Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0061

    2003/61/EF: Kommissionens beslutning af 27. januar 2003 om bemyndigelse af visse medlemsstater til midlertidigt at fastsætte undtagelser fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for så vidt angår læggekartofler med oprindelse i visse provinser i Canada (meddelt under nummer K(2003) 334)

    EFT L 23 af 28/01/2003, p. 31–34 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/03/2011: This act has been changed. Current consolidated version: 29/11/2008

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/61(1)/oj

    32003D0061

    2003/61/EF: Kommissionens beslutning af 27. januar 2003 om bemyndigelse af visse medlemsstater til midlertidigt at fastsætte undtagelser fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for så vidt angår læggekartofler med oprindelse i visse provinser i Canada (meddelt under nummer K(2003) 334)

    EF-Tidende nr. L 023 af 28/01/2003 s. 0031 - 0034


    Kommissionens beslutning

    af 27. januar 2003

    om bemyndigelse af visse medlemsstater til midlertidigt at fastsætte undtagelser fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for så vidt angår læggekartofler med oprindelse i visse provinser i Canada

    (meddelt under nummer K(2003) 334)

    (Kun de spanske, græske, italienske og portugisiske udgaver er autentiske)

    (2003/61/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet(1), senest ændret ved direktiv 2002/89/EF(2), særlig artikel 15, stk. 1,

    under henvisning til anmodning fra Italien og Portugal, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) I henhold til direktiv 2000/29/EF må læggekartofler med oprindelse på det amerikanske kontinent i princippet ikke føres ind i EF. Nævnte direktiv tillader dog undtagelser fra denne regel, for så vidt det fastslås, at der ikke er risiko for spredning af skadegørere.

    (2) Siden 1981 er der ved en række beslutninger, hvoraf den seneste er Kommissionens beslutning 1999/751/EF(3), givet bemyndigelse til at indrømme undtagelser fra visse bestemmelser i direktiv 2000/29/EF i begrænsede perioder og på særlige betingelser for læggekartofler med oprindelse i Canada. De omstændigheder, der gør disse undtagelser berettiget, gør sig stadig gældende.

    (3) Canada er nu helt fri for potato spindle tuber viroid, men er stadig ikke helt fri for Clavibacter michiganensis (Smith) Davis et al. ssp. sepedonicus (Spieckermann et Kotthoff) Davis et al. (Clavibacter michiganensis).

    (4) Ifølge oplysninger fra Canada har Canada videreudviklet sit program for udryddelse af Clavibacter michiganensis i provinserne New Brunswick og Prince Edward Island, og det kan med rimelighed formodes, at udryddelsesprogrammet virker godt i visse områder af disse provinser. Det kan således fastslås, at der ikke er risiko for spredning af Clavibacter michiganensis, hvis visse tekniske betingelser overholdes.

    (5) Risikoen for, at Clavibacter michiganensis får fodfæste og breder sig, er større i områder med regn og kulde end i tørre og varme områder. Bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser fra visse bestemmelser i direktiv 2000/29/EF bør således ikke gælde for medlemsstater, som er særligt udsatte for sådanne risici. Bemyndigelsen bør derfor kun gælde for Grækenland, Italien, Portugal og Spanien.

    (6) Bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser bør gælde for de næste tre afsætningssæsoner, uden at Rådets direktiv 2002/56/EF(4) og Rådets direktiv 2002/53/EF(5) derved tilsidesættes.

    (7) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    1. Grækenland, Italien, Portugal og Spanien bemyndiges til at fastsætte undtagelser fra:

    a) artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF for så vidt angår kravene i direktivets bilag III, del A, punkt 10

    b) artikel 5, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, litra a), tredje led, for så vidt angår de særlige krav i bilag IV, del A, afsnit I, punkt 25.2 og 25.3, til direktiv 2000/29/EF.

    2. Bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser i henhold til stk. 1 gælder kun:

    a) for læggekartofler af sorterne "Atlantic", "Donna", "Kennebec", "Russet Burbank", "Sebago" og "Shepody" med oprindelse i provinserne New Brunswick og Prince Edward Island i Canada ("læggekartoflerne")

    b) for læggekartofler, der opfylder betingelserne i artikel 2 til 13 tillige med kravene i bilag I, II og IV til direktiv 2000/29/EF

    c) for afsætningssæsonerne fra 1. februar 2003 til 31. marts 2003, fra 1. december 2003 til 31. marts 2004 og fra 1. december 2004 til 31. marts 2005.

    Artikel 2

    1. I provinserne Prince Edward Island og New Brunswick skal læggekartoflerne være avlet på marker i et område, som, uanset om markerne dyrkes af producenter inden for eller uden for området, opfylder betingelserne i stk. 2 til 8.

    2. Canadian Food Inspection Agency skal have erklæret området fri for både potato spindle tuber viroid og Clavibacter michiganensis (Smith) Davis et al. ssp. sepedonicus (Spieckermann et Kotthoff) Davis et al. (Clavibacter michiganensis).

    3. Området skal enten:

    a) bestå af marker, der ejes eller forpagtes af mindst tre forskellige kartoffelproducenter, eller

    b) omfatte et areal på mindst 4 km2, der er helt omgivet af vand eller af marker, hvor de i stk. 2 nævnte skadegørere ikke er konstateret inden for de foregående tre år.

    4. Alle de i området avlede kartofler skal være første generation af læggekartofler af kategorien "Pre-elite", "Elite I", "Elite II", "Elite III" eller "Elite IV", som er avlet i centre, der er kvalificeret til avl af læggekartofler af kategorierne "Pre-elite" eller "Elite I", og som er officielle centre eller officielt udpegede centre og kontrolleres i dette øjemed.

    5. Det areal, der er registreret til avl af læggekartofler, som ikke er endeligt certificeret som læggekartofler, må ikke overstige en femtedel af det samlede areal, som er registreret til certificering.

    6. Systematiske og repræsentative årlige undersøgelser, der i mindst de fem foregående år under de rette betingelser for påvisning af de i stk. 2 nævnte skadegørere er blevet foretaget af de relevante officielle canadiske myndigheder på alle kartoffelmarker i området og af kartofler, som er høstet der, herunder passende laboratorieundersøgelser, må ikke have vist positive resultater eller andet, der taler imod at erklære området sygdomsfri.

    7. Der skal lovgivningsmæssigt, administrativt eller på anden måde være truffet foranstaltninger til sikring af:

    a) at kartofler med oprindelse i andre områder af Canada end dem, der er erklæret sygdomsfri, eller i lande, hvor de i stk. 2 nævnte skadegørere vides at forekomme, ikke kan føres ind i området

    b) at hverken kartofler med oprindelse i området eller beholdere, emballeringsmaterialer, køretøjer eller håndterings-, sorterings- eller klargøringsudstyr, som anvendes der, kan komme i berøring med kartofler med oprindelse i andre områder end dem, der er erklæret sygdomsfri, eller materiel som angivet ovenfor, der anvendes der.

    8. Inden læggekartoflerne føres ind i EF, giver Canadian Food Inspection Agency Kommissionen en udførlig liste over de områder, der er erklæret sygdomsfri, dokumenteret ved hjælp af en teknisk rapport, der ajourføres en gang om året, om den plantesundhedsmæssige status af produktionen af læggekartofler det foregående år.

    Artikel 3

    Læggekartoflerne skal af de relevante canadiske myndigheder være officielt certificeret som læggekartofler, der mindst opfylder betingelserne for kategorien "Foundation".

    Artikel 4

    1. Der skal officielt udtages en prøve på mindst 200 knolde af hvert parti på 25 tons eller derunder, som er bestemt til eksport til EF.

    2. Et parti må kun bestå af knolde af en enkelt sort og klasse avlet af et enkelt center og med samme referencenummer.

    3. Prøverne undersøges af officielle laboratorier for eventuel forekomst af Clavibacter michiganensis. Undersøgelserne skal omfatte hele prøven og foregå efter den metode til påvisning og diagnosticering af ringbakteriose i partier af læggekartoffelknolde, der er fastsat i Rådets direktiv 93/85/EØF(6).

    Artikel 5

    For læggekartofler, som skal eksporteres til EF, skal der lovgivningsmæssigt, administrativt eller på anden måde være truffet foranstaltninger, så det sikres:

    a) at Canadian Food Inspection Agency direkte fører tilsyn med og foretager kontrol af:

    i) prøvetagningsprocessen, dvs. indsamling, påsætning af mærkesedler og plombering

    ii) etiketteringssystemet ved hjælp af hensigtsmæssige procedurer for regnskabsaflæggelse for etiketter, således at der for hvert parti i hver sending, som afskibes til EF, er anvendt en nummereret etiket, som er hæftet på sækkene særskilt fra certificeringsetiketterne

    iii) den relevante farvekode for en bestemt importør i importmedlemsstaten

    b) at der på det tidspunkt, hvor fartøjet lastes, sættes to plomberede sække med kartofler af hvert parti, der afskibes til EF, til side, som opbevares særskilt under Canadian Food Inspection Agency's tilsyn og kontrol, i det mindste indtil resultaterne af de i artikel 10 nævnte undersøgelse foreligger

    c) at partierne holdes adskilt på alle stadier, også under transporten, i det mindste indtil de leveres til de i artikel 7 nævnte importører.

    Artikel 6

    1. Det krævede sundhedscertifikat udstedes separat for hver sending, og kun hvis det af de pågældende videnskabsmænd er blevet konstateret, at de i artikel 4 omhandlede undersøgelser ikke har givet anledning til mistanke om eller påvisning af Clavibacter michiganensis i sendingen, og navnlig at IF-prøven har været negativ.

    2. Sundhedscertifikatet skal under "Supplerende erklæring" indeholde følgende:

    a) en bekræftelse af, at betingelserne i artikel 2, 3 og 4 er opfyldt

    b) navnet på det eller de centre, som har avlet partierne af læggekartofler

    c) de relevante certificeringsnumre på partierne af læggekartofler

    d) navnet på det i artikel 2 nævnte område

    e) navnet på det i artikel 2, stk. 4, nævnte center, og

    f) antallet af sække.

    3. I sundhedscertifikatet angives under "Kollienes mærke" farvekoden for en bestemt importør i importmedlemsstaten sammen med nærmere oplysninger om den nummererede etiket, der er anvendt til hvert parti læggekartofler i hver sending.

    4. Dokumenter, der er knyttet til sundhedscertifikatet som en integrerende del af certifikatet, skal nøje svare til certifikatet, både med hensyn til varebeskrivelse og varemængde.

    Artikel 7

    1. Forud for indførslen af en sending til EF skal importøren i tilstrækkeligt god tid i forvejen underrette de officielle ansvarlige organer i den pågældende medlemsstat, jf. artikel 2, stk. 1, litra g), i direktiv 2000/29/EF, med nærmere oplysninger om:

    a) sort

    b) mængde

    c) den oplyste importdato

    d) navn og adresse på de virksomheder, der importerer læggekartoflerne, og de virksomheder, der er registreret i henhold til artikel 1 i Kommissionens direktiv 93/50/EØF(7).

    Den pågældende medlemsstat underretter straks Kommissionen om de nærmere enkeltheder i meddelelsen og om eventuelle efterfølgende ændringer heraf.

    2. På indførselstidspunktet skal importøren bekræfte oplysningerne i den i stk. 1 nævnte forhåndsmeddelelse over for de officielle ansvarlige organer i den pågældende medlemsstat.

    Artikel 8

    Kartoflerne må kun føres ind i EF via følgende havne:

    a) Aveiro

    b) Lissabon

    c) Porto

    d) Genova

    e) La Spezia

    f) Livorno

    g) Napoli

    h) Ravenna

    i) Salerno

    j) Savona.

    Artikel 9

    Undersøgelserne i henhold til artikel 13, stk. 8, tredje afsnit, i direktiv 2000/29/EF skal foretages af de officielle ansvarlige organer.

    Uden at det berører det tilsyn, der omhandles i artikel 21, stk. 3, andet led, i direktiv 2000/29/EF, beslutter Kommissionen, i hvilket omfang de inspektioner, der er nævnt i direktivets artikel 21, stk. 3, andet led, skal integreres i kontrolprogrammet i henhold til direktivets artikel 21, stk. 5, femte afsnit.

    De officielle ansvarlige organer og i givet fald de i artikel 21, stk. 3, i direktiv 2000/29/EF nævnte eksperter skal kontrollere importvirksomhederne for at bekræfte oplysningerne om de mængder læggekartofler, der er importeret fra Canada, farvekoderne, de nummererede etiketter og de virksomheder, som skal lægge kartoflerne, og som er registreret i henhold til artikel 1 i direktiv 93/50/EØF.

    Artikel 10

    1. De officielle ansvarlige organer i importmedlemsstaterne skal udtage en prøve på mindst 200 knolde pr. parti på 25 tons eller derunder af hvert af de ikke-bulk-partier af læggekartofler, der er bestemt til import i henhold til denne beslutning, med henblik på officiel undersøgelse for Clavibacter michiganensis efter den metode til påvisning og diagnosticering af Clavibacter michiganensis, der er fastsat i direktiv 93/85/EØF.

    2. Partierne skal holdes adskilt under officiel kontrol og må ikke markedsføres eller anvendes, før det er konstateret, at der hverken har været mistanke om eller er blevet påvist forekomst af Clavibacter michiganensis ved de i stk. 1 nævnte undersøgelser. Den samlede mængde af de importerede partier må ikke være større, end at undersøgelserne kan foretages under hensyn til de til rådighed værende faciliteter.

    3. De i stk. 1 nævnte prøver skal holdes til rådighed for de øvrige medlemsstater med henblik på senere undersøgelse. De officielle ansvarlige organer i importmedlemsstaten skal senest den 15. april 2003, den 15. april 2004 og den 15. april 2005 give Kommissionen underretning med henblik på tilrettelæggelsen af denne undersøgelse og registreringen af resultaterne.

    Artikel 11

    Kartoflerne må kun lægges i virksomheder i importmedlemsstaten, hvis navn og adresse det er muligt at spore. Denne bestemmelse gælder dog ikke for endelige brugere, der lægger de importerede kartofler, eller for brugere, der kun sælger til det lokale marked.

    Når det gælder disse virksomheder, skal kartofler, der er avlet af sådanne læggekartofler, emballeres og mærkes i overensstemmelse hermed og skal være forsynet med nummeret på de virksomheder, der er registreret i henhold til direktiv 93/50/EØF, og det skal fremgå, at de anvendte læggekartofler er af canadisk oprindelse. Sådanne kartofler må kun flyttes inden for medlemsstaterne efter tilladelse fra de officielle ansvarlige organer under hensyn til resultaterne af den i artikel 12 omhandlede undersøgelse.

    Artikel 12

    I vækstperioden efter indførslen skal en passende andel planter på de rette tidspunkter undersøges af de officielle ansvarlige organer i de virksomheder, der er registreret i henhold til direktiv 93/50/EØF, eller de virksomheder, der er nævnt i artikel 11.

    Artikel 13

    Kartofler, der er avlet af læggekartofler, som er indført i henhold til denne beslutning

    a) må ikke certificeres som læggekartofler, og

    b) må kun anvendes som spisekartofler.

    Artikel 14

    Importmedlemsstaterne underretter ved den i artikel 7 nævnte forhåndsmeddelelse de øvrige medlemsstater og Kommissionen, hvis de gør brug af bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser i henhold til denne beslutning.

    Importmedlemsstaterne giver inden den 1. juni 2003, inden den 1. juni 2004 og inden den 1. juni 2005 Kommissionen og de øvrige medlemsstater oplysning om, hvor store mængder (partier af læggekartofler/sendinger) der er importeret i henhold til denne beslutning, og forelægger samtidig en detaljeret teknisk rapport om den i artikel 10 nævnte officielle undersøgelse.

    I de tilfælde, hvor medlemsstaterne har foretaget officielle undersøgelser af prøver som nævnt i artikel 10, skal de øvrige medlemsstater og Kommissionen også have forelagt detaljerede tekniske rapporter herom inden den 1. juni 2003, inden den 1. juni 2004 og inden den 1. juni 2005.

    En kopi af hvert enkelt sundhedscertifikat tilsendes Kommissionen.

    Artikel 15

    Bemyndigelsen til at fastsætte undtagelser i henhold til artikel 1 tilbagekaldes inden den 31. marts 2005:

    a) hvis bestemmelserne i artikel 2 til 13

    i) viser sig at være utilstrækkelige til at hindre indslæbning i EF af Clavibacter michiganensis eller

    ii) ikke er blevet overholdt

    b) hvis der er forhold, der tyder på, at princippet om "sygdomsfri arealer" i Canada ikke fungerer efter hensigten.

    Artikel 16

    Denne beslutning er rettet til Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Italienske Republik og Den Portugisiske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. januar 2003.

    På Kommissionens vegne

    David Byrne

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1.

    (2) EFT L 355 af 30.12.2002, s. 45.

    (3) EFT L 299 af 20.11.1999, s. 36.

    (4) EFT L 193 af 20.7.2002, s. 60.

    (5) EFT L 193 af 20.7.2002, s. 1.

    (6) EFT L 259 af 18.10.1993, s. 1.

    (7) EFT L 205 af 17.8.1993, s. 22.

    Top