Sag C-40/15

Minister Finansów

mod

Aspiro SA

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Naczelny Sąd Administracyjny)

»Præjudiciel forelæggelse — skatter og afgifter — merværdiafgift — direktiv 2006/112/EF — artikel 135, stk. 1, litra a) — fritagelse for forsikringsområdet — begreberne »forsikringstransaktioner« og »ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med disse transaktioner« — skadereguleringsydelser udført i en forsikringsgivers navn og på dennes regning«

Sammendrag – Domstolens dom (Første Afdeling) af 17. marts 2016

Harmonisering af afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser – fritagelse for forsikringstransaktioner og ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med disse transaktioner – anvendelsesområde – skadereguleringsydelser udført i et forsikringsselskabs navn og på dettes regning – ikke omfattet

[Rådets direktiv 2006/112, art. 135, stk. 1, litra a)]

Artikel 135, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at skadereguleringsydelser, som leveres af tredjemand i et forsikringsselskabs navn og for dettes regning, ikke er omfattet af den i denne bestemmelse omhandlede fritagelse.

Selv om udtrykket »forsikringstransaktioner« ikke kun omfatter transaktioner, der udføres af forsikringsgivere selv, men i princippet er vidt nok til at omfatte præstering af forsikringsdækning gennem en afgiftspligtig person, der ikke selv er forsikringsgiver, men som i forbindelse med en kollektiv forsikring til sine kunder præsterer en sådan dækning ved at benytte ydelser fra en forsikringsgiver, som har påtaget sig at dække den forsikrede risiko, kræver sådanne transaktioner dog efter deres art, at der består et kontraktforhold mellem den, der præsterer forsikringsydelsen, og den, hvis risiko dækkes af forsikringen, nemlig den forsikrede. I tilfælde af at en tjenesteyder ikke selv er forpligtet over for den forsikrede til at garantere dækningen af en risiko og på ingen måde er forbundet med denne i et kontraktforhold – og selv om skadereguleringsydelsen udgør en væsentlig bestanddel af forsikringstransaktionen, for så vidt som den omfatter fastlæggelse af ansvaret og skadens værdi samt afgørelsen af, hvorvidt der skal udbetales en erstatning til den forsikrede – kan denne tjenesteydelse, som i øvrigt leveres til forsikringsgiveren, imidlertid ikke udgøre en forsikringstransaktion som omhandlet i artikel 135, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/12.

Denne konstatering ændres ikke af argumentet om, at behandlingen af forsikringstransaktioner i forhold til merværdiafgift skal være den samme som behandlingen af finansielle tjenester. Domstolen har således fastslået, at analogien vedrørende finansielle tjenester ikke kan anvendes på forsikringstransaktioner, og har understreget, at der er forskel på ordlyden af artikel 135, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, som alene omhandler egentlige forsikringstransaktioner, og dette direktivs artikel 135, stk. 1, litra d) og f), som omhandler transaktioner »vedrørende« eller »i forbindelse med« bestemte banktransaktioner.

Hvad dernæst angår begrebet »ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med forsikringstransaktioner« er udtrykket »i forbindelse med« tilstrækkeligt bredt til at omfatte forskellige ydelser, der bidrager til at gennemføre forsikringstransaktioner og bl.a. skaderegulering, der udgør en af disse transaktioners væsentlige bestanddele. Hvad angår betingelsen om, at de pågældende ydelser skal være »udført af forsikringsmæglere og ‑formidlere«, er et selskabs formelle betegnelse ikke tilstrækkelig til at afgøre, om dets aktiviteter er omfattet af fritagelsens anvendelsesområde eller ej. Selve indholdet af de pågældende aktiviteter skal undersøges. To betingelser være opfyldt ved denne undersøgelse. For det første skal tjenesteyderen have forbindelse med forsikringsgiveren og forsikringstageren. Denne forbindelse kan også blot være indirekte, såfremt tjenesteyderen er underleverandør for forsikringsmægleren eller -formidleren. For det andet skal dennes aktiviteter omfatte væsentlige dele af en forsikringsformidlers opgaver, såsom at søge efter kundeemner og at sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren. Den aktivitet, der består i at regulere skader i en forsikringsgivers navn og på dennes regning, er imidlertid på ingen måde forbundet med at søge efter kundeemner og sætte dem i kontakt med forsikringsgiveren med henblik på indgåelse af forsikringskontrakter. Det følger heraf, at en sådan aktivitet ikke henhører under »ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere« som omhandlet i artikel 135, stk. 1, litra a), i direktiv 2006/112, men må betragtes således, at den udgør en opdeling af de aktiviteter, der udøves af forsikringsselskaberne.

(jf. præmis 23-25, 27, 29, 33-37, 40-42, 45 og domskonkl.)