17.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 331/20

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse som en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2)»Bruxelles IIa-forordningen«, der sigter mod at beskytte børn fra de skadelige virkninger af ulovlig bortførelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at disse børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, samt mod at sikre beskyttelse af samværsret og forældremyndighed.

(3)

Forordning (EF) nr. 2201/2003 supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), der på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt bortførte eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som Haagerkonferencen om International Privatret regelmæssigt organiserer.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for Unionens medlemsstater og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration som f.eks. Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde konventionen og heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Marokko deponerede den 9. marts 2010 sit tiltrædelsesinstrument til Haagerkonventionen af 1980. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Marokko den 1. juni 2010.

(11)

Flere medlemsstater har allerede accepteret Marokkos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Marokko blevet konkluderet, at de medlemsstater, der endnu ikke har accepteret Marokkos tiltrædelse, i Unionens interesse vil kunne acceptere Marokkos tiltrædelse i henhold til Haagerkonventionen af 1980.

(12)

De medlemsstater, der endnu ikke har accepteret Marokkos tiltrædelse, bør derfor bemyndiges til at deponere deres erklæringer om accept af Marokkos tiltrædelse i Unionens interesse i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Ungarn, Malta, Kongeriget Nederlandene, Rumænien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige, som allerede har accepteret Marokkos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, eftersom de eksisterende erklæringer fortsat er gyldige i henhold til international ret.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af forordning (EF) nr. 2201/2003 og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —