Sag C-579/12 RX-II

Europa-Kommissionen

mod

Guido Starck

»Fornyet prøvelse af Rettens dom i sag T-286/11 P — personalesag — Kommissionens afgørelse om afslag på overførsel af årlig betalt ferie, der ikke har kunnet tages i referenceperiode af en tjenestemand på grund af længere sygeorlov — artikel 1e, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union — artikel 4 i bilag V til denne vedtægt — direktiv 2003/88/EF — artikel 7 — ret til årlig betalt ferie — princip i Unionens sociallovgivning — artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2013

1. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 33, stk.2, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

2. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – national lov, der medfører bortfald af denne ret ved udløb af referenceperioden, selv når arbejdstageren har haft sygeorlov i hele eller en del af nævnte periode – ikke tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

3. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – økonomisk godtgørelse for ferie, der ikke er afholdt på grund af sygdom ved arbejdsforholdets ophør – beregning af den økonomiske godtgørelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 2)

4. Socialpolitik – beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed – tilrettelæggelse af arbejdstiden – ret til årlig betalt ferie – begrænsning af kumulation af rettighederne til betalt ferie for en arbejdstager, der har været uarbejdsdygtig i flere på hinanden følgende referenceperioder

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

5. Tjenestemænd – ferie – årlig ferie – vedtægtens artikel 1e, stk. 2 – artikel 4 i bilag V til vedtægten – fortolkning – fortolkning i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv nr. 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – forpligtelse til at tage de mindstekrav i betragtning, der følger af denne artikel under forbehold af mere fordelagtige bestemmelser i vedtægten

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; og bilag V, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

6. Fornyet prøvelse – konstatering af en påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng – bedømmelseskriterier – konsekvenser heraf – annullation af dommen – Domstolens mulighed for selv at træffe endelig afgørelse

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; statutten for Domstolen, art. 62b, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; og bilag V, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26-29)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-37)

5.  I medfør af det almindelige fortolkningsprincip, ifølge hvilket en EU-retsakt i videst muligt omfang skal fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl, og i overensstemmelse med hele den primære ret og navnlig med bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal vedtægtens artikel 1e, stk. 2, fortolkes på en sådan måde, at det sikres, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med retten til årlig betalt ferie som et princip i Unionens sociallovgivning, der ligeledes udtrykkeligt er fastsat i artikel 31, stk. 2, i chartret. Dette kræver imidlertid, at denne artikel 1e, stk. 2, fortolkes således, at den gør det muligt at integrere det materielle indhold i artikel 7 i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden i vedtægten som minimumsbeskyttelsesregel, som i givet fald supplerer de andre vedtægtsbestemmelser, der omhandler retten til årlig betalt ferie, og navnlig artikel 4 i bilag V til vedtægten.

   Nævnte artikel 4 i bilag V til vedtægten skal nemlig fortolkes således, at den ikke behandler spørgsmålet om overførsel af en årlig betalt ferie, der ikke har kunnet tages af tjenestemanden i referenceperioden på grund af en længere sygeorlov, således at de krav, der i denne henseende følger af vedtægtens artikel 1e, stk. 2, og nærmere bestemt af artikel 7 i direktiv 2003/88, skal tages i betragtning som mindstekrav, der gælder under forbehold af mere fordelagtige bestemmelser, der er indeholdt i vedtægten.

   (jf. præmis 40, 46 og 56)

6.  En dom, hvorved Retten som appelinstans – idet den har underkendt retten til årlig betalt ferie som et princip i Unionens sociallovgivning, der ligeledes udtrykkeligt er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2, og bl.a. omhandlet i direktiv 2003/88, om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – har fortolket vedtægtens artikel 1e, stk. 2, således, at den ikke dækker forskrifterne om tilrettelæggelsen af arbejdstiden i direktiv 2003/88 og, bl.a., den årlige betalte ferie, og, efterfølgende, artikel 4 i bilag V til nævnte vedtægt således, at den indebærer, at ret til overførsel af årlig ferie ud over den grænse, som er fastsat i nævnte bestemmelse, kun kan tildeles i tilfælde af en forhindring, som har sammenhæng med tjenestemandens virksomhed som følge af udøvelsen af tjenesten, udgør en afgørelse, der påvirker EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng, jf. artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen.

   I denne henseende bestemmer artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen, at såfremt Domstolen fastslår, at Rettens afgørelse påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng, hjemviser den sagen til Retten, der er bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse. Domstolen kan ved hjemvisningen af sagen desuden angive, hvilke af virkningerne af Rettens afgørelse der skal betragtes som endelige for parterne i sagen. Undtagelsesvis kan Domstolen selv afgøre sagen endeligt, hvis afgørelsen af retstvisten under hensyn til udfaldet af den fornyede prøvelse følger af de faktiske omstændigheder, som Rettens afgørelse støttes på. Det følger heraf, at Domstolen ikke kan begrænse sig til at konstatere, at der foreligger en påvirkning af EU-rettens sammenhæng og/eller ensartede anvendelse, uden at drage konsekvenserne af denne konstatering for den omhandlede tvist.

   Den nævnte dom afsagt af Retten skal således ophæves.

   (jf. præmis 60-63 samt domskonkl. 1 og 2)

Sag C-579/12 RX-II

Europa-Kommissionen

mod

Guido Starck

»Fornyet prøvelse af Rettens dom i sag T-286/11 P — personalesag — Kommissionens afgørelse om afslag på overførsel af årlig betalt ferie, der ikke har kunnet tages i referenceperiode af en tjenestemand på grund af længere sygeorlov — artikel 1e, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union — artikel 4 i bilag V til denne vedtægt — direktiv 2003/88/EF — artikel 7 — ret til årlig betalt ferie — princip i Unionens sociallovgivning — artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder — påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 19. september 2013

1. Socialpolitik — beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — tilrettelæggelse af arbejdstiden — ret til årlig betalt ferie — særligt vigtigt princip i Unionens sociallovgivning

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 33, stk.2, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

2. Socialpolitik — beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — tilrettelæggelse af arbejdstiden — ret til årlig betalt ferie — national lov, der medfører bortfald af denne ret ved udløb af referenceperioden, selv når arbejdstageren har haft sygeorlov i hele eller en del af nævnte periode — ikke tilladt

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 1)

3. Socialpolitik — beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — tilrettelæggelse af arbejdstiden — ret til årlig betalt ferie — økonomisk godtgørelse for ferie, der ikke er afholdt på grund af sygdom ved arbejdsforholdets ophør — beregning af den økonomiske godtgørelse

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7, stk. 2)

4. Socialpolitik — beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed — tilrettelæggelse af arbejdstiden — ret til årlig betalt ferie — begrænsning af kumulation af rettighederne til betalt ferie for en arbejdstager, der har været uarbejdsdygtig i flere på hinanden følgende referenceperioder

   (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

5. Tjenestemænd — ferie — årlig ferie — vedtægtens artikel 1e, stk. 2 — artikel 4 i bilag V til vedtægten — fortolkning — fortolkning i overensstemmelse med artikel 7 i direktiv nr. 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden — forpligtelse til at tage de mindstekrav i betragtning, der følger af denne artikel under forbehold af mere fordelagtige bestemmelser i vedtægten

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; og bilag V, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

6. Fornyet prøvelse — konstatering af en påvirkning af EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng — bedømmelseskriterier — konsekvenser heraf — annullation af dommen — Domstolens mulighed for selv at træffe endelig afgørelse

   (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 31, stk. 2; statutten for Domstolen, art. 62b, stk. 1; tjenestemandsvedtægten, art. 1e, stk. 2; og bilag V, art. 4; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88, art. 7)

1.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 26-29)

2.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 31)

3.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 33)

4.  Jf. afgørelsens tekst.

   (jf. præmis 35-37)

5.  I medfør af det almindelige fortolkningsprincip, ifølge hvilket en EU-retsakt i videst muligt omfang skal fortolkes således, at dens gyldighed ikke drages i tvivl, og i overensstemmelse med hele den primære ret og navnlig med bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder skal vedtægtens artikel 1e, stk. 2, fortolkes på en sådan måde, at det sikres, at denne bestemmelse er i overensstemmelse med retten til årlig betalt ferie som et princip i Unionens sociallovgivning, der ligeledes udtrykkeligt er fastsat i artikel 31, stk. 2, i chartret. Dette kræver imidlertid, at denne artikel 1e, stk. 2, fortolkes således, at den gør det muligt at integrere det materielle indhold i artikel 7 i direktiv 2003/88 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden i vedtægten som minimumsbeskyttelsesregel, som i givet fald supplerer de andre vedtægtsbestemmelser, der omhandler retten til årlig betalt ferie, og navnlig artikel 4 i bilag V til vedtægten.

   Nævnte artikel 4 i bilag V til vedtægten skal nemlig fortolkes således, at den ikke behandler spørgsmålet om overførsel af en årlig betalt ferie, der ikke har kunnet tages af tjenestemanden i referenceperioden på grund af en længere sygeorlov, således at de krav, der i denne henseende følger af vedtægtens artikel 1e, stk. 2, og nærmere bestemt af artikel 7 i direktiv 2003/88, skal tages i betragtning som mindstekrav, der gælder under forbehold af mere fordelagtige bestemmelser, der er indeholdt i vedtægten.

   (jf. præmis 40, 46 og 56)

6.  En dom, hvorved Retten som appelinstans – idet den har underkendt retten til årlig betalt ferie som et princip i Unionens sociallovgivning, der ligeledes udtrykkeligt er fastsat i chartrets artikel 31, stk. 2, og bl.a. omhandlet i direktiv 2003/88, om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden – har fortolket vedtægtens artikel 1e, stk. 2, således, at den ikke dækker forskrifterne om tilrettelæggelsen af arbejdstiden i direktiv 2003/88 og, bl.a., den årlige betalte ferie, og, efterfølgende, artikel 4 i bilag V til nævnte vedtægt således, at den indebærer, at ret til overførsel af årlig ferie ud over den grænse, som er fastsat i nævnte bestemmelse, kun kan tildeles i tilfælde af en forhindring, som har sammenhæng med tjenestemandens virksomhed som følge af udøvelsen af tjenesten, udgør en afgørelse, der påvirker EU-rettens ensartede anvendelse og sammenhæng, jf. artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen.

   I denne henseende bestemmer artikel 62b, stk. 1, i statutten for Domstolen, at såfremt Domstolen fastslår, at Rettens afgørelse påvirker EU-rettens ensartede anvendelse eller sammenhæng, hjemviser den sagen til Retten, der er bundet af de afgørelser om retsspørgsmål, der er indeholdt i Domstolens afgørelse. Domstolen kan ved hjemvisningen af sagen desuden angive, hvilke af virkningerne af Rettens afgørelse der skal betragtes som endelige for parterne i sagen. Undtagelsesvis kan Domstolen selv afgøre sagen endeligt, hvis afgørelsen af retstvisten under hensyn til udfaldet af den fornyede prøvelse følger af de faktiske omstændigheder, som Rettens afgørelse støttes på. Det følger heraf, at Domstolen ikke kan begrænse sig til at konstatere, at der foreligger en påvirkning af EU-rettens sammenhæng og/eller ensartede anvendelse, uden at drage konsekvenserne af denne konstatering for den omhandlede tvist.

   Den nævnte dom afsagt af Retten skal således ophæves.

   (jf. præmis 60-63 samt domskonkl. 1 og 2)