Sag C-494/12

Dixons Retail plc

mod

Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af First-tier Tribunal (Tax Chamber))

»Direktiv 2006/112/EF — moms — levering af goder — begreb — misbrug af et bankkort«

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 21. november 2013

1. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — levering af goder — begreb — levering af en fysisk vare til en køber, som misbruger et bankkort som betalingsmiddel — omfattet

   [Rådets direktiv 77/388, art. 2, nr. 1), og art. 5, stk. 1, og direktiv 2006/112, art. 2, stk. 1, litra a), og art. 14, stk. 1]

2. Harmonisering af afgiftslovgivningerne — det fælles merværdiafgiftssystem — beskatningsgrundlag — levering af varer og tjenesteydelser — begreb — salg mellem en leverandør og en køber, som betaler med bankkort — betaling foretaget af en tredjemand, som har udstedt kortet, på vegne af køberen i henhold til en aftale indgået med leverandøren — betaling udgør en modværdi — omfattet

   [Rådets direktiv 77/388, art. 11, punkt A, stk. 1, litra a), og direktiv 2006/112, art. 73]

1.  Artikel 2, nr. 1), og artikel 5, stk. 1, i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter samt artikel 2, stk. 1, litra a), og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at inden for rammerne af en aftale indgået mellem en tredjemand og leverandøren af et gode, hvorved den pågældende tredjemand forpligter sig til efter fradrag af en kommission at betale leverandøren for de varer, som leverandøren har solgt til købere, der anvender et bankkort som betalingsmiddel, udgør den fysiske overdragelse af et gode til en køber, som misbruger et sådant kort ved betalingen for godet, en levering af et gode.

   Begrebet levering af et gode vedrører således ikke overdragelsen af ejendomsret i de efter gældende national ret fastsatte former, men omfatter enhver form for overdragelse af et materielt gode foretaget af en person, som bemyndiger en anden person til faktisk at råde over godet, som om den pågældende var ejer af det.

   Det pågældende begreb har en objektiv karakter og finder anvendelse uafhængigt af de pågældende transaktioners formål og resultater, uden at skatte- og afgiftsmyndighederne har en forpligtelse til at gennemføre undersøgelser med henblik på at fastslå den afgiftspligtiges hensigt eller tage hensyn til hensigten hos en anden erhvervsdrivende end den pågældende afgiftspligtige person, som har medvirket i samme leveringskæde.

   Misbruget af bankkort som betalingsmiddel i forbindelse med de pågældende transaktioner er uden betydning for den omstændighed, at disse kan kvalificeres som leveringer af goder, idet det således ikke henhører under de objektive kriterier, som danner grundlag for dette begreb, men til hensigten hos de personer, der som købere har taget del i de omhandlede transaktioner, og til de processer, der er iværksat for at konkretisere en sådan hensigt.

   En sådan situation skal i øvrigt adskilles fra tilfælde af tyveri af varer, som ikke henhører under begrebet levering af goder, idet disse tilfælde ikke indebærer, at tyven bemyndiges til at råde over varerne på samme vilkår som varernes ejer.

   (jf. præmis 17, 20, 21, 26, 28, 29 og 38 samt domskonkl.)

2.  Artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), i sjette direktiv 77/388 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter og artikel 73 i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at i forbindelse med den fysiske overdragelse af et gode til en køber, som misbruger et bankkort som betalingsmiddel, hvor overdragelsen udgør en levering af et gode, udgør den betaling, der foretages af en tredjemand i henhold til en aftale indgået mellem sidstnævnte og leverandøren af dette gode, hvorved den pågældende tredjemand forpligter sig til at betale leverandøren for de varer, som leverandøren har solgt til købere, der anvender et sådant kort som betalingsmiddel, en modværdi.

   Såfremt en køber betaler en vare ved brug af kreditkort, er der tale om to transaktioner: for det første leverandørens salg af varen, hvor der i den samlede pris, der forlanges, også er indkalkuleret den merværdiafgift, som køberen betaler i sin egenskab af endelig forbruger, og som leverandøren opkræver på afgiftsmyndighedernes vegne, og for det andet kreditkortudstederens levering af tjenesteydelser til leverandøren.

   Sjette direktiv og direktiv 2006/112 kræver i denne forbindelse ikke, at modydelsen for en levering af goder eller tjenesteydelser skal erlægges direkte af modtageren af goderne eller tjenesteydelserne, for at denne levering anses for foretaget mod vederlag. Sjette direktivs artikel 11, punkt A, stk. 1, litra a), og artikel 73 i direktiv 2006/112 bestemmer nemlig, at modydelsen for levering af goder kan erlægges ikke alene af køberen, men også af en tredjemand, i det foreliggende tilfælde kortudstederen.

   (jf. præmis 34, 35 og 38 samt domskonkl.)