1.   De fælles tiltag, som Unionen og medlemsstaterne træffer på området asylforvaltning og migrationsstyring inden for deres respektive beføjelser, baseres på princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling som nedfældet i artikel 80 i TEUF på grundlag af en samlet tilgang og styres af princippet om integreret politikudformning i overensstemmelse med folkeretten og EU-retten, herunder de grundlæggende rettigheder.

Med det overordnede mål effektivt at forvalte asyl og migration inden for rammerne af gældende EU-ret skal disse tiltag have følgende mål:

2.   Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne sikrer en konsekvent gennemførelse af asylforvaltnings- og migrationsstyringspolitikker, herunder både de interne og eksterne komponenter af disse politikker, i samråd med de institutioner og organer, kontorer og agenturer, der er ansvarlige for eksterne politikker.

1.   Unionen og medlemsstaterne overholder ved gennemførelsen af deres forpligtelser princippet om solidaritet og rimelig ansvarsfordeling som nedfældet i artikel 80 i TEUF og tager hensyn til deres fælles interesse i, at Unionens asylforvaltnings- og migrationsstyringspolitikker fungerer effektivt.

2.   I forbindelse med opfyldelsen af deres forpligtelser i henhold til denne forordning arbejder medlemsstaterne tæt sammen, og de:

3.   For at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser skal den permanente EU-værktøjskasse for migrationsstøtte som minimum indeholde følgende:

1.   Medlemsstaterne indfører nationale strategier, der fastsætter en strategisk tilgang til at sikre, at de har kapacitet til effektivt at gennemføre deres asylforvaltnings- og migrationsstyringssystem i fuld overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til EU-retten og folkeretten og under hensyntagen til den enkelte medlemsstats specifikke situation, navnlig deres geografiske placering.

Når medlemsstaterne fastlægger deres nationale strategier, kan de høre Kommissionen og relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer, navnlig Asylagenturet, samt lokale og regionale myndigheder, alt efter hvad der er relevant og i overensstemmelse med national ret. Disse strategier skal mindst indeholde:

2.   De nationale strategier skal tage hensyn til andre relevante strategier og eksisterende støtteforanstaltninger, navnlig støtteforanstaltningerne inden for rammerne af forordning (EU) 2021/1147 og (EU) 2021/2303, og de skal være i overensstemmelse med og supplere de nationale strategier for integreret europæisk grænseforvaltning, der er fastlagt i overensstemmelse med artikel 8, stk. 6, i forordning (EU) 2019/1896.

3.   Medlemsstaterne sender deres nationale strategier for asylforvaltning og migrationsstyring til Kommissionen seks måneder før vedtagelsen af strategien omhandlet i artikel 8.

4.   Unionen yder finansiel og operationel støtte til opfyldelsen af forpligtelserne, herunder operationel støtte fra dens organer, kontorer og agenturer, i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/1986, (EU) 2021/1147, (EU) 2021/2303 og, hvis det er relevant, (EU) 2021/1148.

5.   Kommissionen overvåger og giver oplysninger om migrationssituationen ved hjælp af regelmæssige rapporter baseret på data og oplysninger fra EU-Udenrigstjenesten, Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Europol og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og navnlig de oplysninger, der er indsamlet i henhold til henstilling (EU) 2020/1366 og inden for rammerne af EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration og dens netværk, og, hvor det er nødvendigt, oplysninger fra medlemsstaterne.

6.   Kommissionen fastlægger ved hjælp af gennemførelsesretsakter et skema, der skal anvendes af medlemsstaterne for at sikre, at deres nationale strategier er sammenlignelige med hensyn til specifikke centrale elementer såsom beredskabsplanlægning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

1.   Kommissionen udarbejder efter høring af medlemsstaterne og under hensyntagen til relevante rapporter og analyser fra EU-organer, kontorer og agenturer og på grundlag af de nationale strategier, der er omhandlet i artikel 7, en femårig europæisk strategi for asylforvaltning og migrationsstyring (»strategien«), der fastlægger den strategiske tilgang for at sikre den konsekvente gennemførelse af de nationale strategier. Kommissionen sender strategien til Europa-Parlamentet og Rådet. Strategien er ikke juridisk bindende.

2.   Den første strategi vedtages senest den 12. december 2025 og derefter hvert femte år.

3.   Strategien skal omfatte de komponenter, der er anført i artikel 4 og 5, give EU-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis en fremtrædende rolle og også tage hensyn til:

1.   Kommissionen vedtager en årlig europæisk asyl- og migrationsrapport med en vurdering af asyl-, modtagelses- og migrationssituationen i de foregående 12 måneder og eventuelle udviklinger og et strategisk situationsbillede af migrations- og asylområdet, hvilket også fungerer som et redskab til tidlig varsling og bevidstgørelse for Unionen (»rapporten«).

2.   Rapporten baseres på relevante kvantitative og kvalitative data og oplysninger fra medlemsstaterne, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Europol og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder. Den kan også tage hensyn til oplysninger fra andre relevante organer, kontorer, agenturer eller organisationer.

3.   Rapporten skal indeholde følgende elementer:

4.   Kommissionen vedtager rapporten senest den 15. oktober hvert år og sender den til Europa-Parlamentet og Rådet.

5.   Rapporten dannet grundlag for afgørelser på EU-plan om de foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere migrationssituationer.

6.   Den første rapport vedtages senest den 15. oktober 2025.

7.   Med henblik på rapporten giver medlemsstaterne, Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, Europol og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder de i artikel 10 omhandlede oplysninger senest den 1. juni hvert år.

8.   Kommissionen indkalder til et møde i EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration i løbet af første halvdel af juli hvert år for at forelægge den indledende vurdering af situationen og udveksle oplysninger med medlemmer af denne mekanisme. Sammensætningen af og virkemåden for EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration skal være som fastsat i henstilling (EU) 2020/1366 i dens oprindelige udgave.

9.   Medlemsstaterne og de relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer giver Kommissionen ajourførte oplysninger senest den 1. september hvert år.

10.   Kommissionen indkalder senest den 30. september hvert år til et møde i EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration for at forelægge den konsoliderede vurdering af situationen. Sammensætningen af og virkemåden for EU-mekanismen til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration skal være som fastsat i henstilling (EU) 2020/1366 i dens oprindelige udgave.

1.   Når Kommissionen vurderer den generelle migrationssituation, eller om en medlemsstat er udsat for migrationspres, er i risiko for migrationspres eller står over for en betydelig migrationssituation, anvender den den rapport, der er omhandlet i artikel 9, og tager hensyn til eventuelle yderligere oplysninger i henhold til artikel 9, stk. 3, litra a).

2.   Kommissionen tager også følgende i betragtning:

3.   For at vurdere, om en medlemsstat står over for en betydelig migrationssituation, tager Kommissionen derudover hensyn til den kumulative virkning af nuværende og tidligere årlige ankomster af tredjelandsstatsborgere eller statsløse.

1.   Kommissionen vedtager sammen med den i artikel 9 omhandlede rapport en gennemførelsesafgørelse om, hvorvidt en bestemt medlemsstat er udsat for migrationspres, er i risiko for migrationspres i det kommende år eller står over for en betydelig migrationssituation.

Med henblik herpå hører Kommissionen de pågældende medlemsstater. Kommissionen kan fastsætte en tidsfrist for sådanne høringer.

2.   Med henblik på stk. 1 anvender Kommissionen de oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 10, idet den tager hensyn til alle elementer i den i artikel 9 omhandlede rapport, alle migrationsruter, herunder de særlige forhold, der kendetegner det strukturelle fænomen med ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsaktioner og tredjelandsstatsborgeres og statsløses uautoriserede bevægelser mellem medlemsstaterne, samt tidligere pres på den pågældende medlemsstat og den nuværende situation.

3.   Har en medlemsstat inden for de seneste 12 måneder oplevet et stort antal ankomster grundet gentagne ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsoperationer, anser Kommissionen den pågældende medlemsstat for at være udsat for migrationspres, forudsat at disse ankomster har et sådant omfang, at de skaber uforholdsmæssigt store forpligtelser for selv den pågældende medlemsstats velforberedte asyl-, modtagelses- og migrationssystem.

4.   Kommissionen vedtager sin gennemførelsesafgørelse senest den 15. oktober hvert år og sender den til Europa-Parlamentet og til Rådet.

1.   Kommissionen forelægger hvert år på grundlag af og sammen med den i artikel 9 omhandlede rapport et forslag til Rådets gennemførelsesretsakt om oprettelse af den årlige solidaritetspulje, der er nødvendig for at håndtere migrationssituationen i det kommende år på en afbalanceret og effektiv måde. Dette forslag skal afspejle de forventede årlige solidaritetsbehov hos de medlemsstater, der er udsat for migrationspres.

2.   I Kommissionens i stk. 1 omhandlede forslag fastsættes det samlede antal krævede omfordelinger af ansøgere og finansielle bidrag til den årlige solidaritetspulje på EU-plan, som mindst skal være:

I Kommissionens i denne artikels stk. 1 omhandlede forslag fastsættes ligeledes årlige vejledende bidrag for hver medlemsstat, som fremkommer ved anvendelsen af fordelingsnøglen i artikel 66, med henblik på at lette processen med at give tilsagn om dens solidaritetsbidrag (»tilsagnsprocessen«) i henhold til artikel 13.

3.   Når Kommissionen fastlægger det ansvarsniveau på EU-plan, som skal deles af alle medlemsstater, og det deraf følgende solidaritetsniveau, tager den hensyn til relevante kvalitative og kvantitative kriterier, herunder for det relevante år det samlede antal ankomster, de gennemsnitlige anerkendelsesprocenter samt de gennemsnitlige tilbagesendelsesprocenter. Kommissionen tager også hensyn til, at de medlemsstater, der bliver solidaritetsmodtagende medlemsstater i henhold til artikel 58, stk. 1, ikke er forpligtet til at gennemføre deres tilsagn om solidaritetsbidrag.

Kommissionen kan angive et højere antal for omfordelinger og finansielle bidrag end dem, der er fastsat i denne artikels stk. 2, og kan angive andre former for solidaritet som fastsat i artikel 56, stk. 2, litra c), afhængigt af behovet for sådanne foranstaltninger, der opstår som følge af de specifikke udfordringer på migrationsområdet i den pågældende medlemsstat. For at bevare den samme værdi af de forskellige typer solidaritetsforanstaltninger bibeholdes forholdet mellem de tal, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2, litra a) og b).

4.   Uanset denne artikels stk. 2 skal Kommissionens i denne artikels stk. 1 omhandlede forslag til Rådets gennemførelsesretsakt i ekstraordinære situationer, hvor oplysningerne fra medlemsstaterne og de relevante EU-organer, -kontorer og -agenturer i henhold til artikel 9, stk. 2, eller den høring, som Kommissionen har gennemført i henhold til artikel 11, stk. 1, ikke tyder på, at der er behov for solidaritetsforanstaltninger i det kommende år, tage behørigt hensyn hertil.

5.   Hvor Kommissionen i en gennemførelsesafgørelse som omhandlet i artikel 11, har konstateret, at én eller flere medlemsstater er udsat for migrationspres som følge af et stort antal ankomster grundet gentagne ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsoperationer, fastsætter Kommissionen under hensyntagen til de særlige forhold i de pågældende medlemsstater den vejledende procentdel af den årlige solidaritetspulje, der skal stilles til rådighed for disse medlemsstater.

6.   Kommissionen vedtager det i denne artikels stk. 1 omhandlede forslag senest den 15. oktober hvert år og sender det til Rådet. Kommissionen sender samtidig dette forslag til Europa-Parlamentet. Indtil Rådets vedtagelse af gennemførelsesretsakten omhandlet i artikel 57 offentliggøres Kommissionens i nærværende artikels stk. 1 omhandlede forslag ikke. Det klassificeres som »RESTREINT UE/EU RESTRICTED« og behandles som sådant i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (38).

1.   For at sikre en effektiv gennemførelse af denne forordnings del IV oprettes der hermed et EU-solidaritetsforum på højt plan (»forummet på højt plan«) bestående af repræsentanter for medlemsstaterne og med den medlemsstat, der har formandskabet for Rådet, som formand. Medlemsstaterne repræsenteres på det ansvars- og beslutningstagningsniveau, som er passende med henblik på at udføre de opgaver, der er pålagt forummet på højt plan.

Tredjelande, der har indgået en aftale med Unionen om kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en medlemsstat eller i det pågældende tredjeland, kan med henblik på at bidrage til solidaritet på ad hoc-basis eventuelt indbydes til at deltage i forummet på højt plan.

2.   Rådet sammenkalder forummet på højt plan senest 15 dage efter vedtagelsen af den i artikel 9 omhandlede rapport, den i artikel 11 omhandlede afgørelse og Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag.

3.   På det i stk. 2 omhandlede møde behandler forummet på højt plan den i artikel 9 omhandlede rapport, den i artikel 11 omhandlede afgørelse og Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag og vurderer den generelle situation. Det når også frem til en konklusion om de nødvendige solidaritetsforanstaltninger og det nødvendige niveau for bidrag i henhold til proceduren i artikel 57 og, hvor det anses for nødvendigt, om andre beredskabsforanstaltninger på migrationsområdet inden for områderne ansvar, beredskab og nødsituationer samt om den eksterne dimension af migration. På dette møde i forummet på højt plan giver medlemsstaterne tilsagn om deres solidaritetsbidrag til oprettelsen af den årlige solidaritetspulje i henhold til artikel 57.

4.   Hvor Rådet på initiativ af en medlemsstat eller på opfordring fra Kommissionen anser, at solidaritetsbidragene til den årlige solidaritetspulje er utilstrækkelige i forhold til de konstaterede behov, herunder hvis der er indrømmet væsentlige nedsættelser i overensstemmelse med artikel 61 og 62, hvis én eller flere medlemsstater, der er udsat for migrationspres, har større behov end forventet, eller hvis den generelle situation kræver yderligere solidaritetsstøtte, genindkalder Rådet med simpelt flertal forummet på højt plan for at anmode medlemsstaterne om yderligere solidaritetsbidrag. Enhver tilsagnsproces følger proceduren i artikel 57.

1.   For at sikre, at denne forordnings del IV fungerer gnidningsfrit, oprettes der et EU-forum på teknisk niveau (»forummet på teknisk niveau«), og EU-solidaritetskoordinatoren sammenkalder og leder det på Kommissionens vegne.

2.   Forummet på teknisk niveau omfatter repræsentanter for de relevante myndigheder i medlemsstaterne på et tilstrækkeligt højt ledelsesmæssigt niveau til at udføre de opgaver, som det pålægges.

3.   Tredjelande, der har indgået en aftale med Unionen om kriterierne og procedurerne til afgørelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en medlemsstat eller i det pågældende tredjeland, kan med henblik på at bidrage til solidaritet på ad hoc-basis indbydes til at deltage i forummet på teknisk niveau i det omfang det er hensigtsmæssigt.

4.   Asylagenturet deltager i forummet på teknisk niveau. Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder deltager, hvor det er hensigtsmæssigt og når de er inviteret af EU-solidaritetskoordinatoren, i forummet på teknisk niveau. De Forenede Nationers agenturer kan, afhængigt af deres deltagelse i solidaritetsmekanismen, også inviteres til at deltage.

5.   Efter vedtagelsen af Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt indkalder EU-solidaritetskoordinatoren til et første møde i forummet på teknisk niveau. Efter dette første møde mødes forummet på teknisk niveauregelmæssigt og så ofte som nødvendigt, navnlig i henhold til artikel 58, stk. 3, og artikel 59, stk. 6, for at operationalisere solidaritetsmekanismen mellem medlemsstaterne og imødekomme solidaritetsbehovene ved hjælp af de fastsatte bidrag.

1.   Kommissionen udpeger en EU-solidaritetskoordinator til på teknisk plan at koordinere gennemførelsen af solidaritetsmekanismen i overensstemmelse med denne forordnings del IV.

2.   EU-solidaritetskoordinatoren:

3.   Med henblik på stk. 2 bistås EU-solidaritetskoordinatoren af et kontor og tildeles de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer til effektivt at udføre sine opgaver. EU-solidaritetskoordinatoren arbejder tæt sammen med Asylagenturet, herunder med hensyn til de praktiske detaljer i forbindelse med omfordelingen i henhold til denne forordning.

4.   I den rapport, der er omhandlet i artikel 9, skal der redegøres for status for solidaritetsmekanismens gennemførelse og funktion.

5.   Medlemsstaterne giver EU-solidaritetskoordinatoren de data og oplysninger, der er nødvendige for, at EU-solidaritetskoordinatoren kan udføre sine opgaver effektivt.

1.   Medlemsstaterne behandler en ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af en enkelt medlemsstat, som skal være den medlemsstat, som er ansvarlig på grundlag af kriterierne i denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III.

2.   Kan det ikke på grundlag af kriterierne i denne forordning afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse, er det den første medlemsstat, hvori ansøgningen om international beskyttelse blev registreret, der er ansvarlig for behandlingen, uden at det berører reglerne i denne forordnings del IV.

3.   Er det umuligt for en medlemsstat at overføre en ansøger til den medlemsstat, der primært er udpeget som ansvarlig, fordi der er væsentlige grunde til at tro, at ansøgeren ved at blive overført til den pågældende medlemsstat vil løbe en reel risiko for krænkelse af sine grundlæggende rettigheder, der udgør umenneskelig eller nedværdigende behandling i den i chartrets artikel 4 anvendte betydning, fortsætter den medlemsstat, der træffer afgørelsen, med at undersøge kriterierne i denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III, for at afgøre, om en anden medlemsstat kan udpeges som ansvarlig.

Hvor en medlemsstat ikke kan gennemføre overførslen i medfør af dette stykkes første afsnit til nogen medlemsstat, der er udpeget på grundlag af kriterierne i denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III, eller til den første medlemsstat, hvori ansøgningen blev registreret, og ikke kan fastslå, hvorvidt en anden medlemsstat kan udpeges som den ansvarlige medlemsstat, bliver førstnævnte den medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse.

4.   Hvis der ikke i henhold til forordning (EU) 2024/1356 er foretaget sikkerhedskontrol, jf. nævnte forordnings artikel 15, undersøger den første medlemsstat, hvori ansøgningen om international beskyttelse blev registreret, hurtigst muligt efter registreringen af ansøgningen, om der er rimelige grunde til at anse ansøgeren for at udgøre en trussel mod den indre sikkerhed, inden den anvender kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i medfør af denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III.

Hvis der er blevet foretaget sikkerhedskontrol, jf. artikel 15 i forordning (EU) 2024/1356, men den første medlemsstat, hvori ansøgningen om international beskyttelse blev registreret, har rimelige grunde til at anse ansøgeren for at udgøre en trussel mod den indre sikkerhed, foretager den pågældende medlemsstat undersøgelsen hurtigst muligt efter registreringen af ansøgningen, inden den anvender kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i medfør af denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III.

Hvis sikkerhedskontrollen foretaget i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) 2024/1356 eller i overensstemmelse med dette stykkes første og andet afsnit viser, at der er rimelige grunde til at anse ansøgeren for at udgøre en trussel mod den indre sikkerhed, bliver den medlemsstat, der foretager sikkerhedskontrollen, den ansvarlige medlemsstat, og nærværende forordnings artikel 39 finder ikke anvendelse.

5.   Hver medlemsstat bevarer retten til at sende en ansøger til et sikkert tredjeland under overholdelse af de regler og garantier, der er fastsat i forordning (EU) 2024/1348.

1.   En ansøgning om international beskyttelse skal fremsættes og registreres i den første indrejsemedlemsstat.

2.   Hvis en tredjelandsstatsborger eller statsløs er i besiddelse af et gyldigt opholdsdokument eller et gyldigt visum, skal ansøgningen om international beskyttelse uanset stk. 1 fremsættes og registreres i den medlemsstat, der udstedte opholdsdokumentet eller visummet.

Hvis en tredjelandsstatsborger eller en statsløs er i besiddelse af et opholdsdokument eller et visum, der er udløbet eller er annulleret, trukket tilbage eller inddraget, skal ansøgningen om international beskyttelse fremsættes og registreres i den medlemsstat, hvor vedkommende opholder sig.

3.   Ansøgeren samarbejder fuldt ud med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne om indsamling af de biometriske data i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1358 og om de forhold, der er omfattet af nærværende forordning, navnlig ved snarest muligt og senest under den i nærværende forordnings artikel 22 omhandlede samtale at fremlægge og meddele alle de elementer og oplysninger, vedkommende råder over, som er relevante for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, herunder ved at indgive sine identitetspapirer, hvis ansøgeren er i besiddelse af sådanne dokumenter. Er ansøgeren på tidspunktet for samtalen ikke i stand til at fremlægge dokumentation for de fremlagte elementer og oplysninger eller at udfylde det skema, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 22, stk. 1, fastsætter den kompetente myndighed under hensyntagen til sagens individuelle omstændigheder en rimelig frist til at fremlægge denne dokumentation inden for den i nærværende forordnings artikel 39, stk. 1, omhandlede periode.

4.   Ansøgeren er forpligtet til at opholde sig i:

5.   Når ansøgeren underrettes om en afgørelse om overførsel i overensstemmelse med artikel 42, stk. 2, og artikel 67, stk. 10, skal ansøgeren samarbejde med de kompetente myndigheder og efterkomme denne afgørelse.

1.   Forudsat at ansøgeren er blevet informeret om vedkommendes forpligtelser og om konsekvenserne af manglende efterkommelse heraf i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2024/1356 eller artikel 5, stk. 1, og artikel 21 i direktiv (EU) 2024/1346, har ansøgeren ikke ret til de modtagelsesforhold, der er fastsat i nævnte direktivs artikel 17-20 i nogen anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er forpligtet til at opholde sig i henhold til nærværende forordnings artikel 17, stk. 4, fra det tidspunkt, hvor den pågældende underrettes om afgørelsen om overførsel til den ansvarlige medlemsstat.

Første afsnit berører ikke behovet for at sikre en levestandard, der er i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret, og internationale forpligtelser.

2.   De elementer og oplysninger, som er relevante for afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og som fremlægges efter udløbet af fristen, tages kun i betragtning, hvis de tilvejebringer dokumentation, der er afgørende for en korrekt anvendelse af denne forordning, navnlig for så vidt angår uledsagede mindreårige og familiesammenføring.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvor ansøgeren ikke befinder sig i den medlemsstat, hvor vedkommende er forpligtet til at opholde sig, og de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor ansøgeren befinder sig, har rimelige grunde til at antage, at ansøgeren kunne have været udsat for en af de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (39).

4.   Ved anvendelsen af denne artikel tager medlemsstaterne hensyn til ansøgerens individuelle forhold, herunder enhver reel risiko for krænkelser af grundlæggende rettigheder i den medlemsstat, hvor ansøgeren er forpligtet til at opholde sig. Alle foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, skal være forholdsmæssige.

1.   Snarest muligt, og under alle omstændigheder senest på den dato, hvor en ansøgning om international beskyttelse er registreret i en medlemsstat, oplyser denne medlemsstats kompetente myndigheder ansøgeren om anvendelsen af denne forordning, om vedkommendes rettigheder i medfør af denne forordning og om de forpligtelser, der er fastsat i artikel 17, samt om de i artikel 18 fastsatte konsekvenser af ikke at opfylde disse forpligtelser. Disse oplysninger omfatter navnlig følgende:

2.   Ansøgeren skal have mulighed for at anmode om oplysninger om, hvordan proceduren skrider frem, og de kompetente myndigheder skal oplyse ansøgeren om denne mulighed. Hvis ansøgeren er mindreårig, skal den mindreårige og forælderen eller repræsentanten have muligheden for at anmode om sådanne oplysninger.

1.   De oplysninger, der er omhandlet i artikel 19, skal gives skriftligt i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig form i et klart og enkelt sprog og på et sprog, som ansøgeren forstår eller med rimelighed formodes at forstå. Medlemsstaterne benytter til det formål det fælles oplysningsmateriale, som udarbejdes i medfør af nærværende artikels stk. 2. Det fælles oplysningsmateriale skal også være tilgængeligt online på en åben og lettilgængelig platform for ansøgere om international beskyttelse.

Hvor det er nødvendigt for at sikre, at ansøgeren forstår oplysningerne korrekt, skal disse også gives mundtligt, hvor det er hensigtsmæssigt i forbindelse med den personlige samtale, der er omhandlet i artikel 22. Med henblik herpå skal ansøgeren have mulighed for at stille spørgsmål med henblik på at præcisere de afgivne oplysninger. Medlemsstaterne kan benytte sig af multimedieudstyr.

2.   Asylagenturet udarbejder i tæt samarbejde med de ansvarlige nationale myndigheder fælles oplysningsmateriale samt særlige oplysninger for uledsagede mindreårige og sårbare ansøgere, hvor det er nødvendigt for ansøgere med særlige modtagelses- eller proceduremæssige behov, som mindst skal indeholde de oplysninger, der er omhandlet i artikel 19. Det fælles oplysningsmateriale skal også indeholde oplysninger vedrørende anvendelsen af forordning (EU) 2024/1358 og navnlig om det formål, hvortil en ansøgers data kan behandles i Eurodac.

Det fælles oplysningsmateriale udarbejdes på en sådan måde, at det er muligt for medlemsstaterne at supplere det med yderligere medlemsstatsspecifikke oplysninger.

3.   Hvis ansøgeren er mindreårig, gives de oplysninger, der er omhandlet i artikel 19, på en børnevenlig måde af behørigt uddannet personale og under tilstedeværelse af ansøgerens repræsentant.

1.   Ansøgerne har ret til på effektiv vis at rådføre sig med en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, der i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at virke som sådan, om spørgsmål, der vedrører anvendelsen af kriterierne i denne dels kapitel II eller bestemmelserne i denne dels kapitel III, i alle faser af proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig som fastsat i denne forordning.

2.   Uden at dette berører ansøgerens ret til for egen regning at vælge en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, kan en ansøger anmode om gratis juridisk rådgivning under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

3.   Gratis juridisk rådgivning ydes af juridiske rådgivere eller andre rådgivere, som i henhold til national ret er godkendt til at rådgive, bistå eller repræsentere ansøgere, eller af ikkestatslige organisationer, der i henhold til national ret er akkrediterede til at levere juridiske tjenesteydelser til eller repræsentere ansøgere.

Med henblik på første afsnit kan effektiv adgang til gratis juridisk rådgivning sikres ved at overlade det til en person at yde juridisk rådgivning i procedurens administrative fase til flere ansøgere samtidigt.

4.   Medlemsstaterne kan organisere ydelsen af juridisk rådgivning i overensstemmelse med deres nationale systemer.

5.   Medlemsstaterne fastsætter særlige procedureregler vedrørende de nærmere ordninger for indgivelse og behandling af anmodninger om ydelse af gratis juridisk rådgivning som fastsat i denne artikel.

6.   Med henblik på proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, skal den gratis juridiske rådgivning omfatte:

7.   Uden at det berører stk. 1 kan det udelades at yde gratis juridisk rådgivning under proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, hvis ansøgeren allerede bistås og repræsenteres af en juridisk rådgiver.

8.   Med henblik på gennemførelsen af denne artikel kan medlemsstaterne anmode Asylagenturet om bistand. Desuden kan der via EU-fondene ydes finansiel støtte til medlemsstaterne i overensstemmelse med retsakterne, der gælder for sådan finansiering.

1.   For at lette proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, afholder de kompetente myndigheder i den i artikel 38, stk. 1, omhandlede medlemsstat, som træffer afgørelsen, en personlig samtale med ansøgeren med henblik på anvendelse af artikel 39. Samtalen skal også sikre, at ansøgeren korrekt forstår oplysningerne modtaget i overensstemmelse med artikel 19.

De kompetente myndigheder indsamler oplysninger om den specifikke ansøgers situation ved proaktivt at stille spørgsmål, der vil hjælpe med at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, med henblik på anvendelse af artikel 39.

Hvis der er tegn på, at ansøgeren har familiemedlemmer eller slægtninge i en medlemsstat, modtager ansøgeren et skema, som skal udarbejdes af Asylagenturet. Ansøgeren udfylder skemaet med de oplysninger, vedkommende råder over, med henblik på at lette anvendelsen af artikel 39. Om muligt udfylder ansøgeren dette skema inden den personlige samtale fastsat i denne artikel.

Asylagenturet udarbejder det i dette stykkes tredje afsnit omhandlede skema senest den 12. april 2025. Asylagenturet udarbejder også retningslinjer for identifikation og sporing af familiemedlemmer for at støtte den anmodende og den anmodede medlemsstats anvendelse af artikel 25-28 og 34 i overensstemmelse med artikel 39 og 40.

Ansøgeren skal have mulighed for at fremlægge behørigt begrundede årsager for de kompetente myndigheder med henblik på deres overvejelse af at anvende artikel 35, stk. 1.

2.   En personlig samtale kan undlades, hvis:

Med henblik på dette stykkes første afsnit, litra c), giver den medlemsstat, der undlader at afholde samtalen, ansøgeren mulighed for at fremlægge alle yderligere oplysninger, der er relevante for en korrekt afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, inden for den frist, der er omhandlet i artikel 39, stk. 1, herunder behørigt begrundede årsager for myndigheden til at overveje behovet for en personlig samtale.

3.   Den personlige samtale skal afholdes rettidigt, og under alle omstændigheder før der fremsættes en anmodning om overtagelse i henhold til artikel 39.

4.   Den personlige samtale afholdes på det sprog, som ansøgeren foretrækker, medmindre der er et andet sprog, som vedkommende forstår og kan kommunikere klart på. Samtaler med uledsagede og i givet fald ledsagede mindreårige gennemføres af en person, der har den nødvendige viden om mindreåriges rettigheder og særlige behov, på en måde, der er indfølende over for børn og korrekt for sammenhængen, den mindreåriges alder og modenhed taget i betragtning, under tilstedeværelse af repræsentanten og i givet fald den mindreåriges juridiske rådgiver. Hvor det er nødvendigt, stilles der en tolk til rådighed, der kan sikre en tilfredsstillende kommunikation mellem ansøgeren og den person, som afholder den personlige samtale. Der kan være en kulturel mægler til stede under den personlige samtale. Hvis ansøgeren anmoder herom og det er muligt, skal den person, der afholder samtalen, og i givet fald tolken være af det køn, som ansøgeren foretrækker.

5.   Hvis det er behørigt begrundet i omstændighederne, kan medlemsstaterne undtagelsesvis afvikle den personlige samtale som videokonference. I et sådant tilfælde sørger medlemsstaten for de nødvendige ordninger med hensyn til passende faciliteter, proceduremæssige og tekniske standarder, juridisk bistand og tolkning under hensyntagen til vejledning fra Asylagenturet.

6.   Den personlige samtale skal finde sted under forhold, som sikrer en passende fortrolighed. Den skal afholdes af en person, der er kvalificeret hertil i henhold til national ret. De ansøgere, for hvem det konstateres, at de har behov for særlige proceduremæssige garantier i henhold til forordning (EU) 2024/1348, ydes tilstrækkelig støtte for at skabe de nødvendige betingelser for effektivt at fremlægge alle de elementer, der gør det muligt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Personale, der afholder samtaler med ansøgere, skal også have erhvervet generelt kendskab til faktorer, der kan indvirke negativt på ansøgerens evne til at deltage i samtalen, såsom tegn på, at vedkommende tidligere har været udsat for tortur eller har været offer for menneskehandel.

7.   Den medlemsstat, som afholder den personlige samtale, foretager en lydoptagelse af samtalen og udarbejder en skriftlig sammenfatning heraf, der mindst indeholder de vigtigste oplysninger, som ansøgeren har givet under samtalen. Ansøgeren underrettes på forhånd om, at der foretages en sådan optagelse, og om formålet hermed. Hvis der er tvivl om ansøgerens udsagn under den personlige samtale, har lydoptagelsen forrang. Sammenfatningen kan have form af enten en rapport eller et standardskema. Medlemsstaten sikrer, at ansøgeren eller den juridiske rådgiver eller en anden rådgiver, der i henhold til national ret er godkendt eller har tilladelse til at virke som sådan, og som repræsenterer ansøgeren retligt, får rettidig adgang til sammenfatningen, så snart som muligt efter samtalen, og under alle omstændigheder før den kompetente myndighed træffer afgørelse om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Ansøgeren skal ved afslutningen af den personlige samtale eller inden for en bestemt frist have mulighed for mundtligt eller skriftligt at fremsætte bemærkninger eller præciseringer vedrørende eventuelle oversættelsesfejl, misforståelser eller andre faktuelle fejl i den skriftlige sammenfatning.

1.   Barnets tarv skal være et primært hensyn for medlemsstaterne i forbindelse med alle de procedurer, der er fastsat i denne forordning. Procedurer, der omfatter mindreårige, gives prioritet.

2.   Enhver medlemsstat, hvori en uledsaget mindreårig opholder sig, er forpligtet til at sikre, at vedkommende er repræsenteret og bistås af en repræsentant i forbindelse med alle de relevante procedurer, der er fastsat i denne forordning. Repræsentanten skal have de fornødne ressourcer og kvalifikationer og den fornødne uddannelse, ekspertise og uafhængighed til at sikre, at der tages hensyn til barnets tarv under de procedurer, der gennemføres i henhold til denne forordning. Repræsentanten skal have adgang til indholdet af de relevante dokumenter i ansøgerens sagsmappe, herunder det særlige oplysningsmateriale til uledsagede mindreårige, og skal holde den uledsagede mindreårige underrettet om, hvordan procedurerne i henhold til denne forordning skrider frem.

Hvis en ansøgning fremsættes af en person, der hævder at være mindreårig, eller som ud fra objektive grunde kan antages at være mindreårig, og som er uledsaget, udpeger de kompetente myndigheder:

I tilfælde af et uforholdsmæssigt stort antal ansøgninger fremsat af uledsagede mindreårige eller i andre ekstraordinære situationer kan fristen for udpegelse af en repræsentant i medfør af andet afsnit, litra b), forlænges med ti arbejdsdage.

Hvis den kompetente myndighed konkluderer, at en ansøger, der hævder at være mindreårig, uden tvivl er over 18 år, er den ikke forpligtet til at udpege en repræsentant i overensstemmelse med dette stykke.

Repræsentantens eller den i andet afsnit, litra a), omhandlede persons opgaver ophører, hvis de kompetente myndigheder efter at have foretaget den i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1348 omhandlede aldersvurdering ikke antager, at ansøgeren er mindreårig, eller vurderer, at ansøgeren ikke er mindreårig, eller hvis ansøgeren ikke længere er en uledsaget mindreårig.

Hvis en organisation udpeges som repræsentant, udpeger den en person, som er ansvarlig for at varetage dens opgaver i forbindelse med den mindreårige. Første afsnit finder anvendelse på denne person.

Den i første afsnit nævnte repræsentant kan være den samme person eller organisation som fastsat i artikel 23 i forordning (EU) 2024/1348.

3.   Medlemsstaterne involverer repræsentanten for en uledsaget mindreårig gennem hele proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig i henhold til denne forordning. Repræsentanten bistår den uledsagede mindreårige med at tilvejebringe de oplysninger, der er relevante for vurderingen af, hvad der er barnets tarv i overensstemmelse med stk. 4, herunder med udøvelsen af retten til at blive hørt, og støtter vedkommendes engagement med andre aktører såsom organisationer, der opsporer familie, hvis det er relevant i den forbindelse, under behørig hensyntagen til fortrolighedsforpligtelserne over for den mindreårige.

4.   Ved vurderingen af barnets tarv samarbejder medlemsstaterne tæt med hinanden og tager navnlig behørigt hensyn til følgende faktorer:

5.   Inden en uledsaget mindreårig overføres, underretter den overførende medlemsstat den ansvarlige medlemsstat eller den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, som skal bekræfte, at der straks vil blive truffet alle passende foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 16 og 27 i direktiv (EU) 2024/1346 og artikel 23 i forordning (EU) 2024/1348, herunder udpegelse af en repræsentant i den ansvarlige medlemsstat eller den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling. Forud for alle afgørelser om overførsel af en uledsaget mindreårig skal der foretages en individuel vurdering af, hvad der er i barnets tarv. Vurderingen skal baseres på de relevante faktorer, der er opført i nærværende artikels stk. 4, og konklusionerne af vurderingen af disse faktorer skal tydeligt anføres i afgørelsen om overførsel. Vurderingen skal foretages straks af behørigt uddannede ansatte, der har de fornødne kvalifikationer og den fornødne ekspertise til at sikre, at der tages hensyn til barnets tarv.

6.   Med henblik på anvendelsen af artikel 25 træffer den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreåriges ansøgning om international beskyttelse først blev registreret, omgående passende tiltag til at identificere familiemedlemmer, søskende eller slægtninge til den uledsagede mindreårige på medlemsstaternes område, samtidig med at den varetager barnets tarv.

Med henblik herpå kan den pågældende medlemsstat anmode om bistand hos internationale eller andre relevante organisationer og facilitere den mindreåriges adgang til disse organisationers sporingstjenester.

De ansatte ved de i artikel 52 omhandlede kompetente myndigheder, som beskæftiger sig med anmodninger vedrørende uledsagede mindreårige, skal modtage passende uddannelse vedrørende mindreåriges specifikke behov, som er relevante for anvendelsen af denne forordning.

7.   Med henblik på at gøre det lettere at træffe de passende tiltag til at identificere en uledsaget mindreårigs familiemedlemmer eller slægtninge, som opholder sig på en anden medlemsstats område, i medfør af denne artikels stk. 6, vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, herunder en standardformular til udveksling af relevante oplysninger mellem medlemsstaterne. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

1.   Kriterierne for afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, finder anvendelse i den rækkefølge, der er fastsat i dette kapitel.

2.   Afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig efter kriterierne i dette kapitel, sker på grundlag af situationen på det tidspunkt, hvor ansøgningen om international beskyttelse først blev registreret i en medlemsstat.

1.   Er ansøgeren en uledsaget mindreårig, er det kun kriterierne i denne artikel, der finder anvendelse. Disse kriterier skal anvendes i den rækkefølge, hvori de er opstillet i stk. 2-5.

2.   Den medlemsstat, der er ansvarlig, er den medlemsstat, hvor et familiemedlem til den uledsagede mindreårige eller en af den uledsagede mindreåriges søskende opholder sig lovligt, medmindre det påvises, at dette ikke er i barnets tarv. Er ansøgeren en gift mindreårig, hvis ægtefælle ikke opholder sig lovligt på medlemsstaternes område, er det den medlemsstat, hvor vedkommendes far, mor eller en anden voksen, der er ansvarlig for den mindreårige i henhold til medlemsstatens ret eller praksis, eller en af vedkommendes søskende, har lovligt ophold, der er den medlemsstat, der er ansvarlig, medmindre det påvises, at dette ikke er i barnets tarv.

3.   Hvis ansøgeren er en uledsaget mindreårig, der har en slægtning, som opholder sig lovligt i en anden medlemsstat, og det på grundlag af en individuel vurdering fastslås, at slægtningen kan tage sig af vedkommende, skal den pågældende medlemsstat sammenføre den mindreårige med vedkommendes slægtning og være den medlemsstat, der er ansvarlig, medmindre det påvises, at dette ikke er i barnets tarv.

4.   Opholder familiemedlemmer, søskende eller slægtninge som omhandlet i stk. 2 og 3 sig i mere end én medlemsstat, afgøres det, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, på grundlag af, hvad der er i barnets tarv.

5.   Hvis der ikke findes et familiemedlem, søskende eller en slægtning som omhandlet i stk. 2 og 3, er det den medlemsstat, hvor den uledsagede mindreåriges ansøgning om international beskyttelse først blev registreret, der er ansvarlig, hvis dette er i barnets tarv.

6.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 78, om:

Kommissionen må under udøvelsen af sine beføjelser til at vedtage delegerede retsakter ikke gå videre end det, der tjener barnets tarv som fastsat i artikel 23, stk. 4.

7.   Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter ensartede metoder for høringen og udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne med henblik på denne artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

1.   Hvis ansøgeren har et familiemedlem, som har fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse i en medlemsstat, eller som opholder sig i en medlemsstat som fastboende udlænding i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/109/EF (40) eller har status som fastboende person tildelt i overensstemmelse med national ret, hvis nævnte direktiv ikke finder anvendelse i den pågældende medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at de pågældende personer skriftligt har udtrykt ønske herom.

2.   Hvis familiemedlemmet tidligere havde fået tilladelse til at opholde sig som en person med international beskyttelse, men senere er blevet statsborger i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen, forudsat at de pågældende personer skriftligt har udtrykt ønske herom.

3.   Stk. 1 og 2 finder også anvendelse på børn, der er født, efter at familiemedlemmet ankom til medlemsstatens område.

1.   Er ansøgeren i besiddelse af et gyldigt opholdsdokument, er det den medlemsstat, der har udstedt dette, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

2.   Er ansøgeren i besiddelse af et gyldigt visum, er det den medlemsstat, der har udstedt dette visum, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, medmindre det pågældende visum er udstedt på vegne af en anden medlemsstat inden for rammerne af en repræsentationsordning som fastsat i artikel 8 i forordning (EF) nr. 810/2009. I så fald er det den repræsenterede medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

3.   Er ansøgeren i besiddelse af flere gyldige opholdsdokumenter eller visa, der er udstedt af forskellige medlemsstater, afgøres hvilken medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, i følgende rækkefølge:

4.   Er ansøgeren i besiddelse af et eller flere opholdsdokumenter, hvis gyldighed er udløbet, eller som er blevet annulleret, inddraget eller trukket tilbage mindre end tre år før registreringen af ansøgningen, eller ét eller flere visa, hvis gyldighed er udløbet, eller som er blevet annulleret, inddraget eller trukket tilbage mindre end 18 måneder før registreringen af ansøgningen, finder stk. 1, 2 og 3 anvendelse.

5.   Det forhold at opholdsdokumentet eller visummet er udstedt på grundlag af en fiktiv identitet eller misbrug af en anden persons identitet eller ved hjælp af forfalskede, falske eller ugyldige dokumenter, er ikke til hinder for, at ansvaret pålægges den medlemsstat, der har udstedt dette opholdsdokument eller visum. Den medlemsstat, der har udstedt opholdsdokumentet eller visummet, er dog ikke ansvarlig, hvis den kan fastslå, at der er begået svig, efter at dokumentet er udstedt.

1.   Er ansøgeren i besiddelse af et eksamensbevis udstedt af eller kvalifikationer opnået ved en uddannelsesinstitution, der er etableret i en medlemsstat, er det denne medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, forudsat at ansøgningen registreres mindre end seks år efter udstedelsen af eksamensbeviset eller opnåelsen af kvalifikationerne.

2.   Er ansøgeren i besiddelse af et eksamensbevis udstedt af eller kvalifikationer opnået ved uddannelsesinstitutioner i forskellige medlemsstater, er det den medlemsstat, hvori eksamensbeviset blev udstedt eller kvalifikationerne opnået efter den længste studieperiode, der er ansvarlig, eller hvis studieperioderne er af ens længde, den medlemsstat, hvor det seneste eksamensbevis er udstedt eller de seneste kvalifikationer opnået, der er ansvarlig.

1.   Indrejser en tredjelandsstatsborger eller statsløs på medlemsstaternes område gennem en medlemsstat, hvor vedkommende er fritaget for visumpligt, er denne medlemsstat ansvarlig for behandlingen af vedkommendes ansøgning om international beskyttelse.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis tredjelandsstatsborgerens eller den statsløses ansøgning om international beskyttelse registreres i en anden medlemsstat, hvor vedkommende også er fritaget for visum til indrejse på området. I så fald er det denne anden medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

1.   Påvises det på grundlag af beviser eller indicier som beskrevet i de lister, der er omhandlet i denne forordnings artikel 40, stk. 4, herunder de data, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1358, at en ansøger på irregulær vis har passeret grænsen til en medlemsstat ad land-, sø- eller luftvejen, fra et tredjeland, er det den første medlemsstat, hvori ansøgeren er indrejst, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Dette ansvar ophører, hvis ansøgningen registreres mere end 20 måneder efter den dato, hvor vedkommende passerede grænsen.

2.   Påvises det på grundlag af beviser eller indicier som beskrevet i de lister, der er omhandlet i denne forordnings artikel 40, stk. 4, herunder de data, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1358, at en ansøger er blevet ilandsat på en medlemsstats område efter en eftersøgnings- og redningsaktion, er det uanset nærværende artikels stk. 1 den pågældende medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse. Dette ansvar ophører, hvis ansøgningen registreres mere end 12 måneder efter den dato, hvor ilandsætningen fandt sted.

3.   Denne artikels stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis det på grundlag af beviser eller indicier som beskrevet i de lister, der er omhandlet i denne forordnings artikel 40, stk. 4, herunder de data, der er omhandlet i forordning (EU) 2024/1358, kan fastslås, at ansøgeren blev omfordelt til en anden medlemsstat i henhold til nærværende forordnings artikel 67, efter at vedkommende havde passeret grænsen. I så fald er det denne anden medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

1.   Hvis en ansøger på grund af graviditet, et nyfødt barn, alvorlig psykisk eller fysisk sygdom, et alvorligt handicap, et alvorligt psykisk traume eller høj alder er afhængig af hjælp fra vedkommendes barn, søskende eller forælder, som har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, eller hvis vedkommendes barn, søskende eller forælder, der har lovligt ophold i en af medlemsstaterne, er afhængig af hjælp fra ansøgeren, skal medlemsstaterne normalt lade ansøgeren blive sammen med eller sammenføre denne med dette barn eller denne søskende eller forælder, under forudsætning af at der fandtes familiemæssige bånd, inden ansøgeren ankom til medlemsstaternes område, at barnet, søskenden eller forælderen eller ansøgeren er i stand til at tage sig af den afhængige person, og at de pågældende skriftligt har udtrykt ønske herom efter at være blevet oplyst om denne mulighed.

Hvis der er tegn på, at et barn, en søskende eller en forælder har lovligt ophold på den medlemsstats område, hvor den afhængige person opholder sig, kontrollerer denne medlemsstat, om barnet, søskenden eller forælderen kan tage sig af den afhængige person, inden den fremsætter en anmodning om overtagelse i henhold til artikel 39.

2.   Hvis barnet, søskenden eller forælderen, der er omhandlet i stk. 1, har lovligt ophold i en anden medlemsstat end den, hvor ansøgeren opholder sig, er den medlemsstat, der er ansvarlig, den medlemsstat, hvor dette barn, denne søskende eller denne forælder har lovligt ophold, medmindre ansøgerens helbred gør det umuligt for vedkommende at rejse til den pågældende medlemsstat inden for en betydelig tidshorisont. I så fald er den medlemsstat, der er ansvarlig, den medlemsstat, hvor ansøgeren opholder sig. Denne medlemsstat er ikke forpligtet til at sammenføre ansøgerens barn, søskende eller forælder på sit område.

3.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 78, om:

4.   Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter ensartede metoder for høring og udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne med henblik på denne artikel. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

1.   Uanset artikel 16, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en tredjelandsstatsborgers eller en statsløs’ ansøgning om international beskyttelse, der er registreret i den, selv om en sådan behandling ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.

2.   Den medlemsstat, hvor en ansøgning om international beskyttelse er registreret, og som gennemfører proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der er ansvarlig, kan når som helst, inden der træffes en første substansafgørelse, anmode en anden medlemsstat om at overtage en ansøger med henblik på at sammenføre familierelationer, af humanitære årsager navnlig baseret på meningsfuld tilknytning for så vidt angår familiemæssige, sociale eller kulturelle hensyn, selv om denne anden medlemsstat ikke er ansvarlig efter kriterierne i artikel 25-28 og 34. De pågældende personer skal give deres skriftlige samtykke hertil.

Anmodningen om overtagelse skal indeholde alle de oplysninger, som den anmodende medlemsstat råder over, og som er nødvendige for at give den anmodede medlemsstat mulighed for at vurdere situationen.

Den anmodede medlemsstat foretager den kontrol, der er nødvendig for at undersøge de i anmodningen omhandlede humanitære årsager, og skal svare den anmodende medlemsstat senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen ved at benytte det elektroniske kommunikationsnet, som er oprettet ved artikel 18 i forordning (EF) nr. 1560/2003. Gives der afslag på anmodningen, skal dette begrundes.

1.   Den medlemsstat, der efter denne forordning er ansvarlig, er forpligtet til:

2.   Ved anvendelsen af denne forordning skal det ikke være muligt at adskille den situation, som en mindreårig, der ledsager ansøgeren, og som falder ind under definitionen af et familiemedlem, befinder sig i, fra den situation, som den pågældendes familiemedlem befinder sig i, og ansvaret for den mindreårige påhviler eller tages tilbage af den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse fra det pågældende familiemedlem, uden at den pågældende persons skriftlige samtykke er påkrævet, selv hvis den mindreårige ikke selv er ansøger, medmindre det påvises, at dette ikke er i barnets tarv. Det samme gælder for børn født efter ansøgerens ankomst til medlemsstaternes område, uden at det er nødvendigt at indlede en ny procedure for overtagelse af ansvaret for dem.

Uanset kravet om skriftligt samtykke i artikel 26 kræves der ikke skriftligt samtykke fra de pågældende personer, hvor der indledes en ny procedure for overtagelse af ansvaret for en mindreårig for så vidt angår en medlemsstat, der er anført som den medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til artikel 26, medmindre det påvises, at overførsel til den medlemsstat, der er ansvarlig, ikke er i barnets tarv.

3.   I de i denne artikels stk. 1, litra a) og b), omhandlede situationer behandler eller afslutter den medlemsstat, der er ansvarlig, behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1348.

1.   Hvis en medlemsstat udsteder et opholdsdokument til en ansøger, beslutter at anvende artikel 35, ikke anser det for at være i barnets tarv at overføre en uledsaget mindreårig til den ansvarlige medlemsstat eller ikke overfører den pågældende person til den ansvarlige medlemsstat inden for fristerne i artikel 46, bliver den pågældende medlemsstat den medlemsstat, der er ansvarlig, og forpligtelserne i artikel 36 overføres til denne medlemsstat. I givet fald underretter den den medlemsstat, der tidligere var ansvarlig, den medlemsstat, der gennemfører en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der er blevet anmodet om at overtage ansøgeren eller har modtaget en meddelelse om tilbagetagelse, ved brug af det elektroniske kommunikationsnet, der er oprettet ved artikel 18 i forordning (EF) nr. 1560/2003.

Den medlemsstat, der bliver ansvarlig i henhold til dette stykkes første afsnit, anfører, at den er blevet den ansvarlige medlemsstat i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1358.

2.   Efter en behandling af en ansøgning i grænseproceduren i henhold til forordning (EU) 2024/1348 ophører forpligtelserne i nærværende forordnings artikel 36, stk. 1, 15 måneder efter en afgørelse om afvisning af en ansøgning som uantagelig, grundløs eller åbenbart grundløs med hensyn til flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus eller en afgørelse, hvorved en ansøgning erklæres for implicit eller udtrykkeligt trukket tilbage, er blevet endelig.

En ansøgning, der registreres efter den i første afsnit omhandlede periode, betragtes med henblik på denne forordning som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

3.   Uanset denne artikels stk. 2, første afsnit, ophører ansvaret, hvor personen ansøger om international beskyttelse i en anden medlemsstat inden for den i nævnte afsnit omhandlede periode på 15 måneder, og en tilbagetagelsesprocedure ikke er færdigbehandlet på datoen for udløbet af denne periode på 15 måneder, først når tilbagetagelsesproceduren er afsluttet, eller fristerne for den overførende medlemsstats gennemførelse af overførslen i overensstemmelse med artikel 46 er udløbet.

4.   Forpligtelserne i denne forordnings artikel 36, stk. 1, ophører, hvis den medlemsstat, der er ansvarlig, på grundlag af data, der er registreret og lagret i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/2226, eller anden dokumentation fastslår, at den pågældende person har forladt medlemsstaternes område i mindst ni måneder, medmindre den pågældende person er i besiddelse af et gyldigt opholdsdokument, der er udstedt af den medlemsstat, der er ansvarlig.

En ansøgning, der registreres efter den i første afsnit omhandlede fraværsperiode, betragtes med henblik på denne forordning som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

5.   Forpligtelsen i denne forordnings artikel 36, stk. 1, litra b), til at tilbagetage en tredjelandsstatsborger eller statsløs ophører, hvis det på grundlag af ajourføringen af de datasæt, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, litra d), i forordning (EU) 2024/1358, fastslås, at den pågældende person har forladt medlemsstaternes område, enten tvangsmæssigt eller frivilligt, i overensstemmelse med en afgørelse om tilbagesendelse eller om udsendelse, der blev truffet, efter ansøgningen var trukket tilbage, eller der var givet afslag herpå.

En ansøgning, der registreres, efter at en udsendelse eller frivillig tilbagevenden rent faktisk har fundet sted, betragtes med henblik på denne forordning som en ny ansøgning, der medfører en ny procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

1.   Hver medlemsstat meddeler enhver anden medlemsstat, der anmoder herom, personoplysninger vedrørende en person, der er omfattet af anvendelsesområdet for denne forordning, som er tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt, med henblik på at:

2.   De i stk. 1 omhandlede oplysninger må kun omfatte:

3.   Forudsat at det er nødvendigt for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse, kan den ansvarlige medlemsstat anmode en anden medlemsstat om at oplyse den om ansøgerens begrundelse for sin ansøgning og i givet fald begrundelsen for eventuelle afgørelser truffet vedrørende ansøgeren. Hvis den ansvarlige medlemsstat anvender artikel 55 i forordning (EU) 2024/1348, kan den pågældende medlemsstat også anmode om oplysninger, der gør det muligt for dens kompetente myndigheder at fastslå, om der er fremkommet nye elementer eller er fremlagt sådanne af ansøgeren. Den anmodede medlemsstat kan nægte at besvare anmodningen, hvis det er sandsynligt, at meddelelse af disse oplysninger vil skade dens væsentlige interesser eller beskyttelsen af den pågældende persons eller andres frihedsrettigheder og grundlæggende rettigheder. Ansøgeren underrettes på forhånd af den anmodende medlemsstat om de specifikke oplysninger, der anmodes om, og om begrundelsen for anmodningen.

4.   Enhver anmodning om oplysninger må kun sendes i forbindelse med en individuel ansøgning om international beskyttelse eller en overførsel med henblik på omfordeling. Anmodningen skal begrundes, og når formålet med den er at kontrollere opfyldelsen af et kriterie, der kan medføre, at den anmodede medlemsstat pålægges ansvaret, skal der oplyses om den dokumentation, anmodningen er baseret på, herunder relevante oplysninger fra pålidelige kilder om ansøgeres måde og midler at indrejse på medlemsstaternes område, eller hvilken specifik og verificerbar del af ansøgerens erklæringer den er baseret på. Sådanne relevante oplysninger fra pålidelige kilder er i sig selv ikke tilstrækkelige til at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig og kompetent i henhold til denne forordning, men de kan bidrage til vurderingen af andre indicier vedrørende den enkelte ansøger.

5.   Den anmodede medlemsstat skal svare inden for en frist på tre uger. Enhver forsinkelse i besvarelsen skal begrundes behørigt. Undladelse af at svare inden for tre uger fritager ikke den anmodede medlemsstat for pligten til at svare. Hvis den anmodede medlemsstat tilbageholder oplysninger, som viser, at den er ansvarlig, kan den pågældende medlemsstat ikke påberåbe sig udløbet af fristerne i artikel 39 som grund til at nægte at efterkomme anmodningen om overtagelse. I så fald forlænges fristerne i artikel 39 for indgivelse af en anmodning om overtagelse med et tidsrum af samme længde som forsinkelsen i den anmodede medlemsstats svar.

6.   Udvekslingen af oplysninger sker på foranledning af en medlemsstat og må kun finde sted mellem de myndigheder, som hver medlemsstat har udpeget og meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1.

7.   De udvekslede oplysninger må kun anvendes til de formål, der er fastsat i stk. 1. I hver medlemsstat må sådanne oplysninger, alt efter deres art og den modtagende myndigheds kompetence, kun meddeles de myndigheder og domstole og domstolslignende organer, der har til opgave at:

8.   Den medlemsstat, der meddeler oplysningerne, sikrer, at oplysningerne er korrekte og ajourførte. Viser det sig, at medlemsstaten har meddelt urigtige oplysninger eller oplysninger, som ikke burde have været meddelt, underrettes modtagermedlemsstaterne omgående herom. De er forpligtede til at berigtige eller slette sådanne oplysninger.

9.   I hver af de pågældende medlemsstater registreres i den pågældende persons individuelle sagsakter eller i et register fremsendelsen og modtagelsen af udvekslede oplysninger.

1.   Hver medlemsstat meddeler straks Kommissionen, hvilke kompetente myndigheder der har ansvaret for opfyldelsen af forpligtelser i henhold til denne forordning, og eventuelle ændringer heraf. Medlemsstaterne sikrer, at disse myndigheder har tilstrækkelige menneskelige, materielle og finansielle ressourcer til at udføre deres opgaver vedrørende anvendelsen af procedurerne til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at behandle ansøgningen om international beskyttelse på en hurtig og effektiv måde, og navnlig til at sikre proceduremæssige og grundlæggende rettigheder, sikre en hurtig procedure for genforening af familiemedlemmer og slægtninge, der befinder sig i forskellige medlemsstater, svare inden for de fastsatte frister af anmodninger om oplysninger, anmodninger om overtagelse, meddelelser om tilbagetagelse og i givet fald overholde deres forpligtelser i henhold til del IV.

2.   Kommissionen offentliggør en konsolideret liste over de myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, i Den Europæiske Unions Tidende. Sker der ændringer af listen, offentliggør Kommissionen en ajourført konsolideret liste en gang om året.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at de ansatte ved de i stk. 1 omhandlede myndigheder modtager den nødvendige uddannelse vedrørende anvendelsen af denne forordning.

4.   Kommissionen indfører ved hjælp af gennemførelsesretsakter sikre elektroniske kommunikationskanaler mellem de i stk. 1 omhandlede myndigheder og mellem disse myndigheder og Asylagenturet til fremsendelse af oplysninger, biometriske data, der er optaget i overensstemmelse med forordning (EU) 2024/1358, anmodninger, meddelelser, svar og enhver anden skriftlig korrespondance og til at sikre, at afsenderne automatisk modtager elektronisk bevis for modtagelsen. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

1.   Medlemsstaterne kan indbyrdes indføre bilaterale administrative ordninger om de praktiske detaljer for gennemførelsen af denne forordning for at lette dens anvendelse og gøre den mere effektiv. Sådanne ordninger kan vedrøre:

2.   Medlemsstaterne kan også bibeholde de administrative ordninger, der blev indgået i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 (41) og forordning (EU) nr. 604/2013. I det omfang sådanne ordninger ikke er forenelige med nærværende forordning, ændrer de pågældende medlemsstater disse ordninger på en sådan måde, at eventuelle uforeneligheder fjernes.

3.   Inden indgåelse eller ændring af eventuelle ordninger som omhandlet i stk. 1, litra b), rådfører de pågældende medlemsstater sig med Kommissionen om ordningens forenelighed med denne forordning.

4.   Anser Kommissionen de i stk. 1, litra b), omhandlede ordninger for at være uforenelige med denne forordning, giver den inden for en rimelig periode de pågældende medlemsstater meddelelse herom. De pågældende medlemsstater tager alle passende skridt for at ændre den pågældende ordning inden for en rimelig periode på en sådan måde, at sådanne uforeneligheder fjernes.

5.   Medlemsstaterne underretter Kommissionen om alle de i stk. 1 omhandlede ordninger og om enhver opsigelse eller ændring heraf.

1.   For at sikre, at de mekanismer, der er oprettet i henhold til denne forordning, fungerer ordentligt, og for at afhjælpe vanskeligheder med anvendelsen heraf, hvis to eller flere medlemsstater støder på vanskeligheder i deres samarbejde inden for rammerne af denne forordning eller dennes anvendelse mellem dem, gennemfører de pågældende medlemsstater på anmodning af en eller flere af dem straks konsultationer med henblik på at finde passende løsninger inden for en rimelig frist i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde som nedfældet i artikel 4, stk. 3, i TEU.

Oplysninger om de opståede vanskeligheder og de løsninger, der er fundet, kan, hvor det er hensigtsmæssigt, deles med Kommissionen og de øvrige medlemsstater i det i artikel 77 omhandlede udvalg.

2.   Hvor der ikke findes en løsning i medfør af stk. 1, eller hvor vanskelighederne fortsætter, kan en eller flere af de pågældende medlemsstater anmode Kommissionen om at gennemføre konsultationer med de pågældende medlemsstater med henblik på at finde passende løsninger. Kommissionen gennemfører straks sådanne konsultationer. De pågældende medlemsstater deltager aktivt i konsultationerne. Medlemsstaterne og Kommissionen træffer passende foranstaltninger for at løse problemet med det samme. Kommissionen kan vedtage henstillinger rettet til de pågældende medlemsstater med angivelse af de foranstaltninger, der skal træffes, og passende frister herfor.

Oplysninger om de opståede vanskeligheder, de fremsatte henstillinger og de løsninger, der er er fundet, kan, hvori det er hensigtsmæssigt, deles med Kommissionen og de øvrige medlemsstater i det i artikel 77 omhandlede udvalg.

Den procedure, der er fastsat i denne artikel, berører ikke de i denne forordning fastsatte frister i individuelle sager.

3.   Denne artikel berører ikke Kommissionens beføjelser til at føre tilsyn med anvendelsen af EU-retten i henhold til artikel 258 og 260 i TEUF. Den berører heller ikke de pågældende medlemsstaters mulighed for at forelægge deres tvistighed for EU-Domstolen i overensstemmelse med artikel 273 i TEUF, eller enhver medlemsstats mulighed for at indbringe sagen for EU-domstolen overensstemmelse med artikel 259 i TEUF.

1.   Den årlige solidaritetspulje, som omfatter bidragene i Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt, som medlemsstaterne gav tilsagn om på mødet i forummet på højt plan, fungerer som det vigtigste solidaritetsredskab for medlemsstater, der er udsat for migrationspres, på grundlag af de behov, der er konstateret i Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag.

2.   Den årlige solidaritetspulje består af følgende former for solidaritetsforanstaltninger, der anses for at have samme værdi:

Tiltag i eller vedrørende tredjelande, der er omhandlet i dette stykkes først afsnit, litra c), gennemføres af solidaritetsmodtagende medlemsstater i overensstemmelse med anvendelsesområdet og målene for denne forordning og for forordning (EU) 2021/1147.

3.   De finansielle bidrag, der er omhandlet i stk. 2, litra b), til projekter i tredjelande skal navnlig fokusere på at:

1.   På grundlag af Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag og i overensstemmelse med den tilsagnsproces, der er gennemført i det i artikel 13 omhandlede forum på højt plan, vedtager Rådet årligt inden udgangen af hvert kalenderår en gennemførelsesretsakt, der opretter den årlige solidaritetspulje, herunder referencenummeret for nødvendige omfordelinger og finansielle bidrag til den årlige solidaritetspulje på EU-plan og de specifikke tilsagn, som hver medlemsstat under det i artikel 13 omhandlede møde i forummet på højt plan har afgivet for hver type solidaritetsbidrag, der er omhandlet i artikel 56, stk. 2. Rådet vedtager den i dette stykke omhandlede gennemførelsesretsakt med kvalificeret flertal. Rådet kan med kvalificeret flertal ændre Kommissionens forslag, der er omhandlet i artikel 12.

2.   Rådets i denne artikels stk. 1 omhandlede gennemførelsesretsakt fastsætter, hvor det er nødvendigt, også den vejledende procentdel af den årlige solidaritetspulje, der kan stilles til rådighed for medlemsstater, som er udsat for migrationspres som følge af et stort antal ankomster, der stammer fra tilbagevendende ilandsætninger efter eftersøgnings- og redningsoperationer, under hensyntagen til de pågældende medlemsstaters særlige geografiske forhold. Den kan også angive andre former for solidaritet som anført i artikel 56, stk. 2, litra c), afhængigt af behovet for sådanne foranstaltninger som følge af de specifikke udfordringer på migrationsområdet i de pågældende medlemsstater.

3.   Under det i artikel 13 omhandlede møde i forummet på højt plan skal medlemsstaterne nå frem til en konklusion vedrørende et generelt referencenummer for hver solidaritetsforanstaltning i den årlige solidaritetspulje på grundlag af Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag. Under dette møde giver medlemsstaterne også tilsagn om deres bidrag til den årlige solidaritetspulje i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4 og den obligatoriske rimelige andel beregnet i overensstemmelse med referencenøglen i artikel 66.

4.   Ved gennemførelsen af denne artikels stk. 3 har medlemsstaterne fuld skønsbeføjelse til at vælge mellem de typer solidaritetsforanstaltninger, der er anført i artikel 56, stk. 2, eller en kombination deraf. Medlemsstater, der giver tilsagn om alternative solidaritetsforanstaltninger, angiver sådanne foranstaltningers finansielle værdi på grundlag af objektive kriterier. Medlemsstaterne kan give tilsagn om sådanne alternative solidaritetsforanstaltninger, selv hvis de ikke er angivet i Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag. Hvis de solidaritetsmodtagende medlemsstater ikke har anmodet om sådanne foranstaltninger i et givet år, bør de konverteres til finansielle bidrag.

1.   En medlemsstat, der i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 er identificeret som værende udsat for migrationspres, underretter efter vedtagelsen af Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt Kommissionen og Rådet, hvis den agter at gøre brug af den årlige solidaritetspulje. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet herom.

2.   Den pågældende medlemsstat medtager oplysninger om typen og niveauet af de i artikel 56, stk. 2 omhandlede solidaritetsforanstaltninger, der er nødvendige for at håndtere situationen, herunder, hvor det er relevant, enhver anvendelse af komponenterne i den permanente EU-værktøjskasse for migrationsstøtte. Hvis den pågældende medlemsstat har til hensigt at gøre brug af finansielle bidrag, angiver den også de relevante EU-udgiftsprogrammer.

3.   Efter modtagelsen af de i stk. 2 omhandlede oplysninger har den pågældende medlemsstat adgang til den årlige solidaritetspulje i overensstemmelse med artikel 60. EU-solidaritetskoordinatoren indkalder straks og under alle omstændigheder senest 10 dage efter modtagelsen af oplysningerne forummet på teknisk plan med henblik på at operationalisere solidaritetsforanstaltningerne.

1.   Hvor en medlemsstat ikke er identificeret som værende udsat for migrationspres i en afgørelse som omhandlet i artikel 11, men anser sig for værende udsat for migrationspres, skal den meddele Kommissionen om dens behov for at gøre brug af den årlige solidaritetspulje og oplyse Rådet herom. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet herom.

2.   Den i stk. 1 omhandlede meddelelse skal indeholde:

3.   Efter anmodning fra Kommissionen bistår Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder samt den pågældende medlemsstat Kommissionen med at udarbejde en vurdering af migrationspresset.

4.   Idet den tager hensyn til oplysningerne i artikel 9 og 10, vurderer Kommissionen hurtigt meddelelsen og i den forbindelse, hvorvidt den meddelende medlemsstat i den i artikel 11 omhandlede afgørelse er blevet identificeret som værende i risiko for migrationspres, den generelle situation i Unionen, situationen i den meddelende medlemsstat i de foregående 12 måneder og de behov, som den meddelende medlemsstat har givet udtryk for, og vedtager en afgørelse om, hvorvidt medlemsstaten skal anses for at være udsat for migrationspres. Hvis Kommissionen beslutter, at den pågældende medlemsstat er udsat for migrationspres, bliver den pågældende medlemsstat en solidaritetsmodtagende medlemsstat, medmindre den nægtes adgang til at drage fordel af den årlige solidaritetspulje i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 6.

5.   Kommissionen fremsender straks sin afgørelse til den pågældende medlemsstat, Europa-Parlamentet og Rådet.

6.   Hvis det i Kommissionens afgørelse fastslås, at den meddelende medlemsstat er udsat for migrationspres, indkalder EU-solidaritetskoordinatoren straks og inden for to uger efter fremsendelsen af sin afgørelse til den pågældende medlemsstat, Europa-Parlamentet og Rådet for at operationalisere solidaritetsforanstaltningerne. EU-solidaritetskoordinatoren indkalder forummet på teknisk niveau, medmindre Kommissionen vurderer, eller Rådet beslutter ved hjælp af en gennemførelsesretsakt vedtaget senest to uger efter fremsendelsen af Kommissionens afgørelse til den pågældende medlemsstat, Europa-Parlamentet og Rådet, at der ikke er tilstrækkelig kapacitet i den årlige solidaritetspulje til, at den pågældende medlemsstat kan få lov til at drage fordel af den årlige solidaritetspulje, eller at der er andre objektive grunde til, at den pågældende medlemsstat ikke kan få lov til at drage fordel af den årlige solidaritetspulje.

7.   Hvis Rådet beslutter, at der er utilstrækkelig kapacitet i den årlige solidaritetspulje, finder artikel 13, stk. 4, anvendelse, og forummet på højt plan indkaldes senest én uge efter Kommissionens afgørelse.

I tilfælde af en afgørelse fra Kommissionen, der afviser en anmodning fra en medlemsstat om at blive anset for at være udsat for migrationspres, kan den meddelende medlemsstat forelægge Kommissionen og Rådet en ny meddelelse, der indeholder yderligere relevante oplysninger.

1.   I forummet på teknisk niveau samarbejder medlemsstaterne indbyrdes og med Kommissionen for at sikre en effektiv og virkningsfuld operationalisering af solidaritetsbidragene i den årlige solidaritetspulje for det pågældende år på en afbalanceret og rettidig måde i lyset af de konstaterede og vurderede behov og de solidaritetsbidrag, der er til rådighed.

2.   EU-solidaritetskoordinatoren koordinerer under hensyntagen til udviklingen i migrationssituationen operationaliseringen af solidaritetsbidragene med henblik på at sikre en afbalanceret fordeling af de solidaritetsbidrag, der er til rådighed, blandt de solidaritetsmodtagende medlemsstater.

3.   Bortset fra gennemførelsen af finansielle bidrag gennemfører medlemsstaterne ved operationaliseringen af de angivne solidaritetsforanstaltninger de solidaritetsbidrag, som de har givet tilsagn om, jf. artikel 56, for et givet år inden udgangen af dette år, uden at det dog berører artikel 65, stk. 3, og artikel 67, stk. 12.

Bidragende medlemsstater gennemfører deres tilsagn i forhold til deres samlede tilsagn til den årlige solidaritetspulje for et givet år inden udgangen af året.

Medlemsstater, der har fået en fuldstændig nedsættelse af solidaritetsbidrag i overensstemmelse med artikel 61 eller 62, eller som selv er solidaritetsmodtagende medlemsstater i medfør af artikel 58, stk. 1, og artikel 59, stk. 4, er ikke forpligtet til at gennemføre deres tilsagn om solidaritetsbidrag omhandlet i artikel 56. stk. 2, for et givet år.

Bidragende medlemsstater er ikke forpligtet til at gennemføre deres tilsagn givet i henhold til artikel 56, stk. 2, eller til at anvende ansvarskompensationer i henhold til artikel 63 over for en solidaritetsmodtagende medlemsstat, hvis Kommissionen i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 eller artikel 59, stk. 4, har konstateret systemiske mangler i den pågældende solidaritetsmodtagende medlemsstat med hensyn til reglerne i denne forordnings del III, som kan få alvorlige negative konsekvenser for, hvordan denne forordning fungerer.

4.   Under det første møde i forummet på teknisk niveau i den årlige cyklus kan bidragende og solidaritetsmodtagende medlemsstater give udtryk for rimelige præferencer i lyset af de konstaterede behov for profilerne for de tilgængelige kandidater til omfordeling og en potentiel planlægning af gennemførelsen af deres solidaritetsbidrag under hensyntagen til behovet for hastetiltag for de solidaritetsmodtagende medlemsstater.

EU-solidaritetskoordinatoren letter samspillet og samarbejdet mellem medlemsstaterne om disse aspekter.

Når medlemsstaterne gennemfører omfordelinger, tager de i første række hensyn til omfordelingen af sårbare personer.

5.   EU-organerne, -kontorerne og –agenturerne med kompetence på området for asyl- og grænseforvaltning samt migrationsstyring yder efter anmodning og inden for deres respektive ansvarsområder støtte til medlemsstaterne og Kommissionen med henblik på at sikre korrekt gennemførelse og anvendelse af denne del. En sådan støtte kan tage form af analyser, ekspertise og operationel støtte. EU-solidaritetskoordinatoren koordinerer enhver bistand fra eksperter eller hold, der indsættes af Asylagenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning eller ethvert andet EU-organ, -kontor eller -agentur i forbindelse med operationaliseringen af solidaritetsbidragene.

6.   Hvert år i januar fra den 2025 bekræfter medlemsstaterne over for EU-solidaritetskoordinatoren niveauerne for hver solidaritetsforanstaltning, der er gennemført i det foregående år.

1.   En medlemsstat, der i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 er identificeret som værende udsat for migrationspres, eller som anser sig for at være udsat for migrationspres, og som ikke har gjort brug af den årlige solidaritetspulje i overensstemmelse med artikel 58 eller meddelt, at den har behov for at gøre brug af den årlige solidaritetspulje i overensstemmelse med artikel 59, kan til enhver tid anmode om en fuldstændig eller delvis nedsættelse af de bidrag, den har givet tilsagn om, der er fastsat i Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt.

Den pågældende medlemsstat indgiver sin anmodning til Kommissionen. Til orientering sender den pågældende medlemsstat sin anmodning til Rådet.

2.   Hvis den i denne artikels stk. 1 omhandlede anmodende medlemsstat er en medlemsstat, der ikke er identificeret i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 som værende udsat for migrationspres, men den anser sig for at være udsat for migrationspres, medtager den pågældende medlemsstat i sin anmodning:

Ved vurderingen af en sådan anmodning tager Kommissionen også hensyn til de oplysninger, der er fastsat i artikel 9 og 10.

3.   Kommissionen underretter Rådet om sin vurdering af anmodningen inden for fire uger efter modtagelsen af anmodningen indgivet i overensstemmelse med denne artikel. Kommissionen oplyser også Europa-Parlamentet om denne vurdering.

4.   Efter modtagelsen af Kommissionens vurdering vedtager Rådet en gennemførelsesretsakt for at fastslå, hvorvidt medlemsstaten bemyndiges til at fravige Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt.

1.   En medlemsstat, der i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 er identificeret som stående over for en betydelig migrationssituation, eller som anser sig for at stå over for en betydelig migrationssituation, kan til enhver tid anmode om en fuldstændig eller delvis nedsættelse af de bidrag, den har givet tilsagn om, der er fastsat i Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt.

Den pågældende medlemsstat indgiver sin anmodning til Kommissionen. Til orientering sender den pågældende medlemsstat sin anmodning til Rådet.

2.   Hvis den anmodende medlemsstat i en afgørelse som omhandlet i artikel 11 er identificeret som stående over for en betydelig migrationssituation, skal anmodningen indeholde:

3.   Hvis den anmodende medlemsstat er en medlemsstat, der ikke er identificeret som stående over for en betydelig migrationssituation i en afgørelse som omhandlet i artikel 11, men den anser sig for at stå over for en betydelig migrationssituation, skal anmodningen ud over de i nærværende artikels stk. 2 omhandlede oplysninger også indeholde en behørigt underbygget begrundelse for betydningen af migrationssituationen i den anmodende medlemsstat. Ved vurderingen af en sådan anmodning tager Kommissionen også hensyn til de oplysninger, der er fastsat i artikel 9 og 10, og til, hvorvidt medlemsstaten er identificeret som værende i risiko for migrationspres i en afgørelse som omhandlet i artikel 11.

4.   Kommissionen underretter Rådet om sin vurdering af anmodningen inden for fire uger efter modtagelsen af anmodningen indgivet i overensstemmelse med denne artikel. Kommissionen oplyser også Europa-Parlamentet om denne vurdering.

5.   Efter modtagelsen af Kommissionens vurdering vedtager Rådet en gennemførelsesretsakt for at fastslå, hvorvidt medlemsstaten bemyndiges til at fravige Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt.

1.   Hvis omfordelingstilsagnene til den årlige solidaritetspuljen i Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt er lig med eller over 50 % af det antal, der er angivet i Kommissionens i artikel 12 omhandlede forslag, kan en solidaritetsmodtagende medlemsstat anmode de øvrige medlemsstater om at påtage sig ansvaret for at behandle ansøgninger om international beskyttelse, som den solidaritetsmodtagende medlemsstat er blevet udpeget som ansvarlig for, i stedet for omfordelinger i overensstemmelse med proceduren i artikel 69.

2.   En bidragende medlemsstat kan over for en solidaritetsmodtagende medlemsstat tilkendegive, at den er villig til at påtage sig ansvaret for at behandle ansøgninger om international beskyttelse, som en solidaritetsmodtagende medlemsstat er blevet udpeget som ansvarlig for, i stedet for omfordelinger:

Hvis en bidragende medlemsstat har givet udtryk for sin vilje hertil, og den solidaritetsmodtagende medlemsstat er indforstået hermed, anvender den solidaritetsmodtagende medlemsstat proceduren i artikel 69.

3.   De bidragende medlemsstater påtager sig ansvaret for ansøgninger om international beskyttelse, som den solidaritetsmodtagende medlemsstat er blevet udpeget som ansvarlig for, op til det højeste af de to tal, der er omhandlet i dette stykkes litra a) og b), hvis omfordelingstilsagnene til den årlige solidaritetspulje i Rådets i artikel 57 omhandlede gennemførelsesretsakt efter det møde i forummet på højt plan, der er indkaldt til i overensstemmelse med artikel 13, stk. 4, er:

4.   Denne artikels stk. 3 finder også anvendelse, hvis de tilsagn, der skal gennemføres i et givet år, falder til under det højeste af de to tal, der er omhandlet i nævnte stykkes litra a) eller b), som følge af fuldstændige eller delvise nedsættelser, der er indrømmet i overensstemmelse med artikel 61 eller 62, eller fordi solidaritetsmodtagende medlemsstater som omhandlet i artikel 58, stk. 1, og artikel 59, stk. 4, ikke er forpligtet til at gennemføre deres tilsagn om solidaritetsbidrag for et givet år.

5.   En bidragende medlemsstat, der ikke har gennemført sine tilsagn eller accepteret omfordelinger i henhold til artikel 67, stk. 9, der svarer til de omfordelinger, som den har givet tilsagn om som omhandlet i artikel 57, stk. 3, ved udgangen af det givne år, påtager sig efter anmodning fra den solidaritetsmodtagende medlemsstat ansvaret for ansøgninger om international beskyttelse, som den solidaritetsmodtagende medlemsstat er blevet udpeget som ansvarlig for, op til det antal omfordelinger, der er givet tilsagn om i overensstemmelse med artikel 57, stk. 3, så hurtigt som muligt efter udgangen af et givet år.

6.   Den bidragende medlemsstat angiver de individuelle ansøgninger, som den påtager sig ansvaret for i henhold til denne artikels stk. 2 og 3, og underretter den solidaritetsmodtagende medlemsstat ved brug af det elektroniske kommunikationsnet, der er oprettet ved artikel 18 i forordning (EF) nr. 1560/2003.

Den bidragende medlemsstat bliver den medlemsstat, der er ansvarlig for de identificerede ansøgninger, og skal angive, at den er ansvarlig, i medfør af artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1358.

7.   Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at påtage sig ansvaret i henhold til denne artikels stk. 6, første afsnit, udover deres rimelige andel beregnet i henhold til referencenøglen i artikel 66.

8.   Denne artikel finder kun anvendelse, hvis:

9.   Den bidragende medlemsstat kan anvende denne artikel på tredjelandsstatsborgere eller statsløse, hvis ansøgninger er blevet endeligt afvist i den solidaritetsmodtagende medlemsstat. Artikel 55 og 56 i forordning (EU) 2024/1348 finder anvendelse.

1.   Finansielle bidrag består af overførsler af beløb fra de bidragende medlemsstater til Unionens budget og udgør eksterne formålsbestemte indtægter i overensstemmelse med artikel 21, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (42). Finansielle bidrag anvendes til at gennemføre de tiltag under den årlige solidaritetspulje, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 56, stk. 2, litra b).

2.   De solidaritetsmodtagende medlemsstater angiver de tiltag, der kan finansieres af de i denne artikels stk. 1 omhandlede finansielle bidrag, og forelægger dem for forummet på teknisk niveau. Kommissionen arbejder tæt sammen med de solidaritetsmodtagende medlemsstater med henblik på at sikre, at disse tiltag svarer til målene i artikel 56, stk. 2, litra b), og artikel 56, stk. 3. EU-solidaritetskoordinatoren fører en oversigt over tiltagene og stiller denne til rådighed gennem forummet på teknisk niveau.

3.   Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt vedrørende reglerne for anvendelsen af de finansielle bidrag. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2.

4.   Hvis det beløb, der er omhandlet i denne forordnings artikel 57, stk. 1, ikke tildeles fuldt ud, kan det resterende beløb tilføjes det beløb, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra b), i forordning (EU) 2021/1147.

5.   Medlemsstaterne aflægger rapport til Kommissionen og til forummet på teknisk niveau om de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af de tiltag, der finansieres med finansielle bidrag i henhold til denne artikel.

6.   Kommissionen medtager i sin i artikel 9 omhandlede rapport oplysninger om gennemførelsen af tiltag, der finansieres med finansielle bidrag i henhold til nærværende artikel, herunder om spørgsmål, der kunne påvirke gennemførelsen, og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at håndtere dem.

1.   Bidrag i form af alternative solidaritetsforanstaltninger baseres på den solidaritetsmodtagende medlemsstats specifikke anmodning. Sådanne bidrag betragtes som finansiel solidaritet, og inden de gennemføres, fastlægges deres konkrete værdi på en realistisk måde af de pågældende bidragende og solidaritetsmodtagende medlemsstater i fællesskab og meddeles EU-solidaritetskoordinatoren.

2.   Medlemsstaterne indfører kun alternative solidaritetsforanstaltninger i tillæg til og uden at overlappe dem, der ydes gennem EU-organers, -kontorers og -agenturers operationer eller gennem EU-finansiering inden for asylforvaltning og migrationsstyring i de solidaritetsmodtagende medlemsstater. Medlemsstaterne indfører kun alternative solidaritetsforanstaltninger i tillæg til, hvad de skal bidrage med gennem EU-organer, -kontorer og -agenturer.

3.   De solidaritetsmodtagende og de bidragende medlemsstater afslutter gennemførelsen af aftalte alternative solidaritetsforanstaltninger, selv om de relevante gennemførelsesretsakter er udløbet.

1.   Proceduren i denne artikel finder anvendelse på omfordelingen af personer, der er omhandlet i artikel 56, stk. 2, litra a).

2.   Før proceduren i denne artikel anvendes, sikrer den solidaritetsmodtagende medlemsstat sig, at der ikke er nogen rimelig grund til at antage, at den pågældende person udgør en trussel mod den indre sikkerhed. Hvis der er rimelig grund til at antage, at personen udgør en trussel mod den indre sikkerhed før eller under proceduren i denne artikel, herunder hvis der er konstateret en trussel mod den indre sikkerhed i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) 2024/1356, anvender den solidaritetsmodtagende medlemsstat ikke eller afslutter omgående proceduren i nærværende artikel. Den solidaritetsmodtagende medlemsstat udelukker den pågældende person fra enhver fremtidig omfordeling eller overførsel til en medlemsstat. Hvis den pågældende person er en ansøger om international beskyttelse, er den solidaritetsmodtagende medlemsstat den medlemsstat, der er ansvarlig i henhold til nærværende forordnings artikel 16, stk. 4.

3.   Hvis der skal ske omfordeling, identificerer den solidaritetsmodtagende medlemsstat de personer, der kan være genstand for omfordeling. Efter anmodning fra den solidaritetsmodtagende medlemsstat bistår Asylagenturet den solidaritetsmodtagende medlemsstat i at identificere de personer, der skal omfordeles, og i at matche dem med medlemsstater, hvortil der sker omfordeling, i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, litra k), i forordning (EU) 2021/2303.

Medlemsstaten tager i givet fald hensyn til meningsfuld tilknytning, såsom den, der er baseret på familiemæssige eller kulturelle hensyn, mellem den pågældende person og den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling. Med henblik herpå giver den solidaritetsmodtagende medlemsstat de personer, der skal omfordeles, mulighed for at give oplysninger om eksistensen af meningsfuld tilknytning til specifikke medlemsstater og forelægge relevante oplysninger og dokumentation, der kan fastslå denne tilknytning. Denne mulighed indebærer ikke en ret til at vælge en bestemt medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, i henhold til denne artikel.

4.   Med henblik på at identificere personer, der skal omfordeles, og matche dem med de medlemsstater, hvortil der sker omfordeling, kan de solidaritetsmodtagende medlemsstater anvende værktøjer, der er udviklet af EU-solidaritetskoordinatoren.

Ansøgere, der ikke har meningsfuld tilknytning til en anden medlemsstat, skal fordeles rimeligt mellem de resterende medlemsstater, hvortil der sker omfordeling.

Hvis en person, der er blevet udpeget med henblik på omfordeling, er blevet indrømmet international beskyttelse, omfordeles vedkommende først efter skriftligt at have indvilliget i at blive omfordelt.

5.   Hvis der skal ske omfordeling, underretter den solidaritetsmodtagende medlemsstat de i denne artikels stk. 1 omhandlede personer om proceduren i denne artikel og artikel 68 samt i givet fald om de forpligtelser, der er fastsat i artikel 17, stk. 3, 4 og 5, og konsekvenserne i tilfælde af manglende efterkommelse fastsat i artikel 18.

Dette stykkes første afsnit finder ikke anvendelse på ansøgere, for hvem den solidaritetsmodtagende medlemsstat kan fastslås som værende den ansvarlige medlemsstat i henhold til kriterierne i artikel 25-28 og artikel 34, bortset fra artikel 25, stk. 5. Sådanne ansøgere kommer ikke i betragtning til omfordeling.

6.   Medlemsstaterne sikrer, at familiemedlemmer omfordeles til samme medlemsstats område.

7.   I de i stk. 2 og 3 omhandlede tilfælde sender den solidaritetsmodtagende medlemsstat hurtigst muligt den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, alle relevante oplysninger og dokumenter vedrørende den pågældende person ved hjælp af en standardformular, for bl.a. at gøre det muligt for myndighederne i den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, at kontrollere, om der er grund til at antage, at denne person udgør en trussel mod den indre sikkerhed.

8.   Den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, behandler de oplysninger, der er forelagt af den solidaritetsmodtagende medlemsstat i henhold til stk. 7, og kontrollerer, at der ikke er rimelig grund til at antage, at den pågældende person udgør en trussel mod den indre sikkerhed. Den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, kan vælge at kontrollere disse oplysninger ved hjælp af en personlig samtale med den pågældende person. Den pågældende person underrettes behørigt om en sådan samtales art og formål. Den personlige samtale skal finde sted inden for fristerne i stk. 9.

9.   Hvis der ikke er nogen rimelig grund til at antage, at den pågældende person udgør en trussel mod den indre sikkerhed, bekræfter den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, at den vil overtage den pågældende person, inden for en uge fra modtagelsen af de relevante oplysninger fra den solidaritetsmodtagende medlemsstat.

Hvis det ved kontrollen bekræftes, at der er rimelig grund til at antage, at den pågældende person udgør en trussel mod den indre sikkerhed, underretter den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, den solidaritetsmodtagende medlemsstat inden for en uge fra modtagelsen af de relevante oplysninger fra den pågældende medlemsstat om karakteren af indberetningen fra en relevant database og de elementer, der ligger til grund herfor. I sådanne tilfælde finder omfordelingen af den pågældende person ikke sted.

Hvis det i ekstraordinært tilfælde kan påvises, at behandlingen af oplysningerne er særlig kompliceret, eller at der er behov for at kontrollere et stort antal sager på det samme tidspunkt, kan den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, svare efter den i første og andet afsnit nævnte frist på en uge, dog under alle omstændigheder inden for to uger. I sådanne tilfælde meddeler den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, inden for den oprindelige frist på en uge den solidaritetsmodtagende medlemsstat sin beslutning om at udsætte svarfristen.

Undladelse af at handle inden for den i første og andet afsnit nævnte frist på en uge eller den i tredje afsnit nævnte frist på to uger betragtes som en bekræftelse af modtagelse af oplysningerne og indebærer en pligt til at overtage den pågældende person, herunder en pligt til at træffe passende foranstaltninger med henblik på den pågældendes ankomst.

10.   Den solidaritetsmodtagende medlemsstat træffer afgørelse om overførsel inden for en uge fra bekræftelsen fra den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling. Den underretter skriftligt og straks den pågældende person om afgørelsen om at overføre vedkommende til den pågældende medlemsstat senest to dage før overførslen i tilfælde af ansøgere og én uge før overførslen i tilfælde af personer med international beskyttelse.

Hvis den person, der skal omfordeles, er en ansøger, skal vedkommende overholde afgørelsen om omfordeling.

11.   Overførslen af den pågældende person fra den bidragydende medlemsstat til den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, sker i overensstemmelse med den solidaritetsmodtagende medlemsstats nationale ret efter samråd med de pågældende medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest fire uger efter bekræftelsen fra den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, eller efter at der er truffet en endelig afgørelse om en klage over eller en appel af en afgørelse om overførsel med opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 43, stk. 3.

12.   De solidaritetsmodtagende medlemsstater og de medlemsstater, hvortil der sker omfordeling, fortsætter omfordelingsprocessen, selv efter at tidsrammen for gennemførelsen eller Rådets i artikel 57, 61 og 62 omhandlede gennemførelsesretsakternes gyldighed er udløbet.

13.   Artikel 42, stk. 3, 4 og 5, artikel 43 og 44, artikel 46, stk. 1 og 3, artikel 47, stk. 2 og 3, og artikel 48 og 50 finder tilsvarende anvendelse på omfordelingsproceduren.

Den solidaritetsmodtagende medlemsstat, der foretager overførslen af en person med international beskyttelse, sender den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, alle de i artikel 51, stk. 2, omhandlede oplysninger, de oplysninger, som personen med international beskyttelse har lagt til grund for sin ansøgning, og begrundelsen for de afgørelser, der måtte være truffet vedrørende personen med international beskyttelse.

14.   Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter ensartede metoder for udarbejdelse og indgivelse af oplysninger og dokumenter med henblik på omfordeling. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 77, stk. 2. Ved udarbejdelsen af disse gennemførelsesretsakter kan Kommissionen høre Asylagenturet.

1.   Den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, underretter den solidaritetsmodtagende medlemsstat, Asylagenturet og EU-solidaritetskoordinatoren om, at den berørte person er vel ankommet, eller at vedkommende ikke har givet møde inden for den fastsatte frist.

2.   Hvis den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, har overtaget en ansøger, for hvem der endnu ikke er fastslået en ansvarlig medlemsstat, anvender den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, procedurerne i del III, bortset fra artikel 16, stk. 2, artikel 17, stk. 1 og 2, artikel 25, stk. 5, artikel 29 og 30 og artikel 33, stk. 1 og 2.

Hvis der ikke kan fastslås en ansvarlig medlemsstat i henhold til dette stykkes første afsnit, er det den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse.

Den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, angiver i Eurodac, at den er ansvarlig, i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2024/1358.

3.   Hvis en ansøger, som den solidaritetsmodtagende medlemsstat oprindeligt var blevet udpeget som ansvarlig for på grundlag af andre end de i artikel 67, stk. 5, andet afsnit, fastsatte kriterier, er blevet omfordelt, overgår ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse til den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling.

Ansvar for at undersøge eventuelle yderligere andragender eller enhver efterfølgende ansøgning fra den pågældende person i overensstemmelse med artikel 55 og 56 i forordning (EU) 2024/1348 overføres også til den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling.

Den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, angiver i Eurodac, at den er ansvarlig, i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1358.

4.   Hvis en person med international beskyttelse er blevet omfordelt, indrømmer den medlemsstat, hvortil der sker omfordeling, automatisk vedkommende international beskyttelsesstatus og respekter således den status, som den solidaritetsmodtagende medlemsstat havde indrømmet.

1.   Hvis en solidaritetsmodtagende medlemsstat anmoder en anden medlemsstat om at påtage sig ansvaret for at behandle en række ansøgninger om international beskyttelse i henhold til artikel 63, stk. 1 og 2, fremsender den sin anmodning til den bidragende medlemsstat og angiver antallet af ansøgninger om international beskyttelse, der skal tages ansvar for i stedet for omfordelinger.

2.   Den bidragende medlemsstat svarer på anmodningen senest 30 dage efter modtagelse af denne anmodning.

Den bidragende medlemsstat kan beslutte at acceptere at påtage sig ansvaret for at behandle et lavere antal ansøgninger om international beskyttelse, end den solidaritetsmodtagende medlemsstat har anmodet om.

3.   Den medlemsstat, der har accepteret en anmodning i henhold til denne artikels stk. 2, identificerer de individuelle ansøgninger om international beskyttelse, som den påtager sig ansvaret for, og angiver, at den er ansvarlig i henhold til artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2024/1358.