De spanske domstole har i øvrigt aldrig tvivlet på, at denne afgift var i overensstemmelse med EU-retten. Desuden blev det traktatbrudssøgsmål, som Kommissionen anlagde i løbet af 2002, stillet i bero i flere år. Endelig integrerede de spanske myndigheder, efter at Kommissionen havde indledt dette søgsmål, IVMDH i punktafgiften på mineralolier ved Ley Orgánica 2/2012, de Estabilidad Presupuestaria y Sostenibilidad Financiera (den organiske nr. lov 2/2012 om budgetstabilitet og økonomisk bæredygtighed) af 27. april 2012 (BOE nr. 103 af 30.4.2012, s. 32653).

40

I denne forbindelse bemærkes, at den fortolkning, som Domstolen foretager af en EU-retlig regel under udøvelse af sin kompetence i henhold til artikel 267 TEUF, i henhold til fast retspraksis skal belyse og præcisere betydningen og rækkevidden af den pågældende regel, således som den skal forstås og anvendes, henholdsvis burde have været forstået og anvendt fra sin ikrafttræden. Det følger heraf, at den således fortolkede regel kan og skal anvendes af retten endog i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen, såfremt betingelserne for at forelægge en tvist om anvendelsen af den nævnte regel i øvrigt er opfyldt (jf. bl.a. dom af 17.2.2005, forenede sager C-453/02 og C-462/02, Linneweber og Akritidis, Sml. I, s. 1131, præmis 41, af 6.3.2007, sag C292/04, Meilicke m.fl., Sml. I, s. 1835, præmis 34, og af 10.5.2012, forenede sager C-338/11 – C-347/11, Santander Asset Management SGIIC m.fl., ECLI:EU:C:2012:286, præmis 58).

41

Domstolen vil af disse grunde kun undtagelsesvis under anvendelse af et almindeligt retssikkerhedsprincip i Unionens retsorden finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig den således fortolkede bestemmelse med henblik på at anfægte retsforhold, der tidligere er stiftet i god tro. For at der kan træffes bestemmelse om en sådan begrænsning, skal to hovedbetingelser være opfyldt, nemlig at de berørte parter skal være i god tro, og at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser (jf. bl.a. dom af 10.1.2006, sag C-402/03, Skov og Bilka, Sml. I, s. 199, præmis 51, og af 3.6.2010, sag C-2/09, Kalinchev, Sml. I, s. 4939, præmis 50, samt dommen i sagen Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 59).

42

Konkret har Domstolen kun truffet en sådan bestemmelse under ganske bestemte omstændigheder, hvor der ellers var risiko for alvorlige økonomiske følger, navnlig fordi der var stiftet mange retsforhold i god tro i henhold til de pågældende retsforskrifter, som blev anset for at være lovligt i kraft, og fordi det fremgik, at borgerne og de nationale myndigheder var blevet tilskyndet til at følge en adfærd, som ikke var i overensstemmelse med EU-retten, på grund af en objektiv og betydelig usikkerhed vedrørende de EU-retlige bestemmelsers rækkevidde, en usikkerhed, som de øvrige medlemsstater eller Kommissionen eventuelt selv havde bidraget til med den af dem fulgte adfærd (jf. bl.a. dom af 27.4.2006, sag C-423/04, Richards, Sml. I, s. 3585, præmis 42, Kalinchev-dommen, præmis 51, samt dommen i sagen Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 60).

43

Hvad angår det første kriterium om god tro bemærkes, ud over den omstændighed, at Domstolen i dommen i sagen EKW og Wein & Co., der blev afsagt i løbet af 2000, allerede havde udtalt sig om en afgift, der i forhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12 havde aspekter, der svarede til IVMDH’s, at det, i modsætning til, hvad Generalitat de Catalunya og den spanske regering har gjort gældende, af den foreliggende sag ikke fremgår af den dokumentation, som disse har fremlagt, at Kommissionen over for disse myndigheder på noget tidspunkt har tilkendegivet, at IVMDH var i overensstemmelse med denne bestemmelse.

44

I denne forbindelse bemærkes, at udtalelsen fra Kommissionens tjenestegrene, som Generalitat de Catalunya og den spanske regering påberåber sig, klart har konkluderet, at indførelsen af en afgift på mineralolier, hvis beløb fastsættes forskelligt i hver enkelt selvstyrende region, som de spanske myndigheder lægger op til, er i strid med EU-retten. Nævnte tjenestegrene har særligt understreget, at en sådan afgift kun vil kunne anses for at være i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12, hvis der er sammenhæng mellem afgiftsbeløbet og de sundheds- og miljøbeskyttelsesproblemer, som afgiften har til formål at afhjælpe, og forudsat at den ikke forfalder på det tidspunkt, hvor mineralolierne overgår til fri omsætning. Det skal desuden bemærkes, at Kommissionen i 2003, dvs. året efter, at IVMDH trådte i kraft, indledte en traktatbrudsprocedure vedrørende denne afgift mod Kongeriget Spanien.

45

På denne baggrund kan det ikke anerkendes, at Generalitat de Catalunya og den spanske regering handlede i god tro ved at lade IVMDH være i kraft i en periode på mere end ti år. Den omstændighed, at disse var af den overbevisning, at denne afgift var i overensstemmelse med EU-retten, kan ikke ændre på en sådan konstatering.

46

I modsætning til det af den spanske regering anførte er det i en sådan sammenhæng uden betydning, at Kommissionen, i forbindelse med at den i 2004 tillod en anden medlemsstat at bemyndige de regionale myndigheder i denne medlemsstat til at forhøje punktafgifterne på mineralolier, accepterede en afgiftsmæssig foranstaltning svarende til den, som de spanske myndigheder havde forelagt Kommissionen før vedtagelsen af IVMDH.

47

Eftersom det første kriterium i denne doms præmis 41 kke er opfyldt, er det ufornødent at efterprøve, hvorvidt kriteriet om, at der skal være fare for alvorlige forstyrrelser, er opfyldt.

48

Det bemærkes imidlertid, at det fremgår af fast retspraksis, at de økonomiske følger, som en præjudiciel dom kan få for en medlemsstat, ikke i sig selv kan begrunde en begrænsning af dommens tidsmæssige virkninger (dom af 20.9.2001, sag C-184/99, Grzelczyk, Sml. I, s. 6193, præmis 52, og af 15.3.2005, sag C-209/03, Bidar, Sml. I, s. 2119, præmis 68, Kalinchev-dommen, præmis 52, samt dommen i sagen Santander Asset Management SGIIC m.fl., præmis 62).

49

Ellers ville de groveste tilsidesættelser af EU-retten i givet fald blive behandlet mest favorabelt, da det netop er dem, som kan have de største finansielle konsekvenser for medlemsstaterne. Hertil kommer, at det ville medføre en væsentlig svækkelse af beskyttelsen ved domstolene af de rettigheder, som tilkommer de afgiftspligtige efter Unionens afgiftsregler, såfremt en doms virkning blev begrænset tidsmæssigt udelukkende under hensyn til sådanne betragtninger (jf. dom af 11.8.1995, forenede sager C-367/93 - C-377/93, Roders m.fl., Sml. I, s. 2229, præmis 48).

50

Det følger af det ovenstående, at der ikke er grundlag for at begrænse denne doms tidsmæssige virkninger.

51

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 2, i direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse, som indfører en afgift på detailsalg af mineralolier, såsom den omhandlede Impuesto sobre las Ventas Minoristas de determinados Hidrocarburos, idet en sådan afgift ikke kan anses for at forfølge et særligt øjemed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i denne bestemmelse, når denne afgift, der har til formål at finansiere udøvelsen af de omhandlede regionale myndigheders beføjelser på sundheds- og miljøområdet, ikke i sig selv sigter på at sikre beskyttelsen af sundheden og miljøet.