61998J0060

1 Institutionernes retsakter - retsakt, der aendrer en tidligere bestemmelse - anvendelse af aendringsreglen paa de fremtidige retsvirkninger af situationer, som er opstaaet, mens den tidligere bestemmelse var gaeldende - princippet om beskyttelse af den berettigede forventning - ingen betydning

2 Tilnaermelse af lovgivningerne - ophavsret og beslaegtede rettigheder - direktiv 93/98 - harmonisering af beskyttelsestiden - reaktivering af rettigheder ophoert inden direktivets gennemfoerelse - beskyttelse af tredjemands erhvervede rettigheder - national lovgivning, som begraenser beskyttelsen - lovlig

(Raadets direktiv 93/98, art. 10, stk. 2 og 3)

1 AEndringslove til en lovbestemmelse finder, i mangel af modstaaende bestemmelse, anvendelse paa fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet, mens den tidligere lov var gaeldende. Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning hoerer vel til Faellesskabets grundlaeggende principper, men dette princip kan ikke udvides i en saadan grad, at det generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning.

2 Det fremgaar af en sammenholdelse af bestemmelserne i artikel 10, stk. 2 og 3, i direktiv 93/98 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslaegtede rettigheder, at direktivet har knaesat muligheden for at reaktivere ophavsret og beslaegtede rettigheder, som var ophoert i medfoer af gaeldende lovgivning foer tidspunktet for dets gennemfoerelse, uden at beroere udnyttelseshandlinger, der har fundet sted inden dette tidspunkt, samtidig med, at det blev overladt til medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger til beskyttelse af tredjemands erhvervede rettigheder. De sidstnaevnte foranstaltninger skal betragtes som foranstaltninger, som medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe, men hvis naermere udformning er overladt til deres skoen, forudsat at de ikke i almindelighed har til virkning af hindre anvendelsen af de nye beskyttelsestider paa det i direktivet fastsatte tidspunkt.

Direktivets artikel 10, stk. 3, er derfor ikke til hinder for en national lovgivning, som fastsaetter en begraenset periode for spredning af lydbaerere, som foretages af personer, der som foelge af ophoeret af rettigheder med hensyn til disse lydbaerere ifoelge den tidligere lovgivning havde kunnet genfremstille og markedsfoere dem inden den senere lovs ikrafttraeden. For det foerste opfylder en saadan lovgivning medlemsstaternes forpligtelse til at traeffe foranstaltninger til beskyttelse af tredjemands erhvervede rettigheder, og for det andet opfylder en saadan lovgivning - med den saaledes foretagne begraensning af beskyttelsen af tredjemands erhvervede rettigheder med hensyn til spredning af lydbaerere - behovet for at afgraense en saadan bestemmelse, som noedvendigvis maa vaere en overgangsbestemmelse for ikke at hindre anvendelsen af nye beskyttelsestider for ophavsret og beslaegtede rettigheder paa det i direktivet fastsatte tidspunkt, hvilket er direktivets hovedformaal.

1 Ved kendelse af 12. februar 1998, indgaaet til Domstolen den 2. marts 1998, har Tribunale civile e penale di Milano i medfoer af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 10 i Raadets direktiv 93/98/EOEF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslaegtede rettigheder (EFT L 290, s. 9, herefter »direktivet«).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en tvist mellem Butterfly Music Srl (herefter »Butterfly«) og Carosello Edizioni Musicali e Discografiche Srl (herefter »CEMED«), stoettet af Federazione Industria Musicale Italiana (herefter »FIMI«), vedroerende retten til genfremstilling og udnyttelse af indspilninger, der er blevet offentlig ejendom i henhold til den tidligere lovgivning, men nu atter er beskyttet i henhold til de bestemmelser, som har gennemfoert direktivet i national ret.

3 Direktivet tilsigter endeligt at fjerne forskellene mellem de nationale lovgivninger med hensyn til beskyttelsestiden for ophavsret og beslaegtede rettigheder samt at harmonisere de paagaeldende lovgivninger, saaledes at beskyttelsestiden bliver ens inden for hele Faellesskabet. Ved direktivets artikel 3 fastsaettes beskyttelsestiden for udoevende kunstneres og fonogramfremstilleres rettigheder til 50 aar.

4 Ifoelge direktivets artikel 10, stk. 2, finder denne beskyttelsestid anvendelse paa alle vaerker og emner, som paa den dato, der er fastsat for gennemfoerelsen af direktivet, nemlig senest den 1. juli 1995, nyder beskyttelse i mindst én medlemsstat. Imidlertid bestemmes det i artikel 10, stk. 3, at »direktivet [ikke] beroerer ... nogen udnyttelseshandling« inden naevnte dato, og at »medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger til i saerdeleshed at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder«.

5 I Italien var beskyttelsestiden for de rettigheder, der tilkom producenter af grammofonplader og tilsvarende lydbaerere samt udoevende kunstnere, fastsat til 30 aar ved lov nr. 633 af 22. april 1941 om ophavsret (GURI nr. 166 af 16.7.1941). Lovens bestemmelser blev aendret ved en raekke lovdekreter vedtaget i 1994 og 1995, der ikke blev stadfaestet som lov, samt ved lov nr. 52 af 6. februar 1996 (GURI nr. 34 af 10.2.1996, ordinaert tillaeg nr. 24, herefter »lov nr. 52/96«), der selv blev aendret ved lov nr. 650 af 23. december 1996 (GURI nr. 300 af 23.12.1996), som opretholdt de naevnte lovdekreters retsvirkninger.

6 Ved artikel 17, stk. 1, i lov nr. 52/96 blev beskyttelsestiden for de ovennaevnte personers rettigheder forlaenget fra 30 til 50 aar. Artikel 17, stk. 2, i den aendrede lov nr. 52/96, bestemmer, at denne beskyttelsestid ogsaa finder anvendelse paa saadanne vaerker og rettigheder, der ikke laengere er beskyttet af de tidligere gaeldende frister for beskyttelsen, saaledes at de atter nyder beskyttelse med virkning fra den 29. juni 1995 i medfoer af de nye frister. Imidlertid bestemmes det i artikel 17, stk. 4, i den aendrede lov nr. 52/96, at disse bestemmelser finder anvendelse, medmindre andet gaelder ifoelge handlinger udfoert og kontrakter indgaaet forud for den 29. juni 1995 samt ifoelge rettigheder, der lovligt er erhvervet og udoeves af tredjemand i medfoer af dem. Navnlig beroeres ikke

»a) spredning og genfremstilling af vaerker, der er blevet offentlig ejendom i medfoer af den tidligere lovgivning inden for graenserne af den grafiske sammensaetning og den udgivelsesform, hvori offentliggoerelsen har fundet sted, af personer, som har foretaget spredning og genfremstilling af vaerkerne inden tidspunktet for denne lovs ikrafttraeden. Fremtidige ajourfoeringer, der er paakraevet som foelge af vaerkernes art, kan ogsaa spredes og genfremstilles uden vederlag

b) spredning, begraenset til en periode af tre maaneder efter tidspunktet for denne lovs ikrafttraeden, af grammofonplader og tilsvarende lydbaerere, for hvilke udnyttelsesretten er udloebet ifoelge den tidligere lovgivning, af personer, som har genfremstillet og markedsfoert de naevnte lydbaerere inden tidspunktet for denne lovs ikrafttraeden«.

7 Butterfly, der udoever virksomhed med fremstilling og spredning af lydbaerere, fremstillede i november 1992 med samtykke fra CEMED, der som fonogramfremstiller ejede rettighederne til de oprindelige indspilninger, samt med tilladelse fra Società Italiana Autori ed Editori (herefter »SIAE«), en compactdisk med titlen »Bricoli di baci« (herefter »cd'en«), indeholdende seksten sange fremfoert af sangerinden Mina. Sangene var indspillet i aarene 1958-1962.

8 Indspilningerne var blevet offentlig ejendom ved udgangen af 1992, men senere forlaengede de lovdekreter, som er anfoert i denne doms praemis 5, og lov nr. 52/96, i medfoer af direktivet, beskyttelsestiden for fonogramfremstilleres og udoevende kunstneres rettigheder fra 30 til 50 aar.

9 I slutningen af 1995 og i begyndelsen af 1996 kraevede CEMED, der paaberaabte sig den »genfoedsel« af sine rettigheder, der fulgte af beskyttelsestiden i henhold til direktivet, at Butterfly ophoerte med at genfremstille og sprede cd'en. Herefter anlagde Butterfly den 10. maj 1996 sag ved Tribunale civile e penale di Milano med paastand om, at Butterfly kendtes berettiget til at genfremstille indspilningerne paa cd'en.

10 For den nationale ret har Butterfly bl.a. gjort gaeldende, at direktivet forudsaetningsvis forbyder genoplivning af udtoemte rettigheder, og at den aendrede lov nr. 52/96, selv om man anerkendte de paagaeldende rettigheders »genfoedsel«, ikke overholdt forpligtelsen til at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder, hvilken forpligtelse udtrykkeligt er fastsat i direktivets artikel 10, stk. 3. Heroverfor fremsatte CEMED stoettet af FIMI, der er en faglig sammenslutning af italienske pladeproducenter, modpaastand om, at det forbydes Butterfly fremtidigt at udnytte de vaerker, som er omfattet af den nye beskyttelsesfrist.

11 Ifoelge Tribunale civile e penale di Milano fremgik det klart af direktivets artikel 10, stk. 2, at beskyttelsen af rettighederne kunne blive reaktiveret som foelge af den forlaengelse af frister, der i visse medlemsstater var noedvendiggjort af harmoniseringen af beskyttelsestiden. Imidlertid har retten rejst spoergsmaalet om lovligheden - i betragtning af forpligtelsen til at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder - af artikel 17, stk. 4, i den aendrede lov nr. 52/96, som kun foreskriver en begraenset mulighed for spredning af lydbaerere, med hensyn til hvilke retten til udnyttelse var blevet offentlig ejendom forud for tidspunktet for lovens ikrafttraeden, af tredjemaend, som forud for dette tidspunkt havde erhvervet retten til at genfremstille og markedsfoere dem. Retten har derfor besluttet at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er bestemmelsen i artikel 17, stk. 4, i lov nr. 52 af 6. februar 1996, som aendret ved lov nr. 650 af 23. december 1996, forenelig med fortolkningen af artikel 10 i direktiv 93/98/EOEF af 29. oktober 1993, navnlig for saa vidt angaar den del, hvori denne artikel foreskriver, at 'medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger til i saerdeleshed at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder'?«

Formaliteten

12 Ifoelge CEMED boer det praejudicielle spoergsmaal afvises fra paakendelse som foelge af dets manglende relevans i forhold til omstaendighederne i tvisten i hovedsagen. CEMED har for det foerste paaberaabt sig den kontrakt, hvorved Butterfly forpligtede sig til ikke at fremstille de omtvistede indspilninger efter den 31. juli 1993; herefter formuleringen af forelaeggelseskendelsens praemisser - der tager sigte paa spredning af lagerbeholdninger - skoent samtlige eksemplarer af den af Butterfly fremstillede cd blev solgt foer udgangen af 1995; og endelig Butterfly's manglende soegsmaalskompetence som foelge af, at Butterfly ikke havde opnaaet tilladelse fra SIAE vedroerende ophavsrettighederne, ligesom der ikke foreligger samtykke fra sangerinden Mina.

13 Det bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis (jf. bl.a. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, praemis 59, 60 og 61) tilkommer det udelukkende den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retslige afgoerelse, som skal traeffes, bl.a. at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig for, at den kan afsige dom. Domstolen kan kun afvise at behandle en forelaeggelse fra en saadan ret, naar det klart fremgaar, at den oenskede fortolkning af faellesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, og Domstolen ikke raader over de faktiske og retlige oplysninger, som er noedvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spoergsmaal (jf. bl.a. Bosman-dommen, praemis 61). Da dette ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag, kan det praejudicielle spoergsmaal saaledes ikke kendes uegnet til paakendelse paa grundlag af et anbringende om, at det ikke er relevant i forhold til hovedsagens omstaendigheder.

14 Domstolen skal derfor gennemgaa det praejudicielle spoergsmaal.

Det praejudicielle spoergsmaal

15 Med sit spoergsmaal anmoder den forelaeggende ret Domstolen om at afgoere, om direktivets artikel 10, stk. 3, er til hinder for en national bestemmelse som den, der i den aendrede lov nr. 52/96 fastsaetter en begraenset periode for spredning af lydbaerere, som foretages af personer, der, som foelge af ophoeret af rettighederne med hensyn til disse baerere ifoelge den tidligere lovgivning, havde kunnet genfremstille og markedsfoere dem inden naevnte lovs ikrafttraeden.

16 Butterfly har foreslaaet Domstolen at besvare det forelagte spoergsmaal med, at den aendrede lov nr. 52/96 ikke er i overensstemmelse med direktivets artikel 10, idet loven ikke yder en passende beskyttelse til de pladeproducenter, som i god tro har indledt udnyttelsen af vaerker, hvis beskyttelse er blevet reaktiveret som foelge af forlaengelsen af beskyttelsestiden for ophavsret og beslaegtede rettigheder. Sagsoegeren i hovedsagen har navnlig gjort gaeldende, at den foretagne begraensning til tre maaneder af retten til at sprede plader, som foretages af personer, som har genfremstillet og markedsfoert dem foer ikrafttraedelsen af lov nr. 52/96, jf. lovens artikel 17, stk. 4, litra b), med senere aendringer, er urimelig og i strid med den manglende begraensning med hensyn til spredning af udgaver af litteraere vaerker, der er blevet offentlig ejendom, som foelger af samme lovs artikel 17, stk. 4, litra a), med senere aendringer.

17 CEMED, FIMI, den italienske regering og Kommissionen har derimod foreslaaet at give det svar, at direktivets artikel 10 ikke er til hinder for en national lovgivning som den aendrede lov nr. 52/96. De har navnlig gjort gaeldende, at de regler, som begraenser ophavsretten og de beslaegtede rettigheder, skal fortolkes snaevert. FIMI og den italienske regering har desuden gjort gaeldende, at den gunstigere behandling, der ifoelge den aendrede lov nr. 52/96 gives udgiverne af litteraere vaerker, der er blevet offentlig ejendom, er begrundet i de hoeje investeringer, som udgiverne skal foretage. Endelig er Kommissionen af den opfattelse, selv om den ikke deler det sidstnaevnte synspunkt, at den periode, der blev fastsat for spredning af lagre af fonografiske baerere, der varede i naesten et aar, naar henses til de i 1994 og 1995 vedtagne lovdekreter, er tilstraekkelig til at overholde den forpligtelse til at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder, som er fastsat i direktivet.

18 Som den forelaeggende ret har anfoert, fremgaar det klart af direktivets artikel 10, stk. 2, at anvendelsen af de ved dette fastsatte beskyttelsestider kan have til foelge i de medlemsstater, hvis lovgivning fastsaetter en kortere beskyttelsestid, at vaerker eller genstande, der er blevet offentlig ejendom, atter beskyttes.

19 Det bemaerkes, at denne foelge udspringer af faellesskabslovgivers udtrykkelige vilje. Mens Kommissionens oprindelige direktivforslag bestemte, at direktivets bestemmelser skulle finde anvendelse paa »rettigheder, der ikke er ophoert den 31. december 1994«, aendrede Europa-Parlamentet dette forslag ved at indfoere en ny affattelse, der i det vaesentlige blev optaget i den endelige udgave af direktivet.

20 Denne loesning blev valgt med henblik paa hurtigst muligt at opnaa det formaal, som bestod i at harmonisere de nationale lovgivninger om beskyttelsestiden for ophavsret og beslaegtede rettigheder, som bl.a. naevnes i anden betragtning til direktivet, og at undgaa, at visse rettigheder ophoerer i visse medlemsstater, men er beskyttet i andre.

21 Det fremgaar imidlertid af direktivets artikel 10, stk. 3, at det ikke beroerer nogen udnyttelseshandling, der har fundet sted foer den dato, der er fastsat for gennemfoerelsen af direktivet, dvs. senest den 1. juli 1995, og at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger til i saerdeleshed at beskytte tredjemands erhvervede rettigheder.

22 Denne bestemmelse tydeliggoeres ved affattelsen af de to sidste betragtninger til direktivet. Det hedder i 26. betragtning, at »medlemsstaterne boer frit kunne vedtage bestemmelser om fortolkning, tilpasning og videre gennemfoerelse af kontrakter om udnyttelse af beskyttede vaerker og andre emner, som blev indgaaet inden den forlaengelse af beskyttelsestiden, der er resultatet af dette direktiv«. Det anfoeres i 27. betragtning, at »at erhvervede rettigheder og berettigede forventninger skal respekteres; medlemsstaterne kan i saerdeleshed bestemme, at ophavsrettigheder og beslaegtede rettigheder, som reaktiveres i henhold til dette direktiv, under visse omstaendigheder ikke maa danne grundlag for, at personer, der i god tro indledte udnyttelsen af vaerkerne paa et tidspunkt, hvor disse var offentlig ejendom, skal erlaegge vederlag«.

23 Det fremgaar af en sammenholdelse af disse forskellige bestemmelser, at direktivet knaesatte muligheden for at reaktivere ophavsret og beslaegtede rettigheder, som var ophoert i medfoer af gaeldende lovgivning foer tidspunktet for dets gennemfoerelse, uden at beroere udnyttelseshandlinger, der har fundet sted inden dette tidspunkt, samtidig med, at det blev overladt til medlemsstaterne at traeffe foranstaltninger til beskyttelse af tredjemands erhvervede rettigheder. De sidstnaevnte foranstaltninger skal, henset til affattelsen af de ovennaevnte bestemmelser, betragtes som foranstaltninger, som medlemsstaterne er forpligtet til at traeffe, men hvis naermere udformning er overladt til deres skoen, forudsat at de ikke i almindelighed har til virkning at hindre anvendelsen af de nye beskyttelsestider paa det i direktivet fastsatte tidspunkt.

24 Som generaladvokaten har anfoert i punkt 25 i forslaget til afgoerelse, er denne loesning i oevrigt i samklang med det princip, hvorefter aendringslove til en lovbestemmelse, i mangel af modstaaende bestemmelse, finder anvendelse paa fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet, mens den tidligere lov var gaeldende (jf. bl.a. dom af 14.4.1970, sag 68/69, Brock, Sml. 1970, s. 37, org. ref.: Rec. s. 171, og af 10.7.1986, sag 270/84, Licata mod OESU, Sml. s. 2305, praemis 31). Naar reaktiveringen af ophavsretten og de beslaegtede rettigheder ikke har nogen virkning paa de udnyttelseshandlinger, som tredjemand endeligt har foretaget foer tidspunktet for reaktiveringen, kan denne ikke anses for at have tilbagevirkende gyldighed. Dens anvendelse paa fremtidige virkninger af endnu ikke fastlagte retsforhold betyder derimod, at den har virkning for tredjemands ret til fortsat at udnytte en lydbaerer, hvoraf der allerede er fremstillet eksemplarer, som endnu ikke er blevet markedsfoert og afsat paa markedet paa det paagaeldende tidspunkt.

25 Det bemaerkes endvidere, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning vel hoerer til Faellesskabets grundlaeggende principper, men dette princip kan ifoelge fast retspraksis ikke udvides i en saadan grad, at det generelt forhindrer, at en ny ordning kan finde anvendelse paa de fremtidige virkninger af situationer, som er opstaaet under den tidligere ordning (jf. bl.a. dom af 14.1.1987, sag 278/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1, praemis 36, af 20.9.1988, sag 203/86, Spanien mod Raadet, Sml. s. 4563, praemis 19, og af 22.2.1990, sag C-221/88, Busseni, Sml. I, s. 495, praemis 35).

26 Henset til disse betragtninger opfylder en national lovgivning som den aendrede lov nr. 52/96 direktivets krav, naar den tillader personer, der genfremstillede og markedsfoerte lydbaerere, med hensyn til hvilke ophavsretten var udloebet i medfoer af den tidligere lovgivning, at sprede de naevnte lydbaerere i en begraenset periode regnet fra lovens ikrafttraeden.

27 For det foerste opfylder en saadan lovgivning medlemsstaternes forpligtelse til at traeffe foranstaltninger til beskyttelse af tredjemands erhvervede rettigheder. Ganske vist indroemmer den aendrede lov nr. 52/96 kun en begraenset periode paa tre maaneder til spredningen af lydbaerere. Men en saadan frist kan betragtes som rimelig i betragtning af det forfulgte maal, saa meget desto mere som den reelle frist - som Kommissionen har anfoert - under hensyn til de vilkaar, hvorunder direktivet blev gennemfoert, nemlig ved de lovdekreter, der er anfoert i denne doms praemis 5, og ved lov nr. 52/96, rent faktisk udgjorde naesten et aar efter tidspunktet for gennemfoerelsen.

28 For det andet opfylder en saadan lovgivning - med den saaledes foretagne begraensning af beskyttelsen af tredjemands erhvervede rettigheder med hensyn til spredning af lydbaerere - behovet for at afgraense en saadan bestemmelse, som noedvendigvis maa vaere en overgangsbestemmelse for ikke at hindre anvendelsen af nye beskyttelsestider for ophavsret og beslaegtede rettigheder paa det i direktivet fastsatte tidspunkt, hvilket er direktivets hovedformaal.

29 Denne fortolkning beroeres ikke af den omstaendighed, at en anden bestemmelse i den aendrede lov nr. 52/96, som ikke er anvendelig i hovedsagen, indfoerer en anden beskyttelsesordning for tredjemands erhvervede rettigheder med hensyn til spredning af litteraere vaerker. Sidstnaevnte bestemmelse tager sigte paa en saerskilt kategori af begunstigede, der ikke er i samme situation som dem, der beroeres af den foerste bestemmelse. Uafhaengigt af, om den beskyttelsesordning, som tager sigte paa denne kategori, opfylder direktivets krav, kan den ikke have nogen virkning for bedoemmelsen af en foranstaltning, der regulerer en objektivt forskellig situation.

30 Det praejudicielle spoergsmaal skal derfor besvares med, at direktivets artikel 10, stk. 3, ikke er til hinder for en national bestemmelse som den, der i den aendrede lov nr. 52/96 fastsaetter en begraenset periode for spredning af lydbaerere, som foretages af personer, der som foelge af ophoeret af rettighederne med hensyn til disse lydbaerere ifoelge den tidligere lovgivning havde kunnet genfremstille og markedsfoere dem inden naevnte lovs ikrafttraeden.

Sagens omkostninger

31 De udgifter, der er afholdt af den italienske regering og af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunale civile e penale di Milano ved kendelse af 12. februar 1998, for ret:

Artikel 10, stk. 3, i Raadets direktiv 93/98/EOEF af 29. oktober 1993 om harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslaegtede rettigheder er ikke til hinder for en national bestemmelse som den, der i den italienske lov nr. 52/96 af 6. februar 1996, som aendret ved den italienske lov nr. 650 af 23. december 1996, fastsaetter en begraenset periode for spredning af lydbaerere, som foretages af personer, der som foelge af ophoeret af rettighederne med hensyn til disse lydbaerere ifoelge den tidligere lovgivning havde kunnet genfremstille og markedsfoere dem inden naevnte lovs ikrafttraeden.