EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015L0254

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/254 af 11. februar 2015 om ophævelse af Rådets direktiv 93/5/EØF om bistand til Kommissionen og samarbejde fra medlemsstaternes side ved den videnskabelige gennemgang af spørgsmål vedrørende levnedsmidler EØS-relevant tekst

EUT L 43 af 18/02/2015, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2015/254/oj

18.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 43/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2015/254

af 11. februar 2015

om ophævelse af Rådets direktiv 93/5/EØF om bistand til Kommissionen og samarbejde fra medlemsstaternes side ved den videnskabelige gennemgang af spørgsmål vedrørende levnedsmidler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Inden for rammerne for programmet for målrettet og effektiv regulering (REFIT) har Kommissionen forpligtet sig til at gennemføre et enkelt, klart, stabilt og forudsigeligt regelsæt for virksomheder, arbejdstagere og borgere.

(2)

Rådets direktiv 93/5/EØF (3) er rettet mod at sikre, at Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler kan arbejde effektivt ved at fremme den videnskabelige støtte fra medlemsstaterne til komitéen og ved at tilrettelægge samarbejde med de relevante nationale organer om videnskabelige spørgsmål vedrørende fødevaresikkerhed.

(3)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (4) er Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidlers opgaver som omhandlet i direktiv 93/5/EØF blevet overført til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), og disse opgaver er i dag fastsat ved forordning (EF) nr. 178/2002.

(4)

Kommissionens afgørelse 97/579/EF (5), der oprettede Den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler, er blevet ophævet ved Kommissionens afgørelse 2004/210/EF (6).

(5)

I henhold til forordning (EF) nr. 178/2002 er EFSA også blevet det ansvarlige organ, der skal fremme videnskabeligt samarbejde med medlemsstaterne og de relevante nationale organer inden for de områder, der hører under EFSA's kommissorium. Det fastsættes særligt i artikel 22 i forordning (EF) nr. 178/2002, at EFSA skal handle i tæt samarbejde med de ansvarlige organer i medlemsstaterne, og at medlemsstaterne skal samarbejde med EFSA for at sikre, at denne kan varetage sit kommissorium.

(6)

Direktiv 93/5/EØF er derfor blevet forældet og bør ophæves —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 93/5/EØF ophæves.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 29. februar 2016. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og administrative bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 11. februar 2015.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

Z. KALNIŅA-LUKAŠEVICA

Formand


(1)  EUT C 451 af 16.12.2014, s. 157.

(2)  Europa-Parlamentets udtalelse af 16.12.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 27.1.2015.

(3)  Rådets direktiv 93/5/EØF af 25. februar 1993 om bistand til Kommissionen og samarbejde fra medlemsstaternes side ved den videnskabelige gennemgang af spørgsmål vedrørende levnedsmidler (EFT L 52 af 4.3.1993, s. 18).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).

(5)  Kommissionens afgørelse 97/579/EF af 23. juli 1997 om oprettelse af videnskabelige komitéer inden for forbrugersundhed og levnedsmiddelsikkerhed (EFT L 237 af 28.8.1997, s. 18).

(6)  Kommissionens afgørelse 2004/210/EF af 3. marts 2004 om oprettelse af videnskabelige komitéer inden for forbrugersikkerhed, folkesundhed og miljø (EUT L 66 af 4.3.2004, s. 45).


Top